Nymphenburg og hygge

I går tog jeg et smut ud. Jeg har jo en hel liste af steder og ting, jeg gerne vil se, og jeg ville udnytte, at familien var ude (Ben på kontoret, og Eleanor med børnene til legegruppe), så jeg ville ud og se Nymphenburg slot. Det ligger i den vestlige del af byen, hvor der ikke er u-bahns men derimod Trams (sporvogne som kører midt ude på vejene på skinner). Jeg har kun taget en Tram én gang, og det var på min tur med Eleanor for to uger siden, og det var kaotisk og forvirrende, så jeg var spændt på, om jeg kunne finde ud af det! Jeg tog min lokale u-bahn til Sendlinger Tor, hvor der er en større station med forskellige destinationer med både u-bahn, s-bahn og Tram. Jeg fulgte skiltene (er I vims, jeg er god til skilte efterhånden HAHA) og kom op til overfladen, hvor Tram-stationen skulle være, og det var helt og aldeles ligetil. Jeg var på den rigtige perron, og den næste Tram kom efter 5 minutter. Jeg opdagede, at Tram er den bedste måde at se byen på! Jeg fik set store dele af byen, jeg normalt ikke ville have set, og det var fantastisk at opleve byen gå fra lejlighedskomplekser og højhuse til villaer og små almindelige huse, før jeg kom næsten helt ud til endestationen, hvor slottet lå. Jeg var lidt bekymret over, om jeg ville kunne finde slottet fra stationen, men vi kørte lige forbi, inden den holdte, så det var jeg heldig med. Nymphenburg var et prægtigt syn. Ikke nok med at jeg ikke kunne se, hvor stort det var (det var virkelig langt), så havde det en kæmpe park/have bag sig med flere seværdige monumenter og smuk natur - ligesom Blenheim Palace, selvom Nymphenburgs have slet ikke kan måle sig med Blenheims, lige meget hvor god en dag det var. Jeg ankom ved middagstid og fik taget nogle gode billeder. Der var ikke så mange mennesker, men kort tid efter mig kom en hel folkeskoleklasse, så jeg skyndte mig væk, så jeg kunne få min fred. Parken bag slottet startede ud med en større grussti så langt øjet rakte med mandshøje statuer for hver 20-30 meter. Der var heldigvis også kort med oversigter over placeringerne til de forskellige monumenter, men de kom sjældent og med stor plads i mellem, så jeg prøvede (lol) at memorere den bedste rute. Jeg fik set næsten alle tingene og fik en rigtig god gåtur ud af det. Der var stille og fredeligt, og det føltes næsten ligesom en skovtur. Jeg kom først hjem ved 15.30 tiden til et tomt hus, så jeg besluttede mig for at lave aftensmaden, så de ikke skulle bekymre sig om det, når de kom hjem, og så jeg kunne holde tidligere fri. De kom hjem godt en halv time efter, og så hyggede vi os ellers. Eleanor havde en rolig stund i stuen, hvor hun fortalte mig, at hun var taknemmelig for alt, hvad jeg gjorde, at min madlavning var lækker, og at hun godt vidste, at Adelaide kunne være klæbende/mor-syg om morgenen, så det var ikke noget, hun holdt imod mig, selvom jeg skulle blive ved med at prøve. Det var rart alligevel at høre, at de ikke ser det som om, at jeg ikke laver noget. Siden jeg blev fyret fra Lemvig, har jeg gået ofte og bekymret mig for, om jeg ikke var tilstrækkelig nok, og om mon Ben og Eleanor gik og snakkede om at fyre mig, mens jeg ikke hører dem. Så det er rart, at det ikke er de tanker, de har om mig! Det er en KÆMPE lettelse! Halv ti gik jeg ned for at sige godnat og så Emmeline ligge på sofaen og 'snakke', hvor jeg så satte mig 'et kort øjeblik' for at lege med hende - det strakte sig næsten en halv time, som jeg slet ikke opdagede. 
Husker I, at jeg skrev i starten af mit ophold, at Emmeline smilede men ikke grinede rigtigt endnu? NU griner hun! Hun ligger gerne og pludrer noget så sødt, når hun underholder sig selv, og hvis vi synger for hende, leger med hendes ben, eller laver ansigter til hende, griner hun næsten lige så sødt som Marlene, da hun var lille! Hun kan sno os alle om sin lillefinger, kan hun!

I dag har været den bedste dag indtil videre tror jeg! Det kan godt blive lidt ensformigt og/eller ensomt på en måde bare at arbejde og socialisere med de samme fire mennesker hele dagen, de samme som man arbejder for. De har jo så den her pige, Maria, som tager Adelaide med i parken en gang om ugen, og jeg mødte hende for anden gang i dag. Hun er noget så sød, og vi snakker godt sammen, selvom det er kort. Jeg fortalte hende (på dansk naturligvis), hvordan det var en stor fryd for mig at snakke med nogen på min egen alder, og hun sagde, at jeg kunne få hendes nummer og skrive, hvis jeg ville hænge ud, og hun og hendes venner gør også ofte ting sammen, som jeg kan komme med til. I kan ikke forestille jer begejstringen over at få sådan noget at vide! Jeg blev simpelthen så glad! Selvfølgelig kunne Eleanor have givet mig hendes nummer, men det er jo ikke det samme, som at hun selv giver mig det! Maria tager uheldigvis til Danmark i morgen engang (altså, godt for hende!), så jeg kan ikke ses med hende i næste uge. Men ugen efter står den på socialisering! Jeg er ked af, at jeg ikke fik ordnet det noget før, men jeg glæder mig usigelig meget til at komme ud med andre på min alder. Eleanor bad mig om at gå på posthuset med en pakke, der skulle sendes, og jeg kan med glæde sige, at jeg nu kun skal se en rute én gang, før jeg kan den selv! Det er altså også en personlig sejr, når jeg normalt kan fare vild i en telefonboks! München er forholdsvis nem at finde rundt i, så jeg var ikke så nervøs for det, men det er lækkert at kunne finde rundt alligevel! Ben skulle igen på kontoret, så han fulgtes med Maria og Adelaide på vej til parken. Jeg fulgte med for at få en længere gåtur, og så gik jeg ellers på posthuset. Eleanor havde også spurgt, om jeg kunne finde ud af detaljer omkring afsendelse til Australien - de tager jo hjem på ferie et par måneder engang i December, og de skal have sendt en masse ting hjem. Hun ville vide, hvor mange detaljer hun skulle skrive på afsendelsespapiret altså antal skjorter, antal t-shirts, antal bukser, hvor meget det hele er værd, eller om det bare skulle være antal tøj og værd. Jeg kommer hen til skranken til en kvinde omkring de 30 år, så jeg tænker YES, hende kan jeg få en let, engelsk samtale med. Der fik jeg en lang næse, for mit tyske var langt bedre end hendes engelske (jeg har så indset, at mit tyske er blevet overraskende meget forbedret i løbet af de sidste 3 uger, selvom jeg sjældent snakker tysk, og min accent er specielt blevet god åbenbart, for forleden da jeg spurgte et par universitetsstudenter om vej til Staatsbibliothek'et, kiggede de på mig som om jeg ikke var rigtig i hovedet - fordi de (fortalte de mig) åbenbart troede at jeg var én af dem.. flatterende..der er dog ord, som jeg slet ikke kan få min mund til at efterligne pga deres bayeriske opstandelse - fx en Krapfen (en slags bolle). Det udtales ikke, som I tror.. der er næsten ingen vokallyd og rigtig meget rullen på r'et, og så lyder det, som om der er en masse halvstumme konsonanter..). Jeg tror, at jeg vil vove mig ud lidt oftere for at snakke noget mere. Det virker da, som om det har givet pote. Jeg kom hjem igen og så halvdelen af et standup show på nettet, inden jeg blev ringet op af Eleanor, som bad mig hente klapvognen, for hun havde mødt Maria og Adelaide på vejen hjem, og lillepigen var faldet i søvn i u-bahn. Hun var lidt vrissen i starten, men der gik ikke længe, før hældte sine legoklodser ud på gulvet i mit værelse, og så legede vi ellers med dem i to timer, inden vi tegnede lidt i hendes malebog. Jeg fik lyst til bagte kartofler, hvilket jo er lækker doven aftensmad, som tager to minutter at forberede. Tyve minutter inden de var færdige, skrællede jeg de sidste to æbler i frugtskålen, som var ved at blive runkne, hvorefter jeg fyldte kernehushullet ud med sukker, kanel og smør, inden de røg ind til kartoflerne. Vupti, så var der også dessert, og Adelaide var helt vild med det!
Efter aftensmaden fik jeg småkagebageflip, da jeg kom i julehumør efter at have set en papirspose i julemønster, så jeg bagte havregrynskager (jeg vil seriøst ALDRIG bruge internetopskrifter igen! Det er anden gang jeg får dårlige resultater ud af det (selvom familien godt kan lide dem)) og min gymnasiedansklærer Kajs kokosmakroner. Makronerne blev dog rigtig rigtig gode! Jeg blev først helt færdig kl. 21, og nu holder jeg fri! Det var rart at få lavet nogle småkager, og nu dufter hele lejligheden af lækkerheder!

Godnat med jer alle sammen!