Min arbejdsdag i dag er et typisk eksempel på, at omstillingsparathed er vigtig i vores fag. Det er en god ide ikke at lægge sit skema helt fast i hovedet, så man ikke går i baglås, når der sker ændringer. Min oprindelige skema sagde for idag, at jeg skulle arbejde fra 12.30 på én opgave og ud på en anden opgave kl 17.30, hvorefter jeg så ville være hjemme kl 20-20.30.
Jeg tager min firmamobil med ind på mit soveværelse nogle nætter, for hvis jeg får vigtige beskeder, ser jeg dem med det samme i stedet for at gøre mig klar og så se det i sidste øjeblik. Det viste sig at være en god ide, for jeg vågnede lidt før kl 8 af en besked fra den døve bruger på min første opgave om, at den var aflyst. Det skriver jeg til administrationen og lægger mig ned igen, selvom lyset skinner ind af vinduet og alligevel forhindrer mig i at sove. Så får jeg en besked tilbage fra administrationen, om jeg kunne være hustolk (tolk på kontoret, hvor man skal tage imod opkald og tolke mellem de ansatte i på kontoret og dem, som er i telefonen - enten på skype eller på mobilen). Det kunne jeg desværre ikke nå, men kort efter fik jeg så en anden opgave mellem kl 11 og 12. Den sagde jeg så ja til, men jeg skulle skynde mig for at nå det.
Jeg har som regel de samme tre opgaver hver uge på forskellige dage og tidspunkter, da vi ofte bliver tilknyttet døve brugere som faste teams - så de døve ikke får en ny tolk hver dag. Det er en fordel for alle parter, for så lærer tolkene jo også terminologien og får en baggrundsviden, som hjælper i tolkesituationen. Nogle gange får vi selvfølgelig også enkeltopgaver. Men når jeg møder en ny døv bruger, introducerer jeg gerne mig selv og siger, at jeg er nyansat, så de er klar over, at det er derfor, der opstår en udfordring - hvis der opstår noget. Det gør dem også lidt mere tålmodige, hvis der er noget. Jeg er jo primært ansat som skrivetolk, så jeg bruger ikke tegnsprog nær så meget som mine kolleger. Men det gik ganske udmærket, og bagefter udtrykte hun dyb taknemmelighed for, at jeg var kommet. Det var meget opmuntrende at se, hvor glad hun var for det! Det var også meget fordi, at hun ved sidste aftale det-sted-vi-var-henne ikke havde fået en tolk af ukendte grunde, og der havde de været nødt til at skrive med pen og papir. Det er bare ikke holdbart, og de havde åbenbart ikke nået hele planen pga det. Så jeg kan godt forstå, hun var glad for at få tolk denne gang. Men hun gav mig også en generel opmuntring i, at hun mente, jeg var en dygtig tolk, så jeg skulle bare fortsætte - og det gør mig jo bare rigtig glad! Men det var bare så sjovt, for vi mødte begge over 20 minutter før opgaven egentlig startede, så vi snakkede selvfølgelig sammen; jeg havde rigtig svært ved at aflæse hende! Jeg forstod godt nøgle-tegnene, men jeg sad og svedte samtlige 20 minutter og tænkte "Åh nej, jeg kommer til at ødelægge det hele, skabe så mange problemer, og jeg får garanteret en klage!" Jeg var helt nervøs over det! Men LIGE så snart selve opgaven begyndte, gik det bare så godt! Det var faktisk mit tegnsprog, som jeg skulle fokusere mest på at få til at fungere! Aflæsningen og stemmetolkningen gik bare totalt flydende! Det var ret sjovt, hvordan sådan noget sker. Og selvom jeg kæmpede lidt med tegnsproget, forstod hun mig helt fint. Bagefter fik hun også firmaets visitkort, så hun havde mulighed for at kontakte os igen til fremtidige opgaver, hvilket hun også virkede glad for. Jeg gik derfra med en kæmpe succesfølelse!
Jeg tog direkte hen til kontoret, fordi det lå tæt på opgaven, og fordi min kollega Sofia var derovre i forvejen som hustolk. Min aflyste opgave skulle jeg have tolket sammen med Mads, så han sad også på kontoret, indtil han skulle ud på sin næste opgave, så vi sad alle tre og spiste frokost sammen. Vi har faktisk meget socialt samvær i forhold til, hvad jeg forventede, da jeg fik jobbet! Normalt er tolkning et enearbejde, så man ser som regel ikke sine kolleger, medmindre man tager ind til kontoret.
Men her tog jeg faktisk mit allerførste opkald med kontorets hustolke-mobil! Jeg var ikke hustolk, bare ledig på kontoret, men da jeg sad ved siden af Sofia, og der pludselig kom et opkald, smed hun mobilen over til mig for at "kaste mig ud i det"! Min store skræk har faktisk været vagten som hustolk, som vi også kan få, hvis der ikke er andre opgaver, men jeg har været heldig at undgå det. På uddannelsen har vi haft et forløb med denne slags tolkninger, men det har været mit mest usikre område. Selve denne tolkeform, som kaldes fjerntolkning, er en udfordring, fordi der er begrænset fysisk kontakt med brugerne (dem, man tolker for), fordi at opkaldene kan handle om ALT, så man skal som tolk være parat til alle emner, men udover det skal man også finde den rigtige person at snakke med, så det kræver, at man ved, hvad de forskellige hedder og arbejder med. Det gør jeg bare slet ikke endnu! Men det kommer. Selve tolkningen af opkaldet var ikke så slemt, og bagefter gik jeg derfra med en følelse af, at den hustolkevagten ikke er så farlig. Så det handler virkelig om at kaste sig ud i det!
Nu har jeg en opgave i aften og skal snart ud af døren, så jeg stopper her.
Jeg havde en hyggelig dag med en klassekammerat fra uddannelsen i lørdags, hvor vi legede turister og så en masse ting, men det skriver jeg om i et andet indlæg samt lægger billeder op.
Fortsat god mandag!
mandag den 27. marts 2017
fredag den 24. marts 2017
Første supervision
Jeg føler ikke på nuværende tidspunkt, at jeg har så meget nyt at fortælle. Jeg føler meget, at mit liv drejer sig om at arbejde og sove, og jeg er nået til det punkt nu, hvor jeg godt kunne tænke mig at være mere social, men jeg har ikke helt overskud til det endnu. Jeg får ikke slappet nok af, hvis jeg render rundt en hel masse efter arbejde.
Det begynder dog at udarte sig selv, da min kalender faktisk booker sig selv op. Så kommer jeg til at købe et par billige kyllinger, som fylder fryseren, som jeg har inviteret mine kolleger til. Så har jeg fundet nogen, som vil hjælpe mig med at sætte lamper op, som jeg også byder på aftensmad. Så er der en veninde fra Fyn, som kommer på besøg, fordi hun alligevel er i København. Jeg har stadigvæk min mors kusine Anne Mette og hendes mand, samt min mormors gamle venindes søster, som jeg skal besøge eller invitere over. Jeg begynder så småt at få et liv udover arbejde, selvom det er lige en tand for tidligt for mit overskud.
Jeg har fået en firmamobil, som jeg før har nævnt. Til den har jeg hæklet et cover/omslag i blåt garn, fordi jeg ikke ville have, at den blev ridset eller går i stykker, hvis jeg nu skulle tabe den. Da jeg så sidder på en opgave og efter tolkningen rejser mig for at pakke sammen, kan jeg pludselig ikke finde den! Den er altid, altid, altid i højre jakkelomme, og da den ikke var der, var jeg selvfølgelig overbevist om, at jeg havde tabt den. Til allersidst fik jeg dog øje på den under min stol, og da jeg peger på den, udbryder min co-tolk (tolken som arbejder på samme opgave, hvis der er brug for to tolke): "Nææh, den har forklædt sig som sok!" Det syntes jeg faktisk var lidt sjovt.
Men til selvsamme opgave fik jeg supervision - altså bare i bund og grund observation med formål at give feedback. I løbet af min anden arbejdsuge fik jeg et opkald fra hende, som har ansvar for supervision og for at sørge for, at vi får det et par gange om året. Der er flere forskellige typer supervision, bl.a. til skrivetolkning, til tegnsprogstolkning, kollegial supervision, en type hvor man bare optager sin tolkning og lader supervisoren se det bagefter mm. Men alle har tilfælles, at det er styrkebaseret. Vi vælger selv to typer supervision, hvor en af mine valg var til skrivetolkning, som er det, jeg primært beskæftiger mig med, og jeg blev anbefalet at vente med at få det til efter nogle måneder, sådan at jeg kunne føle mig mere hjemme i tolkerollen og bare være mere inde i rutinen. Så fik jeg en email en uge før, at en af de timelønnede fra firmaet også er ansvarlig for skrivetolkesupervision, og hun ville komme onsdag d. 22. marts ud på min opgave for at supervisere. Det blev jeg lidt overrasket over, for jeg havde jo forventet, at der ville gå nogle måneder. Tilmed kiggede jeg på mit skema, og det passede jo selvfølgelig med, at jeg den dag var ude på min sværeste opgave. Det er en opgave, jeg er ude på en gang om ugen, og det er en bacheloruddannelse med et meget specifikt fokus. Læreren taler hurtigt, og der er mange informationer på kort tid fyldt med fagord, udtryk og begreber gennem hele dagen, så der er 100% koncentration og tempo hele dagen. Det er bare typisk, at det lige skulle være her, min supervisor kom ud.
Så finder jeg ud af, at min supervisor er min gamle chef fra DR! Det var bare virkelig fedt! Det betyder selvfølgelig, at hun kender mig og har andre forventninger, end hvis hun aldrig havde mødt mig før, men det skabte også en tryghed for mig. Det kan være ret intimiderende at skulle have en fremmed ud på arbejde og vurdere, hvad man laver, især når jeg stadig er så ny - også selvom det er styrkebaseret, altså primært positivt. Jeg tolkede selvfølgelig med en ekstra tand fokus og pressede mig selv, og jeg så ud af øjenkrogen, at hun tog rigtig mange notater - hun endte med mindst 7 sider! Jeg og min co-tolk knoklede os igennem tre timer på højt niveau med en kort pause midt i, og til sidst fik vi så en frokostpause, hvor min supervisor og jeg aftalte, at vi gennemgik feedback, mens vi spiste i stedet for at mødes om to uger og snakke om en tolkning, vi ikke ville kunne huske alligevel på det tidspunkt.
Det var bare en kanon god oplevelse! Hun startede ud med at sige, at hun syntes, jeg gjorde det pissegodt, hvorefter hun gennemgik alle sine notater. Hun var begejstret for mit layout, mit skrivetempo, og generelt set med meget få undtagelser fik jeg alt det sagte skrevet. Hun sagde også, at hvis hun havde noget konstruktivt kritik (selvom det ikke var meningen), ville hun også sige det, men hun havde faktisk ikke noget! Jeg fik også komplimenter for min opmærksomhed, da min co-tolk skrev, fordi jeg ikke skrev på mobilen men holdt øje med tavlen, læreren og den døve bruger. Min co-tolk (en tolk fra et andet firma) sad derinde, mens jeg fik feedback, og efter min supervisor gik, indrømmede min co-tolk, at hun faktisk havde siddet smånervøs gennem hele opgaven, fordi min supervisor er kendt for at være en ekstremt dygtig skrivetolk, og hun arbejder stadig på fuldtid for DR. Men det var bare sådan en god oplevelse! Hun svineroste mig for mit arbejde, og det giver bare så meget rygrad på jobbet. Jeg ville bare gerne dele det, fordi jeg stadig er virkelig glad over det!
Ellers sker der bare de små, sjove ting. Garden marcherede gennem strøget den anden dag og spillede trommer, fløjter osv. Det så rigtig hyggeligt ud. Jeg fik kun et glimt af det, fordi jeg var på vej ind i bussen. Den 23. marts var der forskellige flag på busserne, hvilket jeg slog op på google, og det viste sig, at busserne flager på Nordens Dag for at fejre underskrivelsen af Helsingforsaftalen. Der sker hele tiden de der små finurlige ting i København.
Jeg håber, I har det godt allesammen! Rigtig god weekend!
Det begynder dog at udarte sig selv, da min kalender faktisk booker sig selv op. Så kommer jeg til at købe et par billige kyllinger, som fylder fryseren, som jeg har inviteret mine kolleger til. Så har jeg fundet nogen, som vil hjælpe mig med at sætte lamper op, som jeg også byder på aftensmad. Så er der en veninde fra Fyn, som kommer på besøg, fordi hun alligevel er i København. Jeg har stadigvæk min mors kusine Anne Mette og hendes mand, samt min mormors gamle venindes søster, som jeg skal besøge eller invitere over. Jeg begynder så småt at få et liv udover arbejde, selvom det er lige en tand for tidligt for mit overskud.
Jeg har fået en firmamobil, som jeg før har nævnt. Til den har jeg hæklet et cover/omslag i blåt garn, fordi jeg ikke ville have, at den blev ridset eller går i stykker, hvis jeg nu skulle tabe den. Da jeg så sidder på en opgave og efter tolkningen rejser mig for at pakke sammen, kan jeg pludselig ikke finde den! Den er altid, altid, altid i højre jakkelomme, og da den ikke var der, var jeg selvfølgelig overbevist om, at jeg havde tabt den. Til allersidst fik jeg dog øje på den under min stol, og da jeg peger på den, udbryder min co-tolk (tolken som arbejder på samme opgave, hvis der er brug for to tolke): "Nææh, den har forklædt sig som sok!" Det syntes jeg faktisk var lidt sjovt.
Men til selvsamme opgave fik jeg supervision - altså bare i bund og grund observation med formål at give feedback. I løbet af min anden arbejdsuge fik jeg et opkald fra hende, som har ansvar for supervision og for at sørge for, at vi får det et par gange om året. Der er flere forskellige typer supervision, bl.a. til skrivetolkning, til tegnsprogstolkning, kollegial supervision, en type hvor man bare optager sin tolkning og lader supervisoren se det bagefter mm. Men alle har tilfælles, at det er styrkebaseret. Vi vælger selv to typer supervision, hvor en af mine valg var til skrivetolkning, som er det, jeg primært beskæftiger mig med, og jeg blev anbefalet at vente med at få det til efter nogle måneder, sådan at jeg kunne føle mig mere hjemme i tolkerollen og bare være mere inde i rutinen. Så fik jeg en email en uge før, at en af de timelønnede fra firmaet også er ansvarlig for skrivetolkesupervision, og hun ville komme onsdag d. 22. marts ud på min opgave for at supervisere. Det blev jeg lidt overrasket over, for jeg havde jo forventet, at der ville gå nogle måneder. Tilmed kiggede jeg på mit skema, og det passede jo selvfølgelig med, at jeg den dag var ude på min sværeste opgave. Det er en opgave, jeg er ude på en gang om ugen, og det er en bacheloruddannelse med et meget specifikt fokus. Læreren taler hurtigt, og der er mange informationer på kort tid fyldt med fagord, udtryk og begreber gennem hele dagen, så der er 100% koncentration og tempo hele dagen. Det er bare typisk, at det lige skulle være her, min supervisor kom ud.
Så finder jeg ud af, at min supervisor er min gamle chef fra DR! Det var bare virkelig fedt! Det betyder selvfølgelig, at hun kender mig og har andre forventninger, end hvis hun aldrig havde mødt mig før, men det skabte også en tryghed for mig. Det kan være ret intimiderende at skulle have en fremmed ud på arbejde og vurdere, hvad man laver, især når jeg stadig er så ny - også selvom det er styrkebaseret, altså primært positivt. Jeg tolkede selvfølgelig med en ekstra tand fokus og pressede mig selv, og jeg så ud af øjenkrogen, at hun tog rigtig mange notater - hun endte med mindst 7 sider! Jeg og min co-tolk knoklede os igennem tre timer på højt niveau med en kort pause midt i, og til sidst fik vi så en frokostpause, hvor min supervisor og jeg aftalte, at vi gennemgik feedback, mens vi spiste i stedet for at mødes om to uger og snakke om en tolkning, vi ikke ville kunne huske alligevel på det tidspunkt.
Det var bare en kanon god oplevelse! Hun startede ud med at sige, at hun syntes, jeg gjorde det pissegodt, hvorefter hun gennemgik alle sine notater. Hun var begejstret for mit layout, mit skrivetempo, og generelt set med meget få undtagelser fik jeg alt det sagte skrevet. Hun sagde også, at hvis hun havde noget konstruktivt kritik (selvom det ikke var meningen), ville hun også sige det, men hun havde faktisk ikke noget! Jeg fik også komplimenter for min opmærksomhed, da min co-tolk skrev, fordi jeg ikke skrev på mobilen men holdt øje med tavlen, læreren og den døve bruger. Min co-tolk (en tolk fra et andet firma) sad derinde, mens jeg fik feedback, og efter min supervisor gik, indrømmede min co-tolk, at hun faktisk havde siddet smånervøs gennem hele opgaven, fordi min supervisor er kendt for at være en ekstremt dygtig skrivetolk, og hun arbejder stadig på fuldtid for DR. Men det var bare sådan en god oplevelse! Hun svineroste mig for mit arbejde, og det giver bare så meget rygrad på jobbet. Jeg ville bare gerne dele det, fordi jeg stadig er virkelig glad over det!
Ellers sker der bare de små, sjove ting. Garden marcherede gennem strøget den anden dag og spillede trommer, fløjter osv. Det så rigtig hyggeligt ud. Jeg fik kun et glimt af det, fordi jeg var på vej ind i bussen. Den 23. marts var der forskellige flag på busserne, hvilket jeg slog op på google, og det viste sig, at busserne flager på Nordens Dag for at fejre underskrivelsen af Helsingforsaftalen. Der sker hele tiden de der små finurlige ting i København.
Jeg håber, I har det godt allesammen! Rigtig god weekend!
lørdag den 11. marts 2017
KBH Billeder fra de første par uger
Jeg synes bare lige, at jeg ville dele lidt billeder. De er ikke vigtige eller sammenhængende, men det er bare billeder, jeg har taget, når min interesse lige blev vækket.
Jeg viser blandt andet Ørstedsparken og Israels Plads, som begge er i nærheden af Nørreport, og jeg går imellem dem, hvis jeg skal ned på kontoret.
Jeg synes bare, at der er så mange steder i København, som er virkelig hyggelige, og der sker rigtig meget ved skønheden, når der er solskin og blå himmel!
Jeg viser blandt andet Ørstedsparken og Israels Plads, som begge er i nærheden af Nørreport, og jeg går imellem dem, hvis jeg skal ned på kontoret.
 |
| Søren Geds Garage - det er bare et sjovt navn til en bar på Nørre Farimagsgade |
 |
| Et bordtennisbord i Ørstedsparken tæt på mit firmas kontor |
 |
| Københavns Universitet - det er sådan en flot bygning! |
 |
| Københavns Universitet |
 |
| Det er vigtigt, at tolken sidder godt! Så fedt at de simpelthen har en fast stol her! |
 |
| En flok duer, der bare sad og så tykke ud |
 |
| Prøv at se, hvor meget umage de gør sig for at lave små dobbelthager! |
 |
| Ørstedsparken |
 |
| Ørstedsparken set fra Israels Plads |
 |
| Israels Plads |
 |
| Israels Plads |
 |
| Israels Plads |
Jeg synes bare, at der er så mange steder i København, som er virkelig hyggelige, og der sker rigtig meget ved skønheden, når der er solskin og blå himmel!
fredag den 10. marts 2017
Integration
Jeg har været herovre i godt halvanden uge nu, og jeg er ved at føle mig nogenlunde på plads både i Søborg og ved arbejdet.
Jeg kæmper stadig med usikkerhed både ved selve mødet med de hørende og døve brugere og selve tolkningerne. Jeg har heldigvis ikke fået en opgave endnu, som jeg følte, at jeg ikke magtede, og selvfølgelig er alt en udfordring stadig, men jeg begynder at få lidt sikkerhed i form af, at jeg i det mindste har fået strategier til at håndtere udfordringerne. Og jeg prøver også at huske på, som mine kolleger også siger, at ingen kan forvente, at jeg udfører en perfekt tolkning som nyuddannet - der vil gå flere måneder, inden det begynder at blive godt. Men jeg synes næsten, at min adfærd omkring folkene i lokalet, jeg tolker i, er sværere at vurdere end selve tolkningen. Jeg vil gerne fremstå venlig men neutral og ikke som en del af selve tolkesituationen - altså jeg skal ikke bidrage med svar eller meninger selv. Jeg har svært ved at vide, om jeg siger for meget eller for lidt, når jeg snakker med de hørende eller døve, selvom jeg faktisk føler de døve nemmere at kommunikere med.
Til gengæld har jeg haft to døve brugere, som nogle af de andre tolke har fortalt er lidt specielle. Der er f.eks. en, som kan virke sur, hvis man ikke forstår ham, og en anden som ikke helt vil vedkende sig tolken, men de er faktisk dem, jeg har det bedst med! Det er ikke første gang, jeg finder ud af, at jeg klinger bedre med de 'skæve' typer end de mere 'almindelige'. Jeg ved selvfølgelig ikke, hvordan de har det med mig, men jeg har ikke opfattet deres speciel-heder på samme måde, som de andre har.
Men jeg kan virkelig godt lide mit arbejde! Der er som sagt nogle udfordringer, men i det store og hele glæder jeg mig over, at jeg er ude på opgaverne og får lov til at tolke. Jeg føler mig lidt som en hemmelig agent, når jeg sådan tager fra sted til sted hver dag, har tavshedspligt og egentlig har ansvar for, at et væsentligt element fungerer (kommunikationen). Jeg er vild med mit firma og har nogle enormt søde kolleger - både i mit firma og resten af DOT. Alle er åbne og villige til at svare på spørgsmål, og jeg føler, at jeg har fået et rigtig godt forhold til en tolk, som hedder Sofia.
Jeg har primært arbejdet med skrivetolkning indtil videre, men tegnsprogstolkning bliver stødt og roligt introduceret til mit skema. Og mit første personalemøde er på tirsdag. Det bliver spændende!
Jeg har også allerede prøvet at møde en time for tidligt til en af mine faste opgaver, fordi det som regel starter kl. 8, men lige den dag startede den først kl 8.55. Det var en lang morgen..
Så vil jeg fortælle lidt om en opgave, jeg havde forleden. Jeg skulle tolke på et universitet, og jeg skulle med metroen derhen. Pludselig får jeg øje på ingen anden end Lotte Heise! Måske bliver det mødt med lidt skepsis, men det var altså hende. Jeg blev kastet lidt af kurs, fordi hun ikke snakkede, men den var god nok!
Da jeg så kommer op til lokalet og møder min co-tolk, finder jeg ud af, at hun ikke har samme udstyr som hos Teksttolk. Hun arbejder for firmaet Tolkdanmark, og deres system er helt noget andet. Da jeg havde overdraget mit udstyr til Mads, var jeg nødt til at dele med hende; det bestod af et eksternt tastatur og en tablet. Når brugeren sidder med tabletten, havde tolkene altså kun tastaturet at gøre med. Det er altså det, man kunne kalde blindskrift. Jeg tror, at det gik fint nok, men det krævede noget ekstra mental energi at huske, hvad jeg allerede havde skrevet og samtidig konstruere resten af sætningen, jeg er i gang med. Hvis jeg så ved, at jeg har lavet en slåfejl og måske først når mentalt op på det flere anslag længere fremme, skal jeg til at tælle tilbage, mens jeg sletter, samtidig med at jeg fortsat lytter til taleren, og så fortsætter sætningen, mens jeg har lyttet efter, hvad taleren siger og skal fortsætte det hele. Det er meget nemmere, når jeg selv har en skærm foran mig, så det krævede en del mentalt overskud at holde styr på det hele. Hvis jeg skal derud igen, håber jeg virkelig, at jeg har mit eget udstyr! Men denne bruger var en af dem, jeg kom rigtig godt ud af det med. Efter tolkningen gik jeg op for at sige farvel, og hun sagde, at hun gerne ville have mig som tolk igen. Det er altså stort allerede at blive ønsket som tolk! Så jeg havde rimelig rank ryg resten af dagen.
Så oplevede jeg noget knap så rart i bussen igår. Det var rimelig fyldt med passagerer, og pludselig begynder en kvinde at tude og klynke og tale på svensk, og folk i bussen ignorerer hende, som det er meget normalt at gøre, når nogen opfører sig tosset. Til sidst spørger en ældre kvinde, hvad der er i vejen, og den hysteriske kvinde begynder rasende at fortælle, at en mand (som stod tæt på hende) havde fulgt efter hende, fordi han gerne ville i seng med hende, og de stod jo så nu i bussen blandt os andre. Og da hun så blev ved med at sige nej, havde han taget en appelsin frem og sprøjtet hende i hovedet med saften. Det var en meget bizar situation.
Jeg vil slutte af med nogle lidt tilfældige men hyggelige observationer.
Jeg kører med enten bus 42 eller 6a på vej ned til Nørreport, hvor jeg enten går resten af vejen til opgaverne i det område eller tager videre transport derfra. På vejen kører bus 42 forbi Emdrup Søpark, som virker som et kanon hyggeligt område! Der er garanteret nogle rigtig hyggelige og kønne gåture deromkring.
Jeg kører forbi Rosenborg slot hver dag med begge busser.
Og så har jeg opdaget, at der på Haraldsgade er gamle bygninger (brugt til beboelse) med ældgamle smedejernsaltaner. Det ser bare så hyggeligt og rustikt ud!
Det var vidst det for denne gang.
I morgen skal jeg tolke en fodboldkamp, hvilket jeg er absolut nervøs for. Fodbold er ikke lige min spidskompetence, og hold da op hvor er der mange udtryk! Så bliver det spændende, hvordan det kommer til at gå, haha.
Jeg skriver igen, når der sker mere spændende.
Jeg kæmper stadig med usikkerhed både ved selve mødet med de hørende og døve brugere og selve tolkningerne. Jeg har heldigvis ikke fået en opgave endnu, som jeg følte, at jeg ikke magtede, og selvfølgelig er alt en udfordring stadig, men jeg begynder at få lidt sikkerhed i form af, at jeg i det mindste har fået strategier til at håndtere udfordringerne. Og jeg prøver også at huske på, som mine kolleger også siger, at ingen kan forvente, at jeg udfører en perfekt tolkning som nyuddannet - der vil gå flere måneder, inden det begynder at blive godt. Men jeg synes næsten, at min adfærd omkring folkene i lokalet, jeg tolker i, er sværere at vurdere end selve tolkningen. Jeg vil gerne fremstå venlig men neutral og ikke som en del af selve tolkesituationen - altså jeg skal ikke bidrage med svar eller meninger selv. Jeg har svært ved at vide, om jeg siger for meget eller for lidt, når jeg snakker med de hørende eller døve, selvom jeg faktisk føler de døve nemmere at kommunikere med.
Til gengæld har jeg haft to døve brugere, som nogle af de andre tolke har fortalt er lidt specielle. Der er f.eks. en, som kan virke sur, hvis man ikke forstår ham, og en anden som ikke helt vil vedkende sig tolken, men de er faktisk dem, jeg har det bedst med! Det er ikke første gang, jeg finder ud af, at jeg klinger bedre med de 'skæve' typer end de mere 'almindelige'. Jeg ved selvfølgelig ikke, hvordan de har det med mig, men jeg har ikke opfattet deres speciel-heder på samme måde, som de andre har.
Men jeg kan virkelig godt lide mit arbejde! Der er som sagt nogle udfordringer, men i det store og hele glæder jeg mig over, at jeg er ude på opgaverne og får lov til at tolke. Jeg føler mig lidt som en hemmelig agent, når jeg sådan tager fra sted til sted hver dag, har tavshedspligt og egentlig har ansvar for, at et væsentligt element fungerer (kommunikationen). Jeg er vild med mit firma og har nogle enormt søde kolleger - både i mit firma og resten af DOT. Alle er åbne og villige til at svare på spørgsmål, og jeg føler, at jeg har fået et rigtig godt forhold til en tolk, som hedder Sofia.
Jeg har primært arbejdet med skrivetolkning indtil videre, men tegnsprogstolkning bliver stødt og roligt introduceret til mit skema. Og mit første personalemøde er på tirsdag. Det bliver spændende!
Jeg har også allerede prøvet at møde en time for tidligt til en af mine faste opgaver, fordi det som regel starter kl. 8, men lige den dag startede den først kl 8.55. Det var en lang morgen..
Så vil jeg fortælle lidt om en opgave, jeg havde forleden. Jeg skulle tolke på et universitet, og jeg skulle med metroen derhen. Pludselig får jeg øje på ingen anden end Lotte Heise! Måske bliver det mødt med lidt skepsis, men det var altså hende. Jeg blev kastet lidt af kurs, fordi hun ikke snakkede, men den var god nok!
Da jeg så kommer op til lokalet og møder min co-tolk, finder jeg ud af, at hun ikke har samme udstyr som hos Teksttolk. Hun arbejder for firmaet Tolkdanmark, og deres system er helt noget andet. Da jeg havde overdraget mit udstyr til Mads, var jeg nødt til at dele med hende; det bestod af et eksternt tastatur og en tablet. Når brugeren sidder med tabletten, havde tolkene altså kun tastaturet at gøre med. Det er altså det, man kunne kalde blindskrift. Jeg tror, at det gik fint nok, men det krævede noget ekstra mental energi at huske, hvad jeg allerede havde skrevet og samtidig konstruere resten af sætningen, jeg er i gang med. Hvis jeg så ved, at jeg har lavet en slåfejl og måske først når mentalt op på det flere anslag længere fremme, skal jeg til at tælle tilbage, mens jeg sletter, samtidig med at jeg fortsat lytter til taleren, og så fortsætter sætningen, mens jeg har lyttet efter, hvad taleren siger og skal fortsætte det hele. Det er meget nemmere, når jeg selv har en skærm foran mig, så det krævede en del mentalt overskud at holde styr på det hele. Hvis jeg skal derud igen, håber jeg virkelig, at jeg har mit eget udstyr! Men denne bruger var en af dem, jeg kom rigtig godt ud af det med. Efter tolkningen gik jeg op for at sige farvel, og hun sagde, at hun gerne ville have mig som tolk igen. Det er altså stort allerede at blive ønsket som tolk! Så jeg havde rimelig rank ryg resten af dagen.
Så oplevede jeg noget knap så rart i bussen igår. Det var rimelig fyldt med passagerer, og pludselig begynder en kvinde at tude og klynke og tale på svensk, og folk i bussen ignorerer hende, som det er meget normalt at gøre, når nogen opfører sig tosset. Til sidst spørger en ældre kvinde, hvad der er i vejen, og den hysteriske kvinde begynder rasende at fortælle, at en mand (som stod tæt på hende) havde fulgt efter hende, fordi han gerne ville i seng med hende, og de stod jo så nu i bussen blandt os andre. Og da hun så blev ved med at sige nej, havde han taget en appelsin frem og sprøjtet hende i hovedet med saften. Det var en meget bizar situation.
Jeg vil slutte af med nogle lidt tilfældige men hyggelige observationer.
Jeg kører med enten bus 42 eller 6a på vej ned til Nørreport, hvor jeg enten går resten af vejen til opgaverne i det område eller tager videre transport derfra. På vejen kører bus 42 forbi Emdrup Søpark, som virker som et kanon hyggeligt område! Der er garanteret nogle rigtig hyggelige og kønne gåture deromkring.
Jeg kører forbi Rosenborg slot hver dag med begge busser.
Og så har jeg opdaget, at der på Haraldsgade er gamle bygninger (brugt til beboelse) med ældgamle smedejernsaltaner. Det ser bare så hyggeligt og rustikt ud!
Det var vidst det for denne gang.
I morgen skal jeg tolke en fodboldkamp, hvilket jeg er absolut nervøs for. Fodbold er ikke lige min spidskompetence, og hold da op hvor er der mange udtryk! Så bliver det spændende, hvordan det kommer til at gå, haha.
Jeg skriver igen, når der sker mere spændende.
torsdag den 9. marts 2017
Flytning og første dage
Nu har jeg været herovre længe nok til at kunne fortælle lidt om det hele. Det har virkelig været et par spændende uger! Jeg vil lige starte ud med at minde jer om (som jeg skrev for længe siden), at jeg med mit arbejde har tavshedspligt, så jeg må ikke give konkrete informationer om mine opgaver og brugere (de døve). Jeg er sådan lidt "hemmelig agent" på den måde haha!
Min flytning gik rigtig godt! Jeg hyrede et flyttefirma ved navn Flytbedst, som en veninde anbefalede - de var billige og effektive, og de kom kl. 9.30 tirsdag morgen. De fik flyttet alle mine ting (pånær sofaer og sofabord) ind i flyttebilen på en halv time - det gik virkelig stærkt! Firmaet tilbyder en plads i bilen til at komme med derover, så jeg sad med de to mænd og øvede mig lidt i smalltalk. Alt var oppe i min lejlighed ved 15.30 tiden, og jeg mistede totalt overblikket, da jeg kiggede mig omkring. Det var der, det slog mig, hvor stort et skridt det hele var, at jeg havde rykket rødderne op for at bo og arbejde i København. Jeg tror også, at det var grundet kontrasten - jeg var samme dag gået fra trygge, hyggelige Ulstrup til store, stygge København. Jeg kunne kun tænke på, at jeg bare gerne ville hjem igen, men jeg valgte at tage ud og købe ind, så jeg i det mindste ikke havde et tomt køleskab, og bagefter ringede jeg til min familie. Første nat var ikke så forfærdelig, som jeg kunne have forventet. Min udlejer havde allerede en seng i soveværelset, så jeg lod min madras læne op ad væggen, og så er min topmadras over den anden seng. Sådan tror jeg, det bliver fra nu af - jeg sover på sengen derinde, og så kan min egen bruges til gæster.
Min første arbejdsdag var allerede dagen efter, men det var bare en introduktionsdag, hvor jeg skulle møde på kontoret. Her fik jeg et midlertidigt tolkeskilt (mit rigtige kommer senere, som har mit navn på), en firmatelefon, nøgler til kontoret, blev sat ind i systemet og fik oprettet firma-email og profil til vores tolkeportal og firmaplatform, hvor alle fælles beskeder, informationer osv. bliver lagt ud. Der var lidt udfordringer med det, men det hele blev ordnet, og jeg var ude af døren igen 13.30. Jeg fik ikke rigtig sagt hej til de andre på kontoret, men jeg møder dem gradvist efterhånden. Kontoret er også sådan et sted, hvor folk hænger ud mellem opgaver, kommer på besøg under orlov, eller hvis man bare gerne vil være social. Kontoret er lokaler i en bygning, som vi deler med to andre tolkefirmaer, Tolketid og 12k, og sammen har vi paraplyordningen DOT, som er noget administrativt og inden for kommunikation/medier, og leder alle tre firmaer. De var originalt delt op, så hvert firma havde rum separat, men på et tidspunkt tog de initiativ til, at firmaerne skulle holde mere sammen, så administrationerne sidder nu blandet i alle rummene. Det er rigtig hyggeligt, men det kan være lidt svært at holde styr på, hvem der egentlig er mine kolleger, og hvem der er mine andre-kolleger. Men der er bare sådan en god stemning der, og det er et meget åbent miljø. Der bliver generelt snakket tegnsprog, så det er også et godt sted for mig, der primært er skrivetolk, hvor jeg kan øve og holde tegnsproget ved lige. Det er desuden også et rigtig godt sted at spørge rigtig meget ind til forskellige små ting og udveksle erfaringer.
Der har været (og stadigvæk er) et problem med at finde udstyr nok til tolkene - lige nu går det på skift mellem tolkene. Udstyret, jeg snakker om, er en computer og iPad, som vi skal bruge til skrivetolkning. Tolken skriver på computeren, og så bliver det vist på iPad'en, så brugeren kan tage den og sidde, hvor de vil. Det blev så aftalt, at Mads skulle komme hjem til mig efter arbejde og give mig sit udstyr, fordi han ikke skulle bruge det resten af ugen. Her fik jeg også vendt de indtryk, jeg fik i løbet af dagen, og han fortalte mig om de opgaver, jeg skulle have torsdag og fredag. Vi arbejder ikke så ofte sammen, men det er bare rigtig rart at have nogen, man kender godt, som kollega!
Jeg vil fortælle mere senere, men arbejde går godt indtil videre!
Min flytning gik rigtig godt! Jeg hyrede et flyttefirma ved navn Flytbedst, som en veninde anbefalede - de var billige og effektive, og de kom kl. 9.30 tirsdag morgen. De fik flyttet alle mine ting (pånær sofaer og sofabord) ind i flyttebilen på en halv time - det gik virkelig stærkt! Firmaet tilbyder en plads i bilen til at komme med derover, så jeg sad med de to mænd og øvede mig lidt i smalltalk. Alt var oppe i min lejlighed ved 15.30 tiden, og jeg mistede totalt overblikket, da jeg kiggede mig omkring. Det var der, det slog mig, hvor stort et skridt det hele var, at jeg havde rykket rødderne op for at bo og arbejde i København. Jeg tror også, at det var grundet kontrasten - jeg var samme dag gået fra trygge, hyggelige Ulstrup til store, stygge København. Jeg kunne kun tænke på, at jeg bare gerne ville hjem igen, men jeg valgte at tage ud og købe ind, så jeg i det mindste ikke havde et tomt køleskab, og bagefter ringede jeg til min familie. Første nat var ikke så forfærdelig, som jeg kunne have forventet. Min udlejer havde allerede en seng i soveværelset, så jeg lod min madras læne op ad væggen, og så er min topmadras over den anden seng. Sådan tror jeg, det bliver fra nu af - jeg sover på sengen derinde, og så kan min egen bruges til gæster.
Min første arbejdsdag var allerede dagen efter, men det var bare en introduktionsdag, hvor jeg skulle møde på kontoret. Her fik jeg et midlertidigt tolkeskilt (mit rigtige kommer senere, som har mit navn på), en firmatelefon, nøgler til kontoret, blev sat ind i systemet og fik oprettet firma-email og profil til vores tolkeportal og firmaplatform, hvor alle fælles beskeder, informationer osv. bliver lagt ud. Der var lidt udfordringer med det, men det hele blev ordnet, og jeg var ude af døren igen 13.30. Jeg fik ikke rigtig sagt hej til de andre på kontoret, men jeg møder dem gradvist efterhånden. Kontoret er også sådan et sted, hvor folk hænger ud mellem opgaver, kommer på besøg under orlov, eller hvis man bare gerne vil være social. Kontoret er lokaler i en bygning, som vi deler med to andre tolkefirmaer, Tolketid og 12k, og sammen har vi paraplyordningen DOT, som er noget administrativt og inden for kommunikation/medier, og leder alle tre firmaer. De var originalt delt op, så hvert firma havde rum separat, men på et tidspunkt tog de initiativ til, at firmaerne skulle holde mere sammen, så administrationerne sidder nu blandet i alle rummene. Det er rigtig hyggeligt, men det kan være lidt svært at holde styr på, hvem der egentlig er mine kolleger, og hvem der er mine andre-kolleger. Men der er bare sådan en god stemning der, og det er et meget åbent miljø. Der bliver generelt snakket tegnsprog, så det er også et godt sted for mig, der primært er skrivetolk, hvor jeg kan øve og holde tegnsproget ved lige. Det er desuden også et rigtig godt sted at spørge rigtig meget ind til forskellige små ting og udveksle erfaringer.
Der har været (og stadigvæk er) et problem med at finde udstyr nok til tolkene - lige nu går det på skift mellem tolkene. Udstyret, jeg snakker om, er en computer og iPad, som vi skal bruge til skrivetolkning. Tolken skriver på computeren, og så bliver det vist på iPad'en, så brugeren kan tage den og sidde, hvor de vil. Det blev så aftalt, at Mads skulle komme hjem til mig efter arbejde og give mig sit udstyr, fordi han ikke skulle bruge det resten af ugen. Her fik jeg også vendt de indtryk, jeg fik i løbet af dagen, og han fortalte mig om de opgaver, jeg skulle have torsdag og fredag. Vi arbejder ikke så ofte sammen, men det er bare rigtig rart at have nogen, man kender godt, som kollega!
Jeg vil fortælle mere senere, men arbejde går godt indtil videre!
søndag den 26. februar 2017
Det nyeste kapitel
Hej med jer!
Nu er det ved at være længe siden, jeg har opdateret jer. Vi nærmer os marts, og det ville være en skam at påstå, at det har været nogle kedelige og ubegivenhedsrige uger.
Den 18. januar forsvarede jeg mit bachelorprojekt og fik 10 i karakter. Det er sjældent, jeg fortæller mine karakterer uden at blive spurgt, men jeg er altså virkelig stolt over den karakter! Jeg kan også lige love for, at jeg knoklede for det! Det var ellers også en rigtig god oplevelse inde til selve eksamen, hvilket jeg var rigtig overrasket over. Til bogstaveligt talt alle mine tidligere eksamener har jeg været kvalmende nervøs, og alt det jeg læste op på og havde øvet mig på ville flyve ud af mit hoved, så snart jeg træder ind i eksaminationslokalet. Denne gang til min bacheloreksamen var det dog helt anderledes; jeg var nervøs de første 30 sekunder af min fremlæggelse (min skrivepartner Benita og jeg skulle begge starte ud med at oplæg på hver 7 minutter), men derefter var det som om, at mine nerver gik i baggrunden, og jeg kunne fokusere på selve eksaminationen og vores lærers og censors spørgsmål. Jeg kunne tænke klart og huske mit pensum. Det var en helt fantastisk oplevelse. Og samtidig kunne jeg svare på spørgsmålene - og hvis jeg ikke kunne, var Benita rigtig sej og kunne. Vi supplerede hinanden rigtig godt. Men jeg tror også, at min rolighed og kolde hoved var pga min sikkerhed i vores bachelorprojekt; vi vidste, at det var en stærkt skrevet og argumenteret opgave. Men ja, så vi havde en rigtig god eksamen.
I dagene efter fik jeg styr på fagforening, a-kasse og kravene for at få dagpenge. Jeg blev kaldt til nyledighedsmøde i Århus og samtale ved mit lokale jobcenter, som er i Hadsten. Jeg fik desuden sendt ansøgninger ud til de tolkefirmaer, jeg helst ville arbejde for. Jeg fik ret hurtigt afslag fra to tolkefirmaer, fordi de ikke havde brug for flere tolke. Firmaet Høreforeningen, som jeg var i praktik hos, har jeg stadig ikke hørt tilbage fra. Jo flere dage der gik, jo flere steder ansøgte jeg hos, også fordi at jeg skal søge to stillinger om ugen for at kunne få dagpenge. Min bekymring for ikke at få arbejde steg også dag for dag, for der var omkring 5 fuldtidsstillinger fordelt i Danmark, som vi skulle kæmpe om, og flere af dem blev snuppet allerede før dimission.
Min dimission foregik d. 26. januar på vores skole, Ceresbyen i Århus. Vi var begrænset til at invitere fire gæster med hver pga. besparelser, hvilket ikke huede mig helt, for jeg synes ikke, at det tager hensyn til skilsmissefamilier. Nu har jeg to sæt forældre, en søster og en mormor, som gerne vil med til så meget som muligt. Nu var det lidt en i denne situation heldighed, at Marlene er i England, så jeg skulle ikke tænke på, om hun skulle med, og hvem, der så ikke kunne komme med pga. den plads. Men så skulle jeg vælge mellem to sæt forældre og en mormor. Det endte med at min papfar trak sig, så min mormor kunne komme med.
Selve dimissionen gik rigtig fint. Jeg fik sagt hej til mine klassekammerater igen - siden sidste sommer har vi af gode grunde ikke set hinanden så meget, medmindre man skrev bachelorprojekt sammen. Vi havde jo individuel praktik. Benita havde ikke sin familie med, da hun ikke officielt dimitterede med os andre (grundet en manglende eksamen), så jeg og min familie satte os over til hende. Lidt efter kom Sarah og Kristina (med sin baby Ebbe) også over til vores bord; Sarah holder pause fra studiet, og Kristina er på barsel, men de ville stadig gerne med og fejre os andre.
Der blev holdt taler fra lærere og administration (heriblandt en lang paragraf om, at de ville huske vores klasse for vores berøringstrang med massage, nus og hårsætning.....som jeg nok har været primærskyldig i at indføre lige så stille), læst hilsen op fra en tidligere lærer, der flyttede til Grønland, min veninde Vita fra klassen holdt tale, og til sidst havde min klasse forberedt lidt underholdning i form af en video med bloopers (når man kvajer sig på optagelser) fra vores tre års tolkeoptagelser til undervisningen. Vi fik vores eksamensbevis, roser og håndtryk fra lærerne. Vi fik taget en masse klassebilleder, enkelte billeder og gruppebilleder. Vi fik mødt hinandens familier.
Det var alt i alt en behagelig, hyggelig og gennemført god dag og ceremoni.
Så kom dagen omkring en uge efter dimission, hvor firmaet Teksttolk indkaldte mig til jobsamtale, og på det tidspunkt kom det meget bag på mig - jeg havde allerede der overbevist mig selv om, at jeg ikke havde chancer for at få arbejde som tolk. Jeg accepterer selvfølgelig og skriver meget med min klassekammerat Mads, som blev hyret lige inden dimission hos samme firma. Han gav mig en masse gode råd til jobsamtalen og hjalp mig til at forberede mig.
Da jeg kom ind til samtalen, oplever jeg samme ro, som jeg havde under min bacheloreksamen. Jeg var naturligvis nervøs inden, men lige så snart jeg fik sat mig ned og begyndte, fokuserede jeg bare på samtalen, på at aflæse rigtigt (for firmaets ledelse og administration er alle døve, så det foregår alt sammen på tegnsprog) og svare rigtigt, og så var der ikke rigtigt plads til nervøsiteten. Selve samtalen syntes jeg gik fint nok, og lederen, som interviewede mig, var sød. Jeg følte i hvert fald, at vi klingede rigtig godt sammen. Hun spurgte ind til min ansøgning og mine muligheder for at flytte, have bil osv. Jeg gjorde mig umage for at give et så livligt og glad indtryk af mig selv som muligt til hende. Jeg var bare bekymret, fordi at Mads fortalte om alle mulige spørgsmål, som jeg ikke blev stillet. Jeg troede derfor ikke, at jeg ville få det.
Mandagen efter besøgte jeg så min mormor, og om onsdagen skrev jeg til lederen, som havde interviewet mig, for at sige tak for en god samtale og bare for at blive indkaldt. Jeg skrev desuden, at jeg godt vidste, at det var sent, men jeg havde tænkt længe over, hvad jeg skulle skrive, men at jeg bare havde haft en god oplevelse og erfaring uanset om jeg ville få jobbet eller ej. Jeg fik så en email under en halv time senere, at hun tilbød mig jobbet! Det tog lang tid, før jeg faldt ned igen, og min familie blev naturligvis ringet op. Min mormor og jeg tog en hurtig tur ned i byen, men da jeg så kom tilbage igen, begyndte jeg allerede der at kigge på lejligheder. Lederen indkaldte mig til at begynde arbejde d. 1. marts, hvilket var præcis 2 uger til den dag, jeg fik arbejdet, så jeg fik hurtigt travlt med at søge steder at bo. I starten var jeg lidt kræsen med de steder, jeg ansøgte, men når man kun har to uger at finde en lejlighed, bliver ens krav hurtigt fleksible. Jo flere dage der gik, og jo flere afvisninger på lejligheder, jeg fik, blev jeg overraskende hurtigt nervøs for, hvordan det ville gå. Så blev jeg inviteret til to fremvisninger med samtaler; den ene til en midlertidig lejlighed på Nørrebro, og den anden til en lejlighed i Farum, som ville være ubegrænset leje. Et par dage efter blev jeg inviteret til fremvisning til en pendlerlejlighed i Søborg. Jeg kom til fremvisning til lejligheden på Nørrebro i mandags, og jeg skal lige love for, at jeg blev chokeret. Jeg ved godt, at lejligheder i København godt kan være små, dyre, smalle osv, men det lignede bare et rum, som var blevet strukket og havde fået kastet nogle vægge ind. Toilettet var et kosteskab, og den eneste håndvask var i køkkenet. Brusekabinen var inde på børneværelset. Udover det var hele lejligheden dekoreret i overflod med farvede tørklæder på lamperne, sofa, på væggene, og så var der støtter, statuer og billeder af indiske guder alle steder. Lejligheden var bare overvældende i udsmykning generelt, og jeg havde det ikke godt med at være der. Udover det satte hun en masse regler for, at jeg ikke måtte blive set, fordi hun udlejede "sort", så skrald og vasketøj skulle ordnes efter et vist tidspunkt, og jeg måtte ikke snakke med naboerne eller generelt folk i området, så det ikke slap ud, at hun fremlejede uden tilladelse. Der sagde jeg så pænt nej tak.
Samtale og fremvisning til lejligheden i Søborg foregik i onsdags over Skype, og det endte med at foregå lige inden aftensmad, fordi udlejeren havde to andre til fremvisning, som trak ud. Vi endte faktisk med at snakke i over en time. Vi kom så godt ud af det med hinanden, og jeg kan kun forestille mig, at vi får et godt samarbejde med det hele. Han endte med at tilbyde mig lejligheden på stedet, så jeg har allerede siden onsdag aften kunnet planlægge det hele mere målrettet. Jeg har allerede skiftet adresse officielt (til indflytning d. 1. marts), bestilt flyttemænd til på tirsdag (28. feb), og i morgen (mandag d. 27. feb) skal jeg derover for at hente nøgle og underskrive kontrakten. Min søde mor tog mig ud til Harald Nielsen i sidste weekend i Randers for at hente flyttekasser, så jeg har haft travlt næsten hele ugen med at pakke, så jeg er faktisk næsten allerede færdig nu. Der er selvfølgelig en masse småting, som er svære at pakke ned, fordi de kan gå i stykker osv, og jeg er lidt usikker på, hvordan jeg skal få alle mine små grønne børn (planter) med derover. Men ellers er jeg forholdsvist klar!
Det er en stor og skræmmende tanke at skulle fra landet i Midtjylland til store stygge København, men jeg tager det én dag af gangen. Nu må I krydse fingre for mig, og så lover jeg at komme på besøg jævnligt!
Pas nu godt på jer selv!
Nu er det ved at være længe siden, jeg har opdateret jer. Vi nærmer os marts, og det ville være en skam at påstå, at det har været nogle kedelige og ubegivenhedsrige uger.
Den 18. januar forsvarede jeg mit bachelorprojekt og fik 10 i karakter. Det er sjældent, jeg fortæller mine karakterer uden at blive spurgt, men jeg er altså virkelig stolt over den karakter! Jeg kan også lige love for, at jeg knoklede for det! Det var ellers også en rigtig god oplevelse inde til selve eksamen, hvilket jeg var rigtig overrasket over. Til bogstaveligt talt alle mine tidligere eksamener har jeg været kvalmende nervøs, og alt det jeg læste op på og havde øvet mig på ville flyve ud af mit hoved, så snart jeg træder ind i eksaminationslokalet. Denne gang til min bacheloreksamen var det dog helt anderledes; jeg var nervøs de første 30 sekunder af min fremlæggelse (min skrivepartner Benita og jeg skulle begge starte ud med at oplæg på hver 7 minutter), men derefter var det som om, at mine nerver gik i baggrunden, og jeg kunne fokusere på selve eksaminationen og vores lærers og censors spørgsmål. Jeg kunne tænke klart og huske mit pensum. Det var en helt fantastisk oplevelse. Og samtidig kunne jeg svare på spørgsmålene - og hvis jeg ikke kunne, var Benita rigtig sej og kunne. Vi supplerede hinanden rigtig godt. Men jeg tror også, at min rolighed og kolde hoved var pga min sikkerhed i vores bachelorprojekt; vi vidste, at det var en stærkt skrevet og argumenteret opgave. Men ja, så vi havde en rigtig god eksamen.
I dagene efter fik jeg styr på fagforening, a-kasse og kravene for at få dagpenge. Jeg blev kaldt til nyledighedsmøde i Århus og samtale ved mit lokale jobcenter, som er i Hadsten. Jeg fik desuden sendt ansøgninger ud til de tolkefirmaer, jeg helst ville arbejde for. Jeg fik ret hurtigt afslag fra to tolkefirmaer, fordi de ikke havde brug for flere tolke. Firmaet Høreforeningen, som jeg var i praktik hos, har jeg stadig ikke hørt tilbage fra. Jo flere dage der gik, jo flere steder ansøgte jeg hos, også fordi at jeg skal søge to stillinger om ugen for at kunne få dagpenge. Min bekymring for ikke at få arbejde steg også dag for dag, for der var omkring 5 fuldtidsstillinger fordelt i Danmark, som vi skulle kæmpe om, og flere af dem blev snuppet allerede før dimission.
Min dimission foregik d. 26. januar på vores skole, Ceresbyen i Århus. Vi var begrænset til at invitere fire gæster med hver pga. besparelser, hvilket ikke huede mig helt, for jeg synes ikke, at det tager hensyn til skilsmissefamilier. Nu har jeg to sæt forældre, en søster og en mormor, som gerne vil med til så meget som muligt. Nu var det lidt en i denne situation heldighed, at Marlene er i England, så jeg skulle ikke tænke på, om hun skulle med, og hvem, der så ikke kunne komme med pga. den plads. Men så skulle jeg vælge mellem to sæt forældre og en mormor. Det endte med at min papfar trak sig, så min mormor kunne komme med.
Selve dimissionen gik rigtig fint. Jeg fik sagt hej til mine klassekammerater igen - siden sidste sommer har vi af gode grunde ikke set hinanden så meget, medmindre man skrev bachelorprojekt sammen. Vi havde jo individuel praktik. Benita havde ikke sin familie med, da hun ikke officielt dimitterede med os andre (grundet en manglende eksamen), så jeg og min familie satte os over til hende. Lidt efter kom Sarah og Kristina (med sin baby Ebbe) også over til vores bord; Sarah holder pause fra studiet, og Kristina er på barsel, men de ville stadig gerne med og fejre os andre.
Der blev holdt taler fra lærere og administration (heriblandt en lang paragraf om, at de ville huske vores klasse for vores berøringstrang med massage, nus og hårsætning.....som jeg nok har været primærskyldig i at indføre lige så stille), læst hilsen op fra en tidligere lærer, der flyttede til Grønland, min veninde Vita fra klassen holdt tale, og til sidst havde min klasse forberedt lidt underholdning i form af en video med bloopers (når man kvajer sig på optagelser) fra vores tre års tolkeoptagelser til undervisningen. Vi fik vores eksamensbevis, roser og håndtryk fra lærerne. Vi fik taget en masse klassebilleder, enkelte billeder og gruppebilleder. Vi fik mødt hinandens familier.
Det var alt i alt en behagelig, hyggelig og gennemført god dag og ceremoni.
Så kom dagen omkring en uge efter dimission, hvor firmaet Teksttolk indkaldte mig til jobsamtale, og på det tidspunkt kom det meget bag på mig - jeg havde allerede der overbevist mig selv om, at jeg ikke havde chancer for at få arbejde som tolk. Jeg accepterer selvfølgelig og skriver meget med min klassekammerat Mads, som blev hyret lige inden dimission hos samme firma. Han gav mig en masse gode råd til jobsamtalen og hjalp mig til at forberede mig.
Da jeg kom ind til samtalen, oplever jeg samme ro, som jeg havde under min bacheloreksamen. Jeg var naturligvis nervøs inden, men lige så snart jeg fik sat mig ned og begyndte, fokuserede jeg bare på samtalen, på at aflæse rigtigt (for firmaets ledelse og administration er alle døve, så det foregår alt sammen på tegnsprog) og svare rigtigt, og så var der ikke rigtigt plads til nervøsiteten. Selve samtalen syntes jeg gik fint nok, og lederen, som interviewede mig, var sød. Jeg følte i hvert fald, at vi klingede rigtig godt sammen. Hun spurgte ind til min ansøgning og mine muligheder for at flytte, have bil osv. Jeg gjorde mig umage for at give et så livligt og glad indtryk af mig selv som muligt til hende. Jeg var bare bekymret, fordi at Mads fortalte om alle mulige spørgsmål, som jeg ikke blev stillet. Jeg troede derfor ikke, at jeg ville få det.
Mandagen efter besøgte jeg så min mormor, og om onsdagen skrev jeg til lederen, som havde interviewet mig, for at sige tak for en god samtale og bare for at blive indkaldt. Jeg skrev desuden, at jeg godt vidste, at det var sent, men jeg havde tænkt længe over, hvad jeg skulle skrive, men at jeg bare havde haft en god oplevelse og erfaring uanset om jeg ville få jobbet eller ej. Jeg fik så en email under en halv time senere, at hun tilbød mig jobbet! Det tog lang tid, før jeg faldt ned igen, og min familie blev naturligvis ringet op. Min mormor og jeg tog en hurtig tur ned i byen, men da jeg så kom tilbage igen, begyndte jeg allerede der at kigge på lejligheder. Lederen indkaldte mig til at begynde arbejde d. 1. marts, hvilket var præcis 2 uger til den dag, jeg fik arbejdet, så jeg fik hurtigt travlt med at søge steder at bo. I starten var jeg lidt kræsen med de steder, jeg ansøgte, men når man kun har to uger at finde en lejlighed, bliver ens krav hurtigt fleksible. Jo flere dage der gik, og jo flere afvisninger på lejligheder, jeg fik, blev jeg overraskende hurtigt nervøs for, hvordan det ville gå. Så blev jeg inviteret til to fremvisninger med samtaler; den ene til en midlertidig lejlighed på Nørrebro, og den anden til en lejlighed i Farum, som ville være ubegrænset leje. Et par dage efter blev jeg inviteret til fremvisning til en pendlerlejlighed i Søborg. Jeg kom til fremvisning til lejligheden på Nørrebro i mandags, og jeg skal lige love for, at jeg blev chokeret. Jeg ved godt, at lejligheder i København godt kan være små, dyre, smalle osv, men det lignede bare et rum, som var blevet strukket og havde fået kastet nogle vægge ind. Toilettet var et kosteskab, og den eneste håndvask var i køkkenet. Brusekabinen var inde på børneværelset. Udover det var hele lejligheden dekoreret i overflod med farvede tørklæder på lamperne, sofa, på væggene, og så var der støtter, statuer og billeder af indiske guder alle steder. Lejligheden var bare overvældende i udsmykning generelt, og jeg havde det ikke godt med at være der. Udover det satte hun en masse regler for, at jeg ikke måtte blive set, fordi hun udlejede "sort", så skrald og vasketøj skulle ordnes efter et vist tidspunkt, og jeg måtte ikke snakke med naboerne eller generelt folk i området, så det ikke slap ud, at hun fremlejede uden tilladelse. Der sagde jeg så pænt nej tak.
Samtale og fremvisning til lejligheden i Søborg foregik i onsdags over Skype, og det endte med at foregå lige inden aftensmad, fordi udlejeren havde to andre til fremvisning, som trak ud. Vi endte faktisk med at snakke i over en time. Vi kom så godt ud af det med hinanden, og jeg kan kun forestille mig, at vi får et godt samarbejde med det hele. Han endte med at tilbyde mig lejligheden på stedet, så jeg har allerede siden onsdag aften kunnet planlægge det hele mere målrettet. Jeg har allerede skiftet adresse officielt (til indflytning d. 1. marts), bestilt flyttemænd til på tirsdag (28. feb), og i morgen (mandag d. 27. feb) skal jeg derover for at hente nøgle og underskrive kontrakten. Min søde mor tog mig ud til Harald Nielsen i sidste weekend i Randers for at hente flyttekasser, så jeg har haft travlt næsten hele ugen med at pakke, så jeg er faktisk næsten allerede færdig nu. Der er selvfølgelig en masse småting, som er svære at pakke ned, fordi de kan gå i stykker osv, og jeg er lidt usikker på, hvordan jeg skal få alle mine små grønne børn (planter) med derover. Men ellers er jeg forholdsvist klar!
Det er en stor og skræmmende tanke at skulle fra landet i Midtjylland til store stygge København, men jeg tager det én dag af gangen. Nu må I krydse fingre for mig, og så lover jeg at komme på besøg jævnligt!
Pas nu godt på jer selv!
onsdag den 11. januar 2017
Ude godt men hjemme bedst
Så, nu er jeg nået til det punkt, hvor jeg glæder mig til at komme hjem!
Der er stadig totalt dejligt her, og det er stadig en oplevelse at være her, men jeg længes efter stilhed og alenetid, og jeg glæder mig til at kunne være min egen chef. Jeg bliver slet ikke bosset rundt eller noget, men jeg skal selvfølgelig indrette mig efter "O" og børnenes skema. Og der er ikke rigtig et - jeg har før nævnt, at jeg ville skrive om færingernes mentalitet, og det passer meget vel ind nu (selvom at de ting, jeg vil fortælle om nu, ikke har noget at gøre med min hjemve); selvom Færøerne hører under dansk rige, er der alligevel en vanvittig forskel i vores mentalitet.
Færinger minder faktisk rigtig meget om sydstatsamerikanere! De er enormt tilbagelænede på mange måder. F.eks. går de ikke ret meget op i at planlægge, især ikke fremadrettet. Nu snakker jeg selvfølgelig generelt set. Men de vil meget hellere lave spontane planer, for hvad nu hvis de laver planer med nogen, og de så ikke har lyst, når tidspunktet kommer? Så enten skriver/ringer de til dem, de gerne vil være sammen med, eller også dukker de bare op og banker på døren. Hvis de kender hinanden rigtig godt (familie og bedste venner), går man bare ind. Sådan oplevede jeg det, da vi besøgte alle "O"s familiemedlemmer.
Hvis de så aftaler at mødes på et bestemt tidspunkt enten som vennegruppe eller til fester/forfester/familiefester, så kan de dukke op på et hvilket som helst tidspunkt. "O" har fortalt, hvordan nogle kan komme, lige som folk tager hjem igen. Det med at komme for sent findes ikke rigtig her - folk er bare kommet "senere". Selvfølgelig er det ikke sådan med arbejde osv. Men det er virkelig bare så anderledes fra dansk kultur! Vi har selvfølgelig alle venner eller bekendte, som har en tendens til at komme for sent, men her er det mere reglen end undtagelsen, at tidspunkterne er rimelig løse.
En anden typisk færøsk ting er deres syn på økonomi; jeg har i et tidligere indlæg skrevet om det med, at man bare kan gå ind i folks hjem (hvis man kender dem meget godt), og de tager som regel ikke højde for tidspunktet. Hvis det hænder at falde sammen med spisetider, er man som regel inviteret med, og hvis man kommer lige inden, hvor det er for sent at smide ekstra kartofler i gryden, vil der også blive sat brød og pålæg på bordet eller lignende - der skal i hvert fald være nok til alle!. Hvis dem, der kommer, godt er klar over, at de kommer lige inden spisetid, tager de ofte ud og køber noget mad med på vejen, som kan komme på bordet. De går ikke så højt op i sådan noget. I forbindelse hermed er de også totalt gavmilde. De går ikke på tilbudsjagt eller holder øje med priser. Hvis de har brug for noget, køber de det, også selvom det er hammerdyrt. Hvis en vennegruppe gerne vil i biografen, men en af dem ikke har råd, giver de andre bare. "O" har fortalt, hvordan det var et kæmpe kulturchok for hende at komme til Danmark på dette punkt, da alle hendes danske venner holdt meget nøje regnskab med, hvad man skyldte hinanden. Hun har aldrig før skyldt 10 kr eller én cigaret (hun ryger ikke, efter hun fødte), for det at låne alt under 100 kr på Færøerne er bare vand under broen. Jeg går heller ikke selv meget op i at være nøjeregnende, selvom jeg selvfølgelig passer på, men jeg kan godt forstå, hvorfor folk i Danmark holder hinanden op på små lån, da der er så mange, der kun nasser og aldrig giver igen.
Der er ret koldt i dag. Det blæser som altid, men for første gang er der rigtig tegn på kulde. Der var en stor haglstorm et par timer i formiddags, som nu har givet landskabet og byen et mere gråhvidt udsyn. Den lille pige, R, på snart to år har været syg i dag og i går med både feber og ondt i halsen, og det gør hende lidt mere pylret. Det er ikke noget, jeg ikke ville forvente, men hun savner sin mor mere, mens jeg passer hende, hvilket kan gøre det lidt svært, og jeg skal være hurtigt klar med afledninger. Heldigvis synes jeg, at jeg har lært børnene at kende ret hurtigt, hvilket betyder, at når de kommer i tanke om deres mor, eller efter hun har sagt farvel og de græder, så er det nemt at distrahere dem.
Men jeg er i hvert fald ved at være klar til at komme hjem! Egen seng, eget hus med stilhed, stille nabolag, at kunne komme i kirke igen, og mulighed for at planlægge min dag ned til mindste detalje, hvis jeg således ønsker! Jeg er totalt frisk på at komme tilbage på ferie i sommermånederne, men nu skal jeg også lige fokusere først på at blive færdig med skolen. Jeg skal til afsluttende eksamen her d. 18. januar, hvortil jeg skal forberede et forsvar af mit bachelorprojekt, og forhåbentlig består jeg den. Så skal jeg til dimission d. 26. januar, og der sætter jeg faktisk fødderne for sidste gang på skolejord. Det er helt vildt mærkeligt at tænke på!
Vi ses om ikke så længe!
Der er stadig totalt dejligt her, og det er stadig en oplevelse at være her, men jeg længes efter stilhed og alenetid, og jeg glæder mig til at kunne være min egen chef. Jeg bliver slet ikke bosset rundt eller noget, men jeg skal selvfølgelig indrette mig efter "O" og børnenes skema. Og der er ikke rigtig et - jeg har før nævnt, at jeg ville skrive om færingernes mentalitet, og det passer meget vel ind nu (selvom at de ting, jeg vil fortælle om nu, ikke har noget at gøre med min hjemve); selvom Færøerne hører under dansk rige, er der alligevel en vanvittig forskel i vores mentalitet.
Færinger minder faktisk rigtig meget om sydstatsamerikanere! De er enormt tilbagelænede på mange måder. F.eks. går de ikke ret meget op i at planlægge, især ikke fremadrettet. Nu snakker jeg selvfølgelig generelt set. Men de vil meget hellere lave spontane planer, for hvad nu hvis de laver planer med nogen, og de så ikke har lyst, når tidspunktet kommer? Så enten skriver/ringer de til dem, de gerne vil være sammen med, eller også dukker de bare op og banker på døren. Hvis de kender hinanden rigtig godt (familie og bedste venner), går man bare ind. Sådan oplevede jeg det, da vi besøgte alle "O"s familiemedlemmer.
Hvis de så aftaler at mødes på et bestemt tidspunkt enten som vennegruppe eller til fester/forfester/familiefester, så kan de dukke op på et hvilket som helst tidspunkt. "O" har fortalt, hvordan nogle kan komme, lige som folk tager hjem igen. Det med at komme for sent findes ikke rigtig her - folk er bare kommet "senere". Selvfølgelig er det ikke sådan med arbejde osv. Men det er virkelig bare så anderledes fra dansk kultur! Vi har selvfølgelig alle venner eller bekendte, som har en tendens til at komme for sent, men her er det mere reglen end undtagelsen, at tidspunkterne er rimelig løse.
En anden typisk færøsk ting er deres syn på økonomi; jeg har i et tidligere indlæg skrevet om det med, at man bare kan gå ind i folks hjem (hvis man kender dem meget godt), og de tager som regel ikke højde for tidspunktet. Hvis det hænder at falde sammen med spisetider, er man som regel inviteret med, og hvis man kommer lige inden, hvor det er for sent at smide ekstra kartofler i gryden, vil der også blive sat brød og pålæg på bordet eller lignende - der skal i hvert fald være nok til alle!. Hvis dem, der kommer, godt er klar over, at de kommer lige inden spisetid, tager de ofte ud og køber noget mad med på vejen, som kan komme på bordet. De går ikke så højt op i sådan noget. I forbindelse hermed er de også totalt gavmilde. De går ikke på tilbudsjagt eller holder øje med priser. Hvis de har brug for noget, køber de det, også selvom det er hammerdyrt. Hvis en vennegruppe gerne vil i biografen, men en af dem ikke har råd, giver de andre bare. "O" har fortalt, hvordan det var et kæmpe kulturchok for hende at komme til Danmark på dette punkt, da alle hendes danske venner holdt meget nøje regnskab med, hvad man skyldte hinanden. Hun har aldrig før skyldt 10 kr eller én cigaret (hun ryger ikke, efter hun fødte), for det at låne alt under 100 kr på Færøerne er bare vand under broen. Jeg går heller ikke selv meget op i at være nøjeregnende, selvom jeg selvfølgelig passer på, men jeg kan godt forstå, hvorfor folk i Danmark holder hinanden op på små lån, da der er så mange, der kun nasser og aldrig giver igen.
Der er ret koldt i dag. Det blæser som altid, men for første gang er der rigtig tegn på kulde. Der var en stor haglstorm et par timer i formiddags, som nu har givet landskabet og byen et mere gråhvidt udsyn. Den lille pige, R, på snart to år har været syg i dag og i går med både feber og ondt i halsen, og det gør hende lidt mere pylret. Det er ikke noget, jeg ikke ville forvente, men hun savner sin mor mere, mens jeg passer hende, hvilket kan gøre det lidt svært, og jeg skal være hurtigt klar med afledninger. Heldigvis synes jeg, at jeg har lært børnene at kende ret hurtigt, hvilket betyder, at når de kommer i tanke om deres mor, eller efter hun har sagt farvel og de græder, så er det nemt at distrahere dem.
Men jeg er i hvert fald ved at være klar til at komme hjem! Egen seng, eget hus med stilhed, stille nabolag, at kunne komme i kirke igen, og mulighed for at planlægge min dag ned til mindste detalje, hvis jeg således ønsker! Jeg er totalt frisk på at komme tilbage på ferie i sommermånederne, men nu skal jeg også lige fokusere først på at blive færdig med skolen. Jeg skal til afsluttende eksamen her d. 18. januar, hvortil jeg skal forberede et forsvar af mit bachelorprojekt, og forhåbentlig består jeg den. Så skal jeg til dimission d. 26. januar, og der sætter jeg faktisk fødderne for sidste gang på skolejord. Det er helt vildt mærkeligt at tænke på!
Vi ses om ikke så længe!
Abonner på:
Opslag (Atom)