søndag den 21. oktober 2012

Fridag som ikke var fridag

Okay, så jeg fik at vide, at jeg generelt har aftener og weekender fri, men lørdag (i går) var der alligevel opgaver til mig. Jeg skulle igen stå op kl 7, så jeg kunne distrahere Adelaide, men igen var hun ikke så samarbejdsvillig. Desuden følte jeg, at jeg skuffede Ben og Eleanor, fordi jeg ikke kan vinde Adelaide over, og.. ja.. min dag var bare en af de mindre heldige. Jeg begyndte at tvivle på, om jeg overhovedet var egnet til at være Au Pair, jeg havde faktisk slet ikke lyst mere til at tage til USA. Det eneste, der afholdt mig fra at aflyse var, at jeg højst sandsynligt ville fortryde det resten af mit liv. Jeg begyndte så at læse andre Au Pair's online blogs for at finde lysten igen og se, om de ville indrømme at have haft samme problemer som mig. Det var der imidlertid ikke - alle de blogs jeg har læst indtil videre, har faktisk kun været omkring deres social- og fritidsliv; hvordan de har meldt sig ind i fitnesscentre, hvordan de shopper med de andre Au Pair piger i deres by, hvordan de alle synes at tage på ferie.. osv osv.. Jeg fik dog inspirationen igen, men kun så længe jeg læste.
Omkring mit problem med Adelaide: jeg vil ikke have, at I tænker, at jeg er uerfaren eller ikke havde overvejet det at passe små børn, men jeg har netop passet en pige i den alder! Hun var min søster i min gamle værtsfamilie, Emily Grace hed hun, og hun var 3 år. Jeg passede hende og mine andre værtssøstre hver uge alene, når mine værtsforældre ville have en aften alene til hygge, og vi var alle rigtig glade for hinanden. Der kunne selvfølgelig komme problemer, men dem løste vi mellem os, og der var aldrig noget alvorligt. Så det at Adelaide oftest søger væk fra mig er noget helt nyt, og jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre ved det - det er dét, jeg er ked af. Bare så vi er på samme side (*blink blink)

Eleanor var taget af sted lidt i 10 med Emmeline for at være med til noget voksen noget, og det var meningen først at skulle slutte ved 16 tiden, og i al den tid skulle jeg passe Adelaide. Og jeg kunne slet ikke overskue det. Jeg var så bange for, at hun skulle skabe sig igen lige som sidste gang. Heldigvis var Ben hjemme, og omkring middag ville han tage Adelaide med i parken, hvor jeg gerne ville med, for jeg er altid frisk på at komme ud og se. Det var en noget lang vej. Vi tog til Westpark igen, bare i den modsatte retning, hvor der var en større legeplads med flere sjove ting. Jeg kunne mærke, hvordan nedtryktheden langsomt men jævnt sivede ud af mig, og jeg nød at se alle børnene have det sjovt. De fleste af dem var dog store nok til at lege uden forældrene (forældrene så kun på), og det er faktisk dét, jeg håber på vil ske for mig, hvis jeg får en familie i USA. Jeg har ændret mening om typen af barn, jeg vil passe. Selvfølgelig er der lidt mere begrænset udvalg af familie til januar frem for august, men hvis jeg selv kan vælge frit, vil jeg helst passe børn i alderen 6-12 måske. Plus minus. Men jeg vil tage, hvad jeg kan få.
Anyway, det var en rigtig god tur i parken. Vi spiste på endnu en Biergarten, hvor jeg fik en bagt kartoffel med creme fraice i og salat til (jeg kan godt lide vegetarstilen), mens Ben og Adelaide delte en kæmpe luns kød kaldt Haxen (tror jeg) med pommes frites til. Vejret var lækkert, solen skinnede og omgivelserne var formidable. Efterårsfarverne træder mere og mere i kraft, alt er lysegrønt, gult, orange eller flammende rødt, og det er en fryd bare at gå udenfor i det. Det begyndte dog at blive småkoldt ved halv fire tiden, så vi smuttede hjemad der.

Eleanor kom først hjem en time efter planlagt (så det må have været en god tur), og vi fik slappet lidt af, inden vi varmede resterne fra vegetarlasagnen og majspandekagerne. Vi hyggede os resten af aftenen, men gik i seng igen alt for sent. Jeg holdt som sædvanligt Emmeline, mens Eleanor puttede og lå lidt med Adelaide, indtil hun faldt i søvn. Mit humør steg endnu et par takker, da jeg hyggede mig med baby. Hun snavede meget med min hånd, og gnaver nu så hårdt i mine fingre, at det godt kan gøre lidt ondt, hvis hun rammer 'rigtigt'. Lille rovdyr. Hun var en rigtig lille Duracella om aftenen! Hun havde virkelig gang i det, og jeg fik trænet hende lidt i at rejse sig og tage et par skridt hen af mit torso igen. I alt blev det til en god hyggegåtur. Jeg har fundet ud af, at hun griner, når jeg holder fast i hende og 'dykker' hende ned mod mig, mens jeg ligger på gulvet, inden jeg rejser hende igen. Det gav dog bagslag, da jeg fik en lækker mundfuld spyt lige ned på halsen, hvor der ikke var stof, så jeg var godt våd og klistret, indtil Eleanor tog hende igen.

For at det ikke skal være løgn har jeg bestemt mig for at udnytte min mulighed for at være kulturel og bestilt endnu en ballet og en opera! Begge foregår naturligvis i Nationalteatret/Operahuset, og den 9. november skal jeg se operaen Rusalka på to timer. Jeg fik endda scoret mig siddepladser, selvom det var lidt dyrere! Det blev også en plads bagerst i salen på midterste balkon tror jeg, så jeg kommer til at kigge ligeud og lidt ned, når jeg er der. Det bliver så lækkert! Og den 23. november skal jeg se balletten Forever Young. Jeg synes ikke, den lyder så spændende som Gods and Dogs, for det er modernistisk præget ballet - så jeg tror ikke der er så mange løft, og jeg kan forestille mig, at der er meget gulvaktion. Men jeg ville bare gerne se endnu en ballet, mens jeg havde chancen. Så det bliver spændende!

I dag er der ikke sket så meget. Jeg var lidt tilbageholdende, da Eleanor havde en dårlig dag og var lidt sur, men jeg gjorde så alt, jeg kunne, for at gøre det nemmere for hende, og sørgede ellers for at holde mig i sikker afstand. Ben tog til kontoret omkring 13 (er stadig ikke kommet hjem kl 20, nu) og hen på eftermiddagen blev Eleanors humør lidt bedre. Jeg lavede nogle lækre kartoffelfrikadeller, fik nogle bøger, som de ellers ville have smidt ud (heriblandt La Cucina, Lost in Transmission, The Midwife of Venice, How to keep a daily Diary, og Santa Montefiore), og havde en god dag med både Emmeline og da-da-da-daaaaaa: Adelaide! Vi hyggede os i dag! Så hurra for det! :)

Jeg håber I alle har det godt!
Knus xoxoxox

Ingen kommentarer:

Send en kommentar