Nyt mobilnummer og en tur i Nationalteateret

I går (fredag) gik det godt til morgen, hvor det lykkedes mig at underholde Adelaide. Vi legede med hendes trætogbane og biler, jeg spiste 'småkager'; brikker fra et puslespil - nogle var kolde, nogle var behårede, og følgende smage kom ofte: tiger-smag, elefant-smag, Barry-smag (en bi fra Bee Movie), Giraffen Mark-smag (en bamse hun er glad for), hvidløgssmag og frøsmag. Af og til kom også løve-smag. Det var løve- og tiger-småkagerne, der var behårede. Og hun huskede at tage brodden ud af Barry-småkagerne. Ben tog igen på kontoret og smuttede ved 9 tiden. Eleanor skulle egentlig have været til et arrangement, men hun kom først op 20 minutter, før det startede, så det blev aflyst i sidste øjeblik. Jeg havde ellers glædet mig til at have huset for mig selv haha. I et års tid er en dansk pige ved navn Maria blevet en regelmæssig legekammerat for Adelaide - hun er kommet en gang hver weekend og taget hende til legepladsen et par timer. Maria går på en privat danseskole og er et par år ældre end mig, og hun har boet her i München i over to år nu. Hun kom kl. 11 og tog hende med et par timer, og så begyndte Eleanor og jeg at gøre rent i huset. Ben og Eleanor havde en aftale med deres lejlighedsejer (skal vi ikke bare kalde hende 'landlady'? Jeg kan ikke finde et godt ord på dansk! og vi kalder hende landlady her i huset), hvor de vil snakke om udsigten til at blive i denne lejlighed. De havde aftalt, at Phil skulle komme og hjælpe med samtalen, da Landlady ikke snakker engelsk, og Ben og Eleanor snakker ikke godt tysk, så det ville være en katastrofe ellers. De ville gerne have, at jeg var ude af lejligheden, da Landlady ikke er så begejstret for min tilstedeværelse, så jeg tog ud omkring middag. Jeg havde først fået dagens planer at vide samme morgen, så det var rart endnu en gang at få uventet fritid!
Jeg tog ud for at kigge i shoppinggaderne (Kaufingerstraße) på Marienplatz, og der fik jeg et tysk SIM-kort til min mobil, da jeg gerne vil være i stand til at ringe og skrive beskeder til folk her, uden at jeg betaler kassen for det. Jeg skifter ikke tilbage, før jeg kommer tilbage til Danmark, men hvis I vil have fat i mig i nødsituationer (fik kun 5 euro på kortet og jeg skriver kun selv når det er højst nødvendigt), er mit nummer: +49 0176 7697 2477
Det tog langt over en time fra jeg gik ind i butikken til jeg gik ud igen med nyt SIM-kort. Hvorfor? Fordi hele Münchens befolkning åbenbart skulle have fikset sin mobil en fredag middag, og køerne var hive-sig-i-håret lange. Først skulle have have selve aftalen i hus ved hjælp af en sød kinesisk kvinde og mit pas. Der var to foran mig, men en dame tog så lang tid, at jeg næsten faldt i søvn derinde. En medarbejder kom for at spørge manden foran mig, og han kunne hjælpe ham, så han blev heldigvis fjernet fra køen, men det tog alligevel en rum tid for damen foran mig. Jesus Kristus, jeg kan ikke forstå, hvorfor det kan tage så lang tid! Min egen forhandling tog kun 5 minutter, og det var med baggrundsinformationer, samtale med kineserpigen (medarbejderen) om hvor vi kommer fra og så få underskrevet kontrakten! Så skulle jeg hen til kassen for at betale.... her var heldigvis kun én mand foran mig.. han var en midaldrende af mellemøstlig afstamning med en nokiamobil fra 90erne, som skulle have opklaret et eller andet, jeg ikke kunne få fat i. Damen bag kassen brugte et kvarter på at forklare ham, at der var intet, absolut intet, hun kunne gøre, før han havde betalt et eller andet.. hun virkede ikke særlig sympatisk, men han var godt nok også irriterende. Selv jeg forstod, at han skulle gøre noget, før han kunne få gjort det, han ville have gjort.
Ellers gik jeg bare rundt og hyggede mig. Jeg kan huske, da jeg var på studietur i Salamanca i Spanien, hvor jeg stødte på en lækker butik ved navn Promod. Den fandt jeg også her på Kaufingerstraße - der var 4 etager (!!!!!!) og hver etage var på størrelse med en almindelig butik! Jeg synes generelt, at butikken har noget lækkert tøj, så jeg brugte næsten en halv time derinde. Der er to store shoppinggader her i München, begge på Marienplatz, hvoraf den almindelige Strøget-agtige gade hedder Kaufingerstraße, og så er der en fancy rigmandsgade, som har alt muligt dyrt. Jeg kan slet ikke hamle op med priserne, så jeg gad ikke engang gå derhen, men jeg tror, jeg vil kigge derhen engang.
Hele dagen gik jeg og glædede mig som et lille barn til at komme ind og se balletten! (Orv, og lige hurtigt vil jeg nævne, at Landlady aldrig kom til deres aftalte møde. Eleanor gik en tur med Emmeline, da hun alligevel ikke rigtig kunne tage del i samtalen, og hun fik så et opkald fra Phil, som sagde, at han havde stået udenfor lejligheden i over en halv time, og Landlady kom aldrig! Dumme kælling!) Men ja, det gik sådan og kriblede i min krop af spænding. Der var god stemning, da jeg kom hjem ved 16 tiden, hvor jeg gik i gang med at lave lækre majspandekager. De faldt godt til især hos Adelaide, og jeg tog ned mod u-bahn'en ved halv syv tiden, da balletten startede 19.30. Jeg havde passeret operahuset/nationalteateret (det hedder vidst begge dele) før, da jeg gik tur med Eleanor for en uges tid siden, så jeg vidste godt, hvor jeg skulle hen, jeg kunne bare ikke huske, hvor lang tid det tog. Jeg steg på min u-bahn og ankom til Marienplatz 10 minutter efter. Der er to udgange ved hver u-bahn, lige meget hvor lille perronen er, og jeg valgte at gå i den modsatte retning af Kaufingerstraße. for at gå mod Dienerstraße, for inden jeg tog af sted, havde jeg kigget på et kort, så jeg kunne holde øje med vejnavnene, bare for en sikkerheds skyld, og Dienerstr. var tæt på. Da jeg kom op til overfladen, havde jeg et kort øjebliks panik, da jeg ikke kunne genkende området. Jeg kunne dog se en fancy chokoladeforretning/caf, som jeg havde passeret før sammen med Eleanor, og pludselig faldt alt i hak, og jeg gik kun to minutter derfra, før jeg kunne se operahuset. Det var en imponerende bygning, specielt da det var mørk (orv ja, da jeg steg på min u-bahn i mit lokalområde Partnachplatz, var der stadig nogenlunde dagslys, men da jeg kom op på Dienerstr., var himlen helt kongeblå!), og lysende indenfor var tændt. En masse folk klædt fint på med sølvsmykker og fine kjoler og jakkesæt gik også mod operahuset. Jeg havde selv bare smidt noget pænt hverdagstøj på og sat håret op i en sød perlekam, jeg fik af min far, lidt makeup, og så ud af døren. Jeg følte mig dog ikke som sådan 'underpyntet'. Hellere underpyntet end overpyntet - og der er jo desuden mørkt inde i salen, så det kan jo forresten være lige meget! Alle ser ens ud i mørke. Da jeg trådte indenfor, stod to rare unge mænd og tog imod gæsterne med et venligt velkommen. De ville se billetterne og pegede os i den rigtige retning. Hele operahusets arkitektur var fænomenal, alt var i cremefarve, rød eller guld, og jeg følte mig virkelig kulturel og fancy.

Umiddelbart lige indenfor var der tre kæmpe trapper, som ledte op til en mindre sal med kæmpe lysekroner i krystal. Jeg gik op ad den, jeg fik anvist, og nød de imponerende og uvante omgivelser. Overalt stod folk og konverserede (ja, forestil jer min strittende lillefinger og stramme overlæbe) i deres fine puds og opsat hår, og det var næsten lige så stort et eventyr i sig selv, som en tur til udlandet kan være. Det var et kig ind i en helt anden verden. Jeg spurgte om vej flere gange, for sådanne steder er jo sværere at finde rundt i, jo finere de er! Jeg kom til sidst op på fjerde etage (tror jeg, ellers tredje), hvor jeg blev peget helt hen til siden. Her stod en dame bag et stort bord og tog imod jakker og tasker gratis. Det gjorde de ved hver indgang, men her hørte jeg til, og her blev jeg, til balletten startede, for jeg skulle gudhjælpemig ikke bruge et kvarter for at finde min dør, for så at strejfe rundt og fare vild! Døren var lukket først, men snart kiggede jeg ind og så det største rum, jeg nogen sinde har det. Jeg ved, at jeg har dårlige øjne, men jeg kunne knap skelne folks ansigtstræk (øjne, næse osv)! Jeg opdagede faktisk, at jeg havde scoret mig en ståplads derinde. Så meget for at være en nærigrøv! Det værste var, at jeg ikke kunne se 2/3 af scenen! Da alle på vores balkon havde sat sig, var der desværre ingen siddepladser, men helt henne til venstre tættest mod scenen, var der fire stole foran hinanden, og helt henne foran dem, var der en god tom plads, hvor jeg godt kunne forestille mig at kunne sidde på knæ. Jeg gik hen og spurgte damen, hvis benplads det var, om jeg måtte sætte mig der, for jeg kunne ikke se scenen fra min plads. Det måtte jeg heldigvis godt, så jeg satte mig på knæ, og kort tid efter ringede en stor dyb klokke, som tegn til folk om endeligt at finde deres plads. Jeg lagde mærke til alle de mange forskellige mennesker. Der var de klassiske snobbede pensionister med stiveste puds og næsen i sky, men der var faktisk også folk, der lignede at de var i 30erne, og jeg lagde mærke til to kinesere på allerforreste række (hvis billetter koster omkring 80+ euro, og jeg fik helt bestemt fornemmelsen at det kunne være helt forretningsagtigt). Så gik lyset langsomt ud oppe fra den gigantiske lysekrone og balkonlysene, og det blev KULsort. Så kom spotlight på en midaldrende kvinde i sort tøj og glimmer-cardigan, som gik med rank ryg og stolte skridt på tværs gennem salen foran scenen hen til sit spejlblanke sorte pianoforte, som var placeret lige under mig! Folk klappede stort, og damen bukkede, da hun nåede frem - og afslørede en manke af stort, gråligt hår, hvis sider og pandehår ellers var sat fast bagpå med et spænde. Hun satte sig.. og lod fingrende flyve hen over tangenterne. Der er ingen anden måde at forklare det på. Al musikken i første akt (der var kun to med pause i mellem; første akt varede ca. halvanden time, der var en halv times pause og så anden akt på kun 20 minutter) blev spillet af pianisten, og hvis koreografien blev lidt for underlig på scenen, kunne jeg faktisk blive lige så underholdt af bare at se hende spille. Hun var helt utrolig! Og ja, koreografien var lidt underlig til tider. Jeg tror, der var lidt modernistisk ballet ind over, for der var meget gulvaktion, og jeg savnede lidt nogle løft og spring. Desuden har jeg hørt, at ved en god ballet kan man se en handling udfolde sig, men det kunne jeg slet ikke. Første akt dansede de i fine små kjoler (hvad der ligner, hvad man kunne forestille sig, at de øver i) i alle farver, og mændene havde selvfølgelig 'strømpebukser' og undertrøje samt hvid T-shirt indenunder. Hedder det en trikot, det tøj? Det første kvarter kunne jeg næsten ikke koncentrere mig om dansen, for jeg var rigtig meget i tvivl om, om mændene havde trikot på eller en g-streng og kropsmaling på benene, for jeg sad lige i afstand til at kunne se hver eneste muskel i deres ben, og det var som om, jeg kunne se to streger over deres.. mås. Det var super underligt, og jeg skiftede overbevisning gang på gang, før jeg endelig så tøjrynker omkring knæene på en af dem. Det sidste kvarter af første akt kom alle danserne ind på scenen med de rigtige kostumer! Dem, jeg havde set på hjemmesidens foto, hvor de ligner noget ud af et eventyr! Halvdelen af pigerne havde knælange strutskørt og albuelange ærmer med noget fjer-agtigt for enderne, alle i grønt, så de lignede skovvæsener, og den anden halvdel havde royalt udseende kjoler i samme længde og i forskellige farver. Alle mændene havde royalt udseende dragter på - alle de 'royale' lignede nogle fra 1800-tallet hof.

Almindeligt dansetøj i første akt

Flotte kostumer sidste kvarter i første akt

Jeg havde troet først, at pausen var lige i midten af de to timer ligesom fx en fodboldkamp, men det viste sig som sagt først at komme efter 1½ time. Jeg havde imidlertid fået smertelige næsten-følelsesløse knæ. Og jeg havde ondt af mig selv, men jeg koncentrerede mig om dansen, så længe det foregik. Da første akt var slut, var der en masse bukken fra danserne, og en af mændene trak pianisten op på scenen, hvor folk også gav hende et kæmpe bifald. Hun fik faktisk det højeste, så jeg kan ikke være den eneste, der har holdt øje med hende. Der gik en evighed, inden dørene blev åbnet og pausen holdt. Jeg havde egentlig sat mig på et af de nyligt tomme sæder, men en stor fyr kom hen og sagde, at vi beklageligvis skulle gå udenfor. Han havde den værste accent, jeg har hørt og kunne slet ikke forstå ham. Jeg troede, at han var meget, meget, meget lokal Bayrer. Jeg spurgte ham så på engelsk, og så lirede han det samme af på perfekt engelsk, og jeg var meget imponeret. Vi snakkede lidt, men så blev vi javet ud af damen ved garderoben. Jeg sagde, at han var utroligt god til engelsk... til hvilket han svarede: Thanks, I'm from England... og jeg havde bare lyst til at springe ud fra balkonen.. det var SÅ pinligt! Han tog det dog heldigvis med humor, og vi snakkede resten af pausen lige uden for døren. Vi snakkede godt sammen, og jeg fandt ud af, at han var guide her i München på tredje år, hvorefter han regner med at tage til Berlin til foråret for at studere. Han er kun 23 år og har været alle mulige steder! Vi udvekslede også historier og fordomme (for at underholde hinanden, ikke for at være fordomsfulde), hvorefter han nævnte, at han kendte til Alfabeat (moderne pop band). Jeg er godt nok ked af, at af alle danske bands, så skulle Alfabeat nå internationalt. Så begyndte vi at synge Fascination (bandets debut sang) - hvorefter den dybe klokke ringede. Han sagde, at han ville smutte op på en af de øvre etager, for en masse folk var taget hjem efter første akt, så der ville være siddepladser. Jeg kunne ikke tro mine egne ører - hvorfor tage hjem før showet er slut?! Men som han sagde, når folk har penge.. Vi sagde farvel, og jeg gik ind for at stå - dog på en bedre plads end min egen - for det var rigtigt, nogle fra vores balkon var endda også taget hjem, selvom det var de billigste pladser.Anden akt var slet ikke noget, jeg havde forestillet mig! Her var alt ikke lys og festligt men til gengæld dunkelt og dystert - hvor temaet 'Gods and Dogs' (titel på balletten) slog mere i gennem. Mændene dansede i joggingbukser og kvinderne i noget, der lignede en kort natkjole - alt sammen i cremefarver. Scenen var dunkel på nær et vandfald af guldfarvede skinnende tråde, som hang bagtil på scenen som en væg. Der var også en projektor, som projekterede først mørke, så en lille bevægelse, jeg først troede var en grå flamme. Den blev større lidt efter lidt. Så syntes jeg, det lignede et kvindeansigt, men så kunne jeg se, at det var en ulv/hund, som løb i slowmotion. Det og farverne gav en fed effekt, og musikken (violiner og trommer) gav en fed stemning og effekt, men jeg kunne ikke se, hvordan det havde noget at gøre med dansen på scenen. Jeg fik dog fornemmelsen af tilstedeværelsen af død. Ved slut klappede folk helt vildt og vanvittigt igen. Denne gang dobbelt så højt, selvom jeg ikke havde troet det muligt. Stemningen var på sit højeste, og da showets 'stjerner' (ja, jeg lagde mærke til, at 4-6 dansere havde en form for hovedrolle) kom frem, begyndte folk at pifte og stampe i gulvet - hele salen! Det var næsten lige så overvældende, som tribunerne i USA under en amerikansk fodboldkamp! Der gik laaaang tid, før vi kunne komme ud. Jeg havde lidt frygtet, at alt ville blive et mas, når alle ville ud, men det var imidlertid ikke sådan. Jeg havde absolut intet besvær med at få mine ting igen ved garderoben, og der var hverken masen eller skubben for at komme udenfor. Men det slog mig lige, at måske var det fordi, at det 'øvre' folk ikke skubber til hinanden. Hvad ved jeg. På vej ned af trapperne (jeg bliver ved med at tænke på dem, som trapperne i Askepot, hvor hun taber skoen HAHA) så jeg to drenge på henholdsvis 9/10 og 12/13 år med jakkesæt og groggy ansigter. De var ikke så gamle, og jeg fik helt sikkert fornemmelsen af, at de var blevet presset derind. De lignede nogen, der havde sovet i to timer - eller i hvert fald kedet sig umådeligt. Stakkels drenge. 

På trods af eventuelle finurligheder, så var jeg helt opslugt af det, og det var en kæmpe succes, så jeg skal helt sikkert prøve det igen! Selvom jeg ikke kunne se en decideret handling, kom forskellige følelser frem ved bestemte scener. Og det var bare en kæmpe oplevelse!

Hav det godt!