Kort resume af sidste dag, da det er længe siden. Følgende er det, jeg skrev originalt som udkast.
Efter så mange ponchaer og romsmagning i går, havde Mathias lidt tømmermænd, så vi havde en rolig formiddag på hotelværelset. Jeg tog lidt morgenmad med op til ham, og over middag gik vi ned i poolen. Ved ankomst på hotellet fik vi to billetter, som ville give os gratis håndklæder til poolen, hvorefter vi skulle betale for at leje dem, men fordi vi har haft så meget drøn på oplevelserne, har vi villet gemme pooltiden til de sidste par dage. Jeg har også dårligt nået at strikke! Jeg har haft pindene i hænderne to gange på en uge nu, og det har været allersidst på aftenen, mens vi har set lidt tv.
Vi fandt ud af vi havde gratis spa! Ved ankomst fik vi to billetter til poolhåndklæder, og de skulle hentes i “kælderen” af hotellet som var spaafdelingen. Da receptionisten registrerede vores værelsesnummer, sagde hun, at vi faktisk havde gratis adgang til spaen, som normalt koster 5 euro at komme ind til! Vi havde ellers tænkt at bruge udendørspoolen, som var til alle, men når vi bliver tilbudt gratis spa, er der da ingen tvivl om, hvor vi skulle tilbringe vores dag i stedet. Der var næsten menneskefrit, havde panoramavinduer ud til bjergene, byen og havet. Dampbad/tyrkisk bad, isfontæne, Four seasons shower med brusehoveder fra top til tå på de tre vægge, sauna, og i poolområdet var et stort bassin med mange funktioner som vandfald, en liggestol med boblebad langs midten, undervandssiddeplads også med boble, og en lækker jacuzzi. Der var stille musik i baggrunden. Vi følte os som konger og var helt ekstatiske over den uventede fornøjelse, der ventede os, og vi er meget glade for, at vi havde sat dagen af til det i stedet for at trave rundt i byen og så runde af i poolen, som vi egentlig havde snakket om. Vi kan også mærke at en afslapningsdag er tiltrængt efter så meget drøn på.
Halv fire smuttede vi hurtigt op til poolbaren og fik en toast hver, så vi kunne holde til et par timers luksus mere, solbadede kortvarigt ved den udendørs pool, inden vi gik ned til spaen igen.
Kl 18 gik vi op på værelset til et bad, inden vi gik i byen til sidste måltid. Vi gik først over i det mere vestlige Funchal, som vi ikke har set før, men restauranten i målsigtet var allerede fyldt op, så vi gik tilbage til samme gade, vi spiste ved for et par dage siden, og her var en restaurant, som ikke så ud af meget på forsiden, men gennem porten bredte sig den hyggeligste terassehave ud foran os til åben himmel med kravleplanter langs både siderne og tagplankerne og små søde borde. De kunne lige præcis klemme os ind efter et par, der lige var færdige, og vi så flere par efter os, der blev afvist. Vi skulle naturligvis have espatadas på vores sidste aften med den lokale øl coral, en salat og Gato Marcel og creme brulee til dessert, som er den bedste, jeg nogensinde har prøvet! Vi var hjemme 22.30, pakkede kufferter og gik i seng.
Vi stod op igen kl 7.15, smed tøj på og gik direkte ned og tjekkede ud, så vi havde mest mulig tid til morgenmad, inden vi skulle afsted. Receptionisten var rigtig sød og tjekkede busplanen til lufthavnen for os, da bussernes hjemmesider er lidt forvirrende og mest står på portugisisk, og heldigvis for det, for det var åbenbart en helligdag på Madeira, og det kunne jo fuldstændig have ændret tidsplanen. Den skulle gå 8.45, som var den mest komfortable tid, når vi skulle flyve 12.05 med en halv times køretid til lufthavnen, og stoppestedet var lige på den anden side af hotellet, så det var dejligt nemt. Vi gik ned til bussen i god tid, men 8.45 passerede, 10 min ekstra passerede, og 20 min passerede, og vi blev rigtig bekymrede, for den skulle kun køre en gang i timen. Lige som jeg overvejede at kontakte hotellet, kom bussen, og vi ankom til lufthavnen mere end 2 timer før afgang. Vi gik en lille runde på terminalen for at fordrive tiden, og da vi gik udenfor på en terrasse, hørte vi pludselig “Hold kæft hvor er der mange sjællændere her!”, og pudsigt nok var det de sønderjyder, vi mødte forleden på Madeira Rum House! Vi fik en rigtig god snak om vores respektive rejser, og hvor vi ellers har været/kan anbefale at tage hen og fremtidige ferieplaner. Her fik vi en masse gode tips til ture til bl.a Kroatien, Kreta og Spanien.
Flyet tog af rimeligt til tiden, og så kunne vi ellers slappe af de næste 4 timer og 40 min (så godt man ellers kan slappe af spærret inde med mange andre mennesker). Det var alt i alt en rigtig god tur!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar