Jeg vågnede kl. 7 af en sms min første dag hos familien. Jeg kunne ikke falde helt i søvn bagefter, så jeg lå og slumrede og lyttede til deres morgenlyde. Deres amerikanske bulldog Ranger gik ind på min værelse og sprang op i min seng, og der hyggeputtede vi sammen en god halv time. Så stod jeg op til livlige unger, morgenmad og lidt udpakning, som pigerne hjalp mig med så gavmildt. Det tog dog mange dage, før jeg var helt pakket ud, da jeg havde en del vasketøj fra akademiet, og jeg manglede stadig en vasketøjskurv, en papirkurv og en form for natbord, som jeg kunne sætte bog, mobil, vandflaske osv. på. Pigerne var hjemme, selvom det var fredag, fordi de havde mærker efter sengelus. De havde weekenden forinden været et sted henne, det lød som et sted på stranden, hvor børnesengene var fyldt med sengelus, så deres maver, ryg og ben havde udbrud, der lignede skoldkopper, så de havde været til læge og alt muligt. Valerie skulle på arbejde kl. 11 til 21 (hun arbejder 10-timers-vagter på apoteket), og Henning skulle også på arbejde, så jeg havde fornøjelsen af tre hyperaktive unger indtil ved 17 tiden. Jeg skal generelt kun arbejde fra den sidste forælder tager på arbejde, til den første kommer hjem. Eller hvis Valerie har en nattevagt fra 21 til 7, skal jeg også tage mig af dem, mens hun sover om dagen. Men hvis der er en vågen forælder hjemme, har jeg i bund og grund fri. De er meget opmærksomme på, at jeg kun må arbejde de 10 timer om dagen. Efter morgenmaden ville Valerie ordne noget vasketøj, og lille Svend ville se Coraline (meget mærkelig film), så jeg og ungerne puttede os i forældrenes seng. Jeg havde en pige under hver arm og Svend på skødet. Forestil jer, efter to måneder med distancerede Adelaide, at jeg den første dag i USA befandt mig i en børnebunke! Jeg var simpelthen så glad! Og de har kun åbnet sig mere for mig! Svend mistede dog hurtigt interessen, men så begyndte vi bare at tumle. De fryder sig over, at jeg gider lege på den måde. Valerie fyldte så en badekar, som de alle fire hoppede i på en gang, hvilket så trak ud, så hun kom lidt for sent på arbejde. Der var ingen separationsangst overhovedet! Derefter så vi Alice in Wonderland, den nye fra 2010 med rigtige mennesker, to gange! Svend kalder den 'Alaa la la land'! Efter hans lur ved middagstid var vi alle meget udenfor i deres gyngestativ og rutsjebane, og pigerne havde hver deres løbehjul, og Svend lånte nabodrengen Evan's børneløbehjul. Han stod bare på den, mens jeg skubbede ham rundt på vejen. Det var en god dag, og vi tog ud at spise om aftenen, da det ellers ville blive sen aftensmad.
Jeg blev rigtig syg om søndagen. Jeg havde forberedt mig til at komme i kirke ved at hænge pænt tøj ud i forvejen, men om lørdagen havde der været 25 grader, og når man kommer fra minusgrader, så omvendingen er så drastisk, bliver man simpelthen bare syg. Henning blev også rigtig syg, da han kom hjem fra
udsendelse i Tyskland i december. Så efter en halv time på ryggen på mit kolde badeværelsesgulv, havde jeg stadig ikke fået det bedre, så jeg valgte at blive hjemme. Valerie kom op med et glas vand og en pille, som skulle hjælpe mod svimmelhed. Jeg fik det bedre hen over middag, hvor jeg satte mig udenfor for at udnytte overfloden af skinnende D-vitamin og læse køremanualen. Hele dagen tog familien hensyn til, at jeg skulle slappe af, også så jeg kunne blive færdig med køremanualen, for jeg skulle op til køreprøve mandag.
Mandag stod vi op, fik pigerne klar til skole, hvorefter jeg kørte dem derhen, og så fandt vi en kørevejledning til det sted, jeg skulle tage kørekort. Jeg bestod
teoriprøven med kun 1 fejl (den var underligt formuleret - det var samme princip med 25 spørgsmål og beståelse galt 20 rigtige svar), og selve
køreprøven tog kun 10-15 minutter, hvor hun ville sikre sig, at bilen
virkede, og at jeg kunne bremse, lave en trepunktsvending og bare
generelt køre. Det sværeste var egentlig at administrere selve mit
kørekort. Da jeg har et ø i mit efternavn, står det på to forskellige
måder i mit pas, og det tog en rum tid for dem at finde ud af det, men
til sidst gik det heldigvis, og jeg fik et midlertidigt kørekort. Jeg
skulle forresten også kigge i en ting, hvor jeg skulle læse bogstaver op
på en lystavle (synstest) og identificere og forklare 12 vejskilte.
Amerikanske vejskilte er rimelig nemme, der står for det meste i tekst,
hvad der gælder. Bagefter tog vi i Walmart efter et par ting, og fordi Valerie ved, at jeg godt kan lide at komme der.
Nu har jeg været her i en uge, og det var været en ovenud fryd, lige på nær et uheld i tirsdags, som jeg stadig har det skidt over, men det kommer jeg til senere.
Jeg skrev ned i løbet af de første par dage en liste over de ting, jeg manglede, fx shorts (det var gloende hedt en af dagene!), et natbord, vasketøjskurv, papirkurv, vandflaske, natbukser (dem, som er så bløde!), en mobil osv. Jeg fik Valeries gamle mobil allerede den første dag, og om aftenen tog vi i Best Buy for evt. at kigge på en anden, da det var en ret stor telefon, og i Target. De har alle mulige ting, og jeg fik købt alle mine småting der. Jeg besluttede mig bare for at beholde Valeries gamle mobil, da det ellers ville koste flere tusinde kroner! Da vi kom hjem, fandt Henning en vasketøjskurv til mig, og senere fandt Valerie et lille plastiknatbord med skuffer og en papirkurv til mig. Jeg tror ikke, jeg mangler noget. Vi har ikke haft tid endnu til allesammen at sidde ned og snakke om nogle ting, fx om forventninger, nødplaner til hvis der går brand i huset eller der kommer indbrud osv., og jeg mangler også alle telefonnumrene og adresser til doktorer og tandlæger. Tirsdag var min første rigtige fridag, hvor jeg havde friheden til at komme rundt, da jeg jo havde fået kørekort, og Valerie havde fri, så jeg skulle ikke bekymre mig om ungerne. Jeg kørte til centret, hvilket dog ikke var så imponerende. Der var en mega boghandel, Barnes and Nobles, hvor jeg brugte en time på at vælge den helt rigtige Bibel, som jeg skal have med, når jeg tager i kirke om søndagen. Mens jeg var derinde, fik jeg et opkald fra min Area Director, Amy Watson, som gerne ville snakke med Valerie. Hun påstod, at hun havde ringet utallige gange til Valerie, men hun havde aldrig ringet tilbage og bad mig bede hende ringe til Amy. Efter Barnes and Nobles besluttede jeg at tage i Walmart, så jeg plottede det ind på GPSen og kørte. Det gik rigtig godt, men der var altså ingen Walmart, der hvor GPSen sagde, så jeg holdt ind og plottede hjemadressen ind for bare at tage hjem. Jeg kørte på en vej, hvor man måtte køre 45 mph (70 km/t), og jeg kom til et lyskryds, hvor jeg kiggede på lysreguleringen for at sikre mig, at der var grønt, og mens jeg kiggede op, kom en dame kørende midt i et venstresving. Så jeg nåede lige at bremse et sekund i panik, hvorefter bilerne kolliderede. Min airbag blev udløst, og jeg blev slået ud et øjeblik. Da jeg vågnede igen, var bilen fyldt med røg, og politiet var allerede kommet. Jeg havde lært på akademiet, at hvis man bliver stoppet af politiet, skal man holde hænderne på rattet, for de er ret paranoide, så da betjenten kom over, opførte jeg mig sådan. Han spurgte, om jeg var okay, og fortalte, at jeg skulle prøve at flytte bilen, hvis jeg kunne, men han tilbød selv at gøre det, hvis jeg var for rystet. Jeg var stadig ikke helt ved mig selv, så jeg kom udenfor og blev fulgt over på siden af vejen. Der stod en sort dame der, som boede lige ved lyskrydset, og hun var en komfort for mig gennem det hele. Min volvo kunne ikke starte, så jeg måtte arbejde sammen med to betjente om at skubbe den fra vejen, da der blev fri bane. Jeg fik ringet til Henning, da Valerie ikke svarede, og han forsikrede mig, at han bare var glad for, at jeg var okay, og at vi ville finde ud af alt andet hen ad vejen. Han ringede og kom igennem til Valerie, som også ringede til mig for at få at vide, hvor jeg var. Jeg gav den sorte dame telefonen og hentede mine ting i bilen, inden den blev bugseret væk. Politiet ville selvfølgelig have at vide, hvad der var sket, men selv nu er det meget begrænset, hvad jeg kan fortælle. Det er ikke fordi, jeg ikke kan huske noget, det var bare noget, der skete hurtigt. Valerie kom godt 10 minutter efter og havde lille Svend med, som gav mig et langt kram. Betjenten kom tilbage med en politirapport og oplysninger med vores to forsikringsselskaber og informationer om bugseringsfirmaet, så vi kunne få bilen tilbage, hvis den kunne repareres. Valerie var meget forstående. Hun gav mig meget fred og ro og opførte sig slet ikke bebrejdende. Ikke på noget tidspunkt har de givet udtryk for skuffelse eller bebrejdelse, selvom de virker forsigtige ved at lade mig køre igen. Det kan jeg godt forstå, jeg har heller ikke ligefrem lyst til at køre igen. Jeg kan simpelthen ikke begribe, hvor heldig jeg har været med familiematch! De har taget ubeskriveligt godt imod mig, forstår når jeg har brug for en pause, og så snakker vi bare så godt sammen.Jeg har rimelig travlt, men ungerne er simpelthen så herlige (specielt den 2-årige lille dreng Svend har knyttet sig så meget til mig allerede, at han vågnede så sent som i nat og ville sove med mig! Valerie arbejder nattevagter i denne uge, så Svend sover alene med sin far). Vivianna spørger ofte, om jeg vil lave lektier med hende efter skole, og Charlotte klatrer bare generelt på mig hele tiden. Alle børnene er meget fysiske, og nyder bare at komme hen til mig tilfældigt for at få et kram. Især lille Svend holder sig tæt til mig hele tiden og skal altid røre på den ene eller anden måde - dog aldrig negativt. Han har givet mig et dask eller to, men jeg tror mest det er for at teste, og han er nem at irettesætte. Henning og Valerie tager sig generelt rigtig godt af mig, og jeg føler bare ikke, at det kunne blive bedre! Jeg er virkelig glad her!
Man skulle tro, at Vorherre ville give mig en pause fra ulykkerne efter bilulykken, men i går fik Ranger fat i min ganebøjle, mens vi spiste (jeg havde lagt den midt i dobbeltsengen ovenpå), og bed den i stykker - midterstykket som ligger langs min gane er bidt midt over, så det er ikke, fordi jeg kan reparere den. Jeg er rigtig vred på hunden. Han er sandsynligvis retarderet, for han skaber de samme problemer for sig selv! Han stjæler mad fra hvor end han kan - komfuret, tallerkener, borde, han vælter endda lille Svend for at stjæle maden ud af hans hånd! Og så knurrer han og angriber vores sokker, når jeg leger med børnene. Han tror, jeg gør dem ondt, så han prøver at passe på dem, men det er bare dumt, at han ikke har forstået endnu, at jeg bor her.
Og så har jeg stoppet toilettet to gange... det er bare pinligt, og jeg tør ikke fortælle familien det efter både bil og bøjle. Første gang kunne jeg ordne det, men det er stadig i stykker nu efter anden gang. Det er rigtig træls. Det er som om, at når jeg har det så fantastisk med familien, skal der ulykker til for at rette op på balancen.. jeg ved ikke.. Den første uge har i hvert fald været alt andet end kedelig.
Nogle ting, som lille Svend godt kan lide at sige med sin lyse stemme:
Hi Nanny!
Alaa la la land (Alice in Wonderland)
Beeto Jooce (en anden af hans yndlingsfilm: Beetle Juice)
Caroline (anden yndlingsfilm Coraline)
Ice Ace (Ice Age)
I gotja! (efter at have svunget armene om mit ben)
Goodniiiight! (på alle mulige tidspunkter af døgnet)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar