Jeg kan godt lide at tænke om mig selv at jeg har travlt. Jeg ved, at det intet er i forhold til, hvad de fleste kvinder jonglerer med til dagligt, som både har 3 og 4 børn udover fuldtidsarbejde og huspligter. Men jeg sidder sq ikke stille ret længe ad gangen!
I søndags fik vi besøg af Bens ven Phil og hans kæreste Melanie. De kom hen på eftermiddagen med planer om en tur ud til varm kakao i parken, og jeg havde ikke helt bestemt mig for, om jeg ville med. Jeg troede først, at de var franske, fordi de havde denne her dybe gutturale accent, men de var begge her fra Tyskland. Ben og Eleanor havde faktisk overtaget denne lejlighed fra Phil! Både Phil og Melanie var meget begejstrede for Adelaide og Emmeline, og Melanie holdt Emmeline så ofte, hun kunne komme til. Jeg spurgte så, om de var kærester og om de savnede børn i hjemmet, og det var et ja til begge. Melanie vil bare vente, til Phil er blevet mere finansielt stabil - hvilket jeg ikke forstår, for Phil og Ben arbejder sammen, lønnen er fed, og ja.. jeg kan ikke se, hvordan han er ustabil på det punkt. Phil havde endda et økonomi-magasin med til Ben, som havde en artikel om Tysklands 500 rigeste mennesker, og Phil og Bens firma var endda på listen! Vi fik lov til at beholde magasinet. Jeg synes, det er ret blæret at min australske værtsfar (Ben) er en af Tysklands rigeste mennesker. Anyway, de var søde og snakkesalige, og derfor bestemte jeg mig for at tage med. Vi gik gennem Westpark (området ved siden af vores hedder Westpark, men det er faktisk også en park, som hedder det), og jeg så en gruppe unge mennesker spille volleyball, og jeg havde virkelig lyst til at spille med dem, men jeg er ikke typen til bare at gå op til en stor gruppe fremmede, og jeg ved jo heller ikke, om de træner for at konkurrere. Men det så sjovt ud, og jeg vil prøve at gå derhen igen en anden dag og se, om jeg kan finde ud af mere. Der var også flere andre unge mennesker, som lavede ting, så det har fritidspotentiale. Men ja, vi satte kurs mod Westparks store halvt gemte legeplads tæt på en Biergarten, hvor Adelaide rendte rundt med Ben og legede, indtil hun slog hovedet (igen). Vi fik rigtig lækker varm kakao, og Adelaide fik Kaiserschmarrn, hvilket er.. ja, noget pandekageagtigt med æblegrød ovenpå og lidt puddersukker. Det var super lækkert, og Adelaide var faktisk mere interesseret i æblegrøden, og de voksne og jeg spiste faktisk mere af selve Kaiserschmarrn'en. Det var rigtig hyggeligt, men til tider følte jeg mig lidt udenfor, fordi de voksne mest snakkede om boliger og lejligheder, og hvor lede lejlighedsejere i Tyskland er. Jeg forstår, at det var en vigtigt emne, så jeg er ikke sur over det, men jeg ville ønske, at jeg havde taget en bog med alligevel. To timer var pludselig gået, og vi besluttede at tage hjem, da Adelaide skulle i seng, og det begyndte at blive mørkt. Da regningen kom, betalte Phil helt automatisk - regningen blev kun omkring 20 euro, så det var ikke så slemt, men det var rigtig pænt af ham, og han ville ikke høre at vi kunne splejse beløbet.
På vejen tilbage beklagede Ben sig til Melanie over musikken alle steder i München, specielt i natklubber, for de spiller sådan noget 'gammelt musik'. Nu hvor jeg tænker nærmere over det, har han ret; jeg har kun hørt 80er musik, når jeg har været ude at købe ind i Penny eller Rewe. Jeg kan ikke så godt udtale mig om musikken på diskotekerne, og det kommer jeg heller ikke til, hvis jeg ikke finder en ven at gå med - så bare rolig!
Jeg kan ikke huske, hvad jeg lavede mandag. Jeg har haft lidt øm hals og stoppet næse en uges tid nu, så jeg kan forestille mig, at jeg legede stille og roligt med Adelaide det meste af dagen, og at vi måske gik i parken.
Tirsdag havde jeg en uventet fridag, for Adelaide havde legegruppe halv 10, og Eleanor vil gerne ud med mødrene efter gruppen og have frokost, for de har et godt sammenhold der, men som jeg så sidste uge, kommer de først hjem ved 17 tiden, og så lang tid gider jeg ikke være ude. Jeg ville gerne, hvis det var legegruppe og en frokost sammen, men jeg tror, jeg ville komme til at kede mig i længden. Eleanor har ikke noget imod at tage af sted alene, så jeg sørger egentlig bare for at rydde op i huset og forberede aftensmad til de kommer hjem. Men det er også blevet min pligt at stå op ved 7 tiden, så Adelaide kan komme ind på mit værelse og lege, så Eleanor og Ben kan få sovet lidt længere. Det generer mig heller ikke, jeg ville bare ønske, at jeg vidste, hvornår hun vågnede, så jeg ikke står op fx kl. 7 og hun først gør kvart i 8. Jeg har ikke kunnet falde i søvn på det sidste, så bare en halv time mere, kan gøre en del. Men jeg timede det faktisk meget godt i går, og vi hyggede os en halvanden times tid, indtil forældrene stod op. De tog af sted kl 10 (de er ofte forsinkede, da Adelaide altid springer rundt i huset, når vi skal ud), og derfra havde jeg hele tagen for mig selv. Ben arbejdede på kontoret, så det var faktisk en fridag. Jeg var rigtig træt, da jeg kun havde fået sovet 3 usammenhængende timer i løbet af natten, så jeg så et par film og slappede af. Jeg aner ikke, hvordan dagen gik så hurtigt, men lige pludselig kom Ben ind og sagde, at de kom hjem om en halv time. Adelaide sov allerede på vejen hjem, så jeg så hende slet ikke om aftenen. Det blev en rigtig hyggelig aften kun os 'voksne', og jeg prøvede at gå tidligt i seng, selvom jeg havde arbejdet mig op i et overtræt stadie. Det blev overraskende sent, før jeg kunne sove.
I går stod jeg op igen sammen med Adelaide, og vi hyggede med hendes legetøjstog og dertilhørende skinner af træ. Det var en rigtig dejlig morgen, og vi var alle glade hele formiddagen. Onsdag er jo babygruppe, og denne gang ville Eleanor alene af sted med Emmeline, så hun kunne koncentrere sig om det. Jeg tror, at det er første gang, Eleanor forlader Adelaide selv for bare en kort periode, og kan I høre om lidt. De tog af sted lidt over 10. Ben var taget hen på kontoret ved 9 tiden, så da Eleanor gik, var jeg helt alene med Adelaide. Hun sprang rundt og havde det sjovt i stuen, mens hun pillede ved alt, i omkring 10 minutter. Pludselig vendte hun sig om og kiggede på mig helt stille med de største tårefyldte øjne, jeg i mit liv har set - hun lignede helt alvorligt en mangafigur (japansk tegnestil med tegneserieagtige figurer blandt andet med enorme øjne). Hun gik lige så pludseligt ud af stuen med tårerne strømmende ned af kinderne, kom tilbage igen med et tæppe fra soveværelset og dér kom hulkene. Hun pev og kom med lyde, mens hun prøvede at få tæppet ned ad trapperne til kontoret. Jeg var for chokeret til at reagere før der, for det var helt og aldeles uventet! Da jeg kom nedenunder, kunne jeg høre hende snøfte og hulke, men jeg kunne ikke finde hende! Jeg kiggede bag trapperne, sofaen, Bens skrivebord, under bordet, bag reolerne - alle steder, og jeg kunne stadig høre hende. Der var så til gengæld et lille babytæppe midt på gulvet med to buer på kryds hen over ligesom et telt, hvor et lille gult tæppe var draperet hen over, men jeg kasserede ideen om at hun var der med det samme, for der var virkelig minimal plads derunder - det var trods alt lavet til en baby! Det viste sig så, at hun virkelig havde krøllet sig sammen derunder. Jeg følte mig lidt dum, men fik sat mig på sofaen og snakkede til hende. Jeg prøvede alt for at få hende til at fortælle mig, hvad problemet var - også at foreslå alle de grunde, fornuftige som underlige og ubegrundede, der kunne være i vejen. Men hun havde klappet i som en østers og blev bare ved med at hyle. Jeg lod hende ligge, da jeg havde prøvet forgæves i 20 minutter, og gik ovenpå for at læse. Det kunne jeg heller ikke, for hun hylede alt for højt og skingert, til at jeg kunne koncentrere mig. Der gik dog ikke så lang tid derefter, før hun stilnede af, og jeg kiggede ned og så, at hun var faldet i søvn. Efter et par Panodiler satte jeg mig igen for at læse og slappe af - hvilket var en kort fornøjelse, for hun sov ikke engang en halv time. Mens hun stadig var groggy efter luren, hørte jeg hende kalde på hendes mor, og der kunne jeg slappe en lille bitte teeny tiny smule af - for jeg havde så ikke gjort noget galt, hun savnede bare sin mor. Snart brølede hun dog på fuld tryk igen.. det var totalt vildt og ukontrolleret, og igen var der intet, jeg kunne gøre. Så jeg gik egentlig bare rundt på overetagen og hev mig i håret/bed negle, indtil Eleanor kom hjem. Det var en hård halvanden time, kan jeg godt fortælle jer! Eleanor blev dog ikke sur/irriteret, jeg fik bare Emmeline, så hun kunne gå ned til hende. Der gik dog ikke længe, før baby også begyndte at hyle - her var jeg dog lidt mere effektiv, for jeg fik hende hurtigt til at stoppe ved at svinge hende eller vise og ryste et stykke legetøj. Da Adelaide først var beroliget, var hun glad og energisk som altid - og opførte sig, som om hun ikke lige havde fået mig til at føle mig som jordens værste babysitter. Vi fik frokost, og hen på 16 tiden gik vi på en legeplads lige i nærheden som Adelaide kalder klatrevægsparken ("The climbing wall park"). Legepladsen tilhørte egentlig en institution for handikappede børn - psykisk som fysiske. Da vi kom derhen, var der masser af børn, og de var sjovt nok alle begejstrede for vores to små unger. De var også rigtig venlige! Da jeg gik ind under klatrevæggen med Adelaide, som ikke kunne bestemme sig for hvad hun ville, kom en ung pige hen og snakkede til mig. Det blev en lidt fremstammet samtale på min side, men vi forstod hinanden. Hun var mest interesseret i Adelaide og spurgte en del ind til hende. Pigen havde sin ven med, som man kunne se var ret.. brændt i hovedet (figurativt). Han prøvede at få Adelaide til at grine, hvilket ikke lykkedes, og jeg kan forstå hvorfor - nogle af tingene ville jeg nok selv være blevet lidt bange for i den alder. Alle børnene smuttede indenfor igen lidt efter lidt, og snart havde vi hele legepladsen for os selv. Jeg var selv ret begejstret for en gynge, som bestod af kæderne og noget der lignede en ikke-dyb skål. Den var helt fantastisk at ligge i! Adelaide skubbede mig lidt engang i mellem, men hun havde det så med at sige, at jeg skulle rejse mig igen sekundet efter hun holdt op med at skubbe. Hun ville nemlig også skubbes! Det var dog en underlig rækkefølge, hun gjorde det i. Fred være med det - der var også en hængekøje, som jeg ikke selv turde sætte mig i, men placerede Adelaide i. Der gik næsten 5 minutter, hvor jeg havde fred til at ligge i skålgyngen. Eleanor var den, der ville hjem til sidst. Hun sad også mest bare og læste noget på sin mobil.
Hjemme fik vi supperester fra dagen før, og Adelaide kom hurtigt i seng. Jeg fik endelig, ENDELIG, taget mig sammen til at lave en video af mig selv til min Au Pair Applikation (bare hvor jeg sidder foran kameraet og fortæller på engelsk, hvorfor jeg vil være au pair og hvorfor familierne skal vælge mig). Det var afskyeligt, og jeg hadede hvert et sekund af det! Jeg skrev kun ca. 20 linjer på computeren, og jeg havde overraskende svært ved at huske det! Måske er jeg kameraskræk! Jeg kan huske i gymnasiet, hvor min lærer Birgit i 3.g ville have regelmæssige fremlæggelser (bare for hende uden for klasselokalet), og jeg kunne skrive op til en hel side på spansk og memorere det på under en time og klare mig storartet foran Birgit! Jeg tror jeg brugte halvanden time på dette bare for mig selv! Det var dødens pølse, og jeg er super glad for at det er overstået.
Siden har jeg brugt rigtig lang tid på at indhente mit forsømte socialliv (blog og emails).
Denne morgen opdagede jeg, at Emmeline kan rejse sig selv op ved hjælp af ens hænder!
Adelaide var ikke interesseret i at være sammen med mig her til morgen, og selvom jeg prøvede ihærdigt, gik hun hele tiden ind og holdt forældrene vågne for de latterligste ting (ja, jeg er lidt frustreret) som fx at hun skulle bruge en saks, at hun ville presse citronsaft (som alligevel er for stramt for hende, hun har ikke kræfter til at presse det), at hun ville have grapefrugt (Eleanor skulle gøre det, men jeg kom alligevel til det) som hun alligevel ikke gad spise før Eleanor var oppe, at hun ville male med fingermaling osv osv. Jeg gider ikke holde øje med hende skamfere sofabordet med maling kl. 7 om morgenen. Og jeg var ikke god nok. Da Eleanor så endelig stod op halv 9, skulle jeg skifte Emmeline og give hende tøj på. Jeg har givet hende ren ble på én gang før, og det er første gang, jeg skal gøre det hele. Hun begynder ofte at græde, når hun får tøj på, og jeg blev så nervøs, at jeg var lige ved at kaste op. Hun var dog ved godt humør, og hun grinede bare, da jeg lavede ansigter til hende, mens jeg skiftede hende og gav hende tøj på. Det var virkelig hyggeligt. Jeg beholdt hende, indtil Eleanor var klar og Adelaide blev klar, og jeg underholdte så Emmeline ved at holde hendes hænder og så støtte, når hun sætter sig op - denne gang rejste hun sig helt op på fødderne. Det har jeg ikke set hende gøre før, så jeg var jo dybt imponeret over hende. Så kom Eleanor efter hende, og de gik. Jeg fik at vide, at de ville være hjemme ved middagstid, og jeg måtte gerne rydde lidt op i huset, for Adelaide havde terroriseret huset i går aftes (i leg, med at lege). Jeg skyndte mig at gøre det hele, så jeg kunne få svaret emails og skrevet blog. Jeg fandt ud af på den hårde måde, at når de øvre skabslåger står åbne, er de i perfekt hovedhøjde for personer på 168 cm, og jeg har en enorm blåsort bule på hovedet som bevis. Det er ikke pandehøjde, men direkte øverste-af-hovedet-højde. Det er et mirakel at jeg ikke fik hul i hovedet, for det var squ en rask omgang - men jeg fik kun bulen, det var så hårdt at jeg ikke engang fik hovedpine. Det er da held i uheld. De kom dog ikke hjem før ved 14 tiden, og der var de for trætte til at gå på indkøb, som vi havde aftalt. Det var dog et dejlig lunt vejr, og jeg behøvede ikke have mere end shorts og t-shirt på, så jeg besluttede mig selv for at gå ud efter det, vi manglede. Jeg havde fundet nogle fristende vegetaropskrifter på nettet, som jeg gerne vil afprøve, og vi fik så lasagne til aften med linser og grøntsager i stedet for kød. Det var rigtig lækkert, og Eleanor spiser normalt ikke så meget, men hun tog tre portioner. Adelaide nåede at blive for træt, inden maden blev færdig, så mens hun blev puttet, underholdte jeg Emmeline i mens. Jeg ville prøve, om hun ville stå igen, og det udviklede sig til, at jeg støttede hende, mens hun tog små skridt op af min mave og mit bryst (jeg lå på ryggen) - hun grinede hele vejen, og da hun nåede til mit bryst, stillede hun en fod på hvert af dem og begyndte at hoppe. Det var bare lige så stille og gjorde ikke ondt, men det var da en finurlighed. Frække unge. Men vi hyggede os gevaldigt med at teste hendes gang.
Ben er endnu ikke kommet hjem, mens jeg skriver lige nu (21.20), så Eleanor og jeg snakkede længe sammen i stuen. Det gik både ind på babynavne, sære navne, hvornår kvinder måtte stemme i vores lande, hvilket land der først gav kvinder lov til at stemme (hhv New Zealand og Sverige), de gode ting ved bl.a. München, Sydney og andre storbyer vi har været i, radiostationer, voksenradio osv. Vi kom ret bredt omkring.
Siden jeg har haft svært ved at falde i søvn om aftenen men skal op tidligt for at underholde Adelaide, er man begyndt at kunne se det på mig. Jeg ligner egentlig mig selv, men det ligner at jeg har fået et blåt øje i venstre side - det ser totalt underligt ud! Mange af jer ved at mit venstre øje begynder at hænge, når jeg bliver træt. Dette er ingen undtagelse, og med mørk farve hele vejen rundt, ser det ud som om jeg har været i slagsmål! Det er ret træls, og mascara får det til at se værre ud.
Men jeg vil smutte igen! Nu har I også fået for en halv uge!
Knus og kram, jeg håber I har det godt!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar