Dragens hale

 Jeg har ikke sovet så godt og faldt sent i søvn sandsynligvis forskyldt af overstimulering af de mange gode oplevelser. Idag aftalte vi at tage den mere med ro. Vi satte kursen mod det allerøstligste punkt på øen med dertilhørende vandretur ude på “Dragens Hale”, vandreturen Vereda da Ponta de São Lourenco. Vi kørte 11.50 efter en god snak med personalet i receptionen om anbefalinger til resten af turen. Hvis vi blev færdige i god tid med vandreturen på halen, ville vi til Santana, hvor der bibevares de traditionelle madeiranske trekantede huse. 

Formiddagen var overskyet, men vi håbede, at vejret ville blive bedre ved ankomst - vi har hidtil oplevet, at formiddagen og aftenen blev overskyet og kedelig, men så snart vi vovede os ud, kom sol og himmel frem. Vi fulgte kysten østpå de meste af vejen, og vi kunne se, hvordan det eksotiske, grønne, frodige Madeira, vi har set hidtil, blev mere og mere goldt og ørken-agtig, efter vi passerede lufthavnen i øst. Da vi nåede parkeringspladsen og fik tilkæmpet os en plads blandt de andre eventyrlystne turister, fik vi glæden af følgende billede.

Jeg har naturligvis brugt mange timer både inden vores tur og inden hver af vores enkelte ture på at undersøge, hvad vi gerne ville, hvor vi skulle hen, hvor man parkerer, hvor de bedst anmeldte restauranter er osv osv, så vi ikke skulle kæmpe med upraktisk uforudsete ting, og den største overraskelse, jeg har fået indtil videre, var denne vandretur. De billeder, jeg har set af området, har godt nok været ovenfra, men jeg havde fået indtrykket af, at det var forholdsvist fladt... og det var bare alt andet end fladt. Vi skulle have haft en rolig, hyggelig vandretur uden for meget op og ned, men det er ved at gå op for os, at sådan noget fladt noget ikke findes på Madeira. Men nu var vi der jo, og så skulle det da udforskes. 

De første par meter gik nogenlunde ligeud.. herefter blev vores lår assasineret 

Farverne var meget intense i det røde, orange og sorte

Vi synes, udformningen på hullerne i klippen her var interessante

Stien var meget sikker med reb for sikkerhed

Turen var utroligt smuk på en anderledes måde, og det var hårdt for benene af utallige trapper og stejle stier, men det var hvert et skridt værd for at være der. Vi endte med at ende dagens eventyr her og ikke tage videre, var hjemme 16.45, og eftersom vi ikke have været ved poolen overhovedet, ville Mathias gerne først derned og få en dukkert og slappe af, inden vi skulle ud og spise. Vi endte med ret sen aftensmad på en restaurant nede i det hyggeligste område i Funchal, der var puttet ind bag de turistede gader. Her fik vi espatadas igen, fordi stedet havde et godt tilbud på en menu med alt inklusiv, og det var lækkert, men det kunne ikke sammenlignes med igår. 

I morgen står turen på vandreturen over dem alle; den mest berømte vandretur på Madeira mellem to bjergtoppe, Pico Arieiro til Pico Ruivo. Den har jeg glædet mig til!