I dag er en helligdag for amerikanerne, så de fleste har fri. Dvs at jeg havde fri. Der var lidt en anspændt stemning i huset, da Valerie ville have pigerne til at gøre deres værelse rent og rydde op efter dem i hele huset, men.. ja.. så hun var ret gal. Jeg vågnede også op med en stor lyst til at tage i biografen, så jeg skrev til Laura fra New Zealand - hende jeg snakkede mest med til vores skydning med de andre Au Pairs. Vi har flere gange prøvet at arrangere noget sammen, men glemt det eller haft rimelig travlt. Hun var ude med hendes værtsfamilie, men hun ville skrive, når hun var hjemme.
Jeg undersøgte filmene, der bliver sendt i øjeblikket, og jeg ville selv gerne se enten Django (om en tidligere slave, som tager ud for at finde sin hustru ved en led plantage ejer), Hansel and Gretel (moderne version af Hans og Grete, som nu var voksne og hekse-jægere), Warm Bodies (en rigtig lækker zombie får et forhold til et menneske, som skulle ændre verden for de levende døde - jeg er virkelig ikke til zombie film, men ham, som spiller zombien er virkelig lækker!) eller Safe Haven (en kvinde som flytter til North Carolina og involveres med en enkemand og til sidst må stå ansigt til ansigt med sin fortid). Django er lidt for lang og havde kun ét sendetidspunkt, og de andre havde bare nogle mærkelige tidspunkter. Da hun skrev tilbage at hun var hjemme, besluttede vi os for Hansel and Gretel, som ville blive sendt præcis en time fra der, så jeg styrtede ud af døren og kørte ud for at hente hende. Det tog 20 minutter fra hendes hus til mit, da jeg gav hende et lift hjem fra skydebanen, så jeg regnede med at kunne nå filmen, men på vejen var den 'eneste' vej blokeret af vejarbejde, så jeg blev nødt til at vende om og køre til højre indtil GPS'en viste en anden vej. Det var lidt en neglebider situation, da min retningssans er værre end et kompas på nordpolen, men jeg nåede efterhånden hendes hus. Det var dog en omvej dobbelt så lang som den egentlige rute. Vi nåede derfor ikke filmen der, men vi besluttede at se filmen i 3D, som blev vist en halv time senere. Vi nåede ind i biografen bogstaveligt talt 5 minutter før filmen startede, så vi blev ikke udsat for så mange reklamer. Laura købte en pakke med en genopfyldelig popcorn og to store sodavand til os, siden jeg havde hentet hende. Hun var helt fjollet af glæde over at komme ud af huset. Det var en fryd at være i nærheden af! Hun har ikke normalt adgang til en bil, og i hendes nabolag er der ikke noget spændende i nærheden, så hun kommer aldrig ud. Jeg havde været bange for, at jeg pressede mig på ved at foreslå turen, så jeg var glad! Filmen viste sig dog at være skod. Jeremy Renner spillede Hansel, og han var det eneste, der gjorde filmen god. Han er rigtig dygtig og rigtigt øjeguf haha! Der var ikke så mange i salen, så vi bredte os godt ud på sæderne. Lige inden filmen skulle jeg på toilettet, og på vejen ud var jeg lige ved at rende ind i en fyr. Han virkede også lige så entusiastisk som Laura, så da jeg gav et lille gisp, sagde han "Uuuuuh it's like a scary movie".. Hvilket minder mig om noget.. det vender jeg tilbage til!
Hele filmen var simpelthen så langt ude, og både Laura og sad sad hele filmen igennem og tænkte "Hva fanden sker der.." Det var virkelig en dum beslutning at se den film.. Vi grinede af den hele vejen fra salen til bilen. Biografen var placeret inde i et shoppingcenter, så Laura ville lige ind i Cato og kigge på sko. Hun har lidt en skofetish (ej, hun elsker bare sko), men det tog kun 5 minutter for hende at finde to par. Jeg kørte hende hjem, tankede op og kørte så hjem. Familien var ikke hjemme, så jeg skiftede til nattøj og tændte computeren for at høre lidt musik og skrive dette indlæg, men jeg var kun hjemme i 5 minutter, før jeg fik et opkald fra Henning, som ville have mig til at åbne døren, fordi jeg var kommet til at låse døren. Der er to låse på hoveddøren, hvor den øverste ikke virker udefra, men vi slår den til indefra. Det er åbenbart blevet en refleks for mig.
Så, bio-fyrens kommentar syntes jeg var sjov. Hvilket mindede mig om i går, da jeg så Pocahontas med pigerne. Der er den scene, hvor John Smith får forbud fra at se Pocahontas, og Pocahontas får samme forbud fra sin stamme, men man ser John Smith snige sig fra lejren for at se hende og advare om hans kammeraters angreb. Mens vi ser ham snige sig væk, sukker Charlotte dybt og siger i et drømmende, sværmerisk tonefald: "He's so sneaky". Det lød bare sjovt! Og specielt fordi han ikke var særlig god til at snige. Han blev jo opdaget af både ham den rødhårede og den onde leder.
I morgen starter min arbejdsdag forholdsvist sent. Jeg starter først ved 8 tiden, og arbejder til Henning kommer hjem. Nok ikke senere end 17.. Jeg tror, det bliver nemmere for mig, nu hvor Henning er hjemme..
Jeg håber, I har det godt!
Stort knus!
mandag den 18. februar 2013
søndag den 17. februar 2013
Be my Valentine
Så er Valentinsdag kommet og gået. Og ligeledes endnu en uge i Fayetteville. Jeg ville have skrevet tidligere, men jeg har virkelig haft mange ting at se til siden sidst, og når jeg endelig havde tid, var der bare andre ting, jeg havde mere lyst til. Det er der også nu... men man må jo hive sig lidt i ørerne engang i mellem.
Bered jer på et langt indlæg. Jeg prøver at gøre det så kort som muligt, men I skal nok alligevel sætte jer godt til rette med stilhed omkring jer og en kop te eller kaffe. Here we go!
Sidste weekend var jeg lidt nedtrykt. Fredag aften var jeg træt og brugte min aften alene på mit værelse med en film i mørket. Valerie kom så ind med min løn, og så snakkede vi lidt. Vi tændte ikke engang lyset. Hun fortalte, at pga. at min bil blev købt brugt, kan jeg desværre ikke køre rundt så meget som jeg havde håbet, fordi den skal holde hele året - noget i den stil. Jeg går ud fra, at forsikringen kræver bilen at køre et bestemt begrænset kilometertal eller noget... men jeg ved jo klap om biler. Desuden kunne hendes budget heller ikke holde til mere end 10 dollars om ugen, hvilket skulle dække kørsel af pigerne til skole. Hvis jeg så vil køre rundt i min fritid, må jeg selv spæde til, hvilket ikke generer mig synderligt. Jeg synes ikke, benzin er så dyrt, som mange brokker sig over, jeg er bare mere ked af, at jeg ikke kan køre ubegrænset. Hun bad mig desuden også om at gøre et par ekstra ting, mens jeg tager mig af Svend i løbet af dagen. Jeg spurgte hende til sidst, om hun og Henning var tilfredse med mig, eller om de var skuffede. Hun fortalte, at hun havde ønsket mere, men ikke rigtig vidste præcis hvad. Jeg er jo trods alt deres første Au Pair. Jeg ved ikke, om det var stress og træthed, men jeg blev rigtig ked af det bagefter. Inden jeg tog hertil, havde jeg læst andre Au Pairs blogge, om hvordan de faldt lige ind i familien, hvordan de fik venner ved at tage en enkelt gåtur rundt i nabolaget, hvordan de mødtes mange gange om ugen med andre Au Pair piger, mens deres børn var i skole, hvordan en af værtsfædrene havde gået op til sin Au Pair efter bare et par uger og givet hende et hjertevarmt kram ud af det blå og fortalt hende, hvor glad han var, for at hun var der. Den slags er bare slet ikke kommet i min retning. Ungerne er rigtig glade for mig - når de er glade. Men jeg får i det mindste masser af kram og kærlighed fra dem. Jeg har bare ikke fået et rigtigt forhold til forældrene endnu. Det er jeg bare skuffet over. Jeg ville ønske, at jeg kunne blive en rigtig del af familien som de andre Au Pairs. Nu har jeg også mit udvekslingsår at sammenligne med. Det var jo en drøm gået i opfyldelse. Jeg går ud fra, at jeg bare havde håbet, det ville blive lige så vidunderligt. Jeg skrev til min bedste veninde fra dengang, Eliza fra Kina. Hun går på universitetet i Massachusetts, så vi har skrevet meget over mobilen, siden jeg kom. Hun har været en god ven og støtte, når jeg har haft brug for at snakke. Ikke at jeg er ked af at være her eller noget.
Lørdag var betydeligt bedre. Ungerne havde svømmetimer, så Valerie tog dem alle på en gang fra formiddagen af, hvorefter jeg havde huset for mig selv. Jeg havde planlagt at kigge på bibliotekerne i området samt måske nogle af parkerne, hvis jeg havde tid. Så efter brunch kørte jeg til de to nærmeste biblioteker. Det var en stor skuffelse. Jeg voksede op med/i Ulstrup bibliotek, hvor jeg arbejdede og brugte meget af min fritid. Det er et godt bibliotek, synes jeg, og ret stort taget byen i betragtning. Enorme reoler i række efter række propfyldte med bøger i alle genrer. Der er en rolig atmosfære og siddepladser overalt, så man kan sidde og læse derinde, hvis man har lyst til det. Det første bibliotek, jeg fandt, var i forlængelse af en skole. Der sad studerende på computere og jobsøgende i en karriere-afdeling, og der var da en masse bøger. Det var bare småt og gav ikke en lyst til at sidde der og læse. Der var larm og.. ja, det var ikke så rart, som jeg husker Ulstrups bibliotek. Der var til gengæld en rigtig venlig bibliotekar, som viste mig rundt, gav mig foldere om temadage, open-readings med forfattere (som jeg dog ikke kendte) og om e-bøger. Hun gav mig også et lånerkort, så jeg kunne skaffe e-bøger hjemmefra. Hun gav mig et meget bedre indtryk af biblioteket. Jeg tog så til det andet-tætteste bibliotek, hvilket var en endnu større skuffelse. Jeg havde slet ikke lyst til at være der. Lad mig bare sige det sådan. Jeg slog mig ned i en stol kun lige præcis længe nok til at google adressen til den nærmeste park. Der er Lake Rim kun et par mil fra vores hus, så jeg skyndte mig ud og kørte derhen. Det sted var magisk. Det var lidt forvirrende at finde hen til den bedste parkeringsplads. Søen var til højre og selve parkområdet var til venstre, så jeg parkerede og læste på et skilt, hvad der fandtes i området. Der var både vandreruter, legepladser, sportsområder og spisested med grill. Jeg gik lidt rundt i nærheden af parkeringspladsen for at undersøge, og omkring samme tid som jeg ankom en gruppe fyre, som gik direkte ned på sportspladsen. Jeg ville skyde på midt-20erne og rigtig lækre alle sammen. De spillede amerikansk fodbold sammen - jeg bliver ikke overrasket, hvis det viser sig, at de er på et rigtigt football hold. Jeg besluttede at tage over på den anden side til søen, hvor jeg også kiggede lidt rundt i starten. Som jeg nåede over på den anden side af parkeringspladsen, kom en fyr ud fra en sti halvgemt mellem træerne (for ja, søen lå lige op ad en skov af væsentlig størrelse). Jeg gravede et køligt æble op af min taske og fulgte stien. Vejret var fantastisk. Uden vind var varmen noget nær et typisk dansk majvejr. Stien var ikke så spændende - den var tæt på vandet i godt en kilometer, hvor den fortsatte, men der var en vandløb i vejen på tværs med en dæmning for skrøbelig til at gå på, så jeg vendte bare om. Jeg satte mig på en bænk tæt på vandkanten og nød det. Efter så hård en uge var det luksus (helt bogstavelig talt luksus) at kunne sidde på en bænk og lave ingenting, sidde i egne tanker, nyde solen. Jeg sad simpelthen med benene i skrædderstilling, kiggede ud over vandet og følte en samhørighed med det. Det mindede mig bare så meget om Ahl (strand ved Ebeltoft), selvom det ikke lignede rigtigt. Men der var en blid vind, solen skinnede, lugten var beroligende familiær og en flok måger skræppede, og jeg sugede det bare til mig. Jeg tror, dette bliver mit stille/hemmelige/hellige sted, kapu som de siger på Hawaii. Det er også rart at kunne suge en masse D-vitamin ind. Og jeg ved nu, hvor football spillere og andre lækre fyre hænger ud. Tihi. Jeg sad der nok en halv time og bare nød stilheden og roen, hvorefter jeg satte mig ind i bilen for at læse. Jeg har brugt imponerende meget tid i bilen for bare at læse. Hvis Svend har for travlt til at tage en lur, sætter jeg ham i bilen og kører rundt til han falder i søvn. Det er virkelig effektivt! Så har jeg bare min kindle i tasken og parkerer enten hjemme i indkørslen eller ved pigernes skole, hvis det er tæt på hentetid eller bare på parkeringspladsen ved Sonic (min yndlings drink 'restaurant') og får mig noget at drikke og læse. Det er super fedt, at jeg opdagede det så tidligt i mit ophold. Jeg kom hjem ved 15 tiden, hvor jeg nød dagen med Valerie og ungerne. De legede mest udenfor, mens Valerie ryddede op i garagen og jeg tog mig af vasketøj og hvad der var i køkkenet. Vivianna tog mig med til den lille sø i nabolaget. Det er nede ad vejen og ind ad en af sidevejene, hvorefter der bare er den her smukke lille sø, som snildt kunne fungere som et picnic sted. Vivianna snakkede og snakkede og snakkede hele vejen, men det var rart bare at være sammen os to og kunne give hende min fulde opmærksomhed. Det er jo vigtigt at være sammen med dem alle tre, så jeg ikke kun får et godt forhold til Svend. Men det var i hvert fald en fantastisk dag!
Søndag var jeg i kirke som sædvanligt. Loretta var der ikke, så jeg sad ved siden af Heather. Mr. Hawk var der heller ikke, så Adam Green fra Singlegruppen underviste i stedet. Der var et par nye, og Adam kendte ikke ret mange i denne gruppe, så vi brugte de første ti minutter på at introducere os med navn og vores yndlingsfilm. Jeg kan ikke huske ret mange nye navne, men det var alligevel et indblik i gruppen, jeg ikke havde før. Vi så godt 20-30 minutter af en film med David Platt, som er forfatteren til bogen Radical. Den underviser Mr. Hawk ud fra og bruger altid et par minutter på at overbevise gruppen om at købe bogen. Jeg ved bare, at det kommer ikke til at ske for mig. Det er ikke undervisningen jeg kommer efter. Adam fortalte dernæst om Singlegruppens møder tirsdage og onsdage og havde foldere om tid og sted til interesserede. Jeg fik selv en, så jeg havde det hele på skrift og ikke skulle bekymre mig fremtidigt om at glemme det. Resten af dagen var stille og rolig. Der skete ikke så meget. Jeg sad udenfor det meste af eftermiddagen og læste, mens ungerne legede i haven, så jeg kunne holde øje med dem på samme tid.
Tirsdag (mandag var ikke spændende) dukkede jeg op til Singlegruppens møde. Om tirsdagen mødes de for at blive mere eller mindre undervist af Adam og/eller Jessica, og om onsdagen er det diskussion omkring bibelen og dens indhold hjemme hos selve A og J. Tirsdagsmøderne foregår i en lille teatersal i hovedbygningen af boligkomplekset, hvilket jeg var lidt forvirret over at finde, men da jeg dukkede op, sad Adam i sin bil på parkeringspladsen, så han pegede mig til den rigtige dør. Jeg kom ind i køkkenet til en lille buffet (til amerikanske møder er der åbenbart altid mad og drikke), som flere fyre var samlet omkring, og kom derefter ind i den lille sal, hvor flest piger var. Her så jeg Jessica sidde bag et ) med en anden pige, hvor vi snakkede indtil holdet begyndte. Vi snakkede om navne først og deres betydning, hvorefter vi kørte over på nordisk mytologi, som Jessica var meget interesseret i. Da jeg forklarede om de tre verdener, Asgård, Midgård og Jotunheim/Udgård, overhørte en af fyrene mig snakke om Jotunheim. Jeg har ikke set ham før, så jeg kender ham ikke. Jeg fik dog et rimeligt indtryk af ham - han er nok en af de mest irriterende amerikanere, jeg har mødt. Han var kæmpehøj og næsten lige så bred, og han kom over og afbrød konstant, mens jeg fortalte Jessica videre om mytologien. Han fortalte altid den sidste halvdel af alle mine sætninger - lidt ligesom folk, som bryder ind midt i en joke og fortæller pointen. Han var meget begejstret for, at jeg vidste noget om det og prøvede flere gange at få mig i snak... men jeg snakkede jo med Jessica! Da Jessica og hendes veninde skulle øve lige inden mødet startede, trak han mig hen til buffeten. Jeg var åbenbart den første, han har mødt nogensinde, som vidste noget om mytologien, og det var jo bonus, at jeg vidste, hvordan tingene udtales. Han spurgte efter mit mobilnummer - efter at have snakket til mig i, hvad, 10 minutter - som inkluderer hans afbryden i min og Jessicas samtale. Jeg blev grebet uforberedt, men jeg fik fremstammet, at jeg ikke har tid til at skrive i løbet af dagen pga. mit arbejde. Så spurgte han efter min email. Det er lidt svært at sige, at man ikke har en email. Så han trak mig op til sin plads, hvor jeg fik skrevet min email på hans computer. Så smøg jeg tilbage til forreste række lige foran keyboarded, hvor SuperBowl-værten Stephanie sad. Hun ignorerede mig dog på grænsen til uforskammethed, så jeg lod hende bare være. Hun flyttede sig også kort efter. Lige da mødet startede, kom en af drengene fra College and Career (CC gruppen og Singlegruppen er meget sammen til både tirsdags- og onsdagsmøderne) ved navn Jared, som satte sig ved siden af mig. Måske ville det ikke være så vigtig en detalje for jer. Men tænk jer, jeg er ny i området og gruppen. Jeg har aldrig rigtig snakket med ham her. Hvis en ny person kom til et af jeres møder, ville I så sætte jer sammen med jeres venner eller sammen med den nye? Jeg ville nok selv personligt gå hen og præsentere mig og tilbyde personen at sidde med mig hos mine venner, men jeg ville ikke bare gå hen og sidde ved ham/hende. Så simpel en gestus som et fast gruppemedlem gå hen og sidde ved mig gav mig en følelse af at rigtige høre til. Måske ikke helt og fast og permanent, men det er et stort skridt i den rigtige ret. Desværre blev han senere nødt til at sætte sig et andet sted lidt senere, da disse møder åbenbart bliver brugt som en slags konkurrence mellem pigerne og drengene, så pigerne sad i venstre side af salen, mens drengene var i den højre. Vi startede mødet med et par sange, hvorefter jeg blev præsenteret som den nye - jeg skulle egentlig have stillet mig op foran alle og præsenteret mig, men Adams fokus er som en tumlings, så jeg fik heldigvis lusket mig fra det. Der var 5 minutter for alle at sige hej til hinanden, hvor flere introducerede sig for mig - en rødblond ved navn Rita, Jessicas sangerveninde Danielle, og Kirsten fra min Sunday School kom og gav mig et stort knus. Adam og Jessica fortalte om deres plan om mødes med dem, der ikke havde en date på Valentinsdag og spise sammen på Red Robin. Man skulle helst give lyd, så de kunne vide, hvor mange de skulle reservere plads til. Og så begyndte konkurrencen. Adam begyndte med at forklare, hvordan bibelen er inddelt og gennemgå tolv hovedbegivenheder. Og så skulle vi ellers på skift i pige- og drengegrupperne svare på disse spørgsmål, som havde en indledning. Dette mødes overemne var omkring Joseph, som havde disse 12 ældre brødre, der ikke kunne lide ham, fordi deres far behandlede Joseph som et mere specielt menneske end brødrene. Han havde desuden også syner, som han kunne tyde. Så spørgsmålene var virkelig dybdegående omkring dette. Fx navnet på hvilken bror, der tilbød at bla bla bla... osv. Det var hyggeligt. Jeg kunne ikke svare på ret mange af spørgsmålene, men det er jo også begrænset, hvor meget jeg kender fra bibelen. Jeg faldt i lang snak med Danielle efter mødet og kom først hjem ved 22.30 tiden. Det er sent, når jeg skal op og arbejde tidligt. Jeg fik både udvekslet facebook information og mobilnummer med hende. Når først man kommer ind, er alt bare nemmere. Inden hun gik, snakkede jeg også med Kirsten og pigen Heather, jeg mødte til Super Bowl, hvor de foreslog at vi lavede noget sammen en dag. Gå i biffen eller noget. Det kunne da være herre hyggeligt!
Onsdag arbejdede jeg først fra 7.30, så jeg kunne sove en time længere, heldigvis. Jeg skulle ikke døje med at få ungerne skoleklar eller køre dem i skole. Svend sov lige præcis til hoveddøren smækkede efter dem - på trods af morgensure Charlotte og højlydte eskapader i stuen, hvor akustikken jo er fremragende. Jeg lavede havregrynspandekager til aftensmad, da Valerie først kom hjem kl. 18. De var okay. Det er sjovt at prøve den slags nye opskrifter. Det irriterer mig bare her, at de ikke sælger grisefars. De har kun hakket oksekød! Jeg spurgte engang i kødafdelingen i Walmart om de kunne hakke noget svin til mig manuelt, men det kunne de ikke - en mand overhørte mig dog og gav mig instruktioner til et kødmarked, som kunne gøre det for mig. Jeg har ikke haft tid til at tjekke det ud endnu, men jeg har da helt sikkert tænkt mig at gøre det. Henning elsker frikadeller og boller i karry, og jeg synes, det ville være synd ikke at lave det til ham, når de nu har en dansker i huset.
Lige efter aftensmaden kom tre unge mænd fra Singlegruppen/College and Career. Jeg kan ikke helt holde styr på mere, hvor hvem hører med. Det er åbenbart procedure at besøge nye faste i kirken. Det var utroligt akavet. Jeg var træt, og mit engelske er ikke helt så godt, som når jeg er udhvilet, og jeg var desuden uvasket med briller, alt håret trukket væk fra ansigtet og krydren fuld af bumser. Jeg vidste desuden end ikke, at der fandtes 'Visitation', så jeg havde ingen ide om, hvad jeg kunne forvente af besøget. De sagde heller ikke så meget, og det var bare SÅ akavet. De smuttede igen efter godt 10-15 minutter, og jeg ved stadig ikke, hvad vi snakkede om.
Jeg besluttede ikke at tage til onsdagsmødet, da jeg var søvnig og ikke syntes, jeg brugte nok tid med familien. Dagen efter var jo også Valentinsdag, så jeg sad ved spisebordet med ungerne og Valerie, hvor vi hjalp hinanden med at lave Valentinskort til pigernes klassekammerater. Det er tradition at de små klasser mindst har et lille til-og-fra kort med fine dekorationer på til alle, og de fleste har et stykke slik tilhørende eller klistermærker, falske tatoveringer, you name it. Jeg sad i en halv time og satte bittesmå falske klistermærker på Viviannas til-og-fra kort og hjælpe med at stave klassekammeraternes navne. Det var ret hyggeligt. Jeg fik dermed også et indblik i deres Valentinstradition. Jeg har jo kun oplevet danskernes halvhjertede og ofte modstræbende version af det og så det år, jeg boede i Arkansas, hvor jeg fik tre 'carnations' af min daværende kæreste. Der kunne man i ugen op til give en dollar eller to pr. carnation (speciel blomst, som lignede en origami-blomst, men som åbenbart er ægte nok) samt et lille til-og-fra kort, og i løbet af Valentinsdagen kommer et par udvalgte (måske elevrådsmedlemmer) rundt midt i timerne og kalder navne, hvorefter man modtager blomsterne. Det var en sød oplevelse. Jeg kan huske, at jeg ikke havde regnet med at få noget, da min daværende kæreste ikke havde nogen rigtig indkomst. Han gav mig også den største bamse, man kunne få i Walmart, kan jeg huske. Jeg har den stadig på mit værelse i Ulstrup.
Midt i arbejdet så jeg pludselig, at min gamle værtsmor Carrie havde ringet til mig, hvor jeg ikke havde hørt det på trods af, at min mobil var lige foran mig. Jeg skrev en sms til hende, og hun svarede, at hun bare gerne ville have hørt min stemme. Vi har haft meget begrænset kontakt det sidste års tid lige udover et par sms'er, siden jeg kom her, så jeg ringede tilbage, da jeg var færdig med Valentinskortene. Det var super at snakke med Carrie igen. Hun havde mere twang (sydlandsk accent) end jeg huskede, og jeg blev så forundret ved tanken om, at jeg højst sandsynligt også har lydt sådan engang. Vi snakkede i godt en halv time sammen om hendes piger Emily Grace, Cailyn og Taylor, om en bog/serie, hun vil have, jeg skal læse og bare om hverdagsting.
Emily Grace er blevet 8 år nu. Hun var tre år, da jeg boede hos dem. Nu er hun begyndt på gymnastik, hvor hun blev rykket op på niveau 3 i løbet af tre uger! Hun er også rimelig livlig og springer rundt på alt, hun kan komme i nærheden af. På den måde har hun ikke ændret sig. Cailyn er 12 år nu. Carrie fortalte, at hun er begyndt at blive lidt vrissen og teenage-agtig, og hun begyndet nok snart på sit lort (menses). Jeg blev simpelthen så chokeret, da Carrie sagde det. Jeg husker stadig Cailyn som den glade 8-årige, som mindede mig så meget om min egen lillesøster. Nu bliver hun snart teenager. Jeg ved virkelig ikke, hvor tiden er blevet af! Carrie bekræftede til sidst, at jeg måtte komme når som helst, jeg havde tid/lyst. Jeg håbede/regnede jo med at bruge min ferie hos dem, og vi snakker om, at hvis de tager et sted hen i en ferie, kan jeg komme med eller mødes med dem der. Da jeg boede hos dem, var de både på krydstogt (jeg var med der) og en uge på Golfkysten i Florida (her var jeg ikke med pga. pengemangel). De har lavet noget hvert år, jeg har kendt dem, så det bliver spændende, om jeg kommer til at opleve noget med dem igen.
Torsdag arbejdede jeg også fra 7.30 til 18. Dagens hovedpunkter var gymnastik, og denne formiddag opførte Svend sig overraskende artigt. Han gjorde næsten altid det, jeg bad ham om! Han faldt desuden i søvn i bilen, og da jeg bar ham ind i stuen, sov han næsten en hel time mere. Jeg fik lavet lektier med pigerne efter at have hentet dem fra skole, fik dem til at skifte tøj, selvom der var en værre ballade omkring det, og da jeg kørte alle ungerne til pigernes gymnastik, huskede jeg den ene iPad, så jeg kunne distrahere Svend, indtil Valerie kom. Jeg gav hende et hurtigt referat af dagen, især Svends succes til gymnastik, hvorefter jeg kørte direkte til Red Robin for at mødes med Singlegruppen. Jeg havde egentlig regnet med at tage hjem inden for at skifte til en ren trøje, men jeg gad ikke alligevel og lagde makeup i bilen, lige inden jeg gik indenfor. Der gik over en halv time, inden vi kunne få pladser, da alle åbenbart havde tænkt sig at spise på Red Robin på Valentinsdag. Jeg sad mellem Jessica og hendes 21-årige bror Jimmy, som jeg tidligere havde lagt mærke til i kirkeorkestret. Han ser ret godt ud, men han ligner også min første kæreste Tommy fra Arkansas. Jeg snakkede meget med Jessica. Da jeg besluttede mig for en 'seafood scatter' (muslinger, rejer og torsk i panering med ovnfritter og en salat, jeg ikke i skrivende stund kan huske, hvad hedder), anbefalede hun restauranten 316 Oyster Bar, som hun tager på med sin familie til fødselsdage. Det er hendes yndlingssted, men det er lidt dyrt, så derfor er det kun på begivenheder, de tager derhen. Vi fik også snakket om, at jeg ikke er rigtig religiøs men mere nysgerrig. Indtil videre har jeg kun mødt religiøse mennesker, som prøvede at konvertere mig, når jeg har indrømmet det, men hun udviste en stor forståelse. Hun var mere nysgerrig over hvordan det kunne være, at vi ikke vokser op med religion som en stor del af vores liv, givet videre fra forældre til børn, som de gør her. Jeg forklarede om vores ældgamle historie først med nordisk mytologi og stammeguder, normalitet i druk i en tidlig alder, og generel historie, som alt sammen har haft en betydning for vores normer i dag. Hun syntes, det var interessant, at vi bliver undervist både i religion og evolusionsteorien og dernæst selv bestemmer, hvad vi vil tro på. Specielt at lærerne er forbudt at give deres overbevisning til kende, medmindre vi spørger, var interessant for hende. Her i USA brokker baptisterne meget over, at deres unge mennesker er gode i deres tro, men så snart de kommer på universitetet, får de lærere vendt de unge mennesker om til marxisme eller evolusionsteorien eller hvad de nu end tror på. Jeg har også mødt endnu et menneske, som spiser citroner, ligesom jeg gør. Jessica og jeg skålede i citronbåde og åd godt 3-4 stykker, inden Stephanie tog skålen væk. Det var totalt sjovt!
Det var en hyggelig aften, men jeg havde ligesom håbet på mere. Det var jo trods alt Valentinsdag. Jeg havde håbet, at jeg kunne få en fantastisk aften, jeg ville huske mange år frem (det var min sidste Valentinsdag jo), men det føltes mere som en almindelig sammenkomst med gruppen. Det var hyggeligt, bare ikke så specielt, som jeg havde håbet. Inden vi gik, fik alle pigerne en rulle Valentinsslik fra en pige, jeg godt kan lide og mødte i tirsdags, men som jeg desværre ikke kan huske navnet på. Det er den slags typiske slik formet som hjerter med små beskeder i som "Sugar lips", "Kiss me", "I love you" osv.
Jeg smuttede sammen med Jessica, Adam og et par andre, som også skulle op tidligt og arbejde. Vi havde de sidste 10 minutter snakket om forskelle mellem vores lande, og jeg fik nævnt, at de da skulle komme og besøge engang. Mest som en spøg, da det jo er dyrt at rejse, og Jessica er universitetsstuderende, så de er ret presset, kan jeg forestille mig, men da de begge viste interesse, tilbød jeg logi, når jeg engang får mit eget sted. De blev overmåde begejstrede. Adam sagde endda, at han ikke håbede, jeg jokede, da han virkelig gerne vil rundt i verden. Jeg tror, jeg kom meget tættere på dem ved den snak. Jeg ved nu også, at de kan lide mig nok til at rejse halvvejs over kloden for at besøge mig. Det siger ikke så lidt!
Fredag var rigtig god! Svend var super nem og sov et par timer, da jeg havde god tid til at gasse ned og slappe af. Jeg kom først sent i seng og skulle op igen lidt over 6, så da Valerie kom hjem, var jeg klar til at gå i seng! De var heldigvis blevet spontant inviteret til middag hos en veninde, så jeg fik huset for mig selv fra ved 17 tiden. Jeg kom lidt sent af sted for at hente pigerne fra skole, så jeg hentede Charlotte direkte ved døren ligesom en drive-thru (det gør de fleste forældre, men da Vivanna først får fri 10 minutter efter Charlotte, parkerer jeg normalt bilen) og parkerede dernæst. Jeg gik til fods hen til bænkene, hvor Viviannas klasse kommer hen til afhentning. Mens hun gjorde orden i sine ting og tog jakken af (det var en varm dag), kom en lille sorthåret pige storsmilende hen og stillede sig foran mig og lænede sig ind i et forsigtigt kram. Jeg grinede og spurgte, om hun ville med mig hjem, hvilket hun sagde ja til, da hendes mor ikke var kommet efter hende endnu, haha! Hun var sådan en glad pige, og jeg havde faktisk lyst til at tage hende med. Hun ville være en fryd at passe. Da jeg gik med Vivianna, spurgte jeg hende om pigens navn. Hun hedder Isabella, og for en uges tid siden hentede hendes mor hende med deres nye lille hvalp (sådan nogle som ofte får lyserøde sløjfer i pandehåret), som Charlotte og Vivianna havde nusset ud af bilruden. Da jeg så den, gik hun op og lod mig kæle med den. Jeg tror, hun genkendte mig. Ej, hun var bare det sødeste!
Ved 21 tiden kom Henning endelig hjem fra Virginia! Jeg har set frem til det næsten siden han tog af sted. Det har været nogle hårde uger uden ham. Det var dog ikke så harmonisk en 'genforening' som jeg havde forestillet mig. Jeg var den eneste hjemme, da Valerie og ungerne stadig var hjemme hos vennen. Jeg så ham først på vej op af trappen, hvor Ranger (hunden) dansede ham om hælene. Vi fik sagt hej, godt at se dig/godt at være hjemme, og så gik han i bad. Jeg forstod godt, at han var træt efter køreturen. Vi snakkede lidt, hvor han sad i sengen og så noget i tv, men jeg gik så i seng og læste. Han kørte ud for at få noget at drikke (Sonic, tror jeg), hvorefter han ville mødes med sin familie og følges med dem hjem. De kom hjem ved 22 tiden, hvor jeg egentlig havde lagt mig, men de lagde sig heldigvis tidligt til ro.
Lørdag (i går) lå jeg længe i sengen og puttede. Det var tiltrængt, og jeg nød det i fulde drag. Jeg nåede kun lige ud og sige godmorgen, inden Henning smuttede med Svend til svømmetime. Jeg ordnede vasketøj med Valerie, inden hele familien tog til pigernes svømmetimer, og så havde jeg huset for mig selv, indtil ved 15 tiden. Jeg fik rigtig slappet af med at se serier og læse og skrive lidt med Marlene. Det var jo hendes fødselsdag! Jeg håber, du havde en god dag, bette!
Til aftensmad kom to 'Elders' fra familiens kirke, da Vivianna har besluttet at blive 'baptized' (vi ville kalde det at blive døbt, men det er amerikanernes måde at fuldkommen overgive sig til Jesus og kristendom, og der hører foregående lektioner til og flere besøg fra 'Elders'. De bliver så dyppet i vand som symbol for det hele). Vi fik besøg fra tre Elders, lige inden Henning tog til Virginia, som også spiste hos os. Det var en 19-årig (fandt jeg ud af denne gang, da han også var her denne dag) Elder Steele, en anden et par år ældre som jeg ikke fangede navnet på, og så en omkring 30 år, som havde taget sin kone og børn med.
Denne dag var Elder Steele kommet igen med sin utroligt lækre kammerat Elder et-eller-andet men jeg fangede hans fornavn som Hershall. Det er et ret usædvanligt navn åbenbart. Jeg synes, mange amerikanske navne er usædvanlige haha! Hershall på 20 og Steele (jeg kender ikke hans fornavn) er missionærer fra hhv. Utah og Idaho. Vi fik alle sammen snakket om hjemsted, madkultur og om os selv, så vi lærte hinanden lidt at kende. Det var rigtig hyggeligt. Efter maden var der ligesom sidste gang en slags lektion, som Vivianna skal kende for at blive baptized, hvor de snakkede om et bestemt emne. Denne gang var det mest hvor mennesker kommer fra og hvor de kommer hen efter livet på Jorden. Jeg havde forventet snak om Adam og Eva osv og en evighed i enten Helvede eller Paradis efter livet, men da Vivianna nævnte, at vi var ånder (spirits), spidsede jeg ører. Mormoner mener altså, at vi kom fra en Spirit World, og når vi dør, kommer vores Spirit (parallelt med sjælen vil jeg tro) til et sted, hvor deres liv på Jorden vil blive vurderet. Hvis de havde truffet gode beslutninger og været gode mennesker, ville de blive sendt til et Spirit Kingdom, som er delt op i tre grader af pragt. Til dem, der har levet de bedste liv, er der Celestial Kingdom, som bliver sammenlignet med solens lys, så godt og rent er det. Til dem der har været 'middel'gode, er der Terrestrial Kingdom, som bliver sammenlignet med månens lys, og dem som syndede hele deres liv uden at ændre sig, bliver sendt til Telestial Kingdom, som bliver sammenlignet med stjernernes lys. Sådan fortalte Hershall det i hvert fald. Jeg fik et brochure, hvori der står, at de dårlige mennesker kommer ind i Telestial Kingdom, hvor man åbenbart ikke er så glad. De har ikke noget Helvede, men flere vurderer Telestial Kingdom som et sted, hvor man i al evighed reflekterer over sine synder. Da de begyndte at snakke om månens og stjernernes lys, begyndte jeg dog næsten at grine. Fra et astronomisk synspunkt er det de absolut dårligste sammenligninger.. Månen har ikke noget lys i sig selv, og langt de fleste stjerner lyser lige så kraftigt og nogle endda kraftigere end Solen. Hvis jeg møder og falder i snak med dem en dag, som ikke handler om Viviannas baptism, vil jeg nok spørge lidt ind til det. Se, hvad de siger til det.
Men sammenligning lagt til side, så fik jeg faktisk et langt bedre indtryk af mormonernes tro end baptisternes. Berean kirken er meget ekstrem i deres tro. De dømmer og bagtaler andre versioner af kristendommen (eller, det gjorde Mr. Hawk i hvert fald - Jessica Green virkede meget åben for andres overbevisninger). Da missionærerne tog af sted igen, spurgte jeg Valerie mere dybdegående om tingene. Det gav mig bare et endnu bedre indtryk. Jeg regner ikke med at begynde at tro aktivt på Gud og Jesus, men jeg er langt mere tilbøjelig til at acceptere mormonernes syn. Jeg besluttede mig til sidst for at tage med familien i kirke i dag. Bare for at prøve det. Der er desuden ikke den slags 'eye candy' i Berean (aka. lækre fyre. Der er selvfølgelig et par stykker, men ikke nogen jeg har haft rigtig kontakt med. Devan fra Super Bowl har jeg desværre ikke mødt siden. Han fortalte ellers, at han kommer i tirsdagsmøderne).
I dag var jeg som sagt med familien i kirke. Det var røvkedeligt, undskyld mit franske. Det startede kl. 9, hvor vi sad inde i en sal. Det var nok en tredjedel størrelse af Berean og samme målestok af medlemmer. Hershall og Steele stod ved indgangen til salen og uddelte foldere med dagens program og kirkebeskeder. Den næste time og kvarter mindede meget om kirken hjemme i Ulstrup, hvor en mand (godt nok i jakkesæt) prædikede, og vi sang ind i mellem ud fra en salmebog. Jeg har hidtil haft nemt ved at synge med på sangene i Berean, hvilket jeg tror skyldes mine mange år i kirkekoret, men i disse salmebøger var der også noder, så det var endnu lettere at få taget på. Midt i dette sked Svend en ordentlig en, så Henning blev nødt til at tage ham hjem og vaske ham. Efter prædikenen tog Valerie og jeg pigerne til deres form for Sunday School, og jeg fulgtes så med Valerie til hendes. Hvis det var rigtigt, skulle jeg have været til en ungdomsgruppe for 20 - 30 årige, men det var jo en spontanbeslutning i går, og vi kom lidt for sent af sted til at undersøge, hvor denne gruppe var. Vi startede med en, der bad en bøn og sluttede ligeledes med en bøn. En dame var 'læreren' og vi snakkede om den proces, der hjælper en til at leve rigtigt. Det startede med tro på Gud og Jesus og sluttede med at kunne træffe de rigtige beslutninger. Mormonisme går netop ud på at træffe gode og rigtige beslutninger, det er deres måde at komme i himlen på. Eller, Celestial Kingdom. Læreren kunne jeg forestille mig er gammel skolelærer. Den måde hun underviste, skrev på tavlen og bare var på, er bare som jeg har set mange af mine tæt-på-pension lærere være. Det tog lige knap en time, hvorefter de har en tredje 'time', hvor mænd og kvinder er opdelt, og så lærer de noget forskelligt. Det er mest diskussion, hvor man lærer af hinanden. Den unge gruppe skulle omhandle forhold, dating, skole osv., Valeries gruppe diskuterer husholdning, børneopdragelse osv. Mændene skulle lære noget om at være familiens overhoved og præsteskabet, da mormoner holder ved patriarki, hvor manden er linket til Gud i hver familie. En dame, som sad ved siden af Valerie præsenterede sig selv og sin veninde, hvor hun ville snakke med mig (den nye), og fortalte om ungdomsgruppen, som holdt til der og der til det og det tidspunkt, hvor Valerie fulgte mig derhen. Vi kunne dog høre stemmer gennem døren, og jeg hader at tiltrække opmærksomhed på den måde - det er bare så pinligt, så jeg gik bare tilbage til Valeries gruppe. Vi diskuterede ikke rigtig noget her. Vi snakkede om Helligånden og hvordan den hjælper os i hverdagen. Flere af kvinderne delte deres historier om, hvordan den har hjulpet dem og vejledt dem. Tanken om en ånd er lidt for langt ude for mig, men når man hører personlige historier kan man alligevel undres. Situationerne var meget håndterlige for dem. Det hele sluttede ved 12 tiden, hvorefter Henning kom og hentede os. Vi kørte hjem, skiftede tøj (eller, de andre gjorde, da de jo var klædt i fineste søndagstøj - jeg havde bare pænt hverdagstøj på) og tog på jagt efter is. Det var en længere skattejagt, men til sidst fandt vi isbaren Cold Stone Creamery, som havde den lækreste is. Der var en masse at vælge imellem, og når man endelig valgte noget, kunne man få ting blandet i. Fx valgte jeg en kaffeis med karamelcreme, hvor ekspedienten tog en ordentlig klump is, puttede den på et specielt bord/en plade, hakkede det lidt fra hinanden, hældte karamellen over, og så blev det ellers blandet til den havde en perfekt cremet konsistens med striber i. Det var super lækkert! I kirken havde Vivianna og jeg begyndt et tænkespil, hvor man skal sætte streger på et ternet papir og prøve at lukke så mange firkanter som muligt. Vi fortsatte det i isbaren. I starten tænkte hun sig ikke om, så jeg fik virkelig mange firkanter, men hun lærte af sine fejl med det samme, og efter en lille halv time forstod hun virkelig spillet og brugte samme tricks som jeg. Spil bliver først sjove, når man får en ligemand. Dernæst gik vi hurtigt i en makeup- og hårprodukt forretning kaldet Ulta lige et par butikker henne, og så tog vi hjem igen. Vi havde en stille eftermiddag, hvor jeg har skrevet det meste af dette indlæg, jeg ved ikke hvad pigerne lavede, og Valerie og Henning ordnede skat. Ved 19 tiden rumsterede de rundt uden for min dør, og da jeg stak næsen ud, sagde de, at de ville tage på Panera (stedet jeg fik en smoothie, den aften jeg ankom til Fayetteville) og at jeg måtte komme med, hvis jeg havde lyst. Da vi kom hjem, så jeg to film med pigerne, hhv Pocahontas og en Barbie film. Charlotte faldt i søvn, og Svend begyndte at nikke. Han var dog opsat på at komme op til Valerie, men jeg prøvede at holde ham hen, så de kunne få gjort mere. Jeg endte med at holde ham en god time og svaje, mens han hvilede hovedet på min skulder. Han havde det søvnigste udtryk i ansigtet, så jeg håbede, at jeg kunne få ham til at sove også, men så sluttede filmen, og han kom i tanke om sin mor igen. Klokken var også ved at være 23, så jeg gjorde mig klar til seng, sagde godnat. Og her sidder jeg så og afslutter mit umenneskeligt lange indlæg.
Beklager længden. Og at det tog så lang tid for mig at tage mig sammen.
HAHAHA jeg kopierede indlægget over i Word for at se, hvor langt det var - det fylder 9 sider. Ej hvor sjovt. Jeg har godt nok haft munddiarré her.
Jeg håber, I alle har det godt!
Stort knus herfra.
Bered jer på et langt indlæg. Jeg prøver at gøre det så kort som muligt, men I skal nok alligevel sætte jer godt til rette med stilhed omkring jer og en kop te eller kaffe. Here we go!
Sidste weekend var jeg lidt nedtrykt. Fredag aften var jeg træt og brugte min aften alene på mit værelse med en film i mørket. Valerie kom så ind med min løn, og så snakkede vi lidt. Vi tændte ikke engang lyset. Hun fortalte, at pga. at min bil blev købt brugt, kan jeg desværre ikke køre rundt så meget som jeg havde håbet, fordi den skal holde hele året - noget i den stil. Jeg går ud fra, at forsikringen kræver bilen at køre et bestemt begrænset kilometertal eller noget... men jeg ved jo klap om biler. Desuden kunne hendes budget heller ikke holde til mere end 10 dollars om ugen, hvilket skulle dække kørsel af pigerne til skole. Hvis jeg så vil køre rundt i min fritid, må jeg selv spæde til, hvilket ikke generer mig synderligt. Jeg synes ikke, benzin er så dyrt, som mange brokker sig over, jeg er bare mere ked af, at jeg ikke kan køre ubegrænset. Hun bad mig desuden også om at gøre et par ekstra ting, mens jeg tager mig af Svend i løbet af dagen. Jeg spurgte hende til sidst, om hun og Henning var tilfredse med mig, eller om de var skuffede. Hun fortalte, at hun havde ønsket mere, men ikke rigtig vidste præcis hvad. Jeg er jo trods alt deres første Au Pair. Jeg ved ikke, om det var stress og træthed, men jeg blev rigtig ked af det bagefter. Inden jeg tog hertil, havde jeg læst andre Au Pairs blogge, om hvordan de faldt lige ind i familien, hvordan de fik venner ved at tage en enkelt gåtur rundt i nabolaget, hvordan de mødtes mange gange om ugen med andre Au Pair piger, mens deres børn var i skole, hvordan en af værtsfædrene havde gået op til sin Au Pair efter bare et par uger og givet hende et hjertevarmt kram ud af det blå og fortalt hende, hvor glad han var, for at hun var der. Den slags er bare slet ikke kommet i min retning. Ungerne er rigtig glade for mig - når de er glade. Men jeg får i det mindste masser af kram og kærlighed fra dem. Jeg har bare ikke fået et rigtigt forhold til forældrene endnu. Det er jeg bare skuffet over. Jeg ville ønske, at jeg kunne blive en rigtig del af familien som de andre Au Pairs. Nu har jeg også mit udvekslingsår at sammenligne med. Det var jo en drøm gået i opfyldelse. Jeg går ud fra, at jeg bare havde håbet, det ville blive lige så vidunderligt. Jeg skrev til min bedste veninde fra dengang, Eliza fra Kina. Hun går på universitetet i Massachusetts, så vi har skrevet meget over mobilen, siden jeg kom. Hun har været en god ven og støtte, når jeg har haft brug for at snakke. Ikke at jeg er ked af at være her eller noget.
Lørdag var betydeligt bedre. Ungerne havde svømmetimer, så Valerie tog dem alle på en gang fra formiddagen af, hvorefter jeg havde huset for mig selv. Jeg havde planlagt at kigge på bibliotekerne i området samt måske nogle af parkerne, hvis jeg havde tid. Så efter brunch kørte jeg til de to nærmeste biblioteker. Det var en stor skuffelse. Jeg voksede op med/i Ulstrup bibliotek, hvor jeg arbejdede og brugte meget af min fritid. Det er et godt bibliotek, synes jeg, og ret stort taget byen i betragtning. Enorme reoler i række efter række propfyldte med bøger i alle genrer. Der er en rolig atmosfære og siddepladser overalt, så man kan sidde og læse derinde, hvis man har lyst til det. Det første bibliotek, jeg fandt, var i forlængelse af en skole. Der sad studerende på computere og jobsøgende i en karriere-afdeling, og der var da en masse bøger. Det var bare småt og gav ikke en lyst til at sidde der og læse. Der var larm og.. ja, det var ikke så rart, som jeg husker Ulstrups bibliotek. Der var til gengæld en rigtig venlig bibliotekar, som viste mig rundt, gav mig foldere om temadage, open-readings med forfattere (som jeg dog ikke kendte) og om e-bøger. Hun gav mig også et lånerkort, så jeg kunne skaffe e-bøger hjemmefra. Hun gav mig et meget bedre indtryk af biblioteket. Jeg tog så til det andet-tætteste bibliotek, hvilket var en endnu større skuffelse. Jeg havde slet ikke lyst til at være der. Lad mig bare sige det sådan. Jeg slog mig ned i en stol kun lige præcis længe nok til at google adressen til den nærmeste park. Der er Lake Rim kun et par mil fra vores hus, så jeg skyndte mig ud og kørte derhen. Det sted var magisk. Det var lidt forvirrende at finde hen til den bedste parkeringsplads. Søen var til højre og selve parkområdet var til venstre, så jeg parkerede og læste på et skilt, hvad der fandtes i området. Der var både vandreruter, legepladser, sportsområder og spisested med grill. Jeg gik lidt rundt i nærheden af parkeringspladsen for at undersøge, og omkring samme tid som jeg ankom en gruppe fyre, som gik direkte ned på sportspladsen. Jeg ville skyde på midt-20erne og rigtig lækre alle sammen. De spillede amerikansk fodbold sammen - jeg bliver ikke overrasket, hvis det viser sig, at de er på et rigtigt football hold. Jeg besluttede at tage over på den anden side til søen, hvor jeg også kiggede lidt rundt i starten. Som jeg nåede over på den anden side af parkeringspladsen, kom en fyr ud fra en sti halvgemt mellem træerne (for ja, søen lå lige op ad en skov af væsentlig størrelse). Jeg gravede et køligt æble op af min taske og fulgte stien. Vejret var fantastisk. Uden vind var varmen noget nær et typisk dansk majvejr. Stien var ikke så spændende - den var tæt på vandet i godt en kilometer, hvor den fortsatte, men der var en vandløb i vejen på tværs med en dæmning for skrøbelig til at gå på, så jeg vendte bare om. Jeg satte mig på en bænk tæt på vandkanten og nød det. Efter så hård en uge var det luksus (helt bogstavelig talt luksus) at kunne sidde på en bænk og lave ingenting, sidde i egne tanker, nyde solen. Jeg sad simpelthen med benene i skrædderstilling, kiggede ud over vandet og følte en samhørighed med det. Det mindede mig bare så meget om Ahl (strand ved Ebeltoft), selvom det ikke lignede rigtigt. Men der var en blid vind, solen skinnede, lugten var beroligende familiær og en flok måger skræppede, og jeg sugede det bare til mig. Jeg tror, dette bliver mit stille/hemmelige/hellige sted, kapu som de siger på Hawaii. Det er også rart at kunne suge en masse D-vitamin ind. Og jeg ved nu, hvor football spillere og andre lækre fyre hænger ud. Tihi. Jeg sad der nok en halv time og bare nød stilheden og roen, hvorefter jeg satte mig ind i bilen for at læse. Jeg har brugt imponerende meget tid i bilen for bare at læse. Hvis Svend har for travlt til at tage en lur, sætter jeg ham i bilen og kører rundt til han falder i søvn. Det er virkelig effektivt! Så har jeg bare min kindle i tasken og parkerer enten hjemme i indkørslen eller ved pigernes skole, hvis det er tæt på hentetid eller bare på parkeringspladsen ved Sonic (min yndlings drink 'restaurant') og får mig noget at drikke og læse. Det er super fedt, at jeg opdagede det så tidligt i mit ophold. Jeg kom hjem ved 15 tiden, hvor jeg nød dagen med Valerie og ungerne. De legede mest udenfor, mens Valerie ryddede op i garagen og jeg tog mig af vasketøj og hvad der var i køkkenet. Vivianna tog mig med til den lille sø i nabolaget. Det er nede ad vejen og ind ad en af sidevejene, hvorefter der bare er den her smukke lille sø, som snildt kunne fungere som et picnic sted. Vivianna snakkede og snakkede og snakkede hele vejen, men det var rart bare at være sammen os to og kunne give hende min fulde opmærksomhed. Det er jo vigtigt at være sammen med dem alle tre, så jeg ikke kun får et godt forhold til Svend. Men det var i hvert fald en fantastisk dag!
Søndag var jeg i kirke som sædvanligt. Loretta var der ikke, så jeg sad ved siden af Heather. Mr. Hawk var der heller ikke, så Adam Green fra Singlegruppen underviste i stedet. Der var et par nye, og Adam kendte ikke ret mange i denne gruppe, så vi brugte de første ti minutter på at introducere os med navn og vores yndlingsfilm. Jeg kan ikke huske ret mange nye navne, men det var alligevel et indblik i gruppen, jeg ikke havde før. Vi så godt 20-30 minutter af en film med David Platt, som er forfatteren til bogen Radical. Den underviser Mr. Hawk ud fra og bruger altid et par minutter på at overbevise gruppen om at købe bogen. Jeg ved bare, at det kommer ikke til at ske for mig. Det er ikke undervisningen jeg kommer efter. Adam fortalte dernæst om Singlegruppens møder tirsdage og onsdage og havde foldere om tid og sted til interesserede. Jeg fik selv en, så jeg havde det hele på skrift og ikke skulle bekymre mig fremtidigt om at glemme det. Resten af dagen var stille og rolig. Der skete ikke så meget. Jeg sad udenfor det meste af eftermiddagen og læste, mens ungerne legede i haven, så jeg kunne holde øje med dem på samme tid.
Tirsdag (mandag var ikke spændende) dukkede jeg op til Singlegruppens møde. Om tirsdagen mødes de for at blive mere eller mindre undervist af Adam og/eller Jessica, og om onsdagen er det diskussion omkring bibelen og dens indhold hjemme hos selve A og J. Tirsdagsmøderne foregår i en lille teatersal i hovedbygningen af boligkomplekset, hvilket jeg var lidt forvirret over at finde, men da jeg dukkede op, sad Adam i sin bil på parkeringspladsen, så han pegede mig til den rigtige dør. Jeg kom ind i køkkenet til en lille buffet (til amerikanske møder er der åbenbart altid mad og drikke), som flere fyre var samlet omkring, og kom derefter ind i den lille sal, hvor flest piger var. Her så jeg Jessica sidde bag et ) med en anden pige, hvor vi snakkede indtil holdet begyndte. Vi snakkede om navne først og deres betydning, hvorefter vi kørte over på nordisk mytologi, som Jessica var meget interesseret i. Da jeg forklarede om de tre verdener, Asgård, Midgård og Jotunheim/Udgård, overhørte en af fyrene mig snakke om Jotunheim. Jeg har ikke set ham før, så jeg kender ham ikke. Jeg fik dog et rimeligt indtryk af ham - han er nok en af de mest irriterende amerikanere, jeg har mødt. Han var kæmpehøj og næsten lige så bred, og han kom over og afbrød konstant, mens jeg fortalte Jessica videre om mytologien. Han fortalte altid den sidste halvdel af alle mine sætninger - lidt ligesom folk, som bryder ind midt i en joke og fortæller pointen. Han var meget begejstret for, at jeg vidste noget om det og prøvede flere gange at få mig i snak... men jeg snakkede jo med Jessica! Da Jessica og hendes veninde skulle øve lige inden mødet startede, trak han mig hen til buffeten. Jeg var åbenbart den første, han har mødt nogensinde, som vidste noget om mytologien, og det var jo bonus, at jeg vidste, hvordan tingene udtales. Han spurgte efter mit mobilnummer - efter at have snakket til mig i, hvad, 10 minutter - som inkluderer hans afbryden i min og Jessicas samtale. Jeg blev grebet uforberedt, men jeg fik fremstammet, at jeg ikke har tid til at skrive i løbet af dagen pga. mit arbejde. Så spurgte han efter min email. Det er lidt svært at sige, at man ikke har en email. Så han trak mig op til sin plads, hvor jeg fik skrevet min email på hans computer. Så smøg jeg tilbage til forreste række lige foran keyboarded, hvor SuperBowl-værten Stephanie sad. Hun ignorerede mig dog på grænsen til uforskammethed, så jeg lod hende bare være. Hun flyttede sig også kort efter. Lige da mødet startede, kom en af drengene fra College and Career (CC gruppen og Singlegruppen er meget sammen til både tirsdags- og onsdagsmøderne) ved navn Jared, som satte sig ved siden af mig. Måske ville det ikke være så vigtig en detalje for jer. Men tænk jer, jeg er ny i området og gruppen. Jeg har aldrig rigtig snakket med ham her. Hvis en ny person kom til et af jeres møder, ville I så sætte jer sammen med jeres venner eller sammen med den nye? Jeg ville nok selv personligt gå hen og præsentere mig og tilbyde personen at sidde med mig hos mine venner, men jeg ville ikke bare gå hen og sidde ved ham/hende. Så simpel en gestus som et fast gruppemedlem gå hen og sidde ved mig gav mig en følelse af at rigtige høre til. Måske ikke helt og fast og permanent, men det er et stort skridt i den rigtige ret. Desværre blev han senere nødt til at sætte sig et andet sted lidt senere, da disse møder åbenbart bliver brugt som en slags konkurrence mellem pigerne og drengene, så pigerne sad i venstre side af salen, mens drengene var i den højre. Vi startede mødet med et par sange, hvorefter jeg blev præsenteret som den nye - jeg skulle egentlig have stillet mig op foran alle og præsenteret mig, men Adams fokus er som en tumlings, så jeg fik heldigvis lusket mig fra det. Der var 5 minutter for alle at sige hej til hinanden, hvor flere introducerede sig for mig - en rødblond ved navn Rita, Jessicas sangerveninde Danielle, og Kirsten fra min Sunday School kom og gav mig et stort knus. Adam og Jessica fortalte om deres plan om mødes med dem, der ikke havde en date på Valentinsdag og spise sammen på Red Robin. Man skulle helst give lyd, så de kunne vide, hvor mange de skulle reservere plads til. Og så begyndte konkurrencen. Adam begyndte med at forklare, hvordan bibelen er inddelt og gennemgå tolv hovedbegivenheder. Og så skulle vi ellers på skift i pige- og drengegrupperne svare på disse spørgsmål, som havde en indledning. Dette mødes overemne var omkring Joseph, som havde disse 12 ældre brødre, der ikke kunne lide ham, fordi deres far behandlede Joseph som et mere specielt menneske end brødrene. Han havde desuden også syner, som han kunne tyde. Så spørgsmålene var virkelig dybdegående omkring dette. Fx navnet på hvilken bror, der tilbød at bla bla bla... osv. Det var hyggeligt. Jeg kunne ikke svare på ret mange af spørgsmålene, men det er jo også begrænset, hvor meget jeg kender fra bibelen. Jeg faldt i lang snak med Danielle efter mødet og kom først hjem ved 22.30 tiden. Det er sent, når jeg skal op og arbejde tidligt. Jeg fik både udvekslet facebook information og mobilnummer med hende. Når først man kommer ind, er alt bare nemmere. Inden hun gik, snakkede jeg også med Kirsten og pigen Heather, jeg mødte til Super Bowl, hvor de foreslog at vi lavede noget sammen en dag. Gå i biffen eller noget. Det kunne da være herre hyggeligt!
Onsdag arbejdede jeg først fra 7.30, så jeg kunne sove en time længere, heldigvis. Jeg skulle ikke døje med at få ungerne skoleklar eller køre dem i skole. Svend sov lige præcis til hoveddøren smækkede efter dem - på trods af morgensure Charlotte og højlydte eskapader i stuen, hvor akustikken jo er fremragende. Jeg lavede havregrynspandekager til aftensmad, da Valerie først kom hjem kl. 18. De var okay. Det er sjovt at prøve den slags nye opskrifter. Det irriterer mig bare her, at de ikke sælger grisefars. De har kun hakket oksekød! Jeg spurgte engang i kødafdelingen i Walmart om de kunne hakke noget svin til mig manuelt, men det kunne de ikke - en mand overhørte mig dog og gav mig instruktioner til et kødmarked, som kunne gøre det for mig. Jeg har ikke haft tid til at tjekke det ud endnu, men jeg har da helt sikkert tænkt mig at gøre det. Henning elsker frikadeller og boller i karry, og jeg synes, det ville være synd ikke at lave det til ham, når de nu har en dansker i huset.
Lige efter aftensmaden kom tre unge mænd fra Singlegruppen/College and Career. Jeg kan ikke helt holde styr på mere, hvor hvem hører med. Det er åbenbart procedure at besøge nye faste i kirken. Det var utroligt akavet. Jeg var træt, og mit engelske er ikke helt så godt, som når jeg er udhvilet, og jeg var desuden uvasket med briller, alt håret trukket væk fra ansigtet og krydren fuld af bumser. Jeg vidste desuden end ikke, at der fandtes 'Visitation', så jeg havde ingen ide om, hvad jeg kunne forvente af besøget. De sagde heller ikke så meget, og det var bare SÅ akavet. De smuttede igen efter godt 10-15 minutter, og jeg ved stadig ikke, hvad vi snakkede om.
Jeg besluttede ikke at tage til onsdagsmødet, da jeg var søvnig og ikke syntes, jeg brugte nok tid med familien. Dagen efter var jo også Valentinsdag, så jeg sad ved spisebordet med ungerne og Valerie, hvor vi hjalp hinanden med at lave Valentinskort til pigernes klassekammerater. Det er tradition at de små klasser mindst har et lille til-og-fra kort med fine dekorationer på til alle, og de fleste har et stykke slik tilhørende eller klistermærker, falske tatoveringer, you name it. Jeg sad i en halv time og satte bittesmå falske klistermærker på Viviannas til-og-fra kort og hjælpe med at stave klassekammeraternes navne. Det var ret hyggeligt. Jeg fik dermed også et indblik i deres Valentinstradition. Jeg har jo kun oplevet danskernes halvhjertede og ofte modstræbende version af det og så det år, jeg boede i Arkansas, hvor jeg fik tre 'carnations' af min daværende kæreste. Der kunne man i ugen op til give en dollar eller to pr. carnation (speciel blomst, som lignede en origami-blomst, men som åbenbart er ægte nok) samt et lille til-og-fra kort, og i løbet af Valentinsdagen kommer et par udvalgte (måske elevrådsmedlemmer) rundt midt i timerne og kalder navne, hvorefter man modtager blomsterne. Det var en sød oplevelse. Jeg kan huske, at jeg ikke havde regnet med at få noget, da min daværende kæreste ikke havde nogen rigtig indkomst. Han gav mig også den største bamse, man kunne få i Walmart, kan jeg huske. Jeg har den stadig på mit værelse i Ulstrup.
Midt i arbejdet så jeg pludselig, at min gamle værtsmor Carrie havde ringet til mig, hvor jeg ikke havde hørt det på trods af, at min mobil var lige foran mig. Jeg skrev en sms til hende, og hun svarede, at hun bare gerne ville have hørt min stemme. Vi har haft meget begrænset kontakt det sidste års tid lige udover et par sms'er, siden jeg kom her, så jeg ringede tilbage, da jeg var færdig med Valentinskortene. Det var super at snakke med Carrie igen. Hun havde mere twang (sydlandsk accent) end jeg huskede, og jeg blev så forundret ved tanken om, at jeg højst sandsynligt også har lydt sådan engang. Vi snakkede i godt en halv time sammen om hendes piger Emily Grace, Cailyn og Taylor, om en bog/serie, hun vil have, jeg skal læse og bare om hverdagsting.
Emily Grace er blevet 8 år nu. Hun var tre år, da jeg boede hos dem. Nu er hun begyndt på gymnastik, hvor hun blev rykket op på niveau 3 i løbet af tre uger! Hun er også rimelig livlig og springer rundt på alt, hun kan komme i nærheden af. På den måde har hun ikke ændret sig. Cailyn er 12 år nu. Carrie fortalte, at hun er begyndt at blive lidt vrissen og teenage-agtig, og hun begyndet nok snart på sit lort (menses). Jeg blev simpelthen så chokeret, da Carrie sagde det. Jeg husker stadig Cailyn som den glade 8-årige, som mindede mig så meget om min egen lillesøster. Nu bliver hun snart teenager. Jeg ved virkelig ikke, hvor tiden er blevet af! Carrie bekræftede til sidst, at jeg måtte komme når som helst, jeg havde tid/lyst. Jeg håbede/regnede jo med at bruge min ferie hos dem, og vi snakker om, at hvis de tager et sted hen i en ferie, kan jeg komme med eller mødes med dem der. Da jeg boede hos dem, var de både på krydstogt (jeg var med der) og en uge på Golfkysten i Florida (her var jeg ikke med pga. pengemangel). De har lavet noget hvert år, jeg har kendt dem, så det bliver spændende, om jeg kommer til at opleve noget med dem igen.
Torsdag arbejdede jeg også fra 7.30 til 18. Dagens hovedpunkter var gymnastik, og denne formiddag opførte Svend sig overraskende artigt. Han gjorde næsten altid det, jeg bad ham om! Han faldt desuden i søvn i bilen, og da jeg bar ham ind i stuen, sov han næsten en hel time mere. Jeg fik lavet lektier med pigerne efter at have hentet dem fra skole, fik dem til at skifte tøj, selvom der var en værre ballade omkring det, og da jeg kørte alle ungerne til pigernes gymnastik, huskede jeg den ene iPad, så jeg kunne distrahere Svend, indtil Valerie kom. Jeg gav hende et hurtigt referat af dagen, især Svends succes til gymnastik, hvorefter jeg kørte direkte til Red Robin for at mødes med Singlegruppen. Jeg havde egentlig regnet med at tage hjem inden for at skifte til en ren trøje, men jeg gad ikke alligevel og lagde makeup i bilen, lige inden jeg gik indenfor. Der gik over en halv time, inden vi kunne få pladser, da alle åbenbart havde tænkt sig at spise på Red Robin på Valentinsdag. Jeg sad mellem Jessica og hendes 21-årige bror Jimmy, som jeg tidligere havde lagt mærke til i kirkeorkestret. Han ser ret godt ud, men han ligner også min første kæreste Tommy fra Arkansas. Jeg snakkede meget med Jessica. Da jeg besluttede mig for en 'seafood scatter' (muslinger, rejer og torsk i panering med ovnfritter og en salat, jeg ikke i skrivende stund kan huske, hvad hedder), anbefalede hun restauranten 316 Oyster Bar, som hun tager på med sin familie til fødselsdage. Det er hendes yndlingssted, men det er lidt dyrt, så derfor er det kun på begivenheder, de tager derhen. Vi fik også snakket om, at jeg ikke er rigtig religiøs men mere nysgerrig. Indtil videre har jeg kun mødt religiøse mennesker, som prøvede at konvertere mig, når jeg har indrømmet det, men hun udviste en stor forståelse. Hun var mere nysgerrig over hvordan det kunne være, at vi ikke vokser op med religion som en stor del af vores liv, givet videre fra forældre til børn, som de gør her. Jeg forklarede om vores ældgamle historie først med nordisk mytologi og stammeguder, normalitet i druk i en tidlig alder, og generel historie, som alt sammen har haft en betydning for vores normer i dag. Hun syntes, det var interessant, at vi bliver undervist både i religion og evolusionsteorien og dernæst selv bestemmer, hvad vi vil tro på. Specielt at lærerne er forbudt at give deres overbevisning til kende, medmindre vi spørger, var interessant for hende. Her i USA brokker baptisterne meget over, at deres unge mennesker er gode i deres tro, men så snart de kommer på universitetet, får de lærere vendt de unge mennesker om til marxisme eller evolusionsteorien eller hvad de nu end tror på. Jeg har også mødt endnu et menneske, som spiser citroner, ligesom jeg gør. Jessica og jeg skålede i citronbåde og åd godt 3-4 stykker, inden Stephanie tog skålen væk. Det var totalt sjovt!
Det var en hyggelig aften, men jeg havde ligesom håbet på mere. Det var jo trods alt Valentinsdag. Jeg havde håbet, at jeg kunne få en fantastisk aften, jeg ville huske mange år frem (det var min sidste Valentinsdag jo), men det føltes mere som en almindelig sammenkomst med gruppen. Det var hyggeligt, bare ikke så specielt, som jeg havde håbet. Inden vi gik, fik alle pigerne en rulle Valentinsslik fra en pige, jeg godt kan lide og mødte i tirsdags, men som jeg desværre ikke kan huske navnet på. Det er den slags typiske slik formet som hjerter med små beskeder i som "Sugar lips", "Kiss me", "I love you" osv.
Jeg smuttede sammen med Jessica, Adam og et par andre, som også skulle op tidligt og arbejde. Vi havde de sidste 10 minutter snakket om forskelle mellem vores lande, og jeg fik nævnt, at de da skulle komme og besøge engang. Mest som en spøg, da det jo er dyrt at rejse, og Jessica er universitetsstuderende, så de er ret presset, kan jeg forestille mig, men da de begge viste interesse, tilbød jeg logi, når jeg engang får mit eget sted. De blev overmåde begejstrede. Adam sagde endda, at han ikke håbede, jeg jokede, da han virkelig gerne vil rundt i verden. Jeg tror, jeg kom meget tættere på dem ved den snak. Jeg ved nu også, at de kan lide mig nok til at rejse halvvejs over kloden for at besøge mig. Det siger ikke så lidt!
Fredag var rigtig god! Svend var super nem og sov et par timer, da jeg havde god tid til at gasse ned og slappe af. Jeg kom først sent i seng og skulle op igen lidt over 6, så da Valerie kom hjem, var jeg klar til at gå i seng! De var heldigvis blevet spontant inviteret til middag hos en veninde, så jeg fik huset for mig selv fra ved 17 tiden. Jeg kom lidt sent af sted for at hente pigerne fra skole, så jeg hentede Charlotte direkte ved døren ligesom en drive-thru (det gør de fleste forældre, men da Vivanna først får fri 10 minutter efter Charlotte, parkerer jeg normalt bilen) og parkerede dernæst. Jeg gik til fods hen til bænkene, hvor Viviannas klasse kommer hen til afhentning. Mens hun gjorde orden i sine ting og tog jakken af (det var en varm dag), kom en lille sorthåret pige storsmilende hen og stillede sig foran mig og lænede sig ind i et forsigtigt kram. Jeg grinede og spurgte, om hun ville med mig hjem, hvilket hun sagde ja til, da hendes mor ikke var kommet efter hende endnu, haha! Hun var sådan en glad pige, og jeg havde faktisk lyst til at tage hende med. Hun ville være en fryd at passe. Da jeg gik med Vivianna, spurgte jeg hende om pigens navn. Hun hedder Isabella, og for en uges tid siden hentede hendes mor hende med deres nye lille hvalp (sådan nogle som ofte får lyserøde sløjfer i pandehåret), som Charlotte og Vivianna havde nusset ud af bilruden. Da jeg så den, gik hun op og lod mig kæle med den. Jeg tror, hun genkendte mig. Ej, hun var bare det sødeste!
Ved 21 tiden kom Henning endelig hjem fra Virginia! Jeg har set frem til det næsten siden han tog af sted. Det har været nogle hårde uger uden ham. Det var dog ikke så harmonisk en 'genforening' som jeg havde forestillet mig. Jeg var den eneste hjemme, da Valerie og ungerne stadig var hjemme hos vennen. Jeg så ham først på vej op af trappen, hvor Ranger (hunden) dansede ham om hælene. Vi fik sagt hej, godt at se dig/godt at være hjemme, og så gik han i bad. Jeg forstod godt, at han var træt efter køreturen. Vi snakkede lidt, hvor han sad i sengen og så noget i tv, men jeg gik så i seng og læste. Han kørte ud for at få noget at drikke (Sonic, tror jeg), hvorefter han ville mødes med sin familie og følges med dem hjem. De kom hjem ved 22 tiden, hvor jeg egentlig havde lagt mig, men de lagde sig heldigvis tidligt til ro.
Lørdag (i går) lå jeg længe i sengen og puttede. Det var tiltrængt, og jeg nød det i fulde drag. Jeg nåede kun lige ud og sige godmorgen, inden Henning smuttede med Svend til svømmetime. Jeg ordnede vasketøj med Valerie, inden hele familien tog til pigernes svømmetimer, og så havde jeg huset for mig selv, indtil ved 15 tiden. Jeg fik rigtig slappet af med at se serier og læse og skrive lidt med Marlene. Det var jo hendes fødselsdag! Jeg håber, du havde en god dag, bette!
Til aftensmad kom to 'Elders' fra familiens kirke, da Vivianna har besluttet at blive 'baptized' (vi ville kalde det at blive døbt, men det er amerikanernes måde at fuldkommen overgive sig til Jesus og kristendom, og der hører foregående lektioner til og flere besøg fra 'Elders'. De bliver så dyppet i vand som symbol for det hele). Vi fik besøg fra tre Elders, lige inden Henning tog til Virginia, som også spiste hos os. Det var en 19-årig (fandt jeg ud af denne gang, da han også var her denne dag) Elder Steele, en anden et par år ældre som jeg ikke fangede navnet på, og så en omkring 30 år, som havde taget sin kone og børn med.
Denne dag var Elder Steele kommet igen med sin utroligt lækre kammerat Elder et-eller-andet men jeg fangede hans fornavn som Hershall. Det er et ret usædvanligt navn åbenbart. Jeg synes, mange amerikanske navne er usædvanlige haha! Hershall på 20 og Steele (jeg kender ikke hans fornavn) er missionærer fra hhv. Utah og Idaho. Vi fik alle sammen snakket om hjemsted, madkultur og om os selv, så vi lærte hinanden lidt at kende. Det var rigtig hyggeligt. Efter maden var der ligesom sidste gang en slags lektion, som Vivianna skal kende for at blive baptized, hvor de snakkede om et bestemt emne. Denne gang var det mest hvor mennesker kommer fra og hvor de kommer hen efter livet på Jorden. Jeg havde forventet snak om Adam og Eva osv og en evighed i enten Helvede eller Paradis efter livet, men da Vivianna nævnte, at vi var ånder (spirits), spidsede jeg ører. Mormoner mener altså, at vi kom fra en Spirit World, og når vi dør, kommer vores Spirit (parallelt med sjælen vil jeg tro) til et sted, hvor deres liv på Jorden vil blive vurderet. Hvis de havde truffet gode beslutninger og været gode mennesker, ville de blive sendt til et Spirit Kingdom, som er delt op i tre grader af pragt. Til dem, der har levet de bedste liv, er der Celestial Kingdom, som bliver sammenlignet med solens lys, så godt og rent er det. Til dem der har været 'middel'gode, er der Terrestrial Kingdom, som bliver sammenlignet med månens lys, og dem som syndede hele deres liv uden at ændre sig, bliver sendt til Telestial Kingdom, som bliver sammenlignet med stjernernes lys. Sådan fortalte Hershall det i hvert fald. Jeg fik et brochure, hvori der står, at de dårlige mennesker kommer ind i Telestial Kingdom, hvor man åbenbart ikke er så glad. De har ikke noget Helvede, men flere vurderer Telestial Kingdom som et sted, hvor man i al evighed reflekterer over sine synder. Da de begyndte at snakke om månens og stjernernes lys, begyndte jeg dog næsten at grine. Fra et astronomisk synspunkt er det de absolut dårligste sammenligninger.. Månen har ikke noget lys i sig selv, og langt de fleste stjerner lyser lige så kraftigt og nogle endda kraftigere end Solen. Hvis jeg møder og falder i snak med dem en dag, som ikke handler om Viviannas baptism, vil jeg nok spørge lidt ind til det. Se, hvad de siger til det.
Men sammenligning lagt til side, så fik jeg faktisk et langt bedre indtryk af mormonernes tro end baptisternes. Berean kirken er meget ekstrem i deres tro. De dømmer og bagtaler andre versioner af kristendommen (eller, det gjorde Mr. Hawk i hvert fald - Jessica Green virkede meget åben for andres overbevisninger). Da missionærerne tog af sted igen, spurgte jeg Valerie mere dybdegående om tingene. Det gav mig bare et endnu bedre indtryk. Jeg regner ikke med at begynde at tro aktivt på Gud og Jesus, men jeg er langt mere tilbøjelig til at acceptere mormonernes syn. Jeg besluttede mig til sidst for at tage med familien i kirke i dag. Bare for at prøve det. Der er desuden ikke den slags 'eye candy' i Berean (aka. lækre fyre. Der er selvfølgelig et par stykker, men ikke nogen jeg har haft rigtig kontakt med. Devan fra Super Bowl har jeg desværre ikke mødt siden. Han fortalte ellers, at han kommer i tirsdagsmøderne).
I dag var jeg som sagt med familien i kirke. Det var røvkedeligt, undskyld mit franske. Det startede kl. 9, hvor vi sad inde i en sal. Det var nok en tredjedel størrelse af Berean og samme målestok af medlemmer. Hershall og Steele stod ved indgangen til salen og uddelte foldere med dagens program og kirkebeskeder. Den næste time og kvarter mindede meget om kirken hjemme i Ulstrup, hvor en mand (godt nok i jakkesæt) prædikede, og vi sang ind i mellem ud fra en salmebog. Jeg har hidtil haft nemt ved at synge med på sangene i Berean, hvilket jeg tror skyldes mine mange år i kirkekoret, men i disse salmebøger var der også noder, så det var endnu lettere at få taget på. Midt i dette sked Svend en ordentlig en, så Henning blev nødt til at tage ham hjem og vaske ham. Efter prædikenen tog Valerie og jeg pigerne til deres form for Sunday School, og jeg fulgtes så med Valerie til hendes. Hvis det var rigtigt, skulle jeg have været til en ungdomsgruppe for 20 - 30 årige, men det var jo en spontanbeslutning i går, og vi kom lidt for sent af sted til at undersøge, hvor denne gruppe var. Vi startede med en, der bad en bøn og sluttede ligeledes med en bøn. En dame var 'læreren' og vi snakkede om den proces, der hjælper en til at leve rigtigt. Det startede med tro på Gud og Jesus og sluttede med at kunne træffe de rigtige beslutninger. Mormonisme går netop ud på at træffe gode og rigtige beslutninger, det er deres måde at komme i himlen på. Eller, Celestial Kingdom. Læreren kunne jeg forestille mig er gammel skolelærer. Den måde hun underviste, skrev på tavlen og bare var på, er bare som jeg har set mange af mine tæt-på-pension lærere være. Det tog lige knap en time, hvorefter de har en tredje 'time', hvor mænd og kvinder er opdelt, og så lærer de noget forskelligt. Det er mest diskussion, hvor man lærer af hinanden. Den unge gruppe skulle omhandle forhold, dating, skole osv., Valeries gruppe diskuterer husholdning, børneopdragelse osv. Mændene skulle lære noget om at være familiens overhoved og præsteskabet, da mormoner holder ved patriarki, hvor manden er linket til Gud i hver familie. En dame, som sad ved siden af Valerie præsenterede sig selv og sin veninde, hvor hun ville snakke med mig (den nye), og fortalte om ungdomsgruppen, som holdt til der og der til det og det tidspunkt, hvor Valerie fulgte mig derhen. Vi kunne dog høre stemmer gennem døren, og jeg hader at tiltrække opmærksomhed på den måde - det er bare så pinligt, så jeg gik bare tilbage til Valeries gruppe. Vi diskuterede ikke rigtig noget her. Vi snakkede om Helligånden og hvordan den hjælper os i hverdagen. Flere af kvinderne delte deres historier om, hvordan den har hjulpet dem og vejledt dem. Tanken om en ånd er lidt for langt ude for mig, men når man hører personlige historier kan man alligevel undres. Situationerne var meget håndterlige for dem. Det hele sluttede ved 12 tiden, hvorefter Henning kom og hentede os. Vi kørte hjem, skiftede tøj (eller, de andre gjorde, da de jo var klædt i fineste søndagstøj - jeg havde bare pænt hverdagstøj på) og tog på jagt efter is. Det var en længere skattejagt, men til sidst fandt vi isbaren Cold Stone Creamery, som havde den lækreste is. Der var en masse at vælge imellem, og når man endelig valgte noget, kunne man få ting blandet i. Fx valgte jeg en kaffeis med karamelcreme, hvor ekspedienten tog en ordentlig klump is, puttede den på et specielt bord/en plade, hakkede det lidt fra hinanden, hældte karamellen over, og så blev det ellers blandet til den havde en perfekt cremet konsistens med striber i. Det var super lækkert! I kirken havde Vivianna og jeg begyndt et tænkespil, hvor man skal sætte streger på et ternet papir og prøve at lukke så mange firkanter som muligt. Vi fortsatte det i isbaren. I starten tænkte hun sig ikke om, så jeg fik virkelig mange firkanter, men hun lærte af sine fejl med det samme, og efter en lille halv time forstod hun virkelig spillet og brugte samme tricks som jeg. Spil bliver først sjove, når man får en ligemand. Dernæst gik vi hurtigt i en makeup- og hårprodukt forretning kaldet Ulta lige et par butikker henne, og så tog vi hjem igen. Vi havde en stille eftermiddag, hvor jeg har skrevet det meste af dette indlæg, jeg ved ikke hvad pigerne lavede, og Valerie og Henning ordnede skat. Ved 19 tiden rumsterede de rundt uden for min dør, og da jeg stak næsen ud, sagde de, at de ville tage på Panera (stedet jeg fik en smoothie, den aften jeg ankom til Fayetteville) og at jeg måtte komme med, hvis jeg havde lyst. Da vi kom hjem, så jeg to film med pigerne, hhv Pocahontas og en Barbie film. Charlotte faldt i søvn, og Svend begyndte at nikke. Han var dog opsat på at komme op til Valerie, men jeg prøvede at holde ham hen, så de kunne få gjort mere. Jeg endte med at holde ham en god time og svaje, mens han hvilede hovedet på min skulder. Han havde det søvnigste udtryk i ansigtet, så jeg håbede, at jeg kunne få ham til at sove også, men så sluttede filmen, og han kom i tanke om sin mor igen. Klokken var også ved at være 23, så jeg gjorde mig klar til seng, sagde godnat. Og her sidder jeg så og afslutter mit umenneskeligt lange indlæg.
Beklager længden. Og at det tog så lang tid for mig at tage mig sammen.
HAHAHA jeg kopierede indlægget over i Word for at se, hvor langt det var - det fylder 9 sider. Ej hvor sjovt. Jeg har godt nok haft munddiarré her.
Jeg håber, I alle har det godt!
Stort knus herfra.
fredag den 8. februar 2013
Weekendplaner og fritid
Jeg tror, jeg er nået grundigt til andet stadie i 'tilvændings-kurven', hvor man føler sig lidt følelsesmæssigt afskåret. Jeg er endelig begyndt at kunne finde rundt i byen til de vigtige steder som skolen, kirken (lige ved siden af pigernes skole), Walmart, shoppingcentret og Jessica og Adams lejlighed (de bor under 10 minutter fra os). Der går desuden ikke længe, før jeg kan finde til ungernes gymnastikundervisning selv. Alt sammen uden GPS. Jeg tror, jeg vil finde et bibliotek i morgen. Jeg savner lidt (meget) stilheden og lugten af gamle bøger ved mit ungdomsarbejde. Desuden er det jo også en fremragende mulighed for alenetid.
Vivian og Nayra tog endelig hjem i morges før nogen af os stod op. Selvom de har hjulpet med Svend og andre pligter, har det alligevel været hårdt. Vivian tog mere af min energi end Svend nogensinde har gjort. Svend og jeg har haft en rigtig god dag i dag. Han har ikke grædt overhovedet. Så jeg venter lidt spændt på det.
Mødet onsdag aften var ikke så spændende, som jeg havde håbet - men jeg lærte en del om bibelen haha. Jeg kom til deres lejlighedskompleks ved 20 tiden, og jeg ringede til Jessica for at få vejledning til deres lejlighed (stedet var kæmpe stort!!), hvor allerede en bunke fyre var ankommet og til rette. Adam tog i mod mig og viste mig rundt samt bød på snacks og drikkevarer, og snart kom både Jessica (hun havde været til kirke orkester øvelse) og et par andre piger. En af dem var den unge lærer, som holder opsyn med Viviannas klasse, når jeg henter pigerne - hun hedder Ms. Rulo for hende, men jeg fik aldrig hendes fornavn. Alle lærerne, jeg snakker med fra Berean, er midt i 20'erne, jeg synes godt nok, de er unge. Der var en masse snak, så vi startede først over 21. Emnet denne aften var 'hvordan det gamle testamente har profetier, som Jesus opfylder i det nye'. Der er et forskelligt emne hver onsdag aften. Folk skiftedes så til at komme med små paragraffer, som passede til emnet, og det var bare lidt.. kedeligt. Inden vi begyndte, forklarede Adam, hvordan de forskellige kapitler i testamenterne var opdelt og passede ind under hinanden. Så jeg lærte da lidt. De var ikke færdige (jeg havde jo ikke rigtig noget at byde ind med) ved 22 tiden, men da var jeg ved at være godt træt, så jeg undskyldte mig og kørte hjem. Men jeg dukker nok op igen næste uge for at se, om det bliver lidt hyggeligere.
Når jeg får fri, er jeg begyndt med en serie ved navn Switched at Birth, som jeg så i gymnasiet, men sæsonen sluttede, og nu er afsnittene begyndt igen. Så det får jeg tiden brugt med nu. Jeg er også gået i gang med serien One Tree Hill, min gamle yndlingsserie. Så jeg snupper lige et par afsnit af en af serierne for at gasse ned efter Valerie kommer hjem. Nogen gange er det virkelig tiltrængt. Jeg glæder mig også til at komme på biblioteket i morgen. Det skal nok blive hyggeligt :)
Vivian og Nayra tog endelig hjem i morges før nogen af os stod op. Selvom de har hjulpet med Svend og andre pligter, har det alligevel været hårdt. Vivian tog mere af min energi end Svend nogensinde har gjort. Svend og jeg har haft en rigtig god dag i dag. Han har ikke grædt overhovedet. Så jeg venter lidt spændt på det.
Mødet onsdag aften var ikke så spændende, som jeg havde håbet - men jeg lærte en del om bibelen haha. Jeg kom til deres lejlighedskompleks ved 20 tiden, og jeg ringede til Jessica for at få vejledning til deres lejlighed (stedet var kæmpe stort!!), hvor allerede en bunke fyre var ankommet og til rette. Adam tog i mod mig og viste mig rundt samt bød på snacks og drikkevarer, og snart kom både Jessica (hun havde været til kirke orkester øvelse) og et par andre piger. En af dem var den unge lærer, som holder opsyn med Viviannas klasse, når jeg henter pigerne - hun hedder Ms. Rulo for hende, men jeg fik aldrig hendes fornavn. Alle lærerne, jeg snakker med fra Berean, er midt i 20'erne, jeg synes godt nok, de er unge. Der var en masse snak, så vi startede først over 21. Emnet denne aften var 'hvordan det gamle testamente har profetier, som Jesus opfylder i det nye'. Der er et forskelligt emne hver onsdag aften. Folk skiftedes så til at komme med små paragraffer, som passede til emnet, og det var bare lidt.. kedeligt. Inden vi begyndte, forklarede Adam, hvordan de forskellige kapitler i testamenterne var opdelt og passede ind under hinanden. Så jeg lærte da lidt. De var ikke færdige (jeg havde jo ikke rigtig noget at byde ind med) ved 22 tiden, men da var jeg ved at være godt træt, så jeg undskyldte mig og kørte hjem. Men jeg dukker nok op igen næste uge for at se, om det bliver lidt hyggeligere.
Når jeg får fri, er jeg begyndt med en serie ved navn Switched at Birth, som jeg så i gymnasiet, men sæsonen sluttede, og nu er afsnittene begyndt igen. Så det får jeg tiden brugt med nu. Jeg er også gået i gang med serien One Tree Hill, min gamle yndlingsserie. Så jeg snupper lige et par afsnit af en af serierne for at gasse ned efter Valerie kommer hjem. Nogen gange er det virkelig tiltrængt. Jeg glæder mig også til at komme på biblioteket i morgen. Det skal nok blive hyggeligt :)
onsdag den 6. februar 2013
Sviger-besøg
Puh hvor har der været varmt i dag! Det er slet ikke til at vide, om man skal tage langærmet eller kortærmet på! Jeg spillede amerikansk fodbold, volleyball, fodbold og smørklat med alle tre unger efter de blev færdige med lektier og indtil Valerie kom hjem fra arbejde, hvilket var små halvanden time, og med den varme har jeg bare svinesvedt! Fy for øv da. Det gjorde det ikke bedre, at det dryppede fra loftet nedenunder, så vi har haft vandet slukket i hele huset. Vi troede jo at et vandrør var i stykker. To minutter inden Valerie kom hjem fra arbejde, kom en mand fra vandværket, som lynhurtigt fik ordnet det - det var slet ikke et ødelagt vandrør, det var bare noget med toilettet. Så vi havde vandet lukket i lige knap 24 timer uden grund. Jeg har været på toilettet uden at kunne skylle ud, skiftet Svends ble uden at kunne vaske hænder og rendt rundt i sports-bh og morfars gamle skjorte som jeg normalt bruger som jakke, fordi jeg ikke har mere rent tøj og egentlig havde planlagt at vaske tøj i dag. Det har nu ikke været så meget anderledes end vandretur i bjergene med spejderne dengang på sommerlejrene (jeg har rent faktisk haft toiletpapir her), men.. dengang skiftede jeg jo ikke ble på nogen (heldigvis).. så.. det har nu ikke været så ukendt. Men det værste var nu tanken om at dukke op til Single Gruppens møde i aften uden et bad efter at have svedt hele dagen. Heldigvis kom ham der og ordnede det med det samme! Jeg sidder nu og nyder følelsen af at være nyvasket!
Det var jo egentlig planen, at Hennings mor skulle komme om eftermiddagen på Charlottes fødselsdag i mandags, men så fik jeg en sms fra Valerie om, at hun ikke kom før tirsdag. Jeg har altid kendt amerikanere som dem, der går virkelig op i begivenheder og går helt amok i umage for at gøre dagen speciel.. men jeg synes faktisk, at alle mine fødselsdage som barn har været meget bedre end hendes. Jeg hentede dem fra skole, hvorefter jeg hjalp begge med lektier (for nu begynder Charlotte også at få lidt for). Så fik de en snack som enhver anden dag, Valerie kom hjem, og så lavede de to mad sammen (som de ofte gør). Der blev lavet en giga muffin med rigtig amerikansk glasur. Så spiste vi, og de var lige så svære at få til at spise op som alle andre dage. Efter at have hjulpet med at bære tallerkner og gryder ud, gik jeg en tur på TreadClimberen en halv times tid, hvorefter vi gav Charlotte en fødselsdagshat på, tændte 6 lys, og så optog vi en video, hvor vi sang Happy Birthday for hende, mens hun pustede lysene ud. Svend var lidt kamera-sky, så han sad på mig og gemte hovedet mod min hals, så snart det blev vendt mod ham haha! Men det var faktisk det eneste, de gjorde ud af det. Og hun virkede ikke engang ked af det, så jeg går ud fra, at det er sådan, de fejrer fødselsdage.
Tirsdag arbejdede Valerie fra 11 til 19.30, så jeg arbejdede fra 10.30 til omkring 20. Jeg skulle så sørge for aftensmad og samle ungerne op fra skole samt tage imod Svigermor/Hennings mor Vivian. Det er hende, som kom fra Danmark med sin nu afdøde mand engang i 50erne. Jeg må sige, at selvom hun nu må have boet her i over 50 år, har hun stadig samme danske accent i sit engelske som en 7. klasses elev. Selve sproget er heller ikke flydende. Hun kom med sin veninde Nayra (udtalt: Nej-ra) ved 17 tiden, hvor ungerne sprang i hendes favn. Vi hjalp alle med at bære deres ting ind, og jeg havde lavet quiche (en slags æggekage), hvilket var et kæmpe held, for Vivian er åbenbart vegetar. Det havde ingen fortalt mig. Nayra kan beskrives med ét ord: "pleasant" (behagelig/tiltalende). Hun er det rareste menneske og så stille og rolig. Svend var umulig at få til at spise, men efter aftensmad-kaosset, gav jeg ungerne et bad. Det er første gang, jeg gør det, og det var bestemt ikke en ubehagelig oplevelse! Jeg fyldte badekaret en tredjedel op, og så smed jeg bare alle tre i på en gang. De legede og splaskede, og det eneste jeg egentlig skulle sørge for, var at sæbe deres hår ind i shampoo og balsam. De sloges næsten ikke! De kom så op en efter en og sørgede for at tørre dem selv samt få nattøj på. Jeg skulle godt nok hjælpe Svend med at sæbe kroppen ind og vaske af samt tørre ham af med håndklædet, og så har jeg set Valerie smøre ham ind med en speciel creme på hele kroppen, som jeg så også gjorde. Han fik lov at rende lidt rundt nøgen, men så fik han også pyjamas på. Så satte vi filmen "Emperor's new groove" (Kejserens nye flip) på og så sammen. Svend var ved at være træt, men på den gode måde, heldigvis, hvor han bare blev puttet i stedet for pyldret. Han lå på med ansigtet klistret til mit bryst en god time, indtil Valerie kom hjem. Vivian og Nayra var virkelig trætte efter køreturen (10 timer, hvor de havde været oppe siden 4 om morgenen), så de gik i seng lige efter filmen. Ungerne var jo egentlig sengeklar lige pånær hår- og tandbørstning, så vi andre kom også hurtigt i seng.
I dag arbejdede jeg fra 6.30 til 16.30. Der var ingen hysteri om morgenen, det eneste problem var, at jeg skulle jage med dem hele tiden, og Svend skulle jeg også holde øje med og sørge for. Han sover normalt gennem morgenrutinen eller ser en film mens jeg gør pigerne klar. Vi kom dog af sted til perfekt tid! Vivian og Nayra stod op lige inden jeg skulle køre dem i skole, så de tilbød at tage Svend, mens jeg var af sted, så jeg ikke skulle have ham med. Da jeg kom tilbage, så vi Hotel Transylvania (totalt god film, jeg kan virkelig anbefale den - den er bare så sjov!!) og Brave sammen, hvor Svend faldt i søvn i sin farmors arme. Kl. 11 skulle jeg tilbage til tandlægen for at hente min permanente ganebøjle. Jeg har jo gået med en bideskinne de sidste to uger, men jeg skulle bare ind to minutter, hvor jeg prøvede den, fik den strammet af tandlægen og så ud af døren igen. Det tog lige knap 40 minutter med kørsel og det hele, og Svend sov stadig, da jeg kom tilbage, så det var perfekt. Da han vågnede, tog jeg Vivian med til Sonic og Walmart samt bare en køretur rundt i byen (læs: jeg brugte ikke GPS'en, fordi jeg nogenlunde kunne vejen men drejede af forkert, så jeg for lidt vild). Det skulle egentlig have været en tur til et af byens biblioteker og rundt til velgørenhedsforretninger, men Nayra var for træt og ville hellere have en lur. Så det blev Walmart i stedet. Vi kom tilbage en lille time, inden jeg skulle hente pigerne, som vi brugte udenfor eller så nyheder på tv. Vivian ville også gerne med ud og hente pigerne. Hun er en ganske venlig dame, men hun er pisseirriterende at køre med. Hun har god stedsans, men hun kommenterer bare alt, og retter på alt. Fx de skilte, som anbefaler (ikke fartbegrænsning men en anbefaling) om at køre 35 mph i stedet for 45 mph pressede hun mig ned i fart, selvom jeg vidste, det kun drejede sig om 50 meter og har kørt den her vej flere gange hver dag siden jeg fik bil. Og det er bare et eksempel. Hun er rar resten af tiden.. men bare af det her glæder jeg mig til hun tager hjem, for hun insisterer på at komme med alle steder!
Pigerne opførte sig pænt på vejen hjem i bilen, lavede pænt lektier med mig udenfor, spiste en snack, og så legede de/vi resten af tiden.
Som jeg skrev øverst, har det været temmelig lunt. Ret varmt faktisk, men alt mit tøj var beskidt lige pånær et par yogabukser og morfars skjorte, så det måtte jeg jo gå med.
Om en halv time tager jeg af sted til et møde med Single Gruppen, som er et privatarrangement (noget, som værterne holder og som ikke er på kirkens liste over møder, så man skal jo inviteres for at vide noget om det) hjemme hos Jessica og Adam. Jeg er ret spændt på det.
Så det har været min uge indtil videre.
Jeg håber, I alle har det godt hjemme!
Knus!
Det var jo egentlig planen, at Hennings mor skulle komme om eftermiddagen på Charlottes fødselsdag i mandags, men så fik jeg en sms fra Valerie om, at hun ikke kom før tirsdag. Jeg har altid kendt amerikanere som dem, der går virkelig op i begivenheder og går helt amok i umage for at gøre dagen speciel.. men jeg synes faktisk, at alle mine fødselsdage som barn har været meget bedre end hendes. Jeg hentede dem fra skole, hvorefter jeg hjalp begge med lektier (for nu begynder Charlotte også at få lidt for). Så fik de en snack som enhver anden dag, Valerie kom hjem, og så lavede de to mad sammen (som de ofte gør). Der blev lavet en giga muffin med rigtig amerikansk glasur. Så spiste vi, og de var lige så svære at få til at spise op som alle andre dage. Efter at have hjulpet med at bære tallerkner og gryder ud, gik jeg en tur på TreadClimberen en halv times tid, hvorefter vi gav Charlotte en fødselsdagshat på, tændte 6 lys, og så optog vi en video, hvor vi sang Happy Birthday for hende, mens hun pustede lysene ud. Svend var lidt kamera-sky, så han sad på mig og gemte hovedet mod min hals, så snart det blev vendt mod ham haha! Men det var faktisk det eneste, de gjorde ud af det. Og hun virkede ikke engang ked af det, så jeg går ud fra, at det er sådan, de fejrer fødselsdage.
Tirsdag arbejdede Valerie fra 11 til 19.30, så jeg arbejdede fra 10.30 til omkring 20. Jeg skulle så sørge for aftensmad og samle ungerne op fra skole samt tage imod Svigermor/Hennings mor Vivian. Det er hende, som kom fra Danmark med sin nu afdøde mand engang i 50erne. Jeg må sige, at selvom hun nu må have boet her i over 50 år, har hun stadig samme danske accent i sit engelske som en 7. klasses elev. Selve sproget er heller ikke flydende. Hun kom med sin veninde Nayra (udtalt: Nej-ra) ved 17 tiden, hvor ungerne sprang i hendes favn. Vi hjalp alle med at bære deres ting ind, og jeg havde lavet quiche (en slags æggekage), hvilket var et kæmpe held, for Vivian er åbenbart vegetar. Det havde ingen fortalt mig. Nayra kan beskrives med ét ord: "pleasant" (behagelig/tiltalende). Hun er det rareste menneske og så stille og rolig. Svend var umulig at få til at spise, men efter aftensmad-kaosset, gav jeg ungerne et bad. Det er første gang, jeg gør det, og det var bestemt ikke en ubehagelig oplevelse! Jeg fyldte badekaret en tredjedel op, og så smed jeg bare alle tre i på en gang. De legede og splaskede, og det eneste jeg egentlig skulle sørge for, var at sæbe deres hår ind i shampoo og balsam. De sloges næsten ikke! De kom så op en efter en og sørgede for at tørre dem selv samt få nattøj på. Jeg skulle godt nok hjælpe Svend med at sæbe kroppen ind og vaske af samt tørre ham af med håndklædet, og så har jeg set Valerie smøre ham ind med en speciel creme på hele kroppen, som jeg så også gjorde. Han fik lov at rende lidt rundt nøgen, men så fik han også pyjamas på. Så satte vi filmen "Emperor's new groove" (Kejserens nye flip) på og så sammen. Svend var ved at være træt, men på den gode måde, heldigvis, hvor han bare blev puttet i stedet for pyldret. Han lå på med ansigtet klistret til mit bryst en god time, indtil Valerie kom hjem. Vivian og Nayra var virkelig trætte efter køreturen (10 timer, hvor de havde været oppe siden 4 om morgenen), så de gik i seng lige efter filmen. Ungerne var jo egentlig sengeklar lige pånær hår- og tandbørstning, så vi andre kom også hurtigt i seng.
I dag arbejdede jeg fra 6.30 til 16.30. Der var ingen hysteri om morgenen, det eneste problem var, at jeg skulle jage med dem hele tiden, og Svend skulle jeg også holde øje med og sørge for. Han sover normalt gennem morgenrutinen eller ser en film mens jeg gør pigerne klar. Vi kom dog af sted til perfekt tid! Vivian og Nayra stod op lige inden jeg skulle køre dem i skole, så de tilbød at tage Svend, mens jeg var af sted, så jeg ikke skulle have ham med. Da jeg kom tilbage, så vi Hotel Transylvania (totalt god film, jeg kan virkelig anbefale den - den er bare så sjov!!) og Brave sammen, hvor Svend faldt i søvn i sin farmors arme. Kl. 11 skulle jeg tilbage til tandlægen for at hente min permanente ganebøjle. Jeg har jo gået med en bideskinne de sidste to uger, men jeg skulle bare ind to minutter, hvor jeg prøvede den, fik den strammet af tandlægen og så ud af døren igen. Det tog lige knap 40 minutter med kørsel og det hele, og Svend sov stadig, da jeg kom tilbage, så det var perfekt. Da han vågnede, tog jeg Vivian med til Sonic og Walmart samt bare en køretur rundt i byen (læs: jeg brugte ikke GPS'en, fordi jeg nogenlunde kunne vejen men drejede af forkert, så jeg for lidt vild). Det skulle egentlig have været en tur til et af byens biblioteker og rundt til velgørenhedsforretninger, men Nayra var for træt og ville hellere have en lur. Så det blev Walmart i stedet. Vi kom tilbage en lille time, inden jeg skulle hente pigerne, som vi brugte udenfor eller så nyheder på tv. Vivian ville også gerne med ud og hente pigerne. Hun er en ganske venlig dame, men hun er pisseirriterende at køre med. Hun har god stedsans, men hun kommenterer bare alt, og retter på alt. Fx de skilte, som anbefaler (ikke fartbegrænsning men en anbefaling) om at køre 35 mph i stedet for 45 mph pressede hun mig ned i fart, selvom jeg vidste, det kun drejede sig om 50 meter og har kørt den her vej flere gange hver dag siden jeg fik bil. Og det er bare et eksempel. Hun er rar resten af tiden.. men bare af det her glæder jeg mig til hun tager hjem, for hun insisterer på at komme med alle steder!
Pigerne opførte sig pænt på vejen hjem i bilen, lavede pænt lektier med mig udenfor, spiste en snack, og så legede de/vi resten af tiden.
Som jeg skrev øverst, har det været temmelig lunt. Ret varmt faktisk, men alt mit tøj var beskidt lige pånær et par yogabukser og morfars skjorte, så det måtte jeg jo gå med.
Om en halv time tager jeg af sted til et møde med Single Gruppen, som er et privatarrangement (noget, som værterne holder og som ikke er på kirkens liste over møder, så man skal jo inviteres for at vide noget om det) hjemme hos Jessica og Adam. Jeg er ret spændt på det.
Så det har været min uge indtil videre.
Jeg håber, I alle har det godt hjemme!
Knus!
mandag den 4. februar 2013
Super Bowl
I går aftes var udover alle forventninger! Jeg ankom til Service (som var ligesom Worship) godt et kvarter før 18, hvor det startede. Her fandt jeg først Jessica og Heather, som jeg altid sidder med til Worship, og vi snakkede om aftenens planer. Ingen af dem gad se Super Bowl, så jeg blev bare endnu mere frustreret, men så pegede de på Adam Green, som havde fortalt om Single Gruppens arrangement, og hans hustru Jessica Green, som jeg kunne snakke med. Jeg havde stadig 10 minutter. Adam sad med en stor gruppe fyre (de er alle sammen i 20erne), og Jessica spiller piano til kirkekoret, så hun sad oppe på 'scenen' foran alle. Jeg havde det ikke særlig godt med det, men jeg tog mig endelig sammen og gik op til Jessica. Hun er det sødeste menneske i verden! Vi snakkede næsten indtil Service startede, hvor vi til sidst udvekslede telefonnumre, og da hun var færdig med at spille til koret, skrev hun en sms med adressen til hendes veninde, som holdt Single Gruppens arrangement. Lidt over 19 var Service færdigt, og så gav jeg besked til Valerie om mine planer og kørte ellers derhen. Jeg ankom på samme tid med en anden pige, som jeg ikke kendte, så vi fulgtes til hoveddøren. En meget stor pige, værten Stephanie, lukkede op og introducerede sig for mig (hun kendte allerede den anden pige), hvorefter hun anviste mig køkkenet, hvor hun havde mad og drikke. Det var mexikansk, så jeg holdt mig til drikkevarerne og mine egne medbragte snacks. Der var i forvejen omkring fire-fem fyre, som sad spredt i stuen. Super Bowl kampen var allerede begyndt og blev projiceret på en hvid væg, som alle møblerne var vendt mod. Det var Baltimore mod San Francisco. Stephanie satte sig ved siden af en af fyrene i en sofa, den anden pige jeg kom på samme tid med (hvis navn er Heather) i en stor stol, og jeg satte mig i en anden stor pudebetrukket stol op ad væggen, så vi sad i en lille gruppe. Heather var rigtig interesseret i de her klassiske oplysninger om mig, som hvor jeg kommer fra, sprog, kultur, hvad jeg lavede i Fayetteville, hvor lang tid osv. Hun er selv fuldtidsbabysitter og kommer fra Ihio eller Iowa, så vi havde noget at snakke om. Hun passer dog kun ét barn på 16 mdr, så hun har det ikke for hårdt. Og så gik hun på en skole, som træner folk til at blive fuldtidsbabysittere. Det var en engelsk skole. Fyren i sofaen lyttede med og kom også selv med spørgsmål, men han holdt sig lidt mere tilbage. Da Heather løb tør for spørgsmål, og vores samtale begyndte at gå i stå, begyndte jeg at spørge ind til fyren. Han hedder Devan Ramos (på facebook hedder han Dominic Ricci, hvis nogle af mine veninder skulle være interesseret, vi er allerede blevet venner derinde), er 24 år og kommer fra Idaho. Han arbejder og er ved at blive uddannet i militæret på Fort Bragg, så han bor også på basen. Har været tre år i marinekorpset. Og vi snakkede hele aftenen. Vi havde en masse til fælles, og vi var begge kommet for at være sammen med andre, mens vi så kampen. Han og Heather ville også høre mig snakke dansk, i hvilket øjeblik Stephanie satte sig igen og blev totalt forvirret haha! Jeg fulgte ikke rigtig med i kampen, men alle var kort efter mig ankommet også og havde sat sig sammen i den anden ende af stuen, hvor der var flere møbler, og hver gang det rigtige hold scorede (eller, jeg tror faktisk de heppede på begge hold alle sammen, for deres udråb var lidt tilfældige haha!), sprang hele gruppen simultant op og råbte og skreg, som man rigtig ser på tv. Hele rummet var levende med snak, latter og god stemning. Det eneste tidspunkt alle rettede hele opmærksomheden mod 'skærmen', var da halvlegen begyndte og Beyoncé (latin-amerikansk sangerinde kendt for ikke at være et tyndt siv og have en fantastisk stemme) sang og dansede på en scene. Her regnede jokes fra højre og venstre, der blev for sjov snakket om at danne en gruppe, som skulle opføre en sang, der hedder 'Single Ladies', som har en virkelig latterlig dans, og et par af drengene efterlignede på gulvet foran os. Bare forestil jer nogle høje, hvide unge mænd i 20erne uden rytme i kroppen svinge med hofterne og pege på deres ringfinger. Det var virkelig sjovt.
Der var et øjeblik, hvor strømmen åbenbart gik ud (jeg lagde dog ikke mærke til noget, men jeg går ud fra, det må have været ved selve kampen og ikke i huset), hvor vi alle rejste os, lagde en hånd på en af drengene, Jake, og bad en bøn til, at han ville klare sig godt. Han var også i militæret og skulle til en intens trænings 'camp' allerede i dag. Vi satte os ned igen bagefter, og Devan og jeg snakkede videre, selv mens kampen var i gang. Han tog desværre hjem lidt i ti, da han skulle tidligt op i dag. Jeg forstår det udmærket, det skal jeg jo også. Efter han tog af sted, snakkede jeg med en pige, som hedder Serenity. Jeg har aldrig hørt det navn før, men det er smukt alligevel. Hendes bror var der også, en 20-årig (fortalte hun mig) som jeg har lagt mærke til også spillede en instrument i kirkekoret. Serenity er også fuldtidsbabysitter for en 11 mdr gammel baby, så her kunne vi også snakke. Hun er kun 17 år og har danset ballet i 8 år. Det fik vi også tiden til at gå med, men efterhånden som tiden nærmede sig halv elleve, begyndte jeg at miste tråden og sige usammenhængende sætninger, så det var tid for mig at sige godnat og tak for denne gang. Jeg sagde farvel til Serenity og gik hen til Stephanie for at takke hende for gæstfriheden. Jessica og Adam havde også rejst sig, og jeg blev grebet i endnu 20 minutters samtale med dem, som også ville vide lidt mere om Danmark, mit sprog, hvor mange sprog jeg kan (det er ikke en jeg ofte får), (alt imens Adam havde sin arm om sin hustru, det var virkelig sødt!) og så fortalte de mig om deres møder tirsdage og onsdage aftener i Single Gruppen. Jessica vil skrive lidt mere om det i en sms, da jeg virkelig begyndte at blive træt og måtte til at hjemad. De ville gerne, som de sagde: 'pick my brain', som jeg af søvnighed tog lidt for bogstavelig. Men jeg er efterhånden vant til, at folk morer sig over min sprogbarriere. Vi sagde godnat, og jeg kom hjem. Huset var mørkt og stille, hvilket passede mig udmærket. Jeg var supertræt, men sjovt nok så snart jeg lagde mig efter aftenrutinen, begyndte både min krop og hjerne at summe af glæde og alle indtrykkene. Det er en meget sødere og meget mere interesseret-i-at-involvere-sig gruppe end College and Career gruppen, som jeg startede med. Jeg var lykkelig over at have taget mig sammen, lykkelig over at have mødt dem.. lykkelig over at have muligheden for at møde dem. Jeg var bare summende begejstret. Så jeg lå alligevel og vendte og drejede mig til ved 1-tiden, inden jeg endelig faldt i søvn og skulle op kl. 7.
Stephanie tog nogle billeder, så dem lægger jeg ud, når jeg engang får fat i dem.
STORT knus til alle.
Der var et øjeblik, hvor strømmen åbenbart gik ud (jeg lagde dog ikke mærke til noget, men jeg går ud fra, det må have været ved selve kampen og ikke i huset), hvor vi alle rejste os, lagde en hånd på en af drengene, Jake, og bad en bøn til, at han ville klare sig godt. Han var også i militæret og skulle til en intens trænings 'camp' allerede i dag. Vi satte os ned igen bagefter, og Devan og jeg snakkede videre, selv mens kampen var i gang. Han tog desværre hjem lidt i ti, da han skulle tidligt op i dag. Jeg forstår det udmærket, det skal jeg jo også. Efter han tog af sted, snakkede jeg med en pige, som hedder Serenity. Jeg har aldrig hørt det navn før, men det er smukt alligevel. Hendes bror var der også, en 20-årig (fortalte hun mig) som jeg har lagt mærke til også spillede en instrument i kirkekoret. Serenity er også fuldtidsbabysitter for en 11 mdr gammel baby, så her kunne vi også snakke. Hun er kun 17 år og har danset ballet i 8 år. Det fik vi også tiden til at gå med, men efterhånden som tiden nærmede sig halv elleve, begyndte jeg at miste tråden og sige usammenhængende sætninger, så det var tid for mig at sige godnat og tak for denne gang. Jeg sagde farvel til Serenity og gik hen til Stephanie for at takke hende for gæstfriheden. Jessica og Adam havde også rejst sig, og jeg blev grebet i endnu 20 minutters samtale med dem, som også ville vide lidt mere om Danmark, mit sprog, hvor mange sprog jeg kan (det er ikke en jeg ofte får), (alt imens Adam havde sin arm om sin hustru, det var virkelig sødt!) og så fortalte de mig om deres møder tirsdage og onsdage aftener i Single Gruppen. Jessica vil skrive lidt mere om det i en sms, da jeg virkelig begyndte at blive træt og måtte til at hjemad. De ville gerne, som de sagde: 'pick my brain', som jeg af søvnighed tog lidt for bogstavelig. Men jeg er efterhånden vant til, at folk morer sig over min sprogbarriere. Vi sagde godnat, og jeg kom hjem. Huset var mørkt og stille, hvilket passede mig udmærket. Jeg var supertræt, men sjovt nok så snart jeg lagde mig efter aftenrutinen, begyndte både min krop og hjerne at summe af glæde og alle indtrykkene. Det er en meget sødere og meget mere interesseret-i-at-involvere-sig gruppe end College and Career gruppen, som jeg startede med. Jeg var lykkelig over at have taget mig sammen, lykkelig over at have mødt dem.. lykkelig over at have muligheden for at møde dem. Jeg var bare summende begejstret. Så jeg lå alligevel og vendte og drejede mig til ved 1-tiden, inden jeg endelig faldt i søvn og skulle op kl. 7.
Stephanie tog nogle billeder, så dem lægger jeg ud, når jeg engang får fat i dem.
STORT knus til alle.
søndag den 3. februar 2013
Skydning billeder
Jeg glemte lige at lægge billeder ind i tidligere indlæg.
Her er de:
Her er de:
 |
| Hele gruppen af Au Pairs. Amy Watson er den eneste anden lyshårede |
 |
| Tiger Swan Range Complex |
 |
| Min pistol |
 |
| Det var virkelig ude hvor kragerne vender |
 |
| Skydebanen |
 |
| Lederen er ham med de orange høreværn - ham med grøn jakke hjalp flere af os |
 |
| Mit mål - læg mærke til hullet lige midt i hovedet! |
En weekend fuld af overraskelser
Hej alle!
Det er sørme godt med weekend! Det er bare ærgerligt, at den er gået så hurtigt.
Maria Muñoz (pigen fra Spanien, som jeg mødte i shuttle-bussen på vej til Au Pair Akademiet) skrev en besked til mig på facebook og spurgte, om jeg kom til Au Pair mødet den følgende dag, hvilket jeg havde glemt alt om. Jeg har ellers de sidste par uger fået flere bekræftelses-emails fra vores områderepræsentant, men i ugens løb havde jeg bare skudt det helt ud. Jeg havde dog glædet mig, for det var arrangeret, at vi skulle ud at skyde på Tiger Swan Shooting Range i Autryville, som er godt en halv times kørsel fra Fayetteville, så jeg var simpelthen så taknemmelig for, at hun havde husket mig på det. Jeg havde egentlig glædet mig rigtig meget til en stille slap-af weekend, men vores møder er kun én gang om måneden, så selvfølgelig tager jeg med.
Hele lørdag morgen skrev jeg med min veninde Chris, så jeg nåede ikke at få morgenmad hjemme, men jeg tænkte, at jeg jo bare kunne køre gennem en 'drive-thru' på vejen. Da jeg satte mig ud i bilen 9.50, tastede jeg adressen ind til skydebanen.. men den var der ikke.. det var simpelthen en så lille og ubetydelig grusvej, at ingen havde bekymret sig om at registrere den i GPS'en, så først prøvede jeg at ringe til Amy Watson (områderepræsentant) både for at lade hende vide, at jeg havde problemer, men også for at høre om hun havde nogle ideer, men hun var til ingen hjælp overhovedet. Jeg besluttede så bare at køre til Autryville, og så enten spørge om vej eller bruge navigationen i min mobil. Hellige Ged, hvor var jeg pissebange og stresset, da jeg kørte derhen. Jeg ville med sikkerhed komme for sent, og jeg kørte gennem downtown, hvor trafikken var helt forfærdelig. Jeg fik ikke morgenmad på vejen heller, pga. tidspresset, men jeg tænkte så, at der jo ofte er cafeterier eller boder i nærheden af sådanne steder, så der ville jeg bare købe noget. Men det var der ikke.. Jeg endte med at bruge min mobil til at komme til Tiger Swan, og så kørte jeg som død og pine på landevejene med mobilen i hånden for ikke at komme alt for sent. Det ville have været en afslappende tur, havde jeg ikke haft tidspres på. Det viste sig så, at jeg var den første, der dukkede op. Amy kom først 10 minutter efter mig, og i løbet af mere end en time kom de andre dryssende i små grupper. Snak lige om pålidelighed. En betydelig del af dem skulle endda arbejde fra kl. 13 af (vi skulle have mødtes kl. 11), men de måtte gå præcis 2 minutter før vi begyndte at skyde, fordi vi måtte vente på de forsinkede. Jeg snakkede mest med Laura fra New Zealand, som kom for en uge siden. Samtalen flød ikke perfekt, men de andre var lidt mere integrerede og faste, så det var bare nemt at snakke sammen. Maria var også sød og ville gerne snakke, men hun havde både sin værtssøster på samme alder og en spansk veninde med, så hendes tid var lidt opdelt mellem os. Specielt fordi veninden var lige så dum til engelsk som halvdelen af dem ude på Akademiet.
Først gik vi ind i "Pro Shop" som mest lignede et stort lad af en lastbil. Her skulle vi registrere os med oplysninger og aflevere vores kørekort/pas som garanti for, at vi ikke ville rende med det pågældende våben, vi skulle skyde med. Derefter troppede vi op på skydebanen et par hundrede meter derfra, hvor en ung mand omkring de 30 år havde ansvar. Jeg tror ikke, at han syntes, det var overvældende sjovt at skulle hjælpe størstedelen af gruppen (vi var omkring 12), da næsten ingen af dem havde prøvet at skyde før. Harriet fra England, som havde foreslået denne aktivitet, havde været her før, men ellers var det kun mig, der havde prøvet at skyde før. Fyren tog os med over for at få en pistol (de var desværre løbet tør for ammunition til gevær og riffel) og sendte os derefter over til Pro Shoppen igen for at købe kugler dertil. 50 kugler stod til 15 dollars plus afgift (omkring 1½ dollar), som jeg splejsede med Laura og en thailandsk pige, Wicki. Vi kom først i gang med at skyde 12.50, og fyren måtte hjælpe os alle gennem målopsætning og indføring af kuglerne i magasinet. Jeg kiggede dog over skulderen på Laura, da hun fik det vist, så jeg kunne lade som om, jeg godt vidste, hvordan man gjorde haha! På min anden side stod en midaldrende mand, som også stillede sig til rådighed, hvis vi havde brug for hjælp. Laura var lidt sart omkring skydningen. Hun var i forvejen imod våben, så efter en par prøveskud, gav hun mig resten af sin ammunition og kiggede på i stedet. Jeg hyggede mig storartet, og jeg tror helt sikkert, at jeg tager derud igen!
Inden vi tog hjem, snakkede vi om (fordi Amy var hungrende klynkende sulten), at vi næsten gang kunne tage til en italiensk restaurant, Luigi's, fordi en af de andre Au Pair pigers værtsfamilie ejer den. Da Laura blev kørt af sin værtsmor, tilbød jeg at køre hende hjem, og jeg fandt ud af, at det endda var ca. på vejen hjem. Vi snakkede lidt mere, mest sammenligninger, og jeg lærte lidt mere om kulturen i New Zealand, selvom hendes accent var så tyk og fremmed, at jeg skulle koncentrere mig for at forstå hende. Vi aftalte også, at hvis en af os trængte til at komme ud, ville vi høre den anden, om der var stemning for at lave noget sammen.
Jeg kunne slet ikke overskue at tage hjem med det samme (jeg havde virkelig brug for tid til mig selv), også fordi klokken nærmede sig 15 og jeg var råsulten, så jeg kørte hen ad Skibo Road, som er en af de fire hovedveje i Fayetteville, og der er en masse butikker på vejen - det er dog lidt en udfordring at komme ind på de rigtige sideveje pga trafikken. Her fandt jeg en Walmart, som jeg altid hygger mig med at rende rundt i, og lige ved siden af var restauranten Memphis BBQ Co., som jeg besluttede at spise på. Sydlandsk barbecue er som regel rigtig godt, men en af 'specialiteterne' er noget, som hedder 'pulled pork' (trukket grisekød). Det er i bund og grund noget i forvejen lavet grisekød af en art, selv den lækreste bøf eller steg, som bliver pillet fra hinanden helt ned til trevler, og så bliver der hældt en masse barbequesovs (og andre ting) ved. Amerikanerne har bl.a. en 'ret' kaldt 'Sloppy Joe' tror jeg, hvor det er en burgerbolle med dette pulled pork indeni. Jeg er ikke den store fan. Jeg kan spise det, men hvis der er andet, foretrækker jeg det andet. Men det er så typisk amerikansk, at folk skal prøve det på et eller andet tidspunkt, hvis de kommer til USA. Anyway, menuen på Memphis BBQ Co. bestod halvt af retter med dette pulled pork og ellers var der en del rigtig dyre ting. Jeg endte med at gå ad en sundere vej og bestille en 'catfish' (havkat eller malle) med ovn-pomfritter og kartoffelsalat. Det var rigtig lækkert, men efter en halv dag uden andet end vand kunne jeg ikke spise så meget. Portionen var altså også stor. Men her kan man altid få en 'to-go box', hvor man kan putte sine rester i og tage med hjem, og så havde jeg jo også nem aftensmad. Jeg kom af med 20 dollars med afgift og tip til den fantastiske tjener, som jeg fik en god stor håndfuld kartoffelsalat, lige så stor omgang pomfritter og to kæmpe fileter fisk. Samt tre glas sprite, for der er altid gratis opfyldning på vand, sweet tea, og boblevander. Jeg synes, det var ret godt givet ud.
Så fik jeg stillet mit shoppebehov for dagen i Walmart, hvor jeg brugte en god time ude.
Da jeg kom hjem ved 17 tiden, var huset tomt og døren låst, så jeg kunne nyde lidt mere alenetid. Familien kom hjem ved 18 - 18.30 tiden, hvorefter de begyndte at gøre rent. Da Svend så mig, skreg han: NANIIIII!! med den gladeste stemme i hele verden. At være sammen 10 timer hver dag i hverdagene kan være lidt anstrengende, men efter en hel dag adskilt blev vi begge glade for at se hinanden. Det blev jeg lidt overrasket over. Jeg fik slæbt mig til at spørge, om de havde brug for hjælp, men pigerne hjalp, så jeg underholdt mest Svend og holdt ham ude af vejen for de andre. Jeg gik i seng allerede ved 21 tiden (hvilket jeg egentlig har gjort hele ugen), for sengetid er bare endnu bedre end alenetid haha!
Jeg vågnede af mig selv halv otte i morges, som jeg brugte til at putte, skrive med min søster og svare på beskeder. Jeg kom op, gjorde mig klar, og kørte så i kirke for at møde ti minutter før Sunday School startede. Også her var jeg den første til at dukke op udover Mr. og Mrs. Hawk. De andre dryssede dog lige så stille ind efterhånden, og snart faldt snakken på Super Bowl (amerikansk tradition hvor der bliver spillet en masse amerikansk fodbold). Ja, det er så endnu en overraskelse. Jeg vidste det egentlig godt, men det var bare endnu en ting, jeg havde glemt i virvaret som var min uge. De snakkede om, at kirken holdt noget kom-sammen, hvor folk kunne se det sammen efter Service i aften kl. 18 (jeg ved ikke helt om det er Worship eller hvad det er). Der bliver endda bestilt pizza og drikkevarer, man skal selv bringe snold og andre snacks, og så skulle det ellers være en hyggeaften. En af fyrene, Adam, i min Sunday School fortalte, at Single Gruppen også ville holde noget sammen efter Service. Jeg vil rigtig gerne være med der, men jeg fik ikke snakket med ham om det (tid og sted osv.), men så spontane, som amerikanere er, kan det da være, at jeg kan hoppe med efter Service alligevel. Ellers kan jeg jo altid bare blive i kirken for at se det sammen med dem, der bliver, og ellers - for jeg spurgte Mr. Hawk efter Worship om han havde Adams telefonnummer, tilbød Mr. Hawk mig, at jeg kunne komme med ham og hans kone hjem til nogen af deres venner. Jeg ville dog ikke have det så godt med at møve ind der. Jeg ser bare, hvad der sker.
Men det bliver i hvert fald lækkert ikke at skulle blive oppe hele natten for at se Super Bowl. Det bliver jo også vist i Danmark, men det kommer efter midnat og fortsætter til folk med en normal arbejdsdag/skoledag skal op. Jeg har set det et par gange, men jeg har bare altid været vrissen over alle reklamerne. Det er jo den bedste sendetid overhovedet, da så mange ser det.
I morgen er Charlottes fødselsdag. Jeg har ikke købt en gave til hende, men regner med bare at give hende 10 eller 20 dollars næste gang vi tager ud at købe ind sammen. Så kan hun selv finde noget, og det er nok den bedste måde at forhindre søskendejalousi. Vivianna vil naturligvis også få det samme til hendes fødselsdag til efteråret. Hennings mor kommer hen på eftermiddagen, hvilket Valerie ikke er så begejstret for. Det er den der sviger-fælde. Så det bliver spændende.
Men jeg må se at komme af nu. Det har været en god weekend, selvom den har været aaalt for kort. Jeg står foran endnu 5 hårde dage, så jeg vil nyde det sidste af min søndag, inden jeg skal til Service kl. 18.
So long.
Det er sørme godt med weekend! Det er bare ærgerligt, at den er gået så hurtigt.
Maria Muñoz (pigen fra Spanien, som jeg mødte i shuttle-bussen på vej til Au Pair Akademiet) skrev en besked til mig på facebook og spurgte, om jeg kom til Au Pair mødet den følgende dag, hvilket jeg havde glemt alt om. Jeg har ellers de sidste par uger fået flere bekræftelses-emails fra vores områderepræsentant, men i ugens løb havde jeg bare skudt det helt ud. Jeg havde dog glædet mig, for det var arrangeret, at vi skulle ud at skyde på Tiger Swan Shooting Range i Autryville, som er godt en halv times kørsel fra Fayetteville, så jeg var simpelthen så taknemmelig for, at hun havde husket mig på det. Jeg havde egentlig glædet mig rigtig meget til en stille slap-af weekend, men vores møder er kun én gang om måneden, så selvfølgelig tager jeg med.
Hele lørdag morgen skrev jeg med min veninde Chris, så jeg nåede ikke at få morgenmad hjemme, men jeg tænkte, at jeg jo bare kunne køre gennem en 'drive-thru' på vejen. Da jeg satte mig ud i bilen 9.50, tastede jeg adressen ind til skydebanen.. men den var der ikke.. det var simpelthen en så lille og ubetydelig grusvej, at ingen havde bekymret sig om at registrere den i GPS'en, så først prøvede jeg at ringe til Amy Watson (områderepræsentant) både for at lade hende vide, at jeg havde problemer, men også for at høre om hun havde nogle ideer, men hun var til ingen hjælp overhovedet. Jeg besluttede så bare at køre til Autryville, og så enten spørge om vej eller bruge navigationen i min mobil. Hellige Ged, hvor var jeg pissebange og stresset, da jeg kørte derhen. Jeg ville med sikkerhed komme for sent, og jeg kørte gennem downtown, hvor trafikken var helt forfærdelig. Jeg fik ikke morgenmad på vejen heller, pga. tidspresset, men jeg tænkte så, at der jo ofte er cafeterier eller boder i nærheden af sådanne steder, så der ville jeg bare købe noget. Men det var der ikke.. Jeg endte med at bruge min mobil til at komme til Tiger Swan, og så kørte jeg som død og pine på landevejene med mobilen i hånden for ikke at komme alt for sent. Det ville have været en afslappende tur, havde jeg ikke haft tidspres på. Det viste sig så, at jeg var den første, der dukkede op. Amy kom først 10 minutter efter mig, og i løbet af mere end en time kom de andre dryssende i små grupper. Snak lige om pålidelighed. En betydelig del af dem skulle endda arbejde fra kl. 13 af (vi skulle have mødtes kl. 11), men de måtte gå præcis 2 minutter før vi begyndte at skyde, fordi vi måtte vente på de forsinkede. Jeg snakkede mest med Laura fra New Zealand, som kom for en uge siden. Samtalen flød ikke perfekt, men de andre var lidt mere integrerede og faste, så det var bare nemt at snakke sammen. Maria var også sød og ville gerne snakke, men hun havde både sin værtssøster på samme alder og en spansk veninde med, så hendes tid var lidt opdelt mellem os. Specielt fordi veninden var lige så dum til engelsk som halvdelen af dem ude på Akademiet.
Først gik vi ind i "Pro Shop" som mest lignede et stort lad af en lastbil. Her skulle vi registrere os med oplysninger og aflevere vores kørekort/pas som garanti for, at vi ikke ville rende med det pågældende våben, vi skulle skyde med. Derefter troppede vi op på skydebanen et par hundrede meter derfra, hvor en ung mand omkring de 30 år havde ansvar. Jeg tror ikke, at han syntes, det var overvældende sjovt at skulle hjælpe størstedelen af gruppen (vi var omkring 12), da næsten ingen af dem havde prøvet at skyde før. Harriet fra England, som havde foreslået denne aktivitet, havde været her før, men ellers var det kun mig, der havde prøvet at skyde før. Fyren tog os med over for at få en pistol (de var desværre løbet tør for ammunition til gevær og riffel) og sendte os derefter over til Pro Shoppen igen for at købe kugler dertil. 50 kugler stod til 15 dollars plus afgift (omkring 1½ dollar), som jeg splejsede med Laura og en thailandsk pige, Wicki. Vi kom først i gang med at skyde 12.50, og fyren måtte hjælpe os alle gennem målopsætning og indføring af kuglerne i magasinet. Jeg kiggede dog over skulderen på Laura, da hun fik det vist, så jeg kunne lade som om, jeg godt vidste, hvordan man gjorde haha! På min anden side stod en midaldrende mand, som også stillede sig til rådighed, hvis vi havde brug for hjælp. Laura var lidt sart omkring skydningen. Hun var i forvejen imod våben, så efter en par prøveskud, gav hun mig resten af sin ammunition og kiggede på i stedet. Jeg hyggede mig storartet, og jeg tror helt sikkert, at jeg tager derud igen!
Inden vi tog hjem, snakkede vi om (fordi Amy var hungrende klynkende sulten), at vi næsten gang kunne tage til en italiensk restaurant, Luigi's, fordi en af de andre Au Pair pigers værtsfamilie ejer den. Da Laura blev kørt af sin værtsmor, tilbød jeg at køre hende hjem, og jeg fandt ud af, at det endda var ca. på vejen hjem. Vi snakkede lidt mere, mest sammenligninger, og jeg lærte lidt mere om kulturen i New Zealand, selvom hendes accent var så tyk og fremmed, at jeg skulle koncentrere mig for at forstå hende. Vi aftalte også, at hvis en af os trængte til at komme ud, ville vi høre den anden, om der var stemning for at lave noget sammen.
Jeg kunne slet ikke overskue at tage hjem med det samme (jeg havde virkelig brug for tid til mig selv), også fordi klokken nærmede sig 15 og jeg var råsulten, så jeg kørte hen ad Skibo Road, som er en af de fire hovedveje i Fayetteville, og der er en masse butikker på vejen - det er dog lidt en udfordring at komme ind på de rigtige sideveje pga trafikken. Her fandt jeg en Walmart, som jeg altid hygger mig med at rende rundt i, og lige ved siden af var restauranten Memphis BBQ Co., som jeg besluttede at spise på. Sydlandsk barbecue er som regel rigtig godt, men en af 'specialiteterne' er noget, som hedder 'pulled pork' (trukket grisekød). Det er i bund og grund noget i forvejen lavet grisekød af en art, selv den lækreste bøf eller steg, som bliver pillet fra hinanden helt ned til trevler, og så bliver der hældt en masse barbequesovs (og andre ting) ved. Amerikanerne har bl.a. en 'ret' kaldt 'Sloppy Joe' tror jeg, hvor det er en burgerbolle med dette pulled pork indeni. Jeg er ikke den store fan. Jeg kan spise det, men hvis der er andet, foretrækker jeg det andet. Men det er så typisk amerikansk, at folk skal prøve det på et eller andet tidspunkt, hvis de kommer til USA. Anyway, menuen på Memphis BBQ Co. bestod halvt af retter med dette pulled pork og ellers var der en del rigtig dyre ting. Jeg endte med at gå ad en sundere vej og bestille en 'catfish' (havkat eller malle) med ovn-pomfritter og kartoffelsalat. Det var rigtig lækkert, men efter en halv dag uden andet end vand kunne jeg ikke spise så meget. Portionen var altså også stor. Men her kan man altid få en 'to-go box', hvor man kan putte sine rester i og tage med hjem, og så havde jeg jo også nem aftensmad. Jeg kom af med 20 dollars med afgift og tip til den fantastiske tjener, som jeg fik en god stor håndfuld kartoffelsalat, lige så stor omgang pomfritter og to kæmpe fileter fisk. Samt tre glas sprite, for der er altid gratis opfyldning på vand, sweet tea, og boblevander. Jeg synes, det var ret godt givet ud.
Så fik jeg stillet mit shoppebehov for dagen i Walmart, hvor jeg brugte en god time ude.
Da jeg kom hjem ved 17 tiden, var huset tomt og døren låst, så jeg kunne nyde lidt mere alenetid. Familien kom hjem ved 18 - 18.30 tiden, hvorefter de begyndte at gøre rent. Da Svend så mig, skreg han: NANIIIII!! med den gladeste stemme i hele verden. At være sammen 10 timer hver dag i hverdagene kan være lidt anstrengende, men efter en hel dag adskilt blev vi begge glade for at se hinanden. Det blev jeg lidt overrasket over. Jeg fik slæbt mig til at spørge, om de havde brug for hjælp, men pigerne hjalp, så jeg underholdt mest Svend og holdt ham ude af vejen for de andre. Jeg gik i seng allerede ved 21 tiden (hvilket jeg egentlig har gjort hele ugen), for sengetid er bare endnu bedre end alenetid haha!
Jeg vågnede af mig selv halv otte i morges, som jeg brugte til at putte, skrive med min søster og svare på beskeder. Jeg kom op, gjorde mig klar, og kørte så i kirke for at møde ti minutter før Sunday School startede. Også her var jeg den første til at dukke op udover Mr. og Mrs. Hawk. De andre dryssede dog lige så stille ind efterhånden, og snart faldt snakken på Super Bowl (amerikansk tradition hvor der bliver spillet en masse amerikansk fodbold). Ja, det er så endnu en overraskelse. Jeg vidste det egentlig godt, men det var bare endnu en ting, jeg havde glemt i virvaret som var min uge. De snakkede om, at kirken holdt noget kom-sammen, hvor folk kunne se det sammen efter Service i aften kl. 18 (jeg ved ikke helt om det er Worship eller hvad det er). Der bliver endda bestilt pizza og drikkevarer, man skal selv bringe snold og andre snacks, og så skulle det ellers være en hyggeaften. En af fyrene, Adam, i min Sunday School fortalte, at Single Gruppen også ville holde noget sammen efter Service. Jeg vil rigtig gerne være med der, men jeg fik ikke snakket med ham om det (tid og sted osv.), men så spontane, som amerikanere er, kan det da være, at jeg kan hoppe med efter Service alligevel. Ellers kan jeg jo altid bare blive i kirken for at se det sammen med dem, der bliver, og ellers - for jeg spurgte Mr. Hawk efter Worship om han havde Adams telefonnummer, tilbød Mr. Hawk mig, at jeg kunne komme med ham og hans kone hjem til nogen af deres venner. Jeg ville dog ikke have det så godt med at møve ind der. Jeg ser bare, hvad der sker.
Men det bliver i hvert fald lækkert ikke at skulle blive oppe hele natten for at se Super Bowl. Det bliver jo også vist i Danmark, men det kommer efter midnat og fortsætter til folk med en normal arbejdsdag/skoledag skal op. Jeg har set det et par gange, men jeg har bare altid været vrissen over alle reklamerne. Det er jo den bedste sendetid overhovedet, da så mange ser det.
I morgen er Charlottes fødselsdag. Jeg har ikke købt en gave til hende, men regner med bare at give hende 10 eller 20 dollars næste gang vi tager ud at købe ind sammen. Så kan hun selv finde noget, og det er nok den bedste måde at forhindre søskendejalousi. Vivianna vil naturligvis også få det samme til hendes fødselsdag til efteråret. Hennings mor kommer hen på eftermiddagen, hvilket Valerie ikke er så begejstret for. Det er den der sviger-fælde. Så det bliver spændende.
Men jeg må se at komme af nu. Det har været en god weekend, selvom den har været aaalt for kort. Jeg står foran endnu 5 hårde dage, så jeg vil nyde det sidste af min søndag, inden jeg skal til Service kl. 18.
So long.
Abonner på:
Opslag (Atom)