Uha, jeg blev tilbudt en 11 timers vagt i dag. Lige inden vi startede kom koordinatoren ind og sagde, at de havde fået en sygemelding hos holdet efter os, og om jeg og min makker havde lyst til at blive en ekstra vagt. I alt bliver det omkring 11 timer. Jeg tager alt det, jeg kan få! Det er vigtigt for mig, at jeg får så mange timer som muligt, så jeg kan få meget merit i praktikken!
Jeg havde en rigtig dum autokorrektur den anden dag. De snakkede om, hvor stor banen var i badminton, og de nævnte et antal cm, men jeg havde brugt 'cm' som autokorrektur til Carsten Mogensen. Øv øv øv... 13 m og 40 Carsten Mogensen er et meget mærkeligt mål... lige i sådan en situation skal man altså tænke meget ud af boksen nogen gange! Lige her fik jeg ret hurtigt bare skrevet 'centimeter', men hvis der ikke findes et andet ord, eller hvis det går meget hurtigt, handler det virkelig om at holde overblik og kunne finde løsninger.
Jeg synes at huske, at en af mine kolleger, som normalt tekstede film og udsendelser, som han havde god tid til, så dette tempo var noget uvant for ham - han havde lavet en autokorrektur for en atlet med initialerne 'og'... det er ikke særlig sjovt! Det var sjovt for os andre, men jeg er glad for, at det ikke var min.
Jeg undertekstede taekwondo og håndbold for første gang i dag. Taekwondo er roligt på samme måde som tennis eller badminton - det handler ikke om så mange på én gang, men det er stadig udfordrende, da der er to kommentatorer, som pingponger samtalen og fagudtryk hele dagen. Så jeg kan godt lide taekwondo. Den største udfordring var støjniveauet, da publikum jublede og skreg så højt, at jeg næsten ikke kunne høre kommentatorerne. Det har jeg ikke oplevet før ved de andre sportsgrene, men jeg hørte fra et kommentatorpar i badminton, at støjniveauet afhænger af dommeren og sporten. Dommeren kan simpelthen finde på at pause spillet, indtil larmen falder. Det kunne jeg godt tænke mig var sket her, men jeg forstår også, at publikum motiverer sportsudøverne.
Bagefter tolkede jeg bronzemedaljekampen mellem Holland og Norge. Jeg tror, det er første gang, jeg har set en hel håndboldkamp fra ende til anden, hehe.
Jeg fik et lækkert powernap kl. 20 efterfulgt af en kop kaffe. Så er man ligesom bedre stillet. Desværre blev jeg så godt stillet, at jeg ikke kunne falde i søvn, da jeg kom hjem. Det var jeg ret træt af!
Jeg har aftalt med dagens holdkollega fra uddannelsen i KBH om at lave noget skolepraktik sammen evt. i Odense. Det er rigtig rart, og hun er virkelig sød og dygtig. Vi har generelt ikke haft så meget kontakt mellem Århus og Københavns uddannelser, fordi vi selvfølgelig på begge sider har haft meget at lave. En af mine klassekammerater har konkret besluttet sig for at være leddet imellem vores årgange, så vi ved godt lidt, hvad der er sket hos hinanden (man er jo selvfølgelig også nysgerrig efter at høre, hvordan det andet hold klarede sig til eksamener osv.). Men jeg er i hvert fald glad for, at jeg har lært hende at kende og hende, som jeg har boet hos de sidste uger.
Nu kommer jeg hjem på torsdag. Det bliver rart at komme i kirke igen, se dem alle sammen og min familie igen.
Jeg skal besøge min mors kusine i Rungsted (nord for København), som jeg boede hos under øvepraktikken tilbage i foråret, inden jeg tager hjem. Det bliver også hyggeligt at se dem igen!
tirsdag den 23. august 2016
Syvende dag som skrivetolk i DR Byen, 18. august
I dag har været min trætteste dag. Jeg er træt i hovedet, enormt søvnig og stiv i fingrene, og jeg ved ikke, hvad det er, der gør det. En af mine kolleger på holdet har tilbudt at skrive feedback til mig til min praktikdokumentation, og det kunne bare ikke have været en værre dag at time det på. Det var også min første dag at tolke udspring, og de har nogle udtryk, jeg slet ikke har styr på. Og kommentatorerne skifter meget hurtigt mellem at tale om de forskellige springere.
Det gik en del bedre med hockey - det gik også hurtigt, men mine hænder var ligesom varmet op, og det er bare en sport, jeg åbenbart forstår bedre.
Men der er ikke så meget at fortælle om i dag. Det var en 17.45-01.00 vagt med det mest varierede program, jeg har haft indtil videre. Først havde vi synkronsvømning, så Lige ved og næsten i Rio, derefter udspringsfinalen for kvinder, så hockeyfinalen for mænd, og til sidst havde vi badminton.
Synkronsvømning er noget af det mest fjollede, jeg nogensinde har set. Jeg er meget imponeret over og absolut klar over, at det kræver sindssygt meget at være så synkrone - og så i vand! Men ej, hvor er det fjollet. Jeg gad godt vide, hvem der opfandt det, hehe.
Den mærkeligste sætning, jeg nogensinde har skrevet, var påkrævet i nat. Under hockeykampen udbryder den ene kommentator noget på spansk, og jeg genkender ordet hjerte, men så siger han: "Og på dansk ville det oversættes til Store hjerter, kæmpe nosser." Det var lidt grænseoverskridende. Men det hører sig tolkeverdenen til at være loyal over for taleren, for hvis man redigerer nogle ting, kan modtagerne miste tilliden til tolken, for så kan de ikke være sikre på, at andre ting ikke er redigeret. Der hører rigtig meget etik med til vores fag.
Så skete der en anden fjolse-fejl: jeg havde glemt at skrive autokorrekturen på spillerne i badmintonfinalen mellem Rytter Juhl og Pedersen fra DK og Misaki Matsutomo og Ayaka Takahashi fra Japan. Jeg havde fundet dem og skrevet ned på forhånd, men så faldt jeg i snak med min kollega og glemte at skrive forkortelserne ind - jeg havde skrevet forkortelserne ned i hånden ved siden af navnene på det udprintede papir, men ak, slet ingen automatiseret udfyldning. Jeg opdagede det heldigvis ret hurtigt, men et par gange nåede jeg at skrive forkortelserne Mi, Ma, Pe, RJ i sætningerne. Det er en klassisk nybegynderfejl. Så jeg måtte skrive navnene ned ved håndkraft. Det var spændende hehe.
Jeg har snakket en del om autokorrektur og vores skriveborde begravet i papirer med navne på atleter og sportsgrene og specielle sportsudtryk, der hører sig til hver sport. Jeg har taget et billede af min kammerat Mads, som skrivetolker atletik her. Vi arbejdede med kvindernes syvkamp og løb af forskellige distancer med mændene. Jeg har fået lov af Mads at ligge billedet herop - men faktisk er papirerne på magisk vis lagt ret systematisk! I bør mere forestille jer den dobbelte mængde papir spredt på alle flader og balanceret op ad skærmene og lydboksen, spredt på kryds og tværs, gulvet dækket af forkastede lister, som blev 'lagt til side'/smidt væk fra bordet for at reducere papirmængden og få bedre overblik. Og hvis kommentatorerne pludselig begynder at snakke om en vi-troede-overstået sportsgren, leder vi febrilsk efter det på gulvet (eller en enkelt gang i skraldespanden, da jeg troede, at Mads var færdig med noget og smed ud for at hjælpe ham). Okay, det ovennævnte kaos er kun en gang i mellem - normalt er der ikke så meget på én gang, fordi der er et klart opdelt program, men vi har prøvet det, som jeg har beskrevet. Normalt er det mere organiseret.
Det er så sødt af min kollega at skrive feedback til mig - hun tog selv grundforløbet på tegnsprogstolkeuddannelsen for omk. 7 år siden og har så arbejdet som skrivetolk i godt 6 år for forskellige tolkebureauer. Hun kender vores tolkeverden, og hun er super at snakke med - hun er bekendt med det hele, men hun er samtidig lidt udenforstående, idet hun ikke har nogen loyalitetsforhold at tage hensyn til osv. Det er virkelig fedt! Jeg har fortalt lidt om vores praktiksituation, og så tilbød hun i sidste uge at skrive feedback til mig, som jeg ville kunne bruge til den opfølgende reflekterende opgave forbundet med praktikken. Det er sådan, at vi i praktikken har vejledere tilknyttet, som skal observere og give os et væld af feedback på vores præstation, men idet at mit arbejde under OL er selvstændigt og et rigtigt lønnet arbejde, har jeg jo ingen vejleder på - så jeg kan ikke få feedback. Det er min skole også indstillet på, og jeg skal bruge meritten for arbejdet som mit 'bevis' for det, jeg laver. Men jeg har altså fået noget feedback alligevel, og jeg er virkelig taknemmelig. Det er ikke så konkret, som en praktikvejleder ville give, men det gav alligevel noget at arbejde med og et dejligt klap på skulderen.
Det gik en del bedre med hockey - det gik også hurtigt, men mine hænder var ligesom varmet op, og det er bare en sport, jeg åbenbart forstår bedre.
Men der er ikke så meget at fortælle om i dag. Det var en 17.45-01.00 vagt med det mest varierede program, jeg har haft indtil videre. Først havde vi synkronsvømning, så Lige ved og næsten i Rio, derefter udspringsfinalen for kvinder, så hockeyfinalen for mænd, og til sidst havde vi badminton.
Synkronsvømning er noget af det mest fjollede, jeg nogensinde har set. Jeg er meget imponeret over og absolut klar over, at det kræver sindssygt meget at være så synkrone - og så i vand! Men ej, hvor er det fjollet. Jeg gad godt vide, hvem der opfandt det, hehe.
Den mærkeligste sætning, jeg nogensinde har skrevet, var påkrævet i nat. Under hockeykampen udbryder den ene kommentator noget på spansk, og jeg genkender ordet hjerte, men så siger han: "Og på dansk ville det oversættes til Store hjerter, kæmpe nosser." Det var lidt grænseoverskridende. Men det hører sig tolkeverdenen til at være loyal over for taleren, for hvis man redigerer nogle ting, kan modtagerne miste tilliden til tolken, for så kan de ikke være sikre på, at andre ting ikke er redigeret. Der hører rigtig meget etik med til vores fag.
Så skete der en anden fjolse-fejl: jeg havde glemt at skrive autokorrekturen på spillerne i badmintonfinalen mellem Rytter Juhl og Pedersen fra DK og Misaki Matsutomo og Ayaka Takahashi fra Japan. Jeg havde fundet dem og skrevet ned på forhånd, men så faldt jeg i snak med min kollega og glemte at skrive forkortelserne ind - jeg havde skrevet forkortelserne ned i hånden ved siden af navnene på det udprintede papir, men ak, slet ingen automatiseret udfyldning. Jeg opdagede det heldigvis ret hurtigt, men et par gange nåede jeg at skrive forkortelserne Mi, Ma, Pe, RJ i sætningerne. Det er en klassisk nybegynderfejl. Så jeg måtte skrive navnene ned ved håndkraft. Det var spændende hehe.
Jeg har snakket en del om autokorrektur og vores skriveborde begravet i papirer med navne på atleter og sportsgrene og specielle sportsudtryk, der hører sig til hver sport. Jeg har taget et billede af min kammerat Mads, som skrivetolker atletik her. Vi arbejdede med kvindernes syvkamp og løb af forskellige distancer med mændene. Jeg har fået lov af Mads at ligge billedet herop - men faktisk er papirerne på magisk vis lagt ret systematisk! I bør mere forestille jer den dobbelte mængde papir spredt på alle flader og balanceret op ad skærmene og lydboksen, spredt på kryds og tværs, gulvet dækket af forkastede lister, som blev 'lagt til side'/smidt væk fra bordet for at reducere papirmængden og få bedre overblik. Og hvis kommentatorerne pludselig begynder at snakke om en vi-troede-overstået sportsgren, leder vi febrilsk efter det på gulvet (eller en enkelt gang i skraldespanden, da jeg troede, at Mads var færdig med noget og smed ud for at hjælpe ham). Okay, det ovennævnte kaos er kun en gang i mellem - normalt er der ikke så meget på én gang, fordi der er et klart opdelt program, men vi har prøvet det, som jeg har beskrevet. Normalt er det mere organiseret.
Det er så sødt af min kollega at skrive feedback til mig - hun tog selv grundforløbet på tegnsprogstolkeuddannelsen for omk. 7 år siden og har så arbejdet som skrivetolk i godt 6 år for forskellige tolkebureauer. Hun kender vores tolkeverden, og hun er super at snakke med - hun er bekendt med det hele, men hun er samtidig lidt udenforstående, idet hun ikke har nogen loyalitetsforhold at tage hensyn til osv. Det er virkelig fedt! Jeg har fortalt lidt om vores praktiksituation, og så tilbød hun i sidste uge at skrive feedback til mig, som jeg ville kunne bruge til den opfølgende reflekterende opgave forbundet med praktikken. Det er sådan, at vi i praktikken har vejledere tilknyttet, som skal observere og give os et væld af feedback på vores præstation, men idet at mit arbejde under OL er selvstændigt og et rigtigt lønnet arbejde, har jeg jo ingen vejleder på - så jeg kan ikke få feedback. Det er min skole også indstillet på, og jeg skal bruge meritten for arbejdet som mit 'bevis' for det, jeg laver. Men jeg har altså fået noget feedback alligevel, og jeg er virkelig taknemmelig. Det er ikke så konkret, som en praktikvejleder ville give, men det gav alligevel noget at arbejde med og et dejligt klap på skulderen.
onsdag den 17. august 2016
Sjette dag som skrivetolk i DR Byen, 17. august
Det er helt vildt underligt at skulle arbejde om dagen nu! Og ikke blot om dagen, men i en hverdag! Der er lyst! Der er faktisk mennesker inde i DR Byen... Der er heldigvis ikke så meget larm, som jeg lidt havde frygtet, men alle arbejderne i min afdeling arbejder på deres computere, og jeg kan høre dem skrive på tastaturerne, og når der er så mange på én gang, der skriver, lyder det næsten som en hær af insekter, der marcherer hen over gulvet.
Jeg oplevede eller noget lidt specielt på vej til arbejde. Da jeg nåede DR Byen, stod der horder af unge mennesker rundt omkring udenfor, og jeg tænkte bare "Åh nej, er det sådan det er her om dagen? Er det et moderne sted at hænge ud..?", og jeg grumlede lidt over, at jeg nu ikke syntes, at natarbejde var så slemt. Mens jeg banede vej gennem dem alle, lagde jeg mærke til, at nogle stod og sang - nogen sammen i grupper eller par og andre for sig selv, mens de gik og knipsede lidt. Flere havde en guitar med. Og endelig så jeg de mange bannere og flag med x-faktor logoet, og så faldt brikkerne på plads. Der må tilsyneladende være x-faktor auditions - det havde jeg virkelig ingen anelse om, var på denne tid af året. Ydermere er jeg overrasket over, at der kunne findes tid og de fornødne arbejdere (producere, lysfolk, og alle dem) til det, når der samtidig er OL! Men det var i hvert fald en sjov overraskelse.
Ydermere var vores forberedelse til dagens program rimelig hurtigt gjort, da mit hold udelukkende skal skrivetolke badminton, så vi skulle egentlig bare finde navnene på spillerne, skrive dem ind i autokorrektur, og så kunne vi egentlig bare nusse rundt. Vi har alle tre tolket badminton før, så det bliver absolut ikke den mest krævende dag, selvom det bliver en lidt længere vagt. Derfor besluttede jeg at gå lidt rundt og kigge i DR Byen. Jeg var igen på vagt med Mads, og han ville gerne finde noget at spise, så vi gik bare lidt rundt sammen. Efter han fik sin mad, søgte vi efter biblioteket, som jeg har set oppe fra 5. sal, hvor vi arbejder, og på vej hen ad midtergaden så vi en af de store værter Adam Duvå Hall sidde og snakke med TV doktoren Peter Geisling. Jeg fik også øjenkontakt både den ene vej og på vejen tilbage. Det var bare sjovt - jeg er ikke fan eller noget, men jeg havde bare ikke forventet at se dem, vi ser på tv. Jeg kan ikke huske, om jeg har fortalt det i et tidligere indlæg, men jeg har også set studiet, de bruger til DR Vejret. Jeg går forbi det til og fra arbejde.
Og nu skal I høre!
I går sad jeg på færgen mellem Århus og Sjælland med en veninde, og pludselig så vi en kendt vært fra døveudsendelser på TV, og jeg gik hen for at snakke med ham og hans kollega - døve er meget åbne, og langt de fleste vil gerne snakke. Vi smalltalker lidt om, hvad de har været i Jylland for at lave, og jeg fortæller lidt om, hvad jeg laver i København, og så spørger kollegaen så, hvordan jeg kender til tegnsprog. Da jeg siger, at jeg er tredjeårsstuderende på tegnsprogstolkeuddannelsen, bliver de meget interesserede og spørger, om de må få mit mobilnummer og interviewe mig angående alt det rod, der er i tolkeverdenen i øjeblikket. De ønsker de studerendes synspunkt på det hele for at belyse fra alle sider.
Der er en hel masse, der sker på mit fremtidige arbejsmarked dette år. Tilbage i foråret udmeldte CFD (som sammen med Tolkecenter DK er Danmarks to største tegnsprogstolkebureauer), at de ikke ville tage imod eksamenspraktikanter i år (som er det, jeg skal/er i gang med her til efteråret). Det skabte naturligvis en lille smule panik blandt os i min årgang. CFD begrundede med, at de ville beskytte deres medarbejdere, dels fordi de mener, at nyuddannede tolke potentielt kan tage jobs fra dem, og dels fordi de mener, at kvaliteten af de tolkestuderende er faldet. Jeg giver et link nederst i indlægget for at vise, at jeg ikke bare finder på. De mener ikke, at der er arbejde nok, og unge døve vælger i færre og færre tilfælde at bestille tolk, fordi de bliver opereret med cochlear implant. Der er skabt en masse debat ud fra denne artikel og fra interviews osv. Jeg kan godt forstå, de er nervøse i år, fordi vi på min årgang er helt usædvanligt mange. Og grundet en omlægning af uddannelsen for omkring 5-6 år siden er vores uddannelse blevet en Bachelor med meget mere teoriundervisning, hvorimod før var der meget mere tolkeundervisning. Men vores niveau svinger meget fra person til person. Vi har forskellige specialeområder - f.eks. føler jeg mig stærkere i skrivetolkning, nogle føler sig stærk i stemmetolkning (tolkning fra tegnsprog til talt dansk) og andre føler sig stærkest i tegnsprogstolkning. Artiklen nedenfor slår alle studerende over én kam, hvilket vi er lidt frustrerede over. Der gik ikke lang tid efter CFDs udmelding om ikke at tage eksamenspraktikanter, før Tolkecenter DK også meldte ud med, at de heller ikke ville tage praktikanter. Det skabte jo virkelig uro, for de to firmaer stod for mere end 80% af tidligere årganges praktikpladser. Så der opstod uro, usikkerhed ifm. vores fremtid som tolke, og dårlig stemning, fordi vi vidste, at kampen om de resterende praktikpladser ville hive tænder ud. Det gjorde eksamensperioden enormt stresset, for vi vidste, at der var krav til meget høje karakterer for at være godt stillet.
Vores skoles ansvarlige har så haft drønende travlt med at finde en løsning på det hele. De har været land og rige rundt (elektronisk) for at støve praktikpladser fra små firmaer, selvstændige, og endda halve praktikpladser er taget imod med kyshånd. Resten af tolkeverdenen (de små bureauer og de selvstændige) har været enormt støttende over for uddannelsen og os praktikanter, og det betyder meget, at de vil byde ind, når de har opgaver, vi kan være med på.
Nu inden for de sidste to uger er der så opstået stor tumult, fordi Tolkecenter DK har givet en konkursbegæring, og den er nu bevilliget. Så der er ellers småpanik hos de nu-fyrede tolke hos det firma for at finde et nyt arbejde. Og yderligere skal os nyuddannede på min årgang til februar finde arbejde. Jeg tror ikke, det bliver specielt sjovt.
Men nu er jeg så blevet kontaktet af en journalist fra firmaet, der laver døveudsendelserne - det lyder lidt, som om hun har et andet fokus end det, jeg fik indtryk af fra dem på færgen. Hun ønsker at skrive et indlæg om, hvordan os eksamenspraktikanter klarer os, nu hvor vi ikke allesammen har en fuld praktikplads. Hun vil gerne have en praktikant, som har fået en fuld plads, og en som skal stykke deres praktik sammen, ligesom jeg gør. Så det bliver spændende at se, hvad det fører med sig. Det er ikke hensigten, at vi skal forsvare os selv eller noget - det er mere bare for at skabe en profil for, hvordan vi håndterer situationen.
Men selve arbejdsdagen gik rigtig godt. Jeg var en af dem, som tolkede Viktor Axelsens sejr mod briten Rajiv Ouseph, så det var en spændende dag! Jeg var ret imponeret over, hvor dygtig Axelsen var. Hele dagen bestod bare af badminton, så det var en stille og rolig dag. Jeg glemte helt at gå på biblioteket i en af mine pauser, men det kan jeg evt. udforske i morgen. Jeg bør nok strejfe rundt lidt mere, når jeg nu har adgang til DR.
Så havde jeg min første ubehagelige oplevelse i København på vejen hjem fra arbejde. Jeg nåede helt hen til bygningen, hvor jeg bor, og ind i opgangen. Jeg vil understrege, at der absolut ikke skete mig noget - jeg blev bare lidt rystet. Der stod en ung mand på trapperne i opgangen, som så en anelse påvirket ud, og idet jeg passerer ham, spørger han mig pludselig: "Kan man godt se, at jeg snart skal giftes?"
Jeg svarer: "Jaeh..du ser da lidt nervøs ud.."
Ham: "Nåh, gør jeg det?...giv mig lige et kys!" og så læner han sig ind mod mig.
Jeg gik lidt i panik, for der var ikke så meget plads, men jeg nåede lige at dukke under ham og udbrød: "Nej tak!"
Så blev han ved med at snakke til mig om hans nærtforestående bryllup og prøver at få mig i snak, mens han går lidt efter mig, og jeg langsomt går opad trin for trin.. Jeg sagde, at jeg var træt og skulle i seng, og så spurgte han, om han ikke skulle følge mig op til lejligheden. Det var ret ubehageligt, og jeg svarede bare: "Nej tak, jeg kan godt finde derop selv.."
Han blev ved med at spørge, om han ikke måtte følge med op i lejligheden og hænge ud med mig, men så går jeg bare op af trapperne og ignorerer hans kalden, fordi jeg var kommet langt nok væk fra ham til at stikke af, hvis det blev nødvendigt. Mit hjerte sad helt oppe i halsen, indtil jeg kom inden for døren og fik låst efter mig. Puha, det var godt nok en træls oplevelse. Intet skete, men ad..
Men jeg vil slutte aftenen på en Nanna-har-igen-trådt-i-spinaten manér!! De fleste skriveborde, som vi har til rådighed på arbejde, har en trådløs mus, som kræver, at der er en lille bitte USB pen i computeren, for at den fungerer. Da jeg og Mads gjorde klar til at gå hjem, så jeg, at han hev et lille bitte USB ud af computeren, og så begyndte jeg at "skælde ham ud" (vi har en lettere sarkastisk omgangstone med hinanden), fordi at han skulle lade den sidde, så den næste skrivetolk også kunne bruge musen.
Mig: Mads, du må altså ikke tage den ud! HVAD LAVER DU! Sæt den tilbage!
Mads: Nej jeg vil ej! Hvorfor skal jeg det?
Mig: Jamen, den hører til musen! Hvis den ikke sidder i computeren, fungerer musen ikke! Sæt den så tilbage!
Mads: Nej!
Mig: Jo! Hallo, musen fungerer ikke, hvis den ikke sidder i! Så kan den næste tolk ikke bruge den! Sæt den så tilbage! Hører den ikke til musen?
Mads: Nej det tror jeg ikke..
Mig: Hvorfor tror du ikke det?
Så samler han musen op.
Mads: Fordi den har en ledning i!
(Ovenstående nævnte artikel har her en masse information fra CFDs side: http://loud.land/2016/05/cfd-tolkebooking-bekymret-erfarne-tolkes-jobsikkerhed-i-fare/)
Jeg oplevede eller noget lidt specielt på vej til arbejde. Da jeg nåede DR Byen, stod der horder af unge mennesker rundt omkring udenfor, og jeg tænkte bare "Åh nej, er det sådan det er her om dagen? Er det et moderne sted at hænge ud..?", og jeg grumlede lidt over, at jeg nu ikke syntes, at natarbejde var så slemt. Mens jeg banede vej gennem dem alle, lagde jeg mærke til, at nogle stod og sang - nogen sammen i grupper eller par og andre for sig selv, mens de gik og knipsede lidt. Flere havde en guitar med. Og endelig så jeg de mange bannere og flag med x-faktor logoet, og så faldt brikkerne på plads. Der må tilsyneladende være x-faktor auditions - det havde jeg virkelig ingen anelse om, var på denne tid af året. Ydermere er jeg overrasket over, at der kunne findes tid og de fornødne arbejdere (producere, lysfolk, og alle dem) til det, når der samtidig er OL! Men det var i hvert fald en sjov overraskelse.
Ydermere var vores forberedelse til dagens program rimelig hurtigt gjort, da mit hold udelukkende skal skrivetolke badminton, så vi skulle egentlig bare finde navnene på spillerne, skrive dem ind i autokorrektur, og så kunne vi egentlig bare nusse rundt. Vi har alle tre tolket badminton før, så det bliver absolut ikke den mest krævende dag, selvom det bliver en lidt længere vagt. Derfor besluttede jeg at gå lidt rundt og kigge i DR Byen. Jeg var igen på vagt med Mads, og han ville gerne finde noget at spise, så vi gik bare lidt rundt sammen. Efter han fik sin mad, søgte vi efter biblioteket, som jeg har set oppe fra 5. sal, hvor vi arbejder, og på vej hen ad midtergaden så vi en af de store værter Adam Duvå Hall sidde og snakke med TV doktoren Peter Geisling. Jeg fik også øjenkontakt både den ene vej og på vejen tilbage. Det var bare sjovt - jeg er ikke fan eller noget, men jeg havde bare ikke forventet at se dem, vi ser på tv. Jeg kan ikke huske, om jeg har fortalt det i et tidligere indlæg, men jeg har også set studiet, de bruger til DR Vejret. Jeg går forbi det til og fra arbejde.
Og nu skal I høre!
I går sad jeg på færgen mellem Århus og Sjælland med en veninde, og pludselig så vi en kendt vært fra døveudsendelser på TV, og jeg gik hen for at snakke med ham og hans kollega - døve er meget åbne, og langt de fleste vil gerne snakke. Vi smalltalker lidt om, hvad de har været i Jylland for at lave, og jeg fortæller lidt om, hvad jeg laver i København, og så spørger kollegaen så, hvordan jeg kender til tegnsprog. Da jeg siger, at jeg er tredjeårsstuderende på tegnsprogstolkeuddannelsen, bliver de meget interesserede og spørger, om de må få mit mobilnummer og interviewe mig angående alt det rod, der er i tolkeverdenen i øjeblikket. De ønsker de studerendes synspunkt på det hele for at belyse fra alle sider.
Der er en hel masse, der sker på mit fremtidige arbejsmarked dette år. Tilbage i foråret udmeldte CFD (som sammen med Tolkecenter DK er Danmarks to største tegnsprogstolkebureauer), at de ikke ville tage imod eksamenspraktikanter i år (som er det, jeg skal/er i gang med her til efteråret). Det skabte naturligvis en lille smule panik blandt os i min årgang. CFD begrundede med, at de ville beskytte deres medarbejdere, dels fordi de mener, at nyuddannede tolke potentielt kan tage jobs fra dem, og dels fordi de mener, at kvaliteten af de tolkestuderende er faldet. Jeg giver et link nederst i indlægget for at vise, at jeg ikke bare finder på. De mener ikke, at der er arbejde nok, og unge døve vælger i færre og færre tilfælde at bestille tolk, fordi de bliver opereret med cochlear implant. Der er skabt en masse debat ud fra denne artikel og fra interviews osv. Jeg kan godt forstå, de er nervøse i år, fordi vi på min årgang er helt usædvanligt mange. Og grundet en omlægning af uddannelsen for omkring 5-6 år siden er vores uddannelse blevet en Bachelor med meget mere teoriundervisning, hvorimod før var der meget mere tolkeundervisning. Men vores niveau svinger meget fra person til person. Vi har forskellige specialeområder - f.eks. føler jeg mig stærkere i skrivetolkning, nogle føler sig stærk i stemmetolkning (tolkning fra tegnsprog til talt dansk) og andre føler sig stærkest i tegnsprogstolkning. Artiklen nedenfor slår alle studerende over én kam, hvilket vi er lidt frustrerede over. Der gik ikke lang tid efter CFDs udmelding om ikke at tage eksamenspraktikanter, før Tolkecenter DK også meldte ud med, at de heller ikke ville tage praktikanter. Det skabte jo virkelig uro, for de to firmaer stod for mere end 80% af tidligere årganges praktikpladser. Så der opstod uro, usikkerhed ifm. vores fremtid som tolke, og dårlig stemning, fordi vi vidste, at kampen om de resterende praktikpladser ville hive tænder ud. Det gjorde eksamensperioden enormt stresset, for vi vidste, at der var krav til meget høje karakterer for at være godt stillet.
Vores skoles ansvarlige har så haft drønende travlt med at finde en løsning på det hele. De har været land og rige rundt (elektronisk) for at støve praktikpladser fra små firmaer, selvstændige, og endda halve praktikpladser er taget imod med kyshånd. Resten af tolkeverdenen (de små bureauer og de selvstændige) har været enormt støttende over for uddannelsen og os praktikanter, og det betyder meget, at de vil byde ind, når de har opgaver, vi kan være med på.
Nu inden for de sidste to uger er der så opstået stor tumult, fordi Tolkecenter DK har givet en konkursbegæring, og den er nu bevilliget. Så der er ellers småpanik hos de nu-fyrede tolke hos det firma for at finde et nyt arbejde. Og yderligere skal os nyuddannede på min årgang til februar finde arbejde. Jeg tror ikke, det bliver specielt sjovt.
Men nu er jeg så blevet kontaktet af en journalist fra firmaet, der laver døveudsendelserne - det lyder lidt, som om hun har et andet fokus end det, jeg fik indtryk af fra dem på færgen. Hun ønsker at skrive et indlæg om, hvordan os eksamenspraktikanter klarer os, nu hvor vi ikke allesammen har en fuld praktikplads. Hun vil gerne have en praktikant, som har fået en fuld plads, og en som skal stykke deres praktik sammen, ligesom jeg gør. Så det bliver spændende at se, hvad det fører med sig. Det er ikke hensigten, at vi skal forsvare os selv eller noget - det er mere bare for at skabe en profil for, hvordan vi håndterer situationen.
Men selve arbejdsdagen gik rigtig godt. Jeg var en af dem, som tolkede Viktor Axelsens sejr mod briten Rajiv Ouseph, så det var en spændende dag! Jeg var ret imponeret over, hvor dygtig Axelsen var. Hele dagen bestod bare af badminton, så det var en stille og rolig dag. Jeg glemte helt at gå på biblioteket i en af mine pauser, men det kan jeg evt. udforske i morgen. Jeg bør nok strejfe rundt lidt mere, når jeg nu har adgang til DR.
Så havde jeg min første ubehagelige oplevelse i København på vejen hjem fra arbejde. Jeg nåede helt hen til bygningen, hvor jeg bor, og ind i opgangen. Jeg vil understrege, at der absolut ikke skete mig noget - jeg blev bare lidt rystet. Der stod en ung mand på trapperne i opgangen, som så en anelse påvirket ud, og idet jeg passerer ham, spørger han mig pludselig: "Kan man godt se, at jeg snart skal giftes?"
Jeg svarer: "Jaeh..du ser da lidt nervøs ud.."
Ham: "Nåh, gør jeg det?...giv mig lige et kys!" og så læner han sig ind mod mig.
Jeg gik lidt i panik, for der var ikke så meget plads, men jeg nåede lige at dukke under ham og udbrød: "Nej tak!"
Så blev han ved med at snakke til mig om hans nærtforestående bryllup og prøver at få mig i snak, mens han går lidt efter mig, og jeg langsomt går opad trin for trin.. Jeg sagde, at jeg var træt og skulle i seng, og så spurgte han, om han ikke skulle følge mig op til lejligheden. Det var ret ubehageligt, og jeg svarede bare: "Nej tak, jeg kan godt finde derop selv.."
Han blev ved med at spørge, om han ikke måtte følge med op i lejligheden og hænge ud med mig, men så går jeg bare op af trapperne og ignorerer hans kalden, fordi jeg var kommet langt nok væk fra ham til at stikke af, hvis det blev nødvendigt. Mit hjerte sad helt oppe i halsen, indtil jeg kom inden for døren og fik låst efter mig. Puha, det var godt nok en træls oplevelse. Intet skete, men ad..
Men jeg vil slutte aftenen på en Nanna-har-igen-trådt-i-spinaten manér!! De fleste skriveborde, som vi har til rådighed på arbejde, har en trådløs mus, som kræver, at der er en lille bitte USB pen i computeren, for at den fungerer. Da jeg og Mads gjorde klar til at gå hjem, så jeg, at han hev et lille bitte USB ud af computeren, og så begyndte jeg at "skælde ham ud" (vi har en lettere sarkastisk omgangstone med hinanden), fordi at han skulle lade den sidde, så den næste skrivetolk også kunne bruge musen.
Mig: Mads, du må altså ikke tage den ud! HVAD LAVER DU! Sæt den tilbage!
Mads: Nej jeg vil ej! Hvorfor skal jeg det?
Mig: Jamen, den hører til musen! Hvis den ikke sidder i computeren, fungerer musen ikke! Sæt den så tilbage!
Mads: Nej!
Mig: Jo! Hallo, musen fungerer ikke, hvis den ikke sidder i! Så kan den næste tolk ikke bruge den! Sæt den så tilbage! Hører den ikke til musen?
Mads: Nej det tror jeg ikke..
Mig: Hvorfor tror du ikke det?
Så samler han musen op.
Mads: Fordi den har en ledning i!
(Ovenstående nævnte artikel har her en masse information fra CFDs side: http://loud.land/2016/05/cfd-tolkebooking-bekymret-erfarne-tolkes-jobsikkerhed-i-fare/)
tirsdag den 16. august 2016
Femte dag som skrivetolk i DR Byen, 13. august
I nat var min sidste nattevagt - jeg har endnu et par aftenvagter, men de slutter cirka kl. 01, hvis jeg husker rigtigt. Men denne vagt gik sjovt nok heller ikke helt som planlagt. Jeg fik en sms fra vores koordinator om, at en badmintonkamp med Line Kjærsfeldt ville trække ud godt en halv time før, jeg og Mads skulle møde (denne gang havde vi fået en 5-timers vagt uden tredjemand, fordi vi kun skulle skrivetolke atletik, så det fik vi for os selv), så vi blev spurgt, om vi ville komme på arbejde en halv time før for at tage den kamp med. Men udover det passede planen! Det eneste, der ikke passede, var rækkefølgen i disciplinerne i atletik, men selve tidsrammen passede. Det var ret imponerende! Det var noget af en oplevelse at tolke, for der er mange navne at holde styr på. F.eks. 10.000 meter løbet havde 34 løbere på én gang, og vi skulle være klar med dem alle, hvis de blev nævnt. Selvfølgelig kan man nøjes med at skrive løbernes land, hvis man ikke har overskud, eller hvis man ikke kan huske, hvem der blev nævnt, og den strategi bliver også flittigt brugt. Men vi har simpelthen udprintede lister med navnene på alle atleterne foran os, og hvis der er tre discipliner i gang simultant, som kameraet skifter imellem, skal vi pludselig have navnene på alle atleterne fra alle igangværende discipliner, og det bliver mange papirer at holde styr på foran sig. Det handler om at have et suverænt overblik, og det er bestemt noget, jeg bliver trænet i!
Men i dag handlede faktisk ikke kun om arbejde. Jeg tog ned på Nørrebro, hvor der var Street Food Festival over weekenden. Her var der boder og små vogne, hvor folk lavede mad fra forskellige nationer og kulturer. Mads og jeg mødtes kl. 19, så vi havde tid til at snuse lidt rundt og spise. Der var riiiigtig mange mennesker! Der var alle aldersgrupper, og i samme område var der også Strøm Festival, som er en begivenhed, der fejrer elektronisk musik. Jeg er ikke helt klar over, om der er en scene et sted, eller om der bare er sat forskellige stationer op rundt omkring, der spiller musikken - jeg så på Dronning Louises Bro (som er den bro, der går over Peblinge Sø og Sortedamssøen, der går gennem København, og hvor madboderne var langs bredderne), at der var en musikstation med kæmpe højtalere, en DJ og hans mikser, og her spillede han en masse elektronisk musik. Det er noget værre bras efter min mening. Men vi gik først rundt langs bredderne og kiggede på alle boderne og deres udvalg, hvorefter vi begge fik et stort pitabrød med oksefilet og en masse lækre grøntsager. Vi fandt en bænk og satte os med udsigt over søen og de ældre bygninger på den anden side. Solnedgangen var en kæmpe oplevelse! Der var lidt støvregn af og til, og solen gik ned bag os, så vi kunne se højre side af en regnbue, et par mørke skyer i baggrunden, og så ellers den smukke orangerøde og blå himmel - men idet at solen gik ned bag os, ramte den de gamle bygninger på den anden side af bredden, og de fik en helt gylden farve! Det var noget af det smukkeste, jeg har set. Tænk sig, at man kan se sådan noget i Københavns centrum. Vi sad bare og slappede af det meste af tiden og drømte om en kop kaffe, mens vi kiggede rundt.
Det blev så tid til at gå på arbejde, og vi tog afsted i god tiden, fordi vi vidste, at vi skulle have styr på en masse atleter til nattens opgave.
Jeg havde endnu et sprogligt uheld i nattens søvnighed.
Jeg fortalte Mads, at jeg opdaterer ofte med blog-æg, så min familie kan følge med i, hvad jeg oplever. Hvordan blogindlæg kan blive til blogæg ved jeg ikke.
Men i dag handlede faktisk ikke kun om arbejde. Jeg tog ned på Nørrebro, hvor der var Street Food Festival over weekenden. Her var der boder og små vogne, hvor folk lavede mad fra forskellige nationer og kulturer. Mads og jeg mødtes kl. 19, så vi havde tid til at snuse lidt rundt og spise. Der var riiiigtig mange mennesker! Der var alle aldersgrupper, og i samme område var der også Strøm Festival, som er en begivenhed, der fejrer elektronisk musik. Jeg er ikke helt klar over, om der er en scene et sted, eller om der bare er sat forskellige stationer op rundt omkring, der spiller musikken - jeg så på Dronning Louises Bro (som er den bro, der går over Peblinge Sø og Sortedamssøen, der går gennem København, og hvor madboderne var langs bredderne), at der var en musikstation med kæmpe højtalere, en DJ og hans mikser, og her spillede han en masse elektronisk musik. Det er noget værre bras efter min mening. Men vi gik først rundt langs bredderne og kiggede på alle boderne og deres udvalg, hvorefter vi begge fik et stort pitabrød med oksefilet og en masse lækre grøntsager. Vi fandt en bænk og satte os med udsigt over søen og de ældre bygninger på den anden side. Solnedgangen var en kæmpe oplevelse! Der var lidt støvregn af og til, og solen gik ned bag os, så vi kunne se højre side af en regnbue, et par mørke skyer i baggrunden, og så ellers den smukke orangerøde og blå himmel - men idet at solen gik ned bag os, ramte den de gamle bygninger på den anden side af bredden, og de fik en helt gylden farve! Det var noget af det smukkeste, jeg har set. Tænk sig, at man kan se sådan noget i Københavns centrum. Vi sad bare og slappede af det meste af tiden og drømte om en kop kaffe, mens vi kiggede rundt.
Det blev så tid til at gå på arbejde, og vi tog afsted i god tiden, fordi vi vidste, at vi skulle have styr på en masse atleter til nattens opgave.
Jeg havde endnu et sprogligt uheld i nattens søvnighed.
Jeg fortalte Mads, at jeg opdaterer ofte med blog-æg, så min familie kan følge med i, hvad jeg oplever. Hvordan blogindlæg kan blive til blogæg ved jeg ikke.
fredag den 12. august 2016
Fjerde dag som skrivetolk i DR Byen, 12. august
Der skete ikke så meget nyt i løbet af denne vagt. Jeg trives stadig med arbejdet, og tiden går lynhurtigt, når man sidder bag tastaturet - hver gang jeg kigger på klokken, er der gået et kvarter.
Jeg bliver markant bedre og bedre fra dag til dag, både i hastighed, analyse af budskaberne og i hukommelsen.
Programmet passede som altid ikke, så vi måtte bare tage det som det kom. Det er ikke noget nyt! Jeg skulle arbejde med Mads igen og en ældre herre, som jeg fik et rigtig godt samarbejde med. Han var villig til at tage programmet Lige ved og næsten, som bliver vist på DR3, og det er bare stadig den eneste udsendelse, som jeg er ved at knække nakken på, fordi emnerne skifter så hurtigt, og fordi værterne snakker så hurtigt, og det er samtidig svært at tolke, fordi stemningen og jargonen er helt anderledes end alt det andet, jeg skal tolke...jeg kan godt tage dem, men hvis en anden er villig, foretrækker jeg at undgå dem.
Jeg har haft en bragende hovedpine i dag. Det har været det eneste humpel på vejen. Men min vagt har kun været 6 timer denne nat, så det har heldigvis været til at overkomme. I morgen skal jeg kun arbejde i 5 timer, som er min suverænt korteste vagt - og det er min sidste nattevagt. Det bliver helt underligt at skulle vende døgnrytmen igen. Jeg har et par aftenvagter og en eftermiddagsvagt udover det..jeg tror det bliver mærkeligt at være her, når der også er de faste arbejdere i DR Byen. Her i løbet af nattevagterne er os skrivetolke næsten de eneste til stede, udover personerne i foyeren og de folk, der styrer programmet og sørger for, at det kører. Det er ret tomt og stille, men det er en ret speciel oplevelse.
Jeg ved ikke, om jeg har skrevet det før, men jeg ser faktisk ikke frem til at være færdig herude. Jeg kan virkelig godt lide det, og jeg er ikke vild med tanken om at opholde mig i den anden ende af landet, men jeg kunne rigtig godt forestille mig at arbejde herude/et sted som dette på fuldtid. Måske ikke permanent, men måske et par år...men man ved jo aldrig, hvad der sker. Jeg er blevet rigtig glad for det, og mit første lille snus i den voksne verden er absolut positiv.
Jeg bliver markant bedre og bedre fra dag til dag, både i hastighed, analyse af budskaberne og i hukommelsen.
Programmet passede som altid ikke, så vi måtte bare tage det som det kom. Det er ikke noget nyt! Jeg skulle arbejde med Mads igen og en ældre herre, som jeg fik et rigtig godt samarbejde med. Han var villig til at tage programmet Lige ved og næsten, som bliver vist på DR3, og det er bare stadig den eneste udsendelse, som jeg er ved at knække nakken på, fordi emnerne skifter så hurtigt, og fordi værterne snakker så hurtigt, og det er samtidig svært at tolke, fordi stemningen og jargonen er helt anderledes end alt det andet, jeg skal tolke...jeg kan godt tage dem, men hvis en anden er villig, foretrækker jeg at undgå dem.
Jeg har haft en bragende hovedpine i dag. Det har været det eneste humpel på vejen. Men min vagt har kun været 6 timer denne nat, så det har heldigvis været til at overkomme. I morgen skal jeg kun arbejde i 5 timer, som er min suverænt korteste vagt - og det er min sidste nattevagt. Det bliver helt underligt at skulle vende døgnrytmen igen. Jeg har et par aftenvagter og en eftermiddagsvagt udover det..jeg tror det bliver mærkeligt at være her, når der også er de faste arbejdere i DR Byen. Her i løbet af nattevagterne er os skrivetolke næsten de eneste til stede, udover personerne i foyeren og de folk, der styrer programmet og sørger for, at det kører. Det er ret tomt og stille, men det er en ret speciel oplevelse.
Jeg ved ikke, om jeg har skrevet det før, men jeg ser faktisk ikke frem til at være færdig herude. Jeg kan virkelig godt lide det, og jeg er ikke vild med tanken om at opholde mig i den anden ende af landet, men jeg kunne rigtig godt forestille mig at arbejde herude/et sted som dette på fuldtid. Måske ikke permanent, men måske et par år...men man ved jo aldrig, hvad der sker. Jeg er blevet rigtig glad for det, og mit første lille snus i den voksne verden er absolut positiv.
torsdag den 11. august 2016
Tredje dag som skrivetolk i DR Byen, 11. august
Jeg kan godt mærke, at dagsøvn ikke er min normale kop te.
Det er også en lille smule en kamp med mig selv, da jeg f.eks. i dag sov fra kl. 7.30, og så kiggede jeg på klokken ved 16 tiden, og selvom jeg i min normale søvnrytme ville have ligget længe og puttet, kunne jeg ikke få mig selv til det, fordi der var dagslys udenfor, og fordi jeg har en smule tvangstanker banket ind af min kære moder om, at man skal udnytte dagen (elsker dig mor). Men jeg var også lidt træt af at ligge. Jeg vågnede alligevel med jævne mellemrum.
Jeg mødte op kl. 22.45 og var fint klar på halvanden times indledende forberedelse (som er den normale arbejdsmåde her for skrivetolke), men så trak den igangværende badmintonturnering ud, og det igangværende hold skrivetolke skulle have fri kl. 23. Min gruppe skulle først starte 00.25 ifølge skemaet, fordi der ikke skulle sendes noget på DR1 mellem kl. 23 og 00.25...men den anden gruppe ville altså gerne have fri, så vi skulle i hast have skrevet de vigtigste navne ind i autokorrektur, og så måtte vi ellers bare tage det, som det kom og få det bedste ud af det. Heldigvis er badminton ikke den mest krævende sport at tolke, så det gik udmærket. Det skød dog vores turnusordning lidt skævt, altså den rækkefølge, vi skulle tolke i og i hvilke tider.
Men jeg skrivetolkede min halve time, og Mads (som er på mit hold denne vagt) skrivetolkede sin, men fem minutter inde i vores tredjemands omgang sluttede den sidste badmintonkamp for den turnering, og så besluttede DR1 at sende en film. Så vi fik en spontan pause uden at vide, hvad vi skulle dernæst og hvornår.
Pludselig begynder de på badminton igen, på cirka det tidspunkt, som vores egentlige planlagte tolkning skulle begynde. Det gik ganske udmærket.
Det har ikke været svært at forholde sig professionelt til arbejdet. Når man sidder ved skrivebordet og laver undertekster, synker man ind i en objektiv boble, hvor man bare strækker ørerne for at høre så meget som muligt. Så kom jeg ud for noget, da jeg kl. halv to skulle tolke badminton mellem to asiatere (hvor den ene bor i Australien). En af spillerne hedder Buranaprasertsuk, og så begynder kommentatorerne at grine af det - den ene fortæller så en lille historie om hans kammerat, hvis kone hedder præcis det samme, og kammeraten kunne ikke udtale det, så han kalder hende bare for Tip.
Da kampen gik i gang, fik jeg Mads til at tage over bare i den tid, det tager, at skrive deres navne ind i autokorrektur. Idet jeg overtager igen, fortælles den historie om Tip...og mens jeg skriver, udbryder jeg helt forarget "EJ!", og så begynder Mads at grine, og så begynder jeg at grine. Hele situationen - at jeg havde lavet hele den skrivepartner-overtager-mens-jeg-lynhurtigt-skriver-autokorrektur-og-så-er-jeg-totalt-klar-på-det-uhåndterlige-navn, og så kalder de hende bare for Tip - virkede bare så komisk for vores nattehjerner, så vi skreg helt ustyrligt af grin hen over skrivebordet, mens jeg febrilsk prøvede at skrive undertekster.
Resten af natten skred forholdsvist forudseligt frem. Svømning var de sidste 2-3 timers sport, og det er en af de mest forudselige sportsgrene tidsmæssigt.
Så alt i alt en temmelig typisk dag på arbejde. Jeg kan lidt fornemme et mønster, hehe. Det er uforudsigeligt, og vi skal være fleksible, men jeg er stadig lige begejstret for det. Mads sagde faktisk til mig i løbet af natten, at han tvivlede lidt på min entusiasme - han troede, at jeg overdrev, men han indrømmede at opleve samme begejstring. Så det er ikke kun mig. Det er et rigtig fedt arbejde!
I får lige en udveksling med mellem Mads og jeg på vej hen mod metroen, som viser, hvor meget vi trænger til fyraften:
Kontekst: snakker om rejsekort og hvor langt, der er hjem.
Mig: Det koster kun 20 minutter at komme hertil!
Det er også en lille smule en kamp med mig selv, da jeg f.eks. i dag sov fra kl. 7.30, og så kiggede jeg på klokken ved 16 tiden, og selvom jeg i min normale søvnrytme ville have ligget længe og puttet, kunne jeg ikke få mig selv til det, fordi der var dagslys udenfor, og fordi jeg har en smule tvangstanker banket ind af min kære moder om, at man skal udnytte dagen (elsker dig mor). Men jeg var også lidt træt af at ligge. Jeg vågnede alligevel med jævne mellemrum.
Jeg mødte op kl. 22.45 og var fint klar på halvanden times indledende forberedelse (som er den normale arbejdsmåde her for skrivetolke), men så trak den igangværende badmintonturnering ud, og det igangværende hold skrivetolke skulle have fri kl. 23. Min gruppe skulle først starte 00.25 ifølge skemaet, fordi der ikke skulle sendes noget på DR1 mellem kl. 23 og 00.25...men den anden gruppe ville altså gerne have fri, så vi skulle i hast have skrevet de vigtigste navne ind i autokorrektur, og så måtte vi ellers bare tage det, som det kom og få det bedste ud af det. Heldigvis er badminton ikke den mest krævende sport at tolke, så det gik udmærket. Det skød dog vores turnusordning lidt skævt, altså den rækkefølge, vi skulle tolke i og i hvilke tider.
Men jeg skrivetolkede min halve time, og Mads (som er på mit hold denne vagt) skrivetolkede sin, men fem minutter inde i vores tredjemands omgang sluttede den sidste badmintonkamp for den turnering, og så besluttede DR1 at sende en film. Så vi fik en spontan pause uden at vide, hvad vi skulle dernæst og hvornår.
Pludselig begynder de på badminton igen, på cirka det tidspunkt, som vores egentlige planlagte tolkning skulle begynde. Det gik ganske udmærket.
Det har ikke været svært at forholde sig professionelt til arbejdet. Når man sidder ved skrivebordet og laver undertekster, synker man ind i en objektiv boble, hvor man bare strækker ørerne for at høre så meget som muligt. Så kom jeg ud for noget, da jeg kl. halv to skulle tolke badminton mellem to asiatere (hvor den ene bor i Australien). En af spillerne hedder Buranaprasertsuk, og så begynder kommentatorerne at grine af det - den ene fortæller så en lille historie om hans kammerat, hvis kone hedder præcis det samme, og kammeraten kunne ikke udtale det, så han kalder hende bare for Tip.
Da kampen gik i gang, fik jeg Mads til at tage over bare i den tid, det tager, at skrive deres navne ind i autokorrektur. Idet jeg overtager igen, fortælles den historie om Tip...og mens jeg skriver, udbryder jeg helt forarget "EJ!", og så begynder Mads at grine, og så begynder jeg at grine. Hele situationen - at jeg havde lavet hele den skrivepartner-overtager-mens-jeg-lynhurtigt-skriver-autokorrektur-og-så-er-jeg-totalt-klar-på-det-uhåndterlige-navn, og så kalder de hende bare for Tip - virkede bare så komisk for vores nattehjerner, så vi skreg helt ustyrligt af grin hen over skrivebordet, mens jeg febrilsk prøvede at skrive undertekster.
Resten af natten skred forholdsvist forudseligt frem. Svømning var de sidste 2-3 timers sport, og det er en af de mest forudselige sportsgrene tidsmæssigt.
Så alt i alt en temmelig typisk dag på arbejde. Jeg kan lidt fornemme et mønster, hehe. Det er uforudsigeligt, og vi skal være fleksible, men jeg er stadig lige begejstret for det. Mads sagde faktisk til mig i løbet af natten, at han tvivlede lidt på min entusiasme - han troede, at jeg overdrev, men han indrømmede at opleve samme begejstring. Så det er ikke kun mig. Det er et rigtig fedt arbejde!
I får lige en udveksling med mellem Mads og jeg på vej hen mod metroen, som viser, hvor meget vi trænger til fyraften:
Kontekst: snakker om rejsekort og hvor langt, der er hjem.
Mig: Det koster kun 20 minutter at komme hertil!
onsdag den 10. august 2016
Anden dag som skrivetolk i DR Byen, 10. august
Hej med jer,
Jeg håber, at I synes, det er spændende at høre om, hvad jeg oplever herude.
Nu har jeg flere historier at fortælle fra min anden dag som skrivetolk!
I perioden her under OL bor jeg hos en veninde i Glostrup - hun er studerende på tegnsprogstolkeuddannelsen i København, og jeg mødte hende, da jeg for et par uger siden var frivillig på Landslejren for børn og unge med høretab. Hun var så sød at lade mig bo hos hende. De bor simpelthen i den fineste lejlighed! De har antikke møbler, nytteplanter i vindueskarmen og instrumenter på væggene (hvilket jeg synes er herligt, da hendes kæreste er hørehæmmet, men det er faktisk ham, der spiller! Der hører ikke fordomme til i denne verden!). Jeg sover inde i stuen, og det fungerer fint. De har dog ingen gardiner i vinduerne i stuen, så når det bliver lyst, tager jeg sovebriller på (og føler mig som en rigtig diva!). Det eneste problem, der er opstået i denne sammenhæng er, at jeg for det meste har natarbejde, hvilket har betydet, at jeg siden min vagt i søndags har skullet vænne mig til at sove så længe som muligt om dagen og gå så sent i seng som muligt - i sig selv er det intet problem, men jeg er to gange blevet vækket af folk, som ringer til mig ved 11-tiden, og generelt i løbet af dagen foregår der noget renovering, så det banker og brager udenfor... så det bliver spændende, hvordan min søvnrytme bliver over den næste uges tid.
Ja, igen i dag endte vi med at skrivetolke til helt andre discipliner, end programmet angav. Der stod originalt tennis og svømning på, men den igangværende fægtekamp trak ud, og pludselig var tenniskampene helt aflyst, så vi fik at vide, at vi skulle tolke vægtløftning i stedet, når fægtekampene var færdige. Efter det skulle der komme en genudsendelse af noget udspring. Hverken vægtløftning eller udspring kom, men semifinalerne i svømning kom, som de skulle. Jeg var i dag i gruppe med en herre, som havde sin første dag, og han virkede lidt nervøs i starten. Da vi havde brugt al vores forberedelsestid på at læse op på tennis, skrive navne ind i autokorrektur og gøre os klar, gik han lidt i panik ved tanken om at skulle i gang med en helt anden sportsgren end forventet og forberedt (da fægtekampene fortsatte ind i vores sendetid), så jeg tilbød at tage første omgang.
Han havde nogle sjove fejl, lagde jeg mærke til. To gange lavede han en autokorrektur, som også er et almindeligt dansk ord - bl.a. "de" som blev autokorrigeret til De Deus (navnet på en svømmer). En almindelig sætning bliver meget hurtigt meget forvirrende og/eller sjov i sådan et tilfælde.
Rent kvalitetsmæssigt synes jeg, at det gik meget bedre i dag end i søndags! Det går ret hurtigt med at forbedre sig med et arbejde som dette. Jeg kan virkelig godt lide at tolke fægtning! Kommentatorerne har et godt taletempo, og det er overraskende interessant at se.
Svømning er stadig en elitedisciplin i forhold til skrivetolkning. Der kastes navne ind hele tiden, og jeg skal hele tiden sortere i dem, når jeg skriver. Jeg skal ikke blot prøve at få så mange med som muligt, men det er vigtigt hellere at få færre navne med men de rigtige navne med.
Jeg græmmede mig lidt over en stavefejl, jeg lavede sent på aftenen. En af de store svømmere, Lochte, kom jeg til at stave "Lockdan", fordi det var dét, jeg syntes, det lød som. Det blev dog rettet, så snart jeg så hans rigtige navn på listen på tv'et..men altså, det er lidt pinligt alligevel, uanset hvor mange eller få mennesker, der følger med i underteksterne.
Disse arbejdsdage går altså virkelig hurtigt! Jeg kan godt mærke tiden, idet jeg bliver træt i hovedet, men selve skrivetolkningen går lynhurtigt, og i pausen/forberedelsestiden går vi bare og hygger os og forbereder os stille og roligt. Jeg kan altså godt leve med, hvis mit fremtidige arbejde skal gå så hurtigt! Det er selvfølgelig tid, hvor man skal være 100% på og være i højeste gear, men det er også en del af det sjove. Man når ikke engang at blive træt af sit arbejde, før man er færdig. Det kan da ikke være andet end dejligt!
Mine fingerspidser begynder at blive ømme. Jeg kommer nok hjem med hård hud på.
Jeg håber, at I synes, det er spændende at høre om, hvad jeg oplever herude.
Nu har jeg flere historier at fortælle fra min anden dag som skrivetolk!
I perioden her under OL bor jeg hos en veninde i Glostrup - hun er studerende på tegnsprogstolkeuddannelsen i København, og jeg mødte hende, da jeg for et par uger siden var frivillig på Landslejren for børn og unge med høretab. Hun var så sød at lade mig bo hos hende. De bor simpelthen i den fineste lejlighed! De har antikke møbler, nytteplanter i vindueskarmen og instrumenter på væggene (hvilket jeg synes er herligt, da hendes kæreste er hørehæmmet, men det er faktisk ham, der spiller! Der hører ikke fordomme til i denne verden!). Jeg sover inde i stuen, og det fungerer fint. De har dog ingen gardiner i vinduerne i stuen, så når det bliver lyst, tager jeg sovebriller på (og føler mig som en rigtig diva!). Det eneste problem, der er opstået i denne sammenhæng er, at jeg for det meste har natarbejde, hvilket har betydet, at jeg siden min vagt i søndags har skullet vænne mig til at sove så længe som muligt om dagen og gå så sent i seng som muligt - i sig selv er det intet problem, men jeg er to gange blevet vækket af folk, som ringer til mig ved 11-tiden, og generelt i løbet af dagen foregår der noget renovering, så det banker og brager udenfor... så det bliver spændende, hvordan min søvnrytme bliver over den næste uges tid.
Ja, igen i dag endte vi med at skrivetolke til helt andre discipliner, end programmet angav. Der stod originalt tennis og svømning på, men den igangværende fægtekamp trak ud, og pludselig var tenniskampene helt aflyst, så vi fik at vide, at vi skulle tolke vægtløftning i stedet, når fægtekampene var færdige. Efter det skulle der komme en genudsendelse af noget udspring. Hverken vægtløftning eller udspring kom, men semifinalerne i svømning kom, som de skulle. Jeg var i dag i gruppe med en herre, som havde sin første dag, og han virkede lidt nervøs i starten. Da vi havde brugt al vores forberedelsestid på at læse op på tennis, skrive navne ind i autokorrektur og gøre os klar, gik han lidt i panik ved tanken om at skulle i gang med en helt anden sportsgren end forventet og forberedt (da fægtekampene fortsatte ind i vores sendetid), så jeg tilbød at tage første omgang.
Han havde nogle sjove fejl, lagde jeg mærke til. To gange lavede han en autokorrektur, som også er et almindeligt dansk ord - bl.a. "de" som blev autokorrigeret til De Deus (navnet på en svømmer). En almindelig sætning bliver meget hurtigt meget forvirrende og/eller sjov i sådan et tilfælde.
Rent kvalitetsmæssigt synes jeg, at det gik meget bedre i dag end i søndags! Det går ret hurtigt med at forbedre sig med et arbejde som dette. Jeg kan virkelig godt lide at tolke fægtning! Kommentatorerne har et godt taletempo, og det er overraskende interessant at se.
Svømning er stadig en elitedisciplin i forhold til skrivetolkning. Der kastes navne ind hele tiden, og jeg skal hele tiden sortere i dem, når jeg skriver. Jeg skal ikke blot prøve at få så mange med som muligt, men det er vigtigt hellere at få færre navne med men de rigtige navne med.
Jeg græmmede mig lidt over en stavefejl, jeg lavede sent på aftenen. En af de store svømmere, Lochte, kom jeg til at stave "Lockdan", fordi det var dét, jeg syntes, det lød som. Det blev dog rettet, så snart jeg så hans rigtige navn på listen på tv'et..men altså, det er lidt pinligt alligevel, uanset hvor mange eller få mennesker, der følger med i underteksterne.
Disse arbejdsdage går altså virkelig hurtigt! Jeg kan godt mærke tiden, idet jeg bliver træt i hovedet, men selve skrivetolkningen går lynhurtigt, og i pausen/forberedelsestiden går vi bare og hygger os og forbereder os stille og roligt. Jeg kan altså godt leve med, hvis mit fremtidige arbejde skal gå så hurtigt! Det er selvfølgelig tid, hvor man skal være 100% på og være i højeste gear, men det er også en del af det sjove. Man når ikke engang at blive træt af sit arbejde, før man er færdig. Det kan da ikke være andet end dejligt!
Mine fingerspidser begynder at blive ømme. Jeg kommer nok hjem med hård hud på.
Abonner på:
Opslag (Atom)