I kan tro, der sker ting her. Hele tiden. De sidste begivenheder værd at skrive om er, at jeg har taget ungerne til forlystelsesparken Magic Springs to gange, hjulpet med at dekorere Carrie's klasseværelse, og nu også lavet et træ af karton til en af Carrie's kolleger, som var misundelig over et træ, jeg havde lavet til Carrie for et par dage siden. Jeg var i biografen med Carrie og se filmen Tammy, og denne uge har slået rekorder for lav temperatur i juli. Og jeg har fået farve!
Så i onsdags tog jeg Cailyn, hendes veninde Larah, og pigernes kusine Emma til Magic Springs. Jeg kørte i Carrie's store 8-sæders bil, og vi havde ingen GPS, fordi Cailyn sagde, at hun godt kunne vejen. Det blev nogle lidt stressede drejninger, fordi hun ikke var opmærksom, da hun snakkede med veninden på bagsædet. Men vi kom fint derhen, jeg laver en super parkering tæt ved indgangen, og så gik vi ellers amok. Alle pigerne er 13 år, så jeg måtte være lidt overbærende med deres tøseri. Cailyn ville gerne være sammen kun med Larah derinde, så de sidste 2½ time var jeg alene med Emma. Vi badede i Crystal Falls, som er badeområdet, tog sol og delte en is. Der var moderat varmt, omkring 30 grader, og der var dansk-størrelse skyer, så jeg ventede med at tage solcreme på...til vi tog sol i Crystal Falls, og der glemte jeg tiden, fordi jeg læste, så da jeg begyndte at mærke en lettere svien på højre skulder, hvor solen stod på, fik jeg meget hurtigt et meget grundigt lag solcreme på! Jeg måtte søge ly i skyggen af en isbutik. Kort derefter mødtes vi med de to andre og kørte hjem. Vi var alligevel væk i seks timer, og jeg ville gerne have kørt en time tidligere, men pigerne hyggede sig rigtig meget. I dag er min solskoldning blevet en pæn brun farve, og jeg prøver at holde den ved lige. I går tog jeg afsted igen med Cailyn, Larah og Emily Grace. Cailyn virkede lidt modstridende ved at være sammen allesammen, og jeg fik ret hurtigt nok af det, så jeg gik bare med Emily Grace. Jeg havde forventet, at hun ville snakke ørerne af mig, for hun er simpelthen ligesom Marlene, da hun var lille, men jeg havde faktisk en fantastisk dag med hende! Hun var frisk og sød og charmerende hele dagen, og vi fjollede rundt, som om vi var jævnaldrende, og så ville hun tage de samme forlystelser som mig. Hun fik lokket mig til at dele en funnel-cake og en is med hende. Og vigtigst af alt fik jeg set hele parken. I onsdags følte jeg, at parken var meget lille, fordi Emma ikke tog initiativ til at gå ud over de steder, vi allerede havde været, men Emily Grace gik rundt OVER DET HELE. Jeg fik prøvet mange flere ting. Og jeg havde det bare generelt rigtig sjovt. Jeg var faktisk næsten ærgerlig over, at jeg havde sagt til Carrie, at vi ville køre tilbage ved 19 tiden. Der var egentlig et fyrværkerishow, men det havde regnet hele formiddagen, så jorden var åbenbart for våd til det.
Apropos, så har juli været i temperaturlavpunkt i hele USA's historie! En morgen var der 17 grader, og i denne uge har der flere gange kun været 20 grader! Der har aldrig været så 'koldt' nogensinde. Men jeg synes, det er rigtig fedt, når jeg nu er her. Der er ikke risiko for hverken at jeg smelter eller bliver ristet. Men det er jo også bare typisk, at sommeren jeg endelig finder ud af, hvordan man holder ekstremvarme ud, bliver det næsten dansk vejr.
Torsdag ved 17 tiden sad Carrie og jeg og så tv sammen, hvor hun pludselig kigger på mig og spørger: Har du lyst til at dekorere mit klasseværelse med mig? Hvorfor ikke? Så vi tog sko på og kørte op på Magnet Cove Elementary School (de yngste klasser), hvor hun underviser 4. klasse. Jeg fik lagt bøger på plads i bogreolen, mens hun fandt sine vægdekorationer frem, og så gik vi ud på gangen for at sætte et træ af lamineret karton op på væggen. Carrie havde for et par år siden klippet stamme og grene ud af mørkebrunt karton, som skulle på væggen, og så havde hun en masse blade af tre nuancer grønt karton, som skulle sættes på. Det skulle forestille et gammelt træ, for der kom til sidst ugler i forskellige farver karton op på træet. Jeg stod for placering af træ, blade og ugler, og det kom til at se rigtig flot ud. Carrie er meget systematisk, mens jeg er kreativt anlagt, og hun sagde, at mit så pænere ud end hendes nogensinde havde. I går fortalte hun så, at læreren ved siden af hendes lokale, Mrs. Mabry, havde været oppe på skolen og set Carrie's træ og var blevet dybt misundelig, og hun ville pænt vide, om jeg kunne tænke mig at lave et træ til hende. Jeg kan jo godt lide den slags projekter, så jeg brugte tre timer idag på at lave et helt nyt træ. Jeg fik et billede af et kartontræ til inspiration og karton i brunt og grønt, og så fik jeg ellers tegnet, klippet og sat sammen. Det skal lamineres senere og sættes op. Jeg vil egentlig gerne være med til den del også, men jeg synes ikke, jeg har tid til det mere. Jeg tager til North Carolina på onsdag! Carrie går og er lidt misundelig på Mrs. Mabry's træ. Hun synes, det er bedre end hendes eget. Det er rart, at mit arbejde bliver værdsat!
Det er umiddelbart det, der sker. Jeg kommer nok på mere senere...hehehe.
Jeg håber, I alle har det godt!
lørdag den 19. juli 2014
lørdag den 12. juli 2014
Sherlocked
En uge er gået nu i Cook-palæet. Ej, det er måske lidt overdrevet, men huset er jo ret stort, og jeg kan ikke klage over at mangle noget. De tager sig rigtig godt af mig. Jeg vil fortælle videre om Dauphin Islands senere, men de dage har jeg skrevet ned, og det kan jeg ikke prale med for denne uge, så jeg vil fortælle jer om den, mens jeg stadig husker det.
Først og fremmest var jeg glad for at komme i en stor og dejlig blød seng. Jeg sover vidunderligt i den, og på natbordet er en lille fane, som både larmer og køler, og jeg vidste ikke før, hvor god sådan en egentlig er. Nogle aftenener lægger jeg mig op ved 21 tiden for at have lidt alenetid eller ringe med Ricardo, og der ser ungerne eller Tim stadig tv, og de har lyden skruet ret højt op, og så er den konstante rumlen fra fanen både overdøvende og afslappende. Og så er den fantastisk til at køle rummet ned, så jeg ikke ligger og sveder alt til, mens jeg sover.
Ugen har generelt været lige så afslappende som sidste uge. Jeg har hjulpet til med at vaske og folde tøj og ordne opvasker, og sørge for at ungerne rydder op efter sig, men ellers læser jeg rigtig meget. Carrie kan godt lide at få en lur efter middag, og jeg kan godt lide at sidde i sengen ved siden af hende og læse.
I mandags kørte Carrie, Nanny, Taylor og jeg den yngste pige Emily Grace til gymnastik kl. 18, og så tog vi ud at spise og rendte i Kroger og Target, inden vi samlede Emmy op igen. Efter vi havde fulgt hende ind til gymnastik, vred jeg om på ankelen, fordi min fod blev fanget i et hul lige ved bildøren, og jeg havde en halv times skjult panik, fordi jeg havde så ondt, og jeg var bange for, at jeg havde brækket noget. Jeg har aldrig brækket noget. Jeg kommer altid til skade, men det er en slags heldig uheld, for der sker ikke andet end forstuvninger og blå mærker. Jeg har stadig, næsten en uge senere, en grim rift på selve ankel-stik-ud-knoglen, og et par dage var der et ulækkert blåt mærke, men da det blå mærke forsvandt, havde jeg ikke ondt mere. Jeg ved ikke, om der overhovedet var en forstuvning, men der var i hvert fald et godt slag.
Jeg har to gange nu været hjemme ved en gammel veninde, Jane Ann. Hun er en meget stor trunte med rødt hår, og hun er meget opsat på at være sammen med mig. Jeg er beæret over, at hun synes så godt om mig, men jeg kommer for at være sammen med familien. Udover det, føler jeg bare ikke, at vi laver noget, som jeg virkelig, virkelig gerne vil. Hun har ligesom sin egen plan, og jeg følger egentlig bare med..og begge gange jeg har været der, har hun først haft lyst til at lægge sig efter kl 2 om natten, og jeg nægter at sove min tid væk her, så jeg har ikke sovet nok. Jeg har det bare generelt, som om jeg spilder min tid, når jeg er hos hende. Det eneste, der gjorde, at jeg ikke eksploderede eller undgik at komme, er hendes søstres hyppige tilstedeværelse. Første gang jeg var der, tilbragte vi næsten til midnat hos hendes mellemste søster, Maggie, som bor i en nabolejlighed til Jane Ann. Maggie er gift med Tyler (som jeg aldrig har mødt før den aften), og de har en datter sammen på tre måneder. Jeg behøver nok ikke fortælle det, men jeg sad med hende, så snart det ikke var upassende, og gav hende flaske, gik rundt med hende, og hun faldt i søvn i mine arme! Babyer er altså min svaghed, uden sammenligning. Tyler og Maggie havde også for nyligt reddet en hjorteunge, heeeelt ung baby hjort, og de gav den gedemælk i flaske, og lod den bo i deres lejlighed. Den var helt tam og kom hen til mig, når jeg kaldte den hen. En rigtig bambi med de hvide pletter på ryggen og STORE ører! Den var virkelig sød. Sådan noget ser man vidst kun i USA haha! Jeg elskede at være der. Tyler var også meget interesseret i Danmark og ville gerne lære nogle danske ord. Jeg valgte ikke at være ond og bruge Rød grød med fløde, men amerikansk udtale af dansk er sjov, lige meget hvad man lærer dem. Da vi kom tilbage til Jane Ann's lejlighed, begyndte vi en kort serie, som hedder Sherlock. Det er en ny og moderne version af Sherlock Holmes med Benedict Cumberbatch (han lægger stemme til dragen i Hobitten og er en af de onde roller i den nye Star Trek) i hovedrollen og Martin Freeman (som tilfældigvis spiller hovedrollen i Hobitten) som Dr. Watson. Jeg var lidt skeptisk, for den eneste erfaring jeg har med Sherlock Holmes er tegnefilmen Mesterdetektiven Basil Mus. Jeg kunne godt lide den, men interessen har ikke udviklet sig udover det. Men jeg fik en kæmpe lang næse, og jeg er nær afhængig af serien nu. Jane Ann er opsat på, at vi ser hele serien sammen, og det er i det mindste noget, at jeg ved, det er det, vi skal, når vi er sammen. Men for at være ærlig, ville jeg langt hellere bare blive hos familien. Jeg tog hjem ved 14 tiden, og så snart jeg drejede ind på Beaver Lakes Road, hørte jeg en bil bremse bag mig. Jane Ann bor et kvarters gang fra familien, og nabolaget er så sikkert, som det kan blive, så hverken jeg eller familien er betænkelige ved, at jeg går. Jeg vil gerne gå. Men jeg hørte en bil bremse bag mig, og der holdt Nanny og hendes niece Emma i deres truck, og de spurgte, om jeg ville hoppe om i ladet og få et lift hjem. Venstre ben, dæk; højre ben over kanten af ladet, og så sad jeg der med ryggen til, vinden i håret og et stort grin klistret på ansigtet. Da jeg kom hjem, passede Taylor sin fætter Grayson. Carrie's yngre bror Josh er inden for de sidste par år blevet gift, og nu har de så Grayson på omk. fire måneder. Så monopoliserede jeg ham. På en pæn måde. Jeg gav ham flaske, gik rundt med ham, og til sidst faldt han i søvn i mine arme, indtil Josh kom efter ham.
Denne eftermiddag er jeg kommet hjem efter andet besøg hos Jane Ann. Jeg havde planlagt at gå, men som jeg kom ud til postkassen, kom Josh og hans kone Melissa kørende og tilbød et lift, hvilket jeg egentlig var taknemmelig for. Det var ret varmt. Jane Ann og jeg tog ikke over til Maggie, men deres yngste søster Jessica bor sammen med hende, og Jessica har også en baby - og en fireårig! Den fireårige er en rigtig møgunge. Hun vender sig hurtigt til fremmede, men hun er enormt irriterende efter den første halve time. Hun forstod slet ikke heller, at man skal være forsigtig ved babyer og dyrebørn. Men først på aftenen var vi sammen med Jessica og hendes to børn og så showet Whose Line is it Anyway? Det er den amerikanske version af Rundt på Gulvet, som (Rundt på Gulvet) er et forholdsvist nyt underholdningsshow på tv. Jeg synes dog, at Rundt på Gulvet bliver lidt ensformigt, mens Whose Line is it Anyway tager forslag fra publikum og har flere slags scener. De er kun ét hold, som leger sammen, af tre faste komikere og en person, der skiftes ud, og så er der en gæstestjerne i hvert show, som oftest er skuespillere. De improviserer selvfølgelig det hele. Vi så det, inden vi gik ind på Jane Anns værelse og så Sherlock Holmes. Så så vi endnu et afsnit, inden jeg tog hjem idag. Da jeg gik ud, kom Maggie kørende efter en pigeaften med deres kusine, og hun gav mig så et lift hjem. Der foregår noget vild timing her med mine gåture og bekendtes køreture. Ude ved postkassen sad Emily Grace, hendes veninde Allie og Taylor og solgte ferskner og saftevand til forbikørende. Vores naboer er på ferie frem til september og har tilbudt os at få deres havelækkerier, hvis vi ville passe deres have. De har bønner (grønne og en laaaang rød-sort slags), tomater, agurker, squash (grønne og gule), blåbær, og så har de et ferskentræ. Så Emmy og Allie plukkede ferskner fra naboens træ og solgte, og så fik de lov til at lave en masse af Carries saftevand og sælge. De tjente 21 dollars på 2-3 timer.
Ungerne har været i Magic Springs to gange, mens vi har været hjemme, og jeg har nydt stilheden i fulde drag. Tim fik at vide af lægen, at hans smerter i knæ og ryg kan blive lettet lidt af at være i vand, så da jeg kom, havde de bassinet oppe. Inden vi tog til Dauphin Islands fyldte de vand i, og omkring er der bjerge af mudder. Da vi så kom hjem igen, var poolen klar til at blive svømmet i. Det bliver så sandelig også udnyttet! Hver dag bruger Tim (også med Carries hjælp) et par timer på at bygge en trappe og et trægulv, som går fra terrassen til poolen, så ungerne ikke træder i mudderet og gør vandet beskidt. Det er ret fedt at se og super lækkert at have!
Først og fremmest var jeg glad for at komme i en stor og dejlig blød seng. Jeg sover vidunderligt i den, og på natbordet er en lille fane, som både larmer og køler, og jeg vidste ikke før, hvor god sådan en egentlig er. Nogle aftenener lægger jeg mig op ved 21 tiden for at have lidt alenetid eller ringe med Ricardo, og der ser ungerne eller Tim stadig tv, og de har lyden skruet ret højt op, og så er den konstante rumlen fra fanen både overdøvende og afslappende. Og så er den fantastisk til at køle rummet ned, så jeg ikke ligger og sveder alt til, mens jeg sover.
Ugen har generelt været lige så afslappende som sidste uge. Jeg har hjulpet til med at vaske og folde tøj og ordne opvasker, og sørge for at ungerne rydder op efter sig, men ellers læser jeg rigtig meget. Carrie kan godt lide at få en lur efter middag, og jeg kan godt lide at sidde i sengen ved siden af hende og læse.
I mandags kørte Carrie, Nanny, Taylor og jeg den yngste pige Emily Grace til gymnastik kl. 18, og så tog vi ud at spise og rendte i Kroger og Target, inden vi samlede Emmy op igen. Efter vi havde fulgt hende ind til gymnastik, vred jeg om på ankelen, fordi min fod blev fanget i et hul lige ved bildøren, og jeg havde en halv times skjult panik, fordi jeg havde så ondt, og jeg var bange for, at jeg havde brækket noget. Jeg har aldrig brækket noget. Jeg kommer altid til skade, men det er en slags heldig uheld, for der sker ikke andet end forstuvninger og blå mærker. Jeg har stadig, næsten en uge senere, en grim rift på selve ankel-stik-ud-knoglen, og et par dage var der et ulækkert blåt mærke, men da det blå mærke forsvandt, havde jeg ikke ondt mere. Jeg ved ikke, om der overhovedet var en forstuvning, men der var i hvert fald et godt slag.
Jeg har to gange nu været hjemme ved en gammel veninde, Jane Ann. Hun er en meget stor trunte med rødt hår, og hun er meget opsat på at være sammen med mig. Jeg er beæret over, at hun synes så godt om mig, men jeg kommer for at være sammen med familien. Udover det, føler jeg bare ikke, at vi laver noget, som jeg virkelig, virkelig gerne vil. Hun har ligesom sin egen plan, og jeg følger egentlig bare med..og begge gange jeg har været der, har hun først haft lyst til at lægge sig efter kl 2 om natten, og jeg nægter at sove min tid væk her, så jeg har ikke sovet nok. Jeg har det bare generelt, som om jeg spilder min tid, når jeg er hos hende. Det eneste, der gjorde, at jeg ikke eksploderede eller undgik at komme, er hendes søstres hyppige tilstedeværelse. Første gang jeg var der, tilbragte vi næsten til midnat hos hendes mellemste søster, Maggie, som bor i en nabolejlighed til Jane Ann. Maggie er gift med Tyler (som jeg aldrig har mødt før den aften), og de har en datter sammen på tre måneder. Jeg behøver nok ikke fortælle det, men jeg sad med hende, så snart det ikke var upassende, og gav hende flaske, gik rundt med hende, og hun faldt i søvn i mine arme! Babyer er altså min svaghed, uden sammenligning. Tyler og Maggie havde også for nyligt reddet en hjorteunge, heeeelt ung baby hjort, og de gav den gedemælk i flaske, og lod den bo i deres lejlighed. Den var helt tam og kom hen til mig, når jeg kaldte den hen. En rigtig bambi med de hvide pletter på ryggen og STORE ører! Den var virkelig sød. Sådan noget ser man vidst kun i USA haha! Jeg elskede at være der. Tyler var også meget interesseret i Danmark og ville gerne lære nogle danske ord. Jeg valgte ikke at være ond og bruge Rød grød med fløde, men amerikansk udtale af dansk er sjov, lige meget hvad man lærer dem. Da vi kom tilbage til Jane Ann's lejlighed, begyndte vi en kort serie, som hedder Sherlock. Det er en ny og moderne version af Sherlock Holmes med Benedict Cumberbatch (han lægger stemme til dragen i Hobitten og er en af de onde roller i den nye Star Trek) i hovedrollen og Martin Freeman (som tilfældigvis spiller hovedrollen i Hobitten) som Dr. Watson. Jeg var lidt skeptisk, for den eneste erfaring jeg har med Sherlock Holmes er tegnefilmen Mesterdetektiven Basil Mus. Jeg kunne godt lide den, men interessen har ikke udviklet sig udover det. Men jeg fik en kæmpe lang næse, og jeg er nær afhængig af serien nu. Jane Ann er opsat på, at vi ser hele serien sammen, og det er i det mindste noget, at jeg ved, det er det, vi skal, når vi er sammen. Men for at være ærlig, ville jeg langt hellere bare blive hos familien. Jeg tog hjem ved 14 tiden, og så snart jeg drejede ind på Beaver Lakes Road, hørte jeg en bil bremse bag mig. Jane Ann bor et kvarters gang fra familien, og nabolaget er så sikkert, som det kan blive, så hverken jeg eller familien er betænkelige ved, at jeg går. Jeg vil gerne gå. Men jeg hørte en bil bremse bag mig, og der holdt Nanny og hendes niece Emma i deres truck, og de spurgte, om jeg ville hoppe om i ladet og få et lift hjem. Venstre ben, dæk; højre ben over kanten af ladet, og så sad jeg der med ryggen til, vinden i håret og et stort grin klistret på ansigtet. Da jeg kom hjem, passede Taylor sin fætter Grayson. Carrie's yngre bror Josh er inden for de sidste par år blevet gift, og nu har de så Grayson på omk. fire måneder. Så monopoliserede jeg ham. På en pæn måde. Jeg gav ham flaske, gik rundt med ham, og til sidst faldt han i søvn i mine arme, indtil Josh kom efter ham.
Denne eftermiddag er jeg kommet hjem efter andet besøg hos Jane Ann. Jeg havde planlagt at gå, men som jeg kom ud til postkassen, kom Josh og hans kone Melissa kørende og tilbød et lift, hvilket jeg egentlig var taknemmelig for. Det var ret varmt. Jane Ann og jeg tog ikke over til Maggie, men deres yngste søster Jessica bor sammen med hende, og Jessica har også en baby - og en fireårig! Den fireårige er en rigtig møgunge. Hun vender sig hurtigt til fremmede, men hun er enormt irriterende efter den første halve time. Hun forstod slet ikke heller, at man skal være forsigtig ved babyer og dyrebørn. Men først på aftenen var vi sammen med Jessica og hendes to børn og så showet Whose Line is it Anyway? Det er den amerikanske version af Rundt på Gulvet, som (Rundt på Gulvet) er et forholdsvist nyt underholdningsshow på tv. Jeg synes dog, at Rundt på Gulvet bliver lidt ensformigt, mens Whose Line is it Anyway tager forslag fra publikum og har flere slags scener. De er kun ét hold, som leger sammen, af tre faste komikere og en person, der skiftes ud, og så er der en gæstestjerne i hvert show, som oftest er skuespillere. De improviserer selvfølgelig det hele. Vi så det, inden vi gik ind på Jane Anns værelse og så Sherlock Holmes. Så så vi endnu et afsnit, inden jeg tog hjem idag. Da jeg gik ud, kom Maggie kørende efter en pigeaften med deres kusine, og hun gav mig så et lift hjem. Der foregår noget vild timing her med mine gåture og bekendtes køreture. Ude ved postkassen sad Emily Grace, hendes veninde Allie og Taylor og solgte ferskner og saftevand til forbikørende. Vores naboer er på ferie frem til september og har tilbudt os at få deres havelækkerier, hvis vi ville passe deres have. De har bønner (grønne og en laaaang rød-sort slags), tomater, agurker, squash (grønne og gule), blåbær, og så har de et ferskentræ. Så Emmy og Allie plukkede ferskner fra naboens træ og solgte, og så fik de lov til at lave en masse af Carries saftevand og sælge. De tjente 21 dollars på 2-3 timer.
Ungerne har været i Magic Springs to gange, mens vi har været hjemme, og jeg har nydt stilheden i fulde drag. Tim fik at vide af lægen, at hans smerter i knæ og ryg kan blive lettet lidt af at være i vand, så da jeg kom, havde de bassinet oppe. Inden vi tog til Dauphin Islands fyldte de vand i, og omkring er der bjerge af mudder. Da vi så kom hjem igen, var poolen klar til at blive svømmet i. Det bliver så sandelig også udnyttet! Hver dag bruger Tim (også med Carries hjælp) et par timer på at bygge en trappe og et trægulv, som går fra terrassen til poolen, så ungerne ikke træder i mudderet og gør vandet beskidt. Det er ret fedt at se og super lækkert at have!
mandag den 7. juli 2014
Tissetøsen
Tirsdag vågnede jeg til familielyde og lugten af æg og bacon. Desværre havde jeg en lidt asocial dag. Jeg har de sidste seks måneder boet med en veninde, som kun er hjemme halvdelen af tiden, så det var meget normalt at være helt alene, fra jeg kom hjem fra skole, til jeg sad i bussen på vej i skole dagen efter. Familien her er sammen fra de vågner, til de går i seng, og det er meget hyggeligt, men denne dag havde jeg bare ikke lyst til andet end at ligge for mig selv og læse. Jeg vidste bare også, at vi kun havde tre dage tilbage der, så jeg ville ikke spilde tiden på at være nedern. Så hellere bide tænderne sammen og få det meste ud af det, og det endte da med at være hyggeligt. Efter en fuld engelsk morgenmad gik vi alle til poolen, svømmede og solbadede. Omkring middag gik vi alle pånær Tim ud for at få en snowcone (det er stort set bare knuste isterninger med sirup af selvvalgt smag), og det var rigtig lækkert. Vi lavede burgere til frokost, og jeg holdt et halvt øje med de to yngste i poolen, mens de voksne tog en lur. De kan jo godt passe sig selv, men hvis de går en tur, skal de fortælle det, og det er der, jeg kommer ind. Nogen skal bare have et overblik over, hvor de er. Ved halv fem tiden kørte vi til restauranten Beadean's, hvor der var fri krabbebuffet for 30 dollars. Det er et hver-tirsdag-tilbud. Carrie spiser generelt ikke særlig meget, så hun sprang over og fik noget andet, mens ellers fik alle andre det. Det var all-you-can-eat snow crab legs, dem man ser på film. De ligner noget fra et mareridt, og man skal lige finde fidusen i at splitte dem ad på den nemmest mulige måde, men det er virkelig arbejdet værd! Man får gerne to bundter ben ad gangen, en skål smeltet smør (det brugte jeg dog ikke) og en simpel nøddeknækker. Efter man lige finder metoden, bruger man kun nøddeknækkeren til selve kløerne, og ellers, hvis man brækker benene det rigtige sted, bliver køddet siddende, mens man hiver skallen væk, så man bare kan suge resten af det ud af den anden side af skallen.
De havde en afrydder, som løbende kom efter vores bunker af skaller. Taylor gik på toilet på et tidspunkt, og mens hun rejste sig, tog hun en tår vand og spildte lidt på stolesædet og gulvet. Mens hun var væk, kom afrydderen, en sød ung fyr på 16 år (Cailyn spurgte), hen til bordet, og kiggede på vandet, og Tim udbrød "min datter kom til at tisse i bukserne". Afrydderen gav et forsigtigt halvsmil, ikke sikker på om han skulle tro det eller ej, og tørrede det op. Da Taylor kom tilbage, sladrede Cailyn, og så brød Taylor ud i grin og sagde, at hun også havde fået et lidt underligt blik fra afrydderen. Inden vi gik, skrev Taylor og Cailyn på en serviet "Here's my number: 555-555-5556, love Pee Pee Girl". Kort efter, mens Taylor gnavede af sin minimajs, kiggede hun på den, kom den i servietten og tilføjede "I thought about you, in case you get hungry at work." Vi var alle flade over bordet af grin.
Regningen for voksenbuffeten var 29 dollars ligeud, men vi havde samme tjener, som sidst vi var der, og vi kunne rigtig godt lide hende. Hun satte både min, Nanny's (for hun spiser heller ikke ret meget), og alle børnenes regning til børnebuffeten (grænsen går ved 10 eller 12 år), som er 17,90 dollars! Hun fik en ret stor tip af os alle sammen den aften. Resten af aftenen slappede vi bare af.
De havde en afrydder, som løbende kom efter vores bunker af skaller. Taylor gik på toilet på et tidspunkt, og mens hun rejste sig, tog hun en tår vand og spildte lidt på stolesædet og gulvet. Mens hun var væk, kom afrydderen, en sød ung fyr på 16 år (Cailyn spurgte), hen til bordet, og kiggede på vandet, og Tim udbrød "min datter kom til at tisse i bukserne". Afrydderen gav et forsigtigt halvsmil, ikke sikker på om han skulle tro det eller ej, og tørrede det op. Da Taylor kom tilbage, sladrede Cailyn, og så brød Taylor ud i grin og sagde, at hun også havde fået et lidt underligt blik fra afrydderen. Inden vi gik, skrev Taylor og Cailyn på en serviet "Here's my number: 555-555-5556, love Pee Pee Girl". Kort efter, mens Taylor gnavede af sin minimajs, kiggede hun på den, kom den i servietten og tilføjede "I thought about you, in case you get hungry at work." Vi var alle flade over bordet af grin.
Regningen for voksenbuffeten var 29 dollars ligeud, men vi havde samme tjener, som sidst vi var der, og vi kunne rigtig godt lide hende. Hun satte både min, Nanny's (for hun spiser heller ikke ret meget), og alle børnenes regning til børnebuffeten (grænsen går ved 10 eller 12 år), som er 17,90 dollars! Hun fik en ret stor tip af os alle sammen den aften. Resten af aftenen slappede vi bare af.
søndag den 6. juli 2014
Foley
Jeg har haft minimum jetlag denne gang, heldigvis. Jeg har ikke et vækkeur (Carrie har vækket mig, når det var vigtigt), og jeg vågner af mig selv ved 9 tiden hver morgen. Hen på eftermiddagen har jeg været rigtig træt, men jeg kæmpede imod, så jeg kunne komme ind i den rigtige døgnrytme. Når jeg endelig lå i sengen, var det lidt svært at falde i søvn, men med alle de nye indtryk og aktiviteter var jeg helt udkørt, så selvom jeg sov ni fulde timer hver nat, lå jeg ikke vågen alt for lang tid.
Carrie vækkede os 7.40 mandag d. 30. juni, fordi vi skulle nå en færge til Foley, Alabama. Vi ankom ti minutter over otte, men færgen sejlede først kvart i ni og hver halvanden time derefter), så Nanny blev i bilen forrest i køen, mens vi andre gik ud og kiggede. Der var en 'badebro' tæt ved og et havnehus. En lille sandkant gik parallelt med broen, som var FYLDT med 'blue crabs'. I vandkanten under havnehuset fandt jeg en eremitkrabbe!!
I kan trykke på billederne, og så bliver de større.
Jeg tabte den desværre, da den stak ud af konkylien og begyndte at kravle rundt på min hånd. Jeg må flovt erkende, at jeg var lidt bange for, at den ville bide mig eller sådan noget, og det kildede for meget, da den kravlede på mig. Sagen med eremitkrabber (og grunden til, at de har fået det navn) er, at de tager sneglehuse og konkylier og hvad de lige kan finde, som deres hus. De angriber ikke nogen, men overtager tomme huse. Den skifter huset ud efterhånden som den vokser.
Båden kom så endelig. Da vi kom hen til bilen, var der tre lange køer af biler, der ventede på at komme ombord. Vi kom til at holde på dækket, og så havde vi omkring 45 minutter, inden vi kunne køre på land igen. I en af enderne på skibet var et metalskilt med teksten, at Barack Obama havde stået lige der d. 14 juni 2011. Det var lidt morsomt.
Der var ret mange olieplatforme i havet ved Golfkysten og Dauphin Islands. I løbet af dagen var de bare en grå prik i horisonten, men når det blev mørkt, var der en masse lys derude, lidt ligesom julelys.
Sejlturen var vidunderlig! Det var varmt, og der var en lille brise, så det ikke var uudholdeligt. Jeg stod på dækket på hele turen og nød bølgernes vuggen. Som vi kørte på land igen, så vi en stor, slank sort fugl flyve over os, og Carrie udbrød "Oooooh, hvilken slags fugl er det??" Og Nanny svarede tørt: "En sort en..." Og så begyndte Tim: "Ooooh, hvilken slags person er det? .....en sort en.... hvilken slags person er dét?" Han pegede på Nanny. Taylor: "En gammel en.." Det var selvfølgelig alt sammen ment på en sød-dril måde.
Vi havde planlagt at spise frokost på restauranten Lambart's Cafe, så snart de åbnede - kl. 10.30, men på vejen så vi Old Time Pottery, som har alt muligt til hus og have. Vi kom til Lambart's klokken elleve, og der var allerede en kæmpe kø. Der er kun tre i hele USA, og de er enormt populære. Menuen var ikke så ekstraordinær, men specielt for Lambart's er, at de jævnligt kommer rundt med tilbehør til maden som syltet kål, stegte kartoffelskiver, dybstegt okra osv., og så kommer der en fyr og kaster friske boller! Han stiller sig midt i restauranten og råber "hot rolls!", og dem, der vil have en bolle, skal række armene i vejret, og så kaster han dem! Den første gang, jeg greb, slap den gennem mine hænder og ramte mig i brystet så hårdt, at luften blev trykket ud af mig, og familien gav mig et opmuntrende bifald. De første tre gange gik fint, men fjerde gang gjalede Taylor "hot STEAMY BUNS", før han nåede det, og han rødmede helt ud til ørerne og prøvede ikke at smile. Ordet 'buns' på engelsk er udover 'bolle' også slang for 'balder'. Han kiggede ikke over mod vores bord før til allersidst, og så rødmede han bare endnu mere. Næste gang, han så kom, råbte han også "hot steamy buns!!" og sendte Taylor et skævt smil, og så rødmede Taylor lige så meget som ham!
Jeg fik kylling og dumplins, som viste sig at være en cremet suppe. Udover for at dele tilbehør ud til maden, gik tjenerne også rundt under påskud om at tjekke, om vi manglede noget, men i virkeligheden lavede de numre! De havde fx en kande med frossen saftevand, som de lod, som om de kom til at vælte på bordet (folk sprang altid tilbage i sædet), en tøjdyrsilder som de fik til at springe frem fra en spand, en gul snor i sennepsflaske som blev sprøjtet ud over folk, og til børnene havde de en kasse med 'slik', som, når man hev låget til side, fulgte en plastikmus med tæt nok på til at bide en i fingrene. Humøret var højt i hele restauranten. Inden vi gik ind, fortalte Tim mig om bollerne, men så sagde han, at han ikke ville fortælle mig mere. Han ville altså se mig blive snydt. Da vi var færdige og kom udenfor, sad folk spredt ud over alle siddeflader og ventede på at få et bord. Køen var lang nok til at de bagerste kunne vente flere timer! Ved middagstid kørte vi til et outlet mall, som er et område med parkeringspladser i midten og butikker hele vejen rundt om. Der kommer ingen anden trafik end dem, der skal shoppe. Halv tre samledes vi i bilen tilfældigvis alle færdige på samme tid. Jeg havde fulgtes med Taylor og Cailyn rundt i Aeropostale, Charlotte Russe og Old Navy, Shoe Carnivale og Body Central. Vi købte også en is ved en lille isbod med parasol over. Der stod 'italiensk is' på vognen, men det smagte mere som lemonadeis med carbon. Det er også samme konsistens, som deres slushees har. Jeg fik ½ kugle med kirsebær og ½ med candyfloss bare for at prøve det. På vejen tilbage til færgen ville Carrie vise mig Golfkysten og kørte heeeelt ned til strandlejlighederne og sommerhusene nede ved stranden, men vi kom sgu til at sidde fast i sandet! Det tog mig, Tim, Nanny og Cailyn and skubbe bilen fri. Kvart i fem var vi ved havnen og ventede på færgen.
Da tjenerne havde sørget så godt for os på Lambart's med tilbehør, spiser man sig ret hurtigt mæt i det frem for hovedmåltidet. Jeg kom kun af med 20 dollars for det hele og tips, og vi tog alle rester med hjem, så vi kunne spise det til aftensmad. Resten af aftenen var bare hygge og fjernsyn.
Carrie vækkede os 7.40 mandag d. 30. juni, fordi vi skulle nå en færge til Foley, Alabama. Vi ankom ti minutter over otte, men færgen sejlede først kvart i ni og hver halvanden time derefter), så Nanny blev i bilen forrest i køen, mens vi andre gik ud og kiggede. Der var en 'badebro' tæt ved og et havnehus. En lille sandkant gik parallelt med broen, som var FYLDT med 'blue crabs'. I vandkanten under havnehuset fandt jeg en eremitkrabbe!!
I kan trykke på billederne, og så bliver de større.
 |
| Strandkanten med blue crabs (alle de små prikker) |
 |
| Cailyn på broen |
 |
| Området ved den lille havn |
 |
| Havnehuset |
 |
| Der var masser af østers suget fast på siderne i vandet af dem her |
 |
| Carrie og Emily Grace |
 |
| Broen ved havnen |
 |
| Eremitkrabben! |
 |
| Som I kan se, var jeg ikke helt tryg ved den haha! |
 |
| Den havde taget en konkylie som hjem. |
Båden kom så endelig. Da vi kom hen til bilen, var der tre lange køer af biler, der ventede på at komme ombord. Vi kom til at holde på dækket, og så havde vi omkring 45 minutter, inden vi kunne køre på land igen. I en af enderne på skibet var et metalskilt med teksten, at Barack Obama havde stået lige der d. 14 juni 2011. Det var lidt morsomt.
 |
| Pelikaner! |
 |
| Pelikaner over det hele! |
 |
| Ford Gaines, som vi så senere på ugen |
 |
| Skiltet med Obama var lige til højre for den her |
 |
| Der var ret mange olieplatforme ude i vandet |
Der var ret mange olieplatforme i havet ved Golfkysten og Dauphin Islands. I løbet af dagen var de bare en grå prik i horisonten, men når det blev mørkt, var der en masse lys derude, lidt ligesom julelys.
Sejlturen var vidunderlig! Det var varmt, og der var en lille brise, så det ikke var uudholdeligt. Jeg stod på dækket på hele turen og nød bølgernes vuggen. Som vi kørte på land igen, så vi en stor, slank sort fugl flyve over os, og Carrie udbrød "Oooooh, hvilken slags fugl er det??" Og Nanny svarede tørt: "En sort en..." Og så begyndte Tim: "Ooooh, hvilken slags person er det? .....en sort en.... hvilken slags person er dét?" Han pegede på Nanny. Taylor: "En gammel en.." Det var selvfølgelig alt sammen ment på en sød-dril måde.
Vi havde planlagt at spise frokost på restauranten Lambart's Cafe, så snart de åbnede - kl. 10.30, men på vejen så vi Old Time Pottery, som har alt muligt til hus og have. Vi kom til Lambart's klokken elleve, og der var allerede en kæmpe kø. Der er kun tre i hele USA, og de er enormt populære. Menuen var ikke så ekstraordinær, men specielt for Lambart's er, at de jævnligt kommer rundt med tilbehør til maden som syltet kål, stegte kartoffelskiver, dybstegt okra osv., og så kommer der en fyr og kaster friske boller! Han stiller sig midt i restauranten og råber "hot rolls!", og dem, der vil have en bolle, skal række armene i vejret, og så kaster han dem! Den første gang, jeg greb, slap den gennem mine hænder og ramte mig i brystet så hårdt, at luften blev trykket ud af mig, og familien gav mig et opmuntrende bifald. De første tre gange gik fint, men fjerde gang gjalede Taylor "hot STEAMY BUNS", før han nåede det, og han rødmede helt ud til ørerne og prøvede ikke at smile. Ordet 'buns' på engelsk er udover 'bolle' også slang for 'balder'. Han kiggede ikke over mod vores bord før til allersidst, og så rødmede han bare endnu mere. Næste gang, han så kom, råbte han også "hot steamy buns!!" og sendte Taylor et skævt smil, og så rødmede Taylor lige så meget som ham!
Jeg fik kylling og dumplins, som viste sig at være en cremet suppe. Udover for at dele tilbehør ud til maden, gik tjenerne også rundt under påskud om at tjekke, om vi manglede noget, men i virkeligheden lavede de numre! De havde fx en kande med frossen saftevand, som de lod, som om de kom til at vælte på bordet (folk sprang altid tilbage i sædet), en tøjdyrsilder som de fik til at springe frem fra en spand, en gul snor i sennepsflaske som blev sprøjtet ud over folk, og til børnene havde de en kasse med 'slik', som, når man hev låget til side, fulgte en plastikmus med tæt nok på til at bide en i fingrene. Humøret var højt i hele restauranten. Inden vi gik ind, fortalte Tim mig om bollerne, men så sagde han, at han ikke ville fortælle mig mere. Han ville altså se mig blive snydt. Da vi var færdige og kom udenfor, sad folk spredt ud over alle siddeflader og ventede på at få et bord. Køen var lang nok til at de bagerste kunne vente flere timer! Ved middagstid kørte vi til et outlet mall, som er et område med parkeringspladser i midten og butikker hele vejen rundt om. Der kommer ingen anden trafik end dem, der skal shoppe. Halv tre samledes vi i bilen tilfældigvis alle færdige på samme tid. Jeg havde fulgtes med Taylor og Cailyn rundt i Aeropostale, Charlotte Russe og Old Navy, Shoe Carnivale og Body Central. Vi købte også en is ved en lille isbod med parasol over. Der stod 'italiensk is' på vognen, men det smagte mere som lemonadeis med carbon. Det er også samme konsistens, som deres slushees har. Jeg fik ½ kugle med kirsebær og ½ med candyfloss bare for at prøve det. På vejen tilbage til færgen ville Carrie vise mig Golfkysten og kørte heeeelt ned til strandlejlighederne og sommerhusene nede ved stranden, men vi kom sgu til at sidde fast i sandet! Det tog mig, Tim, Nanny og Cailyn and skubbe bilen fri. Kvart i fem var vi ved havnen og ventede på færgen.
Da tjenerne havde sørget så godt for os på Lambart's med tilbehør, spiser man sig ret hurtigt mæt i det frem for hovedmåltidet. Jeg kom kun af med 20 dollars for det hele og tips, og vi tog alle rester med hjem, så vi kunne spise det til aftensmad. Resten af aftenen var bare hygge og fjernsyn.
 |
| Emily Grace og jeg i Lambard's ventende på bordplads |
 |
| Cailyn og mig |
 |
| Emily Grace havde gavmildt tilbudt sin far siddeplads på sit skød |
 |
| Nanny i regnbuekjolen og Carrie til venstre |
 |
| Indianerpynt i venteområdet |
 |
| Kylling og dumplins, majs og agurk |
 |
| Tjener med dybstegt okra |
 |
| Tim, Emily Grace, Cailyn, Taylor og Carrie |
 |
| Foran Lambart's |
 |
| Et tog af træ foran restauranten "Lambert's Hot Roll Express" |
 |
| Skibet fra Dauphin Islands til Foley som sejlede modsat os |
Pirate's Delight
Søndag d. 29. juni vågnede jeg af mig selv kvart over ti, og det var ret tiltrængt med en dejligt lang, uafbrudt nats søvn. Familien var allesammen i poolen eller slikkede sol på liggestolene, så jeg spiste lidt frugt, kom i badetøjet og gik ud....hvor de lige begyndte at komme op og væk fra solen. Typisk. De to yngste blev dog i vandet, da de så, at jeg var på vej ud. Emily Grace har den perfekte størrelse til at kaste rundt i vandet! Hun spurgte, om jeg ville med ud til molen, hvilket jeg var frisk på, så vi fik tøj på og gik..men der gik ikke længe, før jeg følte mig let til hovedet af mangel på rigtig morgenmad og vand, og af varmen. Solen bagte, men det er ikke for overvældende, som jeg huskede fra for tre år siden. Vi vendte om, og jeg slikkede lidt sol og holdt øje med de to yngste, mens Carrie tog en lur, og resten af dagen brugte jeg indenfor for at læse. Tim lå i sofaen og så Game of Thrones imens. Ved 17 tiden tog vi igen ud at spise på en restaurant heeeelt nede ved stranden 10 minutter væk, som hed Pirate's Delight. Jeg fik noget lokal fisk med løgringe og kartoffelsalat, men tjeneren var forfærdelig. Hun var omkring de 50 år og kunne ikke høre (eller huske) så godt. Min kartoffelsalat fik jeg først lige inden vi kørte igen, og hun glemte faktisk at skrive tallet på regningen! Men vi havde fantastisk udsigt over Dauphin Islands! Der var palmer, kaktus og strand alt sammen en spytklat væk! Cailyn er kommet i den alder, hvor fyre er spændende, og hun bekymrer sig ikke så meget for at skjule det, hverken for os eller fyrene, hun får øje på, så der opstår lidt ballade engang i mellem. Hendes far er ikke så vild med det. På vejen tilbage kørte vi forbi en RedBox (udendørs elektronisk filmudlejning) og lejede den nye film Pompeii og den nyeste Transformers film. Vi var tilbage ved 19 tiden, hvor der ikke gik længe, før Emily Grace charmerede mig med i poolen. Cailyn kom også ud, og ved 20.30 tiden gik alle pånær Nanny ned til stranden med lommelygter og net. Hvorfor? På strandene i syden kommer sandkrabber frem, når det bliver mørkt! I løbet af dagen gemmer de sig under sandet, men de er overalt på overfladen om aftenen og natten. De er lynhurtige, og man lægger ikke mærke til dem, før man bevidst lyser rundt på stranden. Tim fortalte mig, hvordan han og Carrie havde været på weekendtur omkring Pensacola i Florida nede ved stranden, da de var unge, og folk omkring havde gået tur med lommelygte, men de vidste ikke hvorfor. De fandt ud af det senere, men det er grunden til, at de kendte fidusen nu. De fleste krabber var på størrelse med de danske, men et par stykker kunne gå fra min fingerspids til håndroden! Som før skrevet var de lynhurtige, og selvom vi allesammen gjorde vores bedste, fangede vi kun en brøkdel af dem, vi så. Det var rigtig sjovt, og jeg er glad for, at jeg fik mulighed for at gøre det. Vi gik derned, da det blev turmørke, og det blev rigtig nattemørke, mens vi var derude.
Da vi kom tilbage, støvsugede vi lejligheden og ryddede det værste op. Hver aften støvsugede vi, fordi folk gik i bare tæer og slæbte sand med ind. Bagefter satte vi Pompeii på i stuen, mens Tim så Transformers. Jeg sad kun med Carrie og Emily Grace, fordi det var blevet lidt sent. Filmen var okay. Den var underholdende, og skuespilleren med hovedrollen (Kit Harington) var flot, men ellers var den ikke så fantastisk.
Syv mennesker, én bil
Allerede halv fem om morgenen lørdag den 28. juni sad vi hele
familien; Tim, Carrie i front, jeg og Emily Grace og bedstemoren Linda (som vi
kalder Nanny) i midten, og Taylor og Cailyn bagerst på vej til Dauphin Islands.
Carrie ville egentlig gerne have været afsted tidligere, men så snart vi kørte
af Bæverflodvej (Beaver Lakes Road, hvor familien bor), begyndte hun at kvidre
spændt. Vi fik også sat reglerne med det samme, at brok og skænderier ikke
ville blive tolereret. Det var en lang tur. Vi kørte bl.a. gennem byen Dumas,
hvor der er et berømt fængsel (Nanny voksede op i Dumas), gennem Louisiana og
fik morgenmad på McDonalds (de har en morgenmadsbuffet) ca. halv ni. Fem
minutter i nu kørte vi over grænsen til Mississippi og over broen på tværs af
den mudrede Mississippi River. De kalder floden The Missislippy. Tyrehajen er
bl.a. kendt for at svømme i Mississippi floden. I samme åndedrag fortalte Tim,
at stranden Orange Beach omkring Golfkysten for nyligt blev lukket, fordi der
var for mange hajer i området. Det er åbenbart ikke kun i Mellemøsten, den
slags sker. Tim kan godt lide at fortælle mig om ting - fx om ovenstående. Da
jeg først kom, og børnene var over den første spænding af min ankomst, kaldte
han mig hen direkte for at fortælle om sit akvarie, fiskene og planterne i det,
og om nye tilkomster i det.Emily Grace er virkelig sin fars pige! Der sker rigtig meget
drilleri, og Emmy er ofte på sin fars side, men vi kører bravt alle mod alle.
Nanny giver mig highfives, når jeg driller Tim, så vi er allerede inde i en
gammel vane.Ti minutter over et lagde jeg mærke til de første palmetræer ved
tankstationer og langs vejkanten (de gror overalt!). Den sidste halve time var
ret presset i bilen. Tim havde ondt og var træt, og vi trængte bare alle til at
komme ud af bilen. Vi ankom omk. 13.45 i ferielejligheden (en condo), slappede
af, og så tog jeg de to yngste med til poolen og ned til stranden, så de andre
kunne hvile hovederne. Vi havde en condo i stueetagen, og poolen var
bogstaveligt talt lige uden for terrassen (for ja, der var terrasse på den
anden side med havemøbler (sofa, to stole med armlæn, et højt bord og
tilhørende stole)) og et jernhegn. Der var tre etager og nok 15 lejligheder pr
etage i netop vores kompleks, og vi havde to pools og en masse liggestole. På
den anden side af de to pools var en bro af træ med to låger, som førte ned til
stranden. Der var en bred sti derfra, som førte gennem opskyllet vand opvarmet
til næsten-brændepunkt af solen med en masse havslam, og så kan man gå 2-3
minutter ned til havet. Vandet var mørkt, fordi bølgerne ragede sandet op og af
havplanter, og med tanken om hajer var jeg ikke så ivrig efter at svømme i
havet. Vandet var også virkelig lunt, hvilket nok ikke undrer nogen, fordi der
er så varmt - Dauphin Islands er en ø syd for staten Alabama og tæt på
Golfkysten - men jeg synes, det var lidt for mærkeligt. Jeg kan bedst lide
havet, jeg har været vant til i Danmark. Havet her lugtede slet ikke saltet
eller af fisk eller tang eller noget som helst, og jeg kan faktisk ikke komme i
tanke om andet end lyden af bølger, der skulle give anledning til at vide, at
man er nær havet. Jeg gav mig ikke til at smage vandet, så jeg ved heller ikke
præcis hvor salt, det var. Jeg fik dog en dag vovet mig ud i det til knæhøjde
(jeg er altså ikke så vild med tanken om de hajer), og jeg vadede selvfølgelig
rundt, som jeg plejer, men da Taylor så det, sagde hun, at jeg nok burde lade
fødderne glide hen og sandbunden, for der er altså også pilrokker, der gemmer
sig i sandet ligesom fladfisk. Så jeg skyndte mig lige så stille at komme op ad
vandet. Det var første og eneste gang, jeg var rigtig ude i vandet. USA har
alle mulige mærkelig dyr, og der virker ikke umiddelbart, som om man kan slappe
af nogen steder uden at skulle holde et halvt øje med slanger, eller bjørne,
eller hajer, eller...insekter, der vil kravle op i ens kropsåbninger og lægge
æg og æde en indefra. Det er lige før. Og de render bare alle sammen rundt, som
om de ikke har naturtrusler alle steder fra! Det kan godt være, amerikanere er
kendt for at spise junkfood og være luddovne og være lidt underlige generelt,
men jeg synes altså godt, at de kunne få lidt anerkendelse for mod. Den
gennemsnitslige dansker ville rende rundt med rustning og ukrudtsbrænder til
selvforsvar i et land som dette. I hvert fald i den sydlige del af landet. Men,
hvorom alting er, tilbage til historien. Omkring kl 16 gjorde vi os klar til at tage ud og spise og købe
ind. Vi tog først i Walmart, så i forretningen Dollar General, hvor alt koster
én dollar, og så tog vi på en restaurant i Alabama ved navn Beadean's, hvor jeg
fik to soft shell krabber, én fyldt og én stegt, en bagt kartoffel og
hushpuppies (små stegte boller af ukendt blanding, som smager rigtig godt!).
Krabberne var på størrelse med min hånd og var ret lækre. Skallen var lidt sej,
men kunne sagtens spises (meningen med konceptet 'soft shell crabs'). Jeg kom
af med omk. 20 dollars for det. Som I nok kan regne ud, blev det ikke alt for
sent, før jeg gik i seng. Lejligheden har to soveværelser, et med dobbeltseng
til Tim, Carrie og Emily Grace, og et med en trekvartseng samt en køjeseng.
Nanny og Cailyn sov i den store seng, Taylor tog den øverste køje, og jeg var
glad for at få den nederste køje. Jeg sov ganske fint i den det meste af ugen,
men de to sidste nætter var den lidt hård ved mine ribben, så trekvartsengen på
mit værelse i familiens hus var et kærkomment syn ved hjemkomst.
lørdag den 5. juli 2014
Rejsen til Arkansas
Så er det vidst ved at være tid til at påbegynde bloggen igen! Det var egentlig meningen, at jeg ville fortsætte gennem mit første skoleår på universitetet, men jeg har ikke haft tid eller motivation. Det kan måske være, at jeg indimellem vil tilføje små historier fra skoleåret, men det bliver bonushistorier. Nu vil jeg begynde på sommerens første indlæg!
Det er tre år siden nu, at jeg sidste besøgte familien Cook fra Arkansas. Min amerikanske familie. Jeg besøgte dem tilbage i 2011 i syv uger mellem 2.g og 3.g i gymnasiet. Denne gang er planen at tage de første fire uger til Arkansas og bagefter fire uger til North Carolina og besøge mine venner og kæreste. Jeg har glædet mig så længe (jeg købte billetterne allerede tilbage i februar!), at da jeg endelig kom over eksamen, kunne jeg ikke realisere i hovedet, at jeg endelig rejste igen. Det gik først rigtig op for mig, da jeg navigerede gennem lufthavnen i Charlotte for at komme frem til flyet, der skulle til Little Rock.
Jeg tog til eksamen i tegnsprogskommunikation onsdag d. 25. juni kl. 9.30-10.30, kom igennem med et tilfreds 4-tal (jeg var meget nervøs!) og pakkede så resten af mine ting resten af onsdag og torsdag igennem. Torsdag ved midnatstid kom min far og hentede mig på vej hjem fra arbejde. Han havde tilbudt at køre mig til lufthavnsbussen, som kørte kl. 3 om morgenen, så vi kunne bruge de sidste par timer sammen, og så jeg ikke skulle skifte bus og tog et træls antal gange med tung kuffert og håndbaggage. Mens vi parkerede og ventede på, at bussen åbnede på rutebilstationen i Århus, så vi ikke kun én men to harer hoppe forbi! Vi lurede lidt over det, men de måtte jo være stedkendt.
Jeg tror, at turen over Atlanten har været den længste hidtil! Jeg tog fra Billund til Frankfurt 06.05 og landede 07.30. I Frankfurt fløj jeg 09.20 til Charlotte i North Carolina - denne tur tog 9 timer og 40 minutter!!!! Det faldt sammen med mangel på lyst til at læse, og der var ikke lys nok til at tegne, for folk vil helst sove på lange rejser. Flypersonalet uddeler altid høretelefoner, fordi der på bagsiden af hvert sæde er en lille skærm, hvor man kan se et stort udvalg af film og serier og høre musik i alle genrer, men mine høretelefoner virkede ikke. Der var ikke så meget andet at lave end at sove og gå på toilettet. I ni timer og fyrre minutter. Jeg ankom eeeeendelig i Charlotte lokal tid 13.00, hvor jeg havde hjertet oppe i halsen, indtil jeg ankom til gaten. Flyet til Little Rock, Arkansas, fløj kl. 14.40, og selvom Charlotte lufthavn er betydeligt mindre og langt mere overskuelig, er der alligevel en del sikkerhedskontroller, og så skal man i første ankomstlufthavn i USA hente sin baggage og aflevere (grundet registrering af told, hvis man har taget andet end ferieting med) påny, og jeg ventede i en hel halv time på min kuffert!!!! Jeg havde nær fået et nerveanfald. Det tager ikke normalt så lang tid. Jeg ankom lige præcis til min gate, da de åbnede den til at boarde. Hvis nogle af jer skal til USA en dag, kan jeg anbefale jer at have mindst to timers overlæg i første lufthavn i USA. Især når I ikke er vant til at flyve.
I flyet til Little Rock sad jeg ved siden af en rar ældre dame, som jeg kom til at snakke med. Hun viste sig at være hørehæmmet men først blevet det løbende over de sidste par år, og der kom vi naturligvis ind på tegnsprog. Det var ikke så meget om mit studie som det var en samtale om hendes muligheder for fremtiden. Der er ikke så udbredt viden om tegnsprog, og hvad man egentlig kan få ud af det, så det var en ganske stille og rolig samtale, og hun endte med at beslutte sig for at finde ud af mere, når hun kommer hjem. Jeg ankom i Arkansas kl. 15.38 lokal tid (som er 7 timer efter dansk tid).
Jeg fik min kuffert uden problemer, men Carrie var der ikke som aftalt. Jeg kom på lufthavnens wifi og ringede til hende med en gratis app på min iPad, og det viste sig at hun var fem minutter væk, så jeg havde lige tid nok til at fiske min deodorant op af kufferten og sprøjte på mig, til jeg kunne lade som om, at jeg ikke var det ildelugtende flyvemonster mere.
Det var en hyggelig tur tilbage til huset på Bæverflodvej (hæhæhæ...Beaver Lakes Road, hvor familien bor), hvor vi traditionen tro stoppede ved Sonic og fik min yndlingsdrik. Sonic er den ultimative drive-through til drikkevarer og nogle få frokostmuligheder, og min yndlings er den, der hedder en cherry-limeade. Det er ligesom lemonade af lime med kirsebærsmag. Vi tog også i forretningen Petco efter noget til Tims akvarium. Så snart bilen parkerede i garagen, kom Cailyn og Emily Grace springende sammen med tre af deres små hunde. Jeg kunne først ikke genkende Emily Grace, for hun har fået rigtig langt hår, og så er hun jo også rigtig vokset de sidste tre år. Cailyn ligner sig selv. Taylor og Emily Grace ligner hinanden lidt uhyggeligt meget. Taylor fylder 17 i august, selvom hun ser et par år ældre ud, Cailyn er blevet 13 år og Emily Grace er 9 år nu. De var utroligt søde ved velkomst og ville vise og fortælle mig alting på en gang. Deres opførsel har ikke ændret sig. Taylor skulle lige varme op til mig, men jeg fik at vide, at hun havde en dårlig dag på daværende tidspunkt, og hun er lige så sød og dejlig nu, som jeg husker hende.
Jeg vil lige hurtigt lade jer vide detaljerne om min rejse til North Carolina: d. 23 juli letter mit fly fra Little Rock kl. 11,03 og ankommer i Charlotte, NC, kl. 13.52, hvor nogle af mine venner kommer og henter mig. Jeg skal bo hos Jessica og Adam Green i al den tid, jeg er der, så jeg kan forestille mig, at det er dem, der henter mig. Jeg regner med at finde ud af det, når datoen nærmer sig.
Min rejse tilbage til Danmark er d. 28. august kl. 11.20 fra Charlotte, hvor jeg flyver til Philadelphia, Pennsylvania, flyver derfra 16.25 (jeg har ret meget tid imellem), og så kommer jeg til Frankfurt kl. 06.15. Denne flytur vil kun tage 7 timer og 50 minutter. Ha! Barnemad........ Derfra flyver jeg kl. 08.45 og ankommer til Billund kl. 10.05 dansk tid.
Det er tre år siden nu, at jeg sidste besøgte familien Cook fra Arkansas. Min amerikanske familie. Jeg besøgte dem tilbage i 2011 i syv uger mellem 2.g og 3.g i gymnasiet. Denne gang er planen at tage de første fire uger til Arkansas og bagefter fire uger til North Carolina og besøge mine venner og kæreste. Jeg har glædet mig så længe (jeg købte billetterne allerede tilbage i februar!), at da jeg endelig kom over eksamen, kunne jeg ikke realisere i hovedet, at jeg endelig rejste igen. Det gik først rigtig op for mig, da jeg navigerede gennem lufthavnen i Charlotte for at komme frem til flyet, der skulle til Little Rock.
Jeg tog til eksamen i tegnsprogskommunikation onsdag d. 25. juni kl. 9.30-10.30, kom igennem med et tilfreds 4-tal (jeg var meget nervøs!) og pakkede så resten af mine ting resten af onsdag og torsdag igennem. Torsdag ved midnatstid kom min far og hentede mig på vej hjem fra arbejde. Han havde tilbudt at køre mig til lufthavnsbussen, som kørte kl. 3 om morgenen, så vi kunne bruge de sidste par timer sammen, og så jeg ikke skulle skifte bus og tog et træls antal gange med tung kuffert og håndbaggage. Mens vi parkerede og ventede på, at bussen åbnede på rutebilstationen i Århus, så vi ikke kun én men to harer hoppe forbi! Vi lurede lidt over det, men de måtte jo være stedkendt.
Jeg tror, at turen over Atlanten har været den længste hidtil! Jeg tog fra Billund til Frankfurt 06.05 og landede 07.30. I Frankfurt fløj jeg 09.20 til Charlotte i North Carolina - denne tur tog 9 timer og 40 minutter!!!! Det faldt sammen med mangel på lyst til at læse, og der var ikke lys nok til at tegne, for folk vil helst sove på lange rejser. Flypersonalet uddeler altid høretelefoner, fordi der på bagsiden af hvert sæde er en lille skærm, hvor man kan se et stort udvalg af film og serier og høre musik i alle genrer, men mine høretelefoner virkede ikke. Der var ikke så meget andet at lave end at sove og gå på toilettet. I ni timer og fyrre minutter. Jeg ankom eeeeendelig i Charlotte lokal tid 13.00, hvor jeg havde hjertet oppe i halsen, indtil jeg ankom til gaten. Flyet til Little Rock, Arkansas, fløj kl. 14.40, og selvom Charlotte lufthavn er betydeligt mindre og langt mere overskuelig, er der alligevel en del sikkerhedskontroller, og så skal man i første ankomstlufthavn i USA hente sin baggage og aflevere (grundet registrering af told, hvis man har taget andet end ferieting med) påny, og jeg ventede i en hel halv time på min kuffert!!!! Jeg havde nær fået et nerveanfald. Det tager ikke normalt så lang tid. Jeg ankom lige præcis til min gate, da de åbnede den til at boarde. Hvis nogle af jer skal til USA en dag, kan jeg anbefale jer at have mindst to timers overlæg i første lufthavn i USA. Især når I ikke er vant til at flyve.
I flyet til Little Rock sad jeg ved siden af en rar ældre dame, som jeg kom til at snakke med. Hun viste sig at være hørehæmmet men først blevet det løbende over de sidste par år, og der kom vi naturligvis ind på tegnsprog. Det var ikke så meget om mit studie som det var en samtale om hendes muligheder for fremtiden. Der er ikke så udbredt viden om tegnsprog, og hvad man egentlig kan få ud af det, så det var en ganske stille og rolig samtale, og hun endte med at beslutte sig for at finde ud af mere, når hun kommer hjem. Jeg ankom i Arkansas kl. 15.38 lokal tid (som er 7 timer efter dansk tid).
Jeg fik min kuffert uden problemer, men Carrie var der ikke som aftalt. Jeg kom på lufthavnens wifi og ringede til hende med en gratis app på min iPad, og det viste sig at hun var fem minutter væk, så jeg havde lige tid nok til at fiske min deodorant op af kufferten og sprøjte på mig, til jeg kunne lade som om, at jeg ikke var det ildelugtende flyvemonster mere.
 |
| Et sted over Danmark! |
 |
| Tågen giver floden et fedt udtryk |
Jeg vil lige hurtigt lade jer vide detaljerne om min rejse til North Carolina: d. 23 juli letter mit fly fra Little Rock kl. 11,03 og ankommer i Charlotte, NC, kl. 13.52, hvor nogle af mine venner kommer og henter mig. Jeg skal bo hos Jessica og Adam Green i al den tid, jeg er der, så jeg kan forestille mig, at det er dem, der henter mig. Jeg regner med at finde ud af det, når datoen nærmer sig.
Min rejse tilbage til Danmark er d. 28. august kl. 11.20 fra Charlotte, hvor jeg flyver til Philadelphia, Pennsylvania, flyver derfra 16.25 (jeg har ret meget tid imellem), og så kommer jeg til Frankfurt kl. 06.15. Denne flytur vil kun tage 7 timer og 50 minutter. Ha! Barnemad........ Derfra flyver jeg kl. 08.45 og ankommer til Billund kl. 10.05 dansk tid.
Abonner på:
Opslag (Atom)