De 25 vandfald

Vi har sovet enormt godt efter så begivenhedsrig en dag igår. Vi kom ned til lækker morgenmad kl 9, aftalte dagens program, gjorde os klar og satte afsted kl 11 mod den berømte vandretur med de 25 vandfald “Levada das 25 Fontes”. Rygsækken er fuld af vand, kiks, frugt og praktiske ting som førstehjælpskasse, regnponchoer og en ekstra trøje. Mathias er blevet rigtig god til at køre her, og jeg prøver at assistere med google maps og mere uddybene vejforklaringer - det giver ikke meget mening med vejnavne på GPSén, hvis der enten ikke er vejskilte, eller hvis de (som vi har set hernede) er farvet grønne med metalfarvet tekst.

Formiddagen startede overskyet, og oppe på bjergene kørte vi i tåge.

Parkeringspladsen var egentlig bare vejsiden og jordarealer ved siden af vejen og nem nok at finde, selvom bilen skulle arbejde sig helt op i højderne. Det var tydeligt markeret, hvilken vej man skulle gå - det var ned. Det gik ned og ned i en voldsom hældning, ned og ned, og så mere ned. 

Udsigten til levadaen. Man kan se vejen, vi skulle gå, herfra,

Smukt var det at se bjerge rejse sig omkring os, jo længere ned vi kom.

Nogle steder havde levadaen en lav mur.

Da det efter ca 2,5 km endelig gled ud i plant underlag, var der en lille café og toilet, Casa Rabacal……og derfra gik det bare NED! Da læggene begyndte at brokke sig og sitre, gik det endelig ligeud. Herfra fulgte vi levadaen langs stien, som varierede mellem at man kan gå to ved siden af hinanden, til man kun lige præcis kunne gå mellem levada-muren og rebet, som var sat op mod frit fald over klippekanten, stien flugtede med. Hvis der kom modgående, var enten vi eller de nødt til at sætte sig på levada-muren eller stå på den. Fra parkeringspladsen skulle der være 4,3 km ned til de 25 vandfald med meget stejl hældning langt det meste af vejen.

Der var reb sat op, hvis stien flugtede et frit fald.

Det var en utroligt smuk oplevelse, at gå langs levadaen med bjergene i baggrunden.

Nogle steder havde levadaen en høj mur.

Flere skilte var sat op ved afbræk i vejen eller sammenfletning, og de viste x antal km frem til de 25 vandfald, og måske var det fordi, jeg havde læst, vi skulle gå i en dal, men jeg havde hele tiden forestillet mig, at de 25 vandfald ville komme løbende, og at vi skulle følge levadaen for at se dem en efter en. Det viser sig så, at de 4,3 km vi har gået, gik ned til ét sted med de samlede 25 vandfald, som dannede en sø. 

Udsigten fra parkeringspladsen; i bunden ses en by med havet ud for sig. Der er altså langt ned.

Efter en lang og slidsom optur fra vandfaldene, kunne vi glade skifte vandrestøvlerne ud med sandaler og snakke om, hvor vi skulle spise aftensmad. Jeg fandt en hjemmeside af en privat person, som anbefalede de bedste restauranter rundt på øen, og særligt én restaurant, Santo Antonio, udmærkede sig på den lokale ret espetadas, som er grillet oksekød på laurbærspyd. De har i det hele taget kun retter unikke for øen, som de så har specialiseret sig i, og det er tydeligt på baggrund af anmeldelserne på nettet, at det skulle være et kanon godt sted. Til vores glæde lå den på vejen tilbage til Funchal, og da vi ankom kl 18.20 på Santo Antonio, var der rigtig god plads til os, og vi fik lov at sidde i hjørnet for os selv med udsigt over den nordlige del af Funchal og havet. Vi bestilte Bolo do Caco (brødet af sød kartoffel med hvidløgssmør), to oksekødsspyd på laurbærtræ med godt med hvidløg og salt og saften dryppende, en stor salat og milho frito, som er noget stegt majsblanding. Det smagte helt vanvittigt godt! Vi fik maden inden for 10 minutter, og betjeningen er nok det bedste, nogen af os har oplevet; jeg skulle blot kigge på tjeneren og smile, og så kom han direkte over, uanset hvad han ellers lavede, og da Mathias bad om at få et gennemstegt kødspyd, fik vi det leveret prompte og perfekt tilberedt. Han var snakkesalig og fortalte glad om området og restauranten. Det må være det bedste måltid indtil videre, og det bliver svært at toppe. Det var en perfekt afslutning på dagen.

Her på grillen blev alt tilberedt

Det ene spyd i al sin lækkerhed. De blev hængt fra en stander med to "arme" til hver side med plads til et spyd på hver.

Vi ankom lidt før 20 på hotellet og har siden fået et velfortjent bad. Udsigten over byen bliver nydt fra altanen, og snart hedder det sengetid. Jeg kan kun konkludere, at jeg får alt det ud af ferien, jeg ønskede mig og håbede på, og jeg kan forstå på Mathias, at han har det på samme måde.