Oplevelser uden grænser: Om open readings og dårlige overraskelser

Der var en grund til, at jeg ikke skrev i går.. jeg var til en Open Reading i en rigtig fed bogforretning kaldet The Munich Readery. Jeg fandt den via en rigtig nyttig hjemmeside (toytowngermany.com) som Eleanor havde anbefalet mig. Der er en masse indlæg fra både privatpersoner, grupper og forretninger, som afholder forskellige arrangementer. Der var imidlertid mest gamle indlæg fra 2005, men også et par spændende nye som gjaldt venlige skakkonkurrencer, vandreture i Alperne, loppemarkeder omkring en kirke i den anden ende af byen som ville give al indkomsten til velgørenhed.. og så denne forretning Munich Readery. Jeg gik ind på deres hjemmeside, hvor jeg fandt nogle arrangementer, bl.a. denne Open Reading, som i bund og grund er ligesom en Open Mic Night - hvor folk kommer op og optræder for dem, der kommer for at kigge og de andre, som også skal optræde - og Open Reading optrædere skulle jo så læse op af et digt eller prosaværk, som de selv havde skrevet. Det er Open Mic Night for nørder. Jeg besluttede mig for at tage af sted, da Ben og Eleanor skulle prøve sig med endnu et møde med Landlady kl. 16, og jeg skulle ud af huset igen. Jeg hjalp dem med at gøre huset præsentabelt i løbet af dagen, og smuttede så lidt i fire. På min tur hjem fra Nymphenburg havde jeg set en kinesisk restaurant, og siden havde jeg bare haft sådan en lyst til kinesisk. Det så jeg jo naturligvis mit snit til og fandt på nettet en restaurant med godt omdømme og billig mad. Den befandt sig på Karlsplatz, som jeg længe gerne ville kigge rundt på. Det er et af byens største stationer, ligger mellem Marienplatz og Hauptbahnhof, og det minder lidt om Århus midtby, hvor der er mange transportmuligheder, men også en stort galleri/shoppingcenter (Galeria Kaufhof) og udendørs butiksgade. Der er desuden også nogle flotte bygninger. Så jeg tog derhend og kiggede i galleriet, som mest af alt mindede om Magasin, så jeg mistede hurtigt interessen. Jeg fandt dog tilknyttet endnu et center som hed noget underligt.. mathäser.. hvor underetagen stort set bestod af madsteder og u-bahn stationer, den over havde frisør, neglespecialister (neglelak, ikke læger) og den slags steder, og de to øverste etager bestod af biografer - altså, den øverste var biograf mens den lige under solgte slik og popcorn og havde automater, hvor man kunne købe billetterne til en forestilling. Jeg gik udenfor igen og kiggede lidt rundt på bygningerne, men sneen gjorde det svært at se. Ja, det SNER!! For et par dage siden sagde meteorologerne, at det ville sne, men min erfaring med de danske har lært mig, at vejrguderne generelt sender snydetegn, hvorefter de i virkeligheden giver os noget helt andet. Her derimod begyndte små lette snefnug af dale ned allerede fra middag af, og de blev ved hele dagen og aftenen. Vejret holdt af, at blæse sne lige som jeg kigger op, når jeg går, så jeg får det hele i øjnene og klistrer til mine øjenvipper og øjenbryn. Fedt. Jeg trøstede mig dog med, at det ville være smeltet inden morgendagen, da jeg ikke synes, det er så koldt. Jeg kan stadig rende rundt i leggins og trekvartbukser udenfor. Jeg vågnede dog op i morges til DET HER:

FUCK!!

ENDNU MERE FUCK!!!!

Jeg magter det ikke.. det er OKTOBER!!!! Jeg kan slet ikke håndtere det.. hvor er det surt!! Hvilken ondskabsfuld vejrgud har nu fundet på det?! Og min veninde Louise siger, at det er første gang i årevis, at det har sneet så tidligt.. aaaaaaaargh.. Jeg kan ikke lide sne!! Hvorfor?! Det sner faktisk i skrivende stund.. og ja, det SER da hyggeligt ud, og ja, jeg bliver i julehumør.. men det stopper dét sekund, jeg træder uden for døren.. Sikken en dag.. jeg tror bare, jeg går i hi..

Så ja, jeg gik udenfor igen på Karlsplatz for at kigge på bygningerne, men sneen blæste mig ind i øjnene, så jeg besluttede at have tidlig aftensmad, så jeg satte bare kursen tilbage af og fik noget at spise. Det var lækkert, og ja, jeg spiste af kødet. Dog kun kyllingen, og det mættede overraskende meget. Jeg fik to bitte små portioner, hvor jeg egentlig kun tog smagseksempler for at beslutte mig for en hovedret, men det var lige før, jeg eksploderede til sidst.. suk.. Jeg skulle dog først møde på Munich Readery kl. 19, så jeg spiste langsomt og blev siddende, mens jeg nippede i rejechipsene og læste på min kindle. Jeg havde jo forudset det. Mens jeg småspiste for ikke at blive smidt ud, kom et kinesisk par og pegede på stolen over for mig (jeg sad ved tomandsbord), og jeg troede, at han bare ville have stolen, så jeg gestikulerede til, at han gerne måtte tage den, men så satte han gudhjælpemig et reservationsnummer på bordet, og begyndte at sætte sine ting. Jeg havde stadig mad på tallerkenen, så jeg kunne ikke forstå, hvorfor han så troede, at han kunne tage bordet, men jeg fik så fortalt, at han måtte finde et andet. Jeg sad i fred og ro en halv time mere, men så kom en gammel mand hen, som jeg ikke kunne forstå (han var ikke helt normal), men igen, det var tydeligt, hvad han ville, så jeg gav ham min plads og vendte næsen mod Theresienstrasse, u-bahn destinationen med bogforretningen. Sneen forhindrede mig i at læse vejskiltene, så jeg blev nødt til at spørge en dame, hvilken retning jeg skulle gå. Jeg havde tjekket hjemmefra, præcis hvor det var, men det er jo svært uden skilte. Hvis ikke jeg havde tjekket placeringen online, tror jeg ikke, jeg havde lagt mærke til butikken. Den var forholdsvist lille og diskret. Jeg blev mødt af den velkendte luft af gammelt papir og bogstøv. Den bedste lugt i verden, udover naturligvis nyklippet græs, nyvasket hår og en af mine venners deodorant. Som før nævnt er butikken lille, men ejerne har udnyttet hver eneste cm i rummet, og der var bøger ALLE steder. Jeg lånte på et tidspunkt toilettet, og selv derude fyldte stakke af bøger mere end selve toilettet.. jeg gik også på vejen derhen mellem stakke af bøger. Det var helt vildt! Jeg tror, jeg har fundet mit nye yndlingssted. Mellem nogle af bogreolerne kan man også finde polstrede stole, så man har et lille privat læsehyggehjørne. Ejerne er et amerikansk ægtepar, John og Lisa, fra North Carolina, og jeg havde en god samtale med kvinden, Lisa. Beslutningen om at åbne en bogforretning i München var taget spontant, og de har ellers været ude på nogle eventyr, de to. Jeg var den eneste i forretningen, indtil en ældre mand kom en lille halv time inden Open Reading startede, og så hjalp vi begge med at sætte stole op i det begrænsede område ved siden af disken. Faktisk først fem minutter før start begyndte folk at komme ind, men så strømmede de også ind i jævnt tempo lige efter hinanden. Lisa havde sagt, at der altid kommer nogen, men det er sjældent over ti. Denne gang blev vi nødt til at hente ekstra stole, og nogen måtte endda sidde langt inde i læsehyggeområderne. Jeg vil skyde på, at vi var omkring tyve personer lige fra min alder til op i 80erne. Først startede den ældste af de ankomne, en tysk dame med en venindes erindring hun havde nedskrevet. Det var lidt intetsigende, men hendes engelske (alt skulle være på engelsk og (heldigvis) under 1000 ord/10 minutter) var veludviklet.. Dernæst en nervøs tysk dame, som tog til dette hver gang for at forbedre sit engelske, og respekt for det (!!), men hun havde skrevet 5 sider, FEM, om skype.. ikke hvordan det fungerede, men omkring hvordan hendes far havde installeret det og hvordan hun senere, efter en længere samtale med ham på skype, lovede sig selv at installere det.. jeg kunne slet ikke koncentrere mig om det, det var virkelig kedeligt, men jeg respekterer at hun turde! Så en ældre australsk herre med en egen erindring fra hans rejse til Indien for at tage et meditationskursus i år 2000. Han havde en rigtig morsom tilgang til et uheld han havde, hvorefter han røg på hospitalet, og vi, publikum, var med på hvert eneste ord og grinede. Han var sgu i orden, og jeg ville egentlig gerne have hørt hele historien (det var et passende uddrag fra en bog, han var ved at skrive). Så kom en universitetsstuderende op, som læste op af et skoleprojekt med en digtsamling, hun var ved at skrive. Hun læspede lidt, og alt hun sagde, lød som et konstant s-ord, så det var svært at koncentrere sig om andet haha! xD Dernæst hendes veninde, som også tog os med storm. Hun var en australsk udvekslingsstudent med lilla hår og gotisk sort tøjstil, som ikke havde en printer, men hun læste til gengæld op af sin mobil. Hendes digte var sjove og interessante. Specielt ét vers, jeg kan ikke huske, hvad hun kaldte den slags digt, handlede om vinter i Brisbane, hvor hun læste: The cold would make scandinavians laugh. Det er så sandt og så sjovt, og det satte virkelig stemningen resten af aftenen. Dernæst kom en midaldrende mand op med en kæmpe personlighed og en masse underlige digte. Han havde virkelig en hel mappe fuld af digte, hvor langt de fleste var max tre linjer! De var ikke specielt sjove. Han startede med at reklamere for et teaterstykke, han havde sat sammen, som havde premiere i et teater om et par dage, og så bad han os ellers om at vælge "weird, sad, or whacked up". Whacked up er hans måde at sige Fucked up, og det synes jeg egentlig med al respekt at hele hans opvisning var. Han havde dog en komplet gennemført optræden, som ikke krakelerede på noget tidspunkt, så underholdende var det alligevel. Der kom endnu en universitetsstuderende op, som kunne sit digt udenad, og hun havde en meget speciel og inderlig måde at fremsige det på. Som om hun lagde hele sin personlighed i det. Og til sidst læste Lisa, ejeren, en erindring op, som var både god og underholdende. Der har garanteret været flere oplæsninger, men jeg kan ikke lige huske dem lige nu. Efter optrædenerne var der drikkelse og bagværk fra damen, der var på først. Der var rigtig god socialisering og god stemning, så jeg gik op til den australske pige med det lilla hår og digtet om kulden i Brisbane, og fortalte hende, at jeg specielt nød hendes værk, da jeg netop vidste, hvad hun snakkede om. Vi snakkede bagefter videre, hun fortalte, at hun hed Zoey og snart kom hendes veninde/værelseskammerat over og deltog i samtalen. Vi snakkede længe, men så gik Zoey over efter noget vand, og så snakkede jeg med veninden i stedet. Hun var rigtig sød, og jeg glæder mig over at kunne sige, at mine sociale evner ikke er helt døde! Hun gav mig en masse tips til, hvad jeg kunne se i min sidste måned i München, og anbefalede mig retter, jeg kunne prøve, som var typisk bayeriske. Jeg tror, jeg snakkede med hende en time, inden jeg begyndte at blive træt, og inden vores samtale begyndte at dø lidt. Hun studerer på tredje år til at blive læge, så hun var heller ikke helt frisk mere. Vi klikkede virkelig, og på vej ud af døren tog hun faktisk initiativet til at mødes igen næste gang, der er Open Reading. Vi lavede en fast aftale om, at vi begge ville møde op, så vi kunne snakke sammen igen, inden jeg tog hjem. Generelt er der Open Reading den sidste lørdag i hver måned, hvilket burde være den 24. november, så jeg kan nå at være med, såfremt skemaet holder. Hun gav mig et kram, da vi skiltes, og da jeg sad i min u-bahn, fortrød jeg virkelig, at jeg ikke havde spurgt efter hendes nummer eller email eller noget. Hun virkede oprigtig interesseret i at snakke med mig, så måske kunne vi have mødtes i løbet af næste måned. Jeg vil prøve at finde ud af, om jeg ikke kan finde noget på hende, men jeg skammer mig over at indrømme, at jeg ikke engang kender hendes navn. Øv! Jeg må se, hvad jeg kan gøre. Det var alt i alt en helt fantastisk aften, og jeg glæder mig til at komme af sted igen! Jeg kom hjem med en helt overvældende mængde endorfiner, og jeg snakkede længe med Ben og Eleanor, inden jeg kom i seng langt over fornuftig tid. Fyyyy.
Jeg ville egentlig have gået en tur for at tage billeder og vænne mig til tanken om tidlig vinter, men det ser så koldt ud udenfor.. og det blæser.. måske går jeg senere, men i mellemtiden må I se på de fine billeder, jeg fik taget i løbet af i går.