Lake Rim Park billeder

I næste indlæg fortæller jeg om ungernes og min tur til Lake Rim Park, men her får I billederne for de er klar nu:

Spændte på at komme afsted!

Lake Rim Park set fra legepladsen

Frokost inden de gik amok på legepladsen

Mellempigen Charlotte har altid superfart på

Min lille mand, Svend

Charlotte

Den ældste, Vivianna

Legepladsen

Et lille gadekryds stjal deres opmærksomhed og hjerte godt 10 minutter

Pigerne løb hver dages retning for at skræmme mågerne op

Hun sniger sig op på de intetanende måger..

"Mission complete"

Fodretid!

Efter fodring skulle de selvfølgelig have lidt motion (mågerne)

Choko-fjæs..

Begejstringen for at være her tog over dem et øjeblik

Han var ikke vild med vandet, hvis ikke jeg var med

Missions Conference og kæmpe flæskesvær!

Jeg ved godt jeg har forsømt jer.. Ih, hvor jeg skammer mig.. men nu kan I til gengæld gøre jer klar til en ordentlig smøre!

Vi har nu været gennem noget, som de kalder "Missions Conference" på Berean. "Missions" er missionærer, og vi har ved hvert arrangement med kirken (søndags-Worship og onsdags-Worship) haft besøg af en missionær og hans familie, hvor de har fortalt deres historie, og har modtaget en masse økonomisk støtte fra kirkemedlemmerne - den sidste måned har vi samlet penge ind til disse missionærer, men jeg var ikke klar over, hvad det var til, så jeg gav ikke - hvilket var en god ting, synes jeg. Jeg giver gerne til gode formål, men efter deres præsentationer, gav pastoren dem gavekort til restauranter, til en ipad (!!!), til tøjforretninger og en helvedes masse, som bare var underligt. Der var så også nogle rigtig fornuftige ting, der blev givet, som fx kufferter, gavekort til benzin, og den ene af familierne prøvede at adoptere, og det er jo dyrt, så det synes jeg også var i orden. Men en iPad? Restauranter? Ej.. det må de altså selv rode med.
Deres historier var godt nok spændende! En af dem havde boet i Bolivia med familien i 3-4 år nær en ørken og det der salt-område. De var kørt over saltområdet i en bil, som brød sammen midt i det hele, og de besluttede at overnatte i bilen, hvorefter de vandrede i 14 timer for at komme til den nærmeste landsby. Her fik de hjælp og måtte være sygeliggende i 3 uger pga betændelse i sårene på deres fødder. Meningen var at hjælpe lokalbefolkninger, som aldrig havde hørt Guds ord, med at bygge kirker og få dem i gang med prædikener osv. Ham her beskæftigede sig mest med døve. Så han fortalte dem om Gud på tegnsprog. Det var spændende at høre om! Vores pastor er bare virkelig...jeg ved ikke hvordan jeg skal beskrive ham.. han nærmest råber sine prædikener til Worship og bliver altid svedig og dupper sig på panden ind i mellem og smider jakken til sit jakkesæt. Her begyndte han at græde, da han skulle formidle noget ved missionærens historie - at de havde boet i flere år uden elektricitet og varmt vand under absolut primitive vilkår (hvilket jeg synes lyder virkelig fedt - det kunne jeg godt tænke mig at prøve! altså.. vel at mærke på en tur, ikke i Århus centrum eller et andet 'normalt' sted) - han gik videre med, at vi var snotforkælede uden egentlig at indse det. Og jeg er helt enig. Men nu har jeg jo også været på lejrture, hvor vi måtte undvære alt, og jeg har det altid i baghovedet, at vi har det rigtig godt. Men jeg er sikker på, at ingen her har skænket det en tanke. Da missionæren så pastoren græde, mens han snakkede, gav han ham lidt et skævt blik.. som for at sige: Slap lige af, så slemt var det heller ikke (hahaha!).
Søndag var også min anden træning til softball. Det gik ikke så godt som første gang. Vores rigtige træner kom - Christi spiller med på banen, bestiller spilletrøjer osv, så hun har lidt en altmuligrolle, men hun kan ikke finde ud af at træne et hold, så den her bedstefartype ved navn Mike Christenson har påtaget sig det hverv. Han er super dygtig til softball! Alle hans bolde rammer præcis, hvor han vil have dem, han kaster langt og hårdt, og han er generelt rigtig livlig på trods af at ligne en mand på omkring de 80 år. Det er meget imponerende!
Han rettede en del på mig, da jeg svingede battet, for jeg træder et skridt frem umiddelbart efter jeg svinger, og det må jeg ikke. Jeg plejede at spille både basketball og fodbold, hvor man jo skal rubbe fødderne hele tiden, så det er rigtig svært. Jeg får overbalance efter at have svunget. På et tidspunkt kunne jeg mærke noget på min højre fod, og da jeg kiggede ned, så jeg ham bag mig, lagt på maven og med begge hænder i et fast greb omkring min fod. Det var lidt pinligt, at han så sig nødsaget til det, men folk grinede - på en måde så jeg fik det indtryk at det ikke kun var sket for mig.

Hele ugen har jeg arbejdet 7.30 til 16.00, men jeg har været rigtig meget med de sidste par uger, så jeg har oftest ikke haft alenetid før ungerne kom i seng mellem halv ni og ni om aftenen. Det er nok hovedgrunden til, at jeg ikke har skrevet herinde i al den tid.
Vi har det rigtig godt sammen alle sammen. Ungerne kan snart ikke lade mig være - Vivianna spørger ofte, om jeg kan stå tidligt op for at gøre dem klar og køre dem i skole (hvilket er rigtig sødt, men jeg kan ikke forstå det, for jeg vrisser altid af dem om morgenen, når de ikke gør, hvad jeg beder dem om - hvilket er ofte, når deres fokus er så kort), når vi ser noget sammen i fjernsynet, har jeg gerne den ene af pigerne mellem benene og den anden lænet op af min side under min arm, de skændes hver næsten hver dag om, hvem der skal sidde ved siden af mig (det gjorde de fra starten af, og det er ikke en gammel sag endnu), og de kommer hele tiden hen for at få et kram. Foruden at de bare snakker konstant til mig. De har også sagt et par gange at de elsker mig. Både pigerne og Svend. Da Svend sagde det engang i sidste uge, smeltede mit hjerte bare. Vi var alene hjemme og tumlede rundt, som han allerhelst foretrækker, og pludselig kiggede han på mig og sagde "I wov you". Det er fantastisk, at jeg har så godt et forhold til dem. Det gik også hurtigere, end jeg havde regnet med. Det er ikke til at forstå, at jeg har været her i to måneder nu! Jeg var kun to måneder i München, og det var bare den længste tur i Skærsilden i verdenshistorien.. Jeg synes simpelthen, at tiden er gået så hurtigt!

Jeg har lagt mærke til, at temperaturen langsomt og sikkert bliver højere. Lige på nær et par enkelte dage, hvor der var en latterligt høj temperatur, har vi gået fra omkring 5-6 grader til nu omkring 10-12 grader. I dag var der 18 grader, så jeg havde shorts på, klipklapper og en undertrøje. Det var helt perfekt, og jeg håber hverken, det bliver varmere eller koldere det næste stykke tid. Luftfugtigheden er næsten ikke-eksisterende, lige på nær en enkelt dag forleden. Det var ikke engang varmt, bare fugtigt. I starten af temperaturstigningen kunne jeg kigge på termometeret i huset, og hvis den var over 10 grader, tænkte jeg altid med Anders Matthesens gravkammerstemme: uuuuuuuuh, 11 grader..! Hvis ikke I har hørt det, synes jeg næsten I skal søge på youtube efter det.

Jeg pylrer aldrig om Svend, og derfor overdramatiserer han heller aldrig (tak for tippet, mor). Hvis han falder eller går ind i noget eller andre situationer, hvor der ikke skete noget, siger jeg altid: You're okay! Nothing happened! You're okay! Og det er efterhånden blevet så godt, at hvis han falder, rejser han sig bare op og siger: I okay! og går videre HAHAHA! Her den anden dag fik jeg ham så på toilettet for at prøve at tisse, og da det lykkedes, begyndte jeg at huje begejstret, for han er inde i en mærkelig fase, hvor han bare nægter at sidde på potte og toilet. Jeg hjalp ham ned, fik ble og bukser på, og så gav ham mig et begejstret knus, som uheldigvis knaldede mit hoved ind i skabet bag mig.
Mig: av..
Svend (kigger mig dybt i øjnene): you're okay..
Og jeg begyndte bare at grine.

I onsdags var jeg i Walmart med Svend, da jeg manglede et par ting, og han havde alt for meget fart på i løbet af formiddagen til at slappe af, så jeg tog af sted tre timer før jeg normalt ville, og ganske rigtigt faldt han i søvn før jeg nåede ud på den store vej. Jeg fik kombineret turen, så jeg kunne køre direkte hen på skolen og hente pigerne. Jeg havde min ultimative klammedag med stor trøje-jeg-normalt-sover-i, leggins, vandrestøvler, ingen makeup og briller på. Det skulle selvfølgelig også passe med, at mens jeg ventede i køen til at betale mine varer, sprang Hershal (en af de lækre missionærer til Viviannas lektioner) op foran mig for at snakke. Selvfølgelig. Skæbnen har en grum humor. Og hvis en af dem var der, måtte den anden også være der - og ganske rigtigt stod Steele et par personer bag mig i samme kø. Det var virkelig akavet for mig - jeg nåede netop til kassedamen på det tidspunkt, så jeg måtte holde styr på Svend, betale for mine ting, tage dem og lytte og snakke med de to. Og jeg var virkelig selvbevidst om mit sjuskede ydre. Jeg møder seriøst aldrig nogen, jeg kender, når jeg går ud i løbet af dagen. Men de var rigtig søde og havde tænkt på mig, for Hershal fortalte, at de ville prøve at skaffe deres Book of Mormon (mormonbog.. en bog de bruger sammen med bibelen) på hollandsk. Og jeg var sådan lidt, hvorfor hollandsk? Han svarede med et skuldertræk og så kun lidt forvirret ud. Jeg sagde, at jeg ikke snakkede hollandsk. Jamen det troede de..? Åååååh - hollandsk hedder 'dutch' på engelsk, hvilket jo ligger lidt op af 'danish', som er dansk. Så det var bare en misforståelse, som blev reddet op. Heldigvis skaffede de den ikke på hollandsk og gav den til mig, inden vi fik snakket sammen HAHAHA! Jeg forstår lidt hollandsk, når det bliver snakket, for jeg synes, det er lidt op ad tysk, men jeg tror ikke, jeg ville kunne læse det. Inden jeg gik ud, fik jeg hilst på Steele, og undskyldt mig med at jeg skulle hente pigerne fra skole, inden jeg stormede ud af forretningen. Øv, hvor var det akavet generelt. Jeg synes, misforståelsen var sjov men.. jeg vidste bare ikke hvad jeg skulle sige.. men det er søde! 

Tirsdag har vi jo normalt Bible Study med Single Gruppen i Jessica og Adams lejlighedskompleks, men da der stadig holdtes Missions Conference, blev det aflyst, så vi kunne komme med til det på Berean. Jeg sad ved siden af Kirsten ved flere af mine venner fra Single Gruppen, Danielle sad foran mig med sin mand Ernest, og da jeg satte mig, begyndte Joshua at smile helt overdrevet og vinke. Han er lidt.. speciel.. jeg ved aldrig rigtig, hvor jeg har ham.
Jeg fik endnu en ny ven, Cheryl, som jeg sad i rækken foran. Jeg mødte hende første gang til min Sunday School julefrokost til min første søndag i kirken. Hun var virkelig sød, og sagde, at hendes første år i Fayetteville var meget ensomt, så hvis jeg blev ensom, ked af det og/eller følte, at ingen holdt af mig, skulle jeg bare skrive til hende. Hun inviterede mig også til hendes Bible Study (ligesom mine tirsdags- og onsdagsmøder), som bliver holdt om fredagen. I fredags var sidste gang med dem, som normalt holder det, for de skulle udsendes, og det lød til at blive noget nær en afskedsfest, men jeg hørte om onsdagen, at missionærerne Hershal og Steele kom den fredag til Viviannas lektion, så jeg kunne forestille mig, familien ville foretrække, hvis jeg blev hjemme. Nogen gange er Charlotte og Svend over hele huset efter aftensmaden, så de kunne få brug for nogen at beskæftige Svend med. Heldigvis kom det ikke til det. Jeg hjalp med rengøring af huset, inden de kom, og med at beskæftige ungerne. Valerie lavede nogle ristede rejer, spinatbladsalat med jordbær og hjemmekaramelliserede pekannødder (den salat var VIRKELIG lækker!!), fetuccini, og strawberry shortcake til dessert. Vi hyggede os til maden, og mens Henning og Valerie var væk, sagde Hershal, at hvis jeg havde lyst til lektioner også, ville de gerne sætte det i gang. Jeg kan som sagt bedre lide mormonernes syn på kristendommen. Jeg går dog til tre kirkearrangementer på syv dage, som bliver til fire gange, hvis jeg kommer med til Cheryls Bible Studies, så jeg er ikke så vild med tanken om at tilføje endnu mere kristendom, men.. de er virkelig søde, og jeg vil gerne se dem igen. Også selvom det betyder, at vi skal snakke om Gud. De sagde desuden at de havde lokaliseret en dansk mormonbog, som godt nok er i Raleigh, men næste gang nogen tog dertil, vil de kunne komme med den til mig. Jeg er noget overrasket over, at så småt et sprog findes i skreven version her i USA.

I dag var jeg ude at shoppe! Mellem 9 og 14.30 tog jeg ungerne på skift, for Valerie var på arbejde, og Henning skulle tage dem til svømning, men det er jo på forskellige tidspunkter, så jeg måtte tage dem, der ikke var af sted. Jeg fik skrevet lidt med Tanya, hvorefter jeg godt en halv time senere var på vej til en butik ved navn Rugged Wearhouse. Det er en kæææmpe tøjforretning, som har en masse godt tøj (oftest god kvalitet og mærkevarer), som før var i de moderne butikker men nu er fra tidligere kollektioner - så de er måske til halv pris her! Jeg fandt tre trøjer (hvoraf en var en enorm t-shirt med Angry Birds billede på brystet, som jeg vil bruge til nattrøje) på en halv time bare ved at være til højre for den første gangsti. Henning ville dog lave mad (ribben) til 17.30, så jeg havde ikke så meget tid. Jeg skulle også i Walmart for at kigge efter frugt og et par andre ting. Det lå lige ved siden af, men der er altid lange køer i Walmart, så man skal komme i god tid. Selvfølgelig spiste vi ikke før kl. syv. Man skal altid tage amerikanske tidspunkter med et gram salt. Jeg fandt forresten en pose flæskesvær i Walmart. I vil ikke tro mig, hvis jeg beskriver størrelsen på dem, så jeg lægger et billede ud i stedet!

Beware the Flæskesvær!

Tjek lige den monstrøsitet ud!

Min kusine Lise har skældt mig ud over, at jeg ikke tager nok billeder og lægger ud. Det er jeg helt enig i, og jeg er frygtelig til at tage mig sammen (sammenlignet med mine andre ture, hvor jeg nærmest gjorde mine oplevelser gennem kameralinsen), men jeg skal nok prøve at huske det. Jeg har dog et par stykker klar til jer.. helt tilbage fra da jeg var i Lake Rim Park og nød solidariteten. De blev uploadet lidt hulter til bulter, men jeg har beskrevet billederne. Husk I kan forstørre ved at klikke på billederne.

Svend med Charlottes rygsæk på hængende på siden

Lake Rim Park

Parkeringspladsen ved Lake Rim Park - mellem bilerne længst til højre fulgte jeg en vandresti

Den lille mand på sin fars legetøj

Se lige hans ansigt!

Lille glade Svend. Charlotte er i baggrunden.

Omkring Valentinsdag gav Vivianna mig denne papirtallerken omviklet i sølvpapir med teksten: I love you so much Nanna

Lake Rim

Lake Rim

Softball og fridage

Søndag var en rigtig god dag. Solen skinnede for første gang i flere dage, himlen var blå uden en eneste sky på himlen, og temperaturen var perfekt! Lunt med en brise. Jeg hørte ikke så meget efter til hverken Sunday School eller Worship. Det var lidt kedeligt, og jeg var rigtig træt. Jeg havde dog dagen før fået et opkald fra lederen i kirkens 'Nursery' (dagpleje afdeling, hvor forældre kan smide deres små unger hen, mens de selv tager til Worship. Det er ganske gratis og bliver drevet af frivillige. Jeg besluttede for længe siden at skrive mig op i håb om at arbejde med babyerne, så efter Sunday School bad lederen Mrs. Chapman (som også er rektor på skolen) mig om at komme og udfylde et ark med kontaktinformation, som bruges til baggrundstjek.
Efter Worship fandt jeg Danielle, som sad med fyrene i Single Gruppen, da hun har fortalt mig om sin mand, og jeg ville gerne møde ham. Vi snakkede lidt, inden vi gik ud for at finde ham. Han er en rigtig flot mand sidst i 20erne med den lækreste chokoladebrune hud. Det havde hun virkelig gjort godt! Han hedder Ernest. Jeg udtaler åbenbart stadig sproget med en udpræget accent - øv, det havde jeg ellers gjort mit bedste for at undertrykke! Hun sagde, at hun bedre kunne lide den måde, jeg udtaler hans navn på. De skulle ud at købe ind engang om eftermiddagen, hvilket de begge hader, så vi trak alle sammen tiden ud med snak, inden vi gik hver til sit. Min første softball træning startede 13.30, så der var stadig en lille time tilbage, da jeg gik ud i bilen efter mit træningstøj, så jeg kunne skifte på kirkens badeværelse. Jeg satte mig igen i bilen og læste, til det blev tid. Vores træner hedder Christi Hartmann. Vores hold var meget broget. Jeg var den yngste, Rita fra Single Gruppen er 25, der er en anden 25 årig, to piger sidst i 20erne, et par i 30erne, et par i 40erne og endda en på 50 år. Her troede jeg, at jeg skulle spille med unge mennesker. Banen var våd efter de sidste par dages regn, og enten var de andre sippede med at få beskidte sko, eller også var de bare ikke særlig gode. Jeg inkluderer mig selv i den sidste kategori. Jeg har kun spillet et par gange i idræt på gymnasiet, og det er efterhånden længe siden. Men de andre kender jo reglerne, hvilket er en stor fordel i forhold til mig. Jeg kender kun grundreglerne. Det skal dog nok komme. Inden jeg gik ud af bilen, tog jeg solcreme på i ansigtet. Ikke fordi jeg troede, det ville blive nødvendigt, men bare fordi jeg fandt min faktor 50 solstift i håndtasken. Det var det største held i verdenshistorien - solen føltes ikke så varm, men da jeg kom hjem, så jeg en glødende rød farve på brystet og skuldrene. Jeg havde ikke lagt mærke til det, for det gjorde ikke ondt. Det var bare farve. Anyway, jeg havde det rigtig sjovt til træning! Rita guidede mig, da jeg skulle slå ("batte"). Hun er bare så sød! Vi snakkede meget gennem træningen, hvor hun gav mig tips til spillet. Jeg må også lige blære mig med, at selvom jeg ikke skød bolden lige langt eller godt hver gang, så ramte jeg bolden flere gange end jeg missede. Og jeg er mega øm selv nu, hvor jeg skriver, tre dage efter. Jeg er bestemt super glad for, at jeg meldte mig til! Det er virkelig sjovt! Efter træning tilbød Rita at tage mig ud og købe sko med de der dutter under, som sørger for, at man ikke skrider på glat bund. Vi kunne finde ud af noget om tirsdagen, da jeg vidste, at jeg havde fri der. Vi byttede mobilnumre, inden vi tog hjem. Nu skal I ellers høre min mirakelkur for solskoldning: da smurte med det samme med en aloe vera creme, jeg fik fra min far og Hanne fra Spanien (alm. fugtighedscreme kan vel også gøre det), som jeg lod synke godt ind. Så tog jeg et bad og smurte et godt lag kokosnøddeolie på den røde hud. Så hyggede jeg resten af aftenen, sov med olien på, og næste dag var det forvandlet fra glødende rød til en lækker rødbrun farve, som mange har af meget kvalitetstid udenfor. Det var heller ikke ømt eller noget! Hurra!

Mandag var en travl dag. Men god. Jeg vågnede ret klatøjet igen denne dag, men så er det bare en velsignelse at Svend elsker at se film! Henning kom hjem ved 17 tiden igen, hvor pigerne og jeg havde lavet lektier osv, så vi hyggede os bare. Han lavede mad til os (nudler, æg og bacon), hvorefter jeg gav ungerne et bad. Selvom jeg ikke var nødt til det, hjalp jeg alligevel til. At give ungerne et bad er min yndlingsopgave faktisk, så jeg spurgte ikke engang, om han havde brug for hjælp. Jeg gjorde noget nyt denne gang - jeg smed bukser og sokker, så jeg kun var i undertøj og en undertrøje, satte på på kanten af badekarret og smed fødderne i vandet. Ikke nok med at det var nemmere at vaske ungernes hår, fordi jeg ikke skulle bukke mig så meget fremover, så kunne jeg også lege med dem! De legede, at mine ben var en by, og så spillede jeg både monster/trold og vandfald, når jeg tog bade-kanden og hældte vand ned mellem mine knæ. De gjorde så også en sport i at plaske mig til med vand. Vi brugte næsten en time i det vand, inden Henning kaldte ind, at de skulle hente Valerie fra arbejde. Jeg fik Svend smurt ind i en speciel creme og pakket i en pyjamas, men da de skulle til at køre, havde Henning ikke Svends børnesæde i bilen, så han bad mig tage ham. Det var helt fint, Svend ville se Brave (for 77. gang, men det er en film, jeg bare ikke kan blive træt af) oppe i forældrenes soveværelse, og vi puttede sammen for at se den i sengen, og vupti, var han faldet i søvn. De kom hjem ved 20 tiden, hvor jeg efterhånden havde arbejdet/hjulpet til i 12 timer. Så jeg gik tidligt i seng. Henning takkede mange gange for hjælpen med det hele, inden jeg smuttede ind til mig selv.

Tirsdag startede til gengæld rigtig dårligt. Inden jeg gik i seng dagen før, havde Valerie bedt mig åbne for nogle reparatører, som ville komme og fikse et par ting i huset. De skulle komme mellem 10 og 10.30. Det var som før nævnt min fridag, så jeg sov længe (til halv ti tiden) og puttede endnu længere. Omkring et kvarter over ti ringede Valerie og bad mig åbne for reparatørerne, som åbenbart havde stået udenfor et stykke tid, så jeg fløj ud af sengen for at åbne. Sagen var bare, at jeg ikke havde hørt dem. Valerie sagde, at de havde ringet på og banket på, mens Ranger havde gøet, men ingen havde åbnet for dem. Det er bare mærkeligt, for jeg kan altid høre biler komme på vejen udenfor (det regnede, så det kan være at det havde larmet for meget), og også oftest høre folk snakke udenfor, for mit vindue vender ud mod hoveddøren. Jeg havde bare ikke hørt noget som helst! Jeg kan godt fortælle jer, jeg fik den kolde skulder, da Valerie kom hjem kort tid efter. Hun må have fået det forkerte ben ud af sengen fra starten, for sådan en lille ting kan da ikke forsage den opførsel.. Hun spurgte, om jeg ikke havde forstået 'mellem 10 og 10.30', og at hun ville sætte pris på, at jeg ville gøre, hvad hun bad mig om. Hun kiggede slet ikke på mig og ignorerede mig i den korte tid, hun blev hjemme. Jeg havde ikke mulighed for at give min forklaring, så jeg følte mig virkelig uretfærdigt behandlet. Men jeg tror sagen er droppet.. Vi har haft tid hver for sig siden da. Jeg håber i hvert fald, at vi bare kan lade det være.. Hun var væk det meste af tiden derfra, og jeg smuttede inden jeg vidste, hun ville komme hjem med ungerne. Jeg havde jo en aftale med Rita. Vi skulle mødes ved kirken 16.30, men jeg havde taget min bærbar med og nogle bøger, så jeg havde noget at lave. Hun kom til tiden, og vi satte os over i hendes bil. Vi kom først ind i Play It Again Sports, som sælger brugt sportsudstyr. Det var en dejlig forretning, og de havde bare alt! Jeg fandt et par perfekte sko. De passede perfekt, gik op og beskyttede anklerne (jeg er helt panisk ved tanken om at blive ramt på anklerne af en softball), ser ret seje ud - og kostede 8 dollars! Jeg havde et par rigtig ubehagelige fodboldstøvler, da jeg spillede fodbold i folkeskolen, hvor det ikke var andet end sålen med dutter under og så et lag læder, der holdt det hele på plads. Så jeg vidste, at jeg skulle have et par, som også havde lidt stof i. Det var helt perfekt. Så tog hun mig til Baskin Robbins (isbod), hvor hun gav mig en iskaffe, ligesom i Baresson i Danmark! Jeg vidste ikke, de havde det her. Det er meget billegere her også.. så det var en kæmpe overraskelse. Så tog hun mig til Dick's som er en anden sportsforretning, som bare handler med nye ting. Det er også det meget dyrere. Vi snakkede hele vejen og lærte hinanden at kende. Herinde fortalte hun om co-ed softball, som de spiller til efteråret, hvor drenge og piger spiller på blandede hold! Jeg blev rigtig glad, for jeg havde troet, at jeg ikke kunne spille softball mere, når sæsonen slutter dette semester. Vi splittede op lidt over 18, hvor hun smuttede hjem hurtigt. Jeg kørte bare direkte til Singles mødet, hvor jeg snakkede med folk. Jeg var ved at være sulten, og havde egentlig planlagt at købe pizza til aftensmad, men jeg havde brugt for meget tid til shopping med Rita (hvilket jeg dog ikke fortrød), så jeg kunne ikke nå det. Der er jo alligevel altid mad til Singles møderne, så jeg kunne bare spise der. Overrasket blev jeg, da Joshua kom ind med 6 store pizzaer fra Pizza Hut. Det må have været ønsketænkning! Blandet med held - godt jeg ikke spildte de penge! Måske har jeg bare så stærke tankebølger, at jeg kan påvirke universet... uuuuh! Haha! Jeg var i alle fald rigtig heldig! Adam startede mødet med det sædvanlige 'find-en-du-ikke-kender-og-giv-hånd'. Der kom en ny fyr ned til mig og rakte hånden frem. Han virkede dog umiddelbart bekendt. Da han sagde, at han hed Jake, genkendte jeg ham med det samme - han var den fyr til Super Bowl festen, som skulle sendes på træning i en anden by. Han er lige kommet hjem, men bliver så sendt ud igen på fredag til endnu mere træning i endnu 19 dage. Jeg blev lidt distraheret af hans udseende og blev lidt fjollet, men det gjorde vidst ikke skade. Rita satte sig sammen med mig på forreste række, da mødet begyndte, hvilket var rart, da Jessica skulle besøge sin mor på hospitalet, og Danielle blev tavle-fører (point-optæller i quizzen) i stedet.
Efter mødet blev jeg længe og snakkede med Danielle. Vi snakker ofte sent om tirsdagen, men det trak så meget ud, at vi satte os ind i hendes bil, så hun ikke frøs. Her fandt jeg bl.a. ud af, at den store irriterende fyr, John, som altid vil snakke om nordisk mytologi, har aspergers, så det er ikke fordi han har prøvet at flirte med mig, når han render efter mig hele tiden. Det er en kæmpe lettelse, for jeg har absolut ingen rygrad, når det kommer til afvisninger. Han har åbenbart også en kæreste i forvejen, så jeg vil helt sikkert have nemmere ved at omgås ham. Jeg fik også at vide, at en af de andre piger i gruppen også har noget for Devan, ham jeg mødte til Super Bowl. Hun ville ikke fortælle hvem, og selvom det er nedern for mig, viser det alligevel, at jeg kan fortælle ting til Danielle, uden hun fortæller det videre. Den slags piger burde vi have flere af.

Onsdag var også til afslapning. Jeg spiste ikke noget i løbet af dagen, men lidt i tre kørte jeg til Captain Jerry's Seafood, fordi jeg havde mega lyst til fisk. Det ligger lige rundt om hjørnet, og bagefter kørte jeg gennem Sonic for at få noget at drikke, inden jeg parkerede ved Berean kirken. Der er adgang til internet, da skolen jo ligger lige overfor, og hvis jeg får lyst til at køre et andet sted hen, er det tættere på, end hvis jeg bare kørte direkte hen til Jessica og Adams boligkompleks (til onsdagsmødet), som jeg egentlig havde overvejet. Jeg nyder simpelthen bare at sidde i bilen og læse. Lidt over 19 begyndte det dog at blive for ensformigt, så jeg kørte bare hjem til Jessica og Adam med resterne af min fisk fra Jerry's med håbet om at kunne låne deres mikroovn. Jeg kom til det rigtige sted, men der var ingen lyde inde fra lejligheden, og ingen lukkede op, da jeg bankede, så jeg smed mine ting op ad muren og læste, indtil Joshua og Rick (Rick er den store af fyrene, som kom og besøgte mig på vegne af kirken dengang for et par uger siden) kom. Joshua syntes, det var underligt, at jeg ikke var kommet ind, så han buldrede på døren, og ganske rigtigt kom Adam og åbnede. Jeg banker som en tøs. Folk kom senere end normalt, så der var meget hyggesnak. Jake og Jared kom umiddelbart efter mig, og Jake spurgte med det samme, hvor jeg kom fra. Nu har jeg været her lidt over 7 uger. Det er ofte de samme spørgsmål jeg får, men nogen gange får jeg nogle virkelig dumme/underlige spørgsmål. Pointen er, at jeg godt kan lide at drille og generelt puste lidt op i tingene, så det ikke bliver så ensformigt. Jeg har indtil videre overbevist nogle om, at jeg har 6 tæer på hver fod, at vi stadig tror på nordisk mytologi, at der stadig findes vikinger, at jeg kommer fra Sibirien og et par andre ting. Her spurgte jeg bare, om han ikke troede, jeg kom fra USA, hvor Joshua (jeg kommer nok til at kalde ham Josh nogen gange, men det er altså den samme fyr) var med på den og sagde, at min accent jo var typisk for folk, der bor i Alabama. Men Jake indrømmede så, at både Rita og Danielle allerede havde sladret og sagt, at jeg kommer fra Danmark. Hvorfor spurgte han så? Et sæt bedsteforældre i hans familie er åbenbart fra Danmark! Han ved bare ikke noget om landet og kulturen, fordi de aldrig lod deres viden gå videre, og han er meget interesseret i det. De eneste timer, han rigtig hørte efter i, var sprogtimerne, og han vil gerne lære spansk og tysk i militæret. Han er 20 år og har derfor god tid til at lære det i. Jeg blev meget overrasket, da jeg fandt ud af det, for han ser både ældre ud, og har allerede prøvet en masse. Han er fx meget langt på militærets 'rangstige' af sin alder. Den her træning, han bliver sendt til og har været til, er ikke for nybegyndere. Han spurgte ind til sproget, forskellen på dansk, tysk og engelsk, hvilket sprog, der var det sværeste at lære, hvor mange jeg kunne samt andre ting. Desværre begyndte mødet lige omkring der. Emnet var: hvorfor vil en evigt-elskende-og-tilgivende Gud sende folk i Helvede til evig tid. Der kom dog aldrig rigtig en konklusion. Efter mødet var der igen hyggesnak, og jeg fandt Jessica. Hun var nysgerrig over, hvad jeg tegner til møderne, for jeg sidder altid og kruseduller. Det hjælper mig til at sidde stille og høre efter. Det er lidt terapeutisk for mig at tegne. Og hun kunne godt lide det. Jeg øver mig igen med skygger og folder. Det var dog blevet sent, så vi blev sparket ud alle sammen ved 22.30 tiden. Inden jeg gik, tilbød jeg at svare på Jakes spørgsmål - hvilket han forudsiger, han vil have en liste med, når han kommer hjem fra træning, hvorefter han bad mig tilføje ham som ven på facebook - og så krammede han mig. Jeg fik også et knus af Jessica. Jeg får ikke ret mange til hverdag, selvom børnene er meget fysisk kærlige. Så det er altid rart at være sammen med Single Gruppen, for der er altid nogen at kramme. Danielle er også meget villig. Det er så rart.

Besked fra Charlotte: jkllo
(Det betyder ikke noget - hun ville bare skrive på mit tastatur, fordi hun så mig skrive. Jeg tror, det er en hilsen!)

Stort knus herfra!

En længe ventet klipning

I går var en ret afslappet dag. Jeg skulle først arbejde fra 10.30, hvor Svend og jeg hyggede hele dagen. Ved 14 tiden fik jeg ham med ud i bilen, så han kunne få en lur (bilens bevægelser gør ham søvnig), og så fik jeg ellers en bog og min computer med, så jeg kunne lave noget, mens jeg ventede på, at pigerne fik fri. Jeg fandt gæsteinternettet, så jeg kunne være på nettet, mens jeg ventede. Det var ret fedt. Pigerne har ikke lektier for om fredagen, så vi satte en film på og hyggede os, indtil Henning kom hjem fra arbejde. Han kommer normalt hjem ved 17 tiden, men i går kom han allerede ved 16 tiden. Han tog godt nok et bad direkte, men så havde jeg ellers fri selv. Efter mit eget bad gjorde jeg mig klar til hyggeaftenen, pakkede ekstra tøj, snacks og tandbørste til hvis jeg nu skulle overnatte, og så tog jeg af sted ved 18 tiden. Værten Arlene bor ikke langt fra mig, og det var ikke svært at finde, så der var heldigvis ingen problemer. Vejret var frygteligt, og jeg var så bange for at komme i ulykker på vejen. Da jeg bankede på døren, åbnede Rouleau (Viviannas lærer, Jessica), hvor jeg kom ind til Loretta, Heather, Arlene (selvfølgelig), og Jessica Birchfield (den første Jessica, jeg lærte at kende på Berean, som jeg sidder med til Worship). Kort efter kom Kirsten og Christine Wilson fra Alaska. Jeg tror, jeg tidligere har skrevet hendes navn 'Kristine'. De var ALLE lærere pånær Kirsten og jeg. Og Kirsten arbejder for en tandlæge, så hun er den eneste, der ikke arbejder med børn. Hvis ikke man tænker på ham som et voksent barn. De første godt 3 timer blev brugt på at fortælle historier om børnene, som lærerne underviser. Jeg kunne ikke rigtig være med der, og det ville være uhøfligt at skifte samtalen, så jeg kunne være med. Det var godt nok nogle sjove historier ind i mellem. Men Heather snakkede fx så hurtigt, at jeg ikke kunne følge med i, hvad hun sagde, og nogle gange var pointen en bevægelse, som jeg ikke så i tide. Så jeg følte mest samvær med Kirsten. Hun bidrog heller ikke rigtig til samtalen. Hun havde en stor flaske 'root beer' (sodavand), som jeg smagte for første gang nogensinde. Det tog mig over 10 minutter at komme til en beskrivelse af, hvad det smager af: lakridsrod efter man har tygget næsten al smagen ud, mest et twist af vanille. Det tog mig et glas at beslutte min mening, men jeg kan godt lide det. Hun forærede mig resten af flasken, da hun tog hjem. Det er en meget speciel smag til sodavand...og jeg har fået meget opmærksomhed, når jeg stille har nævnt, at jeg aldrig har smagt det. Både i Red Robin og til denne hyggeaften. Arlene lavede makaroni med ost og bittesmå pølsehorn til aftensmad, og efter deres historier, var der kort en bøn og snak om indflydelse og påvirkning. Bagefter faldt snakken på drenge. Arlene nævnte en Seth i forbindelse med Christine, og åbenbart var det bare et navn, Arlene fandt på, og Christine hoppede bare med på den og snød os allesammen. Der gik en halv time, inden vi fandt ud af, at de bare digtede. Så fortalte Jessica Birchfield om en kæreste, hun fik på en online dating side kaldet Christian-Mingle. Hun skulle flytte til Fayetteville efter uni og kedede sig indtil hun skulle af sted, så hun fandt en, hun faldt i snak med. Han besluttede sig med det samme for at ændre sin profilstatus til 'I et forhold' og efter to uger hjalp han med at flytte. Han begyndte så at klæbe og blive dødeligt jaloux, når hun var steder, han ikke kunne komme med til. Og så slog hun op. Hvilket jeg godt kan forstå. Så fortalte jeg min historie om en fyr fra Sønderjylland, som lignede Phineas fra Phineas og Ferb (Disney Channel program). Det var min værste 'date' til dato. Bagefter begyndte Christine og Jessica at diskutere fiske-kamp og Star Trek. Åbenbart har Christine dræbt to fisk indtil videre, fordi hun ville kæle med dem i hånden. Sådan døde hendes første fisk ved navn Commander. Nu har hun en fisk, som hun klæder ud i rumdragt og pudser på andre fisk, som skal kæmpe Star Trek-stil. For at kunne kæmpe, skal man have set alle Star Trek film og afsnit i serien. De tog pis på hinanden uden tvivl, men det var en meget underholdende samtale. Så hyggesnakkede vi, lavede popcorn med smør og Candy Floss. Og så viste de alle sammen deres drømme-brudekjole. De er alle mellem 24 og 26 år vil jeg tro. Kun jeg og Heather havde ikke kigget på det. Kirsten havde allerede en i skabet, fordi hun var forlovet engang. Det var rigtig hyggeligt, men ved 22.30 tiden tog Kirsten hjem, og kort efter tog alle andre end Christine også hjem. Arlene blev mere og mere belastende (hun var MEGET højlydt og havde været hele aftenen. Jeg kan ikke forstå, at hendes naboer kan holde det ud), så jeg gad ikke være alene med dem to. Så jeg fik sagt pænt godnat og tog hjem. Jeg skrev til ved 1 tiden med Malachi over sms, hvorefter jeg endelig faldt i søvn.

I dag tog pigerne til svømning, og mens familien var væk, gjorde jeg min del af rengøringen; feje gulvene og tørre alle bordene af. Imens snakkede jeg med Lise, som endelig har besluttet også at blive Au Pair. Så hun ville gerne have nogle tips. Jeg har jo også en del af fortælle, så det skal nok blive godt! Vi snakkede lige knap 3 timer, hvorefter jeg tog til frisøren. Mit hår er ikke blevet klippet længe, så det har været næsten helt nede til smilehullerne over måsen. Det har været alt for belastende både at vaske og børste, så jeg har villet have det klippet i uger. Så endelig!!! Jeg ankom til et Beauty College (frisørelever som klipper til en brøkdel af hvad professionelle koster) kl. 14.20 og skrev mig på listen. Man kan ikke reservere en tid, så man skal bare gå ind og skrive sig på og vente. Kl. 15 blev jeg kaldt op, hvor jeg skulle betale de 6 dollars for klipningen (mod de professionelles pris til mindst 35 dollars). Ti minutter efter blev jeg så vist hen til en ung mexikansk pige. Hun var ikke alt for begavet, og hun blev først helt færdig med klipning og føntørring kl. 16.15 (jøsses i skuret), men hun gjorde det fint. Jeg har slet ikke behov for en professionel. Marlene har klippet mit hår de sidste 5 år efterhånden (med nogle få undtagelser). Håret gror jo ud igen.

Da jeg kørte igen, kom jeg hurtigt ud på en vej, som jeg efterhånden kender ud og ind, så jeg behøvede ikke engang GPS'en hjem. Walmart lå også på vejen, så jeg kørte lige omkring efter blåbær og ansigtsrens. Jeg var først hjemme 17.30, hvor jeg hjalp med at folde vasketøj hurtigt, inden Henning grillede nogle spareribs. Det var rigtig lækkert! Resten af aftenen har jeg set tv med ungerne, mens Henning og Valerie kunne have et par stille øjeblikke til dem selv.

Vejret har været rigtig dårligt det meste af ugen hvis ikke hele ugen. Det drypper konstant og regner med jævne mellemrum, himlen er overskyet, og familien bliver ved med at skrue op for varmen, fordi de fryser. Kulden generer mig ikke så meget. Det er gennemsnitligt 5-7 grader udenfor, så det er jo ikke slemt. Det er jo også stadig februar. Jeg glæder mig dog rigtig meget til foråret, når blomsterne springer ud og alt bliver lidt grønnere.

Knus allesammen :)

Hankøn alle steder!

Hennings hjemkomst har haft en større betydning på min arbejdsuge, end jeg havde regnet med. Ikke nok med at jeg har kunnet sove længe, siden han kom, jeg har heller ikke arbejdet mere end 8 timer om dagen. Tirsdag tog jeg over fra 7.30, hvor Henning og Valerie kørte pigerne i skole. Henning var hjemme lidt i 17, hvorefter jeg dog hjalp til med at holde styr på ungerne. Han lavede nudelsuppe kl. 18, hvorefter jeg tog til tirsdagsmødet med Singlegruppen. Jeg kom kvart i syv samtidig med en af fyrene, Joshua, som jeg ikke rigtig snakker med, men han er høflig og venlig. Han åbnede fx døren for mig og lod mig komme ind først. Som kun amerikanere gør :) Han ser også virkelig godt ud.. Efter at have hilst på alle dem, jeg normalt snakker med og sagt hej til resten, fandt jeg en plads på forreste række ligesom sidst, og så gik jeg ellers udenfor for at få frisk luft. Jeg havde haft dårlig mave mandag og tirsdag, så det hjalp udenfor. Vejret var simpelthen perfekt. Køligt, mørkt med klar himmel og udsigt til alle stjernerne. Det ville have været perfekt vejr til et bål. At ligge under åben himmel på et tæppe og kigge op, mens timerne tikker forbi. Jeg kom sådan til at tænke på alle mine gode spejderture, hvor vi sad sammen og snakkede til langt ud på natten i netop dette vejr, gerne med et bål og varm kakao, og på den sidste fest jeg var til. Det var hjemme hos min ven Dennis, som havde fødselsdag. Vi var udenfor og hyggede os og drak, mens netop dette vejr omgik os. Det var nogle gode minder at sidde med ude foran teatersalen. Mine tanker blev dog afbrudt af ham den store, irriterende, som ville snakke om nordisk mytologi igen. Han brugte godt nok de første 30 sekunder på at stirre på mig, for jeg havde en albue-ærme-lang trøje på, smurt buksebenene op til knæene og bare tæer, og han var selv tætpakket fra hals til tæer med varmt tøj i lag. Det første, han sagde var: "Aren't you cold?!" (Fryser du ikke?). Jeg gav dog et sarkastisk svar tilbage om, at alle danskere smider tøjet, når de fryser, hvorefter han sagde: "You're weird" (Du er underlig), hvilket jeg ikke tog som en kompliment. Jeg er altså ikke den underlige af ham og mig. Desuden er man ikke underlig, bare fordi man gør noget anderledes, som andre ikke er vant til. Så er man bare anderledes. Han smuttede heldigvis indenfor igen ret hurtigt og lod mig være, men der var mit humør ødelagt. Inden døren smækkede bag ham, kaldte han ud, at de startede snart og ventede ligesom i døren på, at jeg ville rejse mig og komme indenfor. Adam sad dog i sin bil og gennemgik aftenens spørgsmål og lektion, så jeg blev derude. Jeg tror, det var fordi han ville have mig indenfor og snakke. Der gik godt 10 minutter, inden Adam gik indenfor, og der fulgte jeg med. Det var virkelig dejligt udenfor! Indenfor var der også kommet en fyr, jeg ikke har set før. Han huskede drengene om middagen for mændene i morgen, som Mr. Hawk har snakket om længe, og han holdt mit blik længe. Jeg vil ikke lyde antagende eller noget, men det var svært at kigge væk. Han var ikke overdrevet lækker eller noget. Han havde de mest levende øjne, jeg har set. Haha, det tog mig næsten 4 minutter at formulere den tanke!
Denne aften snakkede/quizzede vi om Moses og de 12 plager, og pigerne vandt stort denne gang. Jeg sad ved siden af Danielle, og der var lige et par ord, jeg ikke forstod, som var essentielle, så jeg kunne spørge hende. Hun er 29 år, og jeg troede ikke, at jeg kunne snakke så godt med en, der er så meget ældre end mig, men hun er den jeg klinger bedst med udover Jessica Green og Kirsten, når jeg endelig ser hende. Vi virker umiddelbart som jævnaldrende, når vi snakker sammen. Jeg snakkede dog ikke så meget med hende efter, da jeg gerne ville have uddybet nogle ting, som Adam havde fortalt om. Han fortalte om, hvordan Moses' folk vandt over nogle bjergfolk (noget med malakitter eller sådan noget), men kun fordi han rakte sine arme til vejrs og bad til Gud. Dette lyder mistænkeligt meget som legenden om, hvordan danerne fik Dannebrog i kampen mod Estland. Jeg fulgtes med Jessica ud, sagde vi-ses-i-morgen, og krammede farvel, hvorefter hun komplimenterede min måde at kramme på. Jeg har jo også masser af træning haha!

I går arbejdede Valerie fra 11 til 21, så jeg tog først over 10.30, og Henning kom igen hjem ved 17 tiden. Han grillede bøffer til ham og mig og lavede grilled-cheese sandwiches til pigerne. De er ikke så vilde med kød. Han laver bare bøffer, jeg kunne dø for. Han lyser også op, hver gang vi spiser det sammen, for jeg nyder jo min mad højlydt. Ingen af de andre er så anerkendende. Vi hjalp hinanden med at gøre pigerne sengeklar, hvorefter jeg kørte halv otte til onsdagsmødet. Jeg kom først til at gå ind i den forkerte bygning, den som er lige ved siden af den rigtige, så jeg måtte gå 'the walk of shame' ned af trapperne igen for så at finde den rigtige bygning og gå hen til den rigtige dør. Joshua åbnede for mig. Jeg ved ikke hvorfor, men han så rigtig overrasket ud, inden han inviterede mig indenfor. Måske fordi jeg ikke havde gjort noget ud af mig selv. Jeg kom med briller og uden makeup. Jeg kom til at tage min bog (Kaptajn Blåbjørn på tysk) med ind fra bilen (bøger bliver jo en forlængelse af min arm, hvis jeg læser længe nok, og jeg havde lige læst et kvarters tid, inden jeg gik ind), men det var nok for det bedste. Der var kun fyre, da jeg kom, og de snakkede militær. Adam var midt i en fortælling om sin tid som udsendt et eller andet sted, og jeg ville naturligvis ikke afbryde for at snakke om noget, jeg kunne være med i. Så jeg sad lidt asocialt og læste i stedet. Viviannas lærer Jessica Rouleau (udtalt: Rulo) kom lidt før sin kæreste, og da han så kom, satte han sig i sofaen ved siden af mig. Lidt efter kom den store fyr, som besøgte mig forleden sammen med to andre på vegne af kirken, og han satte sig i stolen på den anden side af mit, og umiddelbart efter begyndte Rouleaus kæreste og den store fyr at skændtes indbyrdes og sammen med Joshua omkring Star Wars og Star Trek. Jeg troede kun, at det skete i serien The Big Bang Theory mellem hovedpersonerne Raj, Sheldon, Leonard og Howard, men det sker åbenbart også i virkeligheden. De skændtes så meget til sidst, at jeg rykkede over på en stol lidt væk, så de ikke skændtes over hovedet på mig. Der gik længe, inden debatten begyndte. Emnet var Exorcism (dæmon-uddrivelse), og det var egentlig ret interessant. Der var flere personlige historier, og det blev til en virkelig debat. Jeg sad ved siden af Jessica (Green, Adams hustru) og Rita (som også skal spille softball, så jeg kender da heldigvis nogen til træning!), så jeg følte mig rigtig godt tilpas! Ved 22 tiden blev halvdelen nødt til at tage hjem, så de kunne stå tidligt op og arbejde næste dag. Vi brød så mødet op og hyggede i stedet. Jeg snakkede mest med Jessica om dyr og nu fyre. Et venskab er virkelig opgraderet, når man kan sladre om fyre! Vi fik snakket om dem, jeg synes er flotte, hhv Joshua, Devan (fra Super Bowl men som jeg ikke har set siden, fordi han åbenbart er udsendt endnu en uge), fyren med blikket, som kalder sig DJ og en mere, som hedder Justin. Jessica kender de fleste. Joshua er åbenbart over 30 år!! Han ligner (det synes alle!) en på 24-25, men han har åbenbart været gift og alt muligt! Han ser flot ud, men han er ikke potentielt noget som helst. Kun øjeguf. Devan er sød, siger Jessica. DJ kender hun ikke rigtig, for han kommer ikke så meget. Så han er også ryddet fra bordet. Hvis han ikke kommer så meget, får jeg ham heller ikke rigtigt at se, kan jeg forestille mig. Justin er kun lidt højere end mig og så har han mørkt fuldskæg, som virkelig klæder ham, og Jessica siger, at han er det sødeste menneske i verden. Han er et par år ældre end hende, så omkring 24-25 år. Jeg føler mig virkelig ung i denne forsamling. Vi fik også snakket om mine tidligere kærester og drenge generelt i Danmark. Ved 23 tiden spurgte hun, hvordan hun kunne snige Adam væk fra de sidste to drenge, som snakkede henne ved hoveddøren, så hun kunne komme i seng. De er forholdsvist nygifte (blev i juni sidste år), så hun kan ikke lide endnu at falde i søvn uden ham. Jeg skulle også til at hjem, så jeg tøj overtøj og sko på og sagde farvel til Adam. Jeg var på vej ud af en af sidetrapperne, men jeg kom i tanke om, hvor min bil var, så jeg måtte op igen, gå forbi hoveddøren, hvor Justin og den store fyr nu snakkede med Adam udefra, og ned af trapperne på den anden side. Idet jeg gik forbi, smilede Justin til mig og ønskede mig en god aften. Så Jessica har ret. Han er virkelig sød!

I dag fik jeg en halv dag fri! Henning fortalte mig i går aftes, at han og Valerie ville tage Svend med til South Carolina for at hente den bil, som Henning havde kørt i, da han var i Tyskland. Jeg kunne derfor sove lige så længe, jeg ville, og gøre lige hvad der passede mig, til jeg skulle hente pigerne fra skole og dermed begynde min arbejdsdag. Jeg lå og puttede under dynen til ved 10 tiden med mobilen, hvorefter jeg kom op, tog et dejligt langt bad, skrev lidt med Tanya, og tog derefter til Walmart, så jeg kunne få nogle blåbær igen. Samt nogle ekstra ting. Jeg fik vasket alt mit tøj. Tidspunktet til at hente pigerne kom alt for tidligt. De var dog søde og gjorde lige, hvad jeg bad dem om. Der var selvfølgelig noget fjolleri, men de brokkede sig ikke eller gjorde modstand på nogen måde. Jeg fik dem til at skifte om til gymnastiktøj, spise snack og lave lektier i god tid, så vi kunne hygge os, inden vi kørte 16.30. Henning havde fået min GPS, så jeg måtte bruge min mobils GPS i stedet, som var lidt sværere at regne med. Jeg er også blevet langt bedre til og fået mere overskud til at tænke over den nærmeste fremtid, så da vi ankom godt 20 minutter før deres time startede, gnaskede de glade på æbler i både og et par småkager. Det tog tiden i stedet for skænderier, og da vi kom indenfor, lagde de overtøjet, og vi havde nogle putte-øjeblikke, hvor jeg holdt pigerne på skift og krammede. Jeg tror, de mangler det lidt. Der var dog et uheldigt øjeblik, hvor Vivianna kom til at sparke Charlotte i ansigtet i et hop op ad mig, så jeg holdt Charlotte lidt endnu og krammede hende, mens hun græd færdig og fik lyst til at være med til gymnastikken. Hun hyggede sig dog gevaldigt derude. Hun er den på deres hold med mest energi. De blev færdige lidt over 18.30, hvor jeg så kørte os hjem igen. Det var meget nemmere og mindre stressende, nu hvor jeg ikke havde Svend at holde styr på. De snakkede dog så meget på vejen hjem, at jeg missede den første frakørsel, men tilbage på den rigtige retning behøvede jeg ikke engang GPS'en. Der vil ikke gå længe, før jeg ikke behøver den længere. Jeg kan finde til Walmart og tilbage igen uden, ud til og hjem igen fra Jessica og Adams boligkompleks, selvom jeg kun er kommet der et par uger, og så naturligvis ud til pigernes skole. Men skolen har jeg kunnet vejen til siden uge 2. Og min kirke er jo lige over for pigernes skole. Tingene er ved at falde på plads! Hjemme havde jeg forventet, at forældrene var kommet hjem allerede, men huset var mørkt. Jeg fik sat en film på til dem, mens jeg lavede mad (en slags æggekage med bacon og krydderier). Den var åbenbart en succes. Jeg stegte også først baconen, så æggekagen kunne stege i baconfedtet. Rækkefølgen kan virkelig gøre en forskel. Vivianna spiser normalt meget lidt og under stor protest, men hun spiste to gode portioner og et stykke brød til! Det har jeg aldrig set før. Charlotte spiste mest brød, men hun brokkede sig heller ikke. Hun tilbød endda sin bacon til Vivianna. Efter maden fik jeg Vivi til at tænde for vandet, så de kunne få et bad, og jeg fik dem endda derop igen uden protest! De legede i karret, mens jeg fik sæbet deres hår ind. Det er sikrest at bare smide så meget tøj som muligt til dette arbejde, så jeg stod foroverbøjet i undertrøje og trusser, da Henning kom ind og sagde hej. Det satte jeg ikke så meget pris på. Det var lidt for afklædt til min smag. Næsten som på Mallorca, da jeg hængte tøj til tørre uden tøj på og der sad folk på altanen ved siden af. Anyway, Valerie kom ind bagefter, og jeg tror hun blev rigtig glad, da jeg opsummerede dagen for hende. At det var gået så godt og at jeg bare var gået i gang med aftenrutinen uden at blive sat til det. At jeg viste initiativ.. så de ikke skulle til det.
Deres tur havde også været god, selvom den var lang. Omkring 300 mil. De gik også i seng, så snart de kunne komme til det. Jeg har været rigtig glad i dag. Det føles, som om tingene er ved at glide på plads. Måske var jeg lidt træt af det hele de sidste par uger, fordi jeg arbejdede så hårdt, mens Henning var væk. 10 timer dagligt hver hverdag i 3 uger i streg er altså trættende, især når man bor på sit arbejde. Men Henning tager heldigvis ikke af sted igen før April, og det bliver kun en uge. Så jeg ser frem til nogle mere menneskelige dage :)

I morgen er jeg inviteret til en tøseaften hos en af tirsdagmøde-pigerne, Arlene. Hun er en ret stor trunte, men hun er lige så glad. Hun er en af humørsprederne. Det starter kl 18 hjemme hos hende, og vi kan overnatte, hvis vi har lyst. Det tror jeg, at jeg gør. Men nu ser vi. Jeg glæder mig i hvert fald. Kirsten og flere af pigerne fra min Sunday School kommer også.

Jeg håber, I alle har det godt!
Knus!