Om open readings og dårlige overraskelser

Der var en grund til, at jeg ikke skrev i går.. jeg var til en Open Reading i en rigtig fed bogforretning kaldet The Munich Readery. Jeg fandt den via en rigtig nyttig hjemmeside (toytowngermany.com) som Eleanor havde anbefalet mig. Der er en masse indlæg fra både privatpersoner, grupper og forretninger, som afholder forskellige arrangementer. Der var imidlertid mest gamle indlæg fra 2005, men også et par spændende nye som gjaldt venlige skakkonkurrencer, vandreture i Alperne, loppemarkeder omkring en kirke i den anden ende af byen som ville give al indkomsten til velgørenhed.. og så denne forretning Munich Readery. Jeg gik ind på deres hjemmeside, hvor jeg fandt nogle arrangementer, bl.a. denne Open Reading, som i bund og grund er ligesom en Open Mic Night - hvor folk kommer op og optræder for dem, der kommer for at kigge og de andre, som også skal optræde - og Open Reading optrædere skulle jo så læse op af et digt eller prosaværk, som de selv havde skrevet. Det er Open Mic Night for nørder. Jeg besluttede mig for at tage af sted, da Ben og Eleanor skulle prøve sig med endnu et møde med Landlady kl. 16, og jeg skulle ud af huset igen. Jeg hjalp dem med at gøre huset præsentabelt i løbet af dagen, og smuttede så lidt i fire. På min tur hjem fra Nymphenburg havde jeg set en kinesisk restaurant, og siden havde jeg bare haft sådan en lyst til kinesisk. Det så jeg jo naturligvis mit snit til og fandt på nettet en restaurant med godt omdømme og billig mad. Den befandt sig på Karlsplatz, som jeg længe gerne ville kigge rundt på.  Det er et af byens største stationer, ligger mellem Marienplatz og Hauptbahnhof, og det minder lidt om Århus midtby, hvor der er mange transportmuligheder, men også en stort galleri/shoppingcenter (Galeria Kaufhof) og udendørs butiksgade. Der er desuden også nogle flotte bygninger. Så jeg tog derhend og kiggede i galleriet, som mest af alt mindede om Magasin, så jeg mistede hurtigt interessen. Jeg fandt dog tilknyttet endnu et center som hed noget underligt.. mathäser.. hvor underetagen stort set bestod af madsteder og u-bahn stationer, den over havde frisør, neglespecialister (neglelak, ikke læger) og den slags steder, og de to øverste etager bestod af biografer - altså, den øverste var biograf mens den lige under solgte slik og popcorn og havde automater, hvor man kunne købe billetterne til en forestilling. Jeg gik udenfor igen og kiggede lidt rundt på bygningerne, men sneen gjorde det svært at se. Ja, det SNER!! For et par dage siden sagde meteorologerne, at det ville sne, men min erfaring med de danske har lært mig, at vejrguderne generelt sender snydetegn, hvorefter de i virkeligheden giver os noget helt andet. Her derimod begyndte små lette snefnug af dale ned allerede fra middag af, og de blev ved hele dagen og aftenen. Vejret holdt af, at blæse sne lige som jeg kigger op, når jeg går, så jeg får det hele i øjnene og klistrer til mine øjenvipper og øjenbryn. Fedt. Jeg trøstede mig dog med, at det ville være smeltet inden morgendagen, da jeg ikke synes, det er så koldt. Jeg kan stadig rende rundt i leggins og trekvartbukser udenfor. Jeg vågnede dog op i morges til DET HER:

FUCK!!

ENDNU MERE FUCK!!!!

Jeg magter det ikke.. det er OKTOBER!!!! Jeg kan slet ikke håndtere det.. hvor er det surt!! Hvilken ondskabsfuld vejrgud har nu fundet på det?! Og min veninde Louise siger, at det er første gang i årevis, at det har sneet så tidligt.. aaaaaaaargh.. Jeg kan ikke lide sne!! Hvorfor?! Det sner faktisk i skrivende stund.. og ja, det SER da hyggeligt ud, og ja, jeg bliver i julehumør.. men det stopper dét sekund, jeg træder uden for døren.. Sikken en dag.. jeg tror bare, jeg går i hi..

Så ja, jeg gik udenfor igen på Karlsplatz for at kigge på bygningerne, men sneen blæste mig ind i øjnene, så jeg besluttede at have tidlig aftensmad, så jeg satte bare kursen tilbage af og fik noget at spise. Det var lækkert, og ja, jeg spiste af kødet. Dog kun kyllingen, og det mættede overraskende meget. Jeg fik to bitte små portioner, hvor jeg egentlig kun tog smagseksempler for at beslutte mig for en hovedret, men det var lige før, jeg eksploderede til sidst.. suk.. Jeg skulle dog først møde på Munich Readery kl. 19, så jeg spiste langsomt og blev siddende, mens jeg nippede i rejechipsene og læste på min kindle. Jeg havde jo forudset det. Mens jeg småspiste for ikke at blive smidt ud, kom et kinesisk par og pegede på stolen over for mig (jeg sad ved tomandsbord), og jeg troede, at han bare ville have stolen, så jeg gestikulerede til, at han gerne måtte tage den, men så satte han gudhjælpemig et reservationsnummer på bordet, og begyndte at sætte sine ting. Jeg havde stadig mad på tallerkenen, så jeg kunne ikke forstå, hvorfor han så troede, at han kunne tage bordet, men jeg fik så fortalt, at han måtte finde et andet. Jeg sad i fred og ro en halv time mere, men så kom en gammel mand hen, som jeg ikke kunne forstå (han var ikke helt normal), men igen, det var tydeligt, hvad han ville, så jeg gav ham min plads og vendte næsen mod Theresienstrasse, u-bahn destinationen med bogforretningen. Sneen forhindrede mig i at læse vejskiltene, så jeg blev nødt til at spørge en dame, hvilken retning jeg skulle gå. Jeg havde tjekket hjemmefra, præcis hvor det var, men det er jo svært uden skilte. Hvis ikke jeg havde tjekket placeringen online, tror jeg ikke, jeg havde lagt mærke til butikken. Den var forholdsvist lille og diskret. Jeg blev mødt af den velkendte luft af gammelt papir og bogstøv. Den bedste lugt i verden, udover naturligvis nyklippet græs, nyvasket hår og en af mine venners deodorant. Som før nævnt er butikken lille, men ejerne har udnyttet hver eneste cm i rummet, og der var bøger ALLE steder. Jeg lånte på et tidspunkt toilettet, og selv derude fyldte stakke af bøger mere end selve toilettet.. jeg gik også på vejen derhen mellem stakke af bøger. Det var helt vildt! Jeg tror, jeg har fundet mit nye yndlingssted. Mellem nogle af bogreolerne kan man også finde polstrede stole, så man har et lille privat læsehyggehjørne. Ejerne er et amerikansk ægtepar, John og Lisa, fra North Carolina, og jeg havde en god samtale med kvinden, Lisa. Beslutningen om at åbne en bogforretning i München var taget spontant, og de har ellers været ude på nogle eventyr, de to. Jeg var den eneste i forretningen, indtil en ældre mand kom en lille halv time inden Open Reading startede, og så hjalp vi begge med at sætte stole op i det begrænsede område ved siden af disken. Faktisk først fem minutter før start begyndte folk at komme ind, men så strømmede de også ind i jævnt tempo lige efter hinanden. Lisa havde sagt, at der altid kommer nogen, men det er sjældent over ti. Denne gang blev vi nødt til at hente ekstra stole, og nogen måtte endda sidde langt inde i læsehyggeområderne. Jeg vil skyde på, at vi var omkring tyve personer lige fra min alder til op i 80erne. Først startede den ældste af de ankomne, en tysk dame med en venindes erindring hun havde nedskrevet. Det var lidt intetsigende, men hendes engelske (alt skulle være på engelsk og (heldigvis) under 1000 ord/10 minutter) var veludviklet.. Dernæst en nervøs tysk dame, som tog til dette hver gang for at forbedre sit engelske, og respekt for det (!!), men hun havde skrevet 5 sider, FEM, om skype.. ikke hvordan det fungerede, men omkring hvordan hendes far havde installeret det og hvordan hun senere, efter en længere samtale med ham på skype, lovede sig selv at installere det.. jeg kunne slet ikke koncentrere mig om det, det var virkelig kedeligt, men jeg respekterer at hun turde! Så en ældre australsk herre med en egen erindring fra hans rejse til Indien for at tage et meditationskursus i år 2000. Han havde en rigtig morsom tilgang til et uheld han havde, hvorefter han røg på hospitalet, og vi, publikum, var med på hvert eneste ord og grinede. Han var sgu i orden, og jeg ville egentlig gerne have hørt hele historien (det var et passende uddrag fra en bog, han var ved at skrive). Så kom en universitetsstuderende op, som læste op af et skoleprojekt med en digtsamling, hun var ved at skrive. Hun læspede lidt, og alt hun sagde, lød som et konstant s-ord, så det var svært at koncentrere sig om andet haha! xD Dernæst hendes veninde, som også tog os med storm. Hun var en australsk udvekslingsstudent med lilla hår og gotisk sort tøjstil, som ikke havde en printer, men hun læste til gengæld op af sin mobil. Hendes digte var sjove og interessante. Specielt ét vers, jeg kan ikke huske, hvad hun kaldte den slags digt, handlede om vinter i Brisbane, hvor hun læste: The cold would make scandinavians laugh. Det er så sandt og så sjovt, og det satte virkelig stemningen resten af aftenen. Dernæst kom en midaldrende mand op med en kæmpe personlighed og en masse underlige digte. Han havde virkelig en hel mappe fuld af digte, hvor langt de fleste var max tre linjer! De var ikke specielt sjove. Han startede med at reklamere for et teaterstykke, han havde sat sammen, som havde premiere i et teater om et par dage, og så bad han os ellers om at vælge "weird, sad, or whacked up". Whacked up er hans måde at sige Fucked up, og det synes jeg egentlig med al respekt at hele hans opvisning var. Han havde dog en komplet gennemført optræden, som ikke krakelerede på noget tidspunkt, så underholdende var det alligevel. Der kom endnu en universitetsstuderende op, som kunne sit digt udenad, og hun havde en meget speciel og inderlig måde at fremsige det på. Som om hun lagde hele sin personlighed i det. Og til sidst læste Lisa, ejeren, en erindring op, som var både god og underholdende. Der har garanteret været flere oplæsninger, men jeg kan ikke lige huske dem lige nu. Efter optrædenerne var der drikkelse og bagværk fra damen, der var på først. Der var rigtig god socialisering og god stemning, så jeg gik op til den australske pige med det lilla hår og digtet om kulden i Brisbane, og fortalte hende, at jeg specielt nød hendes værk, da jeg netop vidste, hvad hun snakkede om. Vi snakkede bagefter videre, hun fortalte, at hun hed Zoey og snart kom hendes veninde/værelseskammerat over og deltog i samtalen. Vi snakkede længe, men så gik Zoey over efter noget vand, og så snakkede jeg med veninden i stedet. Hun var rigtig sød, og jeg glæder mig over at kunne sige, at mine sociale evner ikke er helt døde! Hun gav mig en masse tips til, hvad jeg kunne se i min sidste måned i München, og anbefalede mig retter, jeg kunne prøve, som var typisk bayeriske. Jeg tror, jeg snakkede med hende en time, inden jeg begyndte at blive træt, og inden vores samtale begyndte at dø lidt. Hun studerer på tredje år til at blive læge, så hun var heller ikke helt frisk mere. Vi klikkede virkelig, og på vej ud af døren tog hun faktisk initiativet til at mødes igen næste gang, der er Open Reading. Vi lavede en fast aftale om, at vi begge ville møde op, så vi kunne snakke sammen igen, inden jeg tog hjem. Generelt er der Open Reading den sidste lørdag i hver måned, hvilket burde være den 24. november, så jeg kan nå at være med, såfremt skemaet holder. Hun gav mig et kram, da vi skiltes, og da jeg sad i min u-bahn, fortrød jeg virkelig, at jeg ikke havde spurgt efter hendes nummer eller email eller noget. Hun virkede oprigtig interesseret i at snakke med mig, så måske kunne vi have mødtes i løbet af næste måned. Jeg vil prøve at finde ud af, om jeg ikke kan finde noget på hende, men jeg skammer mig over at indrømme, at jeg ikke engang kender hendes navn. Øv! Jeg må se, hvad jeg kan gøre. Det var alt i alt en helt fantastisk aften, og jeg glæder mig til at komme af sted igen! Jeg kom hjem med en helt overvældende mængde endorfiner, og jeg snakkede længe med Ben og Eleanor, inden jeg kom i seng langt over fornuftig tid. Fyyyy.
Jeg ville egentlig have gået en tur for at tage billeder og vænne mig til tanken om tidlig vinter, men det ser så koldt ud udenfor.. og det blæser.. måske går jeg senere, men i mellemtiden må I se på de fine billeder, jeg fik taget i løbet af i går.

Munich Readery helt fantastisk proppet rum!

En af flere lækre læsehyggeområder mast ind mellem to bogreoler

Endnu et hyggelæseområde

Hvor vi sad og hørte på oplæsningerne

Min aftenoverraskelse, hvor snelaget allerede have fået latterlig fylde

Imponerende store snefnug.. ØV!

God sen weekend alle sammen!

Nymphenburg og hygge

I går tog jeg et smut ud. Jeg har jo en hel liste af steder og ting, jeg gerne vil se, og jeg ville udnytte, at familien var ude (Ben på kontoret, og Eleanor med børnene til legegruppe), så jeg ville ud og se Nymphenburg slot. Det ligger i den vestlige del af byen, hvor der ikke er u-bahns men derimod Trams (sporvogne som kører midt ude på vejene på skinner). Jeg har kun taget en Tram én gang, og det var på min tur med Eleanor for to uger siden, og det var kaotisk og forvirrende, så jeg var spændt på, om jeg kunne finde ud af det! Jeg tog min lokale u-bahn til Sendlinger Tor, hvor der er en større station med forskellige destinationer med både u-bahn, s-bahn og Tram. Jeg fulgte skiltene (er I vims, jeg er god til skilte efterhånden HAHA) og kom op til overfladen, hvor Tram-stationen skulle være, og det var helt og aldeles ligetil. Jeg var på den rigtige perron, og den næste Tram kom efter 5 minutter. Jeg opdagede, at Tram er den bedste måde at se byen på! Jeg fik set store dele af byen, jeg normalt ikke ville have set, og det var fantastisk at opleve byen gå fra lejlighedskomplekser og højhuse til villaer og små almindelige huse, før jeg kom næsten helt ud til endestationen, hvor slottet lå. Jeg var lidt bekymret over, om jeg ville kunne finde slottet fra stationen, men vi kørte lige forbi, inden den holdte, så det var jeg heldig med. Nymphenburg var et prægtigt syn. Ikke nok med at jeg ikke kunne se, hvor stort det var (det var virkelig langt), så havde det en kæmpe park/have bag sig med flere seværdige monumenter og smuk natur - ligesom Blenheim Palace, selvom Nymphenburgs have slet ikke kan måle sig med Blenheims, lige meget hvor god en dag det var. Jeg ankom ved middagstid og fik taget nogle gode billeder. Der var ikke så mange mennesker, men kort tid efter mig kom en hel folkeskoleklasse, så jeg skyndte mig væk, så jeg kunne få min fred. Parken bag slottet startede ud med en større grussti så langt øjet rakte med mandshøje statuer for hver 20-30 meter. Der var heldigvis også kort med oversigter over placeringerne til de forskellige monumenter, men de kom sjældent og med stor plads i mellem, så jeg prøvede (lol) at memorere den bedste rute. Jeg fik set næsten alle tingene og fik en rigtig god gåtur ud af det. Der var stille og fredeligt, og det føltes næsten ligesom en skovtur. Jeg kom først hjem ved 15.30 tiden til et tomt hus, så jeg besluttede mig for at lave aftensmaden, så de ikke skulle bekymre sig om det, når de kom hjem, og så jeg kunne holde tidligere fri. De kom hjem godt en halv time efter, og så hyggede vi os ellers. Eleanor havde en rolig stund i stuen, hvor hun fortalte mig, at hun var taknemmelig for alt, hvad jeg gjorde, at min madlavning var lækker, og at hun godt vidste, at Adelaide kunne være klæbende/mor-syg om morgenen, så det var ikke noget, hun holdt imod mig, selvom jeg skulle blive ved med at prøve. Det var rart alligevel at høre, at de ikke ser det som om, at jeg ikke laver noget. Siden jeg blev fyret fra Lemvig, har jeg gået ofte og bekymret mig for, om jeg ikke var tilstrækkelig nok, og om mon Ben og Eleanor gik og snakkede om at fyre mig, mens jeg ikke hører dem. Så det er rart, at det ikke er de tanker, de har om mig! Det er en KÆMPE lettelse! Halv ti gik jeg ned for at sige godnat og så Emmeline ligge på sofaen og 'snakke', hvor jeg så satte mig 'et kort øjeblik' for at lege med hende - det strakte sig næsten en halv time, som jeg slet ikke opdagede. 
Husker I, at jeg skrev i starten af mit ophold, at Emmeline smilede men ikke grinede rigtigt endnu? NU griner hun! Hun ligger gerne og pludrer noget så sødt, når hun underholder sig selv, og hvis vi synger for hende, leger med hendes ben, eller laver ansigter til hende, griner hun næsten lige så sødt som Marlene, da hun var lille! Hun kan sno os alle om sin lillefinger, kan hun!

I dag har været den bedste dag indtil videre tror jeg! Det kan godt blive lidt ensformigt og/eller ensomt på en måde bare at arbejde og socialisere med de samme fire mennesker hele dagen, de samme som man arbejder for. De har jo så den her pige, Maria, som tager Adelaide med i parken en gang om ugen, og jeg mødte hende for anden gang i dag. Hun er noget så sød, og vi snakker godt sammen, selvom det er kort. Jeg fortalte hende (på dansk naturligvis), hvordan det var en stor fryd for mig at snakke med nogen på min egen alder, og hun sagde, at jeg kunne få hendes nummer og skrive, hvis jeg ville hænge ud, og hun og hendes venner gør også ofte ting sammen, som jeg kan komme med til. I kan ikke forestille jer begejstringen over at få sådan noget at vide! Jeg blev simpelthen så glad! Selvfølgelig kunne Eleanor have givet mig hendes nummer, men det er jo ikke det samme, som at hun selv giver mig det! Maria tager uheldigvis til Danmark i morgen engang (altså, godt for hende!), så jeg kan ikke ses med hende i næste uge. Men ugen efter står den på socialisering! Jeg er ked af, at jeg ikke fik ordnet det noget før, men jeg glæder mig usigelig meget til at komme ud med andre på min alder. Eleanor bad mig om at gå på posthuset med en pakke, der skulle sendes, og jeg kan med glæde sige, at jeg nu kun skal se en rute én gang, før jeg kan den selv! Det er altså også en personlig sejr, når jeg normalt kan fare vild i en telefonboks! München er forholdsvis nem at finde rundt i, så jeg var ikke så nervøs for det, men det er lækkert at kunne finde rundt alligevel! Ben skulle igen på kontoret, så han fulgtes med Maria og Adelaide på vej til parken. Jeg fulgte med for at få en længere gåtur, og så gik jeg ellers på posthuset. Eleanor havde også spurgt, om jeg kunne finde ud af detaljer omkring afsendelse til Australien - de tager jo hjem på ferie et par måneder engang i December, og de skal have sendt en masse ting hjem. Hun ville vide, hvor mange detaljer hun skulle skrive på afsendelsespapiret altså antal skjorter, antal t-shirts, antal bukser, hvor meget det hele er værd, eller om det bare skulle være antal tøj og værd. Jeg kommer hen til skranken til en kvinde omkring de 30 år, så jeg tænker YES, hende kan jeg få en let, engelsk samtale med. Der fik jeg en lang næse, for mit tyske var langt bedre end hendes engelske (jeg har så indset, at mit tyske er blevet overraskende meget forbedret i løbet af de sidste 3 uger, selvom jeg sjældent snakker tysk, og min accent er specielt blevet god åbenbart, for forleden da jeg spurgte et par universitetsstudenter om vej til Staatsbibliothek'et, kiggede de på mig som om jeg ikke var rigtig i hovedet - fordi de (fortalte de mig) åbenbart troede at jeg var én af dem.. flatterende..der er dog ord, som jeg slet ikke kan få min mund til at efterligne pga deres bayeriske opstandelse - fx en Krapfen (en slags bolle). Det udtales ikke, som I tror.. der er næsten ingen vokallyd og rigtig meget rullen på r'et, og så lyder det, som om der er en masse halvstumme konsonanter..). Jeg tror, at jeg vil vove mig ud lidt oftere for at snakke noget mere. Det virker da, som om det har givet pote. Jeg kom hjem igen og så halvdelen af et standup show på nettet, inden jeg blev ringet op af Eleanor, som bad mig hente klapvognen, for hun havde mødt Maria og Adelaide på vejen hjem, og lillepigen var faldet i søvn i u-bahn. Hun var lidt vrissen i starten, men der gik ikke længe, før hældte sine legoklodser ud på gulvet i mit værelse, og så legede vi ellers med dem i to timer, inden vi tegnede lidt i hendes malebog. Jeg fik lyst til bagte kartofler, hvilket jo er lækker doven aftensmad, som tager to minutter at forberede. Tyve minutter inden de var færdige, skrællede jeg de sidste to æbler i frugtskålen, som var ved at blive runkne, hvorefter jeg fyldte kernehushullet ud med sukker, kanel og smør, inden de røg ind til kartoflerne. Vupti, så var der også dessert, og Adelaide var helt vild med det!
Efter aftensmaden fik jeg småkagebageflip, da jeg kom i julehumør efter at have set en papirspose i julemønster, så jeg bagte havregrynskager (jeg vil seriøst ALDRIG bruge internetopskrifter igen! Det er anden gang jeg får dårlige resultater ud af det (selvom familien godt kan lide dem)) og min gymnasiedansklærer Kajs kokosmakroner. Makronerne blev dog rigtig rigtig gode! Jeg blev først helt færdig kl. 21, og nu holder jeg fri! Det var rart at få lavet nogle småkager, og nu dufter hele lejligheden af lækkerheder!

Godnat med jer alle sammen!

Om at strejfe rundt i München

Jeg kan ikke forstå, at det allerede er tre dage siden, jeg sidst skrev et indlæg. Jeg kan ikke så godt huske, hvad jeg lavede i mandags, men det er sikkert ikke noget spændende så. Men i går (tirsdag) var jeg ude i byen igen. Jo! I mandags fik jeg mit lovede transportkort, så jeg nu kan rende rundt som det passer mig i byen uden at blive snuppet - ikke fordi jeg gjorde det før, jeg lånte Bens kort, men nu har jeg mit eget og dermed mere frihed! Det er rigtig lækkert!
Så Eleanor tog børnene med til Adelaides legegruppe omkring kl 10, og derefter havde jeg tid til at gøre mig klar. Jeg havde brugt morgenen på en blanding af at holde Emmeline og kigge i en bog med masser af billeder med Münchens forskellige attraktioner. Jeg fik markeret på mit u-bahn-oversigtskort, hvilke stationer jeg skulle stå af på, for at komme de steder hen, hvor der var noget godt i nærheden. Jeg fik markeret et slot, museer, gammel gravhave, en guldengel, et gammelt kongehus, en mega bogforretning hvor forskellige aktiviteter foregår fx hvor man kan skrive et digt og komme til at læse det op foran andre med samme formål (ligesom open-mic nights), Olympia stadion med Olympiapark, Statsbiblioteket, den gamle botaniske have, og flere andre. Jeg besluttede mig for, at nu hvor jeg stort set har en oversigt over de fleste ting, jeg gerne ville se, kunne jeg jo tage dem ét sted af gangen. Har jeg nævnt, hvor fedt det er at kunne bevæge sig rundt med u-bahn, s-bahn og Tram? Jeg er i hvert fald stadig mede begejstret for det! Jeg besluttede mig for, at jeg ville tage på biblioteket (Bayerische Staatsbibliothek), for jeg havde læst, at biblioteket efter sigende skulle have mindst ét eksemplar af hver eneste bog udgivet af en person fra hele Bayern siden 1663, så jeg forestillede mig jo et gigantisk gammeldags bibliotek med reol efter reol efter reol med flot indbundne bøger og en aroma af pergament, mahogni, gammelt læder... jeg forestillede mig i store træk et bibliotek ligesom Hogwarts fra Harry Potter bøgerne. Der blev jeg dog slemt skuffet. Jeg kom til en kæmpe, KÆMPE bygning, ja, og jeg kom spændt ind i en kæmpe ingangssal - ja, sal, for intet mindre kunne gøre det. Der var en skranke af en art, men man skulle ikke betale for at komme ind, så jeg ved stadig ikke, hvorfor den var der. Ind kommer jeg ad store glasdøre, og jeg står for foden af endnu en Askepot-trappe (tyskerne må være vilde med dem, husker I Nationaltheatret?), ad hvilken jeg slentrer, som om jeg hører til. Man kan næsten mærke min spænding ved hvert skridt opad. Jeg kigger ind af endnu et par glasdøre, hvor der er en læsesal. Der er kun én anden dør i den anden ende af denne sal, og den var bag trappen, men det så mere privat ud, så der vovede jeg mig ikke hen. Jeg tænkte dog, at skatten (læs: de læssevis af bøger) måtte ligge bag læsesalen, så jeg gik gennem.. og kom til endnu en læsesal.. og bag den var en trappe, som jeg hoppede ned ad.. her var en del studenter i kø og snakkede i hjørnerne. De ventede foran et 'hegn' af glas, som adskilte dem fra nogle underlige bogreoler, hvor bøgerne lå enkeltvis eller ovenpå et par stykker - helt ligesom reolerne med skolebøger i både folkeskolen og gymnasiet.. jeg ved hvad jeg snakker om, jeg har arbejdet på begge. Så tøvende tager jeg en elevator opad og ender i salen foran læsesalene igen. Højforvirret kigger jeg lidt forsigtigt rundt, men der er INGEN bøger at finde. Så som I kan forstå, blev jeg virkelig skuffet. Jeg skal derhen igen, har jeg bestemt mig for, og denne gang vil jeg spørge personen bag skranken... hvis der ikke er for mange mennesker omkring. Det eneste fede ved bygningen var faktisk det udenfor; der var fire statuer af "De fire vise mænd" Homer (poeten til bl.a. Odysseen og Iliaden), Aristoteles (filosof), Hippokrates (doktor) og Thukydides (historiker). Bygningen var stor og af almindelig udseende, dog tre store etager og længere end kameraet kunne opfange. Det var så fornem en bygning, at den var blevet skænket hele tre indgange.

Her kan I se De Fire Vise Mænd trone foran dørene til Bayerische Staatsbibliothek

 

Jeg gik tilbage af for at finde en u-bahn tilbage, men jeg havde hele tiden Odeonsplatz i øjesyn (endnu en u-bahn plads, men der var en masse flotte seværdige ting omkring), og jeg kunne se en kæmpe kirke samt et monument med skulpturløver og store mænd i krigsuniform. Der var trafikstop pga. en masse taxier i kø, og til siden var Hofgarten, altså en gårdhave. En stor have med gule og røde træer, selvom træerne begynder at se noget skaldede ud, og i midten var.. ja en ting.. jeg sætter et billede ind.. Der var blomsterrækker i mønstre omkring det, og der var et mindesmærke lidt længere henne, samt endnu en bygning, jeg ikke ved hvad var. Helt bag alt det, begyndte en park, og jeg spurgte en dame, som sagde at det var begyndelsen til Englischer Garten. Så jeg havde fået en ordentlig gåtur ud af det. Jeg gik så tilbage af via en ukendt vej, men jeg er ved at være tryg her, så jeg går egentlig bare. Jeg fandt en u-bahn og stod på.

Ukendt monument med flot have og gule træer omkring: Hofgarten

Jeg besluttede mig for at tage til Königsplatz (én station fra hovedbanegården) for at kigge lidt på museerne/Glyptotekerne (hvad det så end betyder). Da jeg nåede hovedbanegården, steg en afrikansk udseende mand på og stod lige ved siden af mig. Først troede jeg, at han snakkede i telefon, men efter at have set de underlige blikke fra mine medpassagerer, opdagede jeg, at han bare snakkede ud i luften! Han havde en normal talevolumen og med variation i tonefaldet, så det virkelig lød, som om han snakkede med nogen. Desuden snakkede han på swahili.. det var meget mærkeligt, men han holdt ikke øje med nogen, og han gik ikke tæt på nogen, og der skete ikke noget. Han snakkede bare ganske stille og roligt med sig selv. Det var ret underligt, og jeg var glad for kun at skulle ét stop videre. Jeg kom op til overfladen og troede først, at det var en blindgyde af natur. Jeg gik dog igennem og så to Glyptoteker og et monument, som kunne ligne en 'Tor', altså en kæmpe port. Begge Glyptoteker var i græsk stil med søjler og en stentrappe op til indgangen. Udenfor på væggene var eksempler på, hvad hvert museum/Glyptotek viste indenfor. Den tættest på u-bahn var med billeder og andre sådanne ting, mens den i den anden ende af pladsen var med græske og egyptiske skulpturer, og mens jeg kiggede på dem, kom jeg sådan til at tænke på min historielærer Henrik fra gymnasiet. Vi brugte et helt forløb (tror et par måneder) på at analysere skulpturer og billeder af skulpturer. Jeg vil rigtig gerne ind i dét glyptotek, og det koster kun 3,5 euro at komme ind. Det er ikke specielt stort i forhold til andre museer, men det er rart nok, at jeg ikke skal bruge timevis derinde. Ude ved siden af skulpturglyptoteket var et skilt, hvor der stod Mensa på, så jeg fulgte nysgerrigt pilen. Jeg ville jo gerne se stedet for de specielt kloge mennesker, men jeg blev ret forvirret, da jeg så en masse unge mennesker rende rundt derinde. Ind kom jeg dog, så en masse opslagstavler med beskeder og tilbud, ligesom på skoler, og der var en cafe i den anden ende. Først da jeg kiggede nærmere på Mensaskiltet udenfor bygningen, så jeg at der stod et eller andet med elev samfund konsultation.. jeg kan ikke huske det. Men der må jo så findes en Mensa til elever og en Mensa til kloge mennesker. Endnu en skuffelse, men der var flot natur omkring, så det var ikke så slemt. På vej tilbage så jeg et stort gult fancy hus, som jeg troede var et gammelt royalt hus, men som jeg kiggede i min München bog nu, så jeg det rigtige hus.. så jeg har egentlig bare billeder af et stort fancy gult hus. MEN!! Jeg tog u-bahn tilbage til Marienplatz (jeg er virkelig blevet bekendt med u-bahn systemet), hvor jeg fik frokost på en cafe, inden jeg tog tilbage.

I dag blev jeg vækket halv 7 af aktiv baby som befandt sig i mine arme, før jeg nåede at 'åbne øjnene'. Adelaide var allerede oppe og i gang men heldigvis, HELDIGVIS, nedenunder, hvor hun så en film. Jeg er ved at blive godt vant til at jonglere baby samtidig med at lave andre ting - hun er alligevel mest tilfreds, når man går rundt med hende, så jeg lavede morgenmad, mens hun hang lige så komfortabelt på mit bryst og arm. Jeg fik også spist det meste af det, mens jeg legede med hende med hendes farverige tøjdyr og pivdyr, men et tidspunkt over 8 blev hun træt og besluttede sig at vække dem, der endnu ikke var oppe. Eleanor stod endelig op og tog hende igen, hvorefter jeg var for vågen til at sove videre, så jeg.. kan egentlig ikke huske, hvad jeg lavede. Det har dog været en stille dag. Emmeline faldt igen i søvn på mig, så vi hyggede godt en halv time på sofaen, inden jeg lagde hende i sengen og ryddede op i køkkenet. Eleanor lavede lækker frokost i form af ovnbagt græsker, løg og hvidløg, og sammen med min orientalske ret til aften, har vi nok spist et halvt hvidløg hver. Jeg kommer til at svede hvidløgssaft i morgen! Ad HAHA!! Jeg prøver at komme ud og gå hver dag, og det passer som regel med, at der er en lille indkøbsliste, så jeg var også ude at købe ind. Det blev et smut ind i Pennymarkt (den købmand tættest på os) og en asiatisk specialitetsforretning, hvor jeg fik noget tofu, så det blev en ret så spændende ret til aftensmad! Jeg håber at kunne falde i søvn tidligt i aften, så jeg kan fungere ordentligt i morgen. Jeg tror dog at Eleanor og børnene tager til legegruppe, så jeg kan gøre som jeg vil i løbet af dagen!

Vi snakkes, Danmark! 

Fridag som ikke var fridag

Okay, så jeg fik at vide, at jeg generelt har aftener og weekender fri, men lørdag (i går) var der alligevel opgaver til mig. Jeg skulle igen stå op kl 7, så jeg kunne distrahere Adelaide, men igen var hun ikke så samarbejdsvillig. Desuden følte jeg, at jeg skuffede Ben og Eleanor, fordi jeg ikke kan vinde Adelaide over, og.. ja.. min dag var bare en af de mindre heldige. Jeg begyndte at tvivle på, om jeg overhovedet var egnet til at være Au Pair, jeg havde faktisk slet ikke lyst mere til at tage til USA. Det eneste, der afholdt mig fra at aflyse var, at jeg højst sandsynligt ville fortryde det resten af mit liv. Jeg begyndte så at læse andre Au Pair's online blogs for at finde lysten igen og se, om de ville indrømme at have haft samme problemer som mig. Det var der imidlertid ikke - alle de blogs jeg har læst indtil videre, har faktisk kun været omkring deres social- og fritidsliv; hvordan de har meldt sig ind i fitnesscentre, hvordan de shopper med de andre Au Pair piger i deres by, hvordan de alle synes at tage på ferie.. osv osv.. Jeg fik dog inspirationen igen, men kun så længe jeg læste.
Omkring mit problem med Adelaide: jeg vil ikke have, at I tænker, at jeg er uerfaren eller ikke havde overvejet det at passe små børn, men jeg har netop passet en pige i den alder! Hun var min søster i min gamle værtsfamilie, Emily Grace hed hun, og hun var 3 år. Jeg passede hende og mine andre værtssøstre hver uge alene, når mine værtsforældre ville have en aften alene til hygge, og vi var alle rigtig glade for hinanden. Der kunne selvfølgelig komme problemer, men dem løste vi mellem os, og der var aldrig noget alvorligt. Så det at Adelaide oftest søger væk fra mig er noget helt nyt, og jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre ved det - det er dét, jeg er ked af. Bare så vi er på samme side (*blink blink)

Eleanor var taget af sted lidt i 10 med Emmeline for at være med til noget voksen noget, og det var meningen først at skulle slutte ved 16 tiden, og i al den tid skulle jeg passe Adelaide. Og jeg kunne slet ikke overskue det. Jeg var så bange for, at hun skulle skabe sig igen lige som sidste gang. Heldigvis var Ben hjemme, og omkring middag ville han tage Adelaide med i parken, hvor jeg gerne ville med, for jeg er altid frisk på at komme ud og se. Det var en noget lang vej. Vi tog til Westpark igen, bare i den modsatte retning, hvor der var en større legeplads med flere sjove ting. Jeg kunne mærke, hvordan nedtryktheden langsomt men jævnt sivede ud af mig, og jeg nød at se alle børnene have det sjovt. De fleste af dem var dog store nok til at lege uden forældrene (forældrene så kun på), og det er faktisk dét, jeg håber på vil ske for mig, hvis jeg får en familie i USA. Jeg har ændret mening om typen af barn, jeg vil passe. Selvfølgelig er der lidt mere begrænset udvalg af familie til januar frem for august, men hvis jeg selv kan vælge frit, vil jeg helst passe børn i alderen 6-12 måske. Plus minus. Men jeg vil tage, hvad jeg kan få.
Anyway, det var en rigtig god tur i parken. Vi spiste på endnu en Biergarten, hvor jeg fik en bagt kartoffel med creme fraice i og salat til (jeg kan godt lide vegetarstilen), mens Ben og Adelaide delte en kæmpe luns kød kaldt Haxen (tror jeg) med pommes frites til. Vejret var lækkert, solen skinnede og omgivelserne var formidable. Efterårsfarverne træder mere og mere i kraft, alt er lysegrønt, gult, orange eller flammende rødt, og det er en fryd bare at gå udenfor i det. Det begyndte dog at blive småkoldt ved halv fire tiden, så vi smuttede hjemad der.

Eleanor kom først hjem en time efter planlagt (så det må have været en god tur), og vi fik slappet lidt af, inden vi varmede resterne fra vegetarlasagnen og majspandekagerne. Vi hyggede os resten af aftenen, men gik i seng igen alt for sent. Jeg holdt som sædvanligt Emmeline, mens Eleanor puttede og lå lidt med Adelaide, indtil hun faldt i søvn. Mit humør steg endnu et par takker, da jeg hyggede mig med baby. Hun snavede meget med min hånd, og gnaver nu så hårdt i mine fingre, at det godt kan gøre lidt ondt, hvis hun rammer 'rigtigt'. Lille rovdyr. Hun var en rigtig lille Duracella om aftenen! Hun havde virkelig gang i det, og jeg fik trænet hende lidt i at rejse sig og tage et par skridt hen af mit torso igen. I alt blev det til en god hyggegåtur. Jeg har fundet ud af, at hun griner, når jeg holder fast i hende og 'dykker' hende ned mod mig, mens jeg ligger på gulvet, inden jeg rejser hende igen. Det gav dog bagslag, da jeg fik en lækker mundfuld spyt lige ned på halsen, hvor der ikke var stof, så jeg var godt våd og klistret, indtil Eleanor tog hende igen.

For at det ikke skal være løgn har jeg bestemt mig for at udnytte min mulighed for at være kulturel og bestilt endnu en ballet og en opera! Begge foregår naturligvis i Nationalteatret/Operahuset, og den 9. november skal jeg se operaen Rusalka på to timer. Jeg fik endda scoret mig siddepladser, selvom det var lidt dyrere! Det blev også en plads bagerst i salen på midterste balkon tror jeg, så jeg kommer til at kigge ligeud og lidt ned, når jeg er der. Det bliver så lækkert! Og den 23. november skal jeg se balletten Forever Young. Jeg synes ikke, den lyder så spændende som Gods and Dogs, for det er modernistisk præget ballet - så jeg tror ikke der er så mange løft, og jeg kan forestille mig, at der er meget gulvaktion. Men jeg ville bare gerne se endnu en ballet, mens jeg havde chancen. Så det bliver spændende!

I dag er der ikke sket så meget. Jeg var lidt tilbageholdende, da Eleanor havde en dårlig dag og var lidt sur, men jeg gjorde så alt, jeg kunne, for at gøre det nemmere for hende, og sørgede ellers for at holde mig i sikker afstand. Ben tog til kontoret omkring 13 (er stadig ikke kommet hjem kl 20, nu) og hen på eftermiddagen blev Eleanors humør lidt bedre. Jeg lavede nogle lækre kartoffelfrikadeller, fik nogle bøger, som de ellers ville have smidt ud (heriblandt La Cucina, Lost in Transmission, The Midwife of Venice, How to keep a daily Diary, og Santa Montefiore), og havde en god dag med både Emmeline og da-da-da-daaaaaa: Adelaide! Vi hyggede os i dag! Så hurra for det! :)

Jeg håber I alle har det godt!
Knus xoxoxox

Nyt mobilnummer og en tur i Nationalteateret

I går (fredag) gik det godt til morgen, hvor det lykkedes mig at underholde Adelaide. Vi legede med hendes trætogbane og biler, jeg spiste 'småkager'; brikker fra et puslespil - nogle var kolde, nogle var behårede, og følgende smage kom ofte: tiger-smag, elefant-smag, Barry-smag (en bi fra Bee Movie), Giraffen Mark-smag (en bamse hun er glad for), hvidløgssmag og frøsmag. Af og til kom også løve-smag. Det var løve- og tiger-småkagerne, der var behårede. Og hun huskede at tage brodden ud af Barry-småkagerne. Ben tog igen på kontoret og smuttede ved 9 tiden. Eleanor skulle egentlig have været til et arrangement, men hun kom først op 20 minutter, før det startede, så det blev aflyst i sidste øjeblik. Jeg havde ellers glædet mig til at have huset for mig selv haha. I et års tid er en dansk pige ved navn Maria blevet en regelmæssig legekammerat for Adelaide - hun er kommet en gang hver weekend og taget hende til legepladsen et par timer. Maria går på en privat danseskole og er et par år ældre end mig, og hun har boet her i München i over to år nu. Hun kom kl. 11 og tog hende med et par timer, og så begyndte Eleanor og jeg at gøre rent i huset. Ben og Eleanor havde en aftale med deres lejlighedsejer (skal vi ikke bare kalde hende 'landlady'? Jeg kan ikke finde et godt ord på dansk! og vi kalder hende landlady her i huset), hvor de vil snakke om udsigten til at blive i denne lejlighed. De havde aftalt, at Phil skulle komme og hjælpe med samtalen, da Landlady ikke snakker engelsk, og Ben og Eleanor snakker ikke godt tysk, så det ville være en katastrofe ellers. De ville gerne have, at jeg var ude af lejligheden, da Landlady ikke er så begejstret for min tilstedeværelse, så jeg tog ud omkring middag. Jeg havde først fået dagens planer at vide samme morgen, så det var rart endnu en gang at få uventet fritid!
Jeg tog ud for at kigge i shoppinggaderne (Kaufingerstraße) på Marienplatz, og der fik jeg et tysk SIM-kort til min mobil, da jeg gerne vil være i stand til at ringe og skrive beskeder til folk her, uden at jeg betaler kassen for det. Jeg skifter ikke tilbage, før jeg kommer tilbage til Danmark, men hvis I vil have fat i mig i nødsituationer (fik kun 5 euro på kortet og jeg skriver kun selv når det er højst nødvendigt), er mit nummer: +49 0176 7697 2477
Det tog langt over en time fra jeg gik ind i butikken til jeg gik ud igen med nyt SIM-kort. Hvorfor? Fordi hele Münchens befolkning åbenbart skulle have fikset sin mobil en fredag middag, og køerne var hive-sig-i-håret lange. Først skulle have have selve aftalen i hus ved hjælp af en sød kinesisk kvinde og mit pas. Der var to foran mig, men en dame tog så lang tid, at jeg næsten faldt i søvn derinde. En medarbejder kom for at spørge manden foran mig, og han kunne hjælpe ham, så han blev heldigvis fjernet fra køen, men det tog alligevel en rum tid for damen foran mig. Jesus Kristus, jeg kan ikke forstå, hvorfor det kan tage så lang tid! Min egen forhandling tog kun 5 minutter, og det var med baggrundsinformationer, samtale med kineserpigen (medarbejderen) om hvor vi kommer fra og så få underskrevet kontrakten! Så skulle jeg hen til kassen for at betale.... her var heldigvis kun én mand foran mig.. han var en midaldrende af mellemøstlig afstamning med en nokiamobil fra 90erne, som skulle have opklaret et eller andet, jeg ikke kunne få fat i. Damen bag kassen brugte et kvarter på at forklare ham, at der var intet, absolut intet, hun kunne gøre, før han havde betalt et eller andet.. hun virkede ikke særlig sympatisk, men han var godt nok også irriterende. Selv jeg forstod, at han skulle gøre noget, før han kunne få gjort det, han ville have gjort.
Ellers gik jeg bare rundt og hyggede mig. Jeg kan huske, da jeg var på studietur i Salamanca i Spanien, hvor jeg stødte på en lækker butik ved navn Promod. Den fandt jeg også her på Kaufingerstraße - der var 4 etager (!!!!!!) og hver etage var på størrelse med en almindelig butik! Jeg synes generelt, at butikken har noget lækkert tøj, så jeg brugte næsten en halv time derinde. Der er to store shoppinggader her i München, begge på Marienplatz, hvoraf den almindelige Strøget-agtige gade hedder Kaufingerstraße, og så er der en fancy rigmandsgade, som har alt muligt dyrt. Jeg kan slet ikke hamle op med priserne, så jeg gad ikke engang gå derhen, men jeg tror, jeg vil kigge derhen engang.
Hele dagen gik jeg og glædede mig som et lille barn til at komme ind og se balletten! (Orv, og lige hurtigt vil jeg nævne, at Landlady aldrig kom til deres aftalte møde. Eleanor gik en tur med Emmeline, da hun alligevel ikke rigtig kunne tage del i samtalen, og hun fik så et opkald fra Phil, som sagde, at han havde stået udenfor lejligheden i over en halv time, og Landlady kom aldrig! Dumme kælling!) Men ja, det gik sådan og kriblede i min krop af spænding. Der var god stemning, da jeg kom hjem ved 16 tiden, hvor jeg gik i gang med at lave lækre majspandekager. De faldt godt til især hos Adelaide, og jeg tog ned mod u-bahn'en ved halv syv tiden, da balletten startede 19.30. Jeg havde passeret operahuset/nationalteateret (det hedder vidst begge dele) før, da jeg gik tur med Eleanor for en uges tid siden, så jeg vidste godt, hvor jeg skulle hen, jeg kunne bare ikke huske, hvor lang tid det tog. Jeg steg på min u-bahn og ankom til Marienplatz 10 minutter efter. Der er to udgange ved hver u-bahn, lige meget hvor lille perronen er, og jeg valgte at gå i den modsatte retning af Kaufingerstraße. for at gå mod Dienerstraße, for inden jeg tog af sted, havde jeg kigget på et kort, så jeg kunne holde øje med vejnavnene, bare for en sikkerheds skyld, og Dienerstr. var tæt på. Da jeg kom op til overfladen, havde jeg et kort øjebliks panik, da jeg ikke kunne genkende området. Jeg kunne dog se en fancy chokoladeforretning/caf, som jeg havde passeret før sammen med Eleanor, og pludselig faldt alt i hak, og jeg gik kun to minutter derfra, før jeg kunne se operahuset. Det var en imponerende bygning, specielt da det var mørk (orv ja, da jeg steg på min u-bahn i mit lokalområde Partnachplatz, var der stadig nogenlunde dagslys, men da jeg kom op på Dienerstr., var himlen helt kongeblå!), og lysende indenfor var tændt. En masse folk klædt fint på med sølvsmykker og fine kjoler og jakkesæt gik også mod operahuset. Jeg havde selv bare smidt noget pænt hverdagstøj på og sat håret op i en sød perlekam, jeg fik af min far, lidt makeup, og så ud af døren. Jeg følte mig dog ikke som sådan 'underpyntet'. Hellere underpyntet end overpyntet - og der er jo desuden mørkt inde i salen, så det kan jo forresten være lige meget! Alle ser ens ud i mørke. Da jeg trådte indenfor, stod to rare unge mænd og tog imod gæsterne med et venligt velkommen. De ville se billetterne og pegede os i den rigtige retning. Hele operahusets arkitektur var fænomenal, alt var i cremefarve, rød eller guld, og jeg følte mig virkelig kulturel og fancy.

Umiddelbart lige indenfor var der tre kæmpe trapper, som ledte op til en mindre sal med kæmpe lysekroner i krystal. Jeg gik op ad den, jeg fik anvist, og nød de imponerende og uvante omgivelser. Overalt stod folk og konverserede (ja, forestil jer min strittende lillefinger og stramme overlæbe) i deres fine puds og opsat hår, og det var næsten lige så stort et eventyr i sig selv, som en tur til udlandet kan være. Det var et kig ind i en helt anden verden. Jeg spurgte om vej flere gange, for sådanne steder er jo sværere at finde rundt i, jo finere de er! Jeg kom til sidst op på fjerde etage (tror jeg, ellers tredje), hvor jeg blev peget helt hen til siden. Her stod en dame bag et stort bord og tog imod jakker og tasker gratis. Det gjorde de ved hver indgang, men her hørte jeg til, og her blev jeg, til balletten startede, for jeg skulle gudhjælpemig ikke bruge et kvarter for at finde min dør, for så at strejfe rundt og fare vild! Døren var lukket først, men snart kiggede jeg ind og så det største rum, jeg nogen sinde har det. Jeg ved, at jeg har dårlige øjne, men jeg kunne knap skelne folks ansigtstræk (øjne, næse osv)! Jeg opdagede faktisk, at jeg havde scoret mig en ståplads derinde. Så meget for at være en nærigrøv! Det værste var, at jeg ikke kunne se 2/3 af scenen! Da alle på vores balkon havde sat sig, var der desværre ingen siddepladser, men helt henne til venstre tættest mod scenen, var der fire stole foran hinanden, og helt henne foran dem, var der en god tom plads, hvor jeg godt kunne forestille mig at kunne sidde på knæ. Jeg gik hen og spurgte damen, hvis benplads det var, om jeg måtte sætte mig der, for jeg kunne ikke se scenen fra min plads. Det måtte jeg heldigvis godt, så jeg satte mig på knæ, og kort tid efter ringede en stor dyb klokke, som tegn til folk om endeligt at finde deres plads. Jeg lagde mærke til alle de mange forskellige mennesker. Der var de klassiske snobbede pensionister med stiveste puds og næsen i sky, men der var faktisk også folk, der lignede at de var i 30erne, og jeg lagde mærke til to kinesere på allerforreste række (hvis billetter koster omkring 80+ euro, og jeg fik helt bestemt fornemmelsen at det kunne være helt forretningsagtigt). Så gik lyset langsomt ud oppe fra den gigantiske lysekrone og balkonlysene, og det blev KULsort. Så kom spotlight på en midaldrende kvinde i sort tøj og glimmer-cardigan, som gik med rank ryg og stolte skridt på tværs gennem salen foran scenen hen til sit spejlblanke sorte pianoforte, som var placeret lige under mig! Folk klappede stort, og damen bukkede, da hun nåede frem - og afslørede en manke af stort, gråligt hår, hvis sider og pandehår ellers var sat fast bagpå med et spænde. Hun satte sig.. og lod fingrende flyve hen over tangenterne. Der er ingen anden måde at forklare det på. Al musikken i første akt (der var kun to med pause i mellem; første akt varede ca. halvanden time, der var en halv times pause og så anden akt på kun 20 minutter) blev spillet af pianisten, og hvis koreografien blev lidt for underlig på scenen, kunne jeg faktisk blive lige så underholdt af bare at se hende spille. Hun var helt utrolig! Og ja, koreografien var lidt underlig til tider. Jeg tror, der var lidt modernistisk ballet ind over, for der var meget gulvaktion, og jeg savnede lidt nogle løft og spring. Desuden har jeg hørt, at ved en god ballet kan man se en handling udfolde sig, men det kunne jeg slet ikke. Første akt dansede de i fine små kjoler (hvad der ligner, hvad man kunne forestille sig, at de øver i) i alle farver, og mændene havde selvfølgelig 'strømpebukser' og undertrøje samt hvid T-shirt indenunder. Hedder det en trikot, det tøj? Det første kvarter kunne jeg næsten ikke koncentrere mig om dansen, for jeg var rigtig meget i tvivl om, om mændene havde trikot på eller en g-streng og kropsmaling på benene, for jeg sad lige i afstand til at kunne se hver eneste muskel i deres ben, og det var som om, jeg kunne se to streger over deres.. mås. Det var super underligt, og jeg skiftede overbevisning gang på gang, før jeg endelig så tøjrynker omkring knæene på en af dem. Det sidste kvarter af første akt kom alle danserne ind på scenen med de rigtige kostumer! Dem, jeg havde set på hjemmesidens foto, hvor de ligner noget ud af et eventyr! Halvdelen af pigerne havde knælange strutskørt og albuelange ærmer med noget fjer-agtigt for enderne, alle i grønt, så de lignede skovvæsener, og den anden halvdel havde royalt udseende kjoler i samme længde og i forskellige farver. Alle mændene havde royalt udseende dragter på - alle de 'royale' lignede nogle fra 1800-tallet hof.

Almindeligt dansetøj i første akt

Flotte kostumer sidste kvarter i første akt

Jeg havde troet først, at pausen var lige i midten af de to timer ligesom fx en fodboldkamp, men det viste sig som sagt først at komme efter 1½ time. Jeg havde imidlertid fået smertelige næsten-følelsesløse knæ. Og jeg havde ondt af mig selv, men jeg koncentrerede mig om dansen, så længe det foregik. Da første akt var slut, var der en masse bukken fra danserne, og en af mændene trak pianisten op på scenen, hvor folk også gav hende et kæmpe bifald. Hun fik faktisk det højeste, så jeg kan ikke være den eneste, der har holdt øje med hende. Der gik en evighed, inden dørene blev åbnet og pausen holdt. Jeg havde egentlig sat mig på et af de nyligt tomme sæder, men en stor fyr kom hen og sagde, at vi beklageligvis skulle gå udenfor. Han havde den værste accent, jeg har hørt og kunne slet ikke forstå ham. Jeg troede, at han var meget, meget, meget lokal Bayrer. Jeg spurgte ham så på engelsk, og så lirede han det samme af på perfekt engelsk, og jeg var meget imponeret. Vi snakkede lidt, men så blev vi javet ud af damen ved garderoben. Jeg sagde, at han var utroligt god til engelsk... til hvilket han svarede: Thanks, I'm from England... og jeg havde bare lyst til at springe ud fra balkonen.. det var SÅ pinligt! Han tog det dog heldigvis med humor, og vi snakkede resten af pausen lige uden for døren. Vi snakkede godt sammen, og jeg fandt ud af, at han var guide her i München på tredje år, hvorefter han regner med at tage til Berlin til foråret for at studere. Han er kun 23 år og har været alle mulige steder! Vi udvekslede også historier og fordomme (for at underholde hinanden, ikke for at være fordomsfulde), hvorefter han nævnte, at han kendte til Alfabeat (moderne pop band). Jeg er godt nok ked af, at af alle danske bands, så skulle Alfabeat nå internationalt. Så begyndte vi at synge Fascination (bandets debut sang) - hvorefter den dybe klokke ringede. Han sagde, at han ville smutte op på en af de øvre etager, for en masse folk var taget hjem efter første akt, så der ville være siddepladser. Jeg kunne ikke tro mine egne ører - hvorfor tage hjem før showet er slut?! Men som han sagde, når folk har penge.. Vi sagde farvel, og jeg gik ind for at stå - dog på en bedre plads end min egen - for det var rigtigt, nogle fra vores balkon var endda også taget hjem, selvom det var de billigste pladser.Anden akt var slet ikke noget, jeg havde forestillet mig! Her var alt ikke lys og festligt men til gengæld dunkelt og dystert - hvor temaet 'Gods and Dogs' (titel på balletten) slog mere i gennem. Mændene dansede i joggingbukser og kvinderne i noget, der lignede en kort natkjole - alt sammen i cremefarver. Scenen var dunkel på nær et vandfald af guldfarvede skinnende tråde, som hang bagtil på scenen som en væg. Der var også en projektor, som projekterede først mørke, så en lille bevægelse, jeg først troede var en grå flamme. Den blev større lidt efter lidt. Så syntes jeg, det lignede et kvindeansigt, men så kunne jeg se, at det var en ulv/hund, som løb i slowmotion. Det og farverne gav en fed effekt, og musikken (violiner og trommer) gav en fed stemning og effekt, men jeg kunne ikke se, hvordan det havde noget at gøre med dansen på scenen. Jeg fik dog fornemmelsen af tilstedeværelsen af død. Ved slut klappede folk helt vildt og vanvittigt igen. Denne gang dobbelt så højt, selvom jeg ikke havde troet det muligt. Stemningen var på sit højeste, og da showets 'stjerner' (ja, jeg lagde mærke til, at 4-6 dansere havde en form for hovedrolle) kom frem, begyndte folk at pifte og stampe i gulvet - hele salen! Det var næsten lige så overvældende, som tribunerne i USA under en amerikansk fodboldkamp! Der gik laaaang tid, før vi kunne komme ud. Jeg havde lidt frygtet, at alt ville blive et mas, når alle ville ud, men det var imidlertid ikke sådan. Jeg havde absolut intet besvær med at få mine ting igen ved garderoben, og der var hverken masen eller skubben for at komme udenfor. Men det slog mig lige, at måske var det fordi, at det 'øvre' folk ikke skubber til hinanden. Hvad ved jeg. På vej ned af trapperne (jeg bliver ved med at tænke på dem, som trapperne i Askepot, hvor hun taber skoen HAHA) så jeg to drenge på henholdsvis 9/10 og 12/13 år med jakkesæt og groggy ansigter. De var ikke så gamle, og jeg fik helt sikkert fornemmelsen af, at de var blevet presset derind. De lignede nogen, der havde sovet i to timer - eller i hvert fald kedet sig umådeligt. Stakkels drenge. 

På trods af eventuelle finurligheder, så var jeg helt opslugt af det, og det var en kæmpe succes, så jeg skal helt sikkert prøve det igen! Selvom jeg ikke kunne se en decideret handling, kom forskellige følelser frem ved bestemte scener. Og det var bare en kæmpe oplevelse!

Hav det godt!