Syv mennesker, én bil

Allerede halv fem om morgenen lørdag den 28. juni sad vi hele familien; Tim, Carrie i front, jeg og Emily Grace og bedstemoren Linda (som vi kalder Nanny) i midten, og Taylor og Cailyn bagerst på vej til Dauphin Islands. Carrie ville egentlig gerne have været afsted tidligere, men så snart vi kørte af Bæverflodvej (Beaver Lakes Road, hvor familien bor), begyndte hun at kvidre spændt. Vi fik også sat reglerne med det samme, at brok og skænderier ikke ville blive tolereret. Det var en lang tur. Vi kørte bl.a. gennem byen Dumas, hvor der er et berømt fængsel (Nanny voksede op i Dumas), gennem Louisiana og fik morgenmad på McDonalds (de har en morgenmadsbuffet) ca. halv ni. Fem minutter i nu kørte vi over grænsen til Mississippi og over broen på tværs af den mudrede Mississippi River. De kalder floden The Missislippy. Tyrehajen er bl.a. kendt for at svømme i Mississippi floden. I samme åndedrag fortalte Tim, at stranden Orange Beach omkring Golfkysten for nyligt blev lukket, fordi der var for mange hajer i området. Det er åbenbart ikke kun i Mellemøsten, den slags sker. Tim kan godt lide at fortælle mig om ting - fx om ovenstående. Da jeg først kom, og børnene var over den første spænding af min ankomst, kaldte han mig hen direkte for at fortælle om sit akvarie, fiskene og planterne i det, og om nye tilkomster i det.Emily Grace er virkelig sin fars pige! Der sker rigtig meget drilleri, og Emmy er ofte på sin fars side, men vi kører bravt alle mod alle. Nanny giver mig highfives, når jeg driller Tim, så vi er allerede inde i en gammel vane.Ti minutter over et lagde jeg mærke til de første palmetræer ved tankstationer og langs vejkanten (de gror overalt!). Den sidste halve time var ret presset i bilen. Tim havde ondt og var træt, og vi trængte bare alle til at komme ud af bilen. Vi ankom omk. 13.45 i ferielejligheden (en condo), slappede af, og så tog jeg de to yngste med til poolen og ned til stranden, så de andre kunne hvile hovederne. Vi havde en condo i stueetagen, og poolen var bogstaveligt talt lige uden for terrassen (for ja, der var terrasse på den anden side med havemøbler (sofa, to stole med armlæn, et højt bord og tilhørende stole)) og et jernhegn. Der var tre etager og nok 15 lejligheder pr etage i netop vores kompleks, og vi havde to pools og en masse liggestole. På den anden side af de to pools var en bro af træ med to låger, som førte ned til stranden. Der var en bred sti derfra, som førte gennem opskyllet vand opvarmet til næsten-brændepunkt af solen med en masse havslam, og så kan man gå 2-3 minutter ned til havet. Vandet var mørkt, fordi bølgerne ragede sandet op og af havplanter, og med tanken om hajer var jeg ikke så ivrig efter at svømme i havet. Vandet var også virkelig lunt, hvilket nok ikke undrer nogen, fordi der er så varmt - Dauphin Islands er en ø syd for staten Alabama og tæt på Golfkysten - men jeg synes, det var lidt for mærkeligt. Jeg kan bedst lide havet, jeg har været vant til i Danmark. Havet her lugtede slet ikke saltet eller af fisk eller tang eller noget som helst, og jeg kan faktisk ikke komme i tanke om andet end lyden af bølger, der skulle give anledning til at vide, at man er nær havet. Jeg gav mig ikke til at smage vandet, så jeg ved heller ikke præcis hvor salt, det var. Jeg fik dog en dag vovet mig ud i det til knæhøjde (jeg er altså ikke så vild med tanken om de hajer), og jeg vadede selvfølgelig rundt, som jeg plejer, men da Taylor så det, sagde hun, at jeg nok burde lade fødderne glide hen og sandbunden, for der er altså også pilrokker, der gemmer sig i sandet ligesom fladfisk. Så jeg skyndte mig lige så stille at komme op ad vandet. Det var første og eneste gang, jeg var rigtig ude i vandet. USA har alle mulige mærkelig dyr, og der virker ikke umiddelbart, som om man kan slappe af nogen steder uden at skulle holde et halvt øje med slanger, eller bjørne, eller hajer, eller...insekter, der vil kravle op i ens kropsåbninger og lægge æg og æde en indefra. Det er lige før. Og de render bare alle sammen rundt, som om de ikke har naturtrusler alle steder fra! Det kan godt være, amerikanere er kendt for at spise junkfood og være luddovne og være lidt underlige generelt, men jeg synes altså godt, at de kunne få lidt anerkendelse for mod. Den gennemsnitslige dansker ville rende rundt med rustning og ukrudtsbrænder til selvforsvar i et land som dette. I hvert fald i den sydlige del af landet. Men, hvorom alting er, tilbage til historien. Omkring kl 16 gjorde vi os klar til at tage ud og spise og købe ind. Vi tog først i Walmart, så i forretningen Dollar General, hvor alt koster én dollar, og så tog vi på en restaurant i Alabama ved navn Beadean's, hvor jeg fik to soft shell krabber, én fyldt og én stegt, en bagt kartoffel og hushpuppies (små stegte boller af ukendt blanding, som smager rigtig godt!). Krabberne var på størrelse med min hånd og var ret lækre. Skallen var lidt sej, men kunne sagtens spises (meningen med konceptet 'soft shell crabs'). Jeg kom af med omk. 20 dollars for det. Som I nok kan regne ud, blev det ikke alt for sent, før jeg gik i seng. Lejligheden har to soveværelser, et med dobbeltseng til Tim, Carrie og Emily Grace, og et med en trekvartseng samt en køjeseng. Nanny og Cailyn sov i den store seng, Taylor tog den øverste køje, og jeg var glad for at få den nederste køje. Jeg sov ganske fint i den det meste af ugen, men de to sidste nætter var den lidt hård ved mine ribben, så trekvartsengen på mit værelse i familiens hus var et kærkomment syn ved hjemkomst.