Det nyeste kapitel

Hej med jer!
Nu er det ved at være længe siden, jeg har opdateret jer. Vi nærmer os marts, og det ville være en skam at påstå, at det har været nogle kedelige og ubegivenhedsrige uger.
Den 18. januar forsvarede jeg mit bachelorprojekt og fik 10 i karakter. Det er sjældent, jeg fortæller mine karakterer uden at blive spurgt, men jeg er altså virkelig stolt over den karakter! Jeg kan også lige love for, at jeg knoklede for det! Det var ellers også en rigtig god oplevelse inde til selve eksamen, hvilket jeg var rigtig overrasket over. Til bogstaveligt talt alle mine tidligere eksamener har jeg været kvalmende nervøs, og alt det jeg læste op på og havde øvet mig på ville flyve ud af mit hoved, så snart jeg træder ind i eksaminationslokalet. Denne gang til min bacheloreksamen var det dog helt anderledes; jeg var nervøs de første 30 sekunder af min fremlæggelse (min skrivepartner Benita og jeg skulle begge starte ud med at oplæg på hver 7 minutter), men derefter var det som om, at mine nerver gik i baggrunden, og jeg kunne fokusere på selve eksaminationen og vores lærers og censors spørgsmål. Jeg kunne tænke klart og huske mit pensum. Det var en helt fantastisk oplevelse. Og samtidig kunne jeg svare på spørgsmålene - og hvis jeg ikke kunne, var Benita rigtig sej og kunne. Vi supplerede hinanden rigtig godt. Men jeg tror også, at min rolighed og kolde hoved var pga min sikkerhed i vores bachelorprojekt; vi vidste, at det var en stærkt skrevet og argumenteret opgave. Men ja, så vi havde en rigtig god eksamen.

I dagene efter fik jeg styr på fagforening, a-kasse og kravene for at få dagpenge. Jeg blev kaldt til nyledighedsmøde i Århus og samtale ved mit lokale jobcenter, som er i Hadsten. Jeg fik desuden sendt ansøgninger ud til de tolkefirmaer, jeg helst ville arbejde for. Jeg fik ret hurtigt afslag fra to tolkefirmaer, fordi de ikke havde brug for flere tolke. Firmaet Høreforeningen, som jeg var i praktik hos, har jeg stadig ikke hørt tilbage fra. Jo flere dage der gik, jo flere steder ansøgte jeg hos, også fordi at jeg skal søge to stillinger om ugen for at kunne få dagpenge. Min bekymring for ikke at få arbejde steg også dag for dag, for der var omkring 5 fuldtidsstillinger fordelt i Danmark, som vi skulle kæmpe om, og flere af dem blev snuppet allerede før dimission.

Min dimission foregik d. 26. januar på vores skole, Ceresbyen i Århus. Vi var begrænset til at invitere fire gæster med hver pga. besparelser, hvilket ikke huede mig helt, for jeg synes ikke, at det tager hensyn til skilsmissefamilier. Nu har jeg to sæt forældre, en søster og en mormor, som gerne vil med til så meget som muligt. Nu var det lidt en i denne situation heldighed, at Marlene er i England, så jeg skulle ikke tænke på, om hun skulle med, og hvem, der så ikke kunne komme med pga. den plads. Men så skulle jeg vælge mellem to sæt forældre og en mormor. Det endte med at min papfar trak sig, så min mormor kunne komme med.
Selve dimissionen gik rigtig fint. Jeg fik sagt hej til mine klassekammerater igen - siden sidste sommer har vi af gode grunde ikke set hinanden så meget, medmindre man skrev bachelorprojekt sammen. Vi havde jo individuel praktik. Benita havde ikke sin familie med, da hun ikke officielt dimitterede med os andre (grundet en manglende eksamen), så jeg og min familie satte os over til hende. Lidt efter kom Sarah og Kristina (med sin baby Ebbe) også over til vores bord; Sarah holder pause fra studiet, og Kristina er på barsel, men de ville stadig gerne med og fejre os andre.
Der blev holdt taler fra lærere og administration (heriblandt en lang paragraf om, at de ville huske vores klasse for vores berøringstrang med massage, nus og hårsætning.....som jeg nok har været primærskyldig i at indføre lige så stille), læst hilsen op fra en tidligere lærer, der flyttede til Grønland, min veninde Vita fra klassen holdt tale, og til sidst havde min klasse forberedt lidt underholdning i form af en video med bloopers (når man kvajer sig på optagelser) fra vores tre års tolkeoptagelser til undervisningen. Vi fik vores eksamensbevis, roser og håndtryk fra lærerne. Vi fik taget en masse klassebilleder, enkelte billeder og gruppebilleder. Vi fik mødt hinandens familier.
Det var alt i alt en behagelig, hyggelig og gennemført god dag og ceremoni.

Så kom dagen omkring en uge efter dimission, hvor firmaet Teksttolk indkaldte mig til jobsamtale, og på det tidspunkt kom det meget bag på mig - jeg havde allerede der overbevist mig selv om, at jeg ikke havde chancer for at få arbejde som tolk. Jeg accepterer selvfølgelig og skriver meget med min klassekammerat Mads, som blev hyret lige inden dimission hos samme firma. Han gav mig en masse gode råd til jobsamtalen og hjalp mig til at forberede mig.
Da jeg kom ind til samtalen, oplever jeg samme ro, som jeg havde under min bacheloreksamen. Jeg var naturligvis nervøs inden, men lige så snart jeg fik sat mig ned og begyndte, fokuserede jeg bare på samtalen, på at aflæse rigtigt (for firmaets ledelse og administration er alle døve, så det foregår alt sammen på tegnsprog) og svare rigtigt, og så var der ikke rigtigt plads til nervøsiteten. Selve samtalen syntes jeg gik fint nok, og lederen, som interviewede mig, var sød. Jeg følte i hvert fald, at vi klingede rigtig godt sammen. Hun spurgte ind til min ansøgning og mine muligheder for at flytte, have bil osv. Jeg gjorde mig umage for at give et så livligt og glad indtryk af mig selv som muligt til hende. Jeg var bare bekymret, fordi at Mads fortalte om alle mulige spørgsmål, som jeg ikke blev stillet. Jeg troede derfor ikke, at jeg ville få det.
Mandagen efter besøgte jeg så min mormor, og om onsdagen skrev jeg til lederen, som havde interviewet mig, for at sige tak for en god samtale og bare for at blive indkaldt. Jeg skrev desuden, at jeg godt vidste, at det var sent, men jeg havde tænkt længe over, hvad jeg skulle skrive, men at jeg bare havde haft en god oplevelse og erfaring uanset om jeg ville få jobbet eller ej. Jeg fik så en email under en halv time senere, at hun tilbød mig jobbet! Det tog lang tid, før jeg faldt ned igen, og min familie blev naturligvis ringet op. Min mormor og jeg tog en hurtig tur ned i byen, men da jeg så kom tilbage igen, begyndte jeg allerede der at kigge på lejligheder. Lederen indkaldte mig til at begynde arbejde d. 1. marts, hvilket var præcis 2 uger til den dag, jeg fik arbejdet, så jeg fik hurtigt travlt med at søge steder at bo. I starten var jeg lidt kræsen med de steder, jeg ansøgte, men når man kun har to uger at finde en lejlighed, bliver ens krav hurtigt fleksible. Jo flere dage der gik, og jo flere afvisninger på lejligheder, jeg fik, blev jeg overraskende hurtigt nervøs for, hvordan det ville gå. Så blev jeg inviteret til to fremvisninger med samtaler; den ene til en midlertidig lejlighed på Nørrebro, og den anden til en lejlighed i Farum, som ville være ubegrænset leje. Et par dage efter blev jeg inviteret til fremvisning til en pendlerlejlighed i Søborg. Jeg kom til fremvisning til lejligheden på Nørrebro i mandags, og jeg skal lige love for, at jeg blev chokeret. Jeg ved godt, at lejligheder i København godt kan være små, dyre, smalle osv, men det lignede bare et rum, som var blevet strukket og havde fået kastet nogle vægge ind. Toilettet var et kosteskab, og den eneste håndvask var i køkkenet. Brusekabinen var inde på børneværelset. Udover det var hele lejligheden dekoreret i overflod med farvede tørklæder på lamperne, sofa, på væggene, og så var der støtter, statuer og billeder af indiske guder alle steder. Lejligheden var bare overvældende i udsmykning generelt, og jeg havde det ikke godt med at være der. Udover det satte hun en masse regler for, at jeg ikke måtte blive set, fordi hun udlejede "sort", så skrald og vasketøj skulle ordnes efter et vist tidspunkt, og jeg måtte ikke snakke med naboerne eller generelt folk i området, så det ikke slap ud, at hun fremlejede uden tilladelse. Der sagde jeg så pænt nej tak.
Samtale og fremvisning til lejligheden i Søborg foregik i onsdags over Skype, og det endte med at foregå lige inden aftensmad, fordi udlejeren havde to andre til fremvisning, som trak ud. Vi endte faktisk med at snakke i over en time. Vi kom så godt ud af det med hinanden, og jeg kan kun forestille mig, at vi får et godt samarbejde med det hele. Han endte med at tilbyde mig lejligheden på stedet, så jeg har allerede siden onsdag aften kunnet planlægge det hele mere målrettet. Jeg har allerede skiftet adresse officielt (til indflytning d. 1. marts), bestilt flyttemænd til på tirsdag (28. feb), og i morgen (mandag d. 27. feb) skal jeg derover for at hente nøgle og underskrive kontrakten. Min søde mor tog mig ud til Harald Nielsen i sidste weekend i Randers for at hente flyttekasser, så jeg har haft travlt næsten hele ugen med at pakke, så jeg er faktisk næsten allerede færdig nu. Der er selvfølgelig en masse småting, som er svære at pakke ned, fordi de kan gå i stykker osv, og jeg er lidt usikker på, hvordan jeg skal få alle mine små grønne børn (planter) med derover. Men ellers er jeg forholdsvist klar!
Det er en stor og skræmmende tanke at skulle fra landet i Midtjylland til store stygge København, men jeg tager det én dag af gangen. Nu må I krydse fingre for mig, og så lover jeg at komme på besøg jævnligt!
Pas nu godt på jer selv!