En stille dag

Eleanor vækkede mig ved 7 tiden i morges, fordi Adelaide var vågen og meget aktiv, og hun havde brugt for en times tid mere. Adelaide og jeg brugte de næste to timer på at spise mysli og kigge i billedbøger. Jeg lavede også jordbærte til os i en flødekande, som vi bruger som Adelaides tekande. Så legede vi lidt teselskab. Ben kom hjem ved 8 tiden, hvor han lagde sig direkte ind i seng til Eleanor og havde lidt alenetid, inden han fandt i søvn. Den mand kan falde i søvn lige meget hvad og hvor meget der larmer omkring ham. Omkring kl. 9 kom Eleanor ind stuen med Emmeline, hvor hun fortalte, at Ben havde taget til Oktoberfest i München efter arbejde, havde misset det allersidste tog, måtte vente på stationen hele natten på det første tog (han havde fået flere tilbud om overnatning, men de var alle taget hjem på det tidspunkt), tog den forkerte del af toget (I husker vel, at toget deler sig i Holzkirchen), så han måtte vente endnu en time på at komme tilbage og finde det rigtige tog. Stakkels mand.

Det har været en meget stille morgen, men Adelaide begyndte at blive lidt humørsyg omkring middag, så vi gik en lille tur langs vandet, smed sten i vandet, nød solen og tog så hjem igen. Vi gik efter et lille træ, som stod smukt på en lille bitte 'ø' af sten og grus, som stien ellers var lavet af. Specielt ved det er trækronens farve - det er helt gult! Alt omkring det er grønt; græsset, bjergene og buskene langs stien, men lige netop dette træ lignede et Edens træ. Vi kan se det fra huset, vi har lejet. Da vi kom hjem, lagde Eleanor sig ind til Ben med begge børn og tog en lur sammen inden frokost.

Hele dagen har været varmt og dejligt solskin, selvom vejrværterne på tv siger, at der skulle komme en del regn. Men så igen, hvornår har de nogen sinde haft ret?

Emmeline faldt igen i søvn på mig til formiddag, men inden var hun lidt urolig, fordi hun havde maveproblemer. Og pludselig endte hele hendes morgenmad i min kavalergang… Eleanor fortalte ellers, at hun ikke har gylpet, siden hun var 2 uger gammel.. men sjovt at det skulle ske, mens jeg holdte hende. Det var fantastisk ulækkert, og på trods af grundigt bad, synes jeg stadig, at jeg lugter af sur mælk.

Jeg har jo helt glemt at fortælle et par ting!   

Sengen tog mig lidt med storm. Jeg ved ikke, om sengene i Schliersee er ualmindeligt bløde, men jeg synker gerne en halv meter (næsten), når jeg sætter mig, og når jeg ligger ned, føler jeg mig lidt som prinsessen uden ærten. Og allerede i går tog jeg mig selv i at tænke på engelsk. Det kommer helt automatisk nu, at jeg ikke snakker dansk til hverdag, men jeg havde dog en lille glipper i dag; en dame kom hen og spurgte på tysk, hvor langt nabolandsbyen var, og da jeg skulle oversætte til Eleanor, kom det ud på dansk. Og jeg registrerede det ikke, før begge damer kiggede underligt på mig. Tre sprog er åbenbart lige mange nok at jonglere med, når jeg er i dette middelstadie. Alle tre sprog virker egentlig naturlige nok at snakke på nu.

Eftermiddagen var meget stille. Eleanor sov med Emmeline, Ben dukkede lige hurtigt op til frokost, inden han puttede sig ned til Adelaide i sengen, og jeg havde fred til at gennemgå gammel musik og rydde op i computeren. Vi havde ellers lavet en kæmpe kande te, men den fik jeg bare selv hældt i mig i løbet af eftermiddagen. Da baby, Adelaide og Eleanor begyndte at vågne ved halv fem tiden, gik de ned til vandet, mens jeg tog en tur i Tenglermann (supermarkedet) efter skraldeposer og tomatsauce. Byen er meget nem at finde rundt i, og vejen er ikke ret lang, men jeg rendte længe rundt inde i selve butikken for at finde de forbandede skraldeposer. De viste sig at være blandt babymosen på en lille bitte hylde for enden af en lang gang i knæhøjde. Ved kassen spurgte pigen ind til min accent og andre ting, så jeg havde en samtale med hende. Deres accent her i Bayern er ret underlig, men vi klarede os, og det gav mig dagens selvtillidsboost. Det er den her slags, jeg virkelig elsker ved at rejse – at kunne klare sig og mærke sit ordforråd falde på plads for hver gang. Det er den bedste følelse!

Nu har vi efterhånden været her i 3-4 dage, og jeg har virkelig fået farve! I ansigtet er jeg lidt mere lyserød, men på brystet, armene og benene har jeg fået en pæn brun farve. Jeg vidste ikke, at jeg kunne blive brun, men det har denne sommer vidst, at jeg kunne.

Til aften fik vi ’nachos’, altså nachochips med en tomat-linse-tacokrydderiblanding, salat og ost. Det er ikke noget, man bliver rigtig mæt af, men det smagte rigtig godt.

Ben kom endelig permanent op til aftensmad, og resten af aftenen arbejdede han på computeren i soveværelset. Når det bare er børnene, Eleanor og mig, er stemningen rar og afslappet, men han sætter et glad og frisk strejf til.

Jeg har det ikke så skidt med jeg-føler-ikke-rigtig-jeg-laver-noget-nyttigt-følelsen, det har været en bedre dag. Det hele er blevet langt mere afslappet. Jeg har ikke haft så meget fysisk kontakt med den lille – udover gylpeepisoden – så jeg kunne godt klare et kram. Adelaide er ikke så glad for at blive krammet kærligt, der er alt for meget spræl over hende, og jeg synes ikke, at jeg er tæt nok på forældrene til at knuse dem endnu. Vi har det rigtig hyggeligt, men vi er ikke nået dertil endnu.

Internetforbindelsen har været skod i dag, så det er heldigt, hvis jeg får lagt dette indlæg ind.

Knus og kram til alle, jeg håber, I har det godt!