Mallorca del 3: Valldemossa

Jeg ved godt, at mine blogindlæg kan blive lidt lange, og det beklager jeg. Jeg skriver meget detaljeret for at jeg blandt selv vil kunne huske det måske 10 år fra nu. Det er jo detaljerne, der kan sende en tilbage. Men jeg tror, at jeg vil prøve at begyndte at give referater først og så skrive romanen bagefter.

Tirsdag havde vi købt billet til en tur til bl.a. Valldemossa og en olivenolie'mølle'. Altså sådan et sted man laver olivenolie. Vi var af sted i omkring 9 timer (havde vi ikke regnet med), og en guide på bussen tilhørende No Frills Excurtions fortalte en hel del om de forskellige byers historie, Mallorcas traditioner og fakta om øens bjerge, indbyggertal osv. Vi så næsten hele vestøen og kørte gennem bjergkæden Sierra de Tramontana. Da vi nåede Valldemossa, bjergbyen, holdte vi i godt tre timer, som vi kunne bruge på frokost, shopping eller fotografering, som vi nu ville. Vi så mandeltræer, oliventræer, appelsintræer og citrontræer og geder og æsler græssende blandt disse i store indhegninger. Det var en fantastisk smuk tur helt ud over alle forventninger.

Og så den lange til dem af jer, der har mod på mere..
Vi stod op begge to kvart over 7, da turen allerede begyndte ti minutter over 9, og jeg insisterer på et morgenbad, inden vi får morgenmad, så jeg ikke på de få billeder af mig har klamt fedtet hår. Vi nåede da godt nok hen til mødestedet (foran hotellet Alcudi-Mar lige om hjørnet til rundkørslen) et kvarter før tid, fordi vi gik for tidligt i frygt for at komme for sent. Men I har allerede hørt mig sige, at spanierne tager tiden lidt som den kommer, og bussen var faktisk over et kvarter forsinket. Men afsted kom vi! Den rare guide Calamina ("Cari")kom ud for at råbe os an, selvom vi ikke var i tvivl. Hun kunne endda sige Godmorgen på dansk, og næsten flydende tysk med de tyske turister, engelsk til resten af bussen og naturligvis spansk med de par spaniere, der også var med. Måske er det et ansætningskrav. Vi kørte langs den nordvestlige bjergkæde Sierra de Tramontana, som følger øen mindst en fjerdedel af kystlinjen. Først fik vi en lang dagsgennemgang af Cari over højtalerne, og så fortsatte hun ellers med at fortælle øens og byernes historie. Der var mange af de gammeldags vandmøller, fordi de er nemt at finde vand, men møllerne samt det ristede landskab mindede mig mere om gammeldags film. Cari fortalte om hendes hjemby, landsbyen Sa Pobla, med 7000 indbyggere - fordi vi kørte igennem. De har åbenbart kun omkrig 60 regndage om året, men når det endelig kommer, kan det blive op til 8 meter. Hvis jeg forstod det rigtigt. De dyrker mest majs, ris, peberfrugter, tomater, vandmelon og kartofler - i år har de høstet hele 24 tons kartofler og importeret det meste af det. Vi kom dernæst til byen Soller, og hun fortalte om blandt andet Dyrenes Dag, hvor de slipper alle dyrene fri på gaderne, går i kirke, laver bål overalt (hun sagde, det ligner efterkrigstider) og at de havde (noget, der lyder som) Shimbomba, hvor de er oppe og synger hele natten sammen. Vi kørte gennem Inca, som er nordens hovedstad. De er kendt for deres lædervarer og har de største markeder på øen. De plejede at handle og var berømte for deres vin, men en engang i starten af 1900 tallet åd alle myggene vindruerne, så de fandt på at lave læder i stedet. Folk kommer strømmende langvejsfra for at arbejde på deres læderfabrikker.
Dernæst kørte vi til landsbyen Selva - den er mindre end Ulstrup, men her foregik olieproduceringen, og vi fik tre kvarters pause til at gå på wc, strække benene og få en 'tour' med detaljeret forklaring på, hvordan de laver alm olie, jomfru olie og ekstra jomfru olie. Det lyder som et helvedes arbejde, og her på øen er oliven mindre end på fastlandet i Spanien, så det tager 5 kg oliven til 1 liter olie mod fastlandets 3½ kg til 1 liter. Det var et imponerende maskineri - simpelt men effektivt og kæmpestort. Selve frugtkødet bruger de så til at gøde jorden med, hvilket jo er fantastisk genbrug. Der var ingen folk i landsbyen, fordi alle arbejdede på læderfabrikkerne i Inca, så det var næsten som at være i en spøgelsesby. Så satte vi kursen mod Sóller og Valldemossa. Disse byer er på hver sin side af Sierra de Tramontana, og vi skulle gennem en tre km lang tunnel gennem bjergene for at komme over på den anden side. På vejen til Sóller så vi marker på marker på marker med mandeltræer, citrustræer og -buske og vindruebuske! Mandeltræerne så noget 'skaldede' ud, altså der var ikke så meget fylde i kronen og de var lidt gullige = modne. Efter markerne kørte vi heeeelt tæt på bjergene. Der var kæmpe klippevægge ikke to meter fra vejen, og selve Sóller var meget rå i det. Her kørte vi også tæt op af både træer, klipper og huse. Tunnelen gennem Sierra de Tramontana var ikke så spændende, men der ventede os et fantastisk syn på den anden side; bjergene og dalene strakte sig foran os. Det var en vild side af naturen, jeg aldrig har set! Der var små landsbyer spredt ud over bjergkanterne, så det nærmest lignede snylteplanter på husmure. Og lige på den anden side af det bagerste bjerg glimtede solen i havet, der gik i ét med den blå himmel. Det var et syn en kunstmaler værdigt! Vejen snoede sig på kryds og tværs mellem bjergene og op og ned de mærkeligste steder. Vi hang halvt ud over en klippevæg, da en anden bus med norske turister kom kørende i modsatte retning, og så måtte vi pænt holde endnu mere ind til siden, mens de kørte forbi. Flere af os sad med hjertet i halsen, da vi kunne kigge direkte ned i vandet. Men chaufføren Juan kørte som en bjergprof, og af sted gik det igen. Bussen viste 27 grader udenfor omkring middag. Jeg lagde mærke til en lille dreng i sædet ved siden af vores. Han var alene sammen med sin mor - han så ud som en skandinaver, mens moren lignede en sydamerikaner med tætkrøllet hår og mørk hud. Han skabte sig slet ikke som europæiske og amerikanske børn gør. Han sad og pludrede med sin mor på spansk, legede med de gammeldags lære-spil med nummer-brikkerne, der skal passe til de nummerformede huller osv. og ellers sov han bare op ad hende. Det var simpelthen så rart at se en unge sidde lige så stille og lege med andet end iPhones og Nintendo. Mormor skulle selvfølgelig i kontakt med ham, hun er jo så vild med små børn. Han fortalte hende (på tysk!), at han var to år og hans navn, men det hørte jeg ikke. Han var virkelig sød! Anyway, vi nåede Valldemossa efter næsten en times bjergkørsel kl 13. Langs vejene var indhegninger med geder og æsler, og vi fik historien om æsler og hestes betydning for byggeriet i bjergene. De har været meget vigtige som læssedyr. Vi parkerede bussen og fik tre timer for os selv. Umiddelbart lød tre timer som en helvedes masse tid, for det var en meget lille og dyr by, fordi der kommer så mange turister, men de fløj faktisk af sted. Først tog Cari os med til et utroligt smukt udkigspunkt, hvor man uden forhindringer kunne skue ud over dalen med bjerge stikkende op til alle sider. Et bøssepar stod der allerede og tog billeder sammen foran udsigten, og de så totalt søde ud! Så fik vi ellers selv travlt med kameraerne. Vi var der ikke ret længe, og så fik vi ellers tidspunkt og beskrivelse i, hvordan vi kommer til parkeringspladsen, inden vi blev sluppet løs. Der var mulighed for at se et munkekloster "Cartuja Monasterio", men det kostede 7 euro bare for at komme ind, så vi gik på opdagelse i stedet. Valldemossa var utrolig smuk, hvor folk havde bjergene i deres baghave, men det var en labyrint at finde rundt i. Vejene var smalle som skovstier, og de gik alle enten stejlt op eller ned. Her lagde jeg mærke til, at spaniere går meget op i deres have og huse - ALLE har blomster overalt om det så er i potter på husmurene eller som hække - i stedet for vores bøgehække eller nålehække har de altså en type blomsterbusk i stedet til at omkranse deres areal. Solen stod direkte over os. Det var trods alt i siesta perioden. Bussen sagde 31 grader kl 16, og jeg tør slet ikke tænke på, hvor varmt der så var mellem der og middag! Vi spiste frokost på en restaurant, Bar Meriendas ("Bar Middagsmad"), og udforskede shoppinggaderne de sidste tyve minutter, hvilket ærgrede os, for der var rigtig meget flot tøj, men der var ikke tid til at prøve det. Vi tog af sted igen 15.45. Vi så igen de mange mandeltræer på tilbagevejen og en masse får, geder og æsler som græssede mellem træerne. Landskabet på Mallorca er generelt tørt på trods af de mange træer og buske. Det har alt sammen en gullig farve på jord og huse. Bjergene var høje nok til at spidserne gik op i skyerne. Vi så kæmpe agaver langs vejkanterne samt bredbladede kaktusser og citrusbuske. Alt vokser lige hvor det vil. Omkring Alcúdia kørte vi forbi en rigtig tyrefægtningsarena og en borg-agtig fæstning, som var en meget velholdt ruin. Vi tror, den var den helt gamle bymur, for der var en rigtig (tør) voldgrav rundt om murene. Den var næsten indtakt og begroet med kravleplanter.
Efter aftensmaden gik vi tur i gaderne mellem Elisa og stranden, hvor der lige pludselig var kommet boder op og dannede gader i sig selv ligesom på en festival. De var alle sammen mere eller mindre ejet af helt sorte mennesker, som vi egentlig ikke havde set så meget til før nu. Unge mænd gik rundt mellem folk på gaderne med det klassiske lyskastende bras og tøjdyr med lyd i, og kvinderne solgte smykker og tøj og satte folks hår i de helt tynde fletninger i forskellige mønstre. Jeg har lidt tænkt for sjov på at få sat mit hår i tynde fletninger (løse - altså ikke fastgjort til hovedbunden!), men jeg tør næsten ikke tænke på, hvad de ville koste, når jeg har så langt hår! Puh ha da. Vi så også en rigtig britisk pub på vejen til stranden, som forresten er helt fantastisk i mørke, hvor de så fodbold og drak øl. Vi skal helt sikkert derned igen på et tidspunkt.