tirsdag den 23. august 2016

Ottende dag som skrivetolk i DR Byen, 20. august

Uha, jeg blev tilbudt en 11 timers vagt i dag. Lige inden vi startede kom koordinatoren ind og sagde, at de havde fået en sygemelding hos holdet efter os, og om jeg og min makker havde lyst til at blive en ekstra vagt. I alt bliver det omkring 11 timer. Jeg tager alt det, jeg kan få! Det er vigtigt for mig, at jeg får så mange timer som muligt, så jeg kan få meget merit i praktikken!

Jeg havde en rigtig dum autokorrektur den anden dag. De snakkede om, hvor stor banen var i badminton, og de nævnte et antal cm, men jeg havde brugt 'cm' som autokorrektur til Carsten Mogensen. Øv øv øv... 13 m og 40 Carsten Mogensen er et meget mærkeligt mål... lige i sådan en situation skal man altså tænke meget ud af boksen nogen gange! Lige her fik jeg ret hurtigt bare skrevet 'centimeter', men hvis der ikke findes et andet ord, eller hvis det går meget hurtigt, handler det virkelig om at holde overblik og kunne finde løsninger.
Jeg synes at huske, at en af mine kolleger, som normalt tekstede film og udsendelser, som han havde god tid til, så dette tempo var noget uvant for ham - han havde lavet en autokorrektur for en atlet med initialerne 'og'... det er ikke særlig sjovt! Det var sjovt for os andre, men jeg er glad for, at det ikke var min.

Jeg undertekstede taekwondo og håndbold for første gang i dag. Taekwondo er roligt på samme måde som tennis eller badminton - det handler ikke om så mange på én gang, men det er stadig udfordrende, da der er to kommentatorer, som pingponger samtalen og fagudtryk hele dagen. Så jeg kan godt lide taekwondo. Den største udfordring var støjniveauet, da publikum jublede og skreg så højt, at jeg næsten ikke kunne høre kommentatorerne. Det har jeg ikke oplevet før ved de andre sportsgrene, men jeg hørte fra et kommentatorpar i badminton, at støjniveauet afhænger af dommeren og sporten. Dommeren kan simpelthen finde på at pause spillet, indtil larmen falder. Det kunne jeg godt tænke mig var sket her, men jeg forstår også, at publikum motiverer sportsudøverne.
Bagefter tolkede jeg bronzemedaljekampen mellem Holland og Norge. Jeg tror, det er første gang, jeg har set en hel håndboldkamp fra ende til anden, hehe.

Jeg fik et lækkert powernap kl. 20 efterfulgt af en kop kaffe. Så er man ligesom bedre stillet. Desværre blev jeg så godt stillet, at jeg ikke kunne falde i søvn, da jeg kom hjem. Det var jeg ret træt af!

Jeg har aftalt med dagens holdkollega fra uddannelsen i KBH om at lave noget skolepraktik sammen evt. i Odense. Det er rigtig rart, og hun er virkelig sød og dygtig. Vi har generelt ikke haft så meget kontakt mellem Århus og Københavns uddannelser, fordi vi selvfølgelig på begge sider har haft meget at lave. En af mine klassekammerater har konkret besluttet sig for at være leddet imellem vores årgange, så vi ved godt lidt, hvad der er sket hos hinanden (man er jo selvfølgelig også nysgerrig efter at høre, hvordan det andet hold klarede sig til eksamener osv.). Men jeg er i hvert fald glad for, at jeg har lært hende at kende og hende, som jeg har boet hos de sidste uger.

Nu kommer jeg hjem på torsdag. Det bliver rart at komme i kirke igen, se dem alle sammen og min familie igen.
Jeg skal besøge min mors kusine i Rungsted (nord for København), som jeg boede hos under øvepraktikken tilbage i foråret, inden jeg tager hjem. Det bliver også hyggeligt at se dem igen!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar