Jeg har luret, hvorfor stimer af fisk og hele kolonier af ænder og blishøns altid kredser rundt i floden omkring hotellet! Der står altid mindst én person med sine børn og fodrer dem med brød fra aftenbordet! Det er sjovt, man skal bare stille sig på broen over floden og kigge, så kommer der gerne en 5-6 ænder over for at se, om man smider noget ud.
På værelset dryppede toilettet helt forfærdeligt, da vi ankom, men vi fik hurtigt meddelt det og pedellen/alt-muligt-manden kom for at fikse det. Han var en meget venlig mand uden nogen form for fremmedsproglige evner, så det blev lidt udfordrende samtale, inden vi tog af sted. Men siden da har vi altid hilst på hinanden og snakket lidt sammen, inden vi fortsætter mod vores mål. Den lokale afslappethed er ved at trænge ind på os. Vi har set taxier holde på selve fodgængerfeltet og alle slags køretøjer holde (meget ulovligt!) på hver sin side af selv samme felt, og vi løfter ikke engang øjenbryn ved det længere. En god ting, jeg har lagt mærke til er, at bilerne ALTID holder tilbage, når folk går over fodgængerfeltet. Selv hvis vi ikke endnu er trådt ud på det, standser de for at lade os over, og det sker squ ikke så ofte i Danmark! Så point til spanierne!
Alle folk er så søde på hotellet. Vi skulle lige have et par dage at se hinanden an, men nu snakker vi meget med folk både fra Danmark, Spanien, Malmø, Tyskland og Italien. Vi udveksler oplevelser, giver gode råd og socialiserer bare generelt. Det giver sådan et frisk pust i hverdagen.
Onsdag tog vi til La Reserva de Puig de Galatzó (Reservatet). Vi fik set et skuffende antal dyr, men udsigten var formidabel, og vi befandt os virkelig i bjergene. Vi blev mødt af guiden Nikolaj ("Nik"), og brugte over to timer på transport. Vi fulgtes ad alle sammen gennem reservatet, grillede vores egen mad, som vi fik udleveret, og så et rovfugleshow. Der var en god stemning på hele turen, og folk snakkede med hinanden, som om alle kendte hinanden. Vi var der omkring fire timer, var totalt udmattede ved hjemkomst, og gik meget tidligt i seng.
Og til jer tålmodige..
Der stod ikke så meget i brochuren omkring Reservatet, kun at der var vilde dyr og smukke omgivelser. Der stod at vi skulle have behageligt fodtøj på, og badetøj var valgfrit. Hvad vi ikke fik at vide var, at vi kom ud på bjergklatring!
Bussen kom kun fem minutter for sent denne gang, og som sagt blev vi mødt af Nik, ved hotellet Alcudia Park. Om bord på bussen snakkede Nik og chaufføren Pedro naturligvis med hinanden, og de lød som Marlene på en travl dag! Her gjorde intet af mine tre år på skolebænken godt! Nik holdt også informationstaler over speakerne både på engelsk, tysk og russisk! Vi fandt så senere ud af, at han er født i Bulgarien (deraf navnet Nikolaj), hvor han lærte det russiske. Igen ved vejkanterne så vi enorme agaver, citrusbuske og kaktusser. Reservatet lå på den anden side af Palma, så det var en længere køretur igen, men faktisk var en tredjedel af køreturen brugt på endnu en omgang bjergkørsel. Hvis nogen af jer har været i Ree Park tæt på Ebeltoft, kender I godt den slags vej, som næsten kun har plads til én bil, og det snor sig på kryds og tværs, så man ikke har en jordisk chance for at forudse den næste forhindring. Tag denne slags vej og smid bjergsider og klippeskrænter ind i mellem samt jungleagtige omgivelser og sindssyge bilister, så har I vores tur i skovene omkring Reservatet. Det var næsten ligesom busturen til Valldemossa - bare vildere. Køreturen var en oplevelse i sig selv. Jeg kan slet ikke forestille mig, hvor svært det må være at køre bus sådan et sted, og Pedro fik da også et bifald, da vi parkerede bussen lidt i 12.
Det var de rigtig rene rå omgivelser uden forsøg på at tæmme det. Først gik vi 10 minutter stejlt opad, hvorefter vi skulle aflevere billetterne og kunne købe korn til at fodre fugle med.
Efter en stejl nedstigning, kom vi til bjørneburet. Der var tre brune bamser fra det nordlige Spanien, og de poserede fint for os. Selve gåturen mellem indgangen og udgangen var lidt over tre km og hele turen fortalte Nik og de forskellige planter, kulturen, dyrene, om vandfaldene og grotterne. Næst kom vi til en kæmpe emu (strudse-art fra Australien). Den havde stribede fjer og var meget venlig. Vi kunne fodre den og ae den. En britisk fyr var ret bange for den, men insisterede på at både fodre og røre. Den så meget opgivende på ham, mens han nærmede sig. På et tidspunkt kom den også hen til mig, og jeg må indrømme, at den var ret frygtindgydende, for strudser er jo aggressive, men den ville bare gnubbe hovedet mod min arm og hånd for at se, om jeg havde mad til den. Så gik det opad igen. Vi kom hen over broer, klipper og mellem smalle klippevægge, hvor jeg uheldigvis slog hovedet mod en af kanterne, fordi jeg koncentrerede mig om at tage billeder. I dag har jeg en ordentlig bule over panden som er godt øm. Omkring Europas største figentræ rendte påfugle rundt med deres unger, fordi de blev fodret i nærheden. Vi hørte en vild ugle og så nogle sjove andre fugle, som jeg ikke hørte navnet på. Turen var en kæmpe oplevelse! Vejret var varmt og ruten hård, men det mindede meget om mine vandreture med spejderne i Norge og Sverige, og jeg nød det. Vi nåede fællesområdet, hvor vi kunne grille kød, sidde og spise, købe drikkevarer, bade og gå omkring i en mini-zoo med fugle, rådyr og andre smådyr blandt andet et kæmpe hulepindsvin. Frokost var omkring kl to. Vi fik en stor filet kylling og svin samt en pølse, hvor vi skulle grille. Nik kom over for at snakke og jonglerede rundt med mit kød på grillen. Jeg havde ikke spurgt om hjælp, men det var vel bare en venlighed fra hans side. Ved spisebordene var der sværme af hvepse, der angreb vores mad, og der kunne jeg ikke spise. Der gik ikke mange sekunder, før mindst ti var omkring mig, og jeg fik kun kæmpet halvdelen i mig, inden jeg mistede appetitten helt. Jeg kiggede rundt og så en rigtig spansk fyr med hans kæreste, hvor kæresten var lige så forsigtig som mig og dansede rundt mellem bordende for at være i fred, men han daskede dem bare væk helt ligeglad. Det fantastiske var, at han ikke blev stukket - ingen blev stukket! Jeg turde bare ikke løbe risikoen. Lige i nærheden var en indhedning med to kæmpe kæmpe æsler med skiltet 'Animales peligrosos' altså Farlige Dyr, men kæresten gik over og fodrede dem med brød. Lidt efter gik en lille pige også over for at give dem æblestykker, og de spiste lige så forsigtigt, så jeg kan ikke forstå, hvorfor skiltet var der. De virkede ganske harmløse på trods af størrelsen. Kl halv tre var der rovfugleshow. En falkoner kastede kødstykker op i luften, som fuglene greb og spiste, han fik dem til at lande lige ved siden af flere af tilskuerne, og jeg sad et helt perfekt sted til billeder, og flere gange fløj fuglene så tæt på mig, at de landede på mit hoved ganske kort, inden de fløj videre. Kvart i fire gik vi igen. Det gik mest opad, men nu havde vi vænnet os til det, så det gik tjept. En halv time senere stod vi ved udgangen og kunne købe drikkevarer, is og souvenirs. Her sad vi omkring i et kvarter og snakkede, drak osv., inden vi steg om bord på bussen til hjemturen. Vi kom godt ind på Nik, for han havde engang en kæreste fra Danmark og dermed en interesse i den danske kultur og sproget osv. Inden han stod af (som den første, så vi skulle selv finde ud af at stå af det rigtige sted), gik han hen for at give os hånden og håbede at se os igen en dag om det så var i Danmark eller Mallorca.
Vi var rigtig trætte, da vi endelig var tilbage på værelset, så det blev ikke til så meget andet end aftensmad inden sengetid. Jeg tror også, at jeg er blevet gode venner med tjenerne - jeg er den eneste teenager på hotellet (sjovt nok), så to af tjenerne vil gerne snakke (på spansk) og de hjælper med min udtale. Overtjeneren jokede også lidt med mig, og det er opløftende at kunne fungere sammen med lokale. Vi har snart oplevet, hvad vi har lyst til, her på øen, men om noget vil jeg savne at socialisere med tjenerne.
Vi hyggelæste lidt, inden vi gik i seng. Jeg lå længe vågen og hørte min lydbog. Dels var den spændende og dels kunne jeg ikke sove, selvom jeg var træt fysisk helt ind til sjælen. Halv tolv brød helvede løs! Jeg stod op, fordi jeg kunne høre det over stemmen i hovedtelefonerne, og jeg ville se, hvad der foregik. Der foregik, hvad jeg vil kalde en tropisk storm. Vinden var så stærk, at træerne knagede og svajede faretruende tæt på vejene, man kunne næsten tage et brusebad i regnen, og det lynede og tordnede, så himlen blev lyst op fra den ene horisont til den anden. Jeg satte mig næsten på enden, da jeg trådte ud på altanen, for selvom taget gik langt ud over gelænderet, havde der samlet sig nok vand til at dække mine fødder, og stenene var glatte. Jeg sad derude i godt et kvarter med lydbogen i ørerne og sugede stemningen til mig. Historien blev næsten levende derude, mens vinden ruskede op i mit hår og lynene tegnede mønstre på himlen. En tropisk storm burde alle opleve - fra et sikkert sted naturligvis. De rejser hårene på armene og sætter fantasien i gang.
Jeg håber, I alle sammen har det godt!
torsdag den 13. september 2012
Mallorca del 3: Valldemossa
Jeg ved godt, at mine blogindlæg kan blive lidt lange, og det beklager jeg. Jeg skriver meget detaljeret for at jeg blandt selv vil kunne huske det måske 10 år fra nu. Det er jo detaljerne, der kan sende en tilbage. Men jeg tror, at jeg vil prøve at begyndte at give referater først og så skrive romanen bagefter.
Tirsdag havde vi købt billet til en tur til bl.a. Valldemossa og en olivenolie'mølle'. Altså sådan et sted man laver olivenolie. Vi var af sted i omkring 9 timer (havde vi ikke regnet med), og en guide på bussen tilhørende No Frills Excurtions fortalte en hel del om de forskellige byers historie, Mallorcas traditioner og fakta om øens bjerge, indbyggertal osv. Vi så næsten hele vestøen og kørte gennem bjergkæden Sierra de Tramontana. Da vi nåede Valldemossa, bjergbyen, holdte vi i godt tre timer, som vi kunne bruge på frokost, shopping eller fotografering, som vi nu ville. Vi så mandeltræer, oliventræer, appelsintræer og citrontræer og geder og æsler græssende blandt disse i store indhegninger. Det var en fantastisk smuk tur helt ud over alle forventninger.
Og så den lange til dem af jer, der har mod på mere..
Vi stod op begge to kvart over 7, da turen allerede begyndte ti minutter over 9, og jeg insisterer på et morgenbad, inden vi får morgenmad, så jeg ikke på de få billeder af mig har klamt fedtet hår. Vi nåede da godt nok hen til mødestedet (foran hotellet Alcudi-Mar lige om hjørnet til rundkørslen) et kvarter før tid, fordi vi gik for tidligt i frygt for at komme for sent. Men I har allerede hørt mig sige, at spanierne tager tiden lidt som den kommer, og bussen var faktisk over et kvarter forsinket. Men afsted kom vi! Den rare guide Calamina ("Cari")kom ud for at råbe os an, selvom vi ikke var i tvivl. Hun kunne endda sige Godmorgen på dansk, og næsten flydende tysk med de tyske turister, engelsk til resten af bussen og naturligvis spansk med de par spaniere, der også var med. Måske er det et ansætningskrav. Vi kørte langs den nordvestlige bjergkæde Sierra de Tramontana, som følger øen mindst en fjerdedel af kystlinjen. Først fik vi en lang dagsgennemgang af Cari over højtalerne, og så fortsatte hun ellers med at fortælle øens og byernes historie. Der var mange af de gammeldags vandmøller, fordi de er nemt at finde vand, men møllerne samt det ristede landskab mindede mig mere om gammeldags film. Cari fortalte om hendes hjemby, landsbyen Sa Pobla, med 7000 indbyggere - fordi vi kørte igennem. De har åbenbart kun omkrig 60 regndage om året, men når det endelig kommer, kan det blive op til 8 meter. Hvis jeg forstod det rigtigt. De dyrker mest majs, ris, peberfrugter, tomater, vandmelon og kartofler - i år har de høstet hele 24 tons kartofler og importeret det meste af det. Vi kom dernæst til byen Soller, og hun fortalte om blandt andet Dyrenes Dag, hvor de slipper alle dyrene fri på gaderne, går i kirke, laver bål overalt (hun sagde, det ligner efterkrigstider) og at de havde (noget, der lyder som) Shimbomba, hvor de er oppe og synger hele natten sammen. Vi kørte gennem Inca, som er nordens hovedstad. De er kendt for deres lædervarer og har de største markeder på øen. De plejede at handle og var berømte for deres vin, men en engang i starten af 1900 tallet åd alle myggene vindruerne, så de fandt på at lave læder i stedet. Folk kommer strømmende langvejsfra for at arbejde på deres læderfabrikker.
Dernæst kørte vi til landsbyen Selva - den er mindre end Ulstrup, men her foregik olieproduceringen, og vi fik tre kvarters pause til at gå på wc, strække benene og få en 'tour' med detaljeret forklaring på, hvordan de laver alm olie, jomfru olie og ekstra jomfru olie. Det lyder som et helvedes arbejde, og her på øen er oliven mindre end på fastlandet i Spanien, så det tager 5 kg oliven til 1 liter olie mod fastlandets 3½ kg til 1 liter. Det var et imponerende maskineri - simpelt men effektivt og kæmpestort. Selve frugtkødet bruger de så til at gøde jorden med, hvilket jo er fantastisk genbrug. Der var ingen folk i landsbyen, fordi alle arbejdede på læderfabrikkerne i Inca, så det var næsten som at være i en spøgelsesby. Så satte vi kursen mod Sóller og Valldemossa. Disse byer er på hver sin side af Sierra de Tramontana, og vi skulle gennem en tre km lang tunnel gennem bjergene for at komme over på den anden side. På vejen til Sóller så vi marker på marker på marker med mandeltræer, citrustræer og -buske og vindruebuske! Mandeltræerne så noget 'skaldede' ud, altså der var ikke så meget fylde i kronen og de var lidt gullige = modne. Efter markerne kørte vi heeeelt tæt på bjergene. Der var kæmpe klippevægge ikke to meter fra vejen, og selve Sóller var meget rå i det. Her kørte vi også tæt op af både træer, klipper og huse. Tunnelen gennem Sierra de Tramontana var ikke så spændende, men der ventede os et fantastisk syn på den anden side; bjergene og dalene strakte sig foran os. Det var en vild side af naturen, jeg aldrig har set! Der var små landsbyer spredt ud over bjergkanterne, så det nærmest lignede snylteplanter på husmure. Og lige på den anden side af det bagerste bjerg glimtede solen i havet, der gik i ét med den blå himmel. Det var et syn en kunstmaler værdigt! Vejen snoede sig på kryds og tværs mellem bjergene og op og ned de mærkeligste steder. Vi hang halvt ud over en klippevæg, da en anden bus med norske turister kom kørende i modsatte retning, og så måtte vi pænt holde endnu mere ind til siden, mens de kørte forbi. Flere af os sad med hjertet i halsen, da vi kunne kigge direkte ned i vandet. Men chaufføren Juan kørte som en bjergprof, og af sted gik det igen. Bussen viste 27 grader udenfor omkring middag. Jeg lagde mærke til en lille dreng i sædet ved siden af vores. Han var alene sammen med sin mor - han så ud som en skandinaver, mens moren lignede en sydamerikaner med tætkrøllet hår og mørk hud. Han skabte sig slet ikke som europæiske og amerikanske børn gør. Han sad og pludrede med sin mor på spansk, legede med de gammeldags lære-spil med nummer-brikkerne, der skal passe til de nummerformede huller osv. og ellers sov han bare op ad hende. Det var simpelthen så rart at se en unge sidde lige så stille og lege med andet end iPhones og Nintendo. Mormor skulle selvfølgelig i kontakt med ham, hun er jo så vild med små børn. Han fortalte hende (på tysk!), at han var to år og hans navn, men det hørte jeg ikke. Han var virkelig sød! Anyway, vi nåede Valldemossa efter næsten en times bjergkørsel kl 13. Langs vejene var indhegninger med geder og æsler, og vi fik historien om æsler og hestes betydning for byggeriet i bjergene. De har været meget vigtige som læssedyr. Vi parkerede bussen og fik tre timer for os selv. Umiddelbart lød tre timer som en helvedes masse tid, for det var en meget lille og dyr by, fordi der kommer så mange turister, men de fløj faktisk af sted. Først tog Cari os med til et utroligt smukt udkigspunkt, hvor man uden forhindringer kunne skue ud over dalen med bjerge stikkende op til alle sider. Et bøssepar stod der allerede og tog billeder sammen foran udsigten, og de så totalt søde ud! Så fik vi ellers selv travlt med kameraerne. Vi var der ikke ret længe, og så fik vi ellers tidspunkt og beskrivelse i, hvordan vi kommer til parkeringspladsen, inden vi blev sluppet løs. Der var mulighed for at se et munkekloster "Cartuja Monasterio", men det kostede 7 euro bare for at komme ind, så vi gik på opdagelse i stedet. Valldemossa var utrolig smuk, hvor folk havde bjergene i deres baghave, men det var en labyrint at finde rundt i. Vejene var smalle som skovstier, og de gik alle enten stejlt op eller ned. Her lagde jeg mærke til, at spaniere går meget op i deres have og huse - ALLE har blomster overalt om det så er i potter på husmurene eller som hække - i stedet for vores bøgehække eller nålehække har de altså en type blomsterbusk i stedet til at omkranse deres areal. Solen stod direkte over os. Det var trods alt i siesta perioden. Bussen sagde 31 grader kl 16, og jeg tør slet ikke tænke på, hvor varmt der så var mellem der og middag! Vi spiste frokost på en restaurant, Bar Meriendas ("Bar Middagsmad"), og udforskede shoppinggaderne de sidste tyve minutter, hvilket ærgrede os, for der var rigtig meget flot tøj, men der var ikke tid til at prøve det. Vi tog af sted igen 15.45. Vi så igen de mange mandeltræer på tilbagevejen og en masse får, geder og æsler som græssede mellem træerne. Landskabet på Mallorca er generelt tørt på trods af de mange træer og buske. Det har alt sammen en gullig farve på jord og huse. Bjergene var høje nok til at spidserne gik op i skyerne. Vi så kæmpe agaver langs vejkanterne samt bredbladede kaktusser og citrusbuske. Alt vokser lige hvor det vil. Omkring Alcúdia kørte vi forbi en rigtig tyrefægtningsarena og en borg-agtig fæstning, som var en meget velholdt ruin. Vi tror, den var den helt gamle bymur, for der var en rigtig (tør) voldgrav rundt om murene. Den var næsten indtakt og begroet med kravleplanter.
Efter aftensmaden gik vi tur i gaderne mellem Elisa og stranden, hvor der lige pludselig var kommet boder op og dannede gader i sig selv ligesom på en festival. De var alle sammen mere eller mindre ejet af helt sorte mennesker, som vi egentlig ikke havde set så meget til før nu. Unge mænd gik rundt mellem folk på gaderne med det klassiske lyskastende bras og tøjdyr med lyd i, og kvinderne solgte smykker og tøj og satte folks hår i de helt tynde fletninger i forskellige mønstre. Jeg har lidt tænkt for sjov på at få sat mit hår i tynde fletninger (løse - altså ikke fastgjort til hovedbunden!), men jeg tør næsten ikke tænke på, hvad de ville koste, når jeg har så langt hår! Puh ha da. Vi så også en rigtig britisk pub på vejen til stranden, som forresten er helt fantastisk i mørke, hvor de så fodbold og drak øl. Vi skal helt sikkert derned igen på et tidspunkt.
Tirsdag havde vi købt billet til en tur til bl.a. Valldemossa og en olivenolie'mølle'. Altså sådan et sted man laver olivenolie. Vi var af sted i omkring 9 timer (havde vi ikke regnet med), og en guide på bussen tilhørende No Frills Excurtions fortalte en hel del om de forskellige byers historie, Mallorcas traditioner og fakta om øens bjerge, indbyggertal osv. Vi så næsten hele vestøen og kørte gennem bjergkæden Sierra de Tramontana. Da vi nåede Valldemossa, bjergbyen, holdte vi i godt tre timer, som vi kunne bruge på frokost, shopping eller fotografering, som vi nu ville. Vi så mandeltræer, oliventræer, appelsintræer og citrontræer og geder og æsler græssende blandt disse i store indhegninger. Det var en fantastisk smuk tur helt ud over alle forventninger.
Og så den lange til dem af jer, der har mod på mere..
Vi stod op begge to kvart over 7, da turen allerede begyndte ti minutter over 9, og jeg insisterer på et morgenbad, inden vi får morgenmad, så jeg ikke på de få billeder af mig har klamt fedtet hår. Vi nåede da godt nok hen til mødestedet (foran hotellet Alcudi-Mar lige om hjørnet til rundkørslen) et kvarter før tid, fordi vi gik for tidligt i frygt for at komme for sent. Men I har allerede hørt mig sige, at spanierne tager tiden lidt som den kommer, og bussen var faktisk over et kvarter forsinket. Men afsted kom vi! Den rare guide Calamina ("Cari")kom ud for at råbe os an, selvom vi ikke var i tvivl. Hun kunne endda sige Godmorgen på dansk, og næsten flydende tysk med de tyske turister, engelsk til resten af bussen og naturligvis spansk med de par spaniere, der også var med. Måske er det et ansætningskrav. Vi kørte langs den nordvestlige bjergkæde Sierra de Tramontana, som følger øen mindst en fjerdedel af kystlinjen. Først fik vi en lang dagsgennemgang af Cari over højtalerne, og så fortsatte hun ellers med at fortælle øens og byernes historie. Der var mange af de gammeldags vandmøller, fordi de er nemt at finde vand, men møllerne samt det ristede landskab mindede mig mere om gammeldags film. Cari fortalte om hendes hjemby, landsbyen Sa Pobla, med 7000 indbyggere - fordi vi kørte igennem. De har åbenbart kun omkrig 60 regndage om året, men når det endelig kommer, kan det blive op til 8 meter. Hvis jeg forstod det rigtigt. De dyrker mest majs, ris, peberfrugter, tomater, vandmelon og kartofler - i år har de høstet hele 24 tons kartofler og importeret det meste af det. Vi kom dernæst til byen Soller, og hun fortalte om blandt andet Dyrenes Dag, hvor de slipper alle dyrene fri på gaderne, går i kirke, laver bål overalt (hun sagde, det ligner efterkrigstider) og at de havde (noget, der lyder som) Shimbomba, hvor de er oppe og synger hele natten sammen. Vi kørte gennem Inca, som er nordens hovedstad. De er kendt for deres lædervarer og har de største markeder på øen. De plejede at handle og var berømte for deres vin, men en engang i starten af 1900 tallet åd alle myggene vindruerne, så de fandt på at lave læder i stedet. Folk kommer strømmende langvejsfra for at arbejde på deres læderfabrikker.
Dernæst kørte vi til landsbyen Selva - den er mindre end Ulstrup, men her foregik olieproduceringen, og vi fik tre kvarters pause til at gå på wc, strække benene og få en 'tour' med detaljeret forklaring på, hvordan de laver alm olie, jomfru olie og ekstra jomfru olie. Det lyder som et helvedes arbejde, og her på øen er oliven mindre end på fastlandet i Spanien, så det tager 5 kg oliven til 1 liter olie mod fastlandets 3½ kg til 1 liter. Det var et imponerende maskineri - simpelt men effektivt og kæmpestort. Selve frugtkødet bruger de så til at gøde jorden med, hvilket jo er fantastisk genbrug. Der var ingen folk i landsbyen, fordi alle arbejdede på læderfabrikkerne i Inca, så det var næsten som at være i en spøgelsesby. Så satte vi kursen mod Sóller og Valldemossa. Disse byer er på hver sin side af Sierra de Tramontana, og vi skulle gennem en tre km lang tunnel gennem bjergene for at komme over på den anden side. På vejen til Sóller så vi marker på marker på marker med mandeltræer, citrustræer og -buske og vindruebuske! Mandeltræerne så noget 'skaldede' ud, altså der var ikke så meget fylde i kronen og de var lidt gullige = modne. Efter markerne kørte vi heeeelt tæt på bjergene. Der var kæmpe klippevægge ikke to meter fra vejen, og selve Sóller var meget rå i det. Her kørte vi også tæt op af både træer, klipper og huse. Tunnelen gennem Sierra de Tramontana var ikke så spændende, men der ventede os et fantastisk syn på den anden side; bjergene og dalene strakte sig foran os. Det var en vild side af naturen, jeg aldrig har set! Der var små landsbyer spredt ud over bjergkanterne, så det nærmest lignede snylteplanter på husmure. Og lige på den anden side af det bagerste bjerg glimtede solen i havet, der gik i ét med den blå himmel. Det var et syn en kunstmaler værdigt! Vejen snoede sig på kryds og tværs mellem bjergene og op og ned de mærkeligste steder. Vi hang halvt ud over en klippevæg, da en anden bus med norske turister kom kørende i modsatte retning, og så måtte vi pænt holde endnu mere ind til siden, mens de kørte forbi. Flere af os sad med hjertet i halsen, da vi kunne kigge direkte ned i vandet. Men chaufføren Juan kørte som en bjergprof, og af sted gik det igen. Bussen viste 27 grader udenfor omkring middag. Jeg lagde mærke til en lille dreng i sædet ved siden af vores. Han var alene sammen med sin mor - han så ud som en skandinaver, mens moren lignede en sydamerikaner med tætkrøllet hår og mørk hud. Han skabte sig slet ikke som europæiske og amerikanske børn gør. Han sad og pludrede med sin mor på spansk, legede med de gammeldags lære-spil med nummer-brikkerne, der skal passe til de nummerformede huller osv. og ellers sov han bare op ad hende. Det var simpelthen så rart at se en unge sidde lige så stille og lege med andet end iPhones og Nintendo. Mormor skulle selvfølgelig i kontakt med ham, hun er jo så vild med små børn. Han fortalte hende (på tysk!), at han var to år og hans navn, men det hørte jeg ikke. Han var virkelig sød! Anyway, vi nåede Valldemossa efter næsten en times bjergkørsel kl 13. Langs vejene var indhegninger med geder og æsler, og vi fik historien om æsler og hestes betydning for byggeriet i bjergene. De har været meget vigtige som læssedyr. Vi parkerede bussen og fik tre timer for os selv. Umiddelbart lød tre timer som en helvedes masse tid, for det var en meget lille og dyr by, fordi der kommer så mange turister, men de fløj faktisk af sted. Først tog Cari os med til et utroligt smukt udkigspunkt, hvor man uden forhindringer kunne skue ud over dalen med bjerge stikkende op til alle sider. Et bøssepar stod der allerede og tog billeder sammen foran udsigten, og de så totalt søde ud! Så fik vi ellers selv travlt med kameraerne. Vi var der ikke ret længe, og så fik vi ellers tidspunkt og beskrivelse i, hvordan vi kommer til parkeringspladsen, inden vi blev sluppet løs. Der var mulighed for at se et munkekloster "Cartuja Monasterio", men det kostede 7 euro bare for at komme ind, så vi gik på opdagelse i stedet. Valldemossa var utrolig smuk, hvor folk havde bjergene i deres baghave, men det var en labyrint at finde rundt i. Vejene var smalle som skovstier, og de gik alle enten stejlt op eller ned. Her lagde jeg mærke til, at spaniere går meget op i deres have og huse - ALLE har blomster overalt om det så er i potter på husmurene eller som hække - i stedet for vores bøgehække eller nålehække har de altså en type blomsterbusk i stedet til at omkranse deres areal. Solen stod direkte over os. Det var trods alt i siesta perioden. Bussen sagde 31 grader kl 16, og jeg tør slet ikke tænke på, hvor varmt der så var mellem der og middag! Vi spiste frokost på en restaurant, Bar Meriendas ("Bar Middagsmad"), og udforskede shoppinggaderne de sidste tyve minutter, hvilket ærgrede os, for der var rigtig meget flot tøj, men der var ikke tid til at prøve det. Vi tog af sted igen 15.45. Vi så igen de mange mandeltræer på tilbagevejen og en masse får, geder og æsler som græssede mellem træerne. Landskabet på Mallorca er generelt tørt på trods af de mange træer og buske. Det har alt sammen en gullig farve på jord og huse. Bjergene var høje nok til at spidserne gik op i skyerne. Vi så kæmpe agaver langs vejkanterne samt bredbladede kaktusser og citrusbuske. Alt vokser lige hvor det vil. Omkring Alcúdia kørte vi forbi en rigtig tyrefægtningsarena og en borg-agtig fæstning, som var en meget velholdt ruin. Vi tror, den var den helt gamle bymur, for der var en rigtig (tør) voldgrav rundt om murene. Den var næsten indtakt og begroet med kravleplanter.
Efter aftensmaden gik vi tur i gaderne mellem Elisa og stranden, hvor der lige pludselig var kommet boder op og dannede gader i sig selv ligesom på en festival. De var alle sammen mere eller mindre ejet af helt sorte mennesker, som vi egentlig ikke havde set så meget til før nu. Unge mænd gik rundt mellem folk på gaderne med det klassiske lyskastende bras og tøjdyr med lyd i, og kvinderne solgte smykker og tøj og satte folks hår i de helt tynde fletninger i forskellige mønstre. Jeg har lidt tænkt for sjov på at få sat mit hår i tynde fletninger (løse - altså ikke fastgjort til hovedbunden!), men jeg tør næsten ikke tænke på, hvad de ville koste, når jeg har så langt hår! Puh ha da. Vi så også en rigtig britisk pub på vejen til stranden, som forresten er helt fantastisk i mørke, hvor de så fodbold og drak øl. Vi skal helt sikkert derned igen på et tidspunkt.
mandag den 10. september 2012
Mallorca del 2: Robinson
Jeg har allerede nået at blotte mig for naboerne! Men hver historie til sin tid - bare vid, at jeg var ved at dø af flovhed..
Okay, så da vi kom tilbage fra poolen i går, lå der en seddel foran døren med besked om, at der om aftenen ville være rigtig fiesta med levende musik nede ved baren. Vi gik og glædede os til det, men det viste sig egentlig at være en enkelt mand med en elguitar, som sang hele aftenen. Så mormor og jeg holdt vores egen lille fiesta i stedet. Vi fik en ret uinteressant kyllingesuppe til forret, 'sirloin' steak til hovedret som jeg fik bestilt ekstra rød til mig selv (poco hecho) og lidt is til dessert. Portionerne er stadig overvældende. Vi besluttede os for at gøre det lidt fint, så mormor fik rødvin og jeg bestilte et lækkert (og dyrt) glas sangria. Det var en ordentlig kande, jeg fik serveret, og der var masser af frugtstykker i. Det smagte, som om der både var rødvin og vodka i, så da jeg fik drukket det sidste, var jeg ikke helt ædru mere. Gennem hele aftenen blev vi angrebet af den ene myg efter den anden - gerne i grupper. Jeg tæller mine myggestik med jævne mellemrum og jeg vil prøve at huske at skrive det endelige tal sidst på ugen. I løbet af middagen kom en lille dreng fra nabobordet og viste sin hånd for os - han havde en stor klump bandage på og støtte på sin ene finger. Vi kunne ikke helt bestemme os for deres sprog.. alt fra italiensk til svensk blev foreslået mellem os selv. Brødet, der bliver sat på bordet inden forretterne, er populært blandt børnene at smide i floden ikke ti meter fra os, hvor der var flokkevis af sorte ænder (spørg mig ikke hvilken slags fugl, det var). Da nabobordets brød var brugt op, satte vi vores kurv frem til dem, og det var virkelig en fryd at kigge på dem. Det virker ikke så længe siden, da jeg selv var så foderentusiastisk. Tilbage ved halv 22 tiden, lagde vi os i sengen og læste stille og roligt, inden vi gik i seng. Det var en rigtig hyggelig måde, at slutte dagen på.
Vi står begge op inden kl 8 hver morgen, så vi ikke går glip af spontane udflugter. De begynder tidligt her. Vi har nogle altan-naboer, som er rigtig søde, og vi hilser på hinanden hver morgen. Blandt andet en midaldrende mand to altaner til venstre greb mig i at tage tidlige morgenbilleder den første dag. Nede ved morgenbuffeten har vi også mødt to andre søde mennesker, Anette og hendes 82-årige mor, som havde været der et par dage før os, så de havde luret systemet og de små smuthuller her. Startour afholder, som I ved, udflugter med guides, men vi var overraskede over priserne - de fleste spændende ting koster minimum 40 euro og kan komme helt op på 57 euro. Anette og moren fortalte os dog, at ved rundkørselen et par hundrede meter fra hotellet er der et spansk bureau, som også sender på udflugter. Det er lidt forskelligt, hvad de inkluderer, men det er næsten halv pris! Desuden sagde de, at nede på stranden er der en badebro, hvor en stander står, og her holder et helt tredje bureau til, som bare sejler med folk på forskellige ture og varigheder. Vi er dem evigt taknemmelige. Vi besluttede os for oprindeligt at gå ned og se, hvilke ture, strandbureauet havde, men vi gik ind på rundkørselbureauet først. Dette bureau hedder No Frills Excurtions. Det er både udflugt-bureau og biludlejning. Her sad en sød kvinde, som kunne både flydende spansk, tysk og engelsk! (Tro mig, det er meget sjældent man møder en tysktalende spansker eller bare en som snakker nogenlunde engelsk!) Hun fortalte, at vi skulle komme til hende dagen inden, der bliver afholdt den udflugt, vi gerne vil på, og så kan vi købe billetten, og hun fortæller os, hvor vi skal dukke op hvornår. Jeg vil rigtig gerne se bjergbyen Valdemossa, og der bliver arrangeret en om tirsdagen. Det er en kombineret tur, hvor vi også kan se olivenolie 'møller'. Vi købte bare billetten med det samme. Der bliver holdt en masse andre spændende ting, og jeg tvivler på, at vi overhovedet får brugt Startours ture. Stranden var rigtig flot! Kridhvid sand og turkis vand så langt øjet rækker. Det er en meget børnevenlig strand, man skal langt ud, for ikke at bunde, og hvis man kigger efter, kan man se stimevis af små fisk, der glimter lige under vandoverfladen. Da vi ikke havde mulighed for at melde os til en tur i dag (vi skulle jo melde os til dagen før), kiggede vi ovre ved strandbureauet. Hvad vi lige kunne spotte umiddelbart, var der en tur på 3½ time, 4 timer og 5 timer. Vi syntes begge, at 5 timer er for længe, og den på 4 timer inkluderer en time på en strand et stykke herfra, og det var vi heller ikke interesseret i, så det blev turen på 3½ time. Damen ved standeren sagde dog, at den godt kunne tage omkring en halv time længere - spaniere er jo ikke så hys med tiderne. Båden, ved navn Robinson, sejlede kvart i 12, så det gav os omkring fem kvarter at rende tilbage og klæde om. Der skulle også være mulighed for omkring 20 minutters badning, så vi ville være forberedte til, hvis vi nu fik lyst. Båden kom perfekt til tiden, og vi gik om bord via en meget ustabil gangbro. Vi fandt hurtigt siddepladser helt ude ved siden, så jeg kunne få nogle gode billeder. Først da båden sejlede mod en badebro en kilometer fra vores strand, gik det op for os, at vi ingen ide havde om, hvad vores strand hed! Jeg syntes at have set navnet Formentor et sted på standeren, men det kunne jo lige så godt være bureauets navn! Men vi lænede os tilbage og ville ikke tænke på det, før det var op over. Turen var fantastisk! Jeg tror, der har været 30-32 grader hele dagen (føltes som 40!), men mens vi sejlede, blev vi blæst godt i gennem. Vi sejlede langs kysten -eller, hvad der ville have været en kyst. Der var bjerge hele vejen, og de gik HELT ned til vandet. Det var faktisk bare ligesom enorme klippeblokke placeret tilfældigt i vandet. Farverne var smukke og stod i skarp kontrast til hinanden. Vi kunne lige netop ane bjergene på den anden side af havet. Vi sejlede i, hvad der føltes som en evighed. I mens gik halvdelen af bådens passagerer rundt for at tage billeder og stod alle i vejen for hinanden - og mig! Det var squ irriterende! Båden sejlede halvvejs ind i huler, der havde dannet sig i klippeformationerne, hvilket var en fed overraskelse. Mormor og jeg sad på andenforreste række til højre lige bag ved et rart tysk ægtepar, som jeg havde nogle hyggelige samtaler med - på tysk naturligvis. Man skal vel øve sig. Vi stoppede efter omkring to timers sejlads lidt ud for en by midt inde mellem bjergene, så folk kunne få lov til at bade. Desværre havde vi kun tyve minutter. Jeg havde netop overtalt mig selv til at hoppe i, da hornet lød. Øv! Det så rigtig lækkert ud, vandet - totalt turkisblåt og garanteret langt over 5 meter dybt, men vi kunne stadig se bunden - og en masse fisk, der svømmede rundt og glitrede, når solen ramte. Sejlturen tilbage tog ikke nær så lang tid som turen ud. Det tog godt to timer derud, men på vej tilbage sejlede vi bare fugleflugt tilbage i stedet for langs kysten. Blæsten var langt kraftigere og bølgerne højere. Ofte blev mormor og jeg ramt af skumsprøjt fra siden, når skibet bare pløjede sig igennem. En enkelt gang ramte skibet så nøjagtigt ind i en bølge, at den blev kastet op over førerhuset på øverste dæk, og det lignede en ren tsunamibølge, da den ramte og gennemblødte alle om de så sad midtfor eller ude i siderne! Det var en fantastisk at høre alle damerne klukke af fryd og fnise som helt unge teenage piger! Det kan nok anbefales som rystesammentur, sådan en sejltur, for bølgen bragte alle tættere sammen. Stemningen var rigtig god! Vi kom faktisk først i land en halv time / tre kvarter efter tidsplanen. Vi var altså ude at sejle i mere end fire timer, og jeg kan rigtig godt lide ved spanierne, at de ikke er så hys med tiden. Alt er bare mere afslappet. Da jeg svang rygsækken over skuldrene, kunne jeg godt mærke lidt svie, men det helt store chok ventede, da jeg tog al mit svedige tøj af hjemme på værelset. Mormor havde smurt mig gavmildt ind i solcreme på ryggen og skuldrene, men enten havde solen toastet det væk, eller også havde vi overset et par steder. Mine underarme har fået en flot brun farve, men overarmene er har fået et underligt mønster pga den ujævne solcreme, og min tyrenakke og brystet er krabberødt og solskoldet! Kort sagt ligner jeg et farvekort fra Ghana.
Vi var godt svedige, da vi nåede tilbage til værelset ved 17 tiden. Vi havde været ved købmanden efter rugbrød (ja, det er rigtigt!) og lidt pålæg og snacks til at tage med på turen i morgen på tilbagevejen, og vi fik lidt at spise, inden vi besluttede os at vaske vores klamsvedige kroppe i poolen. Det blev en god lang svømmetur, hvor mormor måtte indrømme for sig selv, at hun ikke er helt ung længere (fnis). Men det var rigtig lækkert. Vandet hernede er generelt slet ikke som i Danmark, og jeg skal helt sikkert ud at bade i havet ved førstgivne lejlighed. Vi fik en sød badeven, en lille tysk dreng, som var meget begejstret ved ikke at være den eneste i vandet længere. Efter svømmeturen tager jeg direkte tilbage på værelset for at skylle kloret og det salt, der nu engang stadig sad på mig (jeg sværger, da vi gik i land igen, havde jeg saltskolder over alt på kroppen!). Da jeg fik duppet mig tør, ville jeg hænge håndklæderne ud på altanen for at tørre, for der hænger tørresnore. Jeg ville ikke tage tøj på pga min solskoldninger, og jeg havde taget en godt lag creme på mod det. Jeg tænkte ikke på, at nogle af naboerne kunne være hjemme, fordi folk plejer at bade, gå tur eller være på udflugt på det tidspunkt, men da jeg splitterravendehansjørgen står på altanen og hænger håndklæderne til tørre og vender mig for at gå ind igen, sidder manden fra morgenerne og kigger med åben mund. Han får heldigvis hurtigt kigget ned i bordet, da jeg ser ham. Men hvor var jeg flov! Jeg ved ikke, hvor den nøgen-naturlighed kom fra.
Ved 19.30 tiden gik vi ned til aftensmad. Jeg tog det tøj på, med de længste ærmer i min kuffert for ligesom at værne mod myggene. Det var nok alligevel ikke så effektivt. Det føltes som om de holdt gilde ved mine skinneben. Vi bestilte tunsalat, søtunge og 'flan' (æggekaramelbudding) til mormor og alm blandet salat, stegte blæksprutteringe og 'flan' til mig. Vi prøvet at smage noget nyt hver dag, selvom den blandede salat er den mest appetitvækkende for mig. Vi får jo hver aften en menu, hvor vi kan vælge mad fra, og det står på engelsk, tysk, svensk og spansk, og det er faktisk vældig rart at kunne ty sig til de andre sprog, for nogle af de engelske ord kender jeg ikke. Mormors schnitzel fra første aften genkendte jeg fra tysk, og hendes søtunge så jeg på svensk. Og så det engelske 'hake'. Hvem ved hvad 'hake' er? Der stod noget ulæseligt på tysk og 'kummel' på svensk. Det viser sig at være kulmule, da jeg slog det op i ordbogen tilbage på værelset. Jeg tror godt, at tjenerne har luret, at jeg forstår det spanske, for de fletter efterhånden spansk ind i vores samtaler. Jeg støtter mig stadig til engelsk, men ellers foregår det hovedsageligt på spansk. Det er rigtig hyggeligt, og jeg elsker den måde de udtaler ordene og deres tykke accent. Og de er squ så venlige alle sammen!
Da vi kom tilbage til værelset ved 21 tiden, så jeg et lille bitte firben på væggen foran vores værelse! Jeg fik en masse billeder af den, og den var så sød! Der lå der en seddel ved døren igen - denne gang en invitation til frokost på torsdag kl 13. Vi skal melde os til på forhånd om vi kommer, for de vil lave paella til alle hotellets gæster,og det er selvfølgelig meget rart at vide, hvor mange, der kommer.
Siden har vi bare hygget os. Jeg glæder mig til Valdemossa i morgen!
Godnat alle sammen.
Okay, så da vi kom tilbage fra poolen i går, lå der en seddel foran døren med besked om, at der om aftenen ville være rigtig fiesta med levende musik nede ved baren. Vi gik og glædede os til det, men det viste sig egentlig at være en enkelt mand med en elguitar, som sang hele aftenen. Så mormor og jeg holdt vores egen lille fiesta i stedet. Vi fik en ret uinteressant kyllingesuppe til forret, 'sirloin' steak til hovedret som jeg fik bestilt ekstra rød til mig selv (poco hecho) og lidt is til dessert. Portionerne er stadig overvældende. Vi besluttede os for at gøre det lidt fint, så mormor fik rødvin og jeg bestilte et lækkert (og dyrt) glas sangria. Det var en ordentlig kande, jeg fik serveret, og der var masser af frugtstykker i. Det smagte, som om der både var rødvin og vodka i, så da jeg fik drukket det sidste, var jeg ikke helt ædru mere. Gennem hele aftenen blev vi angrebet af den ene myg efter den anden - gerne i grupper. Jeg tæller mine myggestik med jævne mellemrum og jeg vil prøve at huske at skrive det endelige tal sidst på ugen. I løbet af middagen kom en lille dreng fra nabobordet og viste sin hånd for os - han havde en stor klump bandage på og støtte på sin ene finger. Vi kunne ikke helt bestemme os for deres sprog.. alt fra italiensk til svensk blev foreslået mellem os selv. Brødet, der bliver sat på bordet inden forretterne, er populært blandt børnene at smide i floden ikke ti meter fra os, hvor der var flokkevis af sorte ænder (spørg mig ikke hvilken slags fugl, det var). Da nabobordets brød var brugt op, satte vi vores kurv frem til dem, og det var virkelig en fryd at kigge på dem. Det virker ikke så længe siden, da jeg selv var så foderentusiastisk. Tilbage ved halv 22 tiden, lagde vi os i sengen og læste stille og roligt, inden vi gik i seng. Det var en rigtig hyggelig måde, at slutte dagen på.
Vi står begge op inden kl 8 hver morgen, så vi ikke går glip af spontane udflugter. De begynder tidligt her. Vi har nogle altan-naboer, som er rigtig søde, og vi hilser på hinanden hver morgen. Blandt andet en midaldrende mand to altaner til venstre greb mig i at tage tidlige morgenbilleder den første dag. Nede ved morgenbuffeten har vi også mødt to andre søde mennesker, Anette og hendes 82-årige mor, som havde været der et par dage før os, så de havde luret systemet og de små smuthuller her. Startour afholder, som I ved, udflugter med guides, men vi var overraskede over priserne - de fleste spændende ting koster minimum 40 euro og kan komme helt op på 57 euro. Anette og moren fortalte os dog, at ved rundkørselen et par hundrede meter fra hotellet er der et spansk bureau, som også sender på udflugter. Det er lidt forskelligt, hvad de inkluderer, men det er næsten halv pris! Desuden sagde de, at nede på stranden er der en badebro, hvor en stander står, og her holder et helt tredje bureau til, som bare sejler med folk på forskellige ture og varigheder. Vi er dem evigt taknemmelige. Vi besluttede os for oprindeligt at gå ned og se, hvilke ture, strandbureauet havde, men vi gik ind på rundkørselbureauet først. Dette bureau hedder No Frills Excurtions. Det er både udflugt-bureau og biludlejning. Her sad en sød kvinde, som kunne både flydende spansk, tysk og engelsk! (Tro mig, det er meget sjældent man møder en tysktalende spansker eller bare en som snakker nogenlunde engelsk!) Hun fortalte, at vi skulle komme til hende dagen inden, der bliver afholdt den udflugt, vi gerne vil på, og så kan vi købe billetten, og hun fortæller os, hvor vi skal dukke op hvornår. Jeg vil rigtig gerne se bjergbyen Valdemossa, og der bliver arrangeret en om tirsdagen. Det er en kombineret tur, hvor vi også kan se olivenolie 'møller'. Vi købte bare billetten med det samme. Der bliver holdt en masse andre spændende ting, og jeg tvivler på, at vi overhovedet får brugt Startours ture. Stranden var rigtig flot! Kridhvid sand og turkis vand så langt øjet rækker. Det er en meget børnevenlig strand, man skal langt ud, for ikke at bunde, og hvis man kigger efter, kan man se stimevis af små fisk, der glimter lige under vandoverfladen. Da vi ikke havde mulighed for at melde os til en tur i dag (vi skulle jo melde os til dagen før), kiggede vi ovre ved strandbureauet. Hvad vi lige kunne spotte umiddelbart, var der en tur på 3½ time, 4 timer og 5 timer. Vi syntes begge, at 5 timer er for længe, og den på 4 timer inkluderer en time på en strand et stykke herfra, og det var vi heller ikke interesseret i, så det blev turen på 3½ time. Damen ved standeren sagde dog, at den godt kunne tage omkring en halv time længere - spaniere er jo ikke så hys med tiderne. Båden, ved navn Robinson, sejlede kvart i 12, så det gav os omkring fem kvarter at rende tilbage og klæde om. Der skulle også være mulighed for omkring 20 minutters badning, så vi ville være forberedte til, hvis vi nu fik lyst. Båden kom perfekt til tiden, og vi gik om bord via en meget ustabil gangbro. Vi fandt hurtigt siddepladser helt ude ved siden, så jeg kunne få nogle gode billeder. Først da båden sejlede mod en badebro en kilometer fra vores strand, gik det op for os, at vi ingen ide havde om, hvad vores strand hed! Jeg syntes at have set navnet Formentor et sted på standeren, men det kunne jo lige så godt være bureauets navn! Men vi lænede os tilbage og ville ikke tænke på det, før det var op over. Turen var fantastisk! Jeg tror, der har været 30-32 grader hele dagen (føltes som 40!), men mens vi sejlede, blev vi blæst godt i gennem. Vi sejlede langs kysten -eller, hvad der ville have været en kyst. Der var bjerge hele vejen, og de gik HELT ned til vandet. Det var faktisk bare ligesom enorme klippeblokke placeret tilfældigt i vandet. Farverne var smukke og stod i skarp kontrast til hinanden. Vi kunne lige netop ane bjergene på den anden side af havet. Vi sejlede i, hvad der føltes som en evighed. I mens gik halvdelen af bådens passagerer rundt for at tage billeder og stod alle i vejen for hinanden - og mig! Det var squ irriterende! Båden sejlede halvvejs ind i huler, der havde dannet sig i klippeformationerne, hvilket var en fed overraskelse. Mormor og jeg sad på andenforreste række til højre lige bag ved et rart tysk ægtepar, som jeg havde nogle hyggelige samtaler med - på tysk naturligvis. Man skal vel øve sig. Vi stoppede efter omkring to timers sejlads lidt ud for en by midt inde mellem bjergene, så folk kunne få lov til at bade. Desværre havde vi kun tyve minutter. Jeg havde netop overtalt mig selv til at hoppe i, da hornet lød. Øv! Det så rigtig lækkert ud, vandet - totalt turkisblåt og garanteret langt over 5 meter dybt, men vi kunne stadig se bunden - og en masse fisk, der svømmede rundt og glitrede, når solen ramte. Sejlturen tilbage tog ikke nær så lang tid som turen ud. Det tog godt to timer derud, men på vej tilbage sejlede vi bare fugleflugt tilbage i stedet for langs kysten. Blæsten var langt kraftigere og bølgerne højere. Ofte blev mormor og jeg ramt af skumsprøjt fra siden, når skibet bare pløjede sig igennem. En enkelt gang ramte skibet så nøjagtigt ind i en bølge, at den blev kastet op over førerhuset på øverste dæk, og det lignede en ren tsunamibølge, da den ramte og gennemblødte alle om de så sad midtfor eller ude i siderne! Det var en fantastisk at høre alle damerne klukke af fryd og fnise som helt unge teenage piger! Det kan nok anbefales som rystesammentur, sådan en sejltur, for bølgen bragte alle tættere sammen. Stemningen var rigtig god! Vi kom faktisk først i land en halv time / tre kvarter efter tidsplanen. Vi var altså ude at sejle i mere end fire timer, og jeg kan rigtig godt lide ved spanierne, at de ikke er så hys med tiden. Alt er bare mere afslappet. Da jeg svang rygsækken over skuldrene, kunne jeg godt mærke lidt svie, men det helt store chok ventede, da jeg tog al mit svedige tøj af hjemme på værelset. Mormor havde smurt mig gavmildt ind i solcreme på ryggen og skuldrene, men enten havde solen toastet det væk, eller også havde vi overset et par steder. Mine underarme har fået en flot brun farve, men overarmene er har fået et underligt mønster pga den ujævne solcreme, og min tyrenakke og brystet er krabberødt og solskoldet! Kort sagt ligner jeg et farvekort fra Ghana.
Vi var godt svedige, da vi nåede tilbage til værelset ved 17 tiden. Vi havde været ved købmanden efter rugbrød (ja, det er rigtigt!) og lidt pålæg og snacks til at tage med på turen i morgen på tilbagevejen, og vi fik lidt at spise, inden vi besluttede os at vaske vores klamsvedige kroppe i poolen. Det blev en god lang svømmetur, hvor mormor måtte indrømme for sig selv, at hun ikke er helt ung længere (fnis). Men det var rigtig lækkert. Vandet hernede er generelt slet ikke som i Danmark, og jeg skal helt sikkert ud at bade i havet ved førstgivne lejlighed. Vi fik en sød badeven, en lille tysk dreng, som var meget begejstret ved ikke at være den eneste i vandet længere. Efter svømmeturen tager jeg direkte tilbage på værelset for at skylle kloret og det salt, der nu engang stadig sad på mig (jeg sværger, da vi gik i land igen, havde jeg saltskolder over alt på kroppen!). Da jeg fik duppet mig tør, ville jeg hænge håndklæderne ud på altanen for at tørre, for der hænger tørresnore. Jeg ville ikke tage tøj på pga min solskoldninger, og jeg havde taget en godt lag creme på mod det. Jeg tænkte ikke på, at nogle af naboerne kunne være hjemme, fordi folk plejer at bade, gå tur eller være på udflugt på det tidspunkt, men da jeg splitterravendehansjørgen står på altanen og hænger håndklæderne til tørre og vender mig for at gå ind igen, sidder manden fra morgenerne og kigger med åben mund. Han får heldigvis hurtigt kigget ned i bordet, da jeg ser ham. Men hvor var jeg flov! Jeg ved ikke, hvor den nøgen-naturlighed kom fra.
Ved 19.30 tiden gik vi ned til aftensmad. Jeg tog det tøj på, med de længste ærmer i min kuffert for ligesom at værne mod myggene. Det var nok alligevel ikke så effektivt. Det føltes som om de holdt gilde ved mine skinneben. Vi bestilte tunsalat, søtunge og 'flan' (æggekaramelbudding) til mormor og alm blandet salat, stegte blæksprutteringe og 'flan' til mig. Vi prøvet at smage noget nyt hver dag, selvom den blandede salat er den mest appetitvækkende for mig. Vi får jo hver aften en menu, hvor vi kan vælge mad fra, og det står på engelsk, tysk, svensk og spansk, og det er faktisk vældig rart at kunne ty sig til de andre sprog, for nogle af de engelske ord kender jeg ikke. Mormors schnitzel fra første aften genkendte jeg fra tysk, og hendes søtunge så jeg på svensk. Og så det engelske 'hake'. Hvem ved hvad 'hake' er? Der stod noget ulæseligt på tysk og 'kummel' på svensk. Det viser sig at være kulmule, da jeg slog det op i ordbogen tilbage på værelset. Jeg tror godt, at tjenerne har luret, at jeg forstår det spanske, for de fletter efterhånden spansk ind i vores samtaler. Jeg støtter mig stadig til engelsk, men ellers foregår det hovedsageligt på spansk. Det er rigtig hyggeligt, og jeg elsker den måde de udtaler ordene og deres tykke accent. Og de er squ så venlige alle sammen!
Da vi kom tilbage til værelset ved 21 tiden, så jeg et lille bitte firben på væggen foran vores værelse! Jeg fik en masse billeder af den, og den var så sød! Der lå der en seddel ved døren igen - denne gang en invitation til frokost på torsdag kl 13. Vi skal melde os til på forhånd om vi kommer, for de vil lave paella til alle hotellets gæster,og det er selvfølgelig meget rart at vide, hvor mange, der kommer.
Siden har vi bare hygget os. Jeg glæder mig til Valdemossa i morgen!
Godnat alle sammen.
søndag den 9. september 2012
Mallorca del 1: Rejsen
Nu er vi halvvejs gennem dag 1, og hvor har der allerede været gang i den! Vi holder siesta lige nu, så mormor er gået ned til poolen, mens jeg opdaterer jer andre. Og far, kameraet er stadig indtakt og i min varetægt!
Jeg havde jo overnattet i Ebeltoft dagen inden afrejsen, så vi stod sammen op og gjorde os klar osv. Kvart over 10 kørte morfar os til musikhuset i Århus gennem en rå labyrint af vejarbejde. Vi stod på lufthavnsbussen og kørte lidt i 12 og var dernede halvanden time efter, 10 minutter inden vi skulle være der. Vi fik tjekket baggagen ind, gik gennem kontrollen og satte os så i det store venteareal. Mormor begyndte hurtigt at kede sig, så hun gik lidt rundt for at kigge på de mange butikker. Pludselig kommer hun tilbage med en kæmpe håndfuld små chokolader, hun havde storhamstret fra en smagsprøvebod - og så gik hun bare igen. Omkring en halv time inden flyet lettede, kunne vi komme til gaten, og ikke ti minutter efter kunne vi stige ombord. Vi blev modtaget af smil - og en lille bitte toblerone. Turen tog knap 3 timer, men det er lang tid, når den klassiske lille-dreng-bag-sig-sidder-og-sparker-på-ryggen-af-ens-sæde-HELE-turen-igennem situation opstår. Mange mennesker kalder mig tålmodig, og derfor prøvede jeg at beherske mig, men det var godt nok en prøvelse! Jeg læste på startours hjemmeside, at en guide kommer og sætter os på en bus til vores hotel, men da vi kom ud fra baggagebåndene, stod der kun fremmede guider - altså fra alle andre bureauer end startour. Vi gik lidt frustrerede frem og tilbage, og endte med at spørge en fra informationen. Han pegede os mod gaten ved siden af, men mormor stod opgivende tilbage. Jeg ville dog lige kigge for en sikkerheds skyld, og minsandten om ikke en dame stod med startourskilt fremme? Jeg forsøgte mig forsigtigt med lidt amatørspansk: øøøh, eres de Startour? øøøh vas a Alcúdia?
Og mon ikke damen udbryder på klingende sjællandsk: Jo vi er fra Startour? Jo da! Hvor skal du hen? Du skal bare fortsætte udenfor og så står en kollega og venter på jer!
Super. pinligt. Så jeg hentede mormor og vi fik anvist den rigtige bus. Her fik vi en brochure med informationer om udflugter, spisesteder og om Startours servicer. Derudover skulle jeg have modtaget en sms fra bureauet, men da jeg kiggede efter, opdagede jeg, at min mobils tastatursprog og -system var ændret til kinesisk! Jeg har absolut ingen ide om, hvorfor, for jeg har ikke trykket på noget - kun slukket den under flyturen! Jeg kan godt skrive på den, men det er squ svært! Busturen tog omkring en time, men det var en meget lille time: gennem hele turen så vi bjerge, solnedgangen og palmer! Naturen og vejret var fantastisk omend det var en smule fugtigt. Vi sad i bus med en del danskere, som skulle til andre hoteller, men mormor og jeg blev sat af som de første på vores hotel Elisa. En receptionist kom ud for at lede os over på den anden side af vejen, hvor receptionen og restauranten var. Hele boligkomplekset var op den anden side. Vi fik nøgle og instruktioner, og gik spændte op for at se vores værelse. Vi bor på 1. etage (øverste etage) med udsigt over en flod og masser af palmetræer. Rummet var køligt (og er det stadig, så jeg går ud fra at de har aircondition). Det var en helt fantastisk følelse at kunne smide skoene og pakke ud! Og lad mig hilse og sige, at det er virkelig lækre forhold! Vi havde spist en lille skaldet portion mad på flyet som havde kostet en bondegård, men der var minsandten også aftensmad til os, som ventede inde i restauranten! Vi satte os udenfor for at nyde udsigten, og vi havde en meget venligt tjener med tyk accent og let til smil. Vi får altså tre KÆMPE retter mad hver aften med frit valg mellem omkring 10 forretter, 10 hovedretter og 8 desserter. Cirka. Jeg skal nok sætte billeder op engang, for I vil ikke tro på, hvis jeg fortæller hvor store portionerne er! Og så gik vi ellers op på værelset igen. Det var ved at være sent.
Idag, søndag, har vi været på markedet i den gamle bydel. Først stod vi op til en mellemgod morgenbuffet og spurgte ellers i receptionen efter det lovede informations/velkomstmøde, men hun henviste os bare til en mappe ved et bord længere henne. Her stod et tidspunkt og et fremmed hotel, som skulle ligge 'lige om hjørnet'. Det viser sig at 'hjørnet' befinder sig 300 meter frem til et lyskryds, så til højre og godt 700 meter længere fremme. Jeg kan ikke sige så meget om mødet. Vi dukkede kun omkring 15 personer op, og der var begrænsede informationer, men jeg har i det mindste styr på, hvor vi kan stå på bussen, når vi skal steder hen, og hvor vi kan købe billetter til udflugter. Vi besluttede os for bare at tage direkte til markedet, for busstoppestedet var kun en spytklat derfra. Her fik vi lidt forvirret kigget på skiltet med tider og steder, men så kom en ældre britisk dame hen til os og spurgte til bussen. Vi vidste jo så meget som hun gjorde, så vi faldt bare i snak. Hun var kommet med sin mand i forgårs men på et underligt tidspunkt og missede noget søvn, så idag var også deres første officielle dag. De skulle også til markedet, så vi støttede hinanden på busturen og fulgtes ellers ad hele turen i gennem. De var vældig søde! Og vi fik også lært hinanden godt at kende: de hedder Audrey og David og kommer faktisk fra Bristol, hvor vi har familie! Hun fik fjernet det ene bryst efter brystkræft (vi kiggede på sportsbh'er, og derfor fik jeg historien) og senere fandt jeg ud af, at David var både døv og gik med plastikfod efter en motorcykelulykke i min alder! Jeg havde ellers slet ikke fattet mistanke med hans hørelse! Han må jo have læst læber så. Vi var der godt to timer, inden Audrey og David ville tilbage til frokost, og mormor og jeg ville gerne tilbage til hotellet for at slappe af - SIESTA! Jeg fik taget en masse stemningsbilleder (jeg passede RIGTIG godt på kameraet!) og nu vil jeg egentlig bare ned til poolen til mormor. Jeg ved ikke, hvad vi finder på. Måske tager vi senere ned til stranden. I morgen skal vi sikkert på udflugt. Vi finder ud af det efterhånden. Jeg håber I andre har det godt! Åh ja, inden jeg glemmer det - der er lige knap 30 grader (perfekt) og absolut udholdeligt at håndtere - så må I tygge lidt på den, I stakler i kolde Danmark ;)
Jeg havde jo overnattet i Ebeltoft dagen inden afrejsen, så vi stod sammen op og gjorde os klar osv. Kvart over 10 kørte morfar os til musikhuset i Århus gennem en rå labyrint af vejarbejde. Vi stod på lufthavnsbussen og kørte lidt i 12 og var dernede halvanden time efter, 10 minutter inden vi skulle være der. Vi fik tjekket baggagen ind, gik gennem kontrollen og satte os så i det store venteareal. Mormor begyndte hurtigt at kede sig, så hun gik lidt rundt for at kigge på de mange butikker. Pludselig kommer hun tilbage med en kæmpe håndfuld små chokolader, hun havde storhamstret fra en smagsprøvebod - og så gik hun bare igen. Omkring en halv time inden flyet lettede, kunne vi komme til gaten, og ikke ti minutter efter kunne vi stige ombord. Vi blev modtaget af smil - og en lille bitte toblerone. Turen tog knap 3 timer, men det er lang tid, når den klassiske lille-dreng-bag-sig-sidder-og-sparker-på-ryggen-af-ens-sæde-HELE-turen-igennem situation opstår. Mange mennesker kalder mig tålmodig, og derfor prøvede jeg at beherske mig, men det var godt nok en prøvelse! Jeg læste på startours hjemmeside, at en guide kommer og sætter os på en bus til vores hotel, men da vi kom ud fra baggagebåndene, stod der kun fremmede guider - altså fra alle andre bureauer end startour. Vi gik lidt frustrerede frem og tilbage, og endte med at spørge en fra informationen. Han pegede os mod gaten ved siden af, men mormor stod opgivende tilbage. Jeg ville dog lige kigge for en sikkerheds skyld, og minsandten om ikke en dame stod med startourskilt fremme? Jeg forsøgte mig forsigtigt med lidt amatørspansk: øøøh, eres de Startour? øøøh vas a Alcúdia?
Og mon ikke damen udbryder på klingende sjællandsk: Jo vi er fra Startour? Jo da! Hvor skal du hen? Du skal bare fortsætte udenfor og så står en kollega og venter på jer!
Super. pinligt. Så jeg hentede mormor og vi fik anvist den rigtige bus. Her fik vi en brochure med informationer om udflugter, spisesteder og om Startours servicer. Derudover skulle jeg have modtaget en sms fra bureauet, men da jeg kiggede efter, opdagede jeg, at min mobils tastatursprog og -system var ændret til kinesisk! Jeg har absolut ingen ide om, hvorfor, for jeg har ikke trykket på noget - kun slukket den under flyturen! Jeg kan godt skrive på den, men det er squ svært! Busturen tog omkring en time, men det var en meget lille time: gennem hele turen så vi bjerge, solnedgangen og palmer! Naturen og vejret var fantastisk omend det var en smule fugtigt. Vi sad i bus med en del danskere, som skulle til andre hoteller, men mormor og jeg blev sat af som de første på vores hotel Elisa. En receptionist kom ud for at lede os over på den anden side af vejen, hvor receptionen og restauranten var. Hele boligkomplekset var op den anden side. Vi fik nøgle og instruktioner, og gik spændte op for at se vores værelse. Vi bor på 1. etage (øverste etage) med udsigt over en flod og masser af palmetræer. Rummet var køligt (og er det stadig, så jeg går ud fra at de har aircondition). Det var en helt fantastisk følelse at kunne smide skoene og pakke ud! Og lad mig hilse og sige, at det er virkelig lækre forhold! Vi havde spist en lille skaldet portion mad på flyet som havde kostet en bondegård, men der var minsandten også aftensmad til os, som ventede inde i restauranten! Vi satte os udenfor for at nyde udsigten, og vi havde en meget venligt tjener med tyk accent og let til smil. Vi får altså tre KÆMPE retter mad hver aften med frit valg mellem omkring 10 forretter, 10 hovedretter og 8 desserter. Cirka. Jeg skal nok sætte billeder op engang, for I vil ikke tro på, hvis jeg fortæller hvor store portionerne er! Og så gik vi ellers op på værelset igen. Det var ved at være sent.
Idag, søndag, har vi været på markedet i den gamle bydel. Først stod vi op til en mellemgod morgenbuffet og spurgte ellers i receptionen efter det lovede informations/velkomstmøde, men hun henviste os bare til en mappe ved et bord længere henne. Her stod et tidspunkt og et fremmed hotel, som skulle ligge 'lige om hjørnet'. Det viser sig at 'hjørnet' befinder sig 300 meter frem til et lyskryds, så til højre og godt 700 meter længere fremme. Jeg kan ikke sige så meget om mødet. Vi dukkede kun omkring 15 personer op, og der var begrænsede informationer, men jeg har i det mindste styr på, hvor vi kan stå på bussen, når vi skal steder hen, og hvor vi kan købe billetter til udflugter. Vi besluttede os for bare at tage direkte til markedet, for busstoppestedet var kun en spytklat derfra. Her fik vi lidt forvirret kigget på skiltet med tider og steder, men så kom en ældre britisk dame hen til os og spurgte til bussen. Vi vidste jo så meget som hun gjorde, så vi faldt bare i snak. Hun var kommet med sin mand i forgårs men på et underligt tidspunkt og missede noget søvn, så idag var også deres første officielle dag. De skulle også til markedet, så vi støttede hinanden på busturen og fulgtes ellers ad hele turen i gennem. De var vældig søde! Og vi fik også lært hinanden godt at kende: de hedder Audrey og David og kommer faktisk fra Bristol, hvor vi har familie! Hun fik fjernet det ene bryst efter brystkræft (vi kiggede på sportsbh'er, og derfor fik jeg historien) og senere fandt jeg ud af, at David var både døv og gik med plastikfod efter en motorcykelulykke i min alder! Jeg havde ellers slet ikke fattet mistanke med hans hørelse! Han må jo have læst læber så. Vi var der godt to timer, inden Audrey og David ville tilbage til frokost, og mormor og jeg ville gerne tilbage til hotellet for at slappe af - SIESTA! Jeg fik taget en masse stemningsbilleder (jeg passede RIGTIG godt på kameraet!) og nu vil jeg egentlig bare ned til poolen til mormor. Jeg ved ikke, hvad vi finder på. Måske tager vi senere ned til stranden. I morgen skal vi sikkert på udflugt. Vi finder ud af det efterhånden. Jeg håber I andre har det godt! Åh ja, inden jeg glemmer det - der er lige knap 30 grader (perfekt) og absolut udholdeligt at håndtere - så må I tygge lidt på den, I stakler i kolde Danmark ;)
torsdag den 6. september 2012
JACKPOT!!!
Så fik jeg jobbet!! Jeg er så spændt og glad lige nu!
Jeg er lige kommet af skype (video opkald) med familien i München! Og det må være gået godt for vi forseglede aftalen efter et kvarter - jeg er jo lige kommet af med bøjlen, og har i samme omgang fået ganebøjle, så mit engelske blev læspet lidt inden jeg bare tog den ud, og jeg var nervøs, så jeg stammede også, men det var fint! Vi gav hånd visuelt, og de havde endda den yngste datter Emmeline med på videoen og hun var såååå sød!!!!
Jeg har opsamlet lidt mere viden omkring familien (naturligvis):
Parret hedder Ben og Eleanor Phelan
Pigen på 2½ år hedder Adelaide og babyen hedder Emmeline
Forældrene ser unge ud - jeg tror de kun er sidst i 20erne
De har desuden inviteret mig med på ferie ved en sø tæt på byen Schliersee, hvor de tager ned den 1. oktober, og de gav mig frit valg mellem at komme der eller først komme, når de skulle hjem omkring en uge efter. Jeg valgte squ da at komme med! Haha! Jeg skal dog selv sørge for at komme derned, men det er ikke noget problem, for jeg har allerede helt styr på både fly til/fra München, bus til München hovedbanegård og tog til Schliersee! Det kiggede jeg på, allerede før jeg fandt ud af, at de have en anden potentiel. De sagde på skype, at den anden person var lidt ustabil og de kunne ikke rigtig finde ud af, hvor hun kom fra eller om hun overhovedet havde et pas, så de bestemte sig for mig! og jeg skal afsted.... hvor er det en fed følelse!
Godnat og sov godt allesammen!
Jeg er lige kommet af skype (video opkald) med familien i München! Og det må være gået godt for vi forseglede aftalen efter et kvarter - jeg er jo lige kommet af med bøjlen, og har i samme omgang fået ganebøjle, så mit engelske blev læspet lidt inden jeg bare tog den ud, og jeg var nervøs, så jeg stammede også, men det var fint! Vi gav hånd visuelt, og de havde endda den yngste datter Emmeline med på videoen og hun var såååå sød!!!!
Jeg har opsamlet lidt mere viden omkring familien (naturligvis):
Parret hedder Ben og Eleanor Phelan
Pigen på 2½ år hedder Adelaide og babyen hedder Emmeline
Forældrene ser unge ud - jeg tror de kun er sidst i 20erne
De har desuden inviteret mig med på ferie ved en sø tæt på byen Schliersee, hvor de tager ned den 1. oktober, og de gav mig frit valg mellem at komme der eller først komme, når de skulle hjem omkring en uge efter. Jeg valgte squ da at komme med! Haha! Jeg skal dog selv sørge for at komme derned, men det er ikke noget problem, for jeg har allerede helt styr på både fly til/fra München, bus til München hovedbanegård og tog til Schliersee! Det kiggede jeg på, allerede før jeg fandt ud af, at de have en anden potentiel. De sagde på skype, at den anden person var lidt ustabil og de kunne ikke rigtig finde ud af, hvor hun kom fra eller om hun overhovedet havde et pas, så de bestemte sig for mig! og jeg skal afsted.... hvor er det en fed følelse!
Godnat og sov godt allesammen!
Sikkerhed = ro!
Jeg elsker følelsen af sikkerhed. Jeg elsker, når mit liv ikke er helt sikkert, og jeg egentlig bare tager en dag af gangen, som når jeg rejser, men der er nu ikke noget, som slår den kombinerede følelse!
Det er faktisk ret klamt, for mens jeg har gået og stresset over ikke at vide, hvad jeg skulle de næste fire måneder, fordi jeg ikke kunne finde arbejde, begyndte jeg at få knopper i hele ansigtet! Og det føltes SÅ ulækkert, og intet jeg gjorde (rens osv) hjalp. Nu finder jeg, at de er begyndt at gå væk. Fordi jeg ved, at jeg snart ikke er arbejdsløs mere! Men det er nok bedst, at jeg spoler lidt tilbage, for der er kommet en ny vending på min situation..
Okay, så ret hurtigt (sjovt nok) efter jeg skrev sidste blogindlæg om familien i München, skrev jeg og spurgte dem, om de snakkede med andre potentielle Au Pairs, og gudhjælpemig om de ikke gjorde det! Så de sidste par dage har jeg gået med sommerfugle i maven over tvivlen, for hvis de vælger den anden pige over mig, vidste jeg jo ikke, hvad jeg skulle. MEN!
Så i dag besluttede jeg mig at tjekke min profil inde på hjemmesiden, hvor jeg finder disse familier, og der venter en besked fra endnu tysk familie, som skrev til mig for en uge siden, og jeg svarede, men jeg havde ikke lagt mærke til et svar fra dem før nu. De vil også gerne have mig de næste par måneder, og det lyder ikke til, at de har andre potentielle piger, for de inviterede mig direkte, men jeg skrev efter yderligere informationer og be- eller afkræfte det.
Så jeg er næsten 100 procent sikker på, at hvis ikke det bliver den ene familie, så bliver det den anden! Jeg har en helt fantastisk følelse af ro og sikkerhed over mig lige nu!
Haha, jeg vågnede ellers i dag i vild panik, fordi jeg troede, at det var fredag. Jeg kom åbenbart til at slå min alarm fra kl 8 og sov videre, og jeg vågnede af mig selv halv 10 og bogstavelig talt sprang ud af sengen med adrenalinen pumpende i blodet, mens jeg trak tøj ud af skabet.. og så huskede jeg på, at det bare var torsdag.. og jeg kiggede længselsfuldt på sengen, mens min puls faldt til et lidt sundere niveau. Fredag har jeg et interview kl 11, som skal afgøre, om jeg er egnet som Au Pair i USA selv. Det foregår hos og af en tidligere Au Pair på engelsk (som jo dog ikke vil være noget problem), og jeg har fået adresse, kigget på ruten fra Bruuns galleri og har snart pakket alt færdig til turen til Mallorca, for jeg tager hjem til mormor og morfar lige efter interviewet, fordi vi følges ad næste dag, så vi ikke skal mødes et underligt sted ingen af os kender.
I dag var jeg hjemme hos nogle af familiens venner, Inge og Bjarne, for at få opfyldt endnu et af kravene til Au Pair programmet: personlige referencer! Jeg har fået to af mine veninder til at udfylde et ark med spørgsmål om min karakter, men jeg synes også, jeg skulle have en voksens vurdering, og Inge var klart den bedste kandidat. Jeg har kendt hende i omkring 8 år og endda arbejdet under hende. Det måtte ikke være familie, som udfyldte disse ark. Udover disse vurderinger, skulle jeg også skaffe minimum to vurderinger fra tidligere familier, jeg har babysittet for, og jeg fik lige med nød og næppe skrabet de to sammen - jeg fik Benedicte og min gamle værtsmor Carrie til at skrive, og jeg mangler bare at få dem printet ud nu. Og nu mangler jeg kun en lægeerklæring, som jeg får på tirsdag d. 17., udfylde en online ansøgning på den amerikanske Au Pair database, vælge familie, og skaffe et visum. Visummet skal jeg igen til København og hente på den Amerikanske Ambassade, men jeg er så heldig at have en rigtig rigtig god veninde, som bor et sted i hovedstaden, så jeg har fået lov til at komme og trænge mig på ved hende et par nætter. Det skal nok blive hyggeligt!
Jeg GLÆDER mig til Mallorca!!
Det er faktisk ret klamt, for mens jeg har gået og stresset over ikke at vide, hvad jeg skulle de næste fire måneder, fordi jeg ikke kunne finde arbejde, begyndte jeg at få knopper i hele ansigtet! Og det føltes SÅ ulækkert, og intet jeg gjorde (rens osv) hjalp. Nu finder jeg, at de er begyndt at gå væk. Fordi jeg ved, at jeg snart ikke er arbejdsløs mere! Men det er nok bedst, at jeg spoler lidt tilbage, for der er kommet en ny vending på min situation..
Okay, så ret hurtigt (sjovt nok) efter jeg skrev sidste blogindlæg om familien i München, skrev jeg og spurgte dem, om de snakkede med andre potentielle Au Pairs, og gudhjælpemig om de ikke gjorde det! Så de sidste par dage har jeg gået med sommerfugle i maven over tvivlen, for hvis de vælger den anden pige over mig, vidste jeg jo ikke, hvad jeg skulle. MEN!
Så i dag besluttede jeg mig at tjekke min profil inde på hjemmesiden, hvor jeg finder disse familier, og der venter en besked fra endnu tysk familie, som skrev til mig for en uge siden, og jeg svarede, men jeg havde ikke lagt mærke til et svar fra dem før nu. De vil også gerne have mig de næste par måneder, og det lyder ikke til, at de har andre potentielle piger, for de inviterede mig direkte, men jeg skrev efter yderligere informationer og be- eller afkræfte det.
Så jeg er næsten 100 procent sikker på, at hvis ikke det bliver den ene familie, så bliver det den anden! Jeg har en helt fantastisk følelse af ro og sikkerhed over mig lige nu!
Haha, jeg vågnede ellers i dag i vild panik, fordi jeg troede, at det var fredag. Jeg kom åbenbart til at slå min alarm fra kl 8 og sov videre, og jeg vågnede af mig selv halv 10 og bogstavelig talt sprang ud af sengen med adrenalinen pumpende i blodet, mens jeg trak tøj ud af skabet.. og så huskede jeg på, at det bare var torsdag.. og jeg kiggede længselsfuldt på sengen, mens min puls faldt til et lidt sundere niveau. Fredag har jeg et interview kl 11, som skal afgøre, om jeg er egnet som Au Pair i USA selv. Det foregår hos og af en tidligere Au Pair på engelsk (som jo dog ikke vil være noget problem), og jeg har fået adresse, kigget på ruten fra Bruuns galleri og har snart pakket alt færdig til turen til Mallorca, for jeg tager hjem til mormor og morfar lige efter interviewet, fordi vi følges ad næste dag, så vi ikke skal mødes et underligt sted ingen af os kender.
I dag var jeg hjemme hos nogle af familiens venner, Inge og Bjarne, for at få opfyldt endnu et af kravene til Au Pair programmet: personlige referencer! Jeg har fået to af mine veninder til at udfylde et ark med spørgsmål om min karakter, men jeg synes også, jeg skulle have en voksens vurdering, og Inge var klart den bedste kandidat. Jeg har kendt hende i omkring 8 år og endda arbejdet under hende. Det måtte ikke være familie, som udfyldte disse ark. Udover disse vurderinger, skulle jeg også skaffe minimum to vurderinger fra tidligere familier, jeg har babysittet for, og jeg fik lige med nød og næppe skrabet de to sammen - jeg fik Benedicte og min gamle værtsmor Carrie til at skrive, og jeg mangler bare at få dem printet ud nu. Og nu mangler jeg kun en lægeerklæring, som jeg får på tirsdag d. 17., udfylde en online ansøgning på den amerikanske Au Pair database, vælge familie, og skaffe et visum. Visummet skal jeg igen til København og hente på den Amerikanske Ambassade, men jeg er så heldig at have en rigtig rigtig god veninde, som bor et sted i hovedstaden, så jeg har fået lov til at komme og trænge mig på ved hende et par nætter. Det skal nok blive hyggeligt!
Jeg GLÆDER mig til Mallorca!!
tirsdag den 4. september 2012
Stilhed efter stormen
Hej allesammen.
Ja, i et øjeblik så det ikke så lyst ud for mig - jeg overvejede endda at omdøbe bloggen her for "Ynk uden grænser" i stedet for "Oplevelser uden grænser". Men det ser ud til, at alle kaosbrikkerne i det puslespil, jeg kalder mit liv, endelig er begyndt at passe sammen, og jeg håber snart, at det viser et smukt motiv, jeg kan hænge op som et billede!
Så meget for dagens metafor - nu til de rene rå fakta;
Jeg har jo gået og været røvstresset over manglende beskæftigelse, og jeg har endda (modstræbende) kigget på betingelser for kontanthjælp. Så for et par dage siden skrev en (hold godt fast) australsk familie til mig - som bor i München, Tyskland. De har virkelig de mest perfekte forudsætninger for mig; de har nemlig kun brug for mig i oktober og november. Dette er ideelt, da jeg så kan komme til min ven Dennis' fødselsdagsfest d. 28. september og stadig få arbejdet - og jeg vil have hele december til at besøge den amerikanske ambassade og få mit visum, holde fødselsdag og jul hjemme, og sige farvel til familie og venner. Jeg skal nok skrive, så snart jeg har fundet en familie - odds er, at jeg nok skriver om mine valgmuligheder blandt familierne.
Jeg håber virkelig ikke, at jeg har snakket for hurtigt - jeg er jo ikke blevet accepteret af organisationen (STS) eller endeligt af familien i München. Men alt lyder meget sikkert lige nu.. og jeg bobler af glæde over at livet endelig går i orden igen!
Jeg har kigget lidt på flyafgange til München, og jeg fandt ud af, at jeg kan komme af med mellem 1300 og 1600 kr alt efter tidspunkter, men jeg synes ikke, det er slemt, når det er retur. De billigste rejser ligger uheldigvis ret uhensigtmæssigt for familien (ankomst efter 22.00), da de har små børn.
Jeg kan forestille mig, at flere af jer er nysgerrige omkring familien, så her er, hvad jeg ved:
Moren hedder Eleanor og familiens efternavn er Phelan.
De bor 10 minutter fra München's bycentrum.
De har to døtre, hvoraf den ene er 2½ år og den anden er 8 uger. PERFEKT, jeg elsker babyer!
De lyder til at være meget aktive, især børnene, og nyder aktiviteter som svømning, cykling, ture i parken og tegne med kridt i indkørslen.
Faren er en indendørstype og arbejde på forskellige tidspunkter hele ugen.
Begge forældre er vokset op med udenlandske personer.
De vil faktisk gerne have mig til at lære dem lidt tysk, da de ikke er så gode til det endnu.
De kommer fra Sydney, Australien.
Deres opdragelsesmetoder er inspireret af Dr. Sears, hvis nogen af jer har hørt om ham.
De leder rent faktisk efter hjælp med børnene frem for en rengøringsdame (som i Lemvig).
Jeg skal naturligvis skrive mere, når jeg finder ud af det - det bliver jo hen ad vejen.
Jeg håber, alle har det godt!
Ja, i et øjeblik så det ikke så lyst ud for mig - jeg overvejede endda at omdøbe bloggen her for "Ynk uden grænser" i stedet for "Oplevelser uden grænser". Men det ser ud til, at alle kaosbrikkerne i det puslespil, jeg kalder mit liv, endelig er begyndt at passe sammen, og jeg håber snart, at det viser et smukt motiv, jeg kan hænge op som et billede!
Så meget for dagens metafor - nu til de rene rå fakta;
Jeg har jo gået og været røvstresset over manglende beskæftigelse, og jeg har endda (modstræbende) kigget på betingelser for kontanthjælp. Så for et par dage siden skrev en (hold godt fast) australsk familie til mig - som bor i München, Tyskland. De har virkelig de mest perfekte forudsætninger for mig; de har nemlig kun brug for mig i oktober og november. Dette er ideelt, da jeg så kan komme til min ven Dennis' fødselsdagsfest d. 28. september og stadig få arbejdet - og jeg vil have hele december til at besøge den amerikanske ambassade og få mit visum, holde fødselsdag og jul hjemme, og sige farvel til familie og venner. Jeg skal nok skrive, så snart jeg har fundet en familie - odds er, at jeg nok skriver om mine valgmuligheder blandt familierne.
Jeg håber virkelig ikke, at jeg har snakket for hurtigt - jeg er jo ikke blevet accepteret af organisationen (STS) eller endeligt af familien i München. Men alt lyder meget sikkert lige nu.. og jeg bobler af glæde over at livet endelig går i orden igen!
Jeg har kigget lidt på flyafgange til München, og jeg fandt ud af, at jeg kan komme af med mellem 1300 og 1600 kr alt efter tidspunkter, men jeg synes ikke, det er slemt, når det er retur. De billigste rejser ligger uheldigvis ret uhensigtmæssigt for familien (ankomst efter 22.00), da de har små børn.
Jeg kan forestille mig, at flere af jer er nysgerrige omkring familien, så her er, hvad jeg ved:
Moren hedder Eleanor og familiens efternavn er Phelan.
De bor 10 minutter fra München's bycentrum.
De har to døtre, hvoraf den ene er 2½ år og den anden er 8 uger. PERFEKT, jeg elsker babyer!
De lyder til at være meget aktive, især børnene, og nyder aktiviteter som svømning, cykling, ture i parken og tegne med kridt i indkørslen.
Faren er en indendørstype og arbejde på forskellige tidspunkter hele ugen.
Begge forældre er vokset op med udenlandske personer.
De vil faktisk gerne have mig til at lære dem lidt tysk, da de ikke er så gode til det endnu.
De kommer fra Sydney, Australien.
Deres opdragelsesmetoder er inspireret af Dr. Sears, hvis nogen af jer har hørt om ham.
De leder rent faktisk efter hjælp med børnene frem for en rengøringsdame (som i Lemvig).
Jeg skal naturligvis skrive mere, når jeg finder ud af det - det bliver jo hen ad vejen.
Jeg håber, alle har det godt!
Abonner på:
Opslag (Atom)