Min arbejdsdag i dag er et typisk eksempel på, at omstillingsparathed er vigtig i vores fag. Det er en god ide ikke at lægge sit skema helt fast i hovedet, så man ikke går i baglås, når der sker ændringer. Min oprindelige skema sagde for idag, at jeg skulle arbejde fra 12.30 på én opgave og ud på en anden opgave kl 17.30, hvorefter jeg så ville være hjemme kl 20-20.30.
Jeg tager min firmamobil med ind på mit soveværelse nogle nætter, for hvis jeg får vigtige beskeder, ser jeg dem med det samme i stedet for at gøre mig klar og så se det i sidste øjeblik. Det viste sig at være en god ide, for jeg vågnede lidt før kl 8 af en besked fra den døve bruger på min første opgave om, at den var aflyst. Det skriver jeg til administrationen og lægger mig ned igen, selvom lyset skinner ind af vinduet og alligevel forhindrer mig i at sove. Så får jeg en besked tilbage fra administrationen, om jeg kunne være hustolk (tolk på kontoret, hvor man skal tage imod opkald og tolke mellem de ansatte i på kontoret og dem, som er i telefonen - enten på skype eller på mobilen). Det kunne jeg desværre ikke nå, men kort efter fik jeg så en anden opgave mellem kl 11 og 12. Den sagde jeg så ja til, men jeg skulle skynde mig for at nå det.
Jeg har som regel de samme tre opgaver hver uge på forskellige dage og tidspunkter, da vi ofte bliver tilknyttet døve brugere som faste teams - så de døve ikke får en ny tolk hver dag. Det er en fordel for alle parter, for så lærer tolkene jo også terminologien og får en baggrundsviden, som hjælper i tolkesituationen. Nogle gange får vi selvfølgelig også enkeltopgaver. Men når jeg møder en ny døv bruger, introducerer jeg gerne mig selv og siger, at jeg er nyansat, så de er klar over, at det er derfor, der opstår en udfordring - hvis der opstår noget. Det gør dem også lidt mere tålmodige, hvis der er noget. Jeg er jo primært ansat som skrivetolk, så jeg bruger ikke tegnsprog nær så meget som mine kolleger. Men det gik ganske udmærket, og bagefter udtrykte hun dyb taknemmelighed for, at jeg var kommet. Det var meget opmuntrende at se, hvor glad hun var for det! Det var også meget fordi, at hun ved sidste aftale det-sted-vi-var-henne ikke havde fået en tolk af ukendte grunde, og der havde de været nødt til at skrive med pen og papir. Det er bare ikke holdbart, og de havde åbenbart ikke nået hele planen pga det. Så jeg kan godt forstå, hun var glad for at få tolk denne gang. Men hun gav mig også en generel opmuntring i, at hun mente, jeg var en dygtig tolk, så jeg skulle bare fortsætte - og det gør mig jo bare rigtig glad! Men det var bare så sjovt, for vi mødte begge over 20 minutter før opgaven egentlig startede, så vi snakkede selvfølgelig sammen; jeg havde rigtig svært ved at aflæse hende! Jeg forstod godt nøgle-tegnene, men jeg sad og svedte samtlige 20 minutter og tænkte "Åh nej, jeg kommer til at ødelægge det hele, skabe så mange problemer, og jeg får garanteret en klage!" Jeg var helt nervøs over det! Men LIGE så snart selve opgaven begyndte, gik det bare så godt! Det var faktisk mit tegnsprog, som jeg skulle fokusere mest på at få til at fungere! Aflæsningen og stemmetolkningen gik bare totalt flydende! Det var ret sjovt, hvordan sådan noget sker. Og selvom jeg kæmpede lidt med tegnsproget, forstod hun mig helt fint. Bagefter fik hun også firmaets visitkort, så hun havde mulighed for at kontakte os igen til fremtidige opgaver, hvilket hun også virkede glad for. Jeg gik derfra med en kæmpe succesfølelse!
Jeg tog direkte hen til kontoret, fordi det lå tæt på opgaven, og fordi min kollega Sofia var derovre i forvejen som hustolk. Min aflyste opgave skulle jeg have tolket sammen med Mads, så han sad også på kontoret, indtil han skulle ud på sin næste opgave, så vi sad alle tre og spiste frokost sammen. Vi har faktisk meget socialt samvær i forhold til, hvad jeg forventede, da jeg fik jobbet! Normalt er tolkning et enearbejde, så man ser som regel ikke sine kolleger, medmindre man tager ind til kontoret.
Men her tog jeg faktisk mit allerførste opkald med kontorets hustolke-mobil! Jeg var ikke hustolk, bare ledig på kontoret, men da jeg sad ved siden af Sofia, og der pludselig kom et opkald, smed hun mobilen over til mig for at "kaste mig ud i det"! Min store skræk har faktisk været vagten som hustolk, som vi også kan få, hvis der ikke er andre opgaver, men jeg har været heldig at undgå det. På uddannelsen har vi haft et forløb med denne slags tolkninger, men det har været mit mest usikre område. Selve denne tolkeform, som kaldes fjerntolkning, er en udfordring, fordi der er begrænset fysisk kontakt med brugerne (dem, man tolker for), fordi at opkaldene kan handle om ALT, så man skal som tolk være parat til alle emner, men udover det skal man også finde den rigtige person at snakke med, så det kræver, at man ved, hvad de forskellige hedder og arbejder med. Det gør jeg bare slet ikke endnu! Men det kommer. Selve tolkningen af opkaldet var ikke så slemt, og bagefter gik jeg derfra med en følelse af, at den hustolkevagten ikke er så farlig. Så det handler virkelig om at kaste sig ud i det!
Nu har jeg en opgave i aften og skal snart ud af døren, så jeg stopper her.
Jeg havde en hyggelig dag med en klassekammerat fra uddannelsen i lørdags, hvor vi legede turister og så en masse ting, men det skriver jeg om i et andet indlæg samt lægger billeder op.
Fortsat god mandag!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar