Her til aften var jeg med til Emmelines bad, hvilket er første gang, da hun oftest kommer under sammen med en af forældrene og ellers er jeg i gang med at underholde Adelaide eller lave mad. Så ja, mit første bad med Emmeline. Nøj, hvor hun sprællede! Hun er en glad lille baby, og jeg fryder mig over, at jeg kan overvære hendes udvikling. Jeg havde jo psykologi på mit sidste år i gymnasiet, og jeg kan nikke genkendende til mange ting, jeg har lært derfra. Det er mest at observere, hvordan hun gradvist bliver mere og mere kropsbevidst, efteraber ansigtsudtryk og griner meget mere, end da jeg var her i starten. Hun begyndte for 2 uger siden at sutte lidt eksperimenterende på sin tommelfinger, mens hun for en uge siden begyndte at bruge tommelsutteri som underholdning og selvtrøst. Hun er blevet rigtig god til at ramme munden uden at sigte for meget. Det har også været opløftende at se, hvordan hun elskede at 'stå selv' på ens skød, men i starten holdt jeg jo al hendes vægt, hvor hun bare rørte med fødderne, mens nu kan hun bare gribe fat i mine fingre og bruge mig som støtte, mens hun hiver sig selv op at sidde - og så få lidt støtte af mig til at komme helt op at stå. Hun har foruden også rigtig fået smag på at gribe fat i ting de sidste par dage! Specielt min hårting og briller er hyppige ofre for hendes små ivrige fingre, og hvis jeg ikke passer på, river hun hårtingen ud eller knalder brillerne skæv på min næse, mens hun lige synes, hun skal vaske dem rene med tungen.. Rulleri er også populært, så specielt til badetid (lærte jeg her til aften) skal man holde ekstra øje.
Ekstraarbejde har vist sig at være mere fornøjeligt end mit tidligere ophold faktisk. Ben har det godt forresten. Vi ved endnu ikke, om han rigtigt havde kræft, for lægerne vil ikke fortælle ham noget endnu, han er øm (døh!), og han er meget skeptisk over hospitalsmaden, men ellers har han det godt og bliver bedre. Eleanor har haft børnene ude mere de sidste to dage, så jeg har også fået mere alenetid - og Adelaide og jeg har haft meget mere kvalitetstid. De sidste 4-5 dage har specielt været legepræget, hvor hun er mere glad for at snakke med mig, og jeg har jo så også fundet ud af hendes lege. Og hvad hun kan lide. Så det er nemt at lokke til at lege, når jeg bygger et legoklodshus til hendes legodyr og legomennesker, hvis Eleanor trænger til en lur. Og hun er meget fascineret af magneter, så siden Eleanor tog et par poser med forskelligt formede magneter med hjem fra et loppemarked, har vi brugt mange timer på at lave små huse og figurer, tage dem af og sætte på igen i et andet motiv.
Min første tur alene i bussen var også i dag! Eleanor havde bedt mig aflevere en bog til en mødregruppe, hun ikke havde været til i snart et år, mens hun besøgte Ben med ungerne, så jeg skulle gå til Westpark (vores lejlighed er lige mellem u-bahn stationerne Partnachplatz og Westpark) for at fange en bus, stå af og gå et par gader frem til gældende adresse eller snuppe en Tram, men jeg besluttede mig for at gå. Jeg dukkede op et kvarter før tid (gruppen starter kl. 10 og varer til kl 12, så jeg ville gerne komme lidt før, så jeg ikke afbrød midt i noget), og ingen var der! Det var jo så åbenbart et lejelokale (gruppen tilhørte en Katolsk Mission på 5. sal, hvor der på de andre etager var mødegrupper til vietnamesere, buddhistiske møder osv.), og den første person dukkede først op 5 minutter efter mig. Hun inviterede mig med indenfor, og jeg sad så og ventede helt til kl. 10, før lederen dukkede op, og så kunne jeg endelig smutte. Det havde været en småtravlt morgen - nej, ikke travl, jeg var bare beskæftiget med Emmeline, mens Eleanor gjorde sig selv og Adelaide klar. Baby var så glad i mine arme, men så snart jeg lagde hende ned bare for at tage tøj på, begyndte hun at græde, indtil jeg tog hende op igen, så jeg rendte rundt i nattøj og uglet hår, ikke-børstede tænder og med tom mave, indtil de andre var klar - og det var 5 minutter, inden jeg selv skulle ud af døren. De smuttede, så jeg kunne gøre mig klar i fred, men jeg nåede at blive færdig hurtigt nok til at indhente dem længere nede af vejen. De skulle jo besøge Ben på hospitalet.
Forresten så har han givet udtryk for godt at kunne spise noget kylling, så jeg tænkte, at jeg kunne lave stegesokylling den aften, han kommer hjem igen... problemet er, at de ikke har en stegeso. Jeg læste på nettet, hvor en sagde, at man bare kunne smide hele gryden ind i ovnen. Jeg kom ellers også i tanke om, at jeg bare kunne tage to bradepander og lægge den ene omvendt på. Jeg kommer med en update, når jeg har fundet ud af det.
Turen var for mig meget vellykket, og jeg er glad for, at en ny dør til transportsystemet er ved at åbne sig for mig! Jeg har tænkt meget over omgivelserne, siden jeg kom hjem fra min tur til Olympiapark - I ved, hvor jeg havde en storbyoplevelse. Det havde jeg også i den del af byen, jeg skulle aflevere bogen ved. Partnachplatz må være en meget børnefamilievenlig del af byen. Og træerne er ved at blive skaldede. Øv. Der går ikke længe, før alt er trist og gråt.
Selvom jeg har langt den bedste periode med familien lige nu, glæder jeg mig alligevel til at komme hjem. Jeg glæder mig til at bage småkager, pynte op til jul og have en undskyldning for at tage ud og shoppe ('til julegaver').
Eleanor og jeg snakker godt sammen. Jeg lærer en masse om fødsler, babyer, børn og meninger foruden kulturforskelle og vores ligheder. Hun bekræfter og afkræfter desuden nogle af mine opfattelser. Jeg kommer hjem som babyekspert gør jeg! Og en endnu mere brændende lyst til at blive jordemoder. Der er så meget at finde ud af! Ejjj altså..
God tirsdag allesammen!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar