Au Pair Academy

Puh ha, hvor har det været en lang uge. Det føles, som om jeg har været her længere end en måned, fordi der er sket så meget på så kort tid. Dette er også grunden til, at jeg ikke har fået skrevet siden i mandags. Der har simpelthen været for meget, og når jeg endelig fik fri fra alle aktiviteterne, ville jeg bare i seng! Men her kommer det så.. sæt jer ned og godt til rette, for det bliver ikke en kort historie!

Jeg var oppe i præcis 24 timer, inden jeg lagde mig i mandags. Jeg stod jo som sagt op kl. 4 om morgenen, det var en okay tur, slet ikke så slemt, som jeg havde frygtet. Jeg så en masse film; Pitch Perfect, The Amazing Spider-man, og The Avengers, og da jeg var færdig med alle tre, klikkede jeg ind (til jer, der ikke ved det, så er der altid mini-tv'er på bagsiden af alle sæderne, så man ikke skal sidde og kede sig. Det er jo trods alt en lang tur. Lige knap 9 timer var min) på Pitch Perfect for at høre sangene. Den er altså rigtig god! Anyway, vi blev hentet lidt sent i lufthavnen, men her mødte jeg så et par nordmænd og et par svenskere. De var søde, men lidt generte, så det blev ikke til megen snak. Der sad allerede en lille gruppe i shuttle-bussen, og vi blendede godt ind med hinanden. Jeg kiggede mest ud ad vinduet, da de mest snakkede norsk og svensk, som jeg ikke er så god til, men så prikkede pigen bag mig på min skulder, og ville snakke. Hun hed Maria og skulle til samme by som mig, og med hendes spanske accent regnede vi hurtigt ud, at vi allerede var venner på facebook! Så snakkede vi ellers rigtig godt sammen og blev først stille, da vi kom til hotellet godt 20 minutter senere. Vi ville ankomme i grupper, men et par af Au Pair Academy lederne/trænerne Barbara og Dee kom for at holde oplæg omkring tider, spisning osv. Vi ville være omkring 190 kommende Au Pairs, hvoraf der kun var omkring 5 drenge. Vi var alle godt sultne, da oplægget var færdigt, så jeg aftalte med Maria og nogle mexicanere, hun var kommet i kontakt med, at vi ville mødes en halv time senere i lobbyen og spise sammen. Det var rigtig hyggeligt! Jeg fik først lagt mig kl. 22. Vi var blevet delt ind i 2-mands eller 3-mandsværelser, og jeg var kommet ind til et 3-mandsværelse. En af mine værelseskammerater var 23 årige Janeth fra Mexico. Hun var rigtig sød, og vi gik ofte sammen, men hun forstod altså ikke meget og kunne knap sætte sætninger sammen på engelsk. 22.30 kom Laura fra Tyskland, men jeg var allerede faldet i søvn, så jeg vågnede kun lige op for at sige hej. Jeg sov helt fantastisk! Vi blev vækket telefonisk 6.10 og nåede ned til morgenmad kl. 7, hvor vi alle tre fulgtes ad. I flyet var jeg rimelig nede med tvivl og en følelse af ikke at være parat, men i løbet af formiddagen begyndte jeg at glæde mig meget til at komme ud til familien! Engelskniveauet var generelt meget lavt, og det var energidrænende at skulle hjælpe folk med at snakke. Undervisningen var rigtig sjov (trænerne Daphne, Dee og Stacey var virkelig entusiastiske og karismatiske), og folk er generelt virkelig søde, men der var alt for mange mennesker, og deres sprog var dårligt. Jeg begyndte at blive skruk til undervisningen om babyer og tanken om Emmeline (babyen hos den familie, jeg var hos i München). Vi startede kl. 8 og fik frokostpause på 45 minutter og to mindre pauser på omkring 15-20 minutter hver. De gik meget op i punktlighed, men der var selvfølgelig altid en håndfuld, der ikke respekterede tidspunkterne. Vi gennemgik først hinanden i bordgrupper, hvor vi kun måtte sidde sammen med mennesker af andre sprog, værelse og fly. Vi skulle fortælle vores navn, nationalitet, destination, børn, og en interessant/spændende/speciel ting om os, hvor hvert bord skulle vælge den mest interessante. De andre ved mit bord havde kun yndlingsting/samlerting som sko eller tørklæder at byde på eller masser af sport (jeg hørte kun de tre), mens jeg fortalte om, da jeg vandt skydekonkurrencen, da jeg var i praktik i militæret. Så jeg vandt, og Stacey valgte nogle tilfældige borde, som skulle fortælle om den mest interessante, og hun valgte vores, så bagefter og resten af opholdet på Akademiet kom folk hen til mig for at spørge, om jeg var ’Gun Girl’ eller ’The girl with the gun’. De fleste genkendte mig endda. Ellers havde vi en soul-sanger, som sang foran os alle sammen, en MMA-fighter og en pianist. Point blev givet til alle, der bidrog til samtaler eller svarede på spørgsmål eller endda stillede spørgsmål, hvilket gik til personens farvegruppe (vi fik alle en farve til velkomstmødet). Efter frokost blev vi delt op i grupper efter, hvad vi ville lære om. Tirsdag var undervisningen ’børns udvikling’, så vi valgte hvilken aldersgruppe, vi ville være med til. Det var 0-3 år, 4-6 år og 7+ år. Siden de to piger på 5 og 8 går i skole, og jeg dermed mest skal passe den 2-årige, tænkte jeg, at det ville være bedre at komme på den yngste gruppe. Vi skulle lave plancher i bordgrupper igen, hvor vi fik tildelt en af aldrene 1, 2 eller 3 år og skrive på planchen omkring mental-, fysisk-, og social udvikling hos den givne alder. Når nogen snakkede for lavt, skulle de gentage med deres 'Au Pair voice’ - altså gentage højt i en mikrofon. Det var tydeligt, at Janeth ikke forstod noget – hun kiggede bare lige ud i luften, og det pissede mig lidt af. Man plejer jo at kigge på folk, man lytter til, men jeg så hende ikke andet end flakke blikket rundt. Okay, jeg vil give hende, at de snakker hurtigt i betragtning af, at det er udlændinge, de har med at gøre. Men man skal altså prøve, så godt man kan at forstå dem, og det var tydeligt, at hun bare lod helt være. Jeg undrede mig ofte over, hvorfor familier valgte rigtig mange af pigerne, da rigtig mange slet ikke kunne svare på spørgsmål, uden at en af veninderne med samme sprog forklarede det på deres eget sprog. De vil få det rigtig svært, hvis de ikke kan sproget! Jeg tvivler på, at de bliver hele året.

Vi gennemgik sikkerhed med mad, hvilke madprodukter at undgå, og hvilke lege vi kunne lege. Alle trænerne havde en vis grad af den berømte New Jersey accent. Det er sjovt, for New York ligger 20-30 minutters kørsel derfra, og de snakker fuldstændig ’normalt’. Men alle i NJ snakker med virkelig tyk accent. Fx alle o-lyde bliver lange og udtalt ’uo’. Så coffee bliver udtalt groft ’quoffee’. Jeg har fundet en video på youtube med en lille dreng, der fortæller en historie, hvor han er en påsat New Jersey accent, og det er den bedste version, jeg har set, så hvis I er interesseret, kan I se det her.

New York tur:

Vi fik strengt at vide, at bussen ville køre konsekvent 16.30, så jeg blæste af sted, men vi kom først af sted 16.50. Jeg fulgte efter Laura fra mit værelse, men hun havde en anden at snakke med, så jeg satte mig ved siden af en fremmed pige. Hun hed Morgane og er fra Frankrig, men hun var meget reserveret, så da høflighedsspørgsmålene med børn, destination og nationalitet var gennemsnakket, sad hun bare og kiggede ud af vinduet. Vi kørte godt 20 minutter, før vi kom ud på en bro, hvor man kunne se skyskrabere helt ned til kanten hele vejen rundt om vandet. Det var en smuk solnedgangsfarvet baggrund, samme farve på vandet, og bygningerne var helt mørke med lys i vinduerne, og det var det smukkeste, man nogensinde kunne forestille sig en storby være. Hele bussen blev dødstille, hvorefter alle udbrød ’woooow’. På en hel murside på en af skyskraberne så jeg en plakat med Hobbitten på, som man kun ser på TV. I Manhattan stod vores turguide Jared på. Han var gammel nok til at have gråsprængt hår, men han var totalt frisk. Han lagde stemningen hos alle! Han snakkede hele tiden om byen; vi kom gennem Queens, Brooklyn, Grenage, og et sted mere, jeg ikke kan huske. I bydelen Grenage fortalte han om stederne West Village, som var oprindelsesstedet for The Gay Rights Movement. Vi så The Meat-packing Market, The Fish-packing Market (sådan et ser man fx i filmen Coyote Ugly). Vi så erstatningen på World Trade Center; Tower One. Vores chauffør hed Vladimir, så Jared var altså den eneste amerikaner haha! Han udpegede den berømte bar White Horse Tavern, som er en af Amerikas ældste barer fra 1850. Vi kørte gennem gaden, som blev berømt pga. Sex and the City – han udpegede Carries skoforretning Jimmy Choo og hendes bager Magnolia. Han fortalte, at New Yorks gader ’Streets’ løber mod øst og vest, mens gaderne ’Avenues’ løber mod nord og syd. Vi så flere gange Empire State Building. Når jeg siger ’ser’, så var det gennem busvinduet, for det var mørkt, og vi havde travlt, så vi fik ikke mulighed for rigtigt at tage billeder, før vi spiste aftensmad og gik langs Times Square. For ja, jeg gik på TIMES SQUARE!!!! Det var for vildt! Jeg vender tilbage til det. Under busturen havde Jared en lille konkurrence om ting, han sagde i løbet af turen. Det var mest små ting, som man skulle regne ud – fx var der flere broer i byen, og hvis vi kørte på begge sider af broen (kørte udenom, ikke på selve broen), ville han spørge, hvilken bydel, der var på den anden side af broen. Det var sådan nogle spørgsmål. Det var der ikke mange, der kunne huske! Han spurgte fire spørgsmål, og den, der svarede hurtigst, fik en lille præmie, som man kunne købe i en souvenirbutik, men jeg så ikke, hvad det var. Tre af vinderne kom fra Brasilien, og siden der var så mange fra Brasilien i bussen, fik han dem til at synge deres nationalsang, mens han gik ned med præmien til vinderne. Den sidste vinder kom fra Sydafrika, og dem var der også mange af, så der skulle de synge deres nationalsang, mens han gik ned med den. Det var ret fedt, og stemningen var virkelig god på bussen. Vi kørte vi gennem Chinatown og Little Italy, to meget berømte bydele. Chinatown var et lysshow i sig selv, selvom det naturligvis intet var i forhold til Times Square. Vi så Buhiati Buddhist Temple, Dead Man’s Curve (her fortalte Jared om bandekrigene og øksemænd; mænd, som bander ville betale for at slå nogen ihjel, men siden mord er forbudt, ville øksemændene komme med økser i stedet for pistoler… jeg forstår ikke helt logikken i det, de er jo begge livsfarlige). Dead Man’s Curve var på Dover Street, hvor også stepdans åbenbart blev opfundet på en kulturudveksling mellem sorte og asiatere, men det var også et grundigt ghettoområde. Han udpegede rigtig mange bygninger, som blev berømte pga. film og tv-serier. Blandt andet Gossip Girl serien blev nævnt mange gange. Vi så domhuset fra Law and Order serien, Brooklyn Bridge, City Hall i Downtown New York, St. Paul’s Chapel som var den eneste overlevende bygning fra branden I 1700 tallet. Situationen blev kaldt Ground Zero, hvis I skulle have hørt om det. Vi så flere gange Wall Street, New York University som er et af de mest dyre og prestigefyldte universiteter. Vi så Statue of Liberty men desværre kun på afstand. Vi havde desværre ikke tid og/eller mulighed for at stoppe. Så så vi hovedkvarteret i Men in Black. I nærheden var en masse lastvogne med materialer til at ordne ødelæggelser, som stadig ikke er blevet repareret efter Hurricane Sandy. Så kørte vi gennem Brooklyn og ud for East River, så World Trade Center Memorial, Williamsburg Bridge som engang var verdens højeste bygning. Igen var det gudesmukt. Nu var himlen helt sort og vandet med, og alle skyskraberne i hele New York lyste i hvert eneste vindue, og det var bare ubeskriveligt. Han fortalte, at man i Queens snakker 175 forskellige sprog. Så begyndte spisetid at nærme sig, og Jared sagde, at han ville være genkendelig med ’dette her’ – og så trak han et grønt lyssværd op! Sådan et rigtigt lyssværd fra Star Wars! Så det gik han og lyste med foran os, så dem bagi også kunne se og følge ham. Det var bare for sjovt! Da vi kom af bussen, fulgte Morgane egentlig bare efter mig, selvom hun ikke sagde noget. Næsten med det samme kom en af svenskerne fra lufthavnen (Caroline) i går hen og spurgte, om jeg ville følges og spise sammen, og naturligvis ville jeg det, og lige bagefter spurgte Morgane også, om jeg ville spise med hende. Vi fulgtes ad resten af aftenen, og under måltidet blødte Morgane mere op, selvom hun stadig ikke sagde så meget. Hun er vel bare genert. Vi havde det rigtig hyggeligt. Caroline har også været gennem en kæbeoperation, så vi snakkede lidt om, hvordan vi havde det med at spise, men spændinger og kulde-sammenbidning osv. Det var rart, at jeg kunne sammenligne med nogen. Vi valgte et lille pizzasted, hvor en ung, flot mand snakkede med hver og en af os (omkring halvdelen af os alle 150 Au Pairs valgte at købe derfra) og satte pizzaen på en paptallerken til os, mens en midaldrende italiener betjente os.Vi spiste aftensmad på Grand Central Terminal (pizzastedet var inde på terminalen). Jeg forventer ikke, at I kender bygningen på navnet, men indersiden af bygningen har de fleste set på film. Når en scene skal foregå på en togstation, er det som regel her, de blev filmet! Et konkret eksempel er Friends with Benefits med Justin Timberlake og Mila Kunis. Jared blev desuden ved med at referere til tv som Gossip Girl, Crocodile Dundee (jeg så, hvor han gik ned til metroen i New York i film 2), og Home Alone (jeg så hvor han i film 2 stod foran det store juletræ i en park, hvor moren fandt ham der). Vi så et par fyre, som stod som modeller foran den dyre jeans forretning Abercrombie. De dansede lidt rundt på deres cool-fyr facon. Vi kørte gennem den berømte 5th Avenue og forbi Wall Street og Rockefeller Center. I et lyskryds holdte en gul taxi ved siden af vores bus, og pga. hans lange skæg og den dårlige belysning, troede jeg, at han var klædt ud som julemanden! Det var ret sjovt! Har I lagt mærke til, i film, at der nogen gange kommer damp op fra huller/riste i vejene? Jared fortalte, at det var genbrugt damp, da det bliver brugt til at varme huse og andre bygninger op i byen. På 84th og 83rd Street lå Times Square!!!! Her tog vi direkte til efter maden. Der var masser af mennesker i kostumer, som ville tages billeder med; rigtig mange figurer fra Sesame Street, mange Frihedsgudinder (sjovt nok alle mænd i udklædning), flere fra Simpsons, smølfer, og så så jeg Spiderman og Super Mario! Vi havde tre kvarter på Times Square, og Morgan, Caroline og jeg bestemte os for at gå hele vejen tilbage ad Times Square for at starte med at tage billeder fra den ene ende til den anden. Det var virkelig overvældende. Og sejt. Det var rigtig vildt. Ingen af os kunne helt forstå, at vi var der. Jeg ville gerne have et billede med en af figurerne, da jeg alligevel var der. Jeg så Cookie Monster, men han ragede sig mellem benene (efter sin mobil, så jeg senere, men det lignede virkelig noget andet!), så jeg gik i en pæn bue udenom. Dernæst så jeg Spiderman, som var ved at tage et billede med en baby i klapvogn, så jeg stod pænt og ventede. Så snart Spiderman så mig vente, gav han mig et stort kram, (hvilket Caroline DESVÆRRE ikke fik et billede af!!) hvorefter han prikkede Elmo fra Sesame Street på skulderen, og de stillede sig op med mig. Det var helt uvirkeligt! Alt var bare uvirkeligt.. Vi havde absolut deadline kl. 21, og bussen kørte også præcist der, så hvis nogen ikke var med, var det bare ærgerligt. Vi skulle mødes på en sidegade bag et skilt med Hard Rock Cafe, og jeg tror, at alle kom med.

Fra vi kørte til New York og kørte tilbage til New Jersey var der mellem 44 og 50 grader Fahrenheit. Det var ret lækkert, lige tilpas koldt! New York City består simpelthen af skyskrabere højere, end nogen af jer kan forestille jer, medmindre I har været der før! Det var helt vildt! De var højere og mere overvældende, end noget andet jeg nogensinde har set, end man kan forestille sig på nogen måde. Det var et smukt syn med alle lysende alle steder. New York bliver ikke kaldt en cementjungle for ingenting.

På akademiet var folk i løbet af andendagen blevet lidt mere grupperede. Mest i sprog, men hvis man fangede dem enkeltvis eller bare tilfældigt hvor de ikke var midt i en længere samtale, var de fleste super søde! Det var også super nemt at lave nye grupper, da der jo var så mange, og folk var ikke helt faste med hinanden.
Vi lærte/blev mindet om, at vi skulle huske at være yderst tålmodige overfor børnene og åbne for kulturen. Som før skrevet fik vi jo point, hvis vi stillede spørgsmål eller bidrog til undervisningen, og jeg var ret olm over, at alle de her tøser, som kom uforberedte og ikke kendte sproget tilstrækkeligt, ville få point for at spørge, hvad ord betød. Så os, som var bedre og kunne tingene, kunne sidde stille og se, hvordan alle hønsene fik alle pointene.. Det føltes ligesom at være i skole i et parallelt univers eller sådan noget. Vi havde desuden gruppearbejde omkring tidsmanagement, hvor trænerne delte os i grupper. Der var to af pigerne, som fuldstændig tog føringen. Vi fik en case/et eksempel på en situation, hvor vi skulle udarbejde et skema og en masse spørgsmål, da vi ikke fik ret meget at vide, og de her to piger spilte vores tid med ligegyldige ting, at belære os om instruktionerne selvom de ikke havde forstået det, udover at vi overhovedet ikke fik gjort det rigtigt. Janeth var på mit hold, og hun gjorde præcis, hvad trænerne sagde, mirakuløst nok, men de to var bare for stædige. Der var også et par andre på holdet, men de holdt sig helt i baggrunden uden at lave noget. Vi havde 20 minutter, hvor de fleste andre grupper havde nået at lave et skema SAMT skrive 15-20 spørgsmål. Forestil jer alle de point. Efter frokost havde vi førstehjælp med træneren David, som lignede en jamaicaner med lange dreadlocks og lys brun hud. Han snakkede mega hurtigt og højt nok til, at han ikke behøvede en mikrofon. Han havde to hjælpere med samme navn, som jeg ikke kan huske, men vi så ikke meget til dem, udover at de rettede, når vi lavede noget i grupper, og David ikke havde øjne nok til alle. David var simpelthen så livlig! Han gennemgik både teoretisk og praktisk førstehjælp og CPR (mund til mund, og hjertetryk). Vi blev delt op i to grupper med 30 i hver (hele Au Pair gruppen blev delt op for at have et lidt mere intenst forløb), hvor vi skiftedes til at sidde på knæ over en dukke af et barn og ellers havde resten en baby dukke. Vi skiftedes til at se en instruktions- og oplysningsvideo, som viste os, hvad vi skulle gøre, hvorefter vi fik et beat over højtalerne, som vi skulle pumpe brystet af dukken til, og da vi sad sådan 30 piger (og en enkelt dreng) og pumpede i takt, lignede vi mere en træningsvideo fra 80erne. Bagefter gennemgik vi kvælning og heimlichmanøvren - eller brysttryk, hvis vi har at gøre med en gravid kvinde. Her fik vi partnere, hvilket var sjovt men lidt grænseoverskridende. Efter 10 minutters pause så vi endnu en video og hver anden person fik en rulle gaze til at lægge omkring en partners legemsdel efter eget valg. Til sidst kom en test, hvor han trak en del op. Han fik et offer op og en 'redder' op, som fik en situation såsom kvælning, svimmelhed, en brækket arm osv. Jeg blev trukket op som offer, og jeg skulle være svimmel, men min 'redder' stod bare og kiggede på mig. David hintede mange gange, men hun stod bare og kiggede. Det var der overraskende mange, der gjorde. Der var dog en pige fra Estland, som var totalt sjov! Hun overdrev helt vildt (for sjovt), skreg efter hjælp og pegede på David og kommanderede ham til at ringe efter hjælp, og så begyndte hun ellers hele molevitten med CPR. Stemningen blev lidt lettere efter det. Efter min 'redders' mislykkede forsøg byttede David om på vores roller, hvorefter jeg kom tæt på det rigtige. Jeg spurgte hende om, hvad hun havde spist, men David rettede det over på, at vi skulle snakke med offeret, da vi jo ikke vidste, om personen havde en sygdom eller ikke havde spist eller en tredje mulighed. Den eneste dreng på vores hold var helt ude på dybt vand - han fik en besvimet offer, hvorefter han også bare stod der. Han ville ikke engang ned på knæ for at mærke blodtryk eller høre åndedrag eller noget som helst. Det var her den estlandske pige kom ind i stedet. Under testen var der generelt en god stemning, hvor folk heppede og grinede. Vi blev færdige en halv time før tid, så der trådte Stacey ind, hvor hun gav os nogle tips til konverteringsproblemer. Hun var matematiklærer for 6. klasser, før hun blev Au Pair træner. Hun fortalte, at hvis man har en grad i celcius, skulle man fordoble den først og bagefter tilføje 30. Så hvis vi har fx 20 grader celcius, skal vi fordoble, så det bliver 40, og så lægge 30 til - så 20 grader celcius er 70 grader Fahrenheit. Det er ikke helt præcist, men det tætteste man nogen sinde kan komme et nemt system. Man skal så naturligvis gøre det modsatte for at gå fra Fahrenheit til celcius. Først trække 30 fra og så halvere. Hvis man skal konvertere mellem miles-per-hour og kilometre-i-timen, skal man mest huske, at 100 km/t er 60 mph.

Ej, jeg kan simpelthen ikke huske eller holde styr på, hvornår vi havde hvad. Jeg har en masse huskenotater, men jeg glemte at skrive dato ned.. så jeg skriver bare, hvad vi lavede så.. dagene er også ligegyldige.. En eftermiddag havde vi om disciplin og opførsel, hvor vi blev delt op i aldersgrupper, ligesom ved kurset om børns udvikling. Jeg valgte igen gruppen om 0-3 årige. Dette kursus startede med en brainstorm af DOs og DONTs omkring disciplin. Derefter brainstormede vi problemer fx vredesudbrud/hysteriske anfald (temper tantrums), bid, slå, ikke deler, og dernæst løsninger såsom distrahering, adskillelse, forklaring af forkert og rigtigt, kompromis, skiftes til at vælge, og at være proaktiv (holde øje med tegn på dårlig opførsel og standse det, før det sker). Vi blev delt ind i grupper med et problem som emne, og så skulle vi lave et kort skuespil over, hvad vi ville gøre/kunne gøre i den givne situation. Min gruppe fik temper tantrums (vredesudbrud/hysteriske anfald), og siden alle 'skuespillerne' fik point til gruppen, besluttede vi at lave samme udgangspunkt (en dame med isvogn kommer forbi, hvorefter barnet skaber sig over ikke at må få is før efter frokost), og så vise tre måder at håndtere på. Det passede også perfekt med, at vi var 9 piger, så der var tre isdamer, tre børn og tre au pairs.

Efter undervisningen sluttede kl. 17, fandt jeg Morgane, Agos (jeg mødte Agos til frokost denne dag samt to brasilianere og en mexicaner, hvor vi faldt i snak omkring vores forkærlighed for Hunger Games, og Caroline jeg var sammen med på Times Square, og vi aftalte at spise aftensmad sammen, inden Hunger Games blev vist i en sal på akademiet kl. 19. Vi ville mødes kl. 18 nede i lobbyen og spise på selve hotellet. Morgane sagde dog, at hun havde ondt i maven og ikke ville spise, men hun mødte os foran salen til filmen. Agos, Caroline og jeg havde en rigtig, rigtig hyggelig aften! Det tog lige 50 minutter at spise med bestilling, vente på servering, spise og vente på regningen. Der skulle have været en popcornmaskine, men den virkede ikke mere end til to kopper. Filmen blev vist inde i et lille rum med nedadgående pladser, og os fire satte os på forreste række. Der kom måske 6-7 andre, hvor en af dem var træneren Dee, som også elsker filmen. Rummet var virkelig koldt, men det begyndte først at gå mig på halvt inde i filmen, men der gad jeg ikke hente en trøje, da det spændende jo først lige var begyndt. Agos og jeg sad og fnisede gennem hele filmen og hviskede sammen omkring yndlingsscener, Carolines reaktioner da hun aldrig havde set den før, og lækre fyre i filmen. Den var først færdig halv 11, så vi kom også sent i seng, men det var det værd.

Forresten så vandt fersken-farvegruppen point konkurrencen - det kom en tur til New York igen på akademiets regning. Og den første 'skoledag' afleverede vi vores Pre-Departure Project på et bord, hvor en træner ville kigge dem igennem, og de 5 eller 6 bedste projekters ejermænd kom også med til New York.

Jeg spiste morgenmad med Morgane og et par andre piger, som rent faktisk sad interkulturelt og snakkede engelsk. En af dem skulle arbejde for en FBI agent, og Agos fra Argentina skulle arbejde for en mand, som var vicepræsident for Disney Channel og en kvinde, som også arbejdede inden for tv. Alle var generelt rigtig søde, og man kunne egentlig sætte sig ned med hvem som helst, selvom vi naturligvis ikke havde tid og mulighed for at nå at snakke med samtlige 190 andre. Folk var blevet overraskende knyttet til hinanden. Sådan virkelig. Til morgenmaden gav Caroline mig også mit USB stik tilbage, hvor hun havde lagt billeder over af vores New York tur. Jeg nåede at knytte mig rimeligt til Caroline, Morgane (sådan nogenlunde), en der hedder Jessica fra Paraguay, lidt Janeth selvom vi knapt kunne holde en samtale kørende og selvom hun ditchede mig lidt efter at have fået andre venner fra Mexico, og så Aleksandra Orlikowska fra Polen, som jeg ofte snakkede med i løbet af undervisningen, selvom jeg havde fundet hende irriterende helt i starten. Hun snakkede rimelig meget haha! Men hun var den, jeg bedst kunne lide i sidste ende. På dette punkt var mit søvnunderskud så stort, at jeg ikke var sikker op, om jeg havde sat kontaktlinserne i de forkerte øjne, eller om mit syn bliver sløret, når jeg er så træt. Denne sidste formiddag havde vi om nødsituationer og uheld, og hvad vi skulle gøre i tilfælde af det og det. Vi havde et sæt druk-briller, hvor to frivillige skulle op og prøve at putte golfbolde i koppe sådan bare 10 cm fra toppen før og efter påsætning af briller, og de kunne bare ikke ramme rigtigt! Derefter snakkede vi om, hvordan vi skulle møde vores nye værtsfamilie. Nogens kultur er håndtrykkere, andres er krammere og en tredje kultur kysser på kind - og endda forskellige kulturer siger forskellige antal kys. Langt de fleste af os var krammere, men der var endda en fyr fra Frankrig, som var mest komfortabel enten kun med håndtryk eller kys - ingen kram. Til allersidst havde vi AuPingo! Altså Au Pair bingo med svar i stedet for tal, og så kom spørgsmålene op på OHP'en. Der var præmier til de første 6, der fik hele pladen (25 svar) rigtig. Ja okay, så bagefter var der instruktioner med afrejser. Vi skulle rejse med vores farvegruppe, hvor gul gruppe kun havde 10 minutter til at spise frokost og vende tilbage til salen, en anden gruppe havde 15 minutter, og min gruppe havde 20 minutter. Den sidste gruppe havde vidst 40 eller 45 minutter. Men jeg bogstavelig talt slugte min mad for at nå at komme på toilet inden og nå ind i salen til tiden. Jeg glemte endda næsten min ganebøjle, men jeg nåede lige at snuppe den og nå tilbage til tiden. Vi kørte også af sted til lufthavnen i vores farvegruppe. Jeg sagde pænt farvel til trænerne, hvilket de virkede overrasket over. Jeg så heller ikke andre komme hen til dem. I shuttle-bussen på vej til lufthavnen skinnede solen på en skyfri himmel, og jeg kunne endelig mærke stressen og bekymringerne smelte væk og give plads til lykken i form af eventyrlyst og spænding. Fyren, der smed vores kufferter i bussen var en mellemstor sort fyr iført en pelshat med øreklapper, som vi kun har på i frostgrader, og der var der nok en 7-10 grader, ville jeg skyde på, men han syntes, det var morsomt, at jeg rendte rundt i leggins og tanktop. En medarbejder fra hotellet stillede sig ind til os lige inden vi kørte for at sige 'Hasta banana' (Hasta mañana betyder 'på gensyn' på spansk). Og så kørte vi ellers med fuld fart til lufthavnen. Vi kom i overgod tid, hvor vi skulle gå direkte til bagage check-in, hvor vi også kunne printe boarding passes. Jeg fulgtes med nogle piger gennem security check, men de splittede op ved gaterne, og jeg fulgte efter to mexicanere og en brasilianer, da de var tættest på min gate. De lærte mig at sætte hår på to ret seje nye måder, og vi snakkede faktisk rigtig godt, selvom vi ikke havde brugt tid sammen før lufthavnen. Vi snakkede mest om mad og traditioner ved højtider, men også klassisk om værtsfamilier. Begge mine fly gik perfekt og til tiden, og Valerie overraskede mig ved baggagebåndet. Henning og børnene kom 5 minutter efter, da de lige skulle parkere bilen. Ungerne overfaldt mig med et kram, og selv lille Svend kunne overtales til at give mig et. Vi fandt min kuffert, som Henning tog for mig, og så kørte vi forbi Panera, et sted med supper, salater og hovedsageligt bagels. De havde også nogle smoothies, hvor jeg valgte en med kirsebær. Alle børnene var virkelig søde. Pigerne viste sig virkelig, som alle børn gør, når der kommer besøg. Jeg var forståeligt nok træt, og jeg havde stadig ikke fået en hel, god nats søvn, men vi tog hjem lige bagefter og gjorde os klar til sengetid bagefter.

Jeg fik ikke skrevet måltiderne ned, men jeg kan huske, at vi en dag fik hamburgere og fritter til frokost. Det var den dag, vi tog ud til alle værtsfamilierne. En anden dag fik vi en buffet med mad til at lave burritos med enten kylling eller farskød, og en sidste dag fik vi bare kylling eller oksekød med ris og grøntsager. En dag fik vi vafler, en anden dag pandekager og sidste dag fik vi nogle brød-pandekageagtige små skiver med æg og ost i midten, hvilket jeg virkelig godt kunne lide, til morgenmad! Til hver morgenmad var der et kæmpe frugtskål, yoghurt, bagels og deres efterligning af wienerbrød. Til hver frokost var der stor salatbuffet, brød og stort dessertbord. Første dag var desserten de mest eksklusivt-udseende kager, blandt andet cheesecake, chokoladekage og karamelkage. Der var altid syltede frugter til desserten og frugtsalat. Sidste dag var desserten churros.

Det var nogle rigtig gode tre dage! Jeg håber, I kunne holde ud at læse det hele haha!

Stort knus og kram herfra!