I nat var min sidste nattevagt - jeg har endnu et par aftenvagter, men de slutter cirka kl. 01, hvis jeg husker rigtigt. Men denne vagt gik sjovt nok heller ikke helt som planlagt. Jeg fik en sms fra vores koordinator om, at en badmintonkamp med Line Kjærsfeldt ville trække ud godt en halv time før, jeg og Mads skulle møde (denne gang havde vi fået en 5-timers vagt uden tredjemand, fordi vi kun skulle skrivetolke atletik, så det fik vi for os selv), så vi blev spurgt, om vi ville komme på arbejde en halv time før for at tage den kamp med. Men udover det passede planen! Det eneste, der ikke passede, var rækkefølgen i disciplinerne i atletik, men selve tidsrammen passede. Det var ret imponerende! Det var noget af en oplevelse at tolke, for der er mange navne at holde styr på. F.eks. 10.000 meter løbet havde 34 løbere på én gang, og vi skulle være klar med dem alle, hvis de blev nævnt. Selvfølgelig kan man nøjes med at skrive løbernes land, hvis man ikke har overskud, eller hvis man ikke kan huske, hvem der blev nævnt, og den strategi bliver også flittigt brugt. Men vi har simpelthen udprintede lister med navnene på alle atleterne foran os, og hvis der er tre discipliner i gang simultant, som kameraet skifter imellem, skal vi pludselig have navnene på alle atleterne fra alle igangværende discipliner, og det bliver mange papirer at holde styr på foran sig. Det handler om at have et suverænt overblik, og det er bestemt noget, jeg bliver trænet i!
Men i dag handlede faktisk ikke kun om arbejde. Jeg tog ned på Nørrebro, hvor der var Street Food Festival over weekenden. Her var der boder og små vogne, hvor folk lavede mad fra forskellige nationer og kulturer. Mads og jeg mødtes kl. 19, så vi havde tid til at snuse lidt rundt og spise. Der var riiiigtig mange mennesker! Der var alle aldersgrupper, og i samme område var der også Strøm Festival, som er en begivenhed, der fejrer elektronisk musik. Jeg er ikke helt klar over, om der er en scene et sted, eller om der bare er sat forskellige stationer op rundt omkring, der spiller musikken - jeg så på Dronning Louises Bro (som er den bro, der går over Peblinge Sø og Sortedamssøen, der går gennem København, og hvor madboderne var langs bredderne), at der var en musikstation med kæmpe højtalere, en DJ og hans mikser, og her spillede han en masse elektronisk musik. Det er noget værre bras efter min mening. Men vi gik først rundt langs bredderne og kiggede på alle boderne og deres udvalg, hvorefter vi begge fik et stort pitabrød med oksefilet og en masse lækre grøntsager. Vi fandt en bænk og satte os med udsigt over søen og de ældre bygninger på den anden side. Solnedgangen var en kæmpe oplevelse! Der var lidt støvregn af og til, og solen gik ned bag os, så vi kunne se højre side af en regnbue, et par mørke skyer i baggrunden, og så ellers den smukke orangerøde og blå himmel - men idet at solen gik ned bag os, ramte den de gamle bygninger på den anden side af bredden, og de fik en helt gylden farve! Det var noget af det smukkeste, jeg har set. Tænk sig, at man kan se sådan noget i Københavns centrum. Vi sad bare og slappede af det meste af tiden og drømte om en kop kaffe, mens vi kiggede rundt.
Det blev så tid til at gå på arbejde, og vi tog afsted i god tiden, fordi vi vidste, at vi skulle have styr på en masse atleter til nattens opgave.
Jeg havde endnu et sprogligt uheld i nattens søvnighed.
Jeg fortalte Mads, at jeg opdaterer ofte med blog-æg, så min familie kan følge med i, hvad jeg oplever. Hvordan blogindlæg kan blive til blogæg ved jeg ikke.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar