Intro:
Min kæreste Mathias og jeg har nyligt været sammen i to år, og vi flyttede sammen i hans lejlighed i Glostrup i løbet af april og maj måned. 1. maj fløj Mathias til Nuuk, Grønland med en arbejdskontrakt ved et pladeværksted på et år. Vi blev enige om, at hvis han skulle begive sig ud på sådan et eventyr, skulle det være nu, før vi får børn og hus med banklån osv.
Tirsdag den 15. juni var min afrejse til Grønland for at besøge ham, hvor jeg skal være de næste 2 måneder.
Tirsdag 15.06.21
Jeg er ankommet sikkert til
Grønland i dag. Turen var lang, da jeg først skulle
flyve fra København til Søndre Strømfjord på 4 timer og 40 min, hvorefter jeg
skulle vente 4,5 timer på et lillebitte, lokalt fly til Nuuk. Lufthavnen i Søndre Strømfjord var omgivet
af bjerge, men udover udsigten var der ikke meget spændende at give sig til.
Jeg kunne holde øje med de andre flys ankomst og afgang på en stor skærm, og
pludselig blev alle fly fra Nuuk aflyst! Jeg begyndte rigtig at blive nervøs, for
tænk hvis de også begyndte at aflyse fly TIL Nuuk? Jeg havde hørt, at det hyppigt hænder, at folk bliver strandet i lufthavnen, når fly bliver aflyst i flæng på grund af vejret, men så stiller lufthavnen simpelthen et hotelværelse til rådighed. Det sker ofte nok til, at halvdelen af lufthavnen faktisk består af hotel. Jeg fandt ud af senere, at flyene blev aflyst, fordi der har været flere smittede i Nuuk, så derfor måtte folk ikke flyve ud af byen.
Mit eget fly gik heldigvis, og
jeg kom med en taxa hjem til Mathias’ lejlighed, hvor han lavede mad og hyggede
om mig. Alt i alt var jeg afsted i 13,5 timer, så jeg var godt træt og klar til
seng.
Dagen efter hyggede Mathias og jeg
os med morgenbrød og en god kop kaffe. Der er ikke så mange møbler i
lejligheden, men alligevel mangler vi ingenting; der er kun et lille bord, to stole, en seng og et tv – og tv’et
står faktisk oven på bordet, for der er ikke andre steder at stille det.
Køkkenet er lillebitte, og køleskabet er kun halvt så stort som et normalt køleskab inklusiv en
lille fryserboks!
Jeg ankom i går,
og indtil lørdag den 19. er Mathias og jeg i hjemmekarantæne. De tager corona
meget seriøst her på Grønland! Når man ankommer, er reglerne, at man skal 5
dage i karantæne, hvorefter man skal coronatestes, og kun hvis den er negativ,
må man gå ud. Man må naturligvis gerne gå en tur uden for befolkede områder, og
man må gerne købe mad ind. Vi gik en tur i dag, så vi kunne få noget luft, og
så jeg kunne se lidt af området.
I kan tro, det er helt anderledes her! Det er
et groft klippeterræn, sten og klippeformationer rager op på må og få mellem
huse, trapper og alle steder, og de fleste af husene er meget farverige. Der kan stå et
gult, et rødt og et blåt hus lige ved siden af hinanden eller skiftevis laksefarvede og røde huse. Det giver en
fantastisk, levende kontrast til den granitgrå natur. Der gror mere mos end græs og kun begrænsede steder, og træer har jeg slet ikke lagt mærke til.
Grønland er heldigvis
forholdsvist uberørt af corona, så alle forretninger, kulturliv, foreninger,
biograf osv. er åbent som normalt. Jeg skal have maske på, indtil jeg på lørdag
skal testes, og de tager det så alvorligt, at der i dørene til alle
forretninger, udover Brugsen og Spar, er et skilt, hvor der står, at de ikke
betjener folk i karantæne. Det kan jeg godt respektere, for det beskytter jo
hele befolkningen, men det er selvfølgelig lidt irriterende.
Stranden et stenkast fra lejligheden |
En specialforretning her i Nuuk hedder Brættet. Det er et meget populært sted og sælger lokale fangster som sæl, tørfisk, hval, marsvinehaler og bøffer, rensdyr og isbjørn, hvis nogen har skudt sådan en. Der skal vi hen, når jeg har fået en forhåbentlig negativ coronatest på lørdag.
I morgen, mandag, er Grønlands nationaldag, så der har Mathias’ chef inviteret os på sejltur. Det glæder jeg mig meget til. Vejrudsigten siger solskin og 14 grader, og det er en dejlig afveksling til weekendens regn.
Havnen |
Ingen kommentarer:
Send en kommentar