Til jer bekymrede mennesker, så synes jeg, I skal slappe af ;-)
De er søde ud over al forstand, vi kommer virkelig i spænd! Jeg har kun haft chancen for at møde babyen Emmeline, men hun smilede til mig hele tiden.
Nu til rejsen:
Så har jeg
endelig et roligt øjeblik i toget til Schliersee.
Min dag
startede tidligt, da jeg skulle være i Billund ved 9-halv 10 tiden, så Pauli og
jeg kørte halv 8. Kl. halv 7 kom mor ind for at sige farvel, og vi kom af sted
som planlagt. Pauli fulgte mig ind og så til, at jeg fik afleveret kuffert og
skaffet boardingpasses, inden han tog hjem igen. Jeg kom gennem kontrol og
fandt gaten med rigelig tid i overskud. Jeg fik hørt mere dejlig lydbog i den
1½ time, det tog at tage til Frankfurt. I transportbussen fra flyet til
aflæsningsterminalen (jeg aner ikke, hvad jeg skal kalde den bus – intern
transportbus?) overhørte jeg en mand med stort ego og abemund fortælle en
bekendt om hans år lange ophold i San Francisco, og hvordan han havde kun en
enkelt time til at skifte fly her i Frankfurt til den tid, og hvor meget man
skulle skynde sig, fordi man både skulle gennem kontrol og en masse
terminaltoge og finde den rigtige gate og alt muligt, så jeg fik faktisk
rimelig meget stress på. Det havde taget ham en time at komme rundt helt, og
det var kun det, jeg havde inden selve flyet lettede. Stress! Jeg kunne ikke
huske, at jeg skulle gennem kontrol igen de andre gange, jeg har rejst, men jeg
styrtede alligevel fra aflæsningen til terminal A – som var lige ved siden af.
Jeg kom ikke gennem kontrol, og jeg fulgte bare skiltene som sædvanlig. Det tog
mig lige knap 20 min at komme til den rigtige gate. Kan I forestille jer mit
vantro ansigt lige nu? Manden havde brugt et kvarter på at prale med hans
rejsevanthed.. og han havde klaret turen på en time, som jeg kunne på knap 20
min. Hvor er jeg træt af pralrøve. Anyway, jeg kom til gaten og læste lidt i
Kaptajn Blåbjørn, inden vi kunne stige om bord. Også til München kom jeg til
sikkert. Der var usædvanligt få komplikationer.. faktisk slet ingen. Jeg kom
alle steder til tiden, og det var nemt at komme til baggagebåndene – det tog
godt nok 25 min for rullebåndene at komme i gang, men det gik ret hurtigt. Og
så var jeg i München! Yes, halvvejs færdig! Jeg fulgte skiltene udenfor, hvor
jeg kom ud på en ENORM plads men glastag og store butikker. Det så ret
imponerende ud, og jeg ville forfærdelig gerne have taget et billede eller
noget, men jeg ville ikke stoppe for at grave kameraet op af et ukendt sted i
kufferten. Det må vente til på tilbagevejen. Jeg kom ned til undergrundsbanerne
på bare den anden side af pladsen og fandt den rigtige u-bahn uden problemer.
Lufthavnen er trods alt sidste stop på den linje, så der var kun to spor at
vælge mellem. Jeg kom til at sidde ved siden af en spansk dame, som knap nok
kunne spørge, om dette var toget til hovedbanegården. Jeg synes, det er lidt
arrogant af folk at tro, at de kan tage til udlandet uden at gøre en indsats
for at lære at kommunikere med indbyggerne. Hun havde heldigvis en mand at
snakke med, som havde helt styr på det hele. Turen til hovedbanegården tog ca.
3 kvarter. På vejen så jeg flere i tyrolerkostumer – og jo tættere vi kom på
centrum, desto flere var udklædte. Inde på selve HBF var ca. hver tredje person
udklædt, selvom der var betydeligt flere piger – og de var til gengæld udklædt
i kjoler med alle tænkelige snit, længder og farver. Det var ret imponerende!
Da jeg ankom, kom jeg op i hovedområdet… men det var umuligt at finde ud af,
hvor jeg skulle hen, så jeg behandlede situationen, som jeg ville med enhver
anden udfordring; som en skattejagt! Først fandt jeg skattekortet! Men det var
umuligt at finde ud af, hvor jeg befandt mig, så jeg besluttede at lede efter
ledetråde – nærmere beskrevet som informationskontorene. Jeg spurgte et par
folk, hvor det var, men de vidste lige så meget som jeg. Jeg så dog et skilt
med overskriften Fernzüge (Fjerntoge), og siden jeg skulle udenfor München,
tænkte jeg, at jeg ville prøve den retning. Først gik jeg lidt i panik, for jeg
kom op til et kvarter fyldt med arabere, min kuffert var tung, og der var ingen
rulletrappe ned. Jeg tog en dyb indånding og svømmede i land. Jeg fandt
indgangen til, hvad der lignede hovedindgangen til en rigtig togstation, så jeg
gik derind. Og ledetrådene var i sigte! Jeg stod næsten et kvarter i kø, men
endelig kom jeg til piraten med de onde øjne og en afvisende attitude. Hun
nægtede at snakke engelsk, men forklarede på jappende tysk, hvordan jeg kom hen
til det rigtige selskab, der kunne sejle mig i den rigtige retning. Fint nok,
jeg så et kæmpe skilt, som ledte mig videre ud i noget, der lignede en
blindgyde, men henne for enden kiggede jeg til højre, og der var en helt ny
havn i sigte. Her forklarede en venlig billetdame hvornår og hvor jeg kunne
komme af sted til Schliersee. Og det var dog ikke så ganske ligetil. Der er
åbenbart forskellige ’units’ af et tog, hvor ét kæmpe langt tog tager af sted i
samme retning, men deler sig op i løbet af rejsen! Jesus Kristus! Men der var
en plakat et sted, som viste, hvor de forskellige units skulle hen. Jeg havde
endda 25 minutters ventetid. Så jeg fik stemplet og kom på toget. Der er
naturligvis en lille usikker gnaven i maven, når man skal ukendte steder hen.
Kiggede jeg nu rigtigt? Fik jeg nu tjekket den rigtige dato og tid? Jeg er som
regel meget grundig. Men.. jeg kom på det rigtige tog, men det delte sig i to og kørte i forskellige retninger, så jeg kom i bund og grund i den forkerte ende. Jeg kom 7 stationer for langt og endte i Oberglier, hvor jeg stod af, tog det næste tog til Holzkirchen og skiftede til det rigtige tog, hvor Eleanor kom og hentede mig. Hun kørte lidt rundt på må og få, fordi australiere jo kører i den anden side af vejen, og de har ikke været her så længe, så hun skulle også lige finde det selv.
Vi kom ind ad døren halv 9 og snakkede til halv 12. Vi har snakket om at tage i en vandpark i morgen og til oktoberfest på torsdag.
Og vi er trætte nu. Jeg skal nok opdatere snart.
Stort knus og kram!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar