Oplevelser uden grænser: De halve eventyr

Tip: Husk, at man kan klikke på billederne, hvis man vil se dem i større udgave!

Det var egentlig kun meningen, at jeg ville fortælle om i forgårs, lørdag den 10., da Mathias og jeg var ude på en kanon god tur uden for Nuuk, men så kom jeg i tanke om et tredje "halvt eventyr", som skete dagen før. Vi havde købt billetter til biografen fredag aften kl 21, da de skulle have premiere på filmen Black Widow, som er en slags superheltefilm. Vi gjorde os klar i god tid og gik ned i en forretning for at købe slik og sodavand til filmen, og da vi kom ned til kulturcenteret, som biografen befandt sig i, var der en lille live-koncert, som vi lyttede til, indtil vi skulle ind. Der er live-koncerter foran kulturcenteret hver fredag i juli, så vi ved da, hvad vi kan gøre, hvis vi gerne vil ud og fejre weekenden. Nåh, men så gik vi ind for at vente ved døren ind til salen, og der skete bare ingenting. Vi tænkte, at det måtte være en del af den afslappede kultur, at det bliver lidt tæt på filmstart, men da vi går lidt rundt og venter, får jeg øje på en lidt hengemt plakat af filmen, hvor der stod "Aflyst" på tværs. Henne ved receptionisten fik vi at vide, at det simpelthen er grundet, at de pga. tekniske udfordringer ikke havde modtaget filmen endnu, og de vidste ikke, hvornår den ville komme! Det syntes vi begge var en utrolig årsag, men vi fik naturligvis pengene tilbage, og så gik vi hjem, lavede nogle popcorn og så en anden film under dynen i vores vante, hyggelige omgivelser.

Denne historie er dedikeret til halve eventyr, men jeg starter ved begyndelsen. Mathias og jeg lå og snuldrede ret længe lørdag morgen og havde ikke helt aftalt, hvad vi skulle lave den dag. Snakken var tidligere faldet på, om vi snart skulle ud og se nogle bjerge, men det skulle være en dag med godt vejr. Over morgenmaden kiggede vi på udsigten, og om der var nogle gode vandreruter, og vi fandt et par stykker, som startede ved bydelen Qinngorput nordøst for Nuuk.

På med tøjet, rygsækken pakket med mad, frugt og vand, og så kom vi ellers afsted. Bussen var lidt svær at blive klog på, så vi besluttede os bare for at gå hele vejen til Qinngorput og så tage bussen hjem, da vi nok ville være trætte. Allerede uden for Nuuks mest befolkede områder befandt sig sværme af bittesmå fluer, som omsluttede os, mens vi gik. De var skide irriterende og fulgte os, når det ikke blæste bare en lille smule.

Et tilfældigt, afslappet lille vandfald på vejen til Qinngorput

De hyggelige huse i Qinngorput

Udsigten var fantastisk allerede på vejen, og vi gik i spænding med tanker om, hvad der ventede os. Husene var lige så hyggelige som i den gamle bydel i Nuuk omend lidt større, og langt flere havde altaner med udemøbler, vasketøj, og endda et sted havde de hængt tre gevirer op på hegnet rundt om deres altan!

I Qinngorput smuttede vi lige hurtigt ind i to forretninger for at se, om vi kunne få noget myggespray til at holde de forbaskede fluer og myg væk, men de havde ingenting, så vi måtte bare trække på skuldrene og mase på. Bjergene strakte sig ud for os, men vi kunne ikke helt finde ud af, hvor vandreruterne startede. Umiddelbart var der ingen brud i bjergvæggen, man kunne gå op ad, men pludselig fik vi øje på en flok piger til hest, som kom ned et sted fra, og så gik vi derhen, for de måtte da være kommet et sted fra! Jo længere op ad grusstien vi kom, blev vi imidlertid mere i tvivl, for der var også bare bjergvæg, og pludselig kom en kvinde kørende ned mod os. Hun stoppede og spurgte meget venligt, hvad vi skulle, og vi nåede ikke at fortælle ret meget mere end "leder efter vandrerute", før hun sagde, at mange mennesker forvildede sig op ad hendes vej i søgen mod Cirkussøen. Det skulle være et meget smukt område. Om hun skulle vise os derhen? Jamen, det ville da være helt fantastisk, og så fik vi lov til at sætte os ind i bilen, hvorefter hun kørte os et kort stykke tilbage, op ad nogle snirklede veje, som vi troede kun var til privat beboelse, og så pegede hun på en grussti. Hun fortalte også, at myggespray og -net ikke normalt købes i supermarkeder men i matas og sportsforretninger, og så ønskede hun os held og lykke. Vi takkede hende mange gange og begav os afsted mod Cirkussøen. Inden vi startede opstigningen, kiggede vi på kortet på mobilen, så vi kunne markere starten på ruten, for på trods af rutens popularitet, havde vi ikke kunnet finde den rigtige start nogle steder, der var ingen skilte, og vi vidste kun, at det startede fra Qinngorput. Da vi hev mobilen frem, forstod vi dog hvorfor; vejene, vi befandt os på, fandtes slet ikke på kortet! Så er det også lidt svært...

Nåh, vi tog nogle billeder og satte ellers i gang. Grusstien var lang og fulgte en bred bæk med rislende vand. Det var tydeligt, at vi var på rette vej.

Allerede ved grusstiens udmunding bredte synet sig af en kæmpe sø i midten og bjergene i baggrunden, der strakte sig mod himlen. Området var fyldt med klippeblokke og sten, man er nødt til at træde på for at komme tørskoet videre. Vi fulgte Cirkussøen højre om og tænkte at gå hele vejen rundt om for at få så meget ud af det som muligt, og pludselig så Mathias nogle orange mærker på klipperne, som markerer en vandrerute, og den førte opad. Vi blev hurtigt enige om at vige turen om søen for at søge det større eventyr i jagten på de orange mærker.

Cirkussøen i al sin pragt

Luften var sprød og kølig, men solen skinnede gennem tæppet af skyer og sjælden var brisen, så sværmene af fluer og myg vedholdt os fra grusstien, rundt om søen og op ad bjergvæggen. Ikke nok med at de var irriterende, men der var så mange, og de var så nærgående, at vi faktisk ikke kunne trække vejret, uden de fløj ind i både næse og mund, men opad skulle vi jo. Når vinden rørte på sig, trak sværmene sig lidt, og så kunne vi vende os om og nyde udsigten, som blev mere og mere storslået, jo længere vi kom op. Ikke længe gik vi heller, før vi skulle passere små snedriver for at fortsætte. Vi blev mere og mere overbeviste om, at vi skulle se, hvor langt vi kunne komme. Her vil jeg også indskyde, at Mathias overraskede mig helt enormt meget; han har aldrig besteget et bjerg og har generelt ikke den store erfaring med naturture på denne måde, på trods af stor engagement i alt nyt præsenteret for ham, men hold kæft hvor kan han klatre! Han steg opad omhyggeligt men med så højt tempo, at han ofte var 10 og 20m over mig, inden han ville stoppe op og vente på mig og mine korte ben. Jeg troede lige, at jeg kunne brillere, nu jeg har været på så mange eventyr og besteget Schilthorn i Schweiz, men det er åbenbart ikke tilfældet, når jeg har fundet mig en bjergged.

Der var ikke mange andre mennesker, men vi mødte dog et par stykker på vej ned af bjerget, som afslørede, at vi var på vej op ad bjerget "Lille Malene". Der findes også bjerget "Store Malene", men præcist hvilket af de mange bjerge i området det var, har vi lidt svært ved at præcisere, men vi har i hvert fald fået at vide, at man ikke skal begive sig op ad Store Malene uden enten meget erfaring i bjergklatring og/eller en guide. Helst med guide. Så vi holder os bare til Cirkussøen og Lille Malene.

Omkring halvvejs oppe begyndte jeg at blive mere frustreret, end hvad godt er, over myggene og fluerne - vi kunne ikke trække vejret uden at få dem i næse og mund, og det blæste slet ikke, som hidtil havde været de eneste periodevise pauser fra dem. Lige her mødte vi en gruppe på vores alder på vej ned, og de fortalte os, at insektproblemet desværre ikke ville blive bedre, og vi havde stadig en time til halvanden tilbage til toppen. Vi konfererede kort og blev enige om, at det ville være bedst at opgive midlertidigt og komme tilbage, når vi har købt myggespray og myggenet/fluenet til hovedet. Vi kunne sagtens fortsætte, men det var bare ikke en god oplevelse for mig længere, og hele formålet er, at vi skal have gode oplevelser! Det var desuden ikke blot, at insekterne var irriterende, men når man kommer så højt op, som vi var, så skal man bruge balance og være meget opmærksom på at træde rigtigt, for selvom det ikke gik stejlt opad, kan man alligevel falde og slå sig rigtig meget på stenene, og den opmærksomhed på vores omgivelser blev kompromisseret af at skulle vifte fluer væk hele tiden. Det var rigtig ærgerligt, men sikkerhed frem for alt. Mathias får ferie allerede om en uge, så der kan vi købe noget insektspray og net og dedikere nogle dage til at udforske både Cirkussøen og Lille Malene samt forhåbentlig opdage nogle flere ruter, vi ikke kender til endnu, foruden de andre oplevelser vi kan få som udflugter til båds osv. Det glæder vi os begge meget til!

Vi gik forsigtigt ned igen, udforskede området omkring søen lidt mere og de omkringliggende klipper, vi kunne klatre op på og nyde udsigten fra, og så gik vi ellers tilbage til Qinngorput og fandt det nærmeste busstoppested. Her ventede vi kun 10 min, kørte med bussen til Nuuk centrum, købte ind, og så gik vi resten af vejen hjem til lejligheden, lavede noget lækker mad og hyggede os under dynen med fjernsyn efter et dejligt, langt bad. På trods af at vi måtte vende tilbage før målet og blev meget frustrerede over insekterne, har det været en helt fantastisk dag, og vi er blevet mange oplevelser rigere. Fra lejligheden i Nuuk til Qinngorput til Cirkussøen og Lille Malene, ned igen og fra Nuuk center til lejligheden har vi i alt gået 15 km! Nu glæder vi os bare til at kunne tage derop igen!