Amerikanere er ufatteligt antagende, men jeg ved ikke, om det bare er mig, der har en vids udstråling.. Jeg var med Henning og Svend på posthuset forleden, da vi begge skulle sende noget. Henning holdte mest Svend, da jeg havde lidt svært ved at finde ud af nogle af oplysningerne, jeg skulle opgive, for at sende en pakke. Svend begyndte at blive rastløs ret hurtigt, hvorefter damen, der hjalp mig, udbrød: "Hold op, baby, hold on, I just gotta help your momma.." Godt nok er jeg teknisk set gammel nok til at være hans mor, men Henning er synligt i 40erne (han er vidst 41), og jeg ved ikke, hvad hun tænkte om det, hvis hun troede, at jeg var Svends mor. I forgårs var vi alle seks i Target, hvor Svend rendte rundt over det hele, og jeg påtog mig at holde øje med ham. Han var jo selvfølgelig interesseret i området med rejseprodukter - altså alle mulige ting i rejsestørrelse, som han bare pillede ved og ville have med (han var dog ret nem at lokke tingene fra igen, han blev ikke hysterisk eller noget). Forbi os kom to damer med en lille dreng lidt ældre end Svend i indkøbsvognen og så Svend rende med en stor luftrenser, jeg ikke havde nogen anelse om, hvor han fandt den. Så begyndte den ene af damerne at snakke til mig om den alder og om hendes egen drengs alders små finurligheder. Hun nævnte ikke noget direkte her, men det var tydeligt, at hun troede, han var min. Men det er ligesom i Schliersee, hvor jeg lavede ansigter af baby Emmeline på Bens skulder, mens Eleanor betalte vores varer i et supermarked, og en dame bag mig komplimenterede mig på min babys nuttethed. Jeg tager det med et smil, men det er bare meget underligt, hvordan folk bare antager.
Ben er kommet lidt fra Alice in Wonderland fasen, og er i stedet gået over Løvernes Konge og nu Barbie. Henning er ikke så glad for, at hans lille dreng i stedet er hans lille pige.
I forgår-aftes kom min områderepræsentant Amy Watson forbi til et orienteringsmøde. Jeg havde haft en rigtig slapafdag på mit værelse og havde lige puttet mig dybest ned i dynen med en film, så jeg blev ret irriteret, men ned måtte jeg jo. Hun var her i en lille time, hvor hun egentlig bare snakkede om de samme ting igen og igen - hun er en af den slags personer, som rigtig godt kan lide at høre dem selv snakke, så det var svært for os andre at få et ord indført. Vi havde også et problem med min personforsikring, da jeg ikke havde fået nogle papirer om det på Akademiet - STS-udsendinge købte jo separat forsikring med Falck, og jeg købte endda Plus forsikringen, men hun nægtede at høre på mig. Jeg skulle gå to gange op på mit værelse, for at finde alle mine papirer, hvorefter hun skrev nummeret ned til Akademiet, så vi kunne ringe til dem, for at høre om det. Alt imens jeg gentog igen og igen at jeg havde separat forsikring. Hun var virkelig en ulidelig kælling. Det er godt, jeg har fået sådan en god familie, for hvis jeg (eller enhver anden Au Pair) får problemer med værtsfamilien, er det meningen, man skal gå til sin områderepræsentant, og det ser jeg bare ikke ske. Øv, hvor var hun nedern. Mandag var helligdag for amerikanerne, så vi havde alle en rigtig hyggedag. Pigerne legede mest udenfor med nabodrengen Evan.
Det er ikke så varmt, som det var min første weekend her, bare så I ved det. Jeg går i shorts, men jeg får rigtig mange underlige blikke på den konto, og jeg må også indrømme, at det er køligt, selv når solen skinner. Jeg sætter dog rigtig pris på både solen, den evigt blå himmel og at der ikke er frostgrader eller overskyet hele tiden! Det er rigtig rart. Jeg frygter dog sommervarmen :(
Tirsdag tog Valerie mig til en tandlæge kl. 14. Hun havde timet det sådan, at hun kunne hente pigerne lige bagefter. Hun ringede til mig til hentetid og fortalte, at Charlotte havde forstrukket en nakkemuskel, så hun ville blive taget på skadestuen. Amy Watson havde givet os navnene på to anbefalede tandlæger, hvor jeg kom til Zach Smith. Jeg blev sat af uden for klinikken (Valerie tilbød at gå ind med mig, men hun havde jo også et tidspunkt at overholde, og.. kan selv.) præcis kl. 14, hvor jeg skulle skrive mit navn på et stykke papir (deres metode for at angive ankomst). Jeg blev kaldt op under et minut efter, hvor en frisk midaldrende dame introducerede sig og gav mig sådan et stykke papir at udfylde, præcis som man ser i film, når filmpersonerne kommer på skadestuen! Det omhandlede mest allergier, ens fortid med hospitaler, graviditet og kontaktinformation. Damen (Deana hed hun - udtalt Dina) forklarede mig om de ting, jeg skulle udfylde, og hvilke, der var overflødige. Det var en kæmpe hjælp, for jeg endte med kun at udfylde halvdelen. Så førte hun mig hen i en afsats af rummet, som var lidt mere privat, hvor vi kunne snakke om, hvad jeg ønskede skulle ske denne dag, lidt mere indgående information omkring min fortid osv. Vi snakkede også om mit arbejde, og hun var nysgerrig omkring mine rettigheder (jeg går ud fra, at hun sikrede sig, jeg havde gode forhold) samt hvad jeg fik fra familien (logi, måltider, og så både bil, benzin og mobil som ikke indgår i kontrakten, hvilket hun var meget imponeret over). Så gik der ikke længe, før jeg skulle kigges på af Zach Smith, en hvidhåret venlig mand. Da jeg satte mig, sagde Deana 'Here she is!', for hun havde endda sladret om mig til tandlægeassistenterne. Jeg fik at vide, at de aldrig havde haft en Au Pair inde før eller for den sags skyld mødt en. Deres tandlægestole er ikke nær så behagelige som dem på hospitalet i Århus! Han kiggede kun kort i min mund, hvorefter han gav mig videre til damen, der skulle tage aftryk af min overkæbe. Hun var mere nysgerrig omkring Danmark og mit navn, for flere af damerne på klinikken er bedstemødre, som jo hedder 'Nana' eller 'Nanna' alt efter familiens præference, så hun spurgte, om jeg virkelig hed Nanna! Da jeg fortalte, at omkring 1 af 7 pigebørn blev kaldt Nanna for 20 år siden, ville hun vide, om det betød noget, og så fortalte jeg om vores nordiske mytologi, om Balders kone Nanna, samt navnets betydning. Jeg nævnte også betydningen af mit mellemnavn samt at det var mit oldemors navn. Alle dem i klinikken, jeg snakkede mig, vidste hvor Danmark er og kendte til landet. Det var ret imponerende, siden alle amerikanere, jeg har snakket med indtil videre, end ikke har hørt navnet. Jeg kom af med 350 dollars, men jeg aftalte med Valerie, at hvis hun kunne lægge ud, kunne hun beholde min løn for denne uge. Jeg fik en bideskinne med, inden jeg blev hentet (den gjorde jammerligt ondt i starten, og først nu over et døgn senere, er den begyndt at blive udholdelig, men jeg har langt mere ro i sindet!), og om 2 uger skal jeg komme tilbage efter en rigtig ganebøjle. Henning og Charlotte kom først hjem fra skadestuen over kl. 18-tiden. Der var han godt frustreret og træt, men Charlotte har det langt bedre i dag, så det er jeg glad for.
Jeg er ved at hjælpe med at pottetræne Svend, og jeg fik ham til det to gange i dag! Jeg er ret stolt. Derudover er han utroligt nem at skifte ble på. Han bliver ikke hysterisk eller noget, han hjælper endda med at løfte benene når jeg både tørrer og giver ren ble og bukser på. Han er i det hele taget meget nemmere at håndtere, end jeg havde regnet med! Han har højst to hysteriske anfald om dagen, og det værste jeg har oplevet, har været at han smed sig ned på gulvet og storhylet, hvorefter han havde rejst sig og kommet hen til mig med opstrakte arme. Så tog jeg ham bare op, han lagde sig om min hals, og så kunne jeg holde ham i højst 30 sekunder, før han var færdig med at græde. Og det var det. Det er det værste anfald, jeg har oplevet med ham. Langt de fleste hysteriske anfald har været fordi jeg ikke gad se en bestemt film af den ene eller anden grund.
Jeg ved godt, at passagerne har sprunget noget i emne, men jeg har skrevet det i løbet af dagen, når jeg lige har haft et øjebliks ro, som ikke kom så ofte som de andre dage.
Jeg håber, alle har det godt!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar