Rejsen til Arkansas

Så er det vidst ved at være tid til at påbegynde bloggen igen! Det var egentlig meningen, at jeg ville fortsætte gennem mit første skoleår på universitetet, men jeg har ikke haft tid eller motivation. Det kan måske være, at jeg indimellem vil tilføje små historier fra skoleåret, men det bliver bonushistorier. Nu vil jeg begynde på sommerens første indlæg!

Det er tre år siden nu, at jeg sidste besøgte familien Cook fra Arkansas. Min amerikanske familie. Jeg besøgte dem tilbage i 2011 i syv uger mellem 2.g og 3.g i gymnasiet. Denne gang er planen at tage de første fire uger til Arkansas og bagefter fire uger til North Carolina og besøge mine venner og kæreste. Jeg har glædet mig så længe (jeg købte billetterne allerede tilbage i februar!), at da jeg endelig kom over eksamen, kunne jeg ikke realisere i hovedet, at jeg endelig rejste igen. Det gik først rigtig op for mig, da jeg navigerede gennem lufthavnen i Charlotte for at komme frem til flyet, der skulle til Little Rock.
Jeg tog til eksamen i tegnsprogskommunikation onsdag d. 25. juni kl. 9.30-10.30, kom igennem med et tilfreds 4-tal (jeg var meget nervøs!) og pakkede så resten af mine ting resten af onsdag og torsdag igennem. Torsdag ved midnatstid kom min far og hentede mig på vej hjem fra arbejde. Han havde tilbudt at køre mig til lufthavnsbussen, som kørte kl. 3 om morgenen, så vi kunne bruge de sidste par timer sammen, og så jeg ikke skulle skifte bus og tog et træls antal gange med tung kuffert og håndbaggage. Mens vi parkerede og ventede på, at bussen åbnede på rutebilstationen i Århus, så vi ikke kun én men to harer hoppe forbi! Vi lurede lidt over det, men de måtte jo være stedkendt.

Jeg tror, at turen over Atlanten har været den længste hidtil! Jeg tog fra Billund til Frankfurt 06.05 og landede 07.30. I Frankfurt fløj jeg 09.20 til Charlotte i North Carolina - denne tur tog 9 timer og 40 minutter!!!! Det faldt sammen med mangel på lyst til at læse, og der var ikke lys nok til at tegne, for folk vil helst sove på lange rejser. Flypersonalet uddeler altid høretelefoner, fordi der på bagsiden af hvert sæde er en lille skærm, hvor man kan se et stort udvalg af film og serier og høre musik i alle genrer, men mine høretelefoner virkede ikke. Der var ikke så meget andet at lave end at sove og gå på toilettet. I ni timer og fyrre minutter. Jeg ankom eeeeendelig i Charlotte lokal tid 13.00, hvor jeg havde hjertet oppe i halsen, indtil jeg ankom til gaten. Flyet til Little Rock, Arkansas, fløj kl. 14.40, og selvom Charlotte lufthavn er betydeligt mindre og langt mere overskuelig, er der alligevel en del sikkerhedskontroller, og så skal man i første ankomstlufthavn i USA hente sin baggage og aflevere (grundet registrering af told, hvis man har taget andet end ferieting med) påny, og jeg ventede i en hel halv time på min kuffert!!!! Jeg havde nær fået et nerveanfald. Det tager ikke normalt så lang tid. Jeg ankom lige præcis til min gate, da de åbnede den til at boarde. Hvis nogle af jer skal til USA en dag, kan jeg anbefale jer at have mindst to timers overlæg i første lufthavn i USA. Især når I ikke er vant til at flyve.
I flyet til Little Rock sad jeg ved siden af en rar ældre dame, som jeg kom til at snakke med. Hun viste sig at være hørehæmmet men først blevet det løbende over de sidste par år, og der kom vi naturligvis ind på tegnsprog. Det var ikke så meget om mit studie som det var en samtale om hendes muligheder for fremtiden. Der er ikke så udbredt viden om tegnsprog, og hvad man egentlig kan få ud af det, så det var en ganske stille og rolig samtale, og hun endte med at beslutte sig for at finde ud af mere, når hun kommer hjem. Jeg ankom i Arkansas kl. 15.38 lokal tid (som er 7 timer efter dansk tid).
Jeg fik min kuffert uden problemer, men Carrie var der ikke som aftalt. Jeg kom på lufthavnens wifi og ringede til hende med en gratis app på min iPad, og det viste sig at hun var fem minutter væk, så jeg havde lige tid nok til at fiske min deodorant op af kufferten og sprøjte på mig, til jeg kunne lade som om, at jeg ikke var det ildelugtende flyvemonster mere.

Et sted over Danmark!

Tågen giver floden et fedt udtryk

Det var en hyggelig tur tilbage til huset på Bæverflodvej (hæhæhæ...Beaver Lakes Road, hvor familien bor), hvor vi traditionen tro stoppede ved Sonic og fik min yndlingsdrik. Sonic er den ultimative drive-through til drikkevarer og nogle få frokostmuligheder, og min yndlings er den, der hedder en cherry-limeade. Det er ligesom lemonade af lime med kirsebærsmag. Vi tog også i forretningen Petco efter noget til Tims akvarium. Så snart bilen parkerede i garagen, kom Cailyn og Emily Grace springende sammen med tre af deres små hunde. Jeg kunne først ikke genkende Emily Grace, for hun har fået rigtig langt hår, og så er hun jo også rigtig vokset de sidste tre år. Cailyn ligner sig selv. Taylor og Emily Grace ligner hinanden lidt uhyggeligt meget. Taylor fylder 17 i august, selvom hun ser et par år ældre ud, Cailyn er blevet 13 år og Emily Grace er 9 år nu. De var utroligt søde ved velkomst og ville vise og fortælle mig alting på en gang. Deres opførsel har ikke ændret sig. Taylor skulle lige varme op til mig, men jeg fik at vide, at hun havde en dårlig dag på daværende tidspunkt, og hun er lige så sød og dejlig nu, som jeg husker hende.

Jeg vil lige hurtigt lade jer vide detaljerne om min rejse til North Carolina: d. 23 juli letter mit fly fra Little Rock kl. 11,03 og ankommer i Charlotte, NC, kl. 13.52, hvor nogle af mine venner kommer og henter mig. Jeg skal bo hos Jessica og Adam Green i al den tid, jeg er der, så jeg kan forestille mig, at det er dem, der henter mig. Jeg regner med at finde ud af det, når datoen nærmer sig.


Min rejse tilbage til Danmark er d. 28. august kl. 11.20 fra Charlotte, hvor jeg flyver til Philadelphia, Pennsylvania, flyver derfra 16.25 (jeg har ret meget tid imellem), og så kommer jeg til Frankfurt kl. 06.15. Denne flytur vil kun tage 7 timer og 50 minutter. Ha! Barnemad........ Derfra flyver jeg kl. 08.45 og ankommer til Billund kl. 10.05 dansk tid.