Oplevelser uden grænser: Foley

Jeg har haft minimum jetlag denne gang, heldigvis. Jeg har ikke et vækkeur (Carrie har vækket mig, når det var vigtigt), og jeg vågner af mig selv ved 9 tiden hver morgen. Hen på eftermiddagen har jeg været rigtig træt, men jeg kæmpede imod, så jeg kunne komme ind i den rigtige døgnrytme. Når jeg endelig lå i sengen, var det lidt svært at falde i søvn, men med alle de nye indtryk og aktiviteter var jeg helt udkørt, så selvom jeg sov ni fulde timer hver nat, lå jeg ikke vågen alt for lang tid.
Carrie vækkede os 7.40 mandag d. 30. juni, fordi vi skulle nå en færge til Foley, Alabama. Vi ankom ti minutter over otte, men færgen sejlede først kvart i ni og hver halvanden time derefter), så Nanny blev i bilen forrest i køen, mens vi andre gik ud og kiggede. Der var en 'badebro' tæt ved og et havnehus. En lille sandkant gik parallelt med broen, som var FYLDT med 'blue crabs'. I vandkanten under havnehuset fandt jeg en eremitkrabbe!!
I kan trykke på billederne, og så bliver de større.

Strandkanten med blue crabs (alle de små prikker)

Cailyn på broen

Området ved den lille havn

Havnehuset

Der var masser af østers suget fast på siderne i vandet af dem her

Carrie og Emily Grace

Broen ved havnen

Eremitkrabben!

Som I kan se, var jeg ikke helt tryg ved den haha!

Den havde taget en konkylie som hjem.

Jeg tabte den desværre, da den stak ud af konkylien og begyndte at kravle rundt på min hånd. Jeg må flovt erkende, at jeg var lidt bange for, at den ville bide mig eller sådan noget, og det kildede for meget, da den kravlede på mig. Sagen med eremitkrabber (og grunden til, at de har fået det navn) er, at de tager sneglehuse og konkylier og hvad de lige kan finde, som deres hus. De angriber ikke nogen, men overtager tomme huse. Den skifter huset ud efterhånden som den vokser.
Båden kom så endelig. Da vi kom hen til bilen, var der tre lange køer af biler, der ventede på at komme ombord. Vi kom til at holde på dækket, og så havde vi omkring 45 minutter, inden vi kunne køre på land igen. I en af enderne på skibet var et metalskilt med teksten, at Barack Obama havde stået lige der d. 14 juni 2011. Det var lidt morsomt.

Pelikaner!

Pelikaner over det hele!

Ford Gaines, som vi så senere på ugen

Skiltet med Obama var lige til højre for den her

Der var ret mange olieplatforme ude i vandet

Der var ret mange olieplatforme i havet ved Golfkysten og Dauphin Islands. I løbet af dagen var de bare en grå prik i horisonten, men når det blev mørkt, var der en masse lys derude, lidt ligesom julelys.
Sejlturen var vidunderlig! Det var varmt, og der var en lille brise, så det ikke var uudholdeligt. Jeg stod på dækket på hele turen og nød bølgernes vuggen. Som vi kørte på land igen, så vi en stor, slank sort fugl flyve over os, og Carrie udbrød "Oooooh, hvilken slags fugl er det??" Og Nanny svarede tørt: "En sort en..." Og så begyndte Tim: "Ooooh, hvilken slags person er det? .....en sort en.... hvilken slags person er dét?" Han pegede på Nanny. Taylor: "En gammel en.." Det var selvfølgelig alt sammen ment på en sød-dril måde.

Vi havde planlagt at spise frokost på restauranten Lambart's Cafe, så snart de åbnede - kl. 10.30, men på vejen så vi Old Time Pottery, som har alt muligt til hus og have. Vi kom til Lambart's klokken elleve, og der var allerede en kæmpe kø. Der er kun tre i hele USA, og de er enormt populære. Menuen var ikke så ekstraordinær, men specielt for Lambart's er, at de jævnligt kommer rundt med tilbehør til maden som syltet kål, stegte kartoffelskiver, dybstegt okra osv., og så kommer der en fyr og kaster friske boller! Han stiller sig midt i restauranten og råber "hot rolls!", og dem, der vil have en bolle, skal række armene i vejret, og så kaster han dem! Den første gang, jeg greb, slap den gennem mine hænder og ramte mig i brystet så hårdt, at luften blev trykket ud af mig, og familien gav mig et opmuntrende bifald. De første tre gange gik fint, men fjerde gang gjalede Taylor "hot STEAMY BUNS", før han nåede det, og han rødmede helt ud til ørerne og prøvede ikke at smile. Ordet 'buns' på engelsk er udover 'bolle' også slang for 'balder'. Han kiggede ikke over mod vores bord før til allersidst, og så rødmede han bare endnu mere. Næste gang, han så kom, råbte han også "hot steamy buns!!" og sendte Taylor et skævt smil, og så rødmede Taylor lige så meget som ham!
Jeg fik kylling og dumplins, som viste sig at være en cremet suppe. Udover for at dele tilbehør ud til maden, gik tjenerne også rundt under påskud om at tjekke, om vi manglede noget, men i virkeligheden lavede de numre! De havde fx en kande med frossen saftevand, som de lod, som om de kom til at vælte på bordet (folk sprang altid tilbage i sædet), en tøjdyrsilder som de fik til at springe frem fra en spand, en gul snor i sennepsflaske som blev sprøjtet ud over folk, og til børnene havde de en kasse med 'slik', som, når man hev låget til side, fulgte en plastikmus med tæt nok på til at bide en i fingrene. Humøret var højt i hele restauranten. Inden vi gik ind, fortalte Tim mig om bollerne, men så sagde han, at han ikke ville fortælle mig mere. Han ville altså se mig blive snydt. Da vi var færdige og kom udenfor, sad folk spredt ud over alle siddeflader og ventede på at få et bord. Køen var lang nok til at de bagerste kunne vente flere timer! Ved middagstid kørte vi til et outlet mall, som er et område med parkeringspladser i midten og butikker hele vejen rundt om. Der kommer ingen anden trafik end dem, der skal shoppe. Halv tre samledes vi i bilen tilfældigvis alle færdige på samme tid. Jeg havde fulgtes med Taylor og Cailyn rundt i Aeropostale, Charlotte Russe og Old Navy, Shoe Carnivale og Body Central. Vi købte også en is ved en lille isbod med parasol over. Der stod 'italiensk is' på vognen, men det smagte mere som lemonadeis med carbon. Det er også samme konsistens, som deres slushees har. Jeg fik ½ kugle med kirsebær og ½ med candyfloss bare for at prøve det. På vejen tilbage til færgen ville Carrie vise mig Golfkysten og kørte heeeelt ned til strandlejlighederne og sommerhusene nede ved stranden, men vi kom sgu til at sidde fast i sandet! Det tog mig, Tim, Nanny og Cailyn and skubbe bilen fri. Kvart i fem var vi ved havnen og ventede på færgen.
Da tjenerne havde sørget så godt for os på Lambart's med tilbehør, spiser man sig ret hurtigt mæt i det frem for hovedmåltidet. Jeg kom kun af med 20 dollars for det hele og tips, og vi tog alle rester med hjem, så vi kunne spise det til aftensmad. Resten af aftenen var bare hygge og fjernsyn.