Dette udlæg har jeg skrevet, da det skete, men jeg ventede med at udgive dem, fordi jeg ikke ville risikere, at noget familie på begge sider fandt ud af det gennem her. Nu udgiver jeg det godt et halvt år efter, da det er nok på afstand for os begge.
Mit forløb er ikke overstået endnu, men jeg har lige været igennem den mest "alvorlige" del af det.
I fredags den 28.juni kl 12.40 havde jeg en lynhurtig konsultation efter henvendelse fra egen læge. Jeg skulle møde ved 537 Gynækologisk Ambulatorie og havde en tid med Annika og hendes kollega, som jeg ikke fangede navnet på.
Efter konklusion om en molagraviditet sørgede Annika for, at jeg fik en tid til udskrab allerede mandagen efter, igår den 1.juli kl 10 (reelt tættere på kl 14), og jeg blev sendt videre til anæstesilæge og blodprøver.
Jeg kan kun indrømme, at det var en chokerende nyhed for mig, og mens jeg sad og bearbejdede det, var der ingen ende på deres tålmodighed og venlighed, og de forklarede alt på en forståelig måde (også da de var nødt til at gentage et par ting). Anæstesilægen var også helt kanon og nede på jorden, og det var lige det, jeg havde brug for, for selv at komme ned på jorden. Til sidst sluttede jeg af ved den sødeste kvindelige blodprøvetager, som sluttede min dag af med at give mig et kram, og det var bare rigtig rart og beroligende.
I går til udskrabningen på 414/438 var jeg ret presset, men jeg følte igen, at jeg blev taget rigtig godt hånd om - og i særdeleshed mit operationshold med bl.a anæstesisygeplejerske Rikke og to kvindelige sygeplejersker/læger og den mandlige anæstesilæge (ikke samme som i fredags). De gjorde alt, de kunne for at gøre mig godt tilpas og tryg. Jeg husker især, at jeg måtte holde en i hånden fra jeg lagde mig op på briksen, til jeg faldt i søvn, og at Rikke aede mig i panden og tindingerne. Det var SÅ rart og beroligende. Og så var det bare utroligt rart og værdigt, at jeg ikke skulle bringe mig i stilling, men at jeg både faldt i søvn og vågnede udstrakt liggende. Det er sådan nogle detaljer, der virkelig betyder noget, når det for mig føles som så grænseoverskridende et indgreb.
Jeg synes, at hele forløbet indtil videre har været helt fantastisk. Jeg har simpelthen følt mig så hørt, set og behandlet med absolut værdighed og tryghed. Alle har været enormt søde og tålmodige (uden at virke pylrede for det har man heller ikke brug for), og jeg føler mig vejledt og taget hånd om hele vejen igennem.
Jeg ved godt, jeg har været igennem et forholdsvist simpelt og "normalt" indgreb, men jeg har været maks presset mentalt, og så betyder alle deres indsatser så uendeligt meget.
Nu hvor det er overstået, fik vi at vide, at jeg skulle have en blodprøve ugentligt for at måle hcg, indtil niveauet er umåleligt. Efter to umålelige blodprøver i træk skulle jeg over til at tage blodprøver en gang månedligt fire gange, hvorefter vi så ville blive afsluttet. Jeg skulle ringe ind til afsnittet på Hvidovre, når svaret kom, så de kunne bestille en ny blodprøve til mig og sørge for, at alt var i orden.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar