Pico do Arieiro og Santana

Dagen begyndte lidt tidligere idag, så vi kunne køre kl 10.30 mod bjerget Pico do Arieiro. Alle anbefalinger går egentlig på, at man skal opleve bjergtoppen ved solopgang, fordi det skulle være en særlig oplevelse, men når det tager 40 min i bil derhen samt parkeringstid (hvis alle vil derhen samtidig, forestillede vi os, det nok ville tage lidt tid), så ville vi hellere prioritere søvnen og så nyde turen i vores eget tempo. Vejen derop, som de fleste andre steder på Madeira, var meget snoet og stejl, og flere steder blev vi faktisk næsten bekymrede for at vippe bagover med bilen. Vi oplevede også mod slutningen af køreturen, at der var fritgående får på vejen, så vi måtte passe lidt på. 

Pico do Arieiro bød på en café, souvenirshop og smukt udsyn, men efter lidt konferering blev vi enige om kun at gå den første lille km ud til udsigtspunktet “Ninho da Manta”, da vi må erkende, at vi har brugt for meget at vores energi de sidste par dage, og vi ville hellere nyde det første stræk og kunne noget resten af dagen end slide os helt ned og være færdige resten af ferien. Det har skuffet mig at måtte erkende ikke at være tiptop frisk, for det var netop denne tur, jeg havde set så meget frem til, men det dur bare heller ikke at ligge vandret resten af vores ferie. Så vi nød den første strækning og lovede hinanden, at hvis vi nogensinde kommer tilbage til Madeira, skal vi gå hele vejen til Pico do Ruivo.

Starten på vandreturen mellem Pico do Arieiro og Pico do Ruivo.

Her ses Pico do Arieiro fra Ninho da Manta

Ved det første udsigtspunkt Ninho da Manta

Hvis vi skulle fortsætte, skulle vi gå på bjergryggen her i al sin stejle pragt

Her var direkte nedgang fra begge sider af en flere meter lang trappe, og man skal ikke se ned, hvis man er højdeskræk!

Mathias besluttede, at vi resten af dagen skulle til Santana og se de tradtionelle huse, og på vejen hjem skulle vi se Kristus statuen Cristo Rei i Canico. På vejen fulgte jeg med på kortet og fandt små smukke afstikkere, hvor vi kunne få nogle fantastiske billeder - bl.a Miradouro Ribeiro Frio og Miradouro de Nossa Senhora dos Bons Caminhos, to udkigspunkter tæt på Santana.

Miradouro Ribeiro Frio

Miradouro de Nossa Senhora dos Bons Caminhos

Vi ankom ved 14 tiden i Santana og fandt parkering på en sidevej, hvor vi kunne gå op til de traditionelle huse. På vejen kunne vi se, at der var enkelte af husene spredt rundt i byen, og der boede faktisk nogen i dem (fandt jeg ud af, da husfar gik forbi og vinkede, da jeg tog et billede), men de mest velholdte er samlet og bruges også til handel, da der sidder nogen indeni og sælger poncha, postkort, souvenirs, is og andre småting, men der var også et traditionelt væveri inden i et af husene, som solgte færdigvævet stof, og et hus med en stor, smuk blomsterhave foran, som solgte blomster, planter og frø. De traditionelle huse daterer tilbage til Madeiras opdagelse, var lavet af strå og træ, som både var billigt men også afhjalp de varme temperaturer. Tagenes trekantede form var naturligvis for at lede regnen væk, så huset forblev tørt, og indeni fandtes kun opbevaringsrum på loftet til fødevarer, og køkken og soveværelse i stueetagen. De var højst dobbelt så høje som mig og mellem 10 og 20 kvadratmeter.

Huset med blomsterforretningen

Husene var omkranset af brolagte stier og smukke haver

Vi købte en hjemmelavet, madeiransk is hver, en med acai og banan og en med citron, ingefær og basilikum. Særligt den sidste var frisk, og den med acai smagte mest af banan. På den anden side af vejen var et marked med frugt og planter, men det var ikke så spændende andet end for et blomsterophæng fra lygtepælene ind mod en stang i midten, som så rigtig fint ud. Jeg har læst mig til, at markedet kun er rigtigt levende i weekenderne.

Ved 15 tiden kørte vi mod Cristo Rei-statuen i Canico. Statuen var med ryggen til øen, så vi skulle gå rundt om og ned ad en stejl trappe, for at se den forfra.

Til aftensmad ville vi udnytte sidste aften med bilen og kørte til restauranten Abrigo do Pastor i Camacha nord for Funchal, som havde rigtig gode anmeldelser. Den lå halvvejs oppe af et bjerg, og på det tidspunkt begyndte tågen at sætte ind. Vi bestilte en pebersteak med salat og pommes og kaningryde. For første gang valgte vi også dessert; traditionel karamelbudding og noget som minder om fragilite iskage. Buddingen var slet ikke, som jeg havde forestillet mig - det var faktisk mest som en kold æggestand med tynd karamelsauce på, og selvom jeg ikke nød den som håbet, kunne jeg da krydse det af listen.

Det begyndte at tåge udenfor restauranten

Min kaningryde samt salat og kartofler

Efter måltidet var vi enige om, at vi var godt trætte efter en masse gode oplevelser, så vi tog bare tilbage til hotellet, hyggede os, drak et glas rosé og så noget fjernsyn.