En ambivalent tid

Dette og de næste par udlæg har jeg skrevet, da det skete, men jeg ventede med at udgive dem, fordi jeg ikke ville risikere, at noget familie på begge sider fandt ud af det gennem her. Nu udgiver jeg det godt et halvt år efter, da det er nok på afstand for os begge.

 26.juni

Der er måske sket lidt for meget den seneste tid. Sidste gang jeg skrev, var Mini 5+0. I dag ved vi dårligt, om Mini lever. I torsdags var vi til tryghedsscanning, hvor jordemoderen ikke kunne finde noget i gestationssækken, hvor Mini skulle ligge, men hun kunne ikke se noget derinde. Den havde ikke den rigtige form, men tværtimod var den ujævne bønneform tegn på, at der klart var hcg-hormoner i min krop, men at livet derinde sandsynligvis var gået til. Det var en lidt træls weekend, hvor både jeg og Mathias lige skulle bearbejde nyheden, og jeg kunne klart mærke, at jeg var ved at gennemgå en sorgproces, hvilket undrer mig lidt, for jeg har ikke haft så stærke følelser om graviditeten eller en frygt for at miste den. Jeg har langsomt omstillet mig til, at det nok ville ende med en abort, men jordemoderen anbefalede, at jeg fik en blodprøve to dage fra hinanden for at se, om hcg niveauet steg eller faldt. Hun mente bare, at der var størst sandsynlighed for, at der ikke var noget inde i gestationssækken. Der er en lille sandsynlighed for, at vi bare er blevet scannet for tidligt, men hun lænede mest mod det andet udfald. 

Jeg ringede dagen efter og fik en tid ved lægen til i dag. Det var lidt en kamp, for lægehuset har sidste uge inden sommerferien, og der var ikke flere tider tilbage. De fik dog klemt mig ind, fordi det var så vigtigt, og jeg havde i forvejen en tid fredag morgen, som jo ville passe perfekt med de to anbefalede blodprøver. 

I mellemtiden fik vi en god kontakt til vores lokale EDC ejendomsmægler, som allerede inden for en uge af første telefonopkald havde arrangeret fotograf, billedredigering og boligopslag, og i dag præcis en uge efter første kontakt, ligger vores lejlighed ude på nettet. Mathias er primær kontakt, og vores mægler Michael har allerede ringet til ham og fortalt, at der er en henvendelse, som er på vej i banken. Så må vi se, om Michael kan gøre noget, eller om vi møder samme problem, som hele vores måned med selvsalg, hvor alle bankerne har afvist lejligheden grundet andelens økonomi. Vi krydser rigtig mange fingre!

I dag var jeg så ved lægen til første snak. Jeg vidste ikke helt på forhånd, hvad jeg kunne forvente af konsultationen, og det var også en for mig ukendt læge, der tog imod mig. Det kan være, han var afløser op til sommerferien. Han var egentlig rar nok, og han ville henvise mig til en gynækolog på hospitalet, som ville indkalde mig til en ny scanning. Da jeg dog fortalte om jordemoderens anbefaling om to blodprøver, stillede han sig helt uforstående over det og kunne ikke se, hvad de skulle bruges til. Jeg insisterede på, at det ville være en sikkerhed at kunne holde resultaterne op sammen med scanningen for at være sikker, og jeg kunne ikke forstå hans modstand mod det, når det var blevet anbefalet af en anden sundhedsfaglig person. Han gav sig til sidst og stikkede mig i total stilhed, og efter han var færdig, sagde han så nærmest trodsigt, at så måtte jeg jo finde ud af, hvordan jeg skulle få resultaterne, når de gik på ferie på fredag. Jeg gik derfra ret rystet og chokeret over, at jeg skulle forsvare et ønske om sikkerhed, som ville tage så lidt tid og ressourcer fra ham. Det er heller ikke rart, hvis der er noget ikke levende inden i mig. Alt i alt var det en rigtig dårlig oplevelse, og dem har jeg heldigvis ikke mange af, og så håber jeg, at jeg aldrig ser ham igen. Sandsynligheden er nok heller ikke så stor, når vi håber på snart at flytte i hus et godt stykke væk. 

Nu må vi se i hvert fald. Jeg skal til læge igen på fredag og håber på en ny blodprøve, og så bliver jeg indkaldt til scanning snarest på hospitalet. Vi krydser fingre. 

For at slutte positivt af så overraskede Mathias mig på vores årsdag sidste tirsdag den 18. juni. Han havde booket bord ved en italiensk restaurant, som havde afsindig lækker mad. Efter vi havde bestilt mad og drikke, trak han noget op af lommen og gik på knæ foran mig. Han havde simpelthen købt en forlovelsesring, og jeg blev så overrasket over hans frieri, at jeg gik helt i baglås. Jeg kan ikke engang huske, om jeg sagde ja, haha. Ringen passede helt perfekt, fordi han havde sneget sig til at måle den ring, som jeg normalt går med, og den er så smuk. Han har enormt god smag i smykker og rammer faktisk plet, når han køber noget til mig. Jeg er så glad for, at vi er blevet forlovet, og jeg har virkelig været klar til det længe. Datoen kommer vi til at snakke om på et senere tidspunkt, da vi vil fokusere på lejlighedssalg, forhåbentligt snart indflytning i hus og se, om Mini bliver til noget i denne omgang.