Nytår og interviewet på den Amerikanske Ambassade

Søndag d. 30. december tog jeg til København for at besøge min veninde Christine. Vi havde tidligere snakket om, at jeg skulle besøge hende, og da jeg alligevel skulle til et personligt interview på den Amerikanske Ambassade, og den tidligste tid var onsdag d. 2. januar, aftalte vi at holde nytår sammen. Billetterne blev bestilt i god tid, så jeg også kunne få en siddeplads. Toget fra Ulstrup til Århus kørte 9.32, hvilket jo var tidligt set i øjnene på en teenager, som lod sig vænne til først at stå op ved middagstid. Bevares, jeg sover ikke så sent, men jeg ligger og putter længe med en bog, indtil jeg bliver sulten. Mellem togene i Århus nåede jeg lige at spæne gennem lyskrydsene til Baressoen, hvor jeg er blevet forfalden til deres dyre iskaffe gennem årene. I toget mod København havde jeg bestilt en siddeplads, da alle kollektive sæder oftest er taget 5 sekunder efter dørene åbner. Jeg kom til at sidde ved siden af en ung fyr, men han havde bare sat sig (det må man gerne, selvom pladsen er optaget, men så skal man flytte sig, når den pågældende person kommer), så halvvejs inde i rejsen kom en midaldrende mand efter sin plads. Han havde rigtig meget hår på armene, som strittede lige ud fra kroppen i krøller, så han lignede en yeti. Det så sjovt ud. Turen gik godt, og jeg faldt endda i snak med manden. Han skulle til Bornholm fra København lufthavn, og jeg kan ikke forstå, at folk vælger Bornholm af alle steder, hvis de skal ud at rejse.. men fred være med det. Jeg ankom til tiden i København ved halv fire tiden, og Christine og jeg havde aftalt, hun skulle hente mig på stationen, men kort tid inden jeg ankom, ringede hun, da hun ikke kunne nå det alligevel fra arbejde, så hun forklarede mig, hvordan jeg kunne tage en bus hjem til hende. Det var såmænd meget simpelt, men jeg kunne ikke høre hende så godt for togets larm (fortæller jeg mig selv), så jeg kom ud på en mindre omvej. Det var nu ikke så svært. Jeg er bare ikke så glad for nye steder.. vel fremme fik jeg et stort velkomstknus af Christine og blev præsenteret for hendes værelseskammerater Mariam og Gro (hun hedder Sofie, og Gro til mellemnavn, men kun hendes forældre kalder hende Sofie), og de var rigtig søde! Det var blevet tid til aftensmad, og jeg havde lyst til æg, så jeg besluttede at lave en quiche til os, mens hun ryddede op på sit værelse, så jeg kunne få en soveplads. Vi fik bare snakket hele aftenen indtil sent, for vi havde ikke rigtig snakket sammen i løbet af efteråret, så der var rigeligt at tage hul på. Næste dag skulle hun på arbejde, så hun stod selv tidligt op og lod mig sove videre. Ved 10 tiden fik jeg selv trukket mig op, hvorefter jeg gik direkte i gang med at skrive mit Pre-departure Project, som er et krav at få færdiggjort, inden jeg tager til New Jersey på Au Pair kurset. Det er ligesom en kreativ aflevering eller en informativ scrapbog, som skal indeholde informationer om min egen kultur og traditioner, om børns udvikling og milepæle i de forskellige aldre, om min familie konkret, om staten og byen jeg skal til osv. Det har til formål at give mig grundig forberedelse i at sætte mig ind i tingene derovre. Jeg sad inde i køkkenet/stuen med Gro og Mariam, som havde et Ugly Betty maraton, mens jeg lavede mit Project. Christine kom først hjem lidt i fem, hvorefter hun gik i gang med sin del af nytårsmiddagen. Gro og Mariam havde lavet deres del i løbet af eftermiddagen, så det var heldigvis ikke et kæmpe kaos på én gang. Jeg blev over halvt færdig, inden vi skulle spise. Mariam kommer fra Århus selv, men flyttede til København som et sabbatår ligesom Christine, og hun har en kæreste i Århus ved navn Mathias. Han var simpelthen så sød – han kom hjem til dem hen på eftermiddagen, så han kunne holde nytår med os og spise med. Christine og Mariam lavede hver deres suppe til forret – Christine en eksotisk (læs: usædvanlig) suppe, som skulle have snittet salat og dåsefersken i, og Mariam lavede den lækreste kartoffel-porresuppe, jeg nogensinde har fået! Hun kogte bare kartofler og puttede løg og porrer i, hvorefter hun blendede det med mælk og salt og peber. Det blev luftigt og cremet og rigtig, rigtig lækkert! Til hovedret lavede Gro laks i noget marinadesnask med løg i sølvpapir, som blev bagt langsomt i ovnen, og jeg ved ikke hvordan, men det blev også magisk, cremet, saftigt og lækkert! Der hørte spinatpasta, oste-spinat-sovs til og en mærkelig salat med æbler, feta og nødder. Til dessert havde Christine lavet (med min hjælp, for man kan kun klare et vids antal timer med et projekt ad gangen!) en lækker chokoladekage, som blev bagt langsomt og længe, så det var lidt budding-agtigt indeni, hvor der hørte bærsovs og vaniljeis til. Det var sindssygt lækkert alt sammen, og med os alle sammen kommer det nok til at koste omkring 100 kr., hvilket jo ikke er slemt. Vi spiste langsomt i løbet af hele aftenen, og mellem retterne gjorde vi piger os klar til at tage udenfor til nedtællingen. De havde længe aftalt internt at tage til Dronning Louises Bro, da det skulle være det ultimative nytårssted for unge mennesker, havde Mariam hørt. Jeg troede bare, at vi skulle hygge hjemme, så jeg havde ikke taget noget rigtig pænt festtøj med, men jeg lånte et flot sæt af Christine med en cremefarvet nederdel i 50er stil uden på en sort T-shirt. Stemningen var pjattet og hyggelig, og det var bare sådan en god aften – Mathias var lige så pjattet som os, så det var ikke fordi der var den store opmærksomhed på ham værende den eneste fyr. Ved 23 tiden gik vi ud for at tage en bus ned til Dronning Louises Bro, hvor et par hundrede unge allerede var. Ved boligkomplekset stod langt de fleste beboere af det enorme boligkompleks allerede ude og drak og stod klar med fyrværkeri, og vi blev ønsket et godt nytår fra alle retninger! Folk virkede alle så glade og bragt sammen. Inde i selve bussen sad der næsten kun unge mennesker alle med øl og sprut i hånden. Alle var overgearede, men det var tydeligt, hvem der derudover var på stoffer. Alle snakkede med alle, der blev skålet ned gennem bussen, og buschaufføren var endda med på stemningen, idet hun ofte snakkede over højtaleren for at skåle med (hun havde dog ikke noget at skåle i). Begge ender af broen var grænsede af med politi og spærreplader, så biler ikke kunne køre der, og i den ene ende var et eller andet sted et anlæg, som spillede høj musik af enhver genre. Ofte kunne man se grupper danse sammen foran det, midt på broen var en hvid varevogn, som var ved at tænde et stort bål, og alle gik rundt overalt på broen. Der var en fed stemning, folk tyvstartede med de små raketter, og regelmæssigt hørtes og sås ulovlige kanonslag – som også bare blev smidt midt på broen mellem folk. Der gik ikke længe, før nedtællingen gik i gang. Der blev ikke råbt eller noget, men alle begyndte på samme tid at blæse i horn, fyre adskillige kanonslag af, poppe champagne for at drikke direkte af flasken (jeg blev ramt på skulderen af en højtflyvende prop), og hele himlen blev fyldt med farver, og larmen var øredøvende! Jeg så adskillige idioter (på coke er jeg sikker på), som holdt små batterier og raketter i hånden og pegede dem i forskellige retninger mod himlen, men ofte syntes jeg, at eksplosionerne kom lidt for tæt på os på broen, da der flere steder på niveauet under broen også var folk, der skød af, og de raketter kom jo ikke så langt op som vores. Jeg tror, der må have været et par tusinde unge mennesker sammen med os på den bro, så hvis noget gik galt, kunne det gå ud over mange på en gang, men der gik næsten en halv time, inden jeg hørte ambulancesirener. Til gengæld kom der også 5 drønende lige i hælene af hinanden, men jeg så heldigvis ikke nogen komme galt af sted. Vi aftalte efter en lille times festligheder at tage til Vanløse, hvor nogle af pigernes venner holdt efterfest. Vi tog en metro derhen og gik resten af vejen hjem til dem. Her boede to af deres venner, Thomas og Rasmus, og en pige ved navn Marie var der allerede, så deres hyggelige tremandsaften blev hurtigt til en fest, selvom jeg kedede mig rimelig meget. Jeg kendte jo ikke rigtig nogen af dem, mens alle de andre kendte hinanden, og de var desuden meget fuldere og mere festglade, end jeg var (jeg fik kun de slurke champagne, der blev sendt rundt mellem os på broen), så en lidt over en time senere besluttede Christine og jeg at tage hjem. Vi var begge rigtig trætte. Klokken 02.33 skulle en natbus komme og tage os til Nørrebro et sted, men den kom aldrig, så vi ville tage et S-tog i stedet, som heller ikke kom til tiden, men der var heldigvis en skærm, der viste ankomster. Det var lidt forvirrende, men vi kom med den rigtige, hvorefter vi skiftede til en bus på Nørreport, og endelig ved 4 tiden trådte vi indenfor i lejligheden. Og nøj, hvor var vi trætte! Efter hurtige sengeforberedelser gik vi direkte i seng og vågnede ikke før middag. Der var jeg dog på magisk vis helt udhvilet! Efter et hurtigt bad og morgenmad medbragt i tasken tog Christine og jeg i biografen i Dagma teatret for at se Hobbitten. Vi havde haft den aftale længe, men det blev en spontanbestilling om søndagen, da jeg kom. Vi tog et bus direkte, hvor vi betalte for billetterne, købte popcorn og sodavand som sig hører til, og så gik vi ind i salen. Vi blev begge lidt skuffede over salen; der var ingen kopholdere, så man skulle holde bevidstheden omkring sodavanden, så det ikke spildte, og sæderne steg ikke i højde som alle de andre biografer, vi har været i, så man kan næsten kun håbe på, at en stor mand ikke sætter sig foran en. Der kom heldigvis et fåtal, da de fleste jo har tømmermænd eller stadig sov på det tidspunkt – filmen startede 13.30. Det var over to timers fryd, derinde! Jeg var helt overgearet, da vi kom udenfor. Jeg kan varmt anbefale den! Vi besluttede at gå en tur langs Strøget, da jeg godt kunne tænke mig et se det efter at have hørt så meget om det. Det var hyggeligt og tæt; gaden var ikke nær så bred som gågaden i Århus, men den var længere med adskillige sidegader, og vi stoppede først, da vi kom til Storkespringvandet. Vi havde besluttet at spise aftensmad i byen, da ingen af os gad lave mad, så vi gik ind på en hyggelig lille restaurant Chilimili, som mest mindede mig om en amerikansk Diner. Maden derinde var sund og meget billig, men da vi ikke var så sultne efter filmen, købte vi bare en skål tomatsuppe, som jeg dog ikke var så begejstret for. ’Kokken’ havde ikke lært at putte sukker i for at dæmpe syrligheden i tomaterne, og det smagte tydeligt af konserves. Der fulgte til gengæld en rigtig lækker bolle af brunt mel med. Vi spiste i tavshed, men i hinandens selskab var det kun hyggeligere, og begge købte vi en iskaffe til vejen hjem. Vi kom tilbage til lejligheden ved 19-19-30 tiden, hvor Gro, Mariam og Mathias stadig lå i sengen og sofaen (Gro sover bag sofaen i stuen) og så Ugly Betty. De havde vidst rigeligt med tømmermænd hæhæ. Jeg støvsugede for at bidrage med oprydningen, og bagefter gjorde Christine og jeg os sengeklar for så at se En Kongelig Affære (den nye film om Christian VII og Struense), inden vi lagde os til at sove. Christine faldt i søvn med det samme, men jeg faldt faktisk ikke i søvn før hun skulle op på arbejde kl. 6. Kaffe virker åbenbart kun på mig, når jeg skal sove. Jeg bliver stadig træt, men ikke træt nok til at sove, og desuden kørte tanker og spekulationer rundt i mit hoved, som gav mig adrenalinrus. Jeg vendte og drejede mig hele natten, men jeg fik bare ikke sovet, før Christine tog på arbejde, og så nåede jeg lige at få halvanden time, inden jeg selv skulle op. I dag, onsdag, var nemlig min aftale på den Amerikanske Ambassade, og jeg var rigtig nervøs. Fy for søren, hvor var det ubehageligt! Jeg skulle møde 9.45, så jeg tog en bus lidt i 9, skiftede på Nørreport og tog endnu en bus direkte til gaden med Ambassaden. Dag Hammerskjöld, hedder gaden. Det kan jeg altså godt lide, det er sådan en skandinavisk navn – og det er lidt sjovt, at den amerikanske ambassade lige ligger på den! Jeg kom frem uden problemer, for nu havde jeg vænnet mig til systemet i København. I starten var jeg virkelig stresset over det og fandt det uoverskueligt, men busserne kommer hver 5. minut, så hvis man ikke når den ene, når man til gengæld den næste, og man kommer sjældent mere end 10 minutter senere end beregnet. Jeg kan ikke så godt huske Ambassaden fra for 4½ år siden, så det var næsten ligesom en ny oplevelse. To vagter stod udenfor indgangen, hvor den ene var en frisk og frejdig mand, som sagde godmorgen og småchattede, mens han tjekkede mit pas, fandt min aftale på listen og bad mig slukke mobilen og finde elektroniske ting frem. Så blev jeg ført indenfor af hans makker, hvor jeg blev mødt af en ligeså glad mand, som bad mig tage fingerring, jakke og taske af, som blev kørt gennem en scanner ligesom i lufthavnen, og så tog han min mobil og mit usb-stik, som var de eneste elektroniske ting, jeg havde med. Derefter fik jeg tasken, jakken og min ring, og blev ønsket en god morgen igen. Det overrasker mig så god en stemning, der var der taget i betragtning den professionelle håndtering og systemet. Indenfor var der stille som et gravkammer, og godt 40 andre personer, mest unge, sad rundt omkring på sæderne. Det var ligesom polstrede bænke i lange rækker, og rummet var overraskende lille. Tre damer sad bag glasvægge og kaldte på skift folk op for at tage sig af deres sager. Jeg skulle trække et nummer i første omgang, som blev kaldt op forholdsvist hurtigt, hvor jeg skulle give dem mine underskrevne formularer, kvitteringer fra betalinger, et ekstra pasfoto, mit pas, en konvolut i A4 eller A5 størrelse med 88 kr. i porto og bekræftelsen på min online ansøgning til visummet, som jeg skulle have printet ud. Jeg havde forberedt stakken hjemmefra, som damen var ret imponeret over, da jeg så ved de andre ansøgere, at de skulle bede om hvert enkelt papir efter papir efter papir. Så skulle jeg sætte mig igen, hvor nervøsiteten begyndte at tage overhånd. Jeg kan ikke så godt vurdere tid, men det føltes som rigtig lang tid, inden jeg blev kaldt op ved navn for at få taget fingeraftryk. Det tog 10 sekunder, inden jeg skulle sætte mig igen, og så føltes det igen som rigtig lang tid, inden jeg blev kaldt op for tredje og sidste gang. Her var uroen ved at æde mig, for nu fik jeg jo at vide, om jeg blev accepteret eller afvist. Damen spurgte, om jeg tidligere havde modtaget et J-1 visum, hvilket jeg svarede ja til. Om jeg også var Au Pair dengang? Nej, der var jeg udvekslingsstudent. Om det var samme område? Nej, det var North Carolina, hvor jeg sidst var i Arkansas. Om jeg havde fået en familie endnu? Ja. Og det var det! Jeg havde regnet med at blive spurgt dybdegående spørgsmål omkring hvorfor jeg ville være Au Pair, hvad jeg ville få ud af det ved hjemkomst, hvad jeg ville studere, hvor jeg ville studere, indgående spørgsmål om familien osv., osv. Jeg følte mig derfor også flov, da jeg i bussen på vej tilbage reflekterede over interviewet, for jeg havde været pinligt kortfattet. Damen godtog det dog, og hun smilede glad til mig og sagde, at jeg ville få det tilsendt og modtage det inden lørdag. Jeg fortalte, at jeg skulle af sted allerede mandag, men hun forsikrede om, at jeg ville få det lørdag. Og så ønskede vi hinanden en god dag, og jeg gik tilbage til sikkerhedsvagterne. Her pegede den samme mand mig gennem en dør til venstre, men jeg var så høj på adrenalin og lykke over accepten, at jeg ikke kunne finde ud af at åbne den! De grinede lidt af mig (ikke ondt), og forklarede igen, hvorefter jeg så endelig kom igennem til udenfor. Så skulle jeg gå lidt frem og ind ad endnu en dør, som jeg heldigvis åbnede i første forsøg, hvor den anden vagt fra udenfor gav mig mine ting, og jeg sagde farvel til alle vagterne indenfor og udenfor. Jeg tændte mobilen med det samme og så, at der var gået halvanden time præcist fra min aftaletid, og det synes jeg, var ret godt klaret. Jeg kom efter de fleste af de andre og tog hjem igen før de gjorde. Fra andre Au Pairs har jeg hørt, at nogen gennemførte ligesom jeg på 1½ time med meget få spørgsmål, mens andre først kom ud efter 3 timer, hvor de var blevet spurgt om virkelig dybdegående spørgsmål. Så jeg føler mig ret heldig. Og for første gang i flere uger følte jeg mig rigtig rolig. Helt rolig og afslappet langt ind i sjælen. Det var fantastisk! Jeg kom tilbage til lejligheden med de samme busser som på vej til Ambassaden, og så faldt jeg i snak med Mariam. Mariam er datter af iranske flygtninge, så jeg fik et indblik i hendes kultur og familien. De virkede ret liberalistiske i forhold til det område, de kom fra. Det var rigtig hyggeligt. Jeg elsker at få nye perspektiver.  Desværre var adrenalinet ved at løbe af mig, så jeg kunne bare mærke, hvordan min krop langsomt begyndte at lukke ned. Mathias stod op ved middagstid, hvorefter vi hyggede os, spiste lidt frokost, og så sagde vi ellers farvel og held og lykke. Mariam forklarede mig, hvor jeg kunne finde en Baresso tæt på Hovedbanegården, for det var ved at blive essentielt, at jeg fik noget koffein indenbords. Jeg fandt mit tog i god tid samt min plads. Halvvejs inde i rejsen begyndte jeg langsomt at lukke ned igen. Turen føltes generelt lang, så jeg begyndte også at blive rastløs, og endda også øm bagi efter alle de timer i offentlig transport. Der var varmt i toget, og hvis turen havde varet længere, var jeg nok faldet i søvn. Der var lige knap 20 minutters ventetid mellem dette tog og toget til Ulstrup, men jeg skulle ikke skifte perron eller noget - jeg skulle bare gå over på den anden side af den nuværende, og det nye tog kom kun et par minutter efter, hvor jeg fik en god plads tæt ved døren, og så sad jeg ellers bare og tænkte.. og koncentrerede mig om ikke at falde i søvn. Min egen seng kaldte på mig. Jeg kunne næsten høre den, og det var den største fryd, da jeg endelig lagde mig i den ved 20 tiden. Det var rigtig rart at se min familie igen, og Flicka kom ind og lå i fodenden af min seng, hvor hun bare blev så søvnig! Jeg skulle lokke med en kiks, før hun kom ud af min seng igen. Men vi hyggede os, mig og hende. Lige nu kan jeg slet ikke overskue at skulle være væk så længe.. men jeg prøver at tænke positivt, for jeg er bestemt ikke negativ eller fortryder noget. Det er bare så tæt på lige nu.