Jeg kan godt mærke, at dagsøvn ikke er min normale kop te.
Det er også en lille smule en kamp med mig selv, da jeg f.eks. i dag sov fra kl. 7.30, og så kiggede jeg på klokken ved 16 tiden, og selvom jeg i min normale søvnrytme ville have ligget længe og puttet, kunne jeg ikke få mig selv til det, fordi der var dagslys udenfor, og fordi jeg har en smule tvangstanker banket ind af min kære moder om, at man skal udnytte dagen (elsker dig mor). Men jeg var også lidt træt af at ligge. Jeg vågnede alligevel med jævne mellemrum.
Jeg mødte op kl. 22.45 og var fint klar på halvanden times indledende forberedelse (som er den normale arbejdsmåde her for skrivetolke), men så trak den igangværende badmintonturnering ud, og det igangværende hold skrivetolke skulle have fri kl. 23. Min gruppe skulle først starte 00.25 ifølge skemaet, fordi der ikke skulle sendes noget på DR1 mellem kl. 23 og 00.25...men den anden gruppe ville altså gerne have fri, så vi skulle i hast have skrevet de vigtigste navne ind i autokorrektur, og så måtte vi ellers bare tage det, som det kom og få det bedste ud af det. Heldigvis er badminton ikke den mest krævende sport at tolke, så det gik udmærket. Det skød dog vores turnusordning lidt skævt, altså den rækkefølge, vi skulle tolke i og i hvilke tider.
Men jeg skrivetolkede min halve time, og Mads (som er på mit hold denne vagt) skrivetolkede sin, men fem minutter inde i vores tredjemands omgang sluttede den sidste badmintonkamp for den turnering, og så besluttede DR1 at sende en film. Så vi fik en spontan pause uden at vide, hvad vi skulle dernæst og hvornår.
Pludselig begynder de på badminton igen, på cirka det tidspunkt, som vores egentlige planlagte tolkning skulle begynde. Det gik ganske udmærket.
Det har ikke været svært at forholde sig professionelt til arbejdet. Når man sidder ved skrivebordet og laver undertekster, synker man ind i en objektiv boble, hvor man bare strækker ørerne for at høre så meget som muligt. Så kom jeg ud for noget, da jeg kl. halv to skulle tolke badminton mellem to asiatere (hvor den ene bor i Australien). En af spillerne hedder Buranaprasertsuk, og så begynder kommentatorerne at grine af det - den ene fortæller så en lille historie om hans kammerat, hvis kone hedder præcis det samme, og kammeraten kunne ikke udtale det, så han kalder hende bare for Tip.
Da kampen gik i gang, fik jeg Mads til at tage over bare i den tid, det tager, at skrive deres navne ind i autokorrektur. Idet jeg overtager igen, fortælles den historie om Tip...og mens jeg skriver, udbryder jeg helt forarget "EJ!", og så begynder Mads at grine, og så begynder jeg at grine. Hele situationen - at jeg havde lavet hele den skrivepartner-overtager-mens-jeg-lynhurtigt-skriver-autokorrektur-og-så-er-jeg-totalt-klar-på-det-uhåndterlige-navn, og så kalder de hende bare for Tip - virkede bare så komisk for vores nattehjerner, så vi skreg helt ustyrligt af grin hen over skrivebordet, mens jeg febrilsk prøvede at skrive undertekster.
Resten af natten skred forholdsvist forudseligt frem. Svømning var de sidste 2-3 timers sport, og det er en af de mest forudselige sportsgrene tidsmæssigt.
Så alt i alt en temmelig typisk dag på arbejde. Jeg kan lidt fornemme et mønster, hehe. Det er uforudsigeligt, og vi skal være fleksible, men jeg er stadig lige begejstret for det. Mads sagde faktisk til mig i løbet af natten, at han tvivlede lidt på min entusiasme - han troede, at jeg overdrev, men han indrømmede at opleve samme begejstring. Så det er ikke kun mig. Det er et rigtig fedt arbejde!
I får lige en udveksling med mellem Mads og jeg på vej hen mod metroen, som viser, hvor meget vi trænger til fyraften:
Kontekst: snakker om rejsekort og hvor langt, der er hjem.
Mig: Det koster kun 20 minutter at komme hertil!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar