Billeder fra Akademiet, mit nye hjem og bilerne

New York City tour: blitzløst skud af NYC fra broen mellem NYC og New Jersey

NYC tour: New Jersey set fra broen mellem NYC og NJ

Au Pair Akademiet: gruppearbejde om børns udvikling. Aleksandra Orlikowska tegner.

NYC tour: aftensmad med franske Morgane (midt) og svenske Caroline (højre)

NYC tour: aftensmad på Grand Central Terminal

NYC tour: Grand Central Terminal

NYC tour: Grand Central Terminal - kan nogen genkende denne trappe?

NYC tour: Grand Central Terminal på dette gadehjørne

Au Pair Academy undervisning

NYC tour: New York skyskrabere

Au Pair Academy: druk-forsøget, træner Stacey (højre), træner Daphne (venstre)

Au Pair Academy på Sheraton Hotel

Mit nye hjem de næste 12 måneder

Min nu ødelagde smukke Volvo S60

Hennings kæmpe truck

Valeries SUV

Første uge i Fayetteville

Jeg vågnede kl. 7 af en sms min første dag hos familien. Jeg kunne ikke falde helt i søvn bagefter, så jeg lå og slumrede og lyttede til deres morgenlyde. Deres amerikanske bulldog Ranger gik ind på min værelse og sprang op i min seng, og der hyggeputtede vi sammen en god halv time. Så stod jeg op til livlige unger, morgenmad og lidt udpakning, som pigerne hjalp mig med så gavmildt. Det tog dog mange dage, før jeg var helt pakket ud, da jeg havde en del vasketøj fra akademiet, og jeg manglede stadig en vasketøjskurv, en papirkurv og en form for natbord, som jeg kunne sætte bog, mobil, vandflaske osv. på. Pigerne var hjemme, selvom det var fredag, fordi de havde mærker efter sengelus. De havde weekenden forinden været et sted henne, det lød som et sted på stranden, hvor børnesengene var fyldt med sengelus, så deres maver, ryg og ben havde udbrud, der lignede skoldkopper, så de havde været til læge og alt muligt. Valerie skulle på arbejde kl. 11 til 21 (hun arbejder 10-timers-vagter på apoteket), og Henning skulle også på arbejde, så jeg havde fornøjelsen af tre hyperaktive unger indtil ved 17 tiden. Jeg skal generelt kun arbejde fra den sidste forælder tager på arbejde, til den første kommer hjem. Eller hvis Valerie har en nattevagt fra 21 til 7, skal jeg også tage mig af dem, mens hun sover om dagen. Men hvis der er en vågen forælder hjemme, har jeg i bund og grund fri. De er meget opmærksomme på, at jeg kun må arbejde de 10 timer om dagen. Efter morgenmaden ville Valerie ordne noget vasketøj, og lille Svend ville se Coraline (meget mærkelig film), så jeg og ungerne puttede os i forældrenes seng. Jeg havde en pige under hver arm og Svend på skødet. Forestil jer, efter to måneder med distancerede Adelaide, at jeg den første dag i USA befandt mig i en børnebunke! Jeg var simpelthen så glad! Og de har kun åbnet sig mere for mig! Svend mistede dog hurtigt interessen, men så begyndte vi bare at tumle. De fryder sig over, at jeg gider lege på den måde. Valerie fyldte så en badekar, som de alle fire hoppede i på en gang, hvilket så trak ud, så hun kom lidt for sent på arbejde. Der var ingen separationsangst overhovedet! Derefter så vi Alice in Wonderland, den nye fra 2010 med rigtige mennesker, to gange! Svend kalder den 'Alaa la la land'! Efter hans lur ved middagstid var vi alle meget udenfor i deres gyngestativ og rutsjebane, og pigerne havde hver deres løbehjul, og Svend lånte nabodrengen Evan's børneløbehjul. Han stod bare på den, mens jeg skubbede ham rundt på vejen. Det var en god dag, og vi tog ud at spise om aftenen, da det ellers ville blive sen aftensmad.
Jeg blev rigtig syg om søndagen. Jeg havde forberedt mig til at komme i kirke ved at hænge pænt tøj ud i forvejen, men om lørdagen havde der været 25 grader, og når man kommer fra minusgrader, så omvendingen er så drastisk, bliver man simpelthen bare syg. Henning blev også rigtig syg, da han kom hjem fra udsendelse i Tyskland i december. Så efter en halv time på ryggen på mit kolde badeværelsesgulv, havde jeg stadig ikke fået det bedre, så jeg valgte at blive hjemme. Valerie kom op med et glas vand og en pille, som skulle hjælpe mod svimmelhed. Jeg fik det bedre hen over middag, hvor jeg satte mig udenfor for at udnytte overfloden af skinnende D-vitamin og læse køremanualen. Hele dagen tog familien hensyn til, at jeg skulle slappe af, også så jeg kunne blive færdig med køremanualen, for jeg skulle op til køreprøve mandag.
Mandag stod vi op, fik pigerne klar til skole, hvorefter jeg kørte dem derhen, og så fandt vi en kørevejledning til det sted, jeg skulle tage kørekort. Jeg bestod teoriprøven med kun 1 fejl (den var underligt formuleret - det var samme princip med 25 spørgsmål og beståelse galt 20 rigtige svar), og selve køreprøven tog kun 10-15 minutter, hvor hun ville sikre sig, at bilen virkede, og at jeg kunne bremse, lave en trepunktsvending og bare generelt køre. Det sværeste var egentlig at administrere selve mit kørekort. Da jeg har et ø i mit efternavn, står det på to forskellige måder i mit pas, og det tog en rum tid for dem at finde ud af det, men til sidst gik det heldigvis, og jeg fik et midlertidigt kørekort. Jeg skulle forresten også kigge i en ting, hvor jeg skulle læse bogstaver op på en lystavle (synstest) og identificere og forklare 12 vejskilte. Amerikanske vejskilte er rimelig nemme, der står for det meste i tekst, hvad der gælder. Bagefter tog vi i Walmart efter et par ting, og fordi Valerie ved, at jeg godt kan lide at komme der.

Nu har jeg været her i en uge, og det var været en ovenud fryd, lige på nær et uheld i tirsdags, som jeg stadig har det skidt over, men det kommer jeg til senere.
Jeg skrev ned i løbet af de første par dage en liste over de ting, jeg manglede, fx shorts (det var gloende hedt en af dagene!), et natbord, vasketøjskurv, papirkurv, vandflaske, natbukser (dem, som er så bløde!), en mobil osv. Jeg fik Valeries gamle mobil allerede den første dag, og om aftenen tog vi i Best Buy for evt. at kigge på en anden, da det var en ret stor telefon, og i Target. De har alle mulige ting, og jeg fik købt alle mine småting der. Jeg besluttede mig bare for at beholde Valeries gamle mobil, da det ellers ville koste flere tusinde kroner! Da vi kom hjem, fandt Henning en vasketøjskurv til mig, og senere fandt Valerie et lille plastiknatbord med skuffer og en papirkurv til mig. Jeg tror ikke, jeg mangler noget. Vi har ikke haft tid endnu til allesammen at sidde ned og snakke om nogle ting, fx om forventninger, nødplaner til hvis der går brand i huset eller der kommer indbrud osv., og jeg mangler også alle telefonnumrene og adresser til doktorer og tandlæger. Tirsdag var min første rigtige fridag, hvor jeg havde friheden til at komme rundt, da jeg jo havde fået kørekort, og Valerie havde fri, så jeg skulle ikke bekymre mig om ungerne. Jeg  kørte til centret, hvilket dog ikke var så imponerende. Der var en mega boghandel, Barnes and Nobles, hvor jeg brugte en time på at vælge den helt rigtige Bibel, som jeg skal have med, når jeg tager i kirke om søndagen. Mens jeg var derinde, fik jeg et opkald fra min Area Director, Amy Watson, som gerne ville snakke med Valerie. Hun påstod, at hun havde ringet utallige gange til Valerie, men hun havde aldrig ringet tilbage og bad mig bede hende ringe til Amy. Efter Barnes and Nobles besluttede jeg at tage i Walmart, så jeg plottede det ind på GPSen og kørte. Det gik rigtig godt, men der var altså ingen Walmart, der hvor GPSen sagde, så jeg holdt ind og plottede hjemadressen ind for bare at tage hjem. Jeg kørte på en vej, hvor man måtte køre 45 mph (70 km/t), og jeg kom til et lyskryds, hvor jeg kiggede på lysreguleringen for at sikre mig, at der var grønt, og mens jeg kiggede op, kom en dame kørende midt i et venstresving. Så jeg nåede lige at bremse et sekund i panik, hvorefter bilerne kolliderede. Min airbag blev udløst, og jeg blev slået ud et øjeblik. Da jeg vågnede igen, var bilen fyldt med røg, og politiet var allerede kommet. Jeg havde lært på akademiet, at hvis man bliver stoppet af politiet, skal man holde hænderne på rattet, for de er ret paranoide, så da betjenten kom over, opførte jeg mig sådan. Han spurgte, om jeg var okay, og fortalte, at jeg skulle prøve at flytte bilen, hvis jeg kunne, men han tilbød selv at gøre det, hvis jeg var for rystet. Jeg var stadig ikke helt ved mig selv, så jeg kom udenfor og blev fulgt over på siden af vejen. Der stod en sort dame der, som boede lige ved lyskrydset, og hun var en komfort for mig gennem det hele. Min volvo kunne ikke starte, så jeg måtte arbejde sammen med to betjente om at skubbe den fra vejen, da der blev fri bane. Jeg fik ringet til Henning, da Valerie ikke svarede, og han forsikrede mig, at han bare var glad for, at jeg var okay, og at vi ville finde ud af alt andet hen ad vejen. Han ringede og kom igennem til Valerie, som også ringede til mig for at få at vide, hvor jeg var. Jeg gav den sorte dame telefonen og hentede mine ting i bilen, inden den blev bugseret væk. Politiet ville selvfølgelig have at vide, hvad der var sket, men selv nu er det meget begrænset, hvad jeg kan fortælle. Det er ikke fordi, jeg ikke kan huske noget, det var bare noget, der skete hurtigt. Valerie kom godt 10 minutter efter og havde lille Svend med, som gav mig et langt kram. Betjenten kom tilbage med en politirapport og oplysninger med vores to forsikringsselskaber og informationer om bugseringsfirmaet, så vi kunne få bilen tilbage, hvis den kunne repareres. Valerie var meget forstående. Hun gav mig meget fred og ro og opførte sig slet ikke bebrejdende. Ikke på noget tidspunkt har de givet udtryk for skuffelse eller bebrejdelse, selvom de virker forsigtige ved at lade mig køre igen. Det kan jeg godt forstå, jeg har heller ikke ligefrem lyst til at køre igen. Jeg kan simpelthen ikke begribe, hvor heldig jeg har været med familiematch! De har taget ubeskriveligt godt imod mig, forstår når jeg har brug for en pause, og så snakker vi bare så godt sammen.Jeg har rimelig travlt, men ungerne er simpelthen så herlige (specielt den 2-årige lille dreng Svend har knyttet sig så meget til mig allerede, at han vågnede så sent som i nat og ville sove med mig! Valerie arbejder nattevagter i denne uge, så Svend sover alene med sin far). Vivianna spørger ofte, om jeg vil lave lektier med hende efter skole, og Charlotte klatrer bare generelt på mig hele tiden. Alle børnene er meget fysiske, og nyder bare at komme hen til mig tilfældigt for at få et kram. Især lille Svend holder sig tæt til mig hele tiden og skal altid røre på den ene eller anden måde - dog aldrig negativt. Han har givet mig et dask eller to, men jeg tror mest det er for at teste, og han er nem at irettesætte. Henning og Valerie tager sig generelt rigtig godt af mig, og jeg føler bare ikke, at det kunne blive bedre! Jeg er virkelig glad her!
Man skulle tro, at Vorherre ville give mig en pause fra ulykkerne efter bilulykken, men i går fik Ranger fat i min ganebøjle, mens vi spiste (jeg havde lagt den midt i dobbeltsengen ovenpå), og bed den i stykker - midterstykket som ligger langs min gane er bidt midt over, så det er ikke, fordi jeg kan reparere den. Jeg er rigtig vred på hunden. Han er sandsynligvis retarderet, for han skaber de samme problemer for sig selv! Han stjæler mad fra hvor end han kan - komfuret, tallerkener, borde, han vælter endda lille Svend for at stjæle maden ud af hans hånd! Og så knurrer han og angriber vores sokker, når jeg leger med børnene. Han tror, jeg gør dem ondt, så han prøver at passe på dem, men det er bare dumt, at han ikke har forstået endnu, at jeg bor her.
Og så har jeg stoppet toilettet to gange... det er bare pinligt, og jeg tør ikke fortælle familien det efter både bil og bøjle. Første gang kunne jeg ordne det, men det er stadig i stykker nu efter anden gang. Det er rigtig træls. Det er som om, at når jeg har det så fantastisk med familien, skal der ulykker til for at rette op på balancen.. jeg ved ikke.. Den første uge har i hvert fald været alt andet end kedelig.

Nogle ting, som lille Svend godt kan lide at sige med sin lyse stemme:
Hi Nanny!
Alaa la la land (Alice in Wonderland)
Beeto Jooce (en anden af hans yndlingsfilm: Beetle Juice)
Caroline (anden yndlingsfilm Coraline)
Ice Ace (Ice Age)
I gotja! (efter at have svunget armene om mit ben)
Goodniiiight! (på alle mulige tidspunkter af døgnet)

Au Pair Academy

Puh ha, hvor har det været en lang uge. Det føles, som om jeg har været her længere end en måned, fordi der er sket så meget på så kort tid. Dette er også grunden til, at jeg ikke har fået skrevet siden i mandags. Der har simpelthen været for meget, og når jeg endelig fik fri fra alle aktiviteterne, ville jeg bare i seng! Men her kommer det så.. sæt jer ned og godt til rette, for det bliver ikke en kort historie!

Jeg var oppe i præcis 24 timer, inden jeg lagde mig i mandags. Jeg stod jo som sagt op kl. 4 om morgenen, det var en okay tur, slet ikke så slemt, som jeg havde frygtet. Jeg så en masse film; Pitch Perfect, The Amazing Spider-man, og The Avengers, og da jeg var færdig med alle tre, klikkede jeg ind (til jer, der ikke ved det, så er der altid mini-tv'er på bagsiden af alle sæderne, så man ikke skal sidde og kede sig. Det er jo trods alt en lang tur. Lige knap 9 timer var min) på Pitch Perfect for at høre sangene. Den er altså rigtig god! Anyway, vi blev hentet lidt sent i lufthavnen, men her mødte jeg så et par nordmænd og et par svenskere. De var søde, men lidt generte, så det blev ikke til megen snak. Der sad allerede en lille gruppe i shuttle-bussen, og vi blendede godt ind med hinanden. Jeg kiggede mest ud ad vinduet, da de mest snakkede norsk og svensk, som jeg ikke er så god til, men så prikkede pigen bag mig på min skulder, og ville snakke. Hun hed Maria og skulle til samme by som mig, og med hendes spanske accent regnede vi hurtigt ud, at vi allerede var venner på facebook! Så snakkede vi ellers rigtig godt sammen og blev først stille, da vi kom til hotellet godt 20 minutter senere. Vi ville ankomme i grupper, men et par af Au Pair Academy lederne/trænerne Barbara og Dee kom for at holde oplæg omkring tider, spisning osv. Vi ville være omkring 190 kommende Au Pairs, hvoraf der kun var omkring 5 drenge. Vi var alle godt sultne, da oplægget var færdigt, så jeg aftalte med Maria og nogle mexicanere, hun var kommet i kontakt med, at vi ville mødes en halv time senere i lobbyen og spise sammen. Det var rigtig hyggeligt! Jeg fik først lagt mig kl. 22. Vi var blevet delt ind i 2-mands eller 3-mandsværelser, og jeg var kommet ind til et 3-mandsværelse. En af mine værelseskammerater var 23 årige Janeth fra Mexico. Hun var rigtig sød, og vi gik ofte sammen, men hun forstod altså ikke meget og kunne knap sætte sætninger sammen på engelsk. 22.30 kom Laura fra Tyskland, men jeg var allerede faldet i søvn, så jeg vågnede kun lige op for at sige hej. Jeg sov helt fantastisk! Vi blev vækket telefonisk 6.10 og nåede ned til morgenmad kl. 7, hvor vi alle tre fulgtes ad. I flyet var jeg rimelig nede med tvivl og en følelse af ikke at være parat, men i løbet af formiddagen begyndte jeg at glæde mig meget til at komme ud til familien! Engelskniveauet var generelt meget lavt, og det var energidrænende at skulle hjælpe folk med at snakke. Undervisningen var rigtig sjov (trænerne Daphne, Dee og Stacey var virkelig entusiastiske og karismatiske), og folk er generelt virkelig søde, men der var alt for mange mennesker, og deres sprog var dårligt. Jeg begyndte at blive skruk til undervisningen om babyer og tanken om Emmeline (babyen hos den familie, jeg var hos i München). Vi startede kl. 8 og fik frokostpause på 45 minutter og to mindre pauser på omkring 15-20 minutter hver. De gik meget op i punktlighed, men der var selvfølgelig altid en håndfuld, der ikke respekterede tidspunkterne. Vi gennemgik først hinanden i bordgrupper, hvor vi kun måtte sidde sammen med mennesker af andre sprog, værelse og fly. Vi skulle fortælle vores navn, nationalitet, destination, børn, og en interessant/spændende/speciel ting om os, hvor hvert bord skulle vælge den mest interessante. De andre ved mit bord havde kun yndlingsting/samlerting som sko eller tørklæder at byde på eller masser af sport (jeg hørte kun de tre), mens jeg fortalte om, da jeg vandt skydekonkurrencen, da jeg var i praktik i militæret. Så jeg vandt, og Stacey valgte nogle tilfældige borde, som skulle fortælle om den mest interessante, og hun valgte vores, så bagefter og resten af opholdet på Akademiet kom folk hen til mig for at spørge, om jeg var ’Gun Girl’ eller ’The girl with the gun’. De fleste genkendte mig endda. Ellers havde vi en soul-sanger, som sang foran os alle sammen, en MMA-fighter og en pianist. Point blev givet til alle, der bidrog til samtaler eller svarede på spørgsmål eller endda stillede spørgsmål, hvilket gik til personens farvegruppe (vi fik alle en farve til velkomstmødet). Efter frokost blev vi delt op i grupper efter, hvad vi ville lære om. Tirsdag var undervisningen ’børns udvikling’, så vi valgte hvilken aldersgruppe, vi ville være med til. Det var 0-3 år, 4-6 år og 7+ år. Siden de to piger på 5 og 8 går i skole, og jeg dermed mest skal passe den 2-årige, tænkte jeg, at det ville være bedre at komme på den yngste gruppe. Vi skulle lave plancher i bordgrupper igen, hvor vi fik tildelt en af aldrene 1, 2 eller 3 år og skrive på planchen omkring mental-, fysisk-, og social udvikling hos den givne alder. Når nogen snakkede for lavt, skulle de gentage med deres 'Au Pair voice’ - altså gentage højt i en mikrofon. Det var tydeligt, at Janeth ikke forstod noget – hun kiggede bare lige ud i luften, og det pissede mig lidt af. Man plejer jo at kigge på folk, man lytter til, men jeg så hende ikke andet end flakke blikket rundt. Okay, jeg vil give hende, at de snakker hurtigt i betragtning af, at det er udlændinge, de har med at gøre. Men man skal altså prøve, så godt man kan at forstå dem, og det var tydeligt, at hun bare lod helt være. Jeg undrede mig ofte over, hvorfor familier valgte rigtig mange af pigerne, da rigtig mange slet ikke kunne svare på spørgsmål, uden at en af veninderne med samme sprog forklarede det på deres eget sprog. De vil få det rigtig svært, hvis de ikke kan sproget! Jeg tvivler på, at de bliver hele året.

Vi gennemgik sikkerhed med mad, hvilke madprodukter at undgå, og hvilke lege vi kunne lege. Alle trænerne havde en vis grad af den berømte New Jersey accent. Det er sjovt, for New York ligger 20-30 minutters kørsel derfra, og de snakker fuldstændig ’normalt’. Men alle i NJ snakker med virkelig tyk accent. Fx alle o-lyde bliver lange og udtalt ’uo’. Så coffee bliver udtalt groft ’quoffee’. Jeg har fundet en video på youtube med en lille dreng, der fortæller en historie, hvor han er en påsat New Jersey accent, og det er den bedste version, jeg har set, så hvis I er interesseret, kan I se det her.

New York tur:

Vi fik strengt at vide, at bussen ville køre konsekvent 16.30, så jeg blæste af sted, men vi kom først af sted 16.50. Jeg fulgte efter Laura fra mit værelse, men hun havde en anden at snakke med, så jeg satte mig ved siden af en fremmed pige. Hun hed Morgane og er fra Frankrig, men hun var meget reserveret, så da høflighedsspørgsmålene med børn, destination og nationalitet var gennemsnakket, sad hun bare og kiggede ud af vinduet. Vi kørte godt 20 minutter, før vi kom ud på en bro, hvor man kunne se skyskrabere helt ned til kanten hele vejen rundt om vandet. Det var en smuk solnedgangsfarvet baggrund, samme farve på vandet, og bygningerne var helt mørke med lys i vinduerne, og det var det smukkeste, man nogensinde kunne forestille sig en storby være. Hele bussen blev dødstille, hvorefter alle udbrød ’woooow’. På en hel murside på en af skyskraberne så jeg en plakat med Hobbitten på, som man kun ser på TV. I Manhattan stod vores turguide Jared på. Han var gammel nok til at have gråsprængt hår, men han var totalt frisk. Han lagde stemningen hos alle! Han snakkede hele tiden om byen; vi kom gennem Queens, Brooklyn, Grenage, og et sted mere, jeg ikke kan huske. I bydelen Grenage fortalte han om stederne West Village, som var oprindelsesstedet for The Gay Rights Movement. Vi så The Meat-packing Market, The Fish-packing Market (sådan et ser man fx i filmen Coyote Ugly). Vi så erstatningen på World Trade Center; Tower One. Vores chauffør hed Vladimir, så Jared var altså den eneste amerikaner haha! Han udpegede den berømte bar White Horse Tavern, som er en af Amerikas ældste barer fra 1850. Vi kørte gennem gaden, som blev berømt pga. Sex and the City – han udpegede Carries skoforretning Jimmy Choo og hendes bager Magnolia. Han fortalte, at New Yorks gader ’Streets’ løber mod øst og vest, mens gaderne ’Avenues’ løber mod nord og syd. Vi så flere gange Empire State Building. Når jeg siger ’ser’, så var det gennem busvinduet, for det var mørkt, og vi havde travlt, så vi fik ikke mulighed for rigtigt at tage billeder, før vi spiste aftensmad og gik langs Times Square. For ja, jeg gik på TIMES SQUARE!!!! Det var for vildt! Jeg vender tilbage til det. Under busturen havde Jared en lille konkurrence om ting, han sagde i løbet af turen. Det var mest små ting, som man skulle regne ud – fx var der flere broer i byen, og hvis vi kørte på begge sider af broen (kørte udenom, ikke på selve broen), ville han spørge, hvilken bydel, der var på den anden side af broen. Det var sådan nogle spørgsmål. Det var der ikke mange, der kunne huske! Han spurgte fire spørgsmål, og den, der svarede hurtigst, fik en lille præmie, som man kunne købe i en souvenirbutik, men jeg så ikke, hvad det var. Tre af vinderne kom fra Brasilien, og siden der var så mange fra Brasilien i bussen, fik han dem til at synge deres nationalsang, mens han gik ned med præmien til vinderne. Den sidste vinder kom fra Sydafrika, og dem var der også mange af, så der skulle de synge deres nationalsang, mens han gik ned med den. Det var ret fedt, og stemningen var virkelig god på bussen. Vi kørte vi gennem Chinatown og Little Italy, to meget berømte bydele. Chinatown var et lysshow i sig selv, selvom det naturligvis intet var i forhold til Times Square. Vi så Buhiati Buddhist Temple, Dead Man’s Curve (her fortalte Jared om bandekrigene og øksemænd; mænd, som bander ville betale for at slå nogen ihjel, men siden mord er forbudt, ville øksemændene komme med økser i stedet for pistoler… jeg forstår ikke helt logikken i det, de er jo begge livsfarlige). Dead Man’s Curve var på Dover Street, hvor også stepdans åbenbart blev opfundet på en kulturudveksling mellem sorte og asiatere, men det var også et grundigt ghettoområde. Han udpegede rigtig mange bygninger, som blev berømte pga. film og tv-serier. Blandt andet Gossip Girl serien blev nævnt mange gange. Vi så domhuset fra Law and Order serien, Brooklyn Bridge, City Hall i Downtown New York, St. Paul’s Chapel som var den eneste overlevende bygning fra branden I 1700 tallet. Situationen blev kaldt Ground Zero, hvis I skulle have hørt om det. Vi så flere gange Wall Street, New York University som er et af de mest dyre og prestigefyldte universiteter. Vi så Statue of Liberty men desværre kun på afstand. Vi havde desværre ikke tid og/eller mulighed for at stoppe. Så så vi hovedkvarteret i Men in Black. I nærheden var en masse lastvogne med materialer til at ordne ødelæggelser, som stadig ikke er blevet repareret efter Hurricane Sandy. Så kørte vi gennem Brooklyn og ud for East River, så World Trade Center Memorial, Williamsburg Bridge som engang var verdens højeste bygning. Igen var det gudesmukt. Nu var himlen helt sort og vandet med, og alle skyskraberne i hele New York lyste i hvert eneste vindue, og det var bare ubeskriveligt. Han fortalte, at man i Queens snakker 175 forskellige sprog. Så begyndte spisetid at nærme sig, og Jared sagde, at han ville være genkendelig med ’dette her’ – og så trak han et grønt lyssværd op! Sådan et rigtigt lyssværd fra Star Wars! Så det gik han og lyste med foran os, så dem bagi også kunne se og følge ham. Det var bare for sjovt! Da vi kom af bussen, fulgte Morgane egentlig bare efter mig, selvom hun ikke sagde noget. Næsten med det samme kom en af svenskerne fra lufthavnen (Caroline) i går hen og spurgte, om jeg ville følges og spise sammen, og naturligvis ville jeg det, og lige bagefter spurgte Morgane også, om jeg ville spise med hende. Vi fulgtes ad resten af aftenen, og under måltidet blødte Morgane mere op, selvom hun stadig ikke sagde så meget. Hun er vel bare genert. Vi havde det rigtig hyggeligt. Caroline har også været gennem en kæbeoperation, så vi snakkede lidt om, hvordan vi havde det med at spise, men spændinger og kulde-sammenbidning osv. Det var rart, at jeg kunne sammenligne med nogen. Vi valgte et lille pizzasted, hvor en ung, flot mand snakkede med hver og en af os (omkring halvdelen af os alle 150 Au Pairs valgte at købe derfra) og satte pizzaen på en paptallerken til os, mens en midaldrende italiener betjente os.Vi spiste aftensmad på Grand Central Terminal (pizzastedet var inde på terminalen). Jeg forventer ikke, at I kender bygningen på navnet, men indersiden af bygningen har de fleste set på film. Når en scene skal foregå på en togstation, er det som regel her, de blev filmet! Et konkret eksempel er Friends with Benefits med Justin Timberlake og Mila Kunis. Jared blev desuden ved med at referere til tv som Gossip Girl, Crocodile Dundee (jeg så, hvor han gik ned til metroen i New York i film 2), og Home Alone (jeg så hvor han i film 2 stod foran det store juletræ i en park, hvor moren fandt ham der). Vi så et par fyre, som stod som modeller foran den dyre jeans forretning Abercrombie. De dansede lidt rundt på deres cool-fyr facon. Vi kørte gennem den berømte 5th Avenue og forbi Wall Street og Rockefeller Center. I et lyskryds holdte en gul taxi ved siden af vores bus, og pga. hans lange skæg og den dårlige belysning, troede jeg, at han var klædt ud som julemanden! Det var ret sjovt! Har I lagt mærke til, i film, at der nogen gange kommer damp op fra huller/riste i vejene? Jared fortalte, at det var genbrugt damp, da det bliver brugt til at varme huse og andre bygninger op i byen. På 84th og 83rd Street lå Times Square!!!! Her tog vi direkte til efter maden. Der var masser af mennesker i kostumer, som ville tages billeder med; rigtig mange figurer fra Sesame Street, mange Frihedsgudinder (sjovt nok alle mænd i udklædning), flere fra Simpsons, smølfer, og så så jeg Spiderman og Super Mario! Vi havde tre kvarter på Times Square, og Morgan, Caroline og jeg bestemte os for at gå hele vejen tilbage ad Times Square for at starte med at tage billeder fra den ene ende til den anden. Det var virkelig overvældende. Og sejt. Det var rigtig vildt. Ingen af os kunne helt forstå, at vi var der. Jeg ville gerne have et billede med en af figurerne, da jeg alligevel var der. Jeg så Cookie Monster, men han ragede sig mellem benene (efter sin mobil, så jeg senere, men det lignede virkelig noget andet!), så jeg gik i en pæn bue udenom. Dernæst så jeg Spiderman, som var ved at tage et billede med en baby i klapvogn, så jeg stod pænt og ventede. Så snart Spiderman så mig vente, gav han mig et stort kram, (hvilket Caroline DESVÆRRE ikke fik et billede af!!) hvorefter han prikkede Elmo fra Sesame Street på skulderen, og de stillede sig op med mig. Det var helt uvirkeligt! Alt var bare uvirkeligt.. Vi havde absolut deadline kl. 21, og bussen kørte også præcist der, så hvis nogen ikke var med, var det bare ærgerligt. Vi skulle mødes på en sidegade bag et skilt med Hard Rock Cafe, og jeg tror, at alle kom med.

Fra vi kørte til New York og kørte tilbage til New Jersey var der mellem 44 og 50 grader Fahrenheit. Det var ret lækkert, lige tilpas koldt! New York City består simpelthen af skyskrabere højere, end nogen af jer kan forestille jer, medmindre I har været der før! Det var helt vildt! De var højere og mere overvældende, end noget andet jeg nogensinde har set, end man kan forestille sig på nogen måde. Det var et smukt syn med alle lysende alle steder. New York bliver ikke kaldt en cementjungle for ingenting.

På akademiet var folk i løbet af andendagen blevet lidt mere grupperede. Mest i sprog, men hvis man fangede dem enkeltvis eller bare tilfældigt hvor de ikke var midt i en længere samtale, var de fleste super søde! Det var også super nemt at lave nye grupper, da der jo var så mange, og folk var ikke helt faste med hinanden.
Vi lærte/blev mindet om, at vi skulle huske at være yderst tålmodige overfor børnene og åbne for kulturen. Som før skrevet fik vi jo point, hvis vi stillede spørgsmål eller bidrog til undervisningen, og jeg var ret olm over, at alle de her tøser, som kom uforberedte og ikke kendte sproget tilstrækkeligt, ville få point for at spørge, hvad ord betød. Så os, som var bedre og kunne tingene, kunne sidde stille og se, hvordan alle hønsene fik alle pointene.. Det føltes ligesom at være i skole i et parallelt univers eller sådan noget. Vi havde desuden gruppearbejde omkring tidsmanagement, hvor trænerne delte os i grupper. Der var to af pigerne, som fuldstændig tog føringen. Vi fik en case/et eksempel på en situation, hvor vi skulle udarbejde et skema og en masse spørgsmål, da vi ikke fik ret meget at vide, og de her to piger spilte vores tid med ligegyldige ting, at belære os om instruktionerne selvom de ikke havde forstået det, udover at vi overhovedet ikke fik gjort det rigtigt. Janeth var på mit hold, og hun gjorde præcis, hvad trænerne sagde, mirakuløst nok, men de to var bare for stædige. Der var også et par andre på holdet, men de holdt sig helt i baggrunden uden at lave noget. Vi havde 20 minutter, hvor de fleste andre grupper havde nået at lave et skema SAMT skrive 15-20 spørgsmål. Forestil jer alle de point. Efter frokost havde vi førstehjælp med træneren David, som lignede en jamaicaner med lange dreadlocks og lys brun hud. Han snakkede mega hurtigt og højt nok til, at han ikke behøvede en mikrofon. Han havde to hjælpere med samme navn, som jeg ikke kan huske, men vi så ikke meget til dem, udover at de rettede, når vi lavede noget i grupper, og David ikke havde øjne nok til alle. David var simpelthen så livlig! Han gennemgik både teoretisk og praktisk førstehjælp og CPR (mund til mund, og hjertetryk). Vi blev delt op i to grupper med 30 i hver (hele Au Pair gruppen blev delt op for at have et lidt mere intenst forløb), hvor vi skiftedes til at sidde på knæ over en dukke af et barn og ellers havde resten en baby dukke. Vi skiftedes til at se en instruktions- og oplysningsvideo, som viste os, hvad vi skulle gøre, hvorefter vi fik et beat over højtalerne, som vi skulle pumpe brystet af dukken til, og da vi sad sådan 30 piger (og en enkelt dreng) og pumpede i takt, lignede vi mere en træningsvideo fra 80erne. Bagefter gennemgik vi kvælning og heimlichmanøvren - eller brysttryk, hvis vi har at gøre med en gravid kvinde. Her fik vi partnere, hvilket var sjovt men lidt grænseoverskridende. Efter 10 minutters pause så vi endnu en video og hver anden person fik en rulle gaze til at lægge omkring en partners legemsdel efter eget valg. Til sidst kom en test, hvor han trak en del op. Han fik et offer op og en 'redder' op, som fik en situation såsom kvælning, svimmelhed, en brækket arm osv. Jeg blev trukket op som offer, og jeg skulle være svimmel, men min 'redder' stod bare og kiggede på mig. David hintede mange gange, men hun stod bare og kiggede. Det var der overraskende mange, der gjorde. Der var dog en pige fra Estland, som var totalt sjov! Hun overdrev helt vildt (for sjovt), skreg efter hjælp og pegede på David og kommanderede ham til at ringe efter hjælp, og så begyndte hun ellers hele molevitten med CPR. Stemningen blev lidt lettere efter det. Efter min 'redders' mislykkede forsøg byttede David om på vores roller, hvorefter jeg kom tæt på det rigtige. Jeg spurgte hende om, hvad hun havde spist, men David rettede det over på, at vi skulle snakke med offeret, da vi jo ikke vidste, om personen havde en sygdom eller ikke havde spist eller en tredje mulighed. Den eneste dreng på vores hold var helt ude på dybt vand - han fik en besvimet offer, hvorefter han også bare stod der. Han ville ikke engang ned på knæ for at mærke blodtryk eller høre åndedrag eller noget som helst. Det var her den estlandske pige kom ind i stedet. Under testen var der generelt en god stemning, hvor folk heppede og grinede. Vi blev færdige en halv time før tid, så der trådte Stacey ind, hvor hun gav os nogle tips til konverteringsproblemer. Hun var matematiklærer for 6. klasser, før hun blev Au Pair træner. Hun fortalte, at hvis man har en grad i celcius, skulle man fordoble den først og bagefter tilføje 30. Så hvis vi har fx 20 grader celcius, skal vi fordoble, så det bliver 40, og så lægge 30 til - så 20 grader celcius er 70 grader Fahrenheit. Det er ikke helt præcist, men det tætteste man nogen sinde kan komme et nemt system. Man skal så naturligvis gøre det modsatte for at gå fra Fahrenheit til celcius. Først trække 30 fra og så halvere. Hvis man skal konvertere mellem miles-per-hour og kilometre-i-timen, skal man mest huske, at 100 km/t er 60 mph.

Ej, jeg kan simpelthen ikke huske eller holde styr på, hvornår vi havde hvad. Jeg har en masse huskenotater, men jeg glemte at skrive dato ned.. så jeg skriver bare, hvad vi lavede så.. dagene er også ligegyldige.. En eftermiddag havde vi om disciplin og opførsel, hvor vi blev delt op i aldersgrupper, ligesom ved kurset om børns udvikling. Jeg valgte igen gruppen om 0-3 årige. Dette kursus startede med en brainstorm af DOs og DONTs omkring disciplin. Derefter brainstormede vi problemer fx vredesudbrud/hysteriske anfald (temper tantrums), bid, slå, ikke deler, og dernæst løsninger såsom distrahering, adskillelse, forklaring af forkert og rigtigt, kompromis, skiftes til at vælge, og at være proaktiv (holde øje med tegn på dårlig opførsel og standse det, før det sker). Vi blev delt ind i grupper med et problem som emne, og så skulle vi lave et kort skuespil over, hvad vi ville gøre/kunne gøre i den givne situation. Min gruppe fik temper tantrums (vredesudbrud/hysteriske anfald), og siden alle 'skuespillerne' fik point til gruppen, besluttede vi at lave samme udgangspunkt (en dame med isvogn kommer forbi, hvorefter barnet skaber sig over ikke at må få is før efter frokost), og så vise tre måder at håndtere på. Det passede også perfekt med, at vi var 9 piger, så der var tre isdamer, tre børn og tre au pairs.

Efter undervisningen sluttede kl. 17, fandt jeg Morgane, Agos (jeg mødte Agos til frokost denne dag samt to brasilianere og en mexicaner, hvor vi faldt i snak omkring vores forkærlighed for Hunger Games, og Caroline jeg var sammen med på Times Square, og vi aftalte at spise aftensmad sammen, inden Hunger Games blev vist i en sal på akademiet kl. 19. Vi ville mødes kl. 18 nede i lobbyen og spise på selve hotellet. Morgane sagde dog, at hun havde ondt i maven og ikke ville spise, men hun mødte os foran salen til filmen. Agos, Caroline og jeg havde en rigtig, rigtig hyggelig aften! Det tog lige 50 minutter at spise med bestilling, vente på servering, spise og vente på regningen. Der skulle have været en popcornmaskine, men den virkede ikke mere end til to kopper. Filmen blev vist inde i et lille rum med nedadgående pladser, og os fire satte os på forreste række. Der kom måske 6-7 andre, hvor en af dem var træneren Dee, som også elsker filmen. Rummet var virkelig koldt, men det begyndte først at gå mig på halvt inde i filmen, men der gad jeg ikke hente en trøje, da det spændende jo først lige var begyndt. Agos og jeg sad og fnisede gennem hele filmen og hviskede sammen omkring yndlingsscener, Carolines reaktioner da hun aldrig havde set den før, og lækre fyre i filmen. Den var først færdig halv 11, så vi kom også sent i seng, men det var det værd.

Forresten så vandt fersken-farvegruppen point konkurrencen - det kom en tur til New York igen på akademiets regning. Og den første 'skoledag' afleverede vi vores Pre-Departure Project på et bord, hvor en træner ville kigge dem igennem, og de 5 eller 6 bedste projekters ejermænd kom også med til New York.

Jeg spiste morgenmad med Morgane og et par andre piger, som rent faktisk sad interkulturelt og snakkede engelsk. En af dem skulle arbejde for en FBI agent, og Agos fra Argentina skulle arbejde for en mand, som var vicepræsident for Disney Channel og en kvinde, som også arbejdede inden for tv. Alle var generelt rigtig søde, og man kunne egentlig sætte sig ned med hvem som helst, selvom vi naturligvis ikke havde tid og mulighed for at nå at snakke med samtlige 190 andre. Folk var blevet overraskende knyttet til hinanden. Sådan virkelig. Til morgenmaden gav Caroline mig også mit USB stik tilbage, hvor hun havde lagt billeder over af vores New York tur. Jeg nåede at knytte mig rimeligt til Caroline, Morgane (sådan nogenlunde), en der hedder Jessica fra Paraguay, lidt Janeth selvom vi knapt kunne holde en samtale kørende og selvom hun ditchede mig lidt efter at have fået andre venner fra Mexico, og så Aleksandra Orlikowska fra Polen, som jeg ofte snakkede med i løbet af undervisningen, selvom jeg havde fundet hende irriterende helt i starten. Hun snakkede rimelig meget haha! Men hun var den, jeg bedst kunne lide i sidste ende. På dette punkt var mit søvnunderskud så stort, at jeg ikke var sikker op, om jeg havde sat kontaktlinserne i de forkerte øjne, eller om mit syn bliver sløret, når jeg er så træt. Denne sidste formiddag havde vi om nødsituationer og uheld, og hvad vi skulle gøre i tilfælde af det og det. Vi havde et sæt druk-briller, hvor to frivillige skulle op og prøve at putte golfbolde i koppe sådan bare 10 cm fra toppen før og efter påsætning af briller, og de kunne bare ikke ramme rigtigt! Derefter snakkede vi om, hvordan vi skulle møde vores nye værtsfamilie. Nogens kultur er håndtrykkere, andres er krammere og en tredje kultur kysser på kind - og endda forskellige kulturer siger forskellige antal kys. Langt de fleste af os var krammere, men der var endda en fyr fra Frankrig, som var mest komfortabel enten kun med håndtryk eller kys - ingen kram. Til allersidst havde vi AuPingo! Altså Au Pair bingo med svar i stedet for tal, og så kom spørgsmålene op på OHP'en. Der var præmier til de første 6, der fik hele pladen (25 svar) rigtig. Ja okay, så bagefter var der instruktioner med afrejser. Vi skulle rejse med vores farvegruppe, hvor gul gruppe kun havde 10 minutter til at spise frokost og vende tilbage til salen, en anden gruppe havde 15 minutter, og min gruppe havde 20 minutter. Den sidste gruppe havde vidst 40 eller 45 minutter. Men jeg bogstavelig talt slugte min mad for at nå at komme på toilet inden og nå ind i salen til tiden. Jeg glemte endda næsten min ganebøjle, men jeg nåede lige at snuppe den og nå tilbage til tiden. Vi kørte også af sted til lufthavnen i vores farvegruppe. Jeg sagde pænt farvel til trænerne, hvilket de virkede overrasket over. Jeg så heller ikke andre komme hen til dem. I shuttle-bussen på vej til lufthavnen skinnede solen på en skyfri himmel, og jeg kunne endelig mærke stressen og bekymringerne smelte væk og give plads til lykken i form af eventyrlyst og spænding. Fyren, der smed vores kufferter i bussen var en mellemstor sort fyr iført en pelshat med øreklapper, som vi kun har på i frostgrader, og der var der nok en 7-10 grader, ville jeg skyde på, men han syntes, det var morsomt, at jeg rendte rundt i leggins og tanktop. En medarbejder fra hotellet stillede sig ind til os lige inden vi kørte for at sige 'Hasta banana' (Hasta mañana betyder 'på gensyn' på spansk). Og så kørte vi ellers med fuld fart til lufthavnen. Vi kom i overgod tid, hvor vi skulle gå direkte til bagage check-in, hvor vi også kunne printe boarding passes. Jeg fulgtes med nogle piger gennem security check, men de splittede op ved gaterne, og jeg fulgte efter to mexicanere og en brasilianer, da de var tættest på min gate. De lærte mig at sætte hår på to ret seje nye måder, og vi snakkede faktisk rigtig godt, selvom vi ikke havde brugt tid sammen før lufthavnen. Vi snakkede mest om mad og traditioner ved højtider, men også klassisk om værtsfamilier. Begge mine fly gik perfekt og til tiden, og Valerie overraskede mig ved baggagebåndet. Henning og børnene kom 5 minutter efter, da de lige skulle parkere bilen. Ungerne overfaldt mig med et kram, og selv lille Svend kunne overtales til at give mig et. Vi fandt min kuffert, som Henning tog for mig, og så kørte vi forbi Panera, et sted med supper, salater og hovedsageligt bagels. De havde også nogle smoothies, hvor jeg valgte en med kirsebær. Alle børnene var virkelig søde. Pigerne viste sig virkelig, som alle børn gør, når der kommer besøg. Jeg var forståeligt nok træt, og jeg havde stadig ikke fået en hel, god nats søvn, men vi tog hjem lige bagefter og gjorde os klar til sengetid bagefter.

Jeg fik ikke skrevet måltiderne ned, men jeg kan huske, at vi en dag fik hamburgere og fritter til frokost. Det var den dag, vi tog ud til alle værtsfamilierne. En anden dag fik vi en buffet med mad til at lave burritos med enten kylling eller farskød, og en sidste dag fik vi bare kylling eller oksekød med ris og grøntsager. En dag fik vi vafler, en anden dag pandekager og sidste dag fik vi nogle brød-pandekageagtige små skiver med æg og ost i midten, hvilket jeg virkelig godt kunne lide, til morgenmad! Til hver morgenmad var der et kæmpe frugtskål, yoghurt, bagels og deres efterligning af wienerbrød. Til hver frokost var der stor salatbuffet, brød og stort dessertbord. Første dag var desserten de mest eksklusivt-udseende kager, blandt andet cheesecake, chokoladekage og karamelkage. Der var altid syltede frugter til desserten og frugtsalat. Sidste dag var desserten churros.

Det var nogle rigtig gode tre dage! Jeg håber, I kunne holde ud at læse det hele haha!

Stort knus og kram herfra!

Vel fremme

Nu haaber jeg ikke, I har bekymret jer helt skaldede! Jeg ankom fint baade til Oslo og Newark - som jeg fandt ud af ligger i New York. Flyet i Oslo til Newark var en hel time forsinket, men det ankom kun et kvarter for sent. Her tog det godt halvanden time at komme gennem kontrol, sikkerhedstjek og tjekket hvor jeg skulle have taget fingerprint og vise mine forskellige papirer, som Ambassaden skaffede mig. Det gik ogsaa fint, og jeg fandt uden problemer frem til Velkomsthallen i lufthavnen, hvor jeg havde faaet at vide, at en shuttle-bus ville hente mig. Jeg kiggede lidt rundt, men ingen af personerne med skilte var fra AuPairCare, saa jeg stod bare og ventede. Lidt efter kom en pige hen til mig og spurgte, om jeg var norsk, men nej jeg er dansk, og saa spurgte hun, om jeg skulle vaere Au Pair, og det skal jeg jo. Hun skulle selv vaere Au Pair, saa vi stod og ventede sammen. Efter godt 20 minutter gik vi hen til damerne bag skranken i Velkomstcentret, for vi havde faaet at vide, at hvis shuttle-bussen var forsinket, skulle vi kontakte dem, men det tog en rum tid for hende bare at blive faerdig med det telefonopkald, der skulle til for at hjaelpe, og hun sagde, at der ville komme nogen efter os om ti minutter. Fint nok, men efter 40 minutter var der stadig ikke kommet nogen. I mellemtiden havde tre piger fra Sverige sluttet sig til os. Endelig kom damen og viste os hen til en lille gul shuttle-bus, der mere lignede en gul varevogn. De havde lige vaeret henne paa den anden lufthavn efter flere Au Pairs, og efter os kom vi forbi den anden terminal, men saa kom vi ellers af sted. Vi kom frem til hotellet i New Jersey allerede efter 20 minutter, for chauffoeren traadte virkelig speederen i bund haha. Vi blev vist direkte ind i et lille rum, hvor to damer tog imod os; Dee og Barbara, som holdt et lille velkomstoplaeg for os omkring mulighederne i omraadet, om turistturen til New York, om vores kurses osv. Derefter fik vi hver vores konvolut med kursusmateriale og room key, og saa blev vi sendt afsted. I shuttle-bussen var der flest normaend og svenskere, og de havde alle en sjov dialekt, saa jeg ikke kunne forstaa dem, saa jeg sad i stedet og kiggede ud gennem vinduet, men saa prikkede en pige mig paa skulderen og ville snakke. Hun hed Maria og skulle til North Carolina. Hun havde en tyk spansk accent. Et par uger foer jeg tog afsted, kiggede jeg gennem listen af Au Pairs som ogsaa skulle bo i min by, og der var netop en spansk pige ved navn Maria, saa vi fik hurtigt identificeret hinanden og fik saa snakket sammen hele turen. Der slog sig andre til os i samtalen, nogle piger fra Mexico, og til informationsmoedet havde vi samlet os en lille gruppe med to spaniere, tre mexicanere, mig, og en pige fra Belgien. Vi betalte ogsaa for turen til New York her. Vi besluttede efter moedet at moedes i lobbyen tyve minutter senere for at spise aftensmad sammen. Udenfor hotellet holdt en roed shuttle-bus, som ville koere en gang i timen hen til Harmon Meadows, et sted downtown med en masse restauranter, shopping muligheder og en biograf, og her kom vi med. Vi endte inde paa Chili's, en fantastisk restaurant! Jeg blev forfalden til den allerede for 4 aar siden. Vi spiste sammen og laerte hinanden godt at kende. De er virkelig soede allesammen! Det er allerede langt ud over mine forventninger, at jeg skulle moede saa mange soede mennesker at vaere sammen med. Saa jeg er rigtig glad. Men nu har jeg ogsaa vaeret vaagen i naesten 24 timer, saa jeg er lidt svimmel. Jeg gaar i bad og saa i seng. I morgen vaekker de os kl. 6.
Vi snakkes!

Afgang

Så er det min sidste aften i Danmark. Jeg vil ikke skrive en hel masse, for jeg har en del at lave. Jeg mangler stadig et par sider i mit "Pre-departure Project" som er organisationens krav til min forberedelse. Jeg skal finde ud af og skrive om min kommende værtsfamilie, om deres stat og by, om børnene og om børns udvikling i de forskellige aldre osv. osv. Så jeg mangler lige et par sider.
Christine og jeg har bestilt pizza på just-eat, så vi venter lige nu på at det bliver leveret. Det var meningen, at vi skulle spise ude, men vi skal tidligt i seng og har begge flere ting at lave, så vi besluttede os bare for at bestille maden her til hendes lejlighed. Til jer som ikke ved det, så bor Christine i København, så jeg har lettere ved at komme til lufthavnen. Hun følger mig endda helt derhen, så jeg kan få en farvelkrammer. Det passer også med, at hun kan tage direkte på arbejde. Vi går fra hendes lejlighed 05.05 i morgen tidlig for at tage bussen til Nørreport St., hvorefter vi skifter til en metro, der tager os direkte til lufthavnen. Mit fly letter kl. 08.10 og flyver til Oslo, hvorfra jeg skifter til et fly til Newark lufthavn i New Jersey. Her vil en 'shuttle-bus' vente på mig og andre Au Pairs, hvis der kommer nogen på samme tid. Den vil tage os til vores hotel. Hvis I vil se hotellet online, kan I finde siden HER! Der skal jeg tilbringe de næste tre dage, hvor jeg skal gennem nogle forskellige kurser på Au Pair Care Akademiet. Så d. 10. januar kører en shuttle-bus mig tilbage til Newark lufthavn, så jeg kan komme med et fly først til Charlotte i North Carolina og så et andet fly til Fayetteville i North Carolina, hvor jeg skal bo de næste 12 måneder. Faren Henning vil tage i mod mig i lufthavnen, så jeg har et lift. Og hvis jeg ikke kommer på internettet, vil jeg skrive nu: Tillykke med fødselsdagen på tirsdag, morfar! Jeg håber du får en rigtig god dag.
I skal ikke blive nervøse, hvis jeg ikke får skrevet de næste par dage. Jeg skal nok gøre det, så snart jeg får muligheden, men jeg ved jo bare ikke helt, hvornår det bliver.
Jeg håber I får det godt! Knus og kram fra mig.

Nytår og interviewet på den Amerikanske Ambassade

Søndag d. 30. december tog jeg til København for at besøge min veninde Christine. Vi havde tidligere snakket om, at jeg skulle besøge hende, og da jeg alligevel skulle til et personligt interview på den Amerikanske Ambassade, og den tidligste tid var onsdag d. 2. januar, aftalte vi at holde nytår sammen. Billetterne blev bestilt i god tid, så jeg også kunne få en siddeplads. Toget fra Ulstrup til Århus kørte 9.32, hvilket jo var tidligt set i øjnene på en teenager, som lod sig vænne til først at stå op ved middagstid. Bevares, jeg sover ikke så sent, men jeg ligger og putter længe med en bog, indtil jeg bliver sulten. Mellem togene i Århus nåede jeg lige at spæne gennem lyskrydsene til Baressoen, hvor jeg er blevet forfalden til deres dyre iskaffe gennem årene. I toget mod København havde jeg bestilt en siddeplads, da alle kollektive sæder oftest er taget 5 sekunder efter dørene åbner. Jeg kom til at sidde ved siden af en ung fyr, men han havde bare sat sig (det må man gerne, selvom pladsen er optaget, men så skal man flytte sig, når den pågældende person kommer), så halvvejs inde i rejsen kom en midaldrende mand efter sin plads. Han havde rigtig meget hår på armene, som strittede lige ud fra kroppen i krøller, så han lignede en yeti. Det så sjovt ud. Turen gik godt, og jeg faldt endda i snak med manden. Han skulle til Bornholm fra København lufthavn, og jeg kan ikke forstå, at folk vælger Bornholm af alle steder, hvis de skal ud at rejse.. men fred være med det. Jeg ankom til tiden i København ved halv fire tiden, og Christine og jeg havde aftalt, hun skulle hente mig på stationen, men kort tid inden jeg ankom, ringede hun, da hun ikke kunne nå det alligevel fra arbejde, så hun forklarede mig, hvordan jeg kunne tage en bus hjem til hende. Det var såmænd meget simpelt, men jeg kunne ikke høre hende så godt for togets larm (fortæller jeg mig selv), så jeg kom ud på en mindre omvej. Det var nu ikke så svært. Jeg er bare ikke så glad for nye steder.. vel fremme fik jeg et stort velkomstknus af Christine og blev præsenteret for hendes værelseskammerater Mariam og Gro (hun hedder Sofie, og Gro til mellemnavn, men kun hendes forældre kalder hende Sofie), og de var rigtig søde! Det var blevet tid til aftensmad, og jeg havde lyst til æg, så jeg besluttede at lave en quiche til os, mens hun ryddede op på sit værelse, så jeg kunne få en soveplads. Vi fik bare snakket hele aftenen indtil sent, for vi havde ikke rigtig snakket sammen i løbet af efteråret, så der var rigeligt at tage hul på. Næste dag skulle hun på arbejde, så hun stod selv tidligt op og lod mig sove videre. Ved 10 tiden fik jeg selv trukket mig op, hvorefter jeg gik direkte i gang med at skrive mit Pre-departure Project, som er et krav at få færdiggjort, inden jeg tager til New Jersey på Au Pair kurset. Det er ligesom en kreativ aflevering eller en informativ scrapbog, som skal indeholde informationer om min egen kultur og traditioner, om børns udvikling og milepæle i de forskellige aldre, om min familie konkret, om staten og byen jeg skal til osv. Det har til formål at give mig grundig forberedelse i at sætte mig ind i tingene derovre. Jeg sad inde i køkkenet/stuen med Gro og Mariam, som havde et Ugly Betty maraton, mens jeg lavede mit Project. Christine kom først hjem lidt i fem, hvorefter hun gik i gang med sin del af nytårsmiddagen. Gro og Mariam havde lavet deres del i løbet af eftermiddagen, så det var heldigvis ikke et kæmpe kaos på én gang. Jeg blev over halvt færdig, inden vi skulle spise. Mariam kommer fra Århus selv, men flyttede til København som et sabbatår ligesom Christine, og hun har en kæreste i Århus ved navn Mathias. Han var simpelthen så sød – han kom hjem til dem hen på eftermiddagen, så han kunne holde nytår med os og spise med. Christine og Mariam lavede hver deres suppe til forret – Christine en eksotisk (læs: usædvanlig) suppe, som skulle have snittet salat og dåsefersken i, og Mariam lavede den lækreste kartoffel-porresuppe, jeg nogensinde har fået! Hun kogte bare kartofler og puttede løg og porrer i, hvorefter hun blendede det med mælk og salt og peber. Det blev luftigt og cremet og rigtig, rigtig lækkert! Til hovedret lavede Gro laks i noget marinadesnask med løg i sølvpapir, som blev bagt langsomt i ovnen, og jeg ved ikke hvordan, men det blev også magisk, cremet, saftigt og lækkert! Der hørte spinatpasta, oste-spinat-sovs til og en mærkelig salat med æbler, feta og nødder. Til dessert havde Christine lavet (med min hjælp, for man kan kun klare et vids antal timer med et projekt ad gangen!) en lækker chokoladekage, som blev bagt langsomt og længe, så det var lidt budding-agtigt indeni, hvor der hørte bærsovs og vaniljeis til. Det var sindssygt lækkert alt sammen, og med os alle sammen kommer det nok til at koste omkring 100 kr., hvilket jo ikke er slemt. Vi spiste langsomt i løbet af hele aftenen, og mellem retterne gjorde vi piger os klar til at tage udenfor til nedtællingen. De havde længe aftalt internt at tage til Dronning Louises Bro, da det skulle være det ultimative nytårssted for unge mennesker, havde Mariam hørt. Jeg troede bare, at vi skulle hygge hjemme, så jeg havde ikke taget noget rigtig pænt festtøj med, men jeg lånte et flot sæt af Christine med en cremefarvet nederdel i 50er stil uden på en sort T-shirt. Stemningen var pjattet og hyggelig, og det var bare sådan en god aften – Mathias var lige så pjattet som os, så det var ikke fordi der var den store opmærksomhed på ham værende den eneste fyr. Ved 23 tiden gik vi ud for at tage en bus ned til Dronning Louises Bro, hvor et par hundrede unge allerede var. Ved boligkomplekset stod langt de fleste beboere af det enorme boligkompleks allerede ude og drak og stod klar med fyrværkeri, og vi blev ønsket et godt nytår fra alle retninger! Folk virkede alle så glade og bragt sammen. Inde i selve bussen sad der næsten kun unge mennesker alle med øl og sprut i hånden. Alle var overgearede, men det var tydeligt, hvem der derudover var på stoffer. Alle snakkede med alle, der blev skålet ned gennem bussen, og buschaufføren var endda med på stemningen, idet hun ofte snakkede over højtaleren for at skåle med (hun havde dog ikke noget at skåle i). Begge ender af broen var grænsede af med politi og spærreplader, så biler ikke kunne køre der, og i den ene ende var et eller andet sted et anlæg, som spillede høj musik af enhver genre. Ofte kunne man se grupper danse sammen foran det, midt på broen var en hvid varevogn, som var ved at tænde et stort bål, og alle gik rundt overalt på broen. Der var en fed stemning, folk tyvstartede med de små raketter, og regelmæssigt hørtes og sås ulovlige kanonslag – som også bare blev smidt midt på broen mellem folk. Der gik ikke længe, før nedtællingen gik i gang. Der blev ikke råbt eller noget, men alle begyndte på samme tid at blæse i horn, fyre adskillige kanonslag af, poppe champagne for at drikke direkte af flasken (jeg blev ramt på skulderen af en højtflyvende prop), og hele himlen blev fyldt med farver, og larmen var øredøvende! Jeg så adskillige idioter (på coke er jeg sikker på), som holdt små batterier og raketter i hånden og pegede dem i forskellige retninger mod himlen, men ofte syntes jeg, at eksplosionerne kom lidt for tæt på os på broen, da der flere steder på niveauet under broen også var folk, der skød af, og de raketter kom jo ikke så langt op som vores. Jeg tror, der må have været et par tusinde unge mennesker sammen med os på den bro, så hvis noget gik galt, kunne det gå ud over mange på en gang, men der gik næsten en halv time, inden jeg hørte ambulancesirener. Til gengæld kom der også 5 drønende lige i hælene af hinanden, men jeg så heldigvis ikke nogen komme galt af sted. Vi aftalte efter en lille times festligheder at tage til Vanløse, hvor nogle af pigernes venner holdt efterfest. Vi tog en metro derhen og gik resten af vejen hjem til dem. Her boede to af deres venner, Thomas og Rasmus, og en pige ved navn Marie var der allerede, så deres hyggelige tremandsaften blev hurtigt til en fest, selvom jeg kedede mig rimelig meget. Jeg kendte jo ikke rigtig nogen af dem, mens alle de andre kendte hinanden, og de var desuden meget fuldere og mere festglade, end jeg var (jeg fik kun de slurke champagne, der blev sendt rundt mellem os på broen), så en lidt over en time senere besluttede Christine og jeg at tage hjem. Vi var begge rigtig trætte. Klokken 02.33 skulle en natbus komme og tage os til Nørrebro et sted, men den kom aldrig, så vi ville tage et S-tog i stedet, som heller ikke kom til tiden, men der var heldigvis en skærm, der viste ankomster. Det var lidt forvirrende, men vi kom med den rigtige, hvorefter vi skiftede til en bus på Nørreport, og endelig ved 4 tiden trådte vi indenfor i lejligheden. Og nøj, hvor var vi trætte! Efter hurtige sengeforberedelser gik vi direkte i seng og vågnede ikke før middag. Der var jeg dog på magisk vis helt udhvilet! Efter et hurtigt bad og morgenmad medbragt i tasken tog Christine og jeg i biografen i Dagma teatret for at se Hobbitten. Vi havde haft den aftale længe, men det blev en spontanbestilling om søndagen, da jeg kom. Vi tog et bus direkte, hvor vi betalte for billetterne, købte popcorn og sodavand som sig hører til, og så gik vi ind i salen. Vi blev begge lidt skuffede over salen; der var ingen kopholdere, så man skulle holde bevidstheden omkring sodavanden, så det ikke spildte, og sæderne steg ikke i højde som alle de andre biografer, vi har været i, så man kan næsten kun håbe på, at en stor mand ikke sætter sig foran en. Der kom heldigvis et fåtal, da de fleste jo har tømmermænd eller stadig sov på det tidspunkt – filmen startede 13.30. Det var over to timers fryd, derinde! Jeg var helt overgearet, da vi kom udenfor. Jeg kan varmt anbefale den! Vi besluttede at gå en tur langs Strøget, da jeg godt kunne tænke mig et se det efter at have hørt så meget om det. Det var hyggeligt og tæt; gaden var ikke nær så bred som gågaden i Århus, men den var længere med adskillige sidegader, og vi stoppede først, da vi kom til Storkespringvandet. Vi havde besluttet at spise aftensmad i byen, da ingen af os gad lave mad, så vi gik ind på en hyggelig lille restaurant Chilimili, som mest mindede mig om en amerikansk Diner. Maden derinde var sund og meget billig, men da vi ikke var så sultne efter filmen, købte vi bare en skål tomatsuppe, som jeg dog ikke var så begejstret for. ’Kokken’ havde ikke lært at putte sukker i for at dæmpe syrligheden i tomaterne, og det smagte tydeligt af konserves. Der fulgte til gengæld en rigtig lækker bolle af brunt mel med. Vi spiste i tavshed, men i hinandens selskab var det kun hyggeligere, og begge købte vi en iskaffe til vejen hjem. Vi kom tilbage til lejligheden ved 19-19-30 tiden, hvor Gro, Mariam og Mathias stadig lå i sengen og sofaen (Gro sover bag sofaen i stuen) og så Ugly Betty. De havde vidst rigeligt med tømmermænd hæhæ. Jeg støvsugede for at bidrage med oprydningen, og bagefter gjorde Christine og jeg os sengeklar for så at se En Kongelig Affære (den nye film om Christian VII og Struense), inden vi lagde os til at sove. Christine faldt i søvn med det samme, men jeg faldt faktisk ikke i søvn før hun skulle op på arbejde kl. 6. Kaffe virker åbenbart kun på mig, når jeg skal sove. Jeg bliver stadig træt, men ikke træt nok til at sove, og desuden kørte tanker og spekulationer rundt i mit hoved, som gav mig adrenalinrus. Jeg vendte og drejede mig hele natten, men jeg fik bare ikke sovet, før Christine tog på arbejde, og så nåede jeg lige at få halvanden time, inden jeg selv skulle op. I dag, onsdag, var nemlig min aftale på den Amerikanske Ambassade, og jeg var rigtig nervøs. Fy for søren, hvor var det ubehageligt! Jeg skulle møde 9.45, så jeg tog en bus lidt i 9, skiftede på Nørreport og tog endnu en bus direkte til gaden med Ambassaden. Dag Hammerskjöld, hedder gaden. Det kan jeg altså godt lide, det er sådan en skandinavisk navn – og det er lidt sjovt, at den amerikanske ambassade lige ligger på den! Jeg kom frem uden problemer, for nu havde jeg vænnet mig til systemet i København. I starten var jeg virkelig stresset over det og fandt det uoverskueligt, men busserne kommer hver 5. minut, så hvis man ikke når den ene, når man til gengæld den næste, og man kommer sjældent mere end 10 minutter senere end beregnet. Jeg kan ikke så godt huske Ambassaden fra for 4½ år siden, så det var næsten ligesom en ny oplevelse. To vagter stod udenfor indgangen, hvor den ene var en frisk og frejdig mand, som sagde godmorgen og småchattede, mens han tjekkede mit pas, fandt min aftale på listen og bad mig slukke mobilen og finde elektroniske ting frem. Så blev jeg ført indenfor af hans makker, hvor jeg blev mødt af en ligeså glad mand, som bad mig tage fingerring, jakke og taske af, som blev kørt gennem en scanner ligesom i lufthavnen, og så tog han min mobil og mit usb-stik, som var de eneste elektroniske ting, jeg havde med. Derefter fik jeg tasken, jakken og min ring, og blev ønsket en god morgen igen. Det overrasker mig så god en stemning, der var der taget i betragtning den professionelle håndtering og systemet. Indenfor var der stille som et gravkammer, og godt 40 andre personer, mest unge, sad rundt omkring på sæderne. Det var ligesom polstrede bænke i lange rækker, og rummet var overraskende lille. Tre damer sad bag glasvægge og kaldte på skift folk op for at tage sig af deres sager. Jeg skulle trække et nummer i første omgang, som blev kaldt op forholdsvist hurtigt, hvor jeg skulle give dem mine underskrevne formularer, kvitteringer fra betalinger, et ekstra pasfoto, mit pas, en konvolut i A4 eller A5 størrelse med 88 kr. i porto og bekræftelsen på min online ansøgning til visummet, som jeg skulle have printet ud. Jeg havde forberedt stakken hjemmefra, som damen var ret imponeret over, da jeg så ved de andre ansøgere, at de skulle bede om hvert enkelt papir efter papir efter papir. Så skulle jeg sætte mig igen, hvor nervøsiteten begyndte at tage overhånd. Jeg kan ikke så godt vurdere tid, men det føltes som rigtig lang tid, inden jeg blev kaldt op ved navn for at få taget fingeraftryk. Det tog 10 sekunder, inden jeg skulle sætte mig igen, og så føltes det igen som rigtig lang tid, inden jeg blev kaldt op for tredje og sidste gang. Her var uroen ved at æde mig, for nu fik jeg jo at vide, om jeg blev accepteret eller afvist. Damen spurgte, om jeg tidligere havde modtaget et J-1 visum, hvilket jeg svarede ja til. Om jeg også var Au Pair dengang? Nej, der var jeg udvekslingsstudent. Om det var samme område? Nej, det var North Carolina, hvor jeg sidst var i Arkansas. Om jeg havde fået en familie endnu? Ja. Og det var det! Jeg havde regnet med at blive spurgt dybdegående spørgsmål omkring hvorfor jeg ville være Au Pair, hvad jeg ville få ud af det ved hjemkomst, hvad jeg ville studere, hvor jeg ville studere, indgående spørgsmål om familien osv., osv. Jeg følte mig derfor også flov, da jeg i bussen på vej tilbage reflekterede over interviewet, for jeg havde været pinligt kortfattet. Damen godtog det dog, og hun smilede glad til mig og sagde, at jeg ville få det tilsendt og modtage det inden lørdag. Jeg fortalte, at jeg skulle af sted allerede mandag, men hun forsikrede om, at jeg ville få det lørdag. Og så ønskede vi hinanden en god dag, og jeg gik tilbage til sikkerhedsvagterne. Her pegede den samme mand mig gennem en dør til venstre, men jeg var så høj på adrenalin og lykke over accepten, at jeg ikke kunne finde ud af at åbne den! De grinede lidt af mig (ikke ondt), og forklarede igen, hvorefter jeg så endelig kom igennem til udenfor. Så skulle jeg gå lidt frem og ind ad endnu en dør, som jeg heldigvis åbnede i første forsøg, hvor den anden vagt fra udenfor gav mig mine ting, og jeg sagde farvel til alle vagterne indenfor og udenfor. Jeg tændte mobilen med det samme og så, at der var gået halvanden time præcist fra min aftaletid, og det synes jeg, var ret godt klaret. Jeg kom efter de fleste af de andre og tog hjem igen før de gjorde. Fra andre Au Pairs har jeg hørt, at nogen gennemførte ligesom jeg på 1½ time med meget få spørgsmål, mens andre først kom ud efter 3 timer, hvor de var blevet spurgt om virkelig dybdegående spørgsmål. Så jeg føler mig ret heldig. Og for første gang i flere uger følte jeg mig rigtig rolig. Helt rolig og afslappet langt ind i sjælen. Det var fantastisk! Jeg kom tilbage til lejligheden med de samme busser som på vej til Ambassaden, og så faldt jeg i snak med Mariam. Mariam er datter af iranske flygtninge, så jeg fik et indblik i hendes kultur og familien. De virkede ret liberalistiske i forhold til det område, de kom fra. Det var rigtig hyggeligt. Jeg elsker at få nye perspektiver.  Desværre var adrenalinet ved at løbe af mig, så jeg kunne bare mærke, hvordan min krop langsomt begyndte at lukke ned. Mathias stod op ved middagstid, hvorefter vi hyggede os, spiste lidt frokost, og så sagde vi ellers farvel og held og lykke. Mariam forklarede mig, hvor jeg kunne finde en Baresso tæt på Hovedbanegården, for det var ved at blive essentielt, at jeg fik noget koffein indenbords. Jeg fandt mit tog i god tid samt min plads. Halvvejs inde i rejsen begyndte jeg langsomt at lukke ned igen. Turen føltes generelt lang, så jeg begyndte også at blive rastløs, og endda også øm bagi efter alle de timer i offentlig transport. Der var varmt i toget, og hvis turen havde varet længere, var jeg nok faldet i søvn. Der var lige knap 20 minutters ventetid mellem dette tog og toget til Ulstrup, men jeg skulle ikke skifte perron eller noget - jeg skulle bare gå over på den anden side af den nuværende, og det nye tog kom kun et par minutter efter, hvor jeg fik en god plads tæt ved døren, og så sad jeg ellers bare og tænkte.. og koncentrerede mig om ikke at falde i søvn. Min egen seng kaldte på mig. Jeg kunne næsten høre den, og det var den største fryd, da jeg endelig lagde mig i den ved 20 tiden. Det var rigtig rart at se min familie igen, og Flicka kom ind og lå i fodenden af min seng, hvor hun bare blev så søvnig! Jeg skulle lokke med en kiks, før hun kom ud af min seng igen. Men vi hyggede os, mig og hende. Lige nu kan jeg slet ikke overskue at skulle være væk så længe.. men jeg prøver at tænke positivt, for jeg er bestemt ikke negativ eller fortryder noget. Det er bare så tæt på lige nu.