torsdag den 22. november 2012

Madlavningsfrustrationer

Jeg forstår bestemt godt, at man ikke vil købe en hel masse ind, inden man skal ud at rejse i længere tid, men det er meget begrænset, hvad jeg kan finde på at lave af spændende ting af peberfrugt, æg og mel.. vi har ikke ret meget andet.. jo mælk og drikkeyoghurt.
Men jeg skal næsten argumentere og have en god grund til at købe noget elementært som løg.. det er ret irriterende.. men ja.. der er ikke så lang tid endnu.. jeg er allerede begyndt at tælle ned - og I har jo fået mit skema over hvad der sker, indtil jeg kommer hjem.
Jeg havde fået at vide, at familien skulle op omkring kl. 7, så jeg satte min alarm dertil. Jeg hørte en del larm godt en time før, men der blev stille hurtigt efter, så jeg lagde mig bare igen. Halv otte stod jeg selv op, hvor jeg så Ice Age med Adelaide, indtil Eleanor stod op og gjorde hende og ungerne klar. De tog af sted godt en time efter, hvorefter jeg hyggede mig hjemme. Kl 12 besluttede jeg mig at tage ud for at gå en tur. Der var en gade mellem Karlsplatz og Sendlinger Tor, jeg har set ofte, når jeg har taget en Tram, og jeg ville kigge lidt nærmere på dem. Der var dog ikke noget spændende (nok godt nok for økonomien), så jeg fortsatte gennem Karlsplatz til Marienplatz, hvor jeg gik lidt rundt. Nær Operahuset stod en stor, hvid gås. Den stod bare der, midt inde i centrum på gaden, og en mand i lederhosen og gåsefjer i hatten gik lidt rundt omkring, og jeg kunne ikke helt afgøre, om det var hans gås. Jeg kiggede dog meget på den, mens jeg gik forbi, og pludselig begyndte han at råbe uforskammetheder efter mig, så jeg stak hurtigt af. Jeg kunne ikke helt forstå, hvad han sagde, da det var meget sløret efter en god formiddags-brandert (ja, dén type), men essensen var nok, at det var uhøfligt at kigge. Jeg var også i den enorme bogforretning Hugendubel - den er på størrelse med et toetagers bibliotek og havde ALLE slags bøger foruden en lille (dyr) cafe.
Dernæst besluttede jeg at tage et kig i Englischer Garten. Det var som jeg havde forventet; ret trist og dødt. Men det er jo også godt en måned siden, jeg sidst var der.
Jeg kom hjem kl. 15, hvor jeg blev 'mødt' af sovende Ben og Adelaide, og Eleanor lå på sofaen nede på kontoret og legede med Emmeline, så jeg gik i gang med at lave aftensmad med det samme, så jeg kunne få det ud af vejen. Det var bare kartoffel-porresuppe, men det blev ret godt, selvom vi ikke har mere bouillon. Vi spiste først kl. 18, da Eleanor og Adelaide tog ud for at købe en gave til Selma - pigen som holder fødselsdag lørdag eftermiddag. Emmeline sov lige så fint hjemme i slyngen, som Ben havde taget på. Jeg legede lidt med Emmeline og Adelaide efter maden, og så begyndte Adelaides aftenrutine, og Emmeline skulle have mad, så jeg havde fri stort set resten af aftenen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar