Om tirsdagen fik jeg overrakt en invitation til en fødselsdagsfest hos en af drengene (han fylder 21), som jeg ikke har snakket mest med, men han er sød nok. Det er her på lørdag i denne uge. Det er med Star Trek tema (kostumefest), men jeg synes ikke, at nogle af karaktererne er lette at lave et kostume ud af, så jeg kommer nok bare, som jeg er.
Allerede til mødet dagen efter snakkede Josh om at arrangere en campingtur/telttur i weekenden d. 19.-21. april. Jeg er næsten desperat efter at komme med.. og det fik mig til at tænke på, hvor meget jeg egentlig savner at gå til spejder og tage på ture med dem. Jeg tænkte nostalgisk over alle mine helt fantastiske ture - der var virkelig aldrig nogle dårlige ture. Så begyndte jeg at kigge gennem alle mine gamle billeder helt tilbage fra 2007, og hvor havde vi det dog sjovt dengang. Hvad jeg ikke ville give for at spole tiden tilbage! Der er selvfølgelig nogle ting, jeg ikke har lyst til at genopleve, men alt i alt kunne det være fedt at være 15 år igen. Dengang ville jeg bare gerne fylde 18 år, så jeg kunne opfylde nogle af de rejsedrømme, jeg havde. Men ja, jeg savner spejder, vores lejrture, sammenholdet, den sociale side ved gymnasiet (selv timerne på gymnasiet var gode, det var bare lektierne og afleveringerne, som ødelagde det), hvor jeg så mine venner hver dag osv. En af mine billedmapper indeholder billeder fra vores vandretur i Sverige, og de er helt fantastiske at se på. På facebook kan man 'tagge' folk, så deres navn dukker op på billedet, når man fører musen hen over - jeg var åbenbart sur på min ekskæreste Morten på det tidspunkt, jeg lagde billederne ud, for jeg har tagget ham som "Spaden" HAHHAHAH!!!! Jeg kan slet ikke huske, jeg gjorde det.
I går var vores møde aflyst, og jeg fik desværre først beskeden, da jeg parkerede i deres parkeringsplads, men da jeg kom hjem igen, skrev Jessica og spurgte, om jeg havde lyst til at være sammen fredag aften og lave mad sammen, se tøsefilm og snakke. Hendes mand Adam skulle vidst ud og spille med nogle venner, så medmindre hans aftale bliver aflyst, kan jeg glæde mig til en hyggeaften med Jessica.
Jeg tog fastelavnsboller med til sidste uges onsdagsmøde, hvilket blev taget godt imod. Jeg lavede omkring 18, Justin spiste 4-5 stykker selv, og der var kun 3 tilbage sidst på aftenen, som Jessica og Adam fik til senere, for jeg gad ikke tage posen med hjem. Inden jeg tog hjem, fortalte jeg om hvordan vi også putter kød inden i boller (pirogger), hvilket hun er meget oplagt på at prøve, så hvis vi ses fredag aften, laver vi pirogger sammen. Det bliver også en ny madlavningsoplevelse, da amerikanere jo sjældent laver mad/bager fra bunden. Det skal nok blive sjovt!
I sidste uge var jeg afhængig af serien Make it or break it (om gymnaster, som håber på at blive udtaget til OL), som jeg begyndte på i gymnasiet, men så fik jeg travlt med eksamener, så jeg stoppede. Jeg startede dog, hvor jeg endte sidst, og jeg har set næsten to sæsoner på under en uge. Jeg ved nu hvad alle instrumenterne hedder (alle dem, de springer på, svinger i osv.), og når jeg tager Svend til gymnastik, prøver jeg også de ting, der ikke kræver flere års erfaring (jeg har åbenbart god balance på bommen - "beam" på engelsk).
Fredag i sidste uge havde pigerne fri til middag, så jeg brugte min formiddag på at gøre klar til en tur i parken. Valerie var hjemme og sov, men havde Svend indtil han vågnede. Jeg fik ham først lidt over 10, hvor vi hyggede os, indtil vi skulle hente. Vi kørte lige hjem, lavede frokost og tog så af sted. Henning kom hjem lige inden vi kørte, så jeg fortalte, at jeg tog dem ud, så Valerie kunne sove ordentligt, og Henning trængte også til en lur, så det var en god ide. Vi nåede ud til Lake Rim Park ved halv et tiden, hvor jeg parkerede nær et grillsted, som var pakket med unger. Der holdt også to skolebusser på parkeringspladsen, men jeg tænkte ikke nærmere over konsekvenserne. Vi slog os ned på en bænk (i ungernes tilfælde bag bænken) og spiste nær den legeplads, de havde valgt. På en tidspunkt sad Svend med en riskiks, Charlotte en peanutbutter-jelly sandwich og Vivianna en nutellasandwich, da Svend lægger sin riskiks ned, læner sig ind over peanutbutter-jelly sandwichen i Charlottes hånd, og så samlede Charlotte bare riskiksen op og gav Svend sin sandwich. Det gik lige i hjertet! Specielt fordi hun ikke gav det et sekunds tanke men gjorde det helt naturligt. Hun er helt fantastisk til at dele! Men lige som vi snart var færdige, kom nogen-og-40 unger stormende og overtog legepladsen totalt. Vivianna, Charlotte og Svend havde kun leget på den i 10 minutter i alt mellem bidder, så de var ret skuffede, men vi tog hen på en anden legeplads, som var egnet for børn på Svends og Charlottes alder, og her fik de næsten en time til at gå. Men da de kedede sig, begyndte de virkelig at kede sig, så jeg spurgte, om de havde lyst til at tage hen til søen på den anden side af vejen. Lake Rim. DET var en succes! Vi tog resten af vores frokost ned til en bænk dernede, som jeg sad på og holdt øje med dem. Jeg gav dem lov til at smide sko og strømper og hive op i buksebenene, så de kunne dyppe fødderne i vandet. Pigerne soppede størstedelen af tiden eller legede med ting, de faldt på søbredden, og Svend legede med, men han var ikke glad for at gå ud i vandet, uden han holdt mig i hånden. Mågejagt var også en af yndlingsaktiviteterne. De stakkels måger (og der var MANGE af dem!) blev skræmt op, så snart de landede og dannede flok. Det tog mig et stykke tid, men de kalder åbenbart måger for pelikaner. Det fandt jeg ud af, efter Vivianna spurgte:
Did you know theres a way to knock a pelican out? Jeg kiggede forbløffet på hende over det morbide spørgsmål, hvorefter hun sagde: You throw a rock at its head.. Og det var sjovt i al sin enkelthed, men jeg blev lidt bange på mågernes vegne.
Mit yndlingsøjeblik var da jeg så Charlotte jage Vivianna 30 meter hen af søbredden, mens Vivianna skreg mit navn hele vejen i absolut frygt. Da Vivianna nåede op til mig, klagede hun over at: Charlotte was chasing me with seaweed and said 'We're gonna get you!' (Charlotte jagtede hende med tang mens hun sagde 'Vi skal nok få dig!'). Måske skulle man have været der, men jeg var ved at dø af grin. Jeg ved ikke hvordan, men da jeg kiggede på uret, var klokken pludselig blevet fem, og jeg blev nødt til at hive ungerne hjem. Svend ville gerne hjem, men jeg skulle lokke pigerne med at tage dem med i morgen på deres fridag, for at få dem med i bilen. På vej hjem tog vi hurtigt i Target, hvor jeg købte nogle malebøger og en pakke farveblyanter til os, for jeg kunne ikke finde nogen på deres værelse, og det er fantastisk tidsfordriv. Vi var først hjemme lidt i seks, hvor Henning var ved at lave aftensmad. Ingen af ungerne spiser normalt særlig meget, for de har for meget krudt i røven, men de spiste så meget, at Henning blev nødt til at varme nogen fryse-mini-burgere, så der var nok. Bagefter så vi en film, pigerne og jeg, som var puttet tæt ind til hinanden (mest til mig) på en plads, der svarer til en enkelt person, og efter filmen gik de frivilligt i seng. Og de kom ikke op en eneste gang for at klage over manglende søvn, så jeg vurderer dagen som en succes. De har plaget hele ugen om at komme af sted igen, så jeg bliver nok nødt til at tage dem i morgen. Jeg håber, at vejret holder.
I søndags var jeg med familien i kirke. Selvom jeg kun har været der en enkelt gang før, genkendte nogen af dem mig, og en gift par tilbød mig at kigge med i deres bibel, så jeg kunne følge med. Lige inden vi gik til mødet, bad nogen Henning og Valerie om at undervise en klasse med 7-årige, så jeg sad derinde alene, hvilket ikke var hylemorsomt, men altså.. det var da okay.. Folk er virkelig søde! Vi kom hjem halv et, hvor jeg spiste frokost, inden jeg kort efter kørte til softball træning. Jeg kom et godt stykke tid for tidligt, men Mike (vores dygtige bedstefar-træner) var der allerede med sin datter, som er absurd dygtig også, så jeg kunne komme ind på banen med mine ting og smøre mig ind i solcreme. Det var helt perfekt vejr - høj solskin med kun et par enkelte skyer, og der blæste en blid vind, så når jeg løb, blev jeg ikke svedig. Puh det var dejligt, og jeg fik løbet rigtig meget. Tidligere har vi ikke løbet særlig meget, for vi har været spredt godt med mange mennesker, så der altid var nogen hvor end bolden fløj hen, men her greb folk den ikke eller batteren skød længere/et andet sted hen end vi regnede med. Og jeg er på 'out-field', altså længst væk, så det er mig, der skal rende, hvis boldene flyver langt. Det har jeg det helt fantastisk med.
På billedet kan I se en softballbane fra oven med markeringer til de forskellige spillere. Jeg har markeret med rødt, hvor jeg normalt står. Følgende er 'infielders':
C = catcher (griber, som griber bolden, hvis hitteren/batteren ikke rammer)
P = pitcher (den, som kaster bolden)
1B: first baseman
2B: second baseman
SS: shortstop
3: third baseman
Følgende er 'outfielders':
LF: left fielder
CF: center fielder
RF: right fielder
Jeg er ikke helt inde i reglerne eller hver positions specifikke rolle, udover at man skal sørge for at kaste til de baser, som modstanderne løber mod.
Coach Mike nævnte desuden efter træning, at han var begyndt at placere os i hovedet, hvad vores permanente stilling bliver, og om vi bliver førstespillere eller reservere, og jeg kan rigtig mærke nervøsiteten. Jeg er ikke så god som mange af de andre, men jeg synes, jeg lægger mere i det. Puh, hvor bliver det spændende!
Sidste træning bed jeg i græsset, hvor jeg fik lange sår på venstre albue og venstre knæ, men ellers er jeg ikke kommet til skade, og slet ikke alvorligt. Denne gang lagde jeg alt i spillet, og jeg lagde ikke mærke til noget, som gjorde ondt, for jeg var høj på adrenalin det meste af tiden, men dagen efter opdagede jeg pludselig et voldsomt, stort, sort blåt mærke på indersiden af min højre underarm og et stort, aflangt, sort eksemplar også på indersiden af mit højre skinneben. Det er ikke engang normale blå mærker; de buler! Hvad mon bliver næst. Jeg kan slet ikke huske, hvordan jeg fik dem. Og jeg synes ellers ikke, jeg får mærker nemt.
Jeg vil lige slutte af med en lille samtale jeg havde med Charlotte, da vi lå i min seng (os og Vivianna) og enten farvede eller lavede lektier:
Mig: when we say you're weird, we mean it in a good way..
Charlotte: Mommy sometimes says Im a dork
Vi prøver så at definere det:
Vivianna: It's another word for weird..
Nanna: or a nerd I guess..
Charlotte: or a hitty head.. it hits itself when it's a tree..
Stilhed..
Vær ikke blege for at senge mig en besked! Jeg nyder at læse nyheder hjemmefra.
Stort knus herfra!
ET STORT PS: Vores familie i England, Morven og Jon, fik en ny lille datter i lørdags! Woohooo! De kalder hende Lara Mae, hvilket jeg synes er smukt, men deres ældste datter Skye kalder hende konsekvent Puff, fordi hun havde håbet, at en drage kom ud. Det er da for sødt! Jeg fik en email med nyheder og billeder i går eller i dag, og hun er noget så sød! Og Skye er blevet rigtig stor. Jeg så hende som baby, hvor jeg kaprede hende fra forældrene, hvor de besøgte min mormor og morfar, og så besøgte jeg dem i England, hvor jeg var på studietur for næsten 1½ år siden. Og nu er hun så stor! Det er squ sjovt! Men ja, det går dem godt, derovre i England!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar