Jeg kan godt lide at tænke om mig selv at jeg har travlt. Jeg ved, at det intet er i forhold til, hvad de fleste kvinder jonglerer med til dagligt, som både har 3 og 4 børn udover fuldtidsarbejde og huspligter. Men jeg sidder sq ikke stille ret længe ad gangen!
I søndags fik vi besøg af Bens ven Phil og hans kæreste Melanie. De kom hen på eftermiddagen med planer om en tur ud til varm kakao i parken, og jeg havde ikke helt bestemt mig for, om jeg ville med. Jeg troede først, at de var franske, fordi de havde denne her dybe gutturale accent, men de var begge her fra Tyskland. Ben og Eleanor havde faktisk overtaget denne lejlighed fra Phil! Både Phil og Melanie var meget begejstrede for Adelaide og Emmeline, og Melanie holdt Emmeline så ofte, hun kunne komme til. Jeg spurgte så, om de var kærester og om de savnede børn i hjemmet, og det var et ja til begge. Melanie vil bare vente, til Phil er blevet mere finansielt stabil - hvilket jeg ikke forstår, for Phil og Ben arbejder sammen, lønnen er fed, og ja.. jeg kan ikke se, hvordan han er ustabil på det punkt. Phil havde endda et økonomi-magasin med til Ben, som havde en artikel om Tysklands 500 rigeste mennesker, og Phil og Bens firma var endda på listen! Vi fik lov til at beholde magasinet. Jeg synes, det er ret blæret at min australske værtsfar (Ben) er en af Tysklands rigeste mennesker. Anyway, de var søde og snakkesalige, og derfor bestemte jeg mig for at tage med. Vi gik gennem Westpark (området ved siden af vores hedder Westpark, men det er faktisk også en park, som hedder det), og jeg så en gruppe unge mennesker spille volleyball, og jeg havde virkelig lyst til at spille med dem, men jeg er ikke typen til bare at gå op til en stor gruppe fremmede, og jeg ved jo heller ikke, om de træner for at konkurrere. Men det så sjovt ud, og jeg vil prøve at gå derhen igen en anden dag og se, om jeg kan finde ud af mere. Der var også flere andre unge mennesker, som lavede ting, så det har fritidspotentiale. Men ja, vi satte kurs mod Westparks store halvt gemte legeplads tæt på en Biergarten, hvor Adelaide rendte rundt med Ben og legede, indtil hun slog hovedet (igen). Vi fik rigtig lækker varm kakao, og Adelaide fik Kaiserschmarrn, hvilket er.. ja, noget pandekageagtigt med æblegrød ovenpå og lidt puddersukker. Det var super lækkert, og Adelaide var faktisk mere interesseret i æblegrøden, og de voksne og jeg spiste faktisk mere af selve Kaiserschmarrn'en. Det var rigtig hyggeligt, men til tider følte jeg mig lidt udenfor, fordi de voksne mest snakkede om boliger og lejligheder, og hvor lede lejlighedsejere i Tyskland er. Jeg forstår, at det var en vigtigt emne, så jeg er ikke sur over det, men jeg ville ønske, at jeg havde taget en bog med alligevel. To timer var pludselig gået, og vi besluttede at tage hjem, da Adelaide skulle i seng, og det begyndte at blive mørkt. Da regningen kom, betalte Phil helt automatisk - regningen blev kun omkring 20 euro, så det var ikke så slemt, men det var rigtig pænt af ham, og han ville ikke høre at vi kunne splejse beløbet.
På vejen tilbage beklagede Ben sig til Melanie over musikken alle steder i München, specielt i natklubber, for de spiller sådan noget 'gammelt musik'. Nu hvor jeg tænker nærmere over det, har han ret; jeg har kun hørt 80er musik, når jeg har været ude at købe ind i Penny eller Rewe. Jeg kan ikke så godt udtale mig om musikken på diskotekerne, og det kommer jeg heller ikke til, hvis jeg ikke finder en ven at gå med - så bare rolig!
Jeg kan ikke huske, hvad jeg lavede mandag. Jeg har haft lidt øm hals og stoppet næse en uges tid nu, så jeg kan forestille mig, at jeg legede stille og roligt med Adelaide det meste af dagen, og at vi måske gik i parken.
Tirsdag havde jeg en uventet fridag, for Adelaide havde legegruppe halv 10, og Eleanor vil gerne ud med mødrene efter gruppen og have frokost, for de har et godt sammenhold der, men som jeg så sidste uge, kommer de først hjem ved 17 tiden, og så lang tid gider jeg ikke være ude. Jeg ville gerne, hvis det var legegruppe og en frokost sammen, men jeg tror, jeg ville komme til at kede mig i længden. Eleanor har ikke noget imod at tage af sted alene, så jeg sørger egentlig bare for at rydde op i huset og forberede aftensmad til de kommer hjem. Men det er også blevet min pligt at stå op ved 7 tiden, så Adelaide kan komme ind på mit værelse og lege, så Eleanor og Ben kan få sovet lidt længere. Det generer mig heller ikke, jeg ville bare ønske, at jeg vidste, hvornår hun vågnede, så jeg ikke står op fx kl. 7 og hun først gør kvart i 8. Jeg har ikke kunnet falde i søvn på det sidste, så bare en halv time mere, kan gøre en del. Men jeg timede det faktisk meget godt i går, og vi hyggede os en halvanden times tid, indtil forældrene stod op. De tog af sted kl 10 (de er ofte forsinkede, da Adelaide altid springer rundt i huset, når vi skal ud), og derfra havde jeg hele tagen for mig selv. Ben arbejdede på kontoret, så det var faktisk en fridag. Jeg var rigtig træt, da jeg kun havde fået sovet 3 usammenhængende timer i løbet af natten, så jeg så et par film og slappede af. Jeg aner ikke, hvordan dagen gik så hurtigt, men lige pludselig kom Ben ind og sagde, at de kom hjem om en halv time. Adelaide sov allerede på vejen hjem, så jeg så hende slet ikke om aftenen. Det blev en rigtig hyggelig aften kun os 'voksne', og jeg prøvede at gå tidligt i seng, selvom jeg havde arbejdet mig op i et overtræt stadie. Det blev overraskende sent, før jeg kunne sove.
I går stod jeg op igen sammen med Adelaide, og vi hyggede med hendes legetøjstog og dertilhørende skinner af træ. Det var en rigtig dejlig morgen, og vi var alle glade hele formiddagen. Onsdag er jo babygruppe, og denne gang ville Eleanor alene af sted med Emmeline, så hun kunne koncentrere sig om det. Jeg tror, at det er første gang, Eleanor forlader Adelaide selv for bare en kort periode, og kan I høre om lidt. De tog af sted lidt over 10. Ben var taget hen på kontoret ved 9 tiden, så da Eleanor gik, var jeg helt alene med Adelaide. Hun sprang rundt og havde det sjovt i stuen, mens hun pillede ved alt, i omkring 10 minutter. Pludselig vendte hun sig om og kiggede på mig helt stille med de største tårefyldte øjne, jeg i mit liv har set - hun lignede helt alvorligt en mangafigur (japansk tegnestil med tegneserieagtige figurer blandt andet med enorme øjne). Hun gik lige så pludseligt ud af stuen med tårerne strømmende ned af kinderne, kom tilbage igen med et tæppe fra soveværelset og dér kom hulkene. Hun pev og kom med lyde, mens hun prøvede at få tæppet ned ad trapperne til kontoret. Jeg var for chokeret til at reagere før der, for det var helt og aldeles uventet! Da jeg kom nedenunder, kunne jeg høre hende snøfte og hulke, men jeg kunne ikke finde hende! Jeg kiggede bag trapperne, sofaen, Bens skrivebord, under bordet, bag reolerne - alle steder, og jeg kunne stadig høre hende. Der var så til gengæld et lille babytæppe midt på gulvet med to buer på kryds hen over ligesom et telt, hvor et lille gult tæppe var draperet hen over, men jeg kasserede ideen om at hun var der med det samme, for der var virkelig minimal plads derunder - det var trods alt lavet til en baby! Det viste sig så, at hun virkelig havde krøllet sig sammen derunder. Jeg følte mig lidt dum, men fik sat mig på sofaen og snakkede til hende. Jeg prøvede alt for at få hende til at fortælle mig, hvad problemet var - også at foreslå alle de grunde, fornuftige som underlige og ubegrundede, der kunne være i vejen. Men hun havde klappet i som en østers og blev bare ved med at hyle. Jeg lod hende ligge, da jeg havde prøvet forgæves i 20 minutter, og gik ovenpå for at læse. Det kunne jeg heller ikke, for hun hylede alt for højt og skingert, til at jeg kunne koncentrere mig. Der gik dog ikke så lang tid derefter, før hun stilnede af, og jeg kiggede ned og så, at hun var faldet i søvn. Efter et par Panodiler satte jeg mig igen for at læse og slappe af - hvilket var en kort fornøjelse, for hun sov ikke engang en halv time. Mens hun stadig var groggy efter luren, hørte jeg hende kalde på hendes mor, og der kunne jeg slappe en lille bitte teeny tiny smule af - for jeg havde så ikke gjort noget galt, hun savnede bare sin mor. Snart brølede hun dog på fuld tryk igen.. det var totalt vildt og ukontrolleret, og igen var der intet, jeg kunne gøre. Så jeg gik egentlig bare rundt på overetagen og hev mig i håret/bed negle, indtil Eleanor kom hjem. Det var en hård halvanden time, kan jeg godt fortælle jer! Eleanor blev dog ikke sur/irriteret, jeg fik bare Emmeline, så hun kunne gå ned til hende. Der gik dog ikke længe, før baby også begyndte at hyle - her var jeg dog lidt mere effektiv, for jeg fik hende hurtigt til at stoppe ved at svinge hende eller vise og ryste et stykke legetøj. Da Adelaide først var beroliget, var hun glad og energisk som altid - og opførte sig, som om hun ikke lige havde fået mig til at føle mig som jordens værste babysitter. Vi fik frokost, og hen på 16 tiden gik vi på en legeplads lige i nærheden som Adelaide kalder klatrevægsparken ("The climbing wall park"). Legepladsen tilhørte egentlig en institution for handikappede børn - psykisk som fysiske. Da vi kom derhen, var der masser af børn, og de var sjovt nok alle begejstrede for vores to små unger. De var også rigtig venlige! Da jeg gik ind under klatrevæggen med Adelaide, som ikke kunne bestemme sig for hvad hun ville, kom en ung pige hen og snakkede til mig. Det blev en lidt fremstammet samtale på min side, men vi forstod hinanden. Hun var mest interesseret i Adelaide og spurgte en del ind til hende. Pigen havde sin ven med, som man kunne se var ret.. brændt i hovedet (figurativt). Han prøvede at få Adelaide til at grine, hvilket ikke lykkedes, og jeg kan forstå hvorfor - nogle af tingene ville jeg nok selv være blevet lidt bange for i den alder. Alle børnene smuttede indenfor igen lidt efter lidt, og snart havde vi hele legepladsen for os selv. Jeg var selv ret begejstret for en gynge, som bestod af kæderne og noget der lignede en ikke-dyb skål. Den var helt fantastisk at ligge i! Adelaide skubbede mig lidt engang i mellem, men hun havde det så med at sige, at jeg skulle rejse mig igen sekundet efter hun holdt op med at skubbe. Hun ville nemlig også skubbes! Det var dog en underlig rækkefølge, hun gjorde det i. Fred være med det - der var også en hængekøje, som jeg ikke selv turde sætte mig i, men placerede Adelaide i. Der gik næsten 5 minutter, hvor jeg havde fred til at ligge i skålgyngen. Eleanor var den, der ville hjem til sidst. Hun sad også mest bare og læste noget på sin mobil.
Hjemme fik vi supperester fra dagen før, og Adelaide kom hurtigt i seng. Jeg fik endelig, ENDELIG, taget mig sammen til at lave en video af mig selv til min Au Pair Applikation (bare hvor jeg sidder foran kameraet og fortæller på engelsk, hvorfor jeg vil være au pair og hvorfor familierne skal vælge mig). Det var afskyeligt, og jeg hadede hvert et sekund af det! Jeg skrev kun ca. 20 linjer på computeren, og jeg havde overraskende svært ved at huske det! Måske er jeg kameraskræk! Jeg kan huske i gymnasiet, hvor min lærer Birgit i 3.g ville have regelmæssige fremlæggelser (bare for hende uden for klasselokalet), og jeg kunne skrive op til en hel side på spansk og memorere det på under en time og klare mig storartet foran Birgit! Jeg tror jeg brugte halvanden time på dette bare for mig selv! Det var dødens pølse, og jeg er super glad for at det er overstået.
Siden har jeg brugt rigtig lang tid på at indhente mit forsømte socialliv (blog og emails).
Denne morgen opdagede jeg, at Emmeline kan rejse sig selv op ved hjælp af ens hænder!
Adelaide var ikke interesseret i at være sammen med mig her til morgen, og selvom jeg prøvede ihærdigt, gik hun hele tiden ind og holdt forældrene vågne for de latterligste ting (ja, jeg er lidt frustreret) som fx at hun skulle bruge en saks, at hun ville presse citronsaft (som alligevel er for stramt for hende, hun har ikke kræfter til at presse det), at hun ville have grapefrugt (Eleanor skulle gøre det, men jeg kom alligevel til det) som hun alligevel ikke gad spise før Eleanor var oppe, at hun ville male med fingermaling osv osv. Jeg gider ikke holde øje med hende skamfere sofabordet med maling kl. 7 om morgenen. Og jeg var ikke god nok. Da Eleanor så endelig stod op halv 9, skulle jeg skifte Emmeline og give hende tøj på. Jeg har givet hende ren ble på én gang før, og det er første gang, jeg skal gøre det hele. Hun begynder ofte at græde, når hun får tøj på, og jeg blev så nervøs, at jeg var lige ved at kaste op. Hun var dog ved godt humør, og hun grinede bare, da jeg lavede ansigter til hende, mens jeg skiftede hende og gav hende tøj på. Det var virkelig hyggeligt. Jeg beholdt hende, indtil Eleanor var klar og Adelaide blev klar, og jeg underholdte så Emmeline ved at holde hendes hænder og så støtte, når hun sætter sig op - denne gang rejste hun sig helt op på fødderne. Det har jeg ikke set hende gøre før, så jeg var jo dybt imponeret over hende. Så kom Eleanor efter hende, og de gik. Jeg fik at vide, at de ville være hjemme ved middagstid, og jeg måtte gerne rydde lidt op i huset, for Adelaide havde terroriseret huset i går aftes (i leg, med at lege). Jeg skyndte mig at gøre det hele, så jeg kunne få svaret emails og skrevet blog. Jeg fandt ud af på den hårde måde, at når de øvre skabslåger står åbne, er de i perfekt hovedhøjde for personer på 168 cm, og jeg har en enorm blåsort bule på hovedet som bevis. Det er ikke pandehøjde, men direkte øverste-af-hovedet-højde. Det er et mirakel at jeg ikke fik hul i hovedet, for det var squ en rask omgang - men jeg fik kun bulen, det var så hårdt at jeg ikke engang fik hovedpine. Det er da held i uheld. De kom dog ikke hjem før ved 14 tiden, og der var de for trætte til at gå på indkøb, som vi havde aftalt. Det var dog et dejlig lunt vejr, og jeg behøvede ikke have mere end shorts og t-shirt på, så jeg besluttede mig selv for at gå ud efter det, vi manglede. Jeg havde fundet nogle fristende vegetaropskrifter på nettet, som jeg gerne vil afprøve, og vi fik så lasagne til aften med linser og grøntsager i stedet for kød. Det var rigtig lækkert, og Eleanor spiser normalt ikke så meget, men hun tog tre portioner. Adelaide nåede at blive for træt, inden maden blev færdig, så mens hun blev puttet, underholdte jeg Emmeline i mens. Jeg ville prøve, om hun ville stå igen, og det udviklede sig til, at jeg støttede hende, mens hun tog små skridt op af min mave og mit bryst (jeg lå på ryggen) - hun grinede hele vejen, og da hun nåede til mit bryst, stillede hun en fod på hvert af dem og begyndte at hoppe. Det var bare lige så stille og gjorde ikke ondt, men det var da en finurlighed. Frække unge. Men vi hyggede os gevaldigt med at teste hendes gang.
Ben er endnu ikke kommet hjem, mens jeg skriver lige nu (21.20), så Eleanor og jeg snakkede længe sammen i stuen. Det gik både ind på babynavne, sære navne, hvornår kvinder måtte stemme i vores lande, hvilket land der først gav kvinder lov til at stemme (hhv New Zealand og Sverige), de gode ting ved bl.a. München, Sydney og andre storbyer vi har været i, radiostationer, voksenradio osv. Vi kom ret bredt omkring.
Siden jeg har haft svært ved at falde i søvn om aftenen men skal op tidligt for at underholde Adelaide, er man begyndt at kunne se det på mig. Jeg ligner egentlig mig selv, men det ligner at jeg har fået et blåt øje i venstre side - det ser totalt underligt ud! Mange af jer ved at mit venstre øje begynder at hænge, når jeg bliver træt. Dette er ingen undtagelse, og med mørk farve hele vejen rundt, ser det ud som om jeg har været i slagsmål! Det er ret træls, og mascara får det til at se værre ud.
Men jeg vil smutte igen! Nu har I også fået for en halv uge!
Knus og kram, jeg håber I har det godt!
torsdag den 18. oktober 2012
lørdag den 13. oktober 2012
Englischer Garten besøg
Dag i byen
I går lavede jeg ikke noget indlæg - jeg var bare for træt. Her kommer en lille update, inden jeg fortsætter med dagens eventyr!
Okay, så Eleanor ventede til jeg lige præcis havde åbnet øjnene, inden jeg fik baby i armene, så hun og Adelaide kunne tage et bad. Det lyder så udnyttelsesagtigt, når jeg genlæser det, men hun ved, at jeg elsker Emmeline, og jeg tager hende gerne på alle tidspunkter af døgnet. Jeg synes, hun lugter lidt af cornflakes ret ofte. Hun faldt dog i søvn ret hurtigt, så jeg lænede mig bare tilbage og læste lidt. Da badet var færdigt, kom Adelaide ind på værelset og fjollede lidt rundt, inden babyen vågnede. Jeg lavede noget havregrød på den gammeldags facon (i gryde), da de ikke har nogen mikroovn - men jeg synes, det smager bedre sådan. Det var rigtig lækkert, og Adelaide var meget interesseret i det.
Dagens plan var, at jeg skulle se lidt af München - så vi tog u-bahn til shoppingcentrum Marienplatz, fik nogle u-bahn oversigter på stationen og kom op til overfladen - hvor vi blev mødt af synet af rådhuset, som var rigtig flot! En kæmpestor bygning i barokstil (tror jeg) som mest af alt mindede om et slot. Som vi kiggede på det, begyndte et par damer at smide hjerteformede balloner ud af vinduerne, så de svævede op mod himlen. Jeg ved stadig ikke hvorfor, men det så godt ud. Vi fortsatte hen ad en gade, som Eleanor ikke umiddelbart kunne genkende, så vi gik på opdagelse. Vi kom forbi operahuset, Marienhof, Residenzmuseum, Residenztheater, Hofgarten, Frauenkirche (desværre under ombygning) og fik en kop kakao nær Karlsplatz i et giga fancy indkøbscenter, som havde udsigt ud over en kirke og noget af byen. Vi tog en indviklet vej tilbage via både Tram (et lille smalt tog over jorden) og u-bahn tilbage til Marienplatz, hvor vi tog hjem igen fra. Det havde været en lang og lystig dag, og vi kom hjem lidt i 6, hvor alle var super trætte. Vi fik hurtigt ordnet aftensmad (salat med kogte æg), inden Adelaide blev puttet. Jeg var simpelthen så super træt, og jeg brugte min aften på værelset, men jeg kom alligevel skammeligt sent i seng - ved 11 tiden.. fyyy..
Jeg har lige en opfølger på en tidligere kommentar: jeg har fortalt, hvor sødt og nuttet Emmeline er, når hun gnubber sit ansigt mod ens bryst. Jeg har efterhånden lært, at hun gør det, når hun er træt - ligesom når vi gnubber øjnene. Emmeline har været lidt snottet på det sidste, og efter sidste gang, hun gnubbede sit hoved på mig, fortalte jeg Eleanor, at jeg nogen gange mistænkte hende for at gøre det for at tørre savl af i mig - hvorefter babyen selv fik det største grin på. Det var virkelig god timing at vælge at grine på.. lille snedige unge..
Men det var min fredag.
Jeg stod op i dag kl. 10 og blev mødt af et stille hus. Jeg fik hygget med min morgenrutine og fik helt overset Eleanors besked til mig på tavlen i køkkenet, som sagde hvor de var (parken og ude at købe ind). Jeg fik også kigget lidt på internettet omkring operahuet, som vi gik forbi i går, og der var et helt skema over månedlige forestillinger - og jeg blev fristet af en ballet. Jeg kan se koncerter når som helst alle steder, men jeg har altid gerne villet se en ballet, og der var en i aften som sidste forestilling, og jeg gik lidt i panik. Lidt senere tjekkede jeg så selve skemaet for balletterne udelukkende, og der fandt jeg nogle forestillinger, som både havde flere sædemuligheder, flere datoer og så mere spændende ud. Jeg bestemte mig for, at nu skulle det fandeme være (undskyld mit franske), så jeg bestilte en billig billet til balletten Gods and Dogs af en tjekkisk koreograf. Jeg så et par billeder, og kostumerne er fantastiske! Jeg ser virkelig frem til det her! Jeg føler mig så kulturel (hæhæ)! Ej hvor skal det blive godt!
De kom hjem (pigerne - Ben sov, da han havde været oppe til kl. 8 i morges for at arbejde) ved 12 tiden, hvor Eleanor fik bikset noget tofu-noget og salat frem til frokost. Jeg tror aldrig, jeg har smagt tofu, men efter at have hørt at det var en form for ost, har jeg lidt holdt mig fra det - men jeg synes, det var overraskende lækkert. Vi fik det bare stegt i tern på panden med en blanding af hvidløg, ingefær, olie, soja og krydderier. Jeg ville egentlig gerne have været på byrundtur fra Marienplatz i dag, men jeg stod op for sent og overvejede i stedet at tage til Englischer Garten (Europas største park, uuuuh). Efter frokost gjorde jeg fantasi til virkelighed, fik mit eget sæt nøgler (yes!), tog tasken under armen og gik ned til vores u-bahn på mit første eventyr på egen hånd. Der er kun to stationer at vælge imellem, så jeg var heldig i første forsøg. Vores rute går direkte til universitetet, hvor jeg skal stå af, så det var en ganske ligetil rute - så langt så godt. Oppe over overfladen spurgte jeg en studerende, hvor jeg kunne komme til Englischer Garten, hvorefter hun giver mig en ravende beskrivelse - bevares, jeg forstod det hele, men jeg har bare et filter oppe i hjernen, som suger al nødvendig information ud på ingen tid, så jeg gik egentlig bare videre. Det eneste jeg kunne huske efter 10 sekunder var, at det kun skulle tage 5 min, før jeg var der.. men jeg gik i et kvarter, uden der skete noget, så jeg spurgte igen en dame, og hun pegede bare ned af en vej til højre (jeg havde gået langs hovedvejen). Jeg havde godt luret, at jeg måske bare gik parallelt med haven, men det lignede altså ikke Europas største park, og jeg var bange for at fare vild, hvis jeg vovede mig ind i det. Jeg tog chancen - og det ene øjeblik gik jeg blandt enorme huse og vejarbejde, og bogstavelig talt det andet øjeblik befandt jeg mig blandt enge, skovbryn og flotte efterårsfarver alle vegne. Man kan helt seriøst ikke se en overgang - lige pludselig er man der bare... ligesom Narnia! Så jeg gik rundt derinde og frydede mig over et smukt sted som dette inde i en kæmpe storby som München. På engen foran mig spillede to hold fodbold mod hinanden, på stierne rundt om engene gik familier, enlige og par ture, jeg så en toårig skyde en bold hen til sin far, par sidde på bænke rundt omkring, hestevogne, cykler og en stor sø lige fremme. Jeg sigtede efter søen. Det var meget idylliske omgivelser, og der var mange mennesker, men i så stor en park føltes det ikke overbefolket. Jeg gik rundt om søen og kiggede på fuglene. Der var en restaurant helt henne ved søbredden samt et par statuetter og mindesmærker. Da jeg nåede hele vejen rundt om, fandt jeg et skilt, som viste, hvor alle seværdighederne var. Målet med denne tur var egentlig at se det kinesiske tårn Chinesischer Turm, så jeg gik i den retning. Omkring 100 meter fra tårnet hørte jeg orkestermusik, så jeg skynder mig derhen.... og kan ikke finde kilden til musikken. Der er ølhuse og grille placeret rundt omkring og uendeligt mange grønne bænke og siddepladser rundt omkring. Det er først, da jeg når hele vejen rundt til den anden side, at jeg ser et lille orkester sidde oppe i tårnet. Selve tårnet var ikke så imponerende; jeg havde forestillet mig de klassiske farver i rød, guld og hvid eller deromkring, men det var bare en vejrbidt træbygning i kinesisk byggestil. Endnu et kik på kortet sendte mig så i retning af en gammeldags karrusel og senere et tempel af en art. Det var placeret på toppen af en bakke, og naturligvis skulle jeg op, nyde udsigten og tage et par billeder. Nede igen kom en ung mand hen til mig og spurgte, om jeg ville tage et billede af ham og omkring 10 medrejsende. Jeg fik ikke fat på, hvor de kom fra, men det var helt bestemt ikke Tyskland. Jeg begyndte at blive småtræt, så jeg besluttede mig for lige så stille at vende næsen hjemad. Jeg kom forbi flere gadespillere både en enlig mand med flotte øjne på violin og en gammel duo på cello og harmonika. Jeg havde hele tiden holdt en circa-sans af, hvor jeg skulle henad for at komme tilbage, og jeg endte faktisk ude, hvor jeg originalt skulle være drejet indad! Jeg ved dette, fordi jeg kom forbi det på vejen ind i parken, og det var lige i nærheden af universitetets u-bahn. Jeg kunne slet ikke forstå mit held!
Jeg så, at der kun var U3 (u-bahn rute 3) og U6 (min rute) her ved uni, og da jeg kommer derned hopper jeg faktisk bare på det nærmeste U6 tog, da det allerede holdt der, da jeg kom derned. Jeg blev da glædeligt overrasket, da den kører i den rigtige retning! Yaaay!! Jeg kommer tilbage til mit lokalområde (Partnachplatz) ved 16 tiden og vender næsen hjemad. Jeg var hammersulten og søgte lidt efter et sted, der solgte pretzler, men de lukkede allesammen lige som jeg stak næsen indenfor, så jeg blev nødt til at tage en omvej hjem til butikken Penny (jaaaaa, for nu kender jeg området godt nok til at tage smutveje! hurra for forbedret stedsans.. eller noget..) for at købe en. Endelig tilbage er jeg totalt udmattet og smider mine ting. Huset ligner ødelæggelserne efter Anden Verdenskrig, for de var ved at støvsuge, så alt lå bare alle steder, så støvsugeren kunne komme til. Mens Eleanor flyttede på ting, skubbede Adelaide rundt på støvsugeren og lod som om hun hjalp. Bagefter bestemte Eleanor sig for, at vi skulle ned til Penny for at købe stort ind, og hun ville gerne have mig med, så jeg kunne hjælpe med at holde styr på børn, varer og pakke varerne ved kassen. Så på med skoene igen og glad mine over at jeg da fik rørt mig. Da vi kom hjem, havde Ben lavet mad, som stod klart til os på bordet, og det smagte rigtig lækkert! Det var egentlig bare nudler, men han havde laver en blanding med blandt andet chili, hvidløg, olie, cashewnødder og.. og æg! Men det var godt!
Vi hyggede nede på kontoret efter Adelaide faldt i søvn, og nu er det over midnat, så jeg lægger mig også.
PS Jeg ville faktisk blive glad, hvis nogen gad skrive til mig.. jeg lægger mit hjerte ud på min hjemmeside, men jeg har kun fået 1 email fra mormor og morfar (tak for det!), og jeg vil rigtig gerne høre, hvad I går og laver alle sammen.
Knus og godnat.
I går lavede jeg ikke noget indlæg - jeg var bare for træt. Her kommer en lille update, inden jeg fortsætter med dagens eventyr!
Okay, så Eleanor ventede til jeg lige præcis havde åbnet øjnene, inden jeg fik baby i armene, så hun og Adelaide kunne tage et bad. Det lyder så udnyttelsesagtigt, når jeg genlæser det, men hun ved, at jeg elsker Emmeline, og jeg tager hende gerne på alle tidspunkter af døgnet. Jeg synes, hun lugter lidt af cornflakes ret ofte. Hun faldt dog i søvn ret hurtigt, så jeg lænede mig bare tilbage og læste lidt. Da badet var færdigt, kom Adelaide ind på værelset og fjollede lidt rundt, inden babyen vågnede. Jeg lavede noget havregrød på den gammeldags facon (i gryde), da de ikke har nogen mikroovn - men jeg synes, det smager bedre sådan. Det var rigtig lækkert, og Adelaide var meget interesseret i det.
Dagens plan var, at jeg skulle se lidt af München - så vi tog u-bahn til shoppingcentrum Marienplatz, fik nogle u-bahn oversigter på stationen og kom op til overfladen - hvor vi blev mødt af synet af rådhuset, som var rigtig flot! En kæmpestor bygning i barokstil (tror jeg) som mest af alt mindede om et slot. Som vi kiggede på det, begyndte et par damer at smide hjerteformede balloner ud af vinduerne, så de svævede op mod himlen. Jeg ved stadig ikke hvorfor, men det så godt ud. Vi fortsatte hen ad en gade, som Eleanor ikke umiddelbart kunne genkende, så vi gik på opdagelse. Vi kom forbi operahuset, Marienhof, Residenzmuseum, Residenztheater, Hofgarten, Frauenkirche (desværre under ombygning) og fik en kop kakao nær Karlsplatz i et giga fancy indkøbscenter, som havde udsigt ud over en kirke og noget af byen. Vi tog en indviklet vej tilbage via både Tram (et lille smalt tog over jorden) og u-bahn tilbage til Marienplatz, hvor vi tog hjem igen fra. Det havde været en lang og lystig dag, og vi kom hjem lidt i 6, hvor alle var super trætte. Vi fik hurtigt ordnet aftensmad (salat med kogte æg), inden Adelaide blev puttet. Jeg var simpelthen så super træt, og jeg brugte min aften på værelset, men jeg kom alligevel skammeligt sent i seng - ved 11 tiden.. fyyy..
Jeg har lige en opfølger på en tidligere kommentar: jeg har fortalt, hvor sødt og nuttet Emmeline er, når hun gnubber sit ansigt mod ens bryst. Jeg har efterhånden lært, at hun gør det, når hun er træt - ligesom når vi gnubber øjnene. Emmeline har været lidt snottet på det sidste, og efter sidste gang, hun gnubbede sit hoved på mig, fortalte jeg Eleanor, at jeg nogen gange mistænkte hende for at gøre det for at tørre savl af i mig - hvorefter babyen selv fik det største grin på. Det var virkelig god timing at vælge at grine på.. lille snedige unge..
Men det var min fredag.
Jeg stod op i dag kl. 10 og blev mødt af et stille hus. Jeg fik hygget med min morgenrutine og fik helt overset Eleanors besked til mig på tavlen i køkkenet, som sagde hvor de var (parken og ude at købe ind). Jeg fik også kigget lidt på internettet omkring operahuet, som vi gik forbi i går, og der var et helt skema over månedlige forestillinger - og jeg blev fristet af en ballet. Jeg kan se koncerter når som helst alle steder, men jeg har altid gerne villet se en ballet, og der var en i aften som sidste forestilling, og jeg gik lidt i panik. Lidt senere tjekkede jeg så selve skemaet for balletterne udelukkende, og der fandt jeg nogle forestillinger, som både havde flere sædemuligheder, flere datoer og så mere spændende ud. Jeg bestemte mig for, at nu skulle det fandeme være (undskyld mit franske), så jeg bestilte en billig billet til balletten Gods and Dogs af en tjekkisk koreograf. Jeg så et par billeder, og kostumerne er fantastiske! Jeg ser virkelig frem til det her! Jeg føler mig så kulturel (hæhæ)! Ej hvor skal det blive godt!
De kom hjem (pigerne - Ben sov, da han havde været oppe til kl. 8 i morges for at arbejde) ved 12 tiden, hvor Eleanor fik bikset noget tofu-noget og salat frem til frokost. Jeg tror aldrig, jeg har smagt tofu, men efter at have hørt at det var en form for ost, har jeg lidt holdt mig fra det - men jeg synes, det var overraskende lækkert. Vi fik det bare stegt i tern på panden med en blanding af hvidløg, ingefær, olie, soja og krydderier. Jeg ville egentlig gerne have været på byrundtur fra Marienplatz i dag, men jeg stod op for sent og overvejede i stedet at tage til Englischer Garten (Europas største park, uuuuh). Efter frokost gjorde jeg fantasi til virkelighed, fik mit eget sæt nøgler (yes!), tog tasken under armen og gik ned til vores u-bahn på mit første eventyr på egen hånd. Der er kun to stationer at vælge imellem, så jeg var heldig i første forsøg. Vores rute går direkte til universitetet, hvor jeg skal stå af, så det var en ganske ligetil rute - så langt så godt. Oppe over overfladen spurgte jeg en studerende, hvor jeg kunne komme til Englischer Garten, hvorefter hun giver mig en ravende beskrivelse - bevares, jeg forstod det hele, men jeg har bare et filter oppe i hjernen, som suger al nødvendig information ud på ingen tid, så jeg gik egentlig bare videre. Det eneste jeg kunne huske efter 10 sekunder var, at det kun skulle tage 5 min, før jeg var der.. men jeg gik i et kvarter, uden der skete noget, så jeg spurgte igen en dame, og hun pegede bare ned af en vej til højre (jeg havde gået langs hovedvejen). Jeg havde godt luret, at jeg måske bare gik parallelt med haven, men det lignede altså ikke Europas største park, og jeg var bange for at fare vild, hvis jeg vovede mig ind i det. Jeg tog chancen - og det ene øjeblik gik jeg blandt enorme huse og vejarbejde, og bogstavelig talt det andet øjeblik befandt jeg mig blandt enge, skovbryn og flotte efterårsfarver alle vegne. Man kan helt seriøst ikke se en overgang - lige pludselig er man der bare... ligesom Narnia! Så jeg gik rundt derinde og frydede mig over et smukt sted som dette inde i en kæmpe storby som München. På engen foran mig spillede to hold fodbold mod hinanden, på stierne rundt om engene gik familier, enlige og par ture, jeg så en toårig skyde en bold hen til sin far, par sidde på bænke rundt omkring, hestevogne, cykler og en stor sø lige fremme. Jeg sigtede efter søen. Det var meget idylliske omgivelser, og der var mange mennesker, men i så stor en park føltes det ikke overbefolket. Jeg gik rundt om søen og kiggede på fuglene. Der var en restaurant helt henne ved søbredden samt et par statuetter og mindesmærker. Da jeg nåede hele vejen rundt om, fandt jeg et skilt, som viste, hvor alle seværdighederne var. Målet med denne tur var egentlig at se det kinesiske tårn Chinesischer Turm, så jeg gik i den retning. Omkring 100 meter fra tårnet hørte jeg orkestermusik, så jeg skynder mig derhen.... og kan ikke finde kilden til musikken. Der er ølhuse og grille placeret rundt omkring og uendeligt mange grønne bænke og siddepladser rundt omkring. Det er først, da jeg når hele vejen rundt til den anden side, at jeg ser et lille orkester sidde oppe i tårnet. Selve tårnet var ikke så imponerende; jeg havde forestillet mig de klassiske farver i rød, guld og hvid eller deromkring, men det var bare en vejrbidt træbygning i kinesisk byggestil. Endnu et kik på kortet sendte mig så i retning af en gammeldags karrusel og senere et tempel af en art. Det var placeret på toppen af en bakke, og naturligvis skulle jeg op, nyde udsigten og tage et par billeder. Nede igen kom en ung mand hen til mig og spurgte, om jeg ville tage et billede af ham og omkring 10 medrejsende. Jeg fik ikke fat på, hvor de kom fra, men det var helt bestemt ikke Tyskland. Jeg begyndte at blive småtræt, så jeg besluttede mig for lige så stille at vende næsen hjemad. Jeg kom forbi flere gadespillere både en enlig mand med flotte øjne på violin og en gammel duo på cello og harmonika. Jeg havde hele tiden holdt en circa-sans af, hvor jeg skulle henad for at komme tilbage, og jeg endte faktisk ude, hvor jeg originalt skulle være drejet indad! Jeg ved dette, fordi jeg kom forbi det på vejen ind i parken, og det var lige i nærheden af universitetets u-bahn. Jeg kunne slet ikke forstå mit held!
Jeg så, at der kun var U3 (u-bahn rute 3) og U6 (min rute) her ved uni, og da jeg kommer derned hopper jeg faktisk bare på det nærmeste U6 tog, da det allerede holdt der, da jeg kom derned. Jeg blev da glædeligt overrasket, da den kører i den rigtige retning! Yaaay!! Jeg kommer tilbage til mit lokalområde (Partnachplatz) ved 16 tiden og vender næsen hjemad. Jeg var hammersulten og søgte lidt efter et sted, der solgte pretzler, men de lukkede allesammen lige som jeg stak næsen indenfor, så jeg blev nødt til at tage en omvej hjem til butikken Penny (jaaaaa, for nu kender jeg området godt nok til at tage smutveje! hurra for forbedret stedsans.. eller noget..) for at købe en. Endelig tilbage er jeg totalt udmattet og smider mine ting. Huset ligner ødelæggelserne efter Anden Verdenskrig, for de var ved at støvsuge, så alt lå bare alle steder, så støvsugeren kunne komme til. Mens Eleanor flyttede på ting, skubbede Adelaide rundt på støvsugeren og lod som om hun hjalp. Bagefter bestemte Eleanor sig for, at vi skulle ned til Penny for at købe stort ind, og hun ville gerne have mig med, så jeg kunne hjælpe med at holde styr på børn, varer og pakke varerne ved kassen. Så på med skoene igen og glad mine over at jeg da fik rørt mig. Da vi kom hjem, havde Ben lavet mad, som stod klart til os på bordet, og det smagte rigtig lækkert! Det var egentlig bare nudler, men han havde laver en blanding med blandt andet chili, hvidløg, olie, cashewnødder og.. og æg! Men det var godt!
Vi hyggede nede på kontoret efter Adelaide faldt i søvn, og nu er det over midnat, så jeg lægger mig også.
PS Jeg ville faktisk blive glad, hvis nogen gad skrive til mig.. jeg lægger mit hjerte ud på min hjemmeside, men jeg har kun fået 1 email fra mormor og morfar (tak for det!), og jeg vil rigtig gerne høre, hvad I går og laver alle sammen.
Knus og godnat.
torsdag den 11. oktober 2012
En næsten-fridag
I dag var det jo meningen, at Eleanor ville tage Adelaide og Emmeline med til Adelaides legegruppe/børneaktivitetsgruppe, som startede halv 10. Det blev det ikke imidlertid, for da jeg stod op kl. 8, var der helt stille i huset. Jeg kunne dog høre pusleri nede i kontoret, så jeg gik ned og tjekkede; og der sad Adelaide lige så fint og stille og så en film på computeren, jeg i skrivende stund ikke kan huske hvad var. Ben sov på sofaen, som Adelaide sad på, og det så så søndag-formiddagsagtigt ud, at jeg bare gik op igen for at lade freden være. Det var der dog ikke noget af, for lillepigen kvidrede med sin høje morgenfriske stemme efter mig, så jeg gik ned igen-igen for at dæmpe hende lidt og holde hende beskæftiget, til der kom liv i huset. På trods af hendes høje stemme sov Ben bare videre hele formiddagen. Vi så lidt af filmen, men så gik hun ud af det og ind i nogle spil, der var på computeren. Vi spillede sammen (jeg guidede hende gennem, men hun gjorde det) spil som Cut The Rope, Bouncy Mouse og Clever Kyle-eller-sådan-noget. Jeg forventer ikke, at alle kender disse spil - bare vid, at det er ganske stille og rolige og børnevenlige spil, som egentlig på et lille niveau udfordrer ens koordination og logik. Det fik vi en god time til at gå med, inden Eleanor dukkede op og fik Adelaide klar til at komme til legegruppe. Der var imidlertid kun et kvarter til, at de skulle være der, men det skulle vidst være en meget afslappet gruppe, hvor folk egentlig bare dukker op hen ad vejen. Adelaide havde dog hygget sig gevaldigt, for hun begyndte at gøre oprør mod at tage af sted. Endelig ved halv 11 tiden smuttede de (det var planlagt, at de ville tage hjem til en af børnenes forældre efter legegruppen, hvor de ville blive til aftensmadstid, så jeg ville ikke med men vil se frem til at komme af sted næste uge). Så hele dagen har jeg egentlig bare gået og hygget mig; læst lidt, ryddet op, sørget for at Ben fik spist, mens han arbejdede, lavet aftensmad (bare pasta med tomatsovs, men det blev rigtig godt!) og hørt musik. Jeg har mest været alene, og det har passet mig vældig fint - og da de så kom hjem, var jeg glad for at kunne lege med Adelaide frem for at det blev noget, jeg 'skulle'. Hun kan godt lide at slå nogle bamser/dukker, jeg får til at flyve, og når jeg så klager og hyler på deres vegne, kysser hun dem for at gøre det godt igen. En enkelt gang kom hun faktisk til at ramme min hånd med en klods, hvorefter hun kyssede min finger, lige hvor hun ramte. Det var rigtig sødt! Efter aftensmaden kravlede hun også ned i vasketøjskurvene på mit værelse og 'læste højt' for sig selv, mens hun sad på hug og var helt nede under kanten. Det så skide skægt ud, og bagefter hoppede hun hen til mig, mens hun stadig stod i den, og ville have at jeg 'læste højt' fra 'en bog', som egentlig bare var noget, der lignede et iturevet postkort. Og så 'læste' vi eventyr op for hinanden. Det blev bare nogle små historier, jeg kom op med hen af vejen, som egentlig ikke var så spændende, men hun virkede tilfreds med det, og det er trods alt det vigtigste. Hendes eventyr til mig var så senere kortfattede versioner af mine eventyr.
Der gik ikke så længe, før Adelaide fik børstet tænder og blev puttet, mens jeg holdt Emmeline. Mens jeg kiggede hende i øjnene, slog det mig, hvor meget hun egentlig har ændret sig fysisk, siden jeg kom. På de knap to uger jeg har været sammen med dem, kan jeg se små forandringer hos hende! Jeg havde ikke troet, at babyer voksede helt så hurtigt, men jeg glæder mig til at se, hvordan hun ser ud, inden jeg rejser hjem igen. Det skal nok blive sjovt!
Igen i aften spillede jeg et par timer Guild Wars. Det var hyggeligt og gav os lidt stille voksentid sammen, inden jeg smuttede i seng. Jeg har efterhånden gjort det til en vane at holde Emmeline lidt, inden jeg går i seng. Det beroliger mig ligesom et kram ville. Hun har faktisk egenhændigt holdt mit fysiske nærhedsbehov i ro, siden jeg kom - jeg har stadig ikke følt behov for at få et knus af Ben eller Eleanor, selvom jeg er begyndt at få lyst til det. Jeg har bekæmpet impulsen her til aften for at spontankramme Ben som tak for at lade mig spille. Men jeg vil alligevel beholde det lidt mere professionelle forhold lidt endnu.... dét, og jeg ved ikke, hvordan de reagerer på et fremmed kram.
I morgen skal vi ud i byen for at se lidt mere til ære for mig, og vi snakker om at skaffe mig et pre-paid kort til min mobil, så jeg ikke skal betale kassen, når de vil i kontakt med mig. Jeg kommer til at bruge Bens metrokort, indtil søndag, for åbenbart følger metrokortene ugedage/månedsdage, så det kan ikke betale sig, at jeg får et helt månedskort endnu. Men vi tager det stille og roligt - så længe jeg kan bruge Bens, er det for mig lige meget.
Jeg glæder mig til at se, hvad morgendagen bringer mig!
Hils omkring jer.
 |
| I vasketøjskurven mens hun læste højt for sig selv Klik for at forstørre! |
 |
| Her 'læser jeg højt' mens hun står i vasketøjskurven og lytter Klik for at forstørre! |
Der gik ikke så længe, før Adelaide fik børstet tænder og blev puttet, mens jeg holdt Emmeline. Mens jeg kiggede hende i øjnene, slog det mig, hvor meget hun egentlig har ændret sig fysisk, siden jeg kom. På de knap to uger jeg har været sammen med dem, kan jeg se små forandringer hos hende! Jeg havde ikke troet, at babyer voksede helt så hurtigt, men jeg glæder mig til at se, hvordan hun ser ud, inden jeg rejser hjem igen. Det skal nok blive sjovt!
Igen i aften spillede jeg et par timer Guild Wars. Det var hyggeligt og gav os lidt stille voksentid sammen, inden jeg smuttede i seng. Jeg har efterhånden gjort det til en vane at holde Emmeline lidt, inden jeg går i seng. Det beroliger mig ligesom et kram ville. Hun har faktisk egenhændigt holdt mit fysiske nærhedsbehov i ro, siden jeg kom - jeg har stadig ikke følt behov for at få et knus af Ben eller Eleanor, selvom jeg er begyndt at få lyst til det. Jeg har bekæmpet impulsen her til aften for at spontankramme Ben som tak for at lade mig spille. Men jeg vil alligevel beholde det lidt mere professionelle forhold lidt endnu.... dét, og jeg ved ikke, hvordan de reagerer på et fremmed kram.
I morgen skal vi ud i byen for at se lidt mere til ære for mig, og vi snakker om at skaffe mig et pre-paid kort til min mobil, så jeg ikke skal betale kassen, når de vil i kontakt med mig. Jeg kommer til at bruge Bens metrokort, indtil søndag, for åbenbart følger metrokortene ugedage/månedsdage, så det kan ikke betale sig, at jeg får et helt månedskort endnu. Men vi tager det stille og roligt - så længe jeg kan bruge Bens, er det for mig lige meget.
Jeg glæder mig til at se, hvad morgendagen bringer mig!
Hils omkring jer.
onsdag den 10. oktober 2012
Babygrupper og online spil
(Dette er en fortsættelse af indlægget med billederne)
Babygruppen var rigtig hyggelig! Der var omkring 10 andre mødre med deres babyer, og jeg blev ret misundelig over ikke at kunne være rigtig med. Der var en velkomstsang, et par sanglege og en farvelsang. Arrangementet varede en time hvor det sidste kvarter blev brugt på at pakke sammen, fodre dem og give dem tøj på (der var så pissevarmt, at det blev en fællesting at have nøgne babyer). Da mødrene begyndte at give dem tøj på, begyndte hver og en af dem at synkronhyle. Alle på nær Emmeline, som grinede lige så frisk og frejdig hele timen igennem. Det var en øredøvende larm derinde, men tyskerne har en lidt mærkelig tilgang til babyer - de lader dem faktisk 'træne lungerne'. Jeg skulle bekæmpe en vild trang til selv at tage dem op.
Adelaide havde været irriterende morsyg hele timen igennem, men jeg går ud fra, at der er lidt jalousi over al den opmærksomhed hos hendes søster.
Vi kom hjem, og jeg legede lidt med Adelaide, inden jeg begyndte at lave mad: porre-pastinaksuppe, det var rigtig lækkert. Jeg besluttede også, at jeg havde tid nok til at bage i, så jeg bagte også et lille hold grovboller. Det er planen, at vi spiser ved halv 6 tiden eller lidt før, bare en lille smule mad, for Adelaide bliver rigtig rigtig træt og pylret og ked af det umiddelbart ved 6 tiden, og vi skal gerne have lidt mad i hende, men da suppen endelig blev klar kvart i, var hun allerede helt overgearet, så hun blev egentlig bare sendt i seng, mens jeg holdt baby, og Ben, Eleanor og jeg spiste sammen en halv time efter. De var vilde med begge ting, de gider ikke bage selv, og suppen var generelt rigtig god. Den vil jeg tilføje til min permanente opskriftsamling!
Ben og jeg har snakket lidt om computerspil, for jeg så ham engang starte sit spil Guild Wars 2, for at teste internetforbindelsen. Jeg blev rigtig misundelig, for spillet er lige udkommet for ikke så længe siden, og det skulle have en lækker grafik (smukke omgivelser og flydende bevægelser). Guild Wars er et af de få spil, jeg selv gider spille. Mine spil skal der være både mening, plot og eventyr i. Jeg fik Guild Wars 1 af min mormor og morfar i julegave engang for nogle år siden, og jeg har spillet rigtig meget både alene og med mine skønne veninden Louise. Det er et online rollespil, hvor man laver en karakter og spiller på internettet med tusinder af andre mennesker. Anyways, Ben og jeg har siden snakket om spil, vi har, og her til aften efter maden sagde han, at jeg gerne måtte låne hans bærbar og spille på hans bruger. Jeg blev rigtig glad og kort sagt så spillede jeg i 2½ time, inden jeg pakkede sammen og gik i seng. Som jeg er i nu.. og jeg lægger mig nu, så godnat med jer!
Babygruppen var rigtig hyggelig! Der var omkring 10 andre mødre med deres babyer, og jeg blev ret misundelig over ikke at kunne være rigtig med. Der var en velkomstsang, et par sanglege og en farvelsang. Arrangementet varede en time hvor det sidste kvarter blev brugt på at pakke sammen, fodre dem og give dem tøj på (der var så pissevarmt, at det blev en fællesting at have nøgne babyer). Da mødrene begyndte at give dem tøj på, begyndte hver og en af dem at synkronhyle. Alle på nær Emmeline, som grinede lige så frisk og frejdig hele timen igennem. Det var en øredøvende larm derinde, men tyskerne har en lidt mærkelig tilgang til babyer - de lader dem faktisk 'træne lungerne'. Jeg skulle bekæmpe en vild trang til selv at tage dem op.
Adelaide havde været irriterende morsyg hele timen igennem, men jeg går ud fra, at der er lidt jalousi over al den opmærksomhed hos hendes søster.
Vi kom hjem, og jeg legede lidt med Adelaide, inden jeg begyndte at lave mad: porre-pastinaksuppe, det var rigtig lækkert. Jeg besluttede også, at jeg havde tid nok til at bage i, så jeg bagte også et lille hold grovboller. Det er planen, at vi spiser ved halv 6 tiden eller lidt før, bare en lille smule mad, for Adelaide bliver rigtig rigtig træt og pylret og ked af det umiddelbart ved 6 tiden, og vi skal gerne have lidt mad i hende, men da suppen endelig blev klar kvart i, var hun allerede helt overgearet, så hun blev egentlig bare sendt i seng, mens jeg holdt baby, og Ben, Eleanor og jeg spiste sammen en halv time efter. De var vilde med begge ting, de gider ikke bage selv, og suppen var generelt rigtig god. Den vil jeg tilføje til min permanente opskriftsamling!
Ben og jeg har snakket lidt om computerspil, for jeg så ham engang starte sit spil Guild Wars 2, for at teste internetforbindelsen. Jeg blev rigtig misundelig, for spillet er lige udkommet for ikke så længe siden, og det skulle have en lækker grafik (smukke omgivelser og flydende bevægelser). Guild Wars er et af de få spil, jeg selv gider spille. Mine spil skal der være både mening, plot og eventyr i. Jeg fik Guild Wars 1 af min mormor og morfar i julegave engang for nogle år siden, og jeg har spillet rigtig meget både alene og med mine skønne veninden Louise. Det er et online rollespil, hvor man laver en karakter og spiller på internettet med tusinder af andre mennesker. Anyways, Ben og jeg har siden snakket om spil, vi har, og her til aften efter maden sagde han, at jeg gerne måtte låne hans bærbar og spille på hans bruger. Jeg blev rigtig glad og kort sagt så spillede jeg i 2½ time, inden jeg pakkede sammen og gik i seng. Som jeg er i nu.. og jeg lægger mig nu, så godnat med jer!
München billeder
Her er linket til billederne af hus og område af München:
Klik her for at se mine München billeder
Jeg sætter snart også billeder ind i samme album af turen til Schliersee!
I dag 13.45 skal vi til en babygruppe, hvor jeg tager med, fordi Adelaide også skal med, og hvis hun begynder at kede sig, tager jeg hende med til en legeplads i nærheden. På vejen får jeg mit u-bahn kort, så jeg kan strejfe rundt som det passer mig. Der hænger et kort på væggen på mit værelse, som har en oversigt over hele centrum af byen; alle u-bahns er markerede, samt en masse parker, søer og universitetet, og jeg vil prøve at skaffe et selv, så jeg ligesom har et overblik, hvis jeg nu på magisk vis skulle fare vild.
I morgen skal vi til endnu en børnegruppe.. jeg kan snart ikke holde styr på alle de aftaler. De bliver vidst holdt hver uge, så der bliver de dage dedikeret til det, mens resten af dagene og weekenden kan blive brugt enten stille og roligt eller på strejf. Jeg har rigtig mange ting, jeg gerne vil se, så jeg kommer ikke til at kede mig lige foreløbig!
I må hygge jer!
Knus
Klik her for at se mine München billeder
Jeg sætter snart også billeder ind i samme album af turen til Schliersee!
I dag 13.45 skal vi til en babygruppe, hvor jeg tager med, fordi Adelaide også skal med, og hvis hun begynder at kede sig, tager jeg hende med til en legeplads i nærheden. På vejen får jeg mit u-bahn kort, så jeg kan strejfe rundt som det passer mig. Der hænger et kort på væggen på mit værelse, som har en oversigt over hele centrum af byen; alle u-bahns er markerede, samt en masse parker, søer og universitetet, og jeg vil prøve at skaffe et selv, så jeg ligesom har et overblik, hvis jeg nu på magisk vis skulle fare vild.
I morgen skal vi til endnu en børnegruppe.. jeg kan snart ikke holde styr på alle de aftaler. De bliver vidst holdt hver uge, så der bliver de dage dedikeret til det, mens resten af dagene og weekenden kan blive brugt enten stille og roligt eller på strejf. Jeg har rigtig mange ting, jeg gerne vil se, så jeg kommer ikke til at kede mig lige foreløbig!
I må hygge jer!
Knus
tirsdag den 9. oktober 2012
Om ikke at nå sine mål for begejstrede småbørn
Jeg havde sagt ja til at komme med Eleanor, Emmeline og Adelaide til børnegruppen i dag, og jeg stod op tidligt, så jeg kunne komme i bad. De første 5 minutter havde bruseren kun to instillinger: kogende og is. Men den blev normal efter lidt tid, og det var rigtig dejligt at starte dagen sådan. Familien tog selv for lang tid i badet, fordi Adelaide var lidt besværlig (lød det til, de var alle under bruseren på samme tid, så jeg kunne kun høre samtalen), så der var kun 20 minutter til sidst, inden vi skulle være der, og jeg bestemte mig egentlig for i sidste øjeblik at blive hjemme, fordi jeg ville færdiggøre min Au Pair Application (noget online hvor jeg skal skrive jeg ved ikke hvor meget, og de fleste af spørgsmålene får mig egentlig bare til at gentage mig selv.. det er ret træls). Efter de var gået, kom en rengøringsdame (det vidste jeg ikke, de havde, men det gør vel også tingene lidt nemmere), som jeg snakkede lidt med. Hun virkede lidt lettet over, at nogen i huset kunne snakke lidt tysk nu, så det ikke blev en kamp, hver gang hun skulle vide noget. Hun var rigtig venlig og ganske rolig.
Jeg fik lavet en del på min Application, men så snart pigerne kom hjem til middag, var min arbejdsro totalt massedestrueret. Adelaide har nogle af sine legeting inde hos mig, og hun var simpelthen så glad og begejstret og ivrig efter at lave noget med mig, vise mig ting og få mig til at holde mit grønne lagen op, så koen kunne spise det (v-bogstavet fra et skumgummi-bogstav-spil). Det var helt umuligt at lave noget, selvom jeg sagde, at jeg lavede noget vigtigt og ville lege med hende om lidt, så stak hun forskellige bøger helt op i mit ansigt, så hun blokerede mit udsyn totalt. Og hun var bare så glad, så det smittede, og jeg blev egentlig ikke sur, selvom det var lidt irriterende, når jeg havde travlt. Hun var så sød! Den slags har jeg bare ikke et 'skjold' mod. Det var ikke engang kun et øjeblik, det var bogstaveligt fra de kom hjem til jeg begyndte at lave mad ved 16-tiden (jeg havde tilbudt at lave kartoffel-porre tærte). Hun hjalp mig flittigt med at lave tærten, hvor jeg æltede dejen, og hun grattede det ud i fadet, jeg skar grøntager ud, og hun arrangerede det nydeligt i dejen og op ad kanterne, jeg knækkede æggeskallerne, og hun rørte æggemassen og hældte det på grøntsagerne. Hun spilte selvfølgelig (hun er jo kun 2½ år), men hun er ikke så slem til at være i vejen - hun hjælper faktisk og var rigtig glad for det. Hen ved 18 tiden blev alt dog lidt for meget, og hun blev så pylret, at hun kom i seng, før vi kunne spise. Jeg fik Emmeline, og Eleanor puttede Adelaide. Det er efterhånden nogle dage siden, at Emmeline faldt i søvn på mig. Det savner jeg lidt.. Men jeg kan være sammen med hende rigtig meget af gangen nu, og hun vil egentlig kun over til mor eller far, når hun er sulten eller oversøvnig. Ben kom hjem fra arbejde omkring kvart over syv, hvor jeg dækkede bord, og vi satte os for at spise sammen. Han var taknemmelig for, at vi ventede, for når han arbejder så meget, er det ikke så ofte, at han kan være med til familietid. Vi snakkede lidt om vores dag, og jeg fortalte om, hvor munter, Adelaide havde været og ikke ville lade mig være i fred, og Eleanor sagde, at det første, Adelaide spørger om hver morgen er: Is Nanna awake? Det varmer rigtig langt ind. Jeg er glad for, at vi har det så godt sammen!
Jeg er rigtig træt (hvorfoooor?!) og vil i seng nu. Vi snakkes alle sammen!
Jeg fik lavet en del på min Application, men så snart pigerne kom hjem til middag, var min arbejdsro totalt massedestrueret. Adelaide har nogle af sine legeting inde hos mig, og hun var simpelthen så glad og begejstret og ivrig efter at lave noget med mig, vise mig ting og få mig til at holde mit grønne lagen op, så koen kunne spise det (v-bogstavet fra et skumgummi-bogstav-spil). Det var helt umuligt at lave noget, selvom jeg sagde, at jeg lavede noget vigtigt og ville lege med hende om lidt, så stak hun forskellige bøger helt op i mit ansigt, så hun blokerede mit udsyn totalt. Og hun var bare så glad, så det smittede, og jeg blev egentlig ikke sur, selvom det var lidt irriterende, når jeg havde travlt. Hun var så sød! Den slags har jeg bare ikke et 'skjold' mod. Det var ikke engang kun et øjeblik, det var bogstaveligt fra de kom hjem til jeg begyndte at lave mad ved 16-tiden (jeg havde tilbudt at lave kartoffel-porre tærte). Hun hjalp mig flittigt med at lave tærten, hvor jeg æltede dejen, og hun grattede det ud i fadet, jeg skar grøntager ud, og hun arrangerede det nydeligt i dejen og op ad kanterne, jeg knækkede æggeskallerne, og hun rørte æggemassen og hældte det på grøntsagerne. Hun spilte selvfølgelig (hun er jo kun 2½ år), men hun er ikke så slem til at være i vejen - hun hjælper faktisk og var rigtig glad for det. Hen ved 18 tiden blev alt dog lidt for meget, og hun blev så pylret, at hun kom i seng, før vi kunne spise. Jeg fik Emmeline, og Eleanor puttede Adelaide. Det er efterhånden nogle dage siden, at Emmeline faldt i søvn på mig. Det savner jeg lidt.. Men jeg kan være sammen med hende rigtig meget af gangen nu, og hun vil egentlig kun over til mor eller far, når hun er sulten eller oversøvnig. Ben kom hjem fra arbejde omkring kvart over syv, hvor jeg dækkede bord, og vi satte os for at spise sammen. Han var taknemmelig for, at vi ventede, for når han arbejder så meget, er det ikke så ofte, at han kan være med til familietid. Vi snakkede lidt om vores dag, og jeg fortalte om, hvor munter, Adelaide havde været og ikke ville lade mig være i fred, og Eleanor sagde, at det første, Adelaide spørger om hver morgen er: Is Nanna awake? Det varmer rigtig langt ind. Jeg er glad for, at vi har det så godt sammen!
Jeg er rigtig træt (hvorfoooor?!) og vil i seng nu. Vi snakkes alle sammen!
mandag den 8. oktober 2012
Første dag i München
Okay, så i dag har været en.. dag hvor jeg endelig så mit hjem for de næste 7 uger.. Og jeg må sige, at jeg er meget positivt overrasket, for hele ugen har familien givet udtryk for, at de boede i en hule. Altså et lille bitte sted. Og de har fortalt historier om, hvor stor en bitch deres udlejer er, og hvor nysgerrige naboerne er. Jeg vil komme ind på det senere, men jeg er ret træt lige nu.
Jeg skal selvfølgelig også snart lægge billeder ud, men internetforbindelsen i Schliersee var rædderlig, så jeg har ikke haft mulighed for det rigtigt. Men forbindelsen her i lejligheden er ti millioner gange bedre, end den egentlig er hjemme i Ulstrup, så der skal nok snart komme gang i den!
Hov, mens jeg husker det, mor: vil du ikke afsende konvolutten på mit værelse? Jeg har allerede sat frimærker og adresse på, så du skal bare stikke den i postkassen ved næste lejlighed du får - tak, møs!
Jeg har allerede set størstedelen af kvarteret, og det er slet ikke, hvad jeg forestillede mig af så stor en by som München - det ligner egentlig bare et almindeligt kvarter i en hvilken som helst by, stor som lille. Jeg tror faktisk allerede, at jeg kan finde rundt både til indkøb (vi var to steder i dag), og det overrasker mig, at min stedsans ikke har spillet pus med mig endnu. Mon ikke det kommer en dag, hvor jeg har glemt min telefon.
Anyway, vi skal til en børneaktivitetsgruppe i morgen kl. halv 10, og ved samme lejlighed tror jeg, at jeg får mit metrokort, så jeg kan strejfe rundt, som det passer mig og udforske byen. Jeg ved at shoppingkvarteret ligger ved Marienplatz, så det kan meget vel passe, at jeg vender næsen den vej ved først givne mulighed. Jeg vil skrive lidt mere i morgen, men vid, at jeg har det godt og er glad her.
Jeg har ofte tænkt over, at gud, hvor har det egentlig været træls og grimt at være arbejdsløs og fyret de sidste uger, men jeg har altid troet på, at når én dør lukker sig, åbner to andre. Jeg har helt sikkert åbnet den helt rigtige dør - vi har altså bare kemi, familien og jeg. Vi passer rigtig godt sammen, og jeg er rigtig glad for at være her. Hvis resten af mit ophold bliver bare halvt så godt, som det har været indtil videre, bliver det svært at rejse hjem igen!
Jeg skal selvfølgelig også snart lægge billeder ud, men internetforbindelsen i Schliersee var rædderlig, så jeg har ikke haft mulighed for det rigtigt. Men forbindelsen her i lejligheden er ti millioner gange bedre, end den egentlig er hjemme i Ulstrup, så der skal nok snart komme gang i den!
Hov, mens jeg husker det, mor: vil du ikke afsende konvolutten på mit værelse? Jeg har allerede sat frimærker og adresse på, så du skal bare stikke den i postkassen ved næste lejlighed du får - tak, møs!
Jeg har allerede set størstedelen af kvarteret, og det er slet ikke, hvad jeg forestillede mig af så stor en by som München - det ligner egentlig bare et almindeligt kvarter i en hvilken som helst by, stor som lille. Jeg tror faktisk allerede, at jeg kan finde rundt både til indkøb (vi var to steder i dag), og det overrasker mig, at min stedsans ikke har spillet pus med mig endnu. Mon ikke det kommer en dag, hvor jeg har glemt min telefon.
Anyway, vi skal til en børneaktivitetsgruppe i morgen kl. halv 10, og ved samme lejlighed tror jeg, at jeg får mit metrokort, så jeg kan strejfe rundt, som det passer mig og udforske byen. Jeg ved at shoppingkvarteret ligger ved Marienplatz, så det kan meget vel passe, at jeg vender næsen den vej ved først givne mulighed. Jeg vil skrive lidt mere i morgen, men vid, at jeg har det godt og er glad her.
Jeg har ofte tænkt over, at gud, hvor har det egentlig været træls og grimt at være arbejdsløs og fyret de sidste uger, men jeg har altid troet på, at når én dør lukker sig, åbner to andre. Jeg har helt sikkert åbnet den helt rigtige dør - vi har altså bare kemi, familien og jeg. Vi passer rigtig godt sammen, og jeg er rigtig glad for at være her. Hvis resten af mit ophold bliver bare halvt så godt, som det har været indtil videre, bliver det svært at rejse hjem igen!
Abonner på:
Opslag (Atom)