Så er Valentinsdag kommet og gået. Og ligeledes endnu en uge i Fayetteville. Jeg ville have skrevet tidligere, men jeg har virkelig haft mange ting at se til siden sidst, og når jeg endelig havde tid, var der bare andre ting, jeg havde mere lyst til. Det er der også nu... men man må jo hive sig lidt i ørerne engang i mellem.
Bered jer på et langt indlæg. Jeg prøver at gøre det så kort som muligt, men I skal nok alligevel sætte jer godt til rette med stilhed omkring jer og en kop te eller kaffe. Here we go!
Sidste weekend var jeg lidt nedtrykt. Fredag aften var jeg træt og brugte min aften alene på mit værelse med en film i mørket. Valerie kom så ind med min løn, og så snakkede vi lidt. Vi tændte ikke engang lyset. Hun fortalte, at pga. at min bil blev købt brugt, kan jeg desværre ikke køre rundt så meget som jeg havde håbet, fordi den skal holde hele året - noget i den stil. Jeg går ud fra, at forsikringen kræver bilen at køre et bestemt begrænset kilometertal eller noget... men jeg ved jo klap om biler. Desuden kunne hendes budget heller ikke holde til mere end 10 dollars om ugen, hvilket skulle dække kørsel af pigerne til skole. Hvis jeg så vil køre rundt i min fritid, må jeg selv spæde til, hvilket ikke generer mig synderligt. Jeg synes ikke, benzin er så dyrt, som mange brokker sig over, jeg er bare mere ked af, at jeg ikke kan køre ubegrænset. Hun bad mig desuden også om at gøre et par ekstra ting, mens jeg tager mig af Svend i løbet af dagen. Jeg spurgte hende til sidst, om hun og Henning var tilfredse med mig, eller om de var skuffede. Hun fortalte, at hun havde ønsket mere, men ikke rigtig vidste præcis hvad. Jeg er jo trods alt deres første Au Pair. Jeg ved ikke, om det var stress og træthed, men jeg blev rigtig ked af det bagefter. Inden jeg tog hertil, havde jeg læst andre Au Pairs blogge, om hvordan de faldt lige ind i familien, hvordan de fik venner ved at tage en enkelt gåtur rundt i nabolaget, hvordan de mødtes mange gange om ugen med andre Au Pair piger, mens deres børn var i skole, hvordan en af værtsfædrene havde gået op til sin Au Pair efter bare et par uger og givet hende et hjertevarmt kram ud af det blå og fortalt hende, hvor glad han var, for at hun var der. Den slags er bare slet ikke kommet i min retning. Ungerne er rigtig glade for mig - når de er glade. Men jeg får i det mindste masser af kram og kærlighed fra dem. Jeg har bare ikke fået et rigtigt forhold til forældrene endnu. Det er jeg bare skuffet over. Jeg ville ønske, at jeg kunne blive en rigtig del af familien som de andre Au Pairs. Nu har jeg også mit udvekslingsår at sammenligne med. Det var jo en drøm gået i opfyldelse. Jeg går ud fra, at jeg bare havde håbet, det ville blive lige så vidunderligt. Jeg skrev til min bedste veninde fra dengang, Eliza fra Kina. Hun går på universitetet i Massachusetts, så vi har skrevet meget over mobilen, siden jeg kom. Hun har været en god ven og støtte, når jeg har haft brug for at snakke. Ikke at jeg er ked af at være her eller noget.
Lørdag var betydeligt bedre. Ungerne havde svømmetimer, så Valerie tog dem alle på en gang fra formiddagen af, hvorefter jeg havde huset for mig selv. Jeg havde planlagt at kigge på bibliotekerne i området samt måske nogle af parkerne, hvis jeg havde tid. Så efter brunch kørte jeg til de to nærmeste biblioteker. Det var en stor skuffelse. Jeg voksede op med/i Ulstrup bibliotek, hvor jeg arbejdede og brugte meget af min fritid. Det er et godt bibliotek, synes jeg, og ret stort taget byen i betragtning. Enorme reoler i række efter række propfyldte med bøger i alle genrer. Der er en rolig atmosfære og siddepladser overalt, så man kan sidde og læse derinde, hvis man har lyst til det. Det første bibliotek, jeg fandt, var i forlængelse af en skole. Der sad studerende på computere og jobsøgende i en karriere-afdeling, og der var da en masse bøger. Det var bare småt og gav ikke en lyst til at sidde der og læse. Der var larm og.. ja, det var ikke så rart, som jeg husker Ulstrups bibliotek. Der var til gengæld en rigtig venlig bibliotekar, som viste mig rundt, gav mig foldere om temadage, open-readings med forfattere (som jeg dog ikke kendte) og om e-bøger. Hun gav mig også et lånerkort, så jeg kunne skaffe e-bøger hjemmefra. Hun gav mig et meget bedre indtryk af biblioteket. Jeg tog så til det andet-tætteste bibliotek, hvilket var en endnu større skuffelse. Jeg havde slet ikke lyst til at være der. Lad mig bare sige det sådan. Jeg slog mig ned i en stol kun lige præcis længe nok til at google adressen til den nærmeste park. Der er Lake Rim kun et par mil fra vores hus, så jeg skyndte mig ud og kørte derhen. Det sted var magisk. Det var lidt forvirrende at finde hen til den bedste parkeringsplads. Søen var til højre og selve parkområdet var til venstre, så jeg parkerede og læste på et skilt, hvad der fandtes i området. Der var både vandreruter, legepladser, sportsområder og spisested med grill. Jeg gik lidt rundt i nærheden af parkeringspladsen for at undersøge, og omkring samme tid som jeg ankom en gruppe fyre, som gik direkte ned på sportspladsen. Jeg ville skyde på midt-20erne og rigtig lækre alle sammen. De spillede amerikansk fodbold sammen - jeg bliver ikke overrasket, hvis det viser sig, at de er på et rigtigt football hold. Jeg besluttede at tage over på den anden side til søen, hvor jeg også kiggede lidt rundt i starten. Som jeg nåede over på den anden side af parkeringspladsen, kom en fyr ud fra en sti halvgemt mellem træerne (for ja, søen lå lige op ad en skov af væsentlig størrelse). Jeg gravede et køligt æble op af min taske og fulgte stien. Vejret var fantastisk. Uden vind var varmen noget nær et typisk dansk majvejr. Stien var ikke så spændende - den var tæt på vandet i godt en kilometer, hvor den fortsatte, men der var en vandløb i vejen på tværs med en dæmning for skrøbelig til at gå på, så jeg vendte bare om. Jeg satte mig på en bænk tæt på vandkanten og nød det. Efter så hård en uge var det luksus (helt bogstavelig talt luksus) at kunne sidde på en bænk og lave ingenting, sidde i egne tanker, nyde solen. Jeg sad simpelthen med benene i skrædderstilling, kiggede ud over vandet og følte en samhørighed med det. Det mindede mig bare så meget om Ahl (strand ved Ebeltoft), selvom det ikke lignede rigtigt. Men der var en blid vind, solen skinnede, lugten var beroligende familiær og en flok måger skræppede, og jeg sugede det bare til mig. Jeg tror, dette bliver mit stille/hemmelige/hellige sted, kapu som de siger på Hawaii. Det er også rart at kunne suge en masse D-vitamin ind. Og jeg ved nu, hvor football spillere og andre lækre fyre hænger ud. Tihi. Jeg sad der nok en halv time og bare nød stilheden og roen, hvorefter jeg satte mig ind i bilen for at læse. Jeg har brugt imponerende meget tid i bilen for bare at læse. Hvis Svend har for travlt til at tage en lur, sætter jeg ham i bilen og kører rundt til han falder i søvn. Det er virkelig effektivt! Så har jeg bare min kindle i tasken og parkerer enten hjemme i indkørslen eller ved pigernes skole, hvis det er tæt på hentetid eller bare på parkeringspladsen ved Sonic (min yndlings drink 'restaurant') og får mig noget at drikke og læse. Det er super fedt, at jeg opdagede det så tidligt i mit ophold. Jeg kom hjem ved 15 tiden, hvor jeg nød dagen med Valerie og ungerne. De legede mest udenfor, mens Valerie ryddede op i garagen og jeg tog mig af vasketøj og hvad der var i køkkenet. Vivianna tog mig med til den lille sø i nabolaget. Det er nede ad vejen og ind ad en af sidevejene, hvorefter der bare er den her smukke lille sø, som snildt kunne fungere som et picnic sted. Vivianna snakkede og snakkede og snakkede hele vejen, men det var rart bare at være sammen os to og kunne give hende min fulde opmærksomhed. Det er jo vigtigt at være sammen med dem alle tre, så jeg ikke kun får et godt forhold til Svend. Men det var i hvert fald en fantastisk dag!
Søndag var jeg i kirke som sædvanligt. Loretta var der ikke, så jeg sad ved siden af Heather. Mr. Hawk var der heller ikke, så Adam Green fra Singlegruppen underviste i stedet. Der var et par nye, og Adam kendte ikke ret mange i denne gruppe, så vi brugte de første ti minutter på at introducere os med navn og vores yndlingsfilm. Jeg kan ikke huske ret mange nye navne, men det var alligevel et indblik i gruppen, jeg ikke havde før. Vi så godt 20-30 minutter af en film med David Platt, som er forfatteren til bogen Radical. Den underviser Mr. Hawk ud fra og bruger altid et par minutter på at overbevise gruppen om at købe bogen. Jeg ved bare, at det kommer ikke til at ske for mig. Det er ikke undervisningen jeg kommer efter. Adam fortalte dernæst om Singlegruppens møder tirsdage og onsdage og havde foldere om tid og sted til interesserede. Jeg fik selv en, så jeg havde det hele på skrift og ikke skulle bekymre mig fremtidigt om at glemme det. Resten af dagen var stille og rolig. Der skete ikke så meget. Jeg sad udenfor det meste af eftermiddagen og læste, mens ungerne legede i haven, så jeg kunne holde øje med dem på samme tid.
Tirsdag (mandag var ikke spændende) dukkede jeg op til Singlegruppens møde. Om tirsdagen mødes de for at blive mere eller mindre undervist af Adam og/eller Jessica, og om onsdagen er det diskussion omkring bibelen og dens indhold hjemme hos selve A og J. Tirsdagsmøderne foregår i en lille teatersal i hovedbygningen af boligkomplekset, hvilket jeg var lidt forvirret over at finde, men da jeg dukkede op, sad Adam i sin bil på parkeringspladsen, så han pegede mig til den rigtige dør. Jeg kom ind i køkkenet til en lille buffet (til amerikanske møder er der åbenbart altid mad og drikke), som flere fyre var samlet omkring, og kom derefter ind i den lille sal, hvor flest piger var. Her så jeg Jessica sidde bag et ) med en anden pige, hvor vi snakkede indtil holdet begyndte. Vi snakkede om navne først og deres betydning, hvorefter vi kørte over på nordisk mytologi, som Jessica var meget interesseret i. Da jeg forklarede om de tre verdener, Asgård, Midgård og Jotunheim/Udgård, overhørte en af fyrene mig snakke om Jotunheim. Jeg har ikke set ham før, så jeg kender ham ikke. Jeg fik dog et rimeligt indtryk af ham - han er nok en af de mest irriterende amerikanere, jeg har mødt. Han var kæmpehøj og næsten lige så bred, og han kom over og afbrød konstant, mens jeg fortalte Jessica videre om mytologien. Han fortalte altid den sidste halvdel af alle mine sætninger - lidt ligesom folk, som bryder ind midt i en joke og fortæller pointen. Han var meget begejstret for, at jeg vidste noget om det og prøvede flere gange at få mig i snak... men jeg snakkede jo med Jessica! Da Jessica og hendes veninde skulle øve lige inden mødet startede, trak han mig hen til buffeten. Jeg var åbenbart den første, han har mødt nogensinde, som vidste noget om mytologien, og det var jo bonus, at jeg vidste, hvordan tingene udtales. Han spurgte efter mit mobilnummer - efter at have snakket til mig i, hvad, 10 minutter - som inkluderer hans afbryden i min og Jessicas samtale. Jeg blev grebet uforberedt, men jeg fik fremstammet, at jeg ikke har tid til at skrive i løbet af dagen pga. mit arbejde. Så spurgte han efter min email. Det er lidt svært at sige, at man ikke har en email. Så han trak mig op til sin plads, hvor jeg fik skrevet min email på hans computer. Så smøg jeg tilbage til forreste række lige foran keyboarded, hvor SuperBowl-værten Stephanie sad. Hun ignorerede mig dog på grænsen til uforskammethed, så jeg lod hende bare være. Hun flyttede sig også kort efter. Lige da mødet startede, kom en af drengene fra College and Career (CC gruppen og Singlegruppen er meget sammen til både tirsdags- og onsdagsmøderne) ved navn Jared, som satte sig ved siden af mig. Måske ville det ikke være så vigtig en detalje for jer. Men tænk jer, jeg er ny i området og gruppen. Jeg har aldrig rigtig snakket med ham her. Hvis en ny person kom til et af jeres møder, ville I så sætte jer sammen med jeres venner eller sammen med den nye? Jeg ville nok selv personligt gå hen og præsentere mig og tilbyde personen at sidde med mig hos mine venner, men jeg ville ikke bare gå hen og sidde ved ham/hende. Så simpel en gestus som et fast gruppemedlem gå hen og sidde ved mig gav mig en følelse af at rigtige høre til. Måske ikke helt og fast og permanent, men det er et stort skridt i den rigtige ret. Desværre blev han senere nødt til at sætte sig et andet sted lidt senere, da disse møder åbenbart bliver brugt som en slags konkurrence mellem pigerne og drengene, så pigerne sad i venstre side af salen, mens drengene var i den højre. Vi startede mødet med et par sange, hvorefter jeg blev præsenteret som den nye - jeg skulle egentlig have stillet mig op foran alle og præsenteret mig, men Adams fokus er som en tumlings, så jeg fik heldigvis lusket mig fra det. Der var 5 minutter for alle at sige hej til hinanden, hvor flere introducerede sig for mig - en rødblond ved navn Rita, Jessicas sangerveninde Danielle, og Kirsten fra min Sunday School kom og gav mig et stort knus. Adam og Jessica fortalte om deres plan om mødes med dem, der ikke havde en date på Valentinsdag og spise sammen på Red Robin. Man skulle helst give lyd, så de kunne vide, hvor mange de skulle reservere plads til. Og så begyndte konkurrencen. Adam begyndte med at forklare, hvordan bibelen er inddelt og gennemgå tolv hovedbegivenheder. Og så skulle vi ellers på skift i pige- og drengegrupperne svare på disse spørgsmål, som havde en indledning. Dette mødes overemne var omkring Joseph, som havde disse 12 ældre brødre, der ikke kunne lide ham, fordi deres far behandlede Joseph som et mere specielt menneske end brødrene. Han havde desuden også syner, som han kunne tyde. Så spørgsmålene var virkelig dybdegående omkring dette. Fx navnet på hvilken bror, der tilbød at bla bla bla... osv. Det var hyggeligt. Jeg kunne ikke svare på ret mange af spørgsmålene, men det er jo også begrænset, hvor meget jeg kender fra bibelen. Jeg faldt i lang snak med Danielle efter mødet og kom først hjem ved 22.30 tiden. Det er sent, når jeg skal op og arbejde tidligt. Jeg fik både udvekslet facebook information og mobilnummer med hende. Når først man kommer ind, er alt bare nemmere. Inden hun gik, snakkede jeg også med Kirsten og pigen Heather, jeg mødte til Super Bowl, hvor de foreslog at vi lavede noget sammen en dag. Gå i biffen eller noget. Det kunne da være herre hyggeligt!
Onsdag arbejdede jeg først fra 7.30, så jeg kunne sove en time længere, heldigvis. Jeg skulle ikke døje med at få ungerne skoleklar eller køre dem i skole. Svend sov lige præcis til hoveddøren smækkede efter dem - på trods af morgensure Charlotte og højlydte eskapader i stuen, hvor akustikken jo er fremragende. Jeg lavede havregrynspandekager til aftensmad, da Valerie først kom hjem kl. 18. De var okay. Det er sjovt at prøve den slags nye opskrifter. Det irriterer mig bare her, at de ikke sælger grisefars. De har kun hakket oksekød! Jeg spurgte engang i kødafdelingen i Walmart om de kunne hakke noget svin til mig manuelt, men det kunne de ikke - en mand overhørte mig dog og gav mig instruktioner til et kødmarked, som kunne gøre det for mig. Jeg har ikke haft tid til at tjekke det ud endnu, men jeg har da helt sikkert tænkt mig at gøre det. Henning elsker frikadeller og boller i karry, og jeg synes, det ville være synd ikke at lave det til ham, når de nu har en dansker i huset.
Lige efter aftensmaden kom tre unge mænd fra Singlegruppen/College and Career. Jeg kan ikke helt holde styr på mere, hvor hvem hører med. Det er åbenbart procedure at besøge nye faste i kirken. Det var utroligt akavet. Jeg var træt, og mit engelske er ikke helt så godt, som når jeg er udhvilet, og jeg var desuden uvasket med briller, alt håret trukket væk fra ansigtet og krydren fuld af bumser. Jeg vidste desuden end ikke, at der fandtes 'Visitation', så jeg havde ingen ide om, hvad jeg kunne forvente af besøget. De sagde heller ikke så meget, og det var bare SÅ akavet. De smuttede igen efter godt 10-15 minutter, og jeg ved stadig ikke, hvad vi snakkede om.
Jeg besluttede ikke at tage til onsdagsmødet, da jeg var søvnig og ikke syntes, jeg brugte nok tid med familien. Dagen efter var jo også Valentinsdag, så jeg sad ved spisebordet med ungerne og Valerie, hvor vi hjalp hinanden med at lave Valentinskort til pigernes klassekammerater. Det er tradition at de små klasser mindst har et lille til-og-fra kort med fine dekorationer på til alle, og de fleste har et stykke slik tilhørende eller klistermærker, falske tatoveringer, you name it. Jeg sad i en halv time og satte bittesmå falske klistermærker på Viviannas til-og-fra kort og hjælpe med at stave klassekammeraternes navne. Det var ret hyggeligt. Jeg fik dermed også et indblik i deres Valentinstradition. Jeg har jo kun oplevet danskernes halvhjertede og ofte modstræbende version af det og så det år, jeg boede i Arkansas, hvor jeg fik tre 'carnations' af min daværende kæreste. Der kunne man i ugen op til give en dollar eller to pr. carnation (speciel blomst, som lignede en origami-blomst, men som åbenbart er ægte nok) samt et lille til-og-fra kort, og i løbet af Valentinsdagen kommer et par udvalgte (måske elevrådsmedlemmer) rundt midt i timerne og kalder navne, hvorefter man modtager blomsterne. Det var en sød oplevelse. Jeg kan huske, at jeg ikke havde regnet med at få noget, da min daværende kæreste ikke havde nogen rigtig indkomst. Han gav mig også den største bamse, man kunne få i Walmart, kan jeg huske. Jeg har den stadig på mit værelse i Ulstrup.
Midt i arbejdet så jeg pludselig, at min gamle værtsmor Carrie havde ringet til mig, hvor jeg ikke havde hørt det på trods af, at min mobil var lige foran mig. Jeg skrev en sms til hende, og hun svarede, at hun bare gerne ville have hørt min stemme. Vi har haft meget begrænset kontakt det sidste års tid lige udover et par sms'er, siden jeg kom her, så jeg ringede tilbage, da jeg var færdig med Valentinskortene. Det var super at snakke med Carrie igen. Hun havde mere twang (sydlandsk accent) end jeg huskede, og jeg blev så forundret ved tanken om, at jeg højst sandsynligt også har lydt sådan engang. Vi snakkede i godt en halv time sammen om hendes piger Emily Grace, Cailyn og Taylor, om en bog/serie, hun vil have, jeg skal læse og bare om hverdagsting.
Emily Grace er blevet 8 år nu. Hun var tre år, da jeg boede hos dem. Nu er hun begyndt på gymnastik, hvor hun blev rykket op på niveau 3 i løbet af tre uger! Hun er også rimelig livlig og springer rundt på alt, hun kan komme i nærheden af. På den måde har hun ikke ændret sig. Cailyn er 12 år nu. Carrie fortalte, at hun er begyndt at blive lidt vrissen og teenage-agtig, og hun begyndet nok snart på sit lort (menses). Jeg blev simpelthen så chokeret, da Carrie sagde det. Jeg husker stadig Cailyn som den glade 8-årige, som mindede mig så meget om min egen lillesøster. Nu bliver hun snart teenager. Jeg ved virkelig ikke, hvor tiden er blevet af! Carrie bekræftede til sidst, at jeg måtte komme når som helst, jeg havde tid/lyst. Jeg håbede/regnede jo med at bruge min ferie hos dem, og vi snakker om, at hvis de tager et sted hen i en ferie, kan jeg komme med eller mødes med dem der. Da jeg boede hos dem, var de både på krydstogt (jeg var med der) og en uge på Golfkysten i Florida (her var jeg ikke med pga. pengemangel). De har lavet noget hvert år, jeg har kendt dem, så det bliver spændende, om jeg kommer til at opleve noget med dem igen.
Torsdag arbejdede jeg også fra 7.30 til 18. Dagens hovedpunkter var gymnastik, og denne formiddag opførte Svend sig overraskende artigt. Han gjorde næsten altid det, jeg bad ham om! Han faldt desuden i søvn i bilen, og da jeg bar ham ind i stuen, sov han næsten en hel time mere. Jeg fik lavet lektier med pigerne efter at have hentet dem fra skole, fik dem til at skifte tøj, selvom der var en værre ballade omkring det, og da jeg kørte alle ungerne til pigernes gymnastik, huskede jeg den ene iPad, så jeg kunne distrahere Svend, indtil Valerie kom. Jeg gav hende et hurtigt referat af dagen, især Svends succes til gymnastik, hvorefter jeg kørte direkte til Red Robin for at mødes med Singlegruppen. Jeg havde egentlig regnet med at tage hjem inden for at skifte til en ren trøje, men jeg gad ikke alligevel og lagde makeup i bilen, lige inden jeg gik indenfor. Der gik over en halv time, inden vi kunne få pladser, da alle åbenbart havde tænkt sig at spise på Red Robin på Valentinsdag. Jeg sad mellem Jessica og hendes 21-årige bror Jimmy, som jeg tidligere havde lagt mærke til i kirkeorkestret. Han ser ret godt ud, men han ligner også min første kæreste Tommy fra Arkansas. Jeg snakkede meget med Jessica. Da jeg besluttede mig for en 'seafood scatter' (muslinger, rejer og torsk i panering med ovnfritter og en salat, jeg ikke i skrivende stund kan huske, hvad hedder), anbefalede hun restauranten 316 Oyster Bar, som hun tager på med sin familie til fødselsdage. Det er hendes yndlingssted, men det er lidt dyrt, så derfor er det kun på begivenheder, de tager derhen. Vi fik også snakket om, at jeg ikke er rigtig religiøs men mere nysgerrig. Indtil videre har jeg kun mødt religiøse mennesker, som prøvede at konvertere mig, når jeg har indrømmet det, men hun udviste en stor forståelse. Hun var mere nysgerrig over hvordan det kunne være, at vi ikke vokser op med religion som en stor del af vores liv, givet videre fra forældre til børn, som de gør her. Jeg forklarede om vores ældgamle historie først med nordisk mytologi og stammeguder, normalitet i druk i en tidlig alder, og generel historie, som alt sammen har haft en betydning for vores normer i dag. Hun syntes, det var interessant, at vi bliver undervist både i religion og evolusionsteorien og dernæst selv bestemmer, hvad vi vil tro på. Specielt at lærerne er forbudt at give deres overbevisning til kende, medmindre vi spørger, var interessant for hende. Her i USA brokker baptisterne meget over, at deres unge mennesker er gode i deres tro, men så snart de kommer på universitetet, får de lærere vendt de unge mennesker om til marxisme eller evolusionsteorien eller hvad de nu end tror på. Jeg har også mødt endnu et menneske, som spiser citroner, ligesom jeg gør. Jessica og jeg skålede i citronbåde og åd godt 3-4 stykker, inden Stephanie tog skålen væk. Det var totalt sjovt!
Det var en hyggelig aften, men jeg havde ligesom håbet på mere. Det var jo trods alt Valentinsdag. Jeg havde håbet, at jeg kunne få en fantastisk aften, jeg ville huske mange år frem (det var min sidste Valentinsdag jo), men det føltes mere som en almindelig sammenkomst med gruppen. Det var hyggeligt, bare ikke så specielt, som jeg havde håbet. Inden vi gik, fik alle pigerne en rulle Valentinsslik fra en pige, jeg godt kan lide og mødte i tirsdags, men som jeg desværre ikke kan huske navnet på. Det er den slags typiske slik formet som hjerter med små beskeder i som "Sugar lips", "Kiss me", "I love you" osv.
Jeg smuttede sammen med Jessica, Adam og et par andre, som også skulle op tidligt og arbejde. Vi havde de sidste 10 minutter snakket om forskelle mellem vores lande, og jeg fik nævnt, at de da skulle komme og besøge engang. Mest som en spøg, da det jo er dyrt at rejse, og Jessica er universitetsstuderende, så de er ret presset, kan jeg forestille mig, men da de begge viste interesse, tilbød jeg logi, når jeg engang får mit eget sted. De blev overmåde begejstrede. Adam sagde endda, at han ikke håbede, jeg jokede, da han virkelig gerne vil rundt i verden. Jeg tror, jeg kom meget tættere på dem ved den snak. Jeg ved nu også, at de kan lide mig nok til at rejse halvvejs over kloden for at besøge mig. Det siger ikke så lidt!
Fredag var rigtig god! Svend var super nem og sov et par timer, da jeg havde god tid til at gasse ned og slappe af. Jeg kom først sent i seng og skulle op igen lidt over 6, så da Valerie kom hjem, var jeg klar til at gå i seng! De var heldigvis blevet spontant inviteret til middag hos en veninde, så jeg fik huset for mig selv fra ved 17 tiden. Jeg kom lidt sent af sted for at hente pigerne fra skole, så jeg hentede Charlotte direkte ved døren ligesom en drive-thru (det gør de fleste forældre, men da Vivanna først får fri 10 minutter efter Charlotte, parkerer jeg normalt bilen) og parkerede dernæst. Jeg gik til fods hen til bænkene, hvor Viviannas klasse kommer hen til afhentning. Mens hun gjorde orden i sine ting og tog jakken af (det var en varm dag), kom en lille sorthåret pige storsmilende hen og stillede sig foran mig og lænede sig ind i et forsigtigt kram. Jeg grinede og spurgte, om hun ville med mig hjem, hvilket hun sagde ja til, da hendes mor ikke var kommet efter hende endnu, haha! Hun var sådan en glad pige, og jeg havde faktisk lyst til at tage hende med. Hun ville være en fryd at passe. Da jeg gik med Vivianna, spurgte jeg hende om pigens navn. Hun hedder Isabella, og for en uges tid siden hentede hendes mor hende med deres nye lille hvalp (sådan nogle som ofte får lyserøde sløjfer i pandehåret), som Charlotte og Vivianna havde nusset ud af bilruden. Da jeg så den, gik hun op og lod mig kæle med den. Jeg tror, hun genkendte mig. Ej, hun var bare det sødeste!
Ved 21 tiden kom Henning endelig hjem fra Virginia! Jeg har set frem til det næsten siden han tog af sted. Det har været nogle hårde uger uden ham. Det var dog ikke så harmonisk en 'genforening' som jeg havde forestillet mig. Jeg var den eneste hjemme, da Valerie og ungerne stadig var hjemme hos vennen. Jeg så ham først på vej op af trappen, hvor Ranger (hunden) dansede ham om hælene. Vi fik sagt hej, godt at se dig/godt at være hjemme, og så gik han i bad. Jeg forstod godt, at han var træt efter køreturen. Vi snakkede lidt, hvor han sad i sengen og så noget i tv, men jeg gik så i seng og læste. Han kørte ud for at få noget at drikke (Sonic, tror jeg), hvorefter han ville mødes med sin familie og følges med dem hjem. De kom hjem ved 22 tiden, hvor jeg egentlig havde lagt mig, men de lagde sig heldigvis tidligt til ro.
Lørdag (i går) lå jeg længe i sengen og puttede. Det var tiltrængt, og jeg nød det i fulde drag. Jeg nåede kun lige ud og sige godmorgen, inden Henning smuttede med Svend til svømmetime. Jeg ordnede vasketøj med Valerie, inden hele familien tog til pigernes svømmetimer, og så havde jeg huset for mig selv, indtil ved 15 tiden. Jeg fik rigtig slappet af med at se serier og læse og skrive lidt med Marlene. Det var jo hendes fødselsdag! Jeg håber, du havde en god dag, bette!
Til aftensmad kom to 'Elders' fra familiens kirke, da Vivianna har besluttet at blive 'baptized' (vi ville kalde det at blive døbt, men det er amerikanernes måde at fuldkommen overgive sig til Jesus og kristendom, og der hører foregående lektioner til og flere besøg fra 'Elders'. De bliver så dyppet i vand som symbol for det hele). Vi fik besøg fra tre Elders, lige inden Henning tog til Virginia, som også spiste hos os. Det var en 19-årig (fandt jeg ud af denne gang, da han også var her denne dag) Elder Steele, en anden et par år ældre som jeg ikke fangede navnet på, og så en omkring 30 år, som havde taget sin kone og børn med.
Denne dag var Elder Steele kommet igen med sin utroligt lækre kammerat Elder et-eller-andet men jeg fangede hans fornavn som Hershall. Det er et ret usædvanligt navn åbenbart. Jeg synes, mange amerikanske navne er usædvanlige haha! Hershall på 20 og Steele (jeg kender ikke hans fornavn) er missionærer fra hhv. Utah og Idaho. Vi fik alle sammen snakket om hjemsted, madkultur og om os selv, så vi lærte hinanden lidt at kende. Det var rigtig hyggeligt. Efter maden var der ligesom sidste gang en slags lektion, som Vivianna skal kende for at blive baptized, hvor de snakkede om et bestemt emne. Denne gang var det mest hvor mennesker kommer fra og hvor de kommer hen efter livet på Jorden. Jeg havde forventet snak om Adam og Eva osv og en evighed i enten Helvede eller Paradis efter livet, men da Vivianna nævnte, at vi var ånder (spirits), spidsede jeg ører. Mormoner mener altså, at vi kom fra en Spirit World, og når vi dør, kommer vores Spirit (parallelt med sjælen vil jeg tro) til et sted, hvor deres liv på Jorden vil blive vurderet. Hvis de havde truffet gode beslutninger og været gode mennesker, ville de blive sendt til et Spirit Kingdom, som er delt op i tre grader af pragt. Til dem, der har levet de bedste liv, er der Celestial Kingdom, som bliver sammenlignet med solens lys, så godt og rent er det. Til dem der har været 'middel'gode, er der Terrestrial Kingdom, som bliver sammenlignet med månens lys, og dem som syndede hele deres liv uden at ændre sig, bliver sendt til Telestial Kingdom, som bliver sammenlignet med stjernernes lys. Sådan fortalte Hershall det i hvert fald. Jeg fik et brochure, hvori der står, at de dårlige mennesker kommer ind i Telestial Kingdom, hvor man åbenbart ikke er så glad. De har ikke noget Helvede, men flere vurderer Telestial Kingdom som et sted, hvor man i al evighed reflekterer over sine synder. Da de begyndte at snakke om månens og stjernernes lys, begyndte jeg dog næsten at grine. Fra et astronomisk synspunkt er det de absolut dårligste sammenligninger.. Månen har ikke noget lys i sig selv, og langt de fleste stjerner lyser lige så kraftigt og nogle endda kraftigere end Solen. Hvis jeg møder og falder i snak med dem en dag, som ikke handler om Viviannas baptism, vil jeg nok spørge lidt ind til det. Se, hvad de siger til det.
Men sammenligning lagt til side, så fik jeg faktisk et langt bedre indtryk af mormonernes tro end baptisternes. Berean kirken er meget ekstrem i deres tro. De dømmer og bagtaler andre versioner af kristendommen (eller, det gjorde Mr. Hawk i hvert fald - Jessica Green virkede meget åben for andres overbevisninger). Da missionærerne tog af sted igen, spurgte jeg Valerie mere dybdegående om tingene. Det gav mig bare et endnu bedre indtryk. Jeg regner ikke med at begynde at tro aktivt på Gud og Jesus, men jeg er langt mere tilbøjelig til at acceptere mormonernes syn. Jeg besluttede mig til sidst for at tage med familien i kirke i dag. Bare for at prøve det. Der er desuden ikke den slags 'eye candy' i Berean (aka. lækre fyre. Der er selvfølgelig et par stykker, men ikke nogen jeg har haft rigtig kontakt med. Devan fra Super Bowl har jeg desværre ikke mødt siden. Han fortalte ellers, at han kommer i tirsdagsmøderne).
I dag var jeg som sagt med familien i kirke. Det var røvkedeligt, undskyld mit franske. Det startede kl. 9, hvor vi sad inde i en sal. Det var nok en tredjedel størrelse af Berean og samme målestok af medlemmer. Hershall og Steele stod ved indgangen til salen og uddelte foldere med dagens program og kirkebeskeder. Den næste time og kvarter mindede meget om kirken hjemme i Ulstrup, hvor en mand (godt nok i jakkesæt) prædikede, og vi sang ind i mellem ud fra en salmebog. Jeg har hidtil haft nemt ved at synge med på sangene i Berean, hvilket jeg tror skyldes mine mange år i kirkekoret, men i disse salmebøger var der også noder, så det var endnu lettere at få taget på. Midt i dette sked Svend en ordentlig en, så Henning blev nødt til at tage ham hjem og vaske ham. Efter prædikenen tog Valerie og jeg pigerne til deres form for Sunday School, og jeg fulgtes så med Valerie til hendes. Hvis det var rigtigt, skulle jeg have været til en ungdomsgruppe for 20 - 30 årige, men det var jo en spontanbeslutning i går, og vi kom lidt for sent af sted til at undersøge, hvor denne gruppe var. Vi startede med en, der bad en bøn og sluttede ligeledes med en bøn. En dame var 'læreren' og vi snakkede om den proces, der hjælper en til at leve rigtigt. Det startede med tro på Gud og Jesus og sluttede med at kunne træffe de rigtige beslutninger. Mormonisme går netop ud på at træffe gode og rigtige beslutninger, det er deres måde at komme i himlen på. Eller, Celestial Kingdom. Læreren kunne jeg forestille mig er gammel skolelærer. Den måde hun underviste, skrev på tavlen og bare var på, er bare som jeg har set mange af mine tæt-på-pension lærere være. Det tog lige knap en time, hvorefter de har en tredje 'time', hvor mænd og kvinder er opdelt, og så lærer de noget forskelligt. Det er mest diskussion, hvor man lærer af hinanden. Den unge gruppe skulle omhandle forhold, dating, skole osv., Valeries gruppe diskuterer husholdning, børneopdragelse osv. Mændene skulle lære noget om at være familiens overhoved og præsteskabet, da mormoner holder ved patriarki, hvor manden er linket til Gud i hver familie. En dame, som sad ved siden af Valerie præsenterede sig selv og sin veninde, hvor hun ville snakke med mig (den nye), og fortalte om ungdomsgruppen, som holdt til der og der til det og det tidspunkt, hvor Valerie fulgte mig derhen. Vi kunne dog høre stemmer gennem døren, og jeg hader at tiltrække opmærksomhed på den måde - det er bare så pinligt, så jeg gik bare tilbage til Valeries gruppe. Vi diskuterede ikke rigtig noget her. Vi snakkede om Helligånden og hvordan den hjælper os i hverdagen. Flere af kvinderne delte deres historier om, hvordan den har hjulpet dem og vejledt dem. Tanken om en ånd er lidt for langt ude for mig, men når man hører personlige historier kan man alligevel undres. Situationerne var meget håndterlige for dem. Det hele sluttede ved 12 tiden, hvorefter Henning kom og hentede os. Vi kørte hjem, skiftede tøj (eller, de andre gjorde, da de jo var klædt i fineste søndagstøj - jeg havde bare pænt hverdagstøj på) og tog på jagt efter is. Det var en længere skattejagt, men til sidst fandt vi isbaren Cold Stone Creamery, som havde den lækreste is. Der var en masse at vælge imellem, og når man endelig valgte noget, kunne man få ting blandet i. Fx valgte jeg en kaffeis med karamelcreme, hvor ekspedienten tog en ordentlig klump is, puttede den på et specielt bord/en plade, hakkede det lidt fra hinanden, hældte karamellen over, og så blev det ellers blandet til den havde en perfekt cremet konsistens med striber i. Det var super lækkert! I kirken havde Vivianna og jeg begyndt et tænkespil, hvor man skal sætte streger på et ternet papir og prøve at lukke så mange firkanter som muligt. Vi fortsatte det i isbaren. I starten tænkte hun sig ikke om, så jeg fik virkelig mange firkanter, men hun lærte af sine fejl med det samme, og efter en lille halv time forstod hun virkelig spillet og brugte samme tricks som jeg. Spil bliver først sjove, når man får en ligemand. Dernæst gik vi hurtigt i en makeup- og hårprodukt forretning kaldet Ulta lige et par butikker henne, og så tog vi hjem igen. Vi havde en stille eftermiddag, hvor jeg har skrevet det meste af dette indlæg, jeg ved ikke hvad pigerne lavede, og Valerie og Henning ordnede skat. Ved 19 tiden rumsterede de rundt uden for min dør, og da jeg stak næsen ud, sagde de, at de ville tage på Panera (stedet jeg fik en smoothie, den aften jeg ankom til Fayetteville) og at jeg måtte komme med, hvis jeg havde lyst. Da vi kom hjem, så jeg to film med pigerne, hhv Pocahontas og en Barbie film. Charlotte faldt i søvn, og Svend begyndte at nikke. Han var dog opsat på at komme op til Valerie, men jeg prøvede at holde ham hen, så de kunne få gjort mere. Jeg endte med at holde ham en god time og svaje, mens han hvilede hovedet på min skulder. Han havde det søvnigste udtryk i ansigtet, så jeg håbede, at jeg kunne få ham til at sove også, men så sluttede filmen, og han kom i tanke om sin mor igen. Klokken var også ved at være 23, så jeg gjorde mig klar til seng, sagde godnat. Og her sidder jeg så og afslutter mit umenneskeligt lange indlæg.
Beklager længden. Og at det tog så lang tid for mig at tage mig sammen.
HAHAHA jeg kopierede indlægget over i Word for at se, hvor langt det var - det fylder 9 sider. Ej hvor sjovt. Jeg har godt nok haft munddiarré her.
Jeg håber, I alle har det godt!
Stort knus herfra.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar