Dårlig dag

I dag har som overskriften fortæller været en dårlig dag. Jeg har gået rundt med våde øjne af træthed og frustration siden middag. Svend har været ualmindeligt ubeslutsom hele dagen, har grædt hver halve time af ingenting (jeg har aldrig været hårdere ved ham end at jeg har rykket ham væk fra noget, jeg har bedt ham om at holde sig fra 50 gange), mit hormonniveau er rimelig højt på denne tid af måneden, og mellempigen Charlotte havde det værste hysteriske anfald i bilen hele vejen hjem fra skole, og jeg har brugt de sidste to timer på at få hende til at overholde sin straf.
Det startede egentlig meget godt ved afhentning med, at jeg parkerede bilen, fordi Svend sov, og pigerne er normalt meget højlydte, lige når de bliver hentet, så jeg hentede dem til fods og bad dem være stille, da Svend ikke havde haft en lur andet end den i bilen på vejen. De første to minutter gik rigtig godt, og de snakkede pænt sammen med dæmpede stemmer, men da jeg holdt for rødt, rakte jeg min husnøgle tilbage mod Charlotte, fordi jeg ved, hun godt kan lide at låse op, og jeg kunne lige så godt gøre det der. Hun tog den dog ikke, så da lyset blev grønt, smed jeg nøglerne til Vivianna, hvorefter Charlotte naturligvis fik utroligt travlt med at få fat i de skide nøgler, og der er jeg altså bare kold. Jeg har ikke tålmodighed, specielt ikke mens jeg kører, til at vente mere end hvad der er retfærdigt, og så er løbet kørt. Det udløste det værste hysteriske anfald, jeg nogensinde har set. Hun skreg og skreg og skreg, vækkede Svend, sparkede bagsiden af sædet, hvor jeg sad, sloges med de andre, og jeg kunne blive ved. Alt imens var det myldretid, køerne på hver side af rødt lys var kilometerlange, og normalt tager trafikken AL min koncentration, men med nødvendigheden for at dæmpe tøsebarnet blev den koncentration svækket, og det er et mirakel, at der ikke skete noget. Da vi var næsten hjemme, havde hun dæmpet sig nok til, at jeg kunne få et ord indført, hvor jeg truede med at sætte hende af, så snart jeg fik muligheden for at holde ind til siden, og ellers fik formuleret hvad jeg syntes, straffen skulle være - ingen måtte snakke til hende, hun måtte ikke få en snack, når vi kom hjem, og så skulle hun blive på sit værelse, indtil Valerie kom hjem fra arbejde.
Naturligvis var det ikke sådan, det blev. Vivianna rendte op og låste op, og der begyndte den rigtige kamp for at overholde min beslutning. Jeg tror, jeg måtte tage hende ved armen og slæbe hende ind på værelset 6 gange, og jeg greb hende lige så mange gange i køkkenet, hvor hun havde sneget sig ind efter, hvad end hun ville have at spise og drikke. Når jeg skældte hende ud (ikke overdrevet, for jeg ved godt, at jeg ikke har nogen ret til rigtig at gå amok på hende eller slå), grinede hun bare, lavede ansigter, og så stod jeg ved hendes dør i mindst et kvarter for at forhindre hende i at komme ud. Jeg skal have en snak med Valerie om, hvad jeg egentlig må og ikke må, når jeg sætter mig en straf for, for det kan ikke være rigtigt, at de får lov til direkte at håne mig, når jeg ikke kan gøre noget rigtig brugbart for at få dem til at overholde mine regler. Det tog al min selvkontrol for ikke at give hende en ordentlig røvfuld. I ansigtet.
For at det ikke skulle være nok, inviterede Vivianna nabodrengen Evan over for at lege. Og jeg kan virkelig ikke lide ham. Der var konstant problemer mellem ham og Svend, for Evan slår Svend. Jeg så ham engang skubbe Svend ned fra legehuset, som er placeret godt en meter fra jorden. Og de hældte cornflakes over de nederste tre trin på trappen, fordi de ville se tv imens, men jeg havde bedt dem spise ved bordet, som ikke har udsyn til tvet.
Jeg glæder mig til, at Valerie kommer hjem. Hun skulle være her indenfor de næste 10 minutter. Og jeg har for længe siden fået nok for i dag. Jeg er så træt.

Jeg håber, I hjemme i Danmark har det bedre.
Knus.