I dag vågnede jeg af mig selv (og stod op derefter). Jeg har vågnet på samme tid hver morgen de sidste tre dage, så jeg må være inde i en rutine efterhånden. Så jeg kom op ved halv otte tiden og morgenhyggede de næste 2½ time, inden vi tog i svømmehallen. Det var planen, at Eleanor skulle svømme 'laps', mens Ben ville lege med Adelaide på rutsjebanerne, og så skulle jeg holde Emmeline - men vi skulle alligevel betale for, at jeg kunne komme ind. Vi havde ikke været der før, og det var noget af en labyrint at finde rundt - fra vi betalte ved kassen, til vi fik skiftet tøj og fundet poolområdet, var der nok gået en halv time. Og vi havde kun betalt for halvanden time. Så, der var en stor pool indenfor, et børne-legeområde, boblebad, varmtvandspool og udendørspool foruden en stor vandrutsjebane med en stor del værende uden for bygningen. Jeg satte mig udenfor med Emmeline sovende på brystet, satte mig i skyggen på en liggestol og nød udsigten. Jeg befandt mig på en højere niveau end vejene, så jeg kunne kigge ned på søen og havde bjergene i hele min synsvinkel. Det var meget smukt og sovebabyen gjorde bare situationen bedre. Solen steg dog hurtigt på himlen, og jeg ville ikke risikere, at Emmeline vågnede af sol i øjnene, så jeg flyttede til en anden liggestol, men bevægelsen, da jeg rejste mig, vækkede hende i sig selv. Det var bare surt show. Jeg havde dog haft fornøjelsen i godt en halv time. Men hun viste sig at være en glad baby, da hun var vågen, og jeg gik faktisk bare rundt med hende og viste hende ting og hendes familie i den udendørs pool, og hun grinede næsten lige så sjovt, som Marlene gjorde i den alder. Der gik rigtig lang tid, før hun blev sulten og krævede Eleanors tilstedeværelse, så min tur i svømmehallen var alt i alt ganske dejlig. På vejen ud virkede vores indgangsarmbånd ikke, og vi havde åbenbart overskredet tiden et kvarter, så vi skulle faktisk betale for halvanden time mere for mig og Ben (Eleanors virkede underligt nok).
Tenglermann (supermarkedet) lå et stenkast fra svømmehallen, så vi smuttede lige forbi for at hente et par ting inden frokost. Ben gik med Emmeline over skulderen, og i køen lavede jeg ansigter til hende, så hun grinede, og damen bag mig i køen prikkede mig kort efter på skulderen og spurgte, om jeg var hendes mor. Det må have set meget hjemmevant ud, men Eleanor havde lige betalt vores varer og stod lige foran Ben, så det var alligevel lidt mærkeligt. Jeg synes da heller ikke, at jeg ser så gammel ud. Damen var helt vild med Emmeline og kiggede helt forelsket på hende, mens vi var i synsvidde. Hjemme fik vi resterne af i gårs nachos til frokost, men Adelaide var ret træt og pivet, så det var egentlig kun Eleanor og jeg og senere Ben, som hyggede os. Efter oprydning hev jeg mig selv og min bog udenfor på bænken ved vandkanten og fik læst et par sider, inden Adelaide kom og krævede min opmærksomhed. Jeg har ofte snakket om, at jeg virkelig godt kunne tænke mig at komme op på toppen af bjergene, og i dag besluttede vi os for at tage en lift op på Schlierberg - det lille bjerg på vores side af søen. Byen Schliersee er lige mellem søen og Schlierberg. Vi tog liften og ankom ved halv tre tiden, og fandt ikke alene en fantastisk udsigt men også en helt legepark for børn. Der var trampoliner, udendørs boldrum, små vogne som kører rundt på toppen og en rutsjebane, som startede fra toppen af bjerget og løb ud ved foden af liften. Så det var også en populær måde at komme ned på. Jeg ærgrede mig dog en del, for jeg troede kun, vi skulle derop for at kigge på udsigten, men børneaktiviteterne gav jo en uventet drejning på besøgstiden, og jeg havde ikke taget min bog med. Øv. De første tre kvarter gik på at observere Adelaide hoppe på trampolinerne og lege i boldområdet. Jeg lagde mærke til, at de fleste børn var uventet civile over for hinanden. De gjorde plads for hinanden, og specielt en søskendeflok på tre legede rigtig godt sammen - uden at skændes overhovedet, og på et tidspunkt slog den yngste sig og begyndte at græde, og så tog hans to søstre ham i hånden, og fulgte ham hen til deres mor. Jeg kan ikke huske et tidspunkt, hvor Marlene og jeg ikke har skændes, da vi var i den alder. Så det var rigtig imponerende.
Jeg gik hjem kort tid efter, fordi jeg godt kunne bruge noget alenetid. På vejen tilbage gik jeg i Tenglermann efter ting vi manglede (de har ikke åbent om søndagen) og aftensmad, fordi Eleanor snakkede om at spise på restauranten på Schlierberg. Posen var ret tung på vejen tilbage, men tanken om hele huset for mig selv på ukendt tid, løftede humøret, til jeg endelig var der. Adelaide kom direkte i seng, da de kom hjem ved sekstiden, så det har været en stille aften. Jeg holdt Emmeline i næsten en time og legede med hende, mens Eleanor puttede Adelaide og mens begge lavede aftensmad. Jeg er ved at blive lidt bedre til hende - mere afslappet, bedre til at læse hende og hun bliver mere og mere komfortabel med mig, så vi hygger os rigtig.
Hun kan lide at gnubbe hovedet mod mit bryst. Det får mit hjerte til at danse, og min livmoder eksploderer næsten. Hun er totalt super mega foxy über awesome nuttet. Og så er hun ved at komme i grinealderen - grinet er kort men inderligt og simpelthen så kært. Jeg har set mere af det her på det sidste. Åh, hvor er hun dog sød.
Det er lige gået op for mig, at udover schnitzlen fra frokost den første dag, har jeg ikke fået kød, siden jeg kom. Det generer mig ikke. Jeg kan faktisk godt lide det.
Anyway, jeg må se at komme af nu.
Kram fra Schliersee!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar