Denne gang var det Mathias' tur til ikke at have sovet så godt. Han begyndte at blive lidt snottet igår, og vi mistænker, at det nok bare er for meget aircondition både i bilen og i løbet af natten. Vi hyggede os derfor bare på værelset til formiddag, og så gik vi ned i byen og tog svævebanen op til Montes tropiske have, som er berømt for dens natur. Inden afgang smurte vi os begge godt ind i solcreme for ikke at lide en solskoldet skæbne. Svævebanen op til Monte går fra havnen i Funchal, og det koster 18 euro retur. Man kan tage banen op, og så er Monte desuden også kendt for noget, der hedder toboggans, som er store, flettede kurve, som folk kan sidde i som en kælk, og så styrer to store mænd toboggaen ned til Funchal. Denne tur var dog ikke mulig i dag. Vi fik ikke at vide hvorfor, bare at der ved skranken til svævebanen var et skilt med et kryds over et billede af en toboggan. Montes tropiske have lå lige ved siden af svævebanen, og billetterne var smådyre, hvilket jeg ikke havde set på forhånd, men det virkede lidt som et must at komme derind af andre turister og besøgende. Det var også en meget smuk have, og vi kunne se skilte på alle planterne i den 70.000 m2 have, hvor de kom fra, og det var vidst hele verden. Vi så dog ikke noget fra Skandinavien eller Grønland, men ellers var alle kontinenter repræsenteret. Alle dage på ferien havde vi taget en ekstra trøje med, hvis det skulle blive koldt, og alle dage har det været unødvendig vægt, fordi der har været så varmt, så i dag lod vi dem blive på hotellet - og selvfølgelig var det også i dag, det var småkoldt, så vi kunne have haft glæde af et ekstra lag. Selvfølgelig var vi også halvvejs oppe af et bjerg, og der var overskyet, men da vi var helt oppe på Pico do Arieiro, var det stadig varmt, så vi regnede ikke med, at det skulle blive et problem. Mathias gik og pudsede næse hele dagen, så efter 2-3 timer vendte vi tilbage til Funchal.
Resten af dagen gik vi bare rundt i byen og hyggede os, og i anledning af at vi har afleveret bilen, ville vi smage poncha. Kl 16.30 fik vi første ponchas ved A Poncharia tæt ved kabelbanen. De mest populære ponchatyper står på barbordet, og når de skal skænkes, pisker de med en træpind (på den gammeldags måde man prøver at lave flammer med en træpind mod brænde uden tændstikker), så det bliver blandet rundt. Det kostede 3euro pr glas, og vi prøvede varianterne pescador og maracuja. Den originale poncha er en blanding af appelsin- og citronsaft, honning og sukkerrørsrom. Pescador, som betyder fisker, er kun med citronsaft, hvilket var Mathias' favorit, og maracuja betyder passionsfrugt, som de bruger til næsten af mad, dessert og drikkevarer. Derfra gik vi rundt og så de steder af byen mod øst, vi stadig ikke havde set, hvor vi fandt kirken Ingreja de Santiago Menor og kiggede ind. Herefter en lille sidegadecafé hvor vi fik sangria og en mega stærk poncha med limpets, fordi de er mega lækre. Vi begyndte at lede efter rigtig aftensmad, men det var lidt svært, når gader med mange restauranter har tjenere udenfor, der prøver at råbe os ind i stedet for at lade menuen tale for sig selv, og vi bryder os ikke om den krejlerkultur. Vi endte med at gå rundt i en stor cirkel tre gange, før vi fandt et lille sted Tartaruga med en sød tjener tæt på et torv med live musik. Her fik vi limpets igen, god lokal øl, espatadas og blæksprutte i en løg- og tomatsovs, som smagte rigtig godt.
 |
| Ingreja de Santiago Menor |
 |
| Vores blæksprutte og espatada |
Idet vi skulle prøve ponchas rundt i byen, havde jeg fundet særligt ét godt anmeldt sted ved navn Madeira Rum House med speciale i rom, hvilket jo også er i poncha, og heldigvis lå det lige for enden af den lille gade, vi spiste aftensmad, så der sluttede vi aftenen. I anledning af andensidste dag, vi er her, gav vi os selv frie tøjler, så vi startede med en romsmagning, der bestemt ikke skuffede. For 15 euro fik vi fire varianter fra fire forskellige destillerier. Den første var produceret i år i Santa Cruz, klar i farven da den ikke havde ligget på fad og havde 50% alkohol - de andre tre havde omkring 40% alkohol. Aromaen var sød og lækker, men smagen var lidt mere sprittet. Den anden havde lagret i 3 år, var produceret i Calheta og havde en sød kvalitet. Den tredje var en 3-årig tør rom produceret i den nordlige del af øen, som er kendt for at lave god, tør rom, og den sidste havde lagret i 9 år og produceret i Calheta. Jeg smagte kun lige for at smage, og der var tydelig forskel på den 9-årige og de andre, og Mathias hyggede sig med resten. Mens solen gik ned og nattelivet kom frem i den lille gade, nød vi den bedste, frisklavede poncha, vi hidtil havde fået. På Madeira Rum House havde de kun pescador-ponchaen, som var den kun med citronsaft, og den var perfekt afstemt mellem citron, honning og rom. Vi fik lidt flere, end vi burde, og vi prøvede også en særlig rom med sukkerrørshonning, som smagte mest som en intens, blød karamelrom, og den gled meget nemt ned. Vi var der næsten tre timer og så det skiftende klientel, mens mørket faldt på, og stemningen var helt enormt hyggelig. Ved bordet ved siden af vores sad der pludselig en gruppe sønderjyder, som vi faldt i snak med og delte oplevelser med, inden vi gik tilbage til hotellet ved midnatstid.
 |
| Romsmagning |
 |
| Funchals bedste pescador poncha |
Vi faldt lige på hovedet i seng og glædede os over, at vi stadig havde en dag i morgen!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar