En stille dag

Eleanor vækkede mig ved 7 tiden i morges, fordi Adelaide var vågen og meget aktiv, og hun havde brugt for en times tid mere. Adelaide og jeg brugte de næste to timer på at spise mysli og kigge i billedbøger. Jeg lavede også jordbærte til os i en flødekande, som vi bruger som Adelaides tekande. Så legede vi lidt teselskab. Ben kom hjem ved 8 tiden, hvor han lagde sig direkte ind i seng til Eleanor og havde lidt alenetid, inden han fandt i søvn. Den mand kan falde i søvn lige meget hvad og hvor meget der larmer omkring ham. Omkring kl. 9 kom Eleanor ind stuen med Emmeline, hvor hun fortalte, at Ben havde taget til Oktoberfest i München efter arbejde, havde misset det allersidste tog, måtte vente på stationen hele natten på det første tog (han havde fået flere tilbud om overnatning, men de var alle taget hjem på det tidspunkt), tog den forkerte del af toget (I husker vel, at toget deler sig i Holzkirchen), så han måtte vente endnu en time på at komme tilbage og finde det rigtige tog. Stakkels mand.

Det har været en meget stille morgen, men Adelaide begyndte at blive lidt humørsyg omkring middag, så vi gik en lille tur langs vandet, smed sten i vandet, nød solen og tog så hjem igen. Vi gik efter et lille træ, som stod smukt på en lille bitte 'ø' af sten og grus, som stien ellers var lavet af. Specielt ved det er trækronens farve - det er helt gult! Alt omkring det er grønt; græsset, bjergene og buskene langs stien, men lige netop dette træ lignede et Edens træ. Vi kan se det fra huset, vi har lejet. Da vi kom hjem, lagde Eleanor sig ind til Ben med begge børn og tog en lur sammen inden frokost.

Hele dagen har været varmt og dejligt solskin, selvom vejrværterne på tv siger, at der skulle komme en del regn. Men så igen, hvornår har de nogen sinde haft ret?

Emmeline faldt igen i søvn på mig til formiddag, men inden var hun lidt urolig, fordi hun havde maveproblemer. Og pludselig endte hele hendes morgenmad i min kavalergang… Eleanor fortalte ellers, at hun ikke har gylpet, siden hun var 2 uger gammel.. men sjovt at det skulle ske, mens jeg holdte hende. Det var fantastisk ulækkert, og på trods af grundigt bad, synes jeg stadig, at jeg lugter af sur mælk.

Jeg har jo helt glemt at fortælle et par ting!   

Sengen tog mig lidt med storm. Jeg ved ikke, om sengene i Schliersee er ualmindeligt bløde, men jeg synker gerne en halv meter (næsten), når jeg sætter mig, og når jeg ligger ned, føler jeg mig lidt som prinsessen uden ærten. Og allerede i går tog jeg mig selv i at tænke på engelsk. Det kommer helt automatisk nu, at jeg ikke snakker dansk til hverdag, men jeg havde dog en lille glipper i dag; en dame kom hen og spurgte på tysk, hvor langt nabolandsbyen var, og da jeg skulle oversætte til Eleanor, kom det ud på dansk. Og jeg registrerede det ikke, før begge damer kiggede underligt på mig. Tre sprog er åbenbart lige mange nok at jonglere med, når jeg er i dette middelstadie. Alle tre sprog virker egentlig naturlige nok at snakke på nu.

Eftermiddagen var meget stille. Eleanor sov med Emmeline, Ben dukkede lige hurtigt op til frokost, inden han puttede sig ned til Adelaide i sengen, og jeg havde fred til at gennemgå gammel musik og rydde op i computeren. Vi havde ellers lavet en kæmpe kande te, men den fik jeg bare selv hældt i mig i løbet af eftermiddagen. Da baby, Adelaide og Eleanor begyndte at vågne ved halv fem tiden, gik de ned til vandet, mens jeg tog en tur i Tenglermann (supermarkedet) efter skraldeposer og tomatsauce. Byen er meget nem at finde rundt i, og vejen er ikke ret lang, men jeg rendte længe rundt inde i selve butikken for at finde de forbandede skraldeposer. De viste sig at være blandt babymosen på en lille bitte hylde for enden af en lang gang i knæhøjde. Ved kassen spurgte pigen ind til min accent og andre ting, så jeg havde en samtale med hende. Deres accent her i Bayern er ret underlig, men vi klarede os, og det gav mig dagens selvtillidsboost. Det er den her slags, jeg virkelig elsker ved at rejse – at kunne klare sig og mærke sit ordforråd falde på plads for hver gang. Det er den bedste følelse!

Nu har vi efterhånden været her i 3-4 dage, og jeg har virkelig fået farve! I ansigtet er jeg lidt mere lyserød, men på brystet, armene og benene har jeg fået en pæn brun farve. Jeg vidste ikke, at jeg kunne blive brun, men det har denne sommer vidst, at jeg kunne.

Til aften fik vi ’nachos’, altså nachochips med en tomat-linse-tacokrydderiblanding, salat og ost. Det er ikke noget, man bliver rigtig mæt af, men det smagte rigtig godt.

Ben kom endelig permanent op til aftensmad, og resten af aftenen arbejdede han på computeren i soveværelset. Når det bare er børnene, Eleanor og mig, er stemningen rar og afslappet, men han sætter et glad og frisk strejf til.

Jeg har det ikke så skidt med jeg-føler-ikke-rigtig-jeg-laver-noget-nyttigt-følelsen, det har været en bedre dag. Det hele er blevet langt mere afslappet. Jeg har ikke haft så meget fysisk kontakt med den lille – udover gylpeepisoden – så jeg kunne godt klare et kram. Adelaide er ikke så glad for at blive krammet kærligt, der er alt for meget spræl over hende, og jeg synes ikke, at jeg er tæt nok på forældrene til at knuse dem endnu. Vi har det rigtig hyggeligt, men vi er ikke nået dertil endnu.

Internetforbindelsen har været skod i dag, så det er heldigt, hvis jeg får lagt dette indlæg ind.

Knus og kram til alle, jeg håber, I har det godt!   

Om at føle sig overflødig

Altså, nogen gange kan jeg ikke forstå, at de har brug for hjælp. Jeg har så også kun været her i to dage, men de ser virkelig ud til at kunne klare sig fint. Ben arbejder meget hjemmefra, og hvis han hører Emmeline græde, kommer han alligevel og tager hende. Og Eleanor går alligevel hjemme, fordi Emmeline stadig er meget ung. Jeg fandt ud af, at hun kun er 3 måneder, jeg havde bare misforstået dem. Det føles egentlig bare, som om jeg er på besøg, ikke ansat. Jeg laver ikke engang halvt så meget, som jeg gjorde i Lemvig.
Okay, så i dag har selve dagen været bedre. Jeg vågnede ved 8 tiden, hvor jeg gik ind i stuen. Ben sad på computeren, mens Eleanor stadig var i seng med Emmeline, og Adelaide var i stuen og kiggede i sine billedbøger. Mine morgener er lidt uklare for mig (ingen kommentarer!), fordi vi ikke laver så meget. Jeg var nede ved søkanten med Adelaide for at kigge på de mange ænder, svaner og vandfugle (som hun så snedigt har kaldt dem, fordi vi ikke kender arten). Vandfuglene er faktisk meget sjove at kigge på - de dykker ned helt ned på bunden og svømmer rundt dernede under vandoverfladen! Ligesom vi kan svømme rundt under vand. Jeg havde stillet hende på kanten af et kalkmurværk, som udgjorde kanten fra søen, og der kun hun rundt, mens jeg holdt hende, og vi plukkede dunhammere til fuglene, fordi vi ikke havde noget brød til dem. Det fik vi brugt godt en tre kvarter på, inden vi gik ind for at få morgenmad. Dagen fik vi brugt på 'oplæsning' (hvor vi kigger på bøgerne og forestiller os, hvad dyrene på billederne siger, fordi det står på tysk og Adelaide ikke ville kunne forstå det), en tur til købmanden, hvor Adelaide sad i fronten af en plastikbil, som var sat til fronten af indkøbsvognene til børn. Skide være med de bitte små indkøbsvogne til børnene i Danmark, disse børneindkøbsvogne styrer! Ellers hyggede vi os hjemme med at tegne, se Ice Age sammen, og Ben tog til sit kontor i München. To gange brokkede Emmeline sig lidt, mens jeg havde hende, men så begyndte jeg at nynne Julen har bragt velsignet bud, igen, og hun faldt hurtigt i søvn begge gange. Ligesom i går spiste jeg med Emmeline på brystet, og det var rigtig hyggeligt! Adelaide begyndte at blive meget humørsyg, fordi hun var så træt, så Eleanor læste en godnathistorie for hende, mens jeg skiftedes til at holde Emmeline og rydde op i køkkenet. Vi fik lækker hjemmelavet quiche til aften. Men det virkede, som om Emmeline blev mere og mere træt, og lige pludselig var jeg ikke god nok. Hen på aftenerne foretrækker hun kun mor eller far. Det er fint nok, men jeg er ked af, at jeg ikke kan hjælpe bedre. Alt går rigtig godt, mens det er dag. Det trøster lidt på en egoistisk måde, at det tog rigtig lang tid for Eleanor at dæmpe den lille til sidst. Måske var det bare en af de dage. Eleanor og jeg havde en masse kvalitetstid sammen, da vi sad alene sammen de sidste 2½ time af vores vågne timer. Vi snakkede om hendes egne Au Pair oplevelser og værdier inden for børneopdragelse. Det var rigtig hyggeligt, og vi kommer godt ud af det med hinanden. Sidst på aftenen begyndte folk at affyre fyrværkeri, men det var bag huset, så vi fik ikke set så meget af det.

Bonus om den bette:
Om dagen dur jeg fint som soveperson, og jeg kan forholdsvist nemt lulle hende i søvn. Hun elsker at komme så højt op som muligt og prøver gerne at kravle lidt opad, inden hun lægger sig til ro. Hun er en lille savlebaby, og så meget som jeg har båret rundt på hende indtil videre, har jeg et konstant suge-savle-mærke på siden af nakken, og det er permanent koldt, når hun ikke har placeret sin savlemund på. Og på trods af ømme biceps har jeg det rigtig godt, fordi mit fysiske behov er opfyldt. Når jeg har så meget kropskontakt med Emmeline, behøver jeg slet ikke presse mig på hos andre for at få et kram, og det var ellers en bekymring, jeg altid har, når jeg kommer et nyt sted hen - jeg har brug for et knus af og til, og det er lidt svært kun med fremmede omkring sig. Men det har vist sig ikke at være et problem, for den lille er glad for at sove på mig.
Jeg er bekymret for ikke at hjælpe nok, men Eleanor har sagt, at jeg gør, hvad de har brug for, og er god med den lille. Jeg er rigtig glad, omgivelserne er smukke, og børnene/familien er sød.
Indtil videre har jeg ikke travlt med at komme hjem (blink-blink).
Knus til alle!

Om søkrokodiller og babysavl

Hmm.. I dag vil jeg nok kalde generelt god. Efter vi løsnede op i går, har vi bare haft det rigtig godt sammen. Eleanor og Ben er super søde, Ben minder mig en del om min gamle værtsfar Tim fra USA, og vi har både madsmag og humor til fælles.
Vi stod op ved 7-8 tiden ganske stille og roligt, hvor vi fik morgenmad (mysli og frugt), og jeg mødte Adelaide, den ældste pige på snart 3 år. Hun var meget genert til at starte med, men der gik usædvanlig kort tid, inden hun fortalte og viste mig ting. Hun fik vist mig farverne på sin paraply og sine svømmevinger, og hun var generelt meget livlig og glad. Vejret var fantastisk, så vi aftalte at tage i parken (hvilket er insider snak omhandlende en legeplads, ikke en rigtig park), fordi svømmehallen jo er indendørs, og det skulle vidst regne resten af ugen her.
Lad os bare sige, at stedet her er smuk... utrolig smuk.. så smuk at jeg ville gå op i bjergene og bo der. For ja, der er bjerge! Lige uden for dette hus' vindue er der en gigantisk sø og omkransende søen er der vilde bjerge med klippesider og træer overalt.
Klokken var omkring 10-11 stykker, da vi gik en tur i byen (meget tysk må jeg sige, det ligner lidt en scene fra Sommer i Tyrol - det gør hele Schliersee faktisk med søen og bjergene), og bagefter gik vi hen mod vandlandet, som har en restaurant tilknyttet. Restauranten var på en øvre etage og havde en rigtig flot udsigt mest over søen og bjergene, men der var også en tennisbane helt til den ene side, hvor en del folk spillede sammen. Vi snakker rigtig godt sammen, og vi smagte endda hinandens mad. Specielt Adelaide var vilde med mine kartofler og schnitzel, jeg tror faktisk hun spiste halvdelen af kartoflerne og en tredjedel af schnitzelen. Bagefter dansede hun af utålmodighed efter at komme ned for at lege. Ben betalte - det tog han som en selvfølge, og vi gik ned mod søen og legepladsen. Adelaide rendte meget rundt på rutsjebanen, kom til skade men fortsatte på samme, legede 'hos strudsen' (i sandkassen, som faktisk også var 'hos mig' på et tidspunkt - Ben kunne godt lide 'hvad jeg havde gjort ved taget', men jeg forklarede, at jeg godt kunne lide at sove under åben himmel), og jeg skulle passe på hendes imaginære strudseæg. En times tid senere gik vi tilbage gennem byen, fik lidt is, og jeg fik holdt Emmeline rigtigt for første gang. Hun var meget fascineret af min hånd og satte små sugemærker alle steder fra spidsen af tommelfingeren til min tredje kno på håndryggen. Tilbage i huset nåede vi faktisk kun at smide tingene, inden Ben besluttede sig for at tage en tur i robåden lige neden for altanen. Jeg tog med, så vi kunne skiftes til at ro. Adelaide skulle med, hvor der skete noget, så hun hoppede rundt i bunden af båden, fangede hajer og slog krokodiller ned med årerne. På et tidspunkt kom også en abe dansende hen til os, men det var okay, den var ganske venlig. Sikken fantasi. Det tog også alt, hvad vi havde, at holde hende fra at hoppe i vandet med tøj på og det hele. Vi kom tilbage til bredden efter 3 kvarter - en time, hvor Eleanor tog imod os. Ben snakkede allerede om at tage ud i båden igen med hende, fordi det var 'romantisk', så de tog faktisk en tur med det samme igen og overlod Emmeline til mig. Hun var lige blevet fodret, så det skulle ikke være et problem. Jeg fik hende, og de smuttede 20 minutters tid. Emmeline var virkelig sød! Først lå hun på et lammeskindstæppe i sofaen, hvor jeg fik hende til at smile, men pludselig begyndte hun at bøvse. Det blev ved rimelig længe, og jeg var bange for, at hun ville kaste op, men det gik over i hikke, hvor hun så begyndte at græde. Den første tanke, der opstod hos mig, var: Hurtigt! Nyn for hende! Nu! Men.. hvilken? IIIIIH!! Julen har bragt velsignet bud, nu glædes gamle og unge, na na na na na na na.... og så nynnede jeg ellers det et par minutter, hvorefter hun FALDT I SØVN!! Aaaaaw, hun var så sød!! Hun lå med hovedet ved overgangen mellem halsen og skulderen og ellers kroppen draperet over mit bryst. Og jeg blev ved med at nynne til Ben stod i stuen og kiggede på os, og Eleanor havde taget billeder! Jeg går ud fra, jeg havde døset lidt hen, for jeg hørte dem ikke komme ind. De lod hende sove hos mig den næste time, indtil vi skulle spise. Der sov hun også gennem, at jeg spiste hen over hende (jeg havde virkelig ikke lyst til at give slip), men så vågnede hun og begyndte at støtte på mine ben og lege med knapperne i min skjorte. Hun blev siddende, mens vi var derude (vi spiste på altanen), og jeg gik rundt med hende, mens jeg ryddede lidt op, men så blev hun mor/far-syg, og så fandt jeg bøger med Adelaide. Der gik dog ikke længe, før hun fik børstet tænder og blev puttet, hvor Emmeline igen endte hos mig, men denne gang var hun ikke sød baby - der var hun sur baby og græd rigtig meget, lige meget hvordan jeg holdte hende. Og jeg følte mig rigtig utilstrækkelig, da Ben kom og tog hende, for hun holdt op med at græde næsten med det samme. Han har arbejde på computeren, og meningen med min ophold er jo netop, at jeg skal hjælpe hovedsageligt morgen og aften, når der er mest travlt, så Ben kan arbejde i fred.
De siger, at det er overraskende, hvor hurtigt begge børn lod mig 'ind', men jeg håber virkelig, at jeg snart kommer ind i rutinen og virkelig kan bidrage.
Jeg håber alle har det godt! Jeg er virkelig træt lige nu. Og klokken er kun 9.. hvor er det pinligt..
Nåh, stort knus fra München!

Rejsen til München

Ja.. familien er seriemordere.. de har mig bundet til en stol, jeg har et blåt øje og en flækket læbe, og de lader mig kun skrive denne paragraf for at sige farvel til jer.

Til jer bekymrede mennesker, så synes jeg, I skal slappe af ;-)
De er søde ud over al forstand, vi kommer virkelig i spænd! Jeg har kun haft chancen for at møde babyen Emmeline, men hun smilede til mig hele tiden.

Nu til rejsen:

Så har jeg endelig et roligt øjeblik i toget til Schliersee.

Min dag startede tidligt, da jeg skulle være i Billund ved 9-halv 10 tiden, så Pauli og jeg kørte halv 8. Kl. halv 7 kom mor ind for at sige farvel, og vi kom af sted som planlagt. Pauli fulgte mig ind og så til, at jeg fik afleveret kuffert og skaffet boardingpasses, inden han tog hjem igen. Jeg kom gennem kontrol og fandt gaten med rigelig tid i overskud. Jeg fik hørt mere dejlig lydbog i den 1½ time, det tog at tage til Frankfurt. I transportbussen fra flyet til aflæsningsterminalen (jeg aner ikke, hvad jeg skal kalde den bus – intern transportbus?) overhørte jeg en mand med stort ego og abemund fortælle en bekendt om hans år lange ophold i San Francisco, og hvordan han havde kun en enkelt time til at skifte fly her i Frankfurt til den tid, og hvor meget man skulle skynde sig, fordi man både skulle gennem kontrol og en masse terminaltoge og finde den rigtige gate og alt muligt, så jeg fik faktisk rimelig meget stress på. Det havde taget ham en time at komme rundt helt, og det var kun det, jeg havde inden selve flyet lettede. Stress! Jeg kunne ikke huske, at jeg skulle gennem kontrol igen de andre gange, jeg har rejst, men jeg styrtede alligevel fra aflæsningen til terminal A – som var lige ved siden af. Jeg kom ikke gennem kontrol, og jeg fulgte bare skiltene som sædvanlig. Det tog mig lige knap 20 min at komme til den rigtige gate. Kan I forestille jer mit vantro ansigt lige nu? Manden havde brugt et kvarter på at prale med hans rejsevanthed.. og han havde klaret turen på en time, som jeg kunne på knap 20 min. Hvor er jeg træt af pralrøve. Anyway, jeg kom til gaten og læste lidt i Kaptajn Blåbjørn, inden vi kunne stige om bord. Også til München kom jeg til sikkert. Der var usædvanligt få komplikationer.. faktisk slet ingen. Jeg kom alle steder til tiden, og det var nemt at komme til baggagebåndene – det tog godt nok 25 min for rullebåndene at komme i gang, men det gik ret hurtigt. Og så var jeg i München! Yes, halvvejs færdig! Jeg fulgte skiltene udenfor, hvor jeg kom ud på en ENORM plads men glastag og store butikker. Det så ret imponerende ud, og jeg ville forfærdelig gerne have taget et billede eller noget, men jeg ville ikke stoppe for at grave kameraet op af et ukendt sted i kufferten. Det må vente til på tilbagevejen. Jeg kom ned til undergrundsbanerne på bare den anden side af pladsen og fandt den rigtige u-bahn uden problemer. Lufthavnen er trods alt sidste stop på den linje, så der var kun to spor at vælge mellem. Jeg kom til at sidde ved siden af en spansk dame, som knap nok kunne spørge, om dette var toget til hovedbanegården. Jeg synes, det er lidt arrogant af folk at tro, at de kan tage til udlandet uden at gøre en indsats for at lære at kommunikere med indbyggerne. Hun havde heldigvis en mand at snakke med, som havde helt styr på det hele. Turen til hovedbanegården tog ca. 3 kvarter. På vejen så jeg flere i tyrolerkostumer – og jo tættere vi kom på centrum, desto flere var udklædte. Inde på selve HBF var ca. hver tredje person udklædt, selvom der var betydeligt flere piger – og de var til gengæld udklædt i kjoler med alle tænkelige snit, længder og farver. Det var ret imponerende! Da jeg ankom, kom jeg op i hovedområdet… men det var umuligt at finde ud af, hvor jeg skulle hen, så jeg behandlede situationen, som jeg ville med enhver anden udfordring; som en skattejagt! Først fandt jeg skattekortet! Men det var umuligt at finde ud af, hvor jeg befandt mig, så jeg besluttede at lede efter ledetråde – nærmere beskrevet som informationskontorene. Jeg spurgte et par folk, hvor det var, men de vidste lige så meget som jeg. Jeg så dog et skilt med overskriften Fernzüge (Fjerntoge), og siden jeg skulle udenfor München, tænkte jeg, at jeg ville prøve den retning. Først gik jeg lidt i panik, for jeg kom op til et kvarter fyldt med arabere, min kuffert var tung, og der var ingen rulletrappe ned. Jeg tog en dyb indånding og svømmede i land. Jeg fandt indgangen til, hvad der lignede hovedindgangen til en rigtig togstation, så jeg gik derind. Og ledetrådene var i sigte! Jeg stod næsten et kvarter i kø, men endelig kom jeg til piraten med de onde øjne og en afvisende attitude. Hun nægtede at snakke engelsk, men forklarede på jappende tysk, hvordan jeg kom hen til det rigtige selskab, der kunne sejle mig i den rigtige retning. Fint nok, jeg så et kæmpe skilt, som ledte mig videre ud i noget, der lignede en blindgyde, men henne for enden kiggede jeg til højre, og der var en helt ny havn i sigte. Her forklarede en venlig billetdame hvornår og hvor jeg kunne komme af sted til Schliersee. Og det var dog ikke så ganske ligetil. Der er åbenbart forskellige ’units’ af et tog, hvor ét kæmpe langt tog tager af sted i samme retning, men deler sig op i løbet af rejsen! Jesus Kristus! Men der var en plakat et sted, som viste, hvor de forskellige units skulle hen. Jeg havde endda 25 minutters ventetid. Så jeg fik stemplet og kom på toget. Der er naturligvis en lille usikker gnaven i maven, når man skal ukendte steder hen. Kiggede jeg nu rigtigt? Fik jeg nu tjekket den rigtige dato og tid? Jeg er som regel meget grundig. Men.. jeg kom på det rigtige tog, men det delte sig i to og kørte i forskellige retninger, så jeg kom i bund og grund i den forkerte ende. Jeg kom 7 stationer for langt og endte i Oberglier, hvor jeg stod af, tog det næste tog til Holzkirchen og skiftede til det rigtige tog, hvor Eleanor kom og hentede mig. Hun kørte lidt rundt på må og få, fordi australiere jo kører i den anden side af vejen, og de har ikke været her så længe, så hun skulle også lige finde det selv.

Vi kom ind ad døren halv 9 og snakkede til halv 12. Vi har snakket om at tage i en vandpark i morgen og til oktoberfest på torsdag. 

Og vi er trætte nu. Jeg skal nok opdatere snart.

Stort knus og kram!

Pre-München

Ja, så er det allerede ved at være snart, at jeg tager ud i verden igen.
Da jeg kom hjem fra et besøg hos min far i søndags, kom min mor ind til mig med et brev og nerverne tydeligt uden på tøjet. Hun havde troet, det var et afvisningsbrev, men da jeg jo allerede havde givet hånd med dem visuelt, var jeg bare nysgerrig. I brevet var de forventede togbilletter, som Eleanor og Ben sendte mig, så jeg kan komme fra lufthavnen til München Hovedbanegård og fra München HBG til Schliersee, hvor vi skal være den første uge af mit ophold. Fra nu af har mor/Pauli fået lov til at åbne min post, så de ikke går og har ondt i maven over det ukendte indhold.
Jeg har efterhånden fået styr på alt; flybilletter, tid, transport i Tyskland, og Pauli kører mig til Billund. Jeg mangler kun at pakke, og det begynder jeg så småt med nu.
I dag var jeg i matas efter hudfarve 'foundation', afleverede alle mine lånte bøger på biblioteket og ellers tullet rundt i Bjerringbro, så jeg tror faktisk ikke, jeg har flere ting, der holder mig tilbage :)

Ellers går det bare stille og roligt. Jeg laver mad hver dag og vasker tøj for at kompensere for manglende anden daglig aktivitet, og ellers bruger jeg min tid på en tegneudfordring (at tegne en ny tegning hver dag i 30 dage efter et udvalgt skema - I kan se dem på facebook, hvis I er interesserede) og læse i min tyske bog (Die 13½ Leben des Käpt'n Blaubär) for at få sproget ind så hurtigt som muligt. Det overrasker mig, at jeg stadig har så nemt ved at læse. Jeg tror, det bliver en udfordring at snakke tysk i starten, men i bøgerne skal jeg meget sjældent slå ord op. Det samme har jeg opdaget med spansk; jeg købte min yndlingsbog Vindens Navn på spansk i Mallorca, og jeg forstår næsten det hele! Det er fandme fantastisk, og jeg håber, jeg med tiden kan holde det ved lige!

I morgen skal jeg til fødselsdagsfest hos min gamle ven Dennis, og jeg har allerede fået pakket hans gave ind. Sprut har jeg i skabet altid, fordi jeg så sjældent drikker, så det behøvede jeg ikke spilde penge på. Tanya (bedste veninde) kommer efter mig, fordi hun alligevel skal gennem Ulstrup, for at komme hjem til ham, og så overnatter vi hos ham. Jeg er dog lidt nervøs, for vi bliver kun tre piger og 10-15 fyre. Jeg har sjældent været sammen med bare en enkelt dreng de sidste tre år, så jeg skal til at skrue lidt ned for den underlige del af min personlighed. Det bliver spændende.

Jeg håber I alle har det godt.
Vi snakkes :)

Mallorca del 6: Hjemrejsen

I dag, lørdag, skal vi hjem. Vi ville ikke lave noget specielt, da bussen kom efter os 16.20, ca.
Vi stod op og fik morgenmad kl. 9. Mormor var igen gået ned før mig, så jeg spiste mest for mig selv, men det er intet problem. Det slog mig, hvor godt hotellet egentlig var; de var altid villige til at hjælpe og komme med forslag til at gøre vores ophold bedre, og de gik virkelig op i fællesskab gæsterne i mellem. Alle bordene og siddepladserne var placeret, så man vendte mod hinanden frem for at have ryggen til hinanden, og altanerne var tæt på hinanden, så man kunne snakke, hvis man havde lyst til det.
Mens jeg studsede over hotellets fordele, kiggede jeg ud over søen knap 20 meter væk, og pludselig springer tre fisk op som delfiner over vandoverfladen. De skinnede i solen, og det gav et perfekt afskedsindtryk!
Vi pakkede i går aftes det meste af vores bagage, og en times tid om formiddagen blev brugt på at pakke helt færdig. Kl. 10 havde vi sat kufferterne ind i bagagerummet, afleveret nøglekort og var på vej ud til poolen. Efter et stykke tid gik det op for mig, hvor meget jeg egentlig kunne lide stedet; det var totalt rart at høre radio uden Rasmus Seebach sange!!!! De danske radioværter voldtager jo vores stakkels ører dagligt med hans jammerlige 'musik', og der var kun gode lokale og internationale sange over radioen her!
I løbet af formiddagen var der ikke så mange hotelgæster ved poolområdet, men så snart middagssolen satte ind, myldrede det med mennesker, og det ville have været svært at få en liggestol, hvis ikke vi var kommet så tidligt. Jeg prøvede at udnytte det lækre vand, mens jeg havde chancen, så jeg befandt mig næsten mere i poolen, end jeg lå og slikkede sol sammen med mormor. En af gangene, jeg bare sprang i fra kanten, kiggede en svensk kvinde og hendes mor på mig, og spurgte, om vandet ikke var koldt. Jeg sagde, at det ikke var så slemt, men de kendte ikke 'slemt', så vi skiftede over på engelsk. Vi faldt rigtig godt i hak og snakkede om alt muligt. Kvinden hed Karin (udtalt umuligt) og var 33 år og gravid. Jeg var overrasket over hendes manglende accent, og vi fandt hurtigt ud af, at vi begge havde været udvekslingsstudenter i USA, og vi fortalte historier derfra. Hun præsenterede så sine søskende (familien kom fra Göteborg), som også havde været af sted. Hendes bror (som vi først havde troet var hendes mand - han havde formidabelt hår!) havde været i Kentucky, Karin selv i Seattle og hendes søster i Ohio. Så de var altså på familietur her i Mallorca. Så begyndte vi at snakke om fremtidsplaner og arbejde - Karin er selv sygeplejerske, så hun blev interesseret, da jeg nævnte min interesse for jordemoderfaget. Hun gav mange gode råd og anbefalede, at jeg skulle tage til Sverige for at blive uddannet, for det er undersøgt, at man bliver bedst uddannet der. I Skåne skulle det være lige så godt som i resten af Sverige, men der ville vi bedre kunne forstå hinanden. Jeg er jo åben for forslag, men det er stadig lidt for tidligt at bestemme mig for uddannelsessted.
Mormor og jeg gik op i bad lidt i to og var færdige halv tre, for så at gå på Burger King. Vi havde gået forbi stedet hver eneste dag, og lige meget hvor man er, er der hurtig service - når vi ikke havde flere timer til at spise, var BK ideelt. Det har gerne taget halvanden time at spise hver aften hele ugen. Så gik vi ud for at kigge på sko. Igen. Mormor havde haft kig på et par sko, som hun gerne ville have, og jeg fandt også selv et par rigtig lækre sko. Bussen til lufthavnen var ti minutter forsinket, men vi nåede frem i stadig god tid, og det var nemt at finde rundt. Jeg kom med det samme i snak med to femtenårige piger fra Varde, og vi udvekslede historier fra både denne ferie og vores tidligere ture i udlandet. Den ene, Nana, var lidt.. irriterende på den påtrængende måde.. hun snakkede og snakkede og afbrød gerne sin veninde, Lea, når hun gik i gang med en historie. Lea lignede min værtssøster, Taylor, fra USA, og det var nok en af grundene til, at jeg bedst kunne lide hende. På et tidspunkt på busturen, kiggede jeg ud af vinduet... og så en lille bitte hund, måske 25 cm høj (lignede en legetøjshund) med glat sort pels og slank krop, der løb ved siden af en hestevogn! Hestevognen kørte kun i trav, og den lille hund løb så hurtigt, at jeg slet ikke kunne se dens ben - det lignede at den svævede! Den var så nuttet, og hele bussen fik altså øje på den hund og grinede! Jeg har aldrig set noget lignende!
To Startour guider fra Sverige gik på bussen sammen med os (og satte lidt en stopper for pigernes og min samtale, for de spærrede vores udsyn til hinanden - men jeg blev også lige pludselig virkelig træt, så jeg tog mig et powernap i stedet) for at byde os farvel og følge os sikkert gennem bagagetjek. De viste sig dog at have omtrent så godt styr på processen som en treårig, så mormor og jeg fandt selv ud af det. 
At finde den rigtige gate var ikke noget problem, men.. vores fly var næsten tre kvarter forsinket! Vi begyndte rigtig at svede, for vi skulle jo med lufthavnsbussen igen tilbage til Århus, og den kørte tre kvarter efter original landetid! Da alle var til stede, og flyet begyndt at køre, sagde piloten dog, at vi ville ankomme til Billund en halv time før tid, og at flyturen kun ville vare tre timer.
Sikkert tilbage i lufthavnen, ventede vi utålmodigt på vores kufferter, og vi nåede lige at begynde at svede igen, før båndet endelig begyndte, og vi kunne komme udenfor. Vi nåede lige præcis hen til bussen 4 minutter, før den kørte! Med en dyb beroligende indånding fik jeg smidt kufferterne i bagagerummet, mens mormor betalte billetterne.. da hun imidlertid ikke kunne finde sit kreditkort, lagde jeg ud, og vi kunne endelig komme hjem!
Busturen føltes kun som halv times tur (varede 1½ time), fordi jeg lå på tværs hen over to sæder med benene bøjet rundt i en sjov stilling (det var så behageligt!) og min lydbog i ørerne.
Mor kom os i møde ved ankomst, og jeg fik lov til at køre hjem. Vi brugte størstedelen af tiden på at drille hinanden, og vi var hjemme igen kl. 2 om natten. Mormor kaprede min seng, og jeg sov inde på gæsteværelset.. men jeg kunne bare ikke sove! Jeg tror, powernappet i bussen på Mallorca var skyld i det. Marlene havde været til fest om aftenen, og da hun kom hjem ved halv 4 tiden, ringede hun for at høre, hvor jeg var. Hun kom ind og puttede hos mig og holdt mig vågen med sin jappen og sladren i over en time.. og da jeg så begyndte at snakke, blev hun dødstille og var næsten faldet i søvn, da jeg så sendte hende ind til sig selv. Jeg fortrød dog ret hurtigt, for jeg kunne stadig ikke sove, og det var alligevel hyggeligt at putte sammen. Jeg fik ikke mange timers søvn, før jeg hørte Flicka (vores schæfer) snuse ind i dørsprækken, og jeg skyndte mig at komme op, før mor lukkede hende ind for at 'vække' (læs: springe rundt i min seng og snuse/slikke/rode mig i ansigtet og håret) mig. 
Det var mormors og min fantastiske ferie til Mallorca!
Jeg håber I kunne holde ud at læse det hele, og hvis ikke, får jeg bare selv fordel af det om 20 år, når hukommelsen svigter. Jeg sætter snart billeder ud på facebook. 


Paragraf til mine veninder:
Der er ingen rigtig ferie uden fyre - jeg har ikke skrevet om dem indtil videre, men her kommer det altså: Civilvagterne ("Guardia Civil") er virkelig lækre! Der er selvfølgelig de gamle, og dem prøver jeg så vidt at undgå at se, men ALLE de andre ligner Kevin fra American Pie Reunion (den nye) hvor han har fået skæg og et glimt i øjet (i filmen - der er ikke rigtig nogle gode billeder på google, så hvis I vil se det rigtige øjeguf, så se lige lidt fra filmen).
Mormor og jeg har ikke været så meget ved poolen på hotellet, men når vi har, udnyttede vi det! Jeg lagde dog mærke til, at der altid var et ungt par måske først i 20erne, hvoraf fyren mest af alt mindede mig om et rovdyr - lige som man læser om i pladderromantiske bøger. Jeg har aldrig forstået det og altid fundet det både latterligt og urealistisk, men nu har jeg set, hvor forfatterne har fundet inspirationen fra, for de fyre findes altså! Han bevægede sig adræt og flydende, var bredskuldret og muskuløs.. og han var en, som alle lagde mærke til, når han gik rundt (Ha! Nu kan jeg også skrive en bog!). Han befandt sig dog mest på en luftmadras ude i vandet, og af en eller anden grund, 'gaze locked' vi altid, så snart vi begge var i vandet. Selvom jeg prøvede at holde øjnene for mig selv og undgå det, var jeg jo altid nysgerrig, når der foregik noget rundt omkring, og hvis det foregik for tæt på fyren, fik vi endnu et gaze lock. Det var ret foruroligende, og jeg kunne ikke engang lide det. Da mormor og jeg så stod og ventede på bussen til lufthavnen, kom han gudhjælpemig hen til mig og spurgte, om vi også skulle til Stavanger. Han blev endda for at snakke, men jeg virkede vel smånervøs, så han gik igen. Han var simpelthen så lækker, men bare synet af ham gav mig koldsved og myrekryb ned af rygraden.
Til sidst så jeg også lidt øjeguf i form af tre tyskere på ferie sammen. De kom først torsdag aften - lige præcis efter jeg fik mit grimme praktiske hår -.- Der var jeg godt nok flov over fletningerne.. Der var jeg sq glad nok for at vi skulle hjem snart.
Orv, jeg var lige ved at glemme tjeneren! Christian, ham på min alder, han var altså også ret lækker. I starten virkede han lidt tilbageholden, men så snart vi faldt i snak, smilede han som den gladeste person i verden, og han mindede mig lidt om Nathan Scott fra One Tree Hill. 
Vores bulgarske guide Nik fra reservatet var heller ikke så slem. Han er en af de mænd, der bare bliver lækrere med alderen! Og han var rigtig sød at snakke med!
Ellers var der ikke så mange skår.. det var ikke ligefrem fyrene, jeg kiggede efter, men lidt 'eye-candy' kan forsøde ture, og jeg synes, det har været lige tilpas.

Mallorca del 5: Fridag og Marineland

Fridag:
I dag havde mormor og jeg aftalt at have en fridag, og da vi ikke skulle noget bestemt, ville jeg altså sove længe! Jeg stod først op halv ni (uuuuuh! Ja, halv ni!), men mormor stod op selv og gik til morgenmad lidt før. Jeg kom dig hurtigt efter, og vi endte alligevel med at spise sammen, fordi vi spiser med så forskellige hastigheder. Vi blev på værelset helt til kl 13, fordi det stormede så voldsomt ligesom om natten de sidste par gange. Kl 13 var vi blevet inviteret på frokost, hvor vi fik rigtig lækker paella (Spaniens nationalret) med alt godt fra havet (en reje så stor som min hånd fra hale til snude, kammuslinger, blåmuslinger, blæksprutte, kylling, bønner, peberfrugt og alt muligt underligt). Derefter gik vi ud for at shoppe. Vi havde spurgt i receptionen, om der var et shoppingcenter i nærheden. Han havde sagt, at der var et sort center, hvis vi gik langs shoppinggaderne, men der var meget længere (igen) end vi havde regnet med. På vejen derhen så vi en lokal mand på cykel, som havde en blå ara (papegøje) på cykelstyret og et ballondyr. Jeg tog en masse billeder, mens han kom hen mod os, og da han nåede os, stoppede han og satte araen på mormors hoved! Hun var ret bange for at den ville skide på hende, men det er en af de ting, man sjældent vil glemme! Han stak af, før vi havde mulighed for at give ham lidt for det, så han må bare cykle rundt med den for sjov. Vi blev slemt skuffede, da vi endelig kom til 'centeret', for der var kun to butikker, hvoraf den ene var til mænd og den anden til kvinder med minimal størrelser. Vi gik ret hurtigt igen og kiggede i stedet i det klassiske boder langs vejene, hvor vi kunne prutte om prisen, selvom det ikke altid gik lige godt. Lige pludselig blev mormor og jeg væk fra hinanden, og det tog godt et kvarter med neglebidning og spørgen hos tyskere, englændere og lokale om de havde set hende, før vi så hinanden igen. Mormor havde tjekket ved hotellet, om jeg var taget derhen, fordi hun troede at jeg var sur, fordi hun havde taget 'lang tid' med at kigge på sko. Jeg var bare gået ind i prøverummet.
Hen på eftermiddagen fik jeg flettet mit hår i bittesmå fletninger. Jeg har aldrig haft en mere praktisk frisure - jeg behøvede knap nok vaske hår, fordi man ikke kunne se om det var fedtet, og jeg havde aldrig hår i ansigtet... men det klædte mig ikke, og det var virkelig ærgerligt. Vi gik på stranden bagefter, hvor vi badede en times tid. Det var den eneste dag, vi umiddelbart var stødt på bølger, og vi blev hele tiden skyllet ind mod land. Der kunne ellers have været lækkert at svømme i det blikstille vand, vi havde set hele ugen.
Denne dag var der ikke menu til aftensmad, men i stedet en buffet. Der var en masse underlige ukendte retter, som jeg fik forklaringer på fra en af kokkene, der holdt øje med mængderne. Jeg vil gøre opmærksom på, at på dette tidspunkt af ferien foregik størstedelen af mine samtaler på spansk - så vil jeg ikke nævne det mere. Jeg fik igen en lille 'sproglektion' fra den kvindelige tjener - hun retter af og til på min udtale og hjælper lidt med ordene. Jeg blev også gode venner med 'morgendamen', som tjekker vores værelsesnummer hver morgen, inden vi tager morgenmad. Jeg har lagt mærke til, at ikke mange turister gider gøre sig ulejligheden at lære sproget eller snakke afslappet sammen med dem. Det er nok derfor, vi blev så gode venner. Efter maden gik vi en tur i byen i mørke, hvor alle gadesælgerne og de smukke lys kom frem. Vi fik købt lidt tøj og hygget os. Jeg lagde mærke til, at en del sorte mennesker kom frem med deres boder osv., når mørket tog over. En af dem var en rigtig afrikansk dame, som havde en baby siddende i et tørklæde på ryggen, som man ser de har på billeder - babyen var virkelig sød! Vi var tilbage på værelset omkring halv ti, og tro mig når jeg siger, at regnen faldt kraftig og vild, det sekund vi trådte ind af døren! Vi kiggede på hinanden og roste os selv for vores gode timing! Vi gik i seng umiddelbart efter. Jeg begyndte at sove inde i stuen på sofaen, fordi jeg ikke kan sove så tidligt på aftenen, uanset hvor træt jeg er i kroppen, og jeg vil ikke forstyrre mormor, når jeg så endelig går i seng. Jeg blev ret længe oppe og hørte min uhyggelige lydbog, mens jeg sad ude på altanen igen og lod indtrykkene og spændingen i luften skylle ind over mig.    

Fredag - Marineland:
I dag skulle vi til Marinelandet lidt syd for Palma. Vi stod op lidt over 7 (aaaaargh), og vi nåede fint frem på mødestedet, men igen kom bussen ti minutter for sent - 9.05.
Vi har efterhånden set hele Alcúdia, fordi vi på turene samler folk op forskellige steder.
I går på strandmarkedet (hvor vi så babyen på ryggen af afrikaneren) så vi et par i trediverne gå med en chihuahua. Siden da har jeg set rigtig mange turister med netop små chihuahua hunde. Denne dag kiggede jeg ud af vinduet i bussen på vej til Marinelandet, og igen så jeg et par i fyrrerne, som gik med en lille chihuahua. Manden var ret pumpet og stor, så jeg synes bare, det ser rigtig spøjst ud, at det netop var ham og ikke hans meget feminine kone, der gik med den.
Vores guide hed Geronimo i dag. Han lavede ikke meget andet end at tage imod vores billet og tjekke vores hotel og værelsesnummer. Vi ankom halv 11 og fik mødetidspunkt, hvorefter vi bare blev sendt af sted. Vi blev mødt af to ansatte, som bød os velkommen med at sætte en blå ara (kæmpe papegøje) på mit håndled og tage et billede. Jeg måtte holde den på hånden, indtil næste par turister kom, og det var en rigtig fed oplevelse! Det var ikke nogen særlig stor park, og vi havde god tid, så vi gik bare stille og roligt rundt og kiggede på alle havdyrene og fuglene. Der var en masse fisk, hibiscus (hawaii blomster), skildpadder osv i fri bure. Der var volierer udenfor med nogle sjovt udseende fugle, og ellers to lukkede afdelinger, hvoraf en havde terrarium, aber og akvarier, og den anden var en 'to-rums' gigantus voliere med alle slags fugle i - alt lige fra ænder og parakitter til kæmpe araer.
Kl. halv 12 var et delfin- og søløveshow, som vi var dybt imponerede over. Mormor har ofte sagt, at hun allerede har set et delfinshow (for 40 år siden), men selv hun blev grebet af det. Jeg har slet ikke tal på, hvor mange billeder og videoer, jeg fik taget der. Det varede ca. tre kvarter, og vi fik frokost kl 13. Vi nåede lige at blive færdige, før vi kunne komme til et papegøjeshow 'med pirater'. Her sad jeg ikke så praktisk billedmæssigt, men det var rigtig sjovt. Det var helt teater-agtigt, hvor en kvinde i 20erne og en mand i 30erne var klædt ud, fortalte om fuglearterne, deres udryddelsesrisici, og så havde de virkelig arrangeret en masse sjov. De 'mobbede' hinanden, holdte konkurrencer og fik fuglene til en hel masse. Alt foregik på jappende spansk, men jeg fangede alligevel ret meget af det.
Bussen afgik først kvart over fire, og kl 14.30 havde vi allerede set alt igen to gange. 
Vi placerede os på en bænk og hyggede os en times tid og kiggede ud over stranden på den anden side af en lille mur. Vi snakkede om, hvor heldige vi havde været med vejret hele ugen; hver dag omkring 30 grader fra formiddag til spisetid om aftenen og høj solskin hele dagen (pånær de foregående to nætter og gårsdagens formiddag). Vi så søløve-delen af showet igen kl. halv fire og smuttede kl. fire for at nå bussen, som kom samtidig med os. Vi fik pladser nederst i bussen, og mange kom heldigvis før tid, så vi ikke kom af sted for sent.       
Geronimo havde meget styr på personerne på turen - han tjekkede vores hotel og værelsesnummer tre gange i løbet af dagen.
Orv, jeg fandt desuden ud af, at Tramuntana (af bjergkæden) er ordet for den kolde nordenvind om vinteren! Mallorca har jo deres eget sprog, og jeg er ved at have luret lidt af det.
På vejen tilbage til hotellet kørte vi blandt andet gennem en smal passage med biler og mure (jeg er virkelig imponeret hvor dygtige buschaufførerne er hernede), og pludselig holdt der bare en lastbil foran et apotek (Farmacia), som vi ikke kunne komme forbi. Chaufføren gik ud og skyndede på lastbilchaufføren og hjalp ham med forehavendet, men vi ventede alligevel over ti minutter, før vi kørte igen.
Denne dag var jo sidste dags aftensmad i restauranten, og jeg lærte endelig, hvad tjenerne hed, og hvad det lækre hvide snask til brødet på bordet hed. Snasket hedder ayoli/aioli, og vores regelmæssige tjenere hedder Christian (ham på min alder), Andres (overtjener) og Marisa (hende, der hjalp mig med sproget). Vi gik en sidste tur efter aftensmaden, hvor vi købte et par kjoler, og hvad vi ellers havde kigget på i løbet af ugen - det var jo sidste chance!
Igen regnede det, så snart vi kom inden for døren. Jeg kan slet ikke forstå, hvordan vi kan være så heldige hver gang!