Oplevelser uden grænser: Missions Conference og kæmpe flæskesvær!

Jeg ved godt jeg har forsømt jer.. Ih, hvor jeg skammer mig.. men nu kan I til gengæld gøre jer klar til en ordentlig smøre!

Vi har nu været gennem noget, som de kalder "Missions Conference" på Berean. "Missions" er missionærer, og vi har ved hvert arrangement med kirken (søndags-Worship og onsdags-Worship) haft besøg af en missionær og hans familie, hvor de har fortalt deres historie, og har modtaget en masse økonomisk støtte fra kirkemedlemmerne - den sidste måned har vi samlet penge ind til disse missionærer, men jeg var ikke klar over, hvad det var til, så jeg gav ikke - hvilket var en god ting, synes jeg. Jeg giver gerne til gode formål, men efter deres præsentationer, gav pastoren dem gavekort til restauranter, til en ipad (!!!), til tøjforretninger og en helvedes masse, som bare var underligt. Der var så også nogle rigtig fornuftige ting, der blev givet, som fx kufferter, gavekort til benzin, og den ene af familierne prøvede at adoptere, og det er jo dyrt, så det synes jeg også var i orden. Men en iPad? Restauranter? Ej.. det må de altså selv rode med.
Deres historier var godt nok spændende! En af dem havde boet i Bolivia med familien i 3-4 år nær en ørken og det der salt-område. De var kørt over saltområdet i en bil, som brød sammen midt i det hele, og de besluttede at overnatte i bilen, hvorefter de vandrede i 14 timer for at komme til den nærmeste landsby. Her fik de hjælp og måtte være sygeliggende i 3 uger pga betændelse i sårene på deres fødder. Meningen var at hjælpe lokalbefolkninger, som aldrig havde hørt Guds ord, med at bygge kirker og få dem i gang med prædikener osv. Ham her beskæftigede sig mest med døve. Så han fortalte dem om Gud på tegnsprog. Det var spændende at høre om! Vores pastor er bare virkelig...jeg ved ikke hvordan jeg skal beskrive ham.. han nærmest råber sine prædikener til Worship og bliver altid svedig og dupper sig på panden ind i mellem og smider jakken til sit jakkesæt. Her begyndte han at græde, da han skulle formidle noget ved missionærens historie - at de havde boet i flere år uden elektricitet og varmt vand under absolut primitive vilkår (hvilket jeg synes lyder virkelig fedt - det kunne jeg godt tænke mig at prøve! altså.. vel at mærke på en tur, ikke i Århus centrum eller et andet 'normalt' sted) - han gik videre med, at vi var snotforkælede uden egentlig at indse det. Og jeg er helt enig. Men nu har jeg jo også været på lejrture, hvor vi måtte undvære alt, og jeg har det altid i baghovedet, at vi har det rigtig godt. Men jeg er sikker på, at ingen her har skænket det en tanke. Da missionæren så pastoren græde, mens han snakkede, gav han ham lidt et skævt blik.. som for at sige: Slap lige af, så slemt var det heller ikke (hahaha!).
Søndag var også min anden træning til softball. Det gik ikke så godt som første gang. Vores rigtige træner kom - Christi spiller med på banen, bestiller spilletrøjer osv, så hun har lidt en altmuligrolle, men hun kan ikke finde ud af at træne et hold, så den her bedstefartype ved navn Mike Christenson har påtaget sig det hverv. Han er super dygtig til softball! Alle hans bolde rammer præcis, hvor han vil have dem, han kaster langt og hårdt, og han er generelt rigtig livlig på trods af at ligne en mand på omkring de 80 år. Det er meget imponerende!
Han rettede en del på mig, da jeg svingede battet, for jeg træder et skridt frem umiddelbart efter jeg svinger, og det må jeg ikke. Jeg plejede at spille både basketball og fodbold, hvor man jo skal rubbe fødderne hele tiden, så det er rigtig svært. Jeg får overbalance efter at have svunget. På et tidspunkt kunne jeg mærke noget på min højre fod, og da jeg kiggede ned, så jeg ham bag mig, lagt på maven og med begge hænder i et fast greb omkring min fod. Det var lidt pinligt, at han så sig nødsaget til det, men folk grinede - på en måde så jeg fik det indtryk at det ikke kun var sket for mig.

Hele ugen har jeg arbejdet 7.30 til 16.00, men jeg har været rigtig meget med de sidste par uger, så jeg har oftest ikke haft alenetid før ungerne kom i seng mellem halv ni og ni om aftenen. Det er nok hovedgrunden til, at jeg ikke har skrevet herinde i al den tid.
Vi har det rigtig godt sammen alle sammen. Ungerne kan snart ikke lade mig være - Vivianna spørger ofte, om jeg kan stå tidligt op for at gøre dem klar og køre dem i skole (hvilket er rigtig sødt, men jeg kan ikke forstå det, for jeg vrisser altid af dem om morgenen, når de ikke gør, hvad jeg beder dem om - hvilket er ofte, når deres fokus er så kort), når vi ser noget sammen i fjernsynet, har jeg gerne den ene af pigerne mellem benene og den anden lænet op af min side under min arm, de skændes hver næsten hver dag om, hvem der skal sidde ved siden af mig (det gjorde de fra starten af, og det er ikke en gammel sag endnu), og de kommer hele tiden hen for at få et kram. Foruden at de bare snakker konstant til mig. De har også sagt et par gange at de elsker mig. Både pigerne og Svend. Da Svend sagde det engang i sidste uge, smeltede mit hjerte bare. Vi var alene hjemme og tumlede rundt, som han allerhelst foretrækker, og pludselig kiggede han på mig og sagde "I wov you". Det er fantastisk, at jeg har så godt et forhold til dem. Det gik også hurtigere, end jeg havde regnet med. Det er ikke til at forstå, at jeg har været her i to måneder nu! Jeg var kun to måneder i München, og det var bare den længste tur i Skærsilden i verdenshistorien.. Jeg synes simpelthen, at tiden er gået så hurtigt!

Jeg har lagt mærke til, at temperaturen langsomt og sikkert bliver højere. Lige på nær et par enkelte dage, hvor der var en latterligt høj temperatur, har vi gået fra omkring 5-6 grader til nu omkring 10-12 grader. I dag var der 18 grader, så jeg havde shorts på, klipklapper og en undertrøje. Det var helt perfekt, og jeg håber hverken, det bliver varmere eller koldere det næste stykke tid. Luftfugtigheden er næsten ikke-eksisterende, lige på nær en enkelt dag forleden. Det var ikke engang varmt, bare fugtigt. I starten af temperaturstigningen kunne jeg kigge på termometeret i huset, og hvis den var over 10 grader, tænkte jeg altid med Anders Matthesens gravkammerstemme: uuuuuuuuh, 11 grader..! Hvis ikke I har hørt det, synes jeg næsten I skal søge på youtube efter det.

Jeg pylrer aldrig om Svend, og derfor overdramatiserer han heller aldrig (tak for tippet, mor). Hvis han falder eller går ind i noget eller andre situationer, hvor der ikke skete noget, siger jeg altid: You're okay! Nothing happened! You're okay! Og det er efterhånden blevet så godt, at hvis han falder, rejser han sig bare op og siger: I okay! og går videre HAHAHA! Her den anden dag fik jeg ham så på toilettet for at prøve at tisse, og da det lykkedes, begyndte jeg at huje begejstret, for han er inde i en mærkelig fase, hvor han bare nægter at sidde på potte og toilet. Jeg hjalp ham ned, fik ble og bukser på, og så gav ham mig et begejstret knus, som uheldigvis knaldede mit hoved ind i skabet bag mig.
Mig: av..
Svend (kigger mig dybt i øjnene): you're okay..
Og jeg begyndte bare at grine.

I onsdags var jeg i Walmart med Svend, da jeg manglede et par ting, og han havde alt for meget fart på i løbet af formiddagen til at slappe af, så jeg tog af sted tre timer før jeg normalt ville, og ganske rigtigt faldt han i søvn før jeg nåede ud på den store vej. Jeg fik kombineret turen, så jeg kunne køre direkte hen på skolen og hente pigerne. Jeg havde min ultimative klammedag med stor trøje-jeg-normalt-sover-i, leggins, vandrestøvler, ingen makeup og briller på. Det skulle selvfølgelig også passe med, at mens jeg ventede i køen til at betale mine varer, sprang Hershal (en af de lækre missionærer til Viviannas lektioner) op foran mig for at snakke. Selvfølgelig. Skæbnen har en grum humor. Og hvis en af dem var der, måtte den anden også være der - og ganske rigtigt stod Steele et par personer bag mig i samme kø. Det var virkelig akavet for mig - jeg nåede netop til kassedamen på det tidspunkt, så jeg måtte holde styr på Svend, betale for mine ting, tage dem og lytte og snakke med de to. Og jeg var virkelig selvbevidst om mit sjuskede ydre. Jeg møder seriøst aldrig nogen, jeg kender, når jeg går ud i løbet af dagen. Men de var rigtig søde og havde tænkt på mig, for Hershal fortalte, at de ville prøve at skaffe deres Book of Mormon (mormonbog.. en bog de bruger sammen med bibelen) på hollandsk. Og jeg var sådan lidt, hvorfor hollandsk? Han svarede med et skuldertræk og så kun lidt forvirret ud. Jeg sagde, at jeg ikke snakkede hollandsk. Jamen det troede de..? Åååååh - hollandsk hedder 'dutch' på engelsk, hvilket jo ligger lidt op af 'danish', som er dansk. Så det var bare en misforståelse, som blev reddet op. Heldigvis skaffede de den ikke på hollandsk og gav den til mig, inden vi fik snakket sammen HAHAHA! Jeg forstår lidt hollandsk, når det bliver snakket, for jeg synes, det er lidt op ad tysk, men jeg tror ikke, jeg ville kunne læse det. Inden jeg gik ud, fik jeg hilst på Steele, og undskyldt mig med at jeg skulle hente pigerne fra skole, inden jeg stormede ud af forretningen. Øv, hvor var det akavet generelt. Jeg synes, misforståelsen var sjov men.. jeg vidste bare ikke hvad jeg skulle sige.. men det er søde!

Tirsdag har vi jo normalt Bible Study med Single Gruppen i Jessica og Adams lejlighedskompleks, men da der stadig holdtes Missions Conference, blev det aflyst, så vi kunne komme med til det på Berean. Jeg sad ved siden af Kirsten ved flere af mine venner fra Single Gruppen, Danielle sad foran mig med sin mand Ernest, og da jeg satte mig, begyndte Joshua at smile helt overdrevet og vinke. Han er lidt.. speciel.. jeg ved aldrig rigtig, hvor jeg har ham.
Jeg fik endnu en ny ven, Cheryl, som jeg sad i rækken foran. Jeg mødte hende første gang til min Sunday School julefrokost til min første søndag i kirken. Hun var virkelig sød, og sagde, at hendes første år i Fayetteville var meget ensomt, så hvis jeg blev ensom, ked af det og/eller følte, at ingen holdt af mig, skulle jeg bare skrive til hende. Hun inviterede mig også til hendes Bible Study (ligesom mine tirsdags- og onsdagsmøder), som bliver holdt om fredagen. I fredags var sidste gang med dem, som normalt holder det, for de skulle udsendes, og det lød til at blive noget nær en afskedsfest, men jeg hørte om onsdagen, at missionærerne Hershal og Steele kom den fredag til Viviannas lektion, så jeg kunne forestille mig, familien ville foretrække, hvis jeg blev hjemme. Nogen gange er Charlotte og Svend over hele huset efter aftensmaden, så de kunne få brug for nogen at beskæftige Svend med. Heldigvis kom det ikke til det. Jeg hjalp med rengøring af huset, inden de kom, og med at beskæftige ungerne. Valerie lavede nogle ristede rejer, spinatbladsalat med jordbær og hjemmekaramelliserede pekannødder (den salat var VIRKELIG lækker!!), fetuccini, og strawberry shortcake til dessert. Vi hyggede os til maden, og mens Henning og Valerie var væk, sagde Hershal, at hvis jeg havde lyst til lektioner også, ville de gerne sætte det i gang. Jeg kan som sagt bedre lide mormonernes syn på kristendommen. Jeg går dog til tre kirkearrangementer på syv dage, som bliver til fire gange, hvis jeg kommer med til Cheryls Bible Studies, så jeg er ikke så vild med tanken om at tilføje endnu mere kristendom, men.. de er virkelig søde, og jeg vil gerne se dem igen. Også selvom det betyder, at vi skal snakke om Gud. De sagde desuden at de havde lokaliseret en dansk mormonbog, som godt nok er i Raleigh, men næste gang nogen tog dertil, vil de kunne komme med den til mig. Jeg er noget overrasket over, at så småt et sprog findes i skreven version her i USA.

I dag var jeg ude at shoppe! Mellem 9 og 14.30 tog jeg ungerne på skift, for Valerie var på arbejde, og Henning skulle tage dem til svømning, men det er jo på forskellige tidspunkter, så jeg måtte tage dem, der ikke var af sted. Jeg fik skrevet lidt med Tanya, hvorefter jeg godt en halv time senere var på vej til en butik ved navn Rugged Wearhouse. Det er en kæææmpe tøjforretning, som har en masse godt tøj (oftest god kvalitet og mærkevarer), som før var i de moderne butikker men nu er fra tidligere kollektioner - så de er måske til halv pris her! Jeg fandt tre trøjer (hvoraf en var en enorm t-shirt med Angry Birds billede på brystet, som jeg vil bruge til nattrøje) på en halv time bare ved at være til højre for den første gangsti. Henning ville dog lave mad (ribben) til 17.30, så jeg havde ikke så meget tid. Jeg skulle også i Walmart for at kigge efter frugt og et par andre ting. Det lå lige ved siden af, men der er altid lange køer i Walmart, så man skal komme i god tid. Selvfølgelig spiste vi ikke før kl. syv. Man skal altid tage amerikanske tidspunkter med et gram salt. Jeg fandt forresten en pose flæskesvær i Walmart. I vil ikke tro mig, hvis jeg beskriver størrelsen på dem, så jeg lægger et billede ud i stedet!

Beware the Flæskesvær!

Tjek lige den monstrøsitet ud!

Min kusine Lise har skældt mig ud over, at jeg ikke tager nok billeder og lægger ud. Det er jeg helt enig i, og jeg er frygtelig til at tage mig sammen (sammenlignet med mine andre ture, hvor jeg nærmest gjorde mine oplevelser gennem kameralinsen), men jeg skal nok prøve at huske det. Jeg har dog et par stykker klar til jer.. helt tilbage fra da jeg var i Lake Rim Park og nød solidariteten. De blev uploadet lidt hulter til bulter, men jeg har beskrevet billederne. Husk I kan forstørre ved at klikke på billederne.