Hej alle!
Det er sørme godt med weekend! Det er bare ærgerligt, at den er gået så hurtigt.
Maria Muñoz (pigen fra Spanien, som jeg mødte i shuttle-bussen på vej til Au Pair Akademiet) skrev en besked til mig på facebook og spurgte, om jeg kom til Au Pair mødet den følgende dag, hvilket jeg havde glemt alt om. Jeg har ellers de sidste par uger fået flere bekræftelses-emails fra vores områderepræsentant, men i ugens løb havde jeg bare skudt det helt ud. Jeg havde dog glædet mig, for det var arrangeret, at vi skulle ud at skyde på Tiger Swan Shooting Range i Autryville, som er godt en halv times kørsel fra Fayetteville, så jeg var simpelthen så taknemmelig for, at hun havde husket mig på det. Jeg havde egentlig glædet mig rigtig meget til en stille slap-af weekend, men vores møder er kun én gang om måneden, så selvfølgelig tager jeg med.
Hele lørdag morgen skrev jeg med min veninde Chris, så jeg nåede ikke at få morgenmad hjemme, men jeg tænkte, at jeg jo bare kunne køre gennem en 'drive-thru' på vejen. Da jeg satte mig ud i bilen 9.50, tastede jeg adressen ind til skydebanen.. men den var der ikke.. det var simpelthen en så lille og ubetydelig grusvej, at ingen havde bekymret sig om at registrere den i GPS'en, så først prøvede jeg at ringe til Amy Watson (områderepræsentant) både for at lade hende vide, at jeg havde problemer, men også for at høre om hun havde nogle ideer, men hun var til ingen hjælp overhovedet. Jeg besluttede så bare at køre til Autryville, og så enten spørge om vej eller bruge navigationen i min mobil. Hellige Ged, hvor var jeg pissebange og stresset, da jeg kørte derhen. Jeg ville med sikkerhed komme for sent, og jeg kørte gennem downtown, hvor trafikken var helt forfærdelig. Jeg fik ikke morgenmad på vejen heller, pga. tidspresset, men jeg tænkte så, at der jo ofte er cafeterier eller boder i nærheden af sådanne steder, så der ville jeg bare købe noget. Men det var der ikke.. Jeg endte med at bruge min mobil til at komme til Tiger Swan, og så kørte jeg som død og pine på landevejene med mobilen i hånden for ikke at komme alt for sent. Det ville have været en afslappende tur, havde jeg ikke haft tidspres på. Det viste sig så, at jeg var den første, der dukkede op. Amy kom først 10 minutter efter mig, og i løbet af mere end en time kom de andre dryssende i små grupper. Snak lige om pålidelighed. En betydelig del af dem skulle endda arbejde fra kl. 13 af (vi skulle have mødtes kl. 11), men de måtte gå præcis 2 minutter før vi begyndte at skyde, fordi vi måtte vente på de forsinkede. Jeg snakkede mest med Laura fra New Zealand, som kom for en uge siden. Samtalen flød ikke perfekt, men de andre var lidt mere integrerede og faste, så det var bare nemt at snakke sammen. Maria var også sød og ville gerne snakke, men hun havde både sin værtssøster på samme alder og en spansk veninde med, så hendes tid var lidt opdelt mellem os. Specielt fordi veninden var lige så dum til engelsk som halvdelen af dem ude på Akademiet.
Først gik vi ind i "Pro Shop" som mest lignede et stort lad af en lastbil. Her skulle vi registrere os med oplysninger og aflevere vores kørekort/pas som garanti for, at vi ikke ville rende med det pågældende våben, vi skulle skyde med. Derefter troppede vi op på skydebanen et par hundrede meter derfra, hvor en ung mand omkring de 30 år havde ansvar. Jeg tror ikke, at han syntes, det var overvældende sjovt at skulle hjælpe størstedelen af gruppen (vi var omkring 12), da næsten ingen af dem havde prøvet at skyde før. Harriet fra England, som havde foreslået denne aktivitet, havde været her før, men ellers var det kun mig, der havde prøvet at skyde før. Fyren tog os med over for at få en pistol (de var desværre løbet tør for ammunition til gevær og riffel) og sendte os derefter over til Pro Shoppen igen for at købe kugler dertil. 50 kugler stod til 15 dollars plus afgift (omkring 1½ dollar), som jeg splejsede med Laura og en thailandsk pige, Wicki. Vi kom først i gang med at skyde 12.50, og fyren måtte hjælpe os alle gennem målopsætning og indføring af kuglerne i magasinet. Jeg kiggede dog over skulderen på Laura, da hun fik det vist, så jeg kunne lade som om, jeg godt vidste, hvordan man gjorde haha! På min anden side stod en midaldrende mand, som også stillede sig til rådighed, hvis vi havde brug for hjælp. Laura var lidt sart omkring skydningen. Hun var i forvejen imod våben, så efter en par prøveskud, gav hun mig resten af sin ammunition og kiggede på i stedet. Jeg hyggede mig storartet, og jeg tror helt sikkert, at jeg tager derud igen!
Inden vi tog hjem, snakkede vi om (fordi Amy var hungrende klynkende sulten), at vi næsten gang kunne tage til en italiensk restaurant, Luigi's, fordi en af de andre Au Pair pigers værtsfamilie ejer den. Da Laura blev kørt af sin værtsmor, tilbød jeg at køre hende hjem, og jeg fandt ud af, at det endda var ca. på vejen hjem. Vi snakkede lidt mere, mest sammenligninger, og jeg lærte lidt mere om kulturen i New Zealand, selvom hendes accent var så tyk og fremmed, at jeg skulle koncentrere mig for at forstå hende. Vi aftalte også, at hvis en af os trængte til at komme ud, ville vi høre den anden, om der var stemning for at lave noget sammen.
Jeg kunne slet ikke overskue at tage hjem med det samme (jeg havde virkelig brug for tid til mig selv), også fordi klokken nærmede sig 15 og jeg var råsulten, så jeg kørte hen ad Skibo Road, som er en af de fire hovedveje i Fayetteville, og der er en masse butikker på vejen - det er dog lidt en udfordring at komme ind på de rigtige sideveje pga trafikken. Her fandt jeg en Walmart, som jeg altid hygger mig med at rende rundt i, og lige ved siden af var restauranten Memphis BBQ Co., som jeg besluttede at spise på. Sydlandsk barbecue er som regel rigtig godt, men en af 'specialiteterne' er noget, som hedder 'pulled pork' (trukket grisekød). Det er i bund og grund noget i forvejen lavet grisekød af en art, selv den lækreste bøf eller steg, som bliver pillet fra hinanden helt ned til trevler, og så bliver der hældt en masse barbequesovs (og andre ting) ved. Amerikanerne har bl.a. en 'ret' kaldt 'Sloppy Joe' tror jeg, hvor det er en burgerbolle med dette pulled pork indeni. Jeg er ikke den store fan. Jeg kan spise det, men hvis der er andet, foretrækker jeg det andet. Men det er så typisk amerikansk, at folk skal prøve det på et eller andet tidspunkt, hvis de kommer til USA. Anyway, menuen på Memphis BBQ Co. bestod halvt af retter med dette pulled pork og ellers var der en del rigtig dyre ting. Jeg endte med at gå ad en sundere vej og bestille en 'catfish' (havkat eller malle) med ovn-pomfritter og kartoffelsalat. Det var rigtig lækkert, men efter en halv dag uden andet end vand kunne jeg ikke spise så meget. Portionen var altså også stor. Men her kan man altid få en 'to-go box', hvor man kan putte sine rester i og tage med hjem, og så havde jeg jo også nem aftensmad. Jeg kom af med 20 dollars med afgift og tip til den fantastiske tjener, som jeg fik en god stor håndfuld kartoffelsalat, lige så stor omgang pomfritter og to kæmpe fileter fisk. Samt tre glas sprite, for der er altid gratis opfyldning på vand, sweet tea, og boblevander. Jeg synes, det var ret godt givet ud.
Så fik jeg stillet mit shoppebehov for dagen i Walmart, hvor jeg brugte en god time ude.
Da jeg kom hjem ved 17 tiden, var huset tomt og døren låst, så jeg kunne nyde lidt mere alenetid. Familien kom hjem ved 18 - 18.30 tiden, hvorefter de begyndte at gøre rent. Da Svend så mig, skreg han: NANIIIII!! med den gladeste stemme i hele verden. At være sammen 10 timer hver dag i hverdagene kan være lidt anstrengende, men efter en hel dag adskilt blev vi begge glade for at se hinanden. Det blev jeg lidt overrasket over. Jeg fik slæbt mig til at spørge, om de havde brug for hjælp, men pigerne hjalp, så jeg underholdt mest Svend og holdt ham ude af vejen for de andre. Jeg gik i seng allerede ved 21 tiden (hvilket jeg egentlig har gjort hele ugen), for sengetid er bare endnu bedre end alenetid haha!
Jeg vågnede af mig selv halv otte i morges, som jeg brugte til at putte, skrive med min søster og svare på beskeder. Jeg kom op, gjorde mig klar, og kørte så i kirke for at møde ti minutter før Sunday School startede. Også her var jeg den første til at dukke op udover Mr. og Mrs. Hawk. De andre dryssede dog lige så stille ind efterhånden, og snart faldt snakken på Super Bowl (amerikansk tradition hvor der bliver spillet en masse amerikansk fodbold). Ja, det er så endnu en overraskelse. Jeg vidste det egentlig godt, men det var bare endnu en ting, jeg havde glemt i virvaret som var min uge. De snakkede om, at kirken holdt noget kom-sammen, hvor folk kunne se det sammen efter Service i aften kl. 18 (jeg ved ikke helt om det er Worship eller hvad det er). Der bliver endda bestilt pizza og drikkevarer, man skal selv bringe snold og andre snacks, og så skulle det ellers være en hyggeaften. En af fyrene, Adam, i min Sunday School fortalte, at Single Gruppen også ville holde noget sammen efter Service. Jeg vil rigtig gerne være med der, men jeg fik ikke snakket med ham om det (tid og sted osv.), men så spontane, som amerikanere er, kan det da være, at jeg kan hoppe med efter Service alligevel. Ellers kan jeg jo altid bare blive i kirken for at se det sammen med dem, der bliver, og ellers - for jeg spurgte Mr. Hawk efter Worship om han havde Adams telefonnummer, tilbød Mr. Hawk mig, at jeg kunne komme med ham og hans kone hjem til nogen af deres venner. Jeg ville dog ikke have det så godt med at møve ind der. Jeg ser bare, hvad der sker.
Men det bliver i hvert fald lækkert ikke at skulle blive oppe hele natten for at se Super Bowl. Det bliver jo også vist i Danmark, men det kommer efter midnat og fortsætter til folk med en normal arbejdsdag/skoledag skal op. Jeg har set det et par gange, men jeg har bare altid været vrissen over alle reklamerne. Det er jo den bedste sendetid overhovedet, da så mange ser det.
I morgen er Charlottes fødselsdag. Jeg har ikke købt en gave til hende, men regner med bare at give hende 10 eller 20 dollars næste gang vi tager ud at købe ind sammen. Så kan hun selv finde noget, og det er nok den bedste måde at forhindre søskendejalousi. Vivianna vil naturligvis også få det samme til hendes fødselsdag til efteråret. Hennings mor kommer hen på eftermiddagen, hvilket Valerie ikke er så begejstret for. Det er den der sviger-fælde. Så det bliver spændende.
Men jeg må se at komme af nu. Det har været en god weekend, selvom den har været aaalt for kort. Jeg står foran endnu 5 hårde dage, så jeg vil nyde det sidste af min søndag, inden jeg skal til Service kl. 18.
So long.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar