De halve eventyr

Tip: Husk, at man kan klikke på billederne, hvis man vil se dem i større udgave!

Det var egentlig kun meningen, at jeg ville fortælle om i forgårs, lørdag den 10., da Mathias og jeg var ude på en kanon god tur uden for Nuuk, men så kom jeg i tanke om et tredje "halvt eventyr", som skete dagen før. Vi havde købt billetter til biografen fredag aften kl 21, da de skulle have premiere på filmen Black Widow, som er en slags superheltefilm. Vi gjorde os klar i god tid og gik ned i en forretning for at købe slik og sodavand til filmen, og da vi kom ned til kulturcenteret, som biografen befandt sig i, var der en lille live-koncert, som vi lyttede til, indtil vi skulle ind. Der er live-koncerter foran kulturcenteret hver fredag i juli, så vi ved da, hvad vi kan gøre, hvis vi gerne vil ud og fejre weekenden. Nåh, men så gik vi ind for at vente ved døren ind til salen, og der skete bare ingenting. Vi tænkte, at det måtte være en del af den afslappede kultur, at det bliver lidt tæt på filmstart, men da vi går lidt rundt og venter, får jeg øje på en lidt hengemt plakat af filmen, hvor der stod "Aflyst" på tværs. Henne ved receptionisten fik vi at vide, at det simpelthen er grundet, at de pga. tekniske udfordringer ikke havde modtaget filmen endnu, og de vidste ikke, hvornår den ville komme! Det syntes vi begge var en utrolig årsag, men vi fik naturligvis pengene tilbage, og så gik vi hjem, lavede nogle popcorn og så en anden film under dynen i vores vante, hyggelige omgivelser. 

Denne historie er dedikeret til halve eventyr, men jeg starter ved begyndelsen. Mathias og jeg lå og snuldrede ret længe lørdag morgen og havde ikke helt aftalt, hvad vi skulle lave den dag. Snakken var tidligere faldet på, om vi snart skulle ud og se nogle bjerge, men det skulle være en dag med godt vejr. Over morgenmaden kiggede vi på udsigten, og om der var nogle gode vandreruter, og vi fandt et par stykker, som startede ved bydelen Qinngorput nordøst for Nuuk.

På med tøjet, rygsækken pakket med mad, frugt og vand, og så kom vi ellers afsted. Bussen var lidt svær at blive klog på, så vi besluttede os bare for at gå hele vejen til Qinngorput og så tage bussen hjem, da vi nok ville være trætte. Allerede uden for Nuuks mest befolkede områder befandt sig sværme af bittesmå fluer, som omsluttede os, mens vi gik. De var skide irriterende og fulgte os, når det ikke blæste bare en lille smule. 

Et tilfældigt, afslappet lille vandfald på vejen til Qinngorput

De hyggelige huse i Qinngorput

Udsigten var fantastisk allerede på vejen, og vi gik i spænding med tanker om, hvad der ventede os. Husene var lige så hyggelige som i den gamle bydel i Nuuk omend lidt større, og langt flere havde altaner med udemøbler, vasketøj, og endda et sted havde de hængt tre gevirer op på hegnet rundt om deres altan!

I Qinngorput smuttede vi lige hurtigt ind i to forretninger for at se, om vi kunne få noget myggespray til at holde de forbaskede fluer og myg væk, men de havde ingenting, så vi måtte bare trække på skuldrene og mase på. Bjergene strakte sig ud for os, men vi kunne ikke helt finde ud af, hvor vandreruterne startede. Umiddelbart var der ingen brud i bjergvæggen, man kunne gå op ad, men pludselig fik vi øje på en flok piger til hest, som kom ned et sted fra, og så gik vi derhen, for de måtte da være kommet et sted fra! Jo længere op ad grusstien vi kom, blev vi imidlertid mere i tvivl, for der var også bare bjergvæg, og pludselig kom en kvinde kørende ned mod os. Hun stoppede og spurgte meget venligt, hvad vi skulle, og vi nåede ikke at fortælle ret meget mere end "leder efter vandrerute", før hun sagde, at mange mennesker forvildede sig op ad hendes vej i søgen mod Cirkussøen. Det skulle være et meget smukt område. Om hun skulle vise os derhen? Jamen, det ville da være helt fantastisk, og så fik vi lov til at sætte os ind i bilen, hvorefter hun kørte os et kort stykke tilbage, op ad nogle snirklede veje, som vi troede kun var til privat beboelse, og så pegede hun på en grussti. Hun fortalte også, at myggespray og -net ikke normalt købes i supermarkeder men i matas og sportsforretninger, og så ønskede hun os held og lykke. Vi takkede hende mange gange og begav os afsted mod Cirkussøen. Inden vi startede opstigningen, kiggede vi på kortet på mobilen, så vi kunne markere starten på ruten, for på trods af rutens popularitet, havde vi ikke kunnet finde den rigtige start nogle steder, der var ingen skilte, og vi vidste kun, at det startede fra Qinngorput. Da vi hev mobilen frem, forstod vi dog hvorfor; vejene, vi befandt os på, fandtes slet ikke på kortet! Så er det også lidt svært...

Nåh, vi tog nogle billeder og satte ellers i gang. Grusstien var lang og fulgte en bred bæk med rislende vand. Det var tydeligt, at vi var på rette vej.

Allerede ved grusstiens udmunding bredte synet sig af en kæmpe sø i midten og bjergene i baggrunden, der strakte sig mod himlen. Området var fyldt med klippeblokke og sten, man er nødt til at træde på for at komme tørskoet videre. Vi fulgte Cirkussøen højre om og tænkte at gå hele vejen rundt om for at få så meget ud af det som muligt, og pludselig så Mathias nogle orange mærker på klipperne, som markerer en vandrerute, og den førte opad. Vi blev hurtigt enige om at vige turen om søen for at søge det større eventyr i jagten på de orange mærker. 

Cirkussøen i al sin pragt

Luften var sprød og kølig, men solen skinnede gennem tæppet af skyer og sjælden var brisen, så sværmene af fluer og myg vedholdt os fra grusstien, rundt om søen og op ad bjergvæggen. Ikke nok med at de var irriterende, men der var så mange, og de var så nærgående, at vi faktisk ikke kunne trække vejret, uden de fløj ind i både næse og mund, men opad skulle vi jo. Når vinden rørte på sig, trak sværmene sig lidt, og så kunne vi vende os om og nyde udsigten, som blev mere og mere storslået, jo længere vi kom op. Ikke længe gik vi heller, før vi skulle passere små snedriver for at fortsætte. Vi blev mere og mere overbeviste om, at vi skulle se, hvor langt vi kunne komme. Her vil jeg også indskyde, at Mathias overraskede mig helt enormt meget; han har aldrig besteget et bjerg og har generelt ikke den store erfaring med naturture på denne måde, på trods af stor engagement i alt nyt præsenteret for ham, men hold kæft hvor kan han klatre! Han steg opad omhyggeligt men med så højt tempo, at han ofte var 10 og 20m over mig, inden han ville stoppe op og vente på mig og mine korte ben. Jeg troede lige, at jeg kunne brillere, nu jeg har været på så mange eventyr og besteget Schilthorn i Schweiz, men det er åbenbart ikke tilfældet, når jeg har fundet mig en bjergged. 

Der var ikke mange andre mennesker, men vi mødte dog et par stykker på vej ned af bjerget, som afslørede, at vi var på vej op ad bjerget "Lille Malene". Der findes også bjerget "Store Malene", men præcist hvilket af de mange bjerge i området det var, har vi lidt svært ved at præcisere, men vi har i hvert fald fået at vide, at man ikke skal begive sig op ad Store Malene uden enten meget erfaring i bjergklatring og/eller en guide. Helst med guide. Så vi holder os bare til Cirkussøen og Lille Malene. 

Omkring halvvejs oppe begyndte jeg at blive mere frustreret, end hvad godt er, over myggene og fluerne - vi kunne ikke trække vejret uden at få dem i næse og mund, og det blæste slet ikke, som hidtil havde været de eneste periodevise pauser fra dem. Lige her mødte vi en gruppe på vores alder på vej ned, og de fortalte os, at insektproblemet desværre ikke ville blive bedre, og vi havde stadig en time til halvanden tilbage til toppen. Vi konfererede kort og blev enige om, at det ville være bedst at opgive midlertidigt og komme tilbage, når vi har købt myggespray og myggenet/fluenet til hovedet. Vi kunne sagtens fortsætte, men det var bare ikke en god oplevelse for mig længere, og hele formålet er, at vi skal have gode oplevelser! Det var desuden ikke blot, at insekterne var irriterende, men når man kommer så højt op, som vi var, så skal man bruge balance og være meget opmærksom på at træde rigtigt, for selvom det ikke gik stejlt opad, kan man alligevel falde og slå sig rigtig meget på stenene, og den opmærksomhed på vores omgivelser blev kompromisseret af at skulle vifte fluer væk hele tiden. Det var rigtig ærgerligt, men sikkerhed frem for alt. Mathias får ferie allerede om en uge, så der kan vi købe noget insektspray og net og dedikere nogle dage til at udforske både Cirkussøen og Lille Malene samt forhåbentlig opdage nogle flere ruter, vi ikke kender til endnu, foruden de andre oplevelser vi kan få som udflugter til båds osv. Det glæder vi os begge meget til!

Vi gik forsigtigt ned igen, udforskede området omkring søen lidt mere og de omkringliggende klipper, vi kunne klatre op på og nyde udsigten fra, og så gik vi ellers tilbage til Qinngorput og fandt det nærmeste busstoppested. Her ventede vi kun 10 min, kørte med bussen til Nuuk centrum, købte ind, og så gik vi resten af vejen hjem til lejligheden, lavede noget lækker mad og hyggede os under dynen med fjernsyn efter et dejligt, langt bad. På trods af at vi måtte vende tilbage før målet og blev meget frustrerede over insekterne, har det været en helt fantastisk dag, og vi er blevet mange oplevelser rigere. Fra lejligheden i Nuuk til Qinngorput til Cirkussøen og Lille Malene, ned igen og fra Nuuk center til lejligheden har vi i alt gået 15 km! Nu glæder vi os bare til at kunne tage derop igen!

Det første sne, vi skulle passere for at følge de orange mærker

En tiltrængt pause i opstigningen. Læg mærke til den lyse ring omkring solen - den ser vi ofte men ved ikke, hvorfor den forekommer.

Qinngorput til venstre, Nuussuaq til højre og Nuuk i baggrunden.

Udsigten over Qinngorput

Hverdagen indtræffer

Tirsdag den 6. juli markerer den tredje uge, jeg har været i Nuuk nu. Spændingen ved at være i et nyt land er aftaget en lille smule, og hverdagen begynder at indfinde sig. 

Bevares, naturen kan stadig tage vejret fra mig, især når solen skinner og får alle farver til at tage sig stærke ud, og havet og himlen lyser kraftigt blå. Byen i sig selv er stadig så speciel at kigge på, at jeg ikke endnu går rundt med næsen i telefonen. 

Mathias går på arbejde fra 7 til 16, og jeg udnytter tiden med at gå nogle gode ture, købe ind, tage diverse kurser gennem fagforeningen, træne, udforske området og prøve på at finde ud af de små, gemte perler, som turister ikke med det samme opdager. I øjeblikket bruger jeg også tid på at undersøge, hvad vi skal lave, når Mathias har ferie. Byen er bare ikke så stor, og jeg føler, at jeg nu har set det meste her. Jeg har været meget rundt i den gamle bydel af Nuuk, som er noget af det hyggeligste! Her findes ikke boligblokke, som i de andre bydele, men kun fine, farvede huse og nogle med hvide havehegn omkring. Vor Frelser Kirke står for foden af en klippe, som bærer en statue af Hans Egede på toppen. Han var præst og missionær, som kom til Grønland i 1700 tallet. Mange ting er opkaldt efter ham her i Nuuk, hvilket overrasker mig lidt, eftersom han ikke var den første skandinaver på Grønland. 

Mathias og jeg gik en tur op på klippen for at se statuen og udsigten deroppefra sidste weekend, hvor der var knaldgodt vejr - og faktisk fandt vi ud af, at det var Hans Egede Dag. På vejen hen til til klippen med statuen gik vi også forbi en masse mennesker forsamlet på torvet, men vi kunne ikke se, hvad der foregik. 

Den gamle bydel i Nuuk. 

Den gamle bydel med klippen og Hans Egede statuen

Hr Hans Egede i egen høje stenperson!

Vi handlede på vej hjem, da der var en masse tilbud, jeg gerne ville have med, da maden er noget dyrere, end jeg er vandt til. Det ville måske blive lidt knebent, for køleskabet går mig til midt på låret, og fryseren er en lille hylde med låge inde i køleskabet, men det skulle altså kunne lade sig gøre! Idet vi næsten var nået hjem, kom Mathias' chef "Dan", som vi var ude at sejle med, forbi i sin bil. Han så, hvor meget vi slæbte på, så han ville lige køre os det sidste stykke hjem. Han bor selv ret tæt på. Da vi så ankom, kom Dan lige i tanke om, at han havde nogle torsk i fryseren, han havde fanget, som de aldrig får spist, så dem ville han gerne forære os. Jeg tænkte "Fedt, fisk, men åh nej, åh nej, fryserplads!" Vi kørte ned til hans hus, sagde hej til hans hustru og datter igen, og så kom Dan ellers ud med en stor, gennemsigtig sæk med tre kæmpe torsk og en lille pose med en masse ansjoser. Han er et meget gavmildt menneske, og jeg var meget taknemmelig - også fordi jeg på Qooqqut fik øjnene op for, at torsk faktisk er rigtig lækkert, og nu satte jeg mig for også at lære, hvordan man fileterer hele fisk. Vi takkede ham meget på turen hjem, og så skulle vi ellers hjem og gribe fat i det mareridt at finde plads i fryseren og køleskabet til det hele. 

Det var forresten også lige op til Tjekkiet-Danmark kampen, så det var mest mig, der kæmpede med at sætte vores varer på plads. Lige meget hvor meget jeg rykkede rundt, kunne jeg ikke få plads til den ene af torskene, så hvad anden undskyldning behøver man så for at spise den samme dag? Jeg fik i hvert fald hurtigt set en video om, hvordan man fileterer den, og da den var tøet nok op, gik jeg i gang. Det gik helt ærligt ikke vildt godt, men vi fik en masse små stykker stegt torsk til aftensmad med hasselback kartofler og gulerødder. Indtil nu har vi desuden prøvet diverse grønlandske særvarer som hvalbøf og hellefisk. Vi har købt røget hval, men vi har ikke åbnet den endnu. Hvalkød er mørklilla og fin i strukturen, og vi brugte noget tid på at undersøge den bedste måde at tilberede den på, men flere opskrifter sagde altså bare en tur på panden med salt og peber. Vi blev noget forbløffet, da de mørklilla bøffer blev helt lysebrune ligesom en almindelig bøf!

Hvalbøf i rå version

Når hvalbøf forvandler sig til udseendet af en alm. bøf!

Kulturcenteret med bjergene i baggrunden.

"Havets Moder"

Vor Frelser Kirke i den gamle bydel

To børn badede i vandet... det er ganske rigtigt en isklump i baggrunden!

Glædelig grønlandsk nationaldag!

Mandag 21.06.21

I dag var Grønlands nationaldag, og hold da kæft hvor var det heldigt, at jeg nåede at komme ud af karantæne inden! Kun et par dage før skrev Mathias’ chef ”Dan”, at vi var inviterede på sejltur denne dag, og vi svarede med det samme, at vi meget gerne ville med.

Mathias har før været afsted med firmaet på sejltur, og han har hver gang sagt, at det har været rigtig hyggeligt. Vi købte nogle nødder og småkager til turen samt saftevand. Vi vidste ikke, hvad dagen præcist ville indebære, men vi glædede os til at komme afsted. Efter 5 dage i hjemmekarantæne var det også god timing, at vi lige skulle på udflugt.

Vi mødtes ved værkstedet kl 7.45, hvor vi fandt ud af, at det ikke var en firmaudflugt men faktisk bare Dans familie, en anden medarbejder fra værkstedet, os to og så bådens kaptajn. Det ville altså formentlig blive en uformel, intim tur, og det startede bare rigtig godt. Vi kørte fra værkstedet til lystbådehavnen, hvor ”Jens” ventede ved sin båd. Båden var en ganske fin størrelse, men vi var 8 personer i alt inklusiv to børn, så vi måtte skubbe lidt til hinanden for at være der, men stemningen var rigtig god.

Nuuks lystbådhavn

Et af Nuuks fire krigsskibe

Målet med turen var frokost på en ret berømt restaurant ved navn Qooqqut som i mit uerfarne øre lød udtalt som ”Råkrut”. Hvad vi så først fik at vide, efter vi satte fra land, var, at vi selv skulle fange frokosten! Jens havde flere fiskestænger og nogle helt simple spoler på størrelse med en frokosttallerken med et lille håndtag i midten og så ellers 3-4 kroge på.

Vi sejlede en lille time ind i fjorden, hvor jeg på charmerende vis måtte samle underkæben op flere gange ved udsigten. Først fik vi udsigt til Nuuk by fra søsiden, og faktisk så vi fejringen af nationaldagen i et slags torv tæt på vandet. Dan siger, at grønlænderne uden tvivl har haft deres nationaldragt på og lavet forskellige aktiviteter i løbet af dagen. Jeg fortryder på ingen måde, at vi brugte dagen, som vi gjorde, men jeg er meget nysgerrig over, hvad de har lavet i byen.

Jeg lagde desuden mærke til, hvordan husene ikke kun inde i byen var bygget direkte på klipperne, men selv helt ude ved klipperne på vandkanten, som kunne være mange meter over vandet, var husene anlagt med trapper og terasser og det hele. Sågar flere af husene havde en altan, hvor man kunne smide en fiskestang direkte ud i vandet! Vi kunne også tydeligt se en trappe, som nærmest flugtede på siden af klippevæggen over vandkanten i mange meter af gangen. Husene var enormt farverige, men særligt én bygning med et rør ud i vandet så lidt anderledes ud og var som en af de eneste bygninger farvet helt grønt. Dan forklarede, at det var et slags sanitetshus, hvor folk i gamle dage kom og hældte deres toiletindhold ud og dermed videre ud i havet. De kaldte det Chokoladefabrikken i gamle dage, haha.

Vi var i starten ude i ret åbent vand, men efterhånden som vi kom længere ind i fjordene og syd om Sadelø, blev der smallere mellem kysterne på hver side – som faktisk var roden til bjergformationer. Det ene snebjerg erstattede det andet, og meget få steder var der vandret nok til, at der overhovedet kunne vokse noget grønt på for slet ikke at tale menneskebeboelse.

En lille time inde i sejlturen stoppede vi op lige ved et vandfald. Som om det ikke var luksus nok, var det lige dér, vi skulle fiske vores frokost! Der skulle være 90m ned til bunden og god mulighed for fangst. Ønsket var rødfisk men de befinder sig noget længere nede.

Det magiske torskested!

Den bedste udsigt midt i en båd med fiskeline i hånden!

Dan og Jens startede med en fastsurret, kæmpe spole, og den anden kollega og jeg fik hver vores tallerkenstore spole, som vi var nødt til at holde i hånden. I starten var jeg pissebange for, at jeg skulle tabe den, eller at en fisk kunne rive den ud af hånden på mig, men altså, jeg fangede jo nok ikke noget alligevel, så det var nok ikke nødvendigt at tænke over.

Nåh, jeg nåede knap nok at få loddet halvvejs ned i vandet, før jeg mærkede et lille ryk. Flere ryk fulgte og så måtte jeg rulle spolen op. Jo tættere på overfladen den kom, jo større modstand fik linen, og da jeg fik fisken op til overfladen, tabte jeg næsten underkæben. Det var en torsk på størrelse med min arm! Det måtte være begynderheld, for jeg har aldrig brugt sådan en håndspole før, men Dan blev udnævnt til fisk-af-krog-mester, og så smed jeg linen ud igen. Denne gang syntes jeg godt nok, at den var tung, og jeg var lige ved at give den til Mathias, så han kunne trække den op, men nej, jeg ville sgu vise, at jeg kunne! Denne gang kom tre fuldfede torsk op på én gang! Det var ikke så underligt, den var så tung.

Min første torsk!

På den anden side af båden fangede de kun små fisk, som skulle sættes ud igen, og de var lige ved at ville bytte plads, indtil de også begyndte at få de store torsk.

Vi stoppede et par steder mere på vejen mod Qooqqut for at fiske, og i alt fangede vi 13 store basser. Af dem fangede jeg de 7-8 af dem. Det kom også på bekostning af noget hud på min tommelfingerkno, da spolehåndtaget skrabede på en uheldig måde ved opspolingen.

Dagens fangst

 

Vi ankom til Qooqut lidt før 12, hvor vi gik direkte op og afleverede vores fisk. Det var en hyggelig, lille restaurant med udsigt direkte over vandet og snebjergene bag. Bag restauranten bredte græsklædt land sig med bjerge til hver side. Menuen var varieret, men alle voksne skulle have "Fish and Dish", som var muligheden for selv at bringe sin fangst ind og få den tilberedt, som kokkene fandt det bedst. Det var så lækkert! Forretten var asiatisk inspireret suppe med torsk og rogn. Til hovedretten lavede to slags stegte torskeretter med hhv. en slags sursødsovs og en asiatisk inspireret dressing/sovs og en dampet torskeret med stuvet spinat. Dertil hørte salat, ris og kartofler samt rognen, de fandt i fiskene tilberedt på samme måde som fiskene. Den var meget blødere end det i dåse. Efter måltidet gik Mathias og jeg en tur på en lille times tid bagefter og nød naturen og vejret. De fleste dage er der overskyet og småregn, men lige i dag strålede solen fra den stod op til solnedgang, og temperaturen var faktisk ganske udmærket. Mens vi var der, kom der flere og flere både til. Passagererne gik enten op mod restauranten eller satte telt op flere steder. Nogle startede også bål, formentlig med det formål at lave mad. Dem vi mødte ønskede os Glædelig nationaldag med store smil og flere af dem med nationaldragt. Det var helt fantastisk at se. Vi tog nogle billeder, hyggede os, og så sejlede vi igen ved 15 tiden. Inden vi lagde til, skulle Jens have tanket op for benzin, og det foregik på en lille platform, hvor bådene kunne lægge til hele vejen rundt. Derefter sejlede vi hen til lystbådehavnen. Det var en helt fantastisk tur! Mathias og jeg havde snakket om, at hvis vi kom tilbage til Nuuk i god nok tid, ville vi gå ned i byen og deltage i aktiviteterne og mærke stemningen, men Dan sagde, at de plejer at slutte ved 17 tiden, som var passeret på dette tidspunkt. Da vi ikke kunne finde et program for nationaldagen i Nuuk, havde vi ikke lyst til at gå helt derned for den risiko, at det var slut, så vi gik bare hjem, spiste aftensmad og hyggede. Alt i alt var det en helt fantastisk oplevelse! Vejret var godt, sejlturen var kanon, stemningen hyggelig, og så var det bare specielt at opleve noget, som vi ikke bare lige kunne arrangere selv. Det var også tydeligt, at dagen er meget speciel for grønlænderne, og det i sig selv var også fedt at opleve. Jeg er rigtig glad for, at jeg fik muligheden!

Første uge på Grønland

Intro:

Min kæreste Mathias og jeg har nyligt været sammen i to år, og vi flyttede sammen i hans lejlighed i Glostrup i løbet af april og maj måned. 1. maj fløj Mathias til Nuuk, Grønland med en arbejdskontrakt ved et pladeværksted på et år. Vi blev enige om, at hvis han skulle begive sig ud på sådan et eventyr, skulle det være nu, før vi får børn og hus med banklån osv. 

Tirsdag den 15. juni var min afrejse til Grønland for at besøge ham, hvor jeg skal være de næste 2 måneder.

Tirsdag 15.06.21

Jeg er ankommet sikkert til Grønland i dag. Turen var lang, da jeg først skulle flyve fra København til Søndre Strømfjord på 4 timer og 40 min, hvorefter jeg skulle vente 4,5 timer på et lillebitte, lokalt fly til Nuuk. Lufthavnen i Søndre Strømfjord var omgivet af bjerge, men udover udsigten var der ikke meget spændende at give sig til. Jeg kunne holde øje med de andre flys ankomst og afgang på en stor skærm, og pludselig blev alle fly fra Nuuk aflyst! Jeg begyndte rigtig at blive nervøs, for tænk hvis de også begyndte at aflyse fly TIL Nuuk? Jeg havde hørt, at det hyppigt hænder, at folk bliver strandet i lufthavnen, når fly bliver aflyst i flæng på grund af vejret, men så stiller lufthavnen simpelthen et hotelværelse til rådighed. Det sker ofte nok til, at halvdelen af lufthavnen faktisk består af hotel. Jeg fandt ud af senere, at flyene blev aflyst, fordi der har været flere smittede i Nuuk, så derfor måtte folk ikke flyve ud af byen.

Mit eget fly gik heldigvis, og jeg kom med en taxa hjem til Mathias’ lejlighed, hvor han lavede mad og hyggede om mig. Alt i alt var jeg afsted i 13,5 timer, så jeg var godt træt og klar til seng.

Dagen efter hyggede Mathias og jeg os med morgenbrød og en god kop kaffe. Der er ikke så mange møbler i lejligheden, men alligevel mangler vi ingenting; der er kun et lille bord, to stole, en seng og et tv – og tv’et står faktisk oven på bordet, for der er ikke andre steder at stille det. Køkkenet er lillebitte, og køleskabet er kun halvt så stort som et normalt køleskab inklusiv en lille fryserboks! 

Jeg ankom i går, og indtil lørdag den 19. er Mathias og jeg i hjemmekarantæne. De tager corona meget seriøst her på Grønland! Når man ankommer, er reglerne, at man skal 5 dage i karantæne, hvorefter man skal coronatestes, og kun hvis den er negativ, må man gå ud. Man må naturligvis gerne gå en tur uden for befolkede områder, og man må gerne købe mad ind. Vi gik en tur i dag, så vi kunne få noget luft, og så jeg kunne se lidt af området. 

I kan tro, det er helt anderledes her! Det er et groft klippeterræn, sten og klippeformationer rager op på må og få mellem huse, trapper og alle steder, og de fleste af husene er meget farverige. Der kan stå et gult, et rødt og et blåt hus lige ved siden af hinanden eller skiftevis laksefarvede og røde huse. Det giver en fantastisk, levende kontrast til den granitgrå natur. Der gror mere mos end græs og kun begrænsede steder, og træer har jeg slet ikke lagt mærke til.

Grønland er heldigvis forholdsvist uberørt af corona, så alle forretninger, kulturliv, foreninger, biograf osv. er åbent som normalt. Jeg skal have maske på, indtil jeg på lørdag skal testes, og de tager det så alvorligt, at der i dørene til alle forretninger, udover Brugsen og Spar, er et skilt, hvor der står, at de ikke betjener folk i karantæne. Det kan jeg godt respektere, for det beskytter jo hele befolkningen, men det er selvfølgelig lidt irriterende.

Stranden et stenkast fra lejligheden

Alt er meget dyrt herovre. Jeg vidste det godt, men det var alligevel en overraskelse i hvilket omfang; en agurk koster 20 kr! Den billigste flaske rosévin, som i Danmark koster 30-40kr, koster 119kr her på Grønland. En bakke tomater koster 39 kr og en bakke fars 60kr. Jeg tabte underkæben, da vi gik gennem forretningen. Der er til gengæld mange spændende ting, jeg aldrig har set før; helt mørkt hvalkød i både bøffer og tern, hellefisk, rødfisk, sæl og forskellige tørrede fiskearter.
En specialforretning her i Nuuk hedder Brættet. Det er et meget populært sted og sælger lokale fangster som sæl, tørfisk, hval, marsvinehaler og bøffer, rensdyr og isbjørn, hvis nogen har skudt sådan en. Der skal vi hen, når jeg har fået en forhåbentlig negativ coronatest på lørdag.

Kirkegård ned mod stranden

Kirkegård midt i byen

Søndag 20.06.21

De sidste par dage har været rigtig gode. Der har været et par gode solskinsdage, hvor vi har været ude på en god gåtur rundt i forholdsvist ubefolkede områder og langs vandet iført mundbind på hele turen. Derudover har vejret været ret kedeligt. Der har ikke været direkte uvejr, men det støvregner, og vinden er iskold - det er noget af en kontrast til hedebølgen i Danmark! Der fældes dog ingen tårer af ærgrelse over at gå glip af det.. jeg passer bedst til køligere vejr. 

Jeg blev erklæret covid-negativ i går! Nu må jeg slippes løs i samfundet uden mundbind og med adgang til alle butikker. Jeg vil på ingen måde tale ned om Grønland, men det er en stor forandring fra København; menneskemylderet og støjen slipper jeg for, men indkøbsmuligheder var lidt et antiklimaks. Der mangler ingenting og der er, hvad man har brug for! Der er bare ikke så mange forretninger at vælge imellem. Der var heldigvis en Panduro, og jeg skulle jo selvfølgelig ind og kigge på garn... tænk nu hvis jeg løb tør! Det er godt at vide, at jeg kan få mere, hvis jeg får brugt alt det, jeg har med. 

Derudover slog vi et sving ind forbi Brættet! Det er lokalt velkendt og agtet, og de skulle sælge en masse spændende, lokale kødtyper af både havdyr, fjerkræ og måske endda bjørne eller rensdyr. 

I morgen, mandag, er Grønlands nationaldag, så der har Mathias’ chef inviteret os på sejltur. Det glæder jeg mig meget til. Vejrudsigten siger solskin og 14 grader, og det er en dejlig afveksling til weekendens regn. 

Havnen