torsdag den 13. september 2012

Mallorca del 4: La Reserva

Jeg har luret, hvorfor stimer af fisk og hele kolonier af ænder og blishøns altid kredser rundt i floden omkring hotellet! Der står altid mindst én person med sine børn og fodrer dem med brød fra aftenbordet! Det er sjovt, man skal bare stille sig på broen over floden og kigge, så kommer der gerne en 5-6 ænder over for at se, om man smider noget ud.
På værelset dryppede toilettet helt forfærdeligt, da vi ankom, men vi fik hurtigt meddelt det og pedellen/alt-muligt-manden kom for at fikse det. Han var en meget venlig mand uden nogen form for fremmedsproglige evner, så det blev lidt udfordrende samtale, inden vi tog af sted. Men siden da har vi altid hilst på hinanden og snakket lidt sammen, inden vi fortsætter mod vores mål. Den lokale afslappethed er ved at trænge ind på os. Vi har set taxier holde på selve fodgængerfeltet og alle slags køretøjer holde (meget ulovligt!) på hver sin side af selv samme felt, og vi løfter ikke engang øjenbryn ved det længere. En god ting, jeg har lagt mærke til er, at bilerne ALTID holder tilbage, når folk går over fodgængerfeltet. Selv hvis vi ikke endnu er trådt ud på det, standser de for at lade os over, og det sker squ ikke så ofte i Danmark! Så point til spanierne!
Alle folk er så søde på hotellet. Vi skulle lige have et par dage at se hinanden an, men nu snakker vi meget med folk både fra Danmark, Spanien, Malmø, Tyskland og Italien. Vi udveksler oplevelser, giver gode råd og socialiserer bare generelt. Det giver sådan et frisk pust i hverdagen.

Onsdag tog vi til La Reserva de Puig de Galatzó (Reservatet). Vi fik set et skuffende antal dyr, men udsigten var formidabel, og vi befandt os virkelig i bjergene. Vi blev mødt af guiden Nikolaj ("Nik"), og brugte over to timer på transport. Vi fulgtes ad alle sammen gennem reservatet, grillede vores egen mad, som vi fik udleveret, og så et rovfugleshow. Der var en god stemning på hele turen, og folk snakkede med hinanden, som om alle kendte hinanden. Vi var der omkring fire timer, var totalt udmattede ved hjemkomst, og gik meget tidligt i seng.

Og til jer tålmodige..
Der stod ikke så meget i brochuren omkring Reservatet, kun at der var vilde dyr og smukke omgivelser. Der stod at vi skulle have behageligt fodtøj på, og badetøj var valgfrit. Hvad vi ikke fik at vide var, at vi kom ud på bjergklatring!
Bussen kom kun fem minutter for sent denne gang, og som sagt blev vi mødt af Nik, ved hotellet Alcudia Park. Om bord på bussen snakkede Nik og chaufføren Pedro naturligvis med hinanden, og de lød som Marlene på en travl dag! Her gjorde intet af mine tre år på skolebænken godt! Nik holdt også informationstaler over speakerne både på engelsk, tysk og russisk! Vi fandt så senere ud af, at han er født i Bulgarien (deraf navnet Nikolaj), hvor han lærte det russiske. Igen ved vejkanterne så vi enorme agaver, citrusbuske og kaktusser. Reservatet lå på den anden side af Palma, så det var en længere køretur igen, men faktisk var en tredjedel af køreturen brugt på endnu en omgang bjergkørsel. Hvis nogen af jer har været i Ree Park tæt på Ebeltoft, kender I godt den slags vej, som næsten kun har plads til én bil, og det snor sig på kryds og tværs, så man ikke har en jordisk chance for at forudse den næste forhindring. Tag denne slags vej og smid bjergsider og klippeskrænter ind i mellem samt jungleagtige omgivelser og sindssyge bilister, så har I vores tur i skovene omkring Reservatet. Det var næsten ligesom busturen til Valldemossa - bare vildere. Køreturen var en oplevelse i sig selv. Jeg kan slet ikke forestille mig, hvor svært det må være at køre bus sådan et sted, og Pedro fik da også et bifald, da vi parkerede bussen lidt i 12.
Det var de rigtig rene rå omgivelser uden forsøg på at tæmme det. Først gik vi 10 minutter stejlt opad, hvorefter vi skulle aflevere billetterne og kunne købe korn til at fodre fugle med.
Efter en stejl nedstigning, kom vi til bjørneburet. Der var tre brune bamser fra det nordlige Spanien, og de poserede fint for os. Selve gåturen mellem indgangen og udgangen var lidt over tre km og hele turen fortalte Nik og de forskellige planter, kulturen, dyrene, om vandfaldene og grotterne. Næst kom vi til en kæmpe emu (strudse-art fra Australien). Den havde stribede fjer og var meget venlig. Vi kunne fodre den og ae den. En britisk fyr var ret bange for den, men insisterede på at både fodre og røre. Den så meget opgivende på ham, mens han nærmede sig. På et tidspunkt kom den også hen til mig, og jeg må indrømme, at den var ret frygtindgydende, for strudser er jo aggressive, men den ville bare gnubbe hovedet mod min arm og hånd for at se, om jeg havde mad til den. Så gik det opad igen. Vi kom hen over broer, klipper og mellem smalle klippevægge, hvor jeg uheldigvis slog hovedet mod en af kanterne, fordi jeg koncentrerede mig om at tage billeder. I dag har jeg en ordentlig bule over panden som er godt øm. Omkring Europas største figentræ rendte påfugle rundt med deres unger, fordi de blev fodret i nærheden. Vi hørte en vild ugle og så nogle sjove andre fugle, som jeg ikke hørte navnet på. Turen var en kæmpe oplevelse! Vejret var varmt og ruten hård, men det mindede meget om mine vandreture med spejderne i Norge og Sverige, og jeg nød det. Vi nåede fællesområdet, hvor vi kunne grille kød, sidde og spise, købe drikkevarer, bade og gå omkring i en mini-zoo med fugle, rådyr og andre smådyr blandt andet et kæmpe hulepindsvin. Frokost var omkring kl to. Vi fik en stor filet kylling og svin samt en pølse, hvor vi skulle grille. Nik kom over for at snakke og jonglerede rundt med mit kød på grillen. Jeg havde ikke spurgt om hjælp, men det var vel bare en venlighed fra hans side. Ved spisebordene var der sværme af hvepse, der angreb vores mad, og der kunne jeg ikke spise. Der gik ikke mange sekunder, før mindst ti var omkring mig, og jeg fik kun kæmpet halvdelen i mig, inden jeg mistede appetitten helt. Jeg kiggede rundt og så en rigtig spansk fyr med hans kæreste, hvor kæresten var lige så forsigtig som mig og dansede rundt mellem bordende for at være i fred, men han daskede dem bare væk helt ligeglad. Det fantastiske var, at han ikke blev stukket - ingen blev stukket! Jeg turde bare ikke løbe risikoen. Lige i nærheden var en indhedning med to kæmpe kæmpe æsler med skiltet 'Animales peligrosos' altså Farlige Dyr, men kæresten gik over og fodrede dem med brød. Lidt efter gik en lille pige også over for at give dem æblestykker, og de spiste lige så forsigtigt, så jeg kan ikke forstå, hvorfor skiltet var der. De virkede ganske harmløse på trods af størrelsen. Kl halv tre var der rovfugleshow. En falkoner kastede kødstykker op i luften, som fuglene greb og spiste, han fik dem til at lande lige ved siden af flere af tilskuerne, og jeg sad et helt perfekt sted til billeder, og flere gange fløj fuglene så tæt på mig, at de landede på mit hoved ganske kort, inden de fløj videre. Kvart i fire gik vi igen. Det gik mest opad, men nu havde vi vænnet os til det, så det gik tjept. En halv time senere stod vi ved udgangen og kunne købe drikkevarer, is og souvenirs. Her sad vi omkring i et kvarter og snakkede, drak osv., inden vi steg om bord på bussen til hjemturen. Vi kom godt ind på Nik, for han havde engang en kæreste fra Danmark og dermed en interesse i den danske kultur og sproget osv. Inden han stod af (som den første, så vi skulle selv finde ud af at stå af det rigtige sted), gik han hen for at give os hånden og håbede at se os igen en dag om det så var i Danmark eller Mallorca.
Vi var rigtig trætte, da vi endelig var tilbage på værelset, så det blev ikke til så meget andet end aftensmad inden sengetid. Jeg tror også, at jeg er blevet gode venner med tjenerne - jeg er den eneste teenager på hotellet (sjovt nok), så to af tjenerne vil gerne snakke (på spansk) og de hjælper med min udtale. Overtjeneren jokede også lidt med mig, og det er opløftende at kunne fungere sammen med lokale. Vi har snart oplevet, hvad vi har lyst til, her på øen, men om noget vil jeg savne at socialisere med tjenerne.
Vi hyggelæste lidt, inden vi gik i seng. Jeg lå længe vågen og hørte min lydbog. Dels var den spændende og dels kunne jeg ikke sove, selvom jeg var træt fysisk helt ind til sjælen. Halv tolv brød helvede løs! Jeg stod op, fordi jeg kunne høre det over stemmen i hovedtelefonerne, og jeg ville se, hvad der foregik. Der foregik, hvad jeg vil kalde en tropisk storm. Vinden var så stærk, at træerne knagede og svajede faretruende tæt på vejene, man kunne næsten tage et brusebad i regnen, og det lynede og tordnede, så himlen blev lyst op fra den ene horisont til den anden. Jeg satte mig næsten på enden, da jeg trådte ud på altanen, for selvom taget gik langt ud over gelænderet, havde der samlet sig nok vand til at dække mine fødder, og stenene var glatte. Jeg sad derude i godt et kvarter med lydbogen i ørerne og sugede stemningen til mig. Historien blev næsten levende derude, mens vinden ruskede op i mit hår og lynene tegnede mønstre på himlen. En tropisk storm burde alle opleve - fra et sikkert sted naturligvis. De rejser hårene på armene og sætter fantasien i gang.
Jeg håber, I alle sammen har det godt!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar