Når man har set det hele..

Fredag startede ikke så godt. Jeg holdt Emmeline, mens Ben og Eleanor gik i bad sammen, og jeg lagde hende på sengen, fordi jeg havde travlt med noget på computeren. Jeg holdt dog øje med hende ofte, så hun ikke lige pludselig kom galt af sted - men sekundet efter jeg vendte ryggen til hende efter at have kigget, hører jeg en glidende lyd, og jeg når kun lige præcis at gribe hende med ben og hænder, inden hun faldt hoved-først ud over kanten på sengen. Hun slog en god salto, men hun ramte ikke gulvet, og jeg følte mig både skræmt og prisgivet over, at jeg havde reageret så hurtigt, men hun begyndte jo selvfølgelig at græde helt hjerteskærende af forskrækkelse, hvorefter Ben kom ud for at se, hvad der skete. Jeg fortalte dog, at jeg havde lege med hende, og mistet grebet, så hun havde gledet ned af mine ben, så han gik bare ind for at tabe tøj på, mens jeg måtte give samme historie til Eleanor lidt efter, hvor hun så tog hende. De spurgte ikke videre ind til det, men det virkede som om, de ikke ville lade mig holde hende resten af dagen. Det var dog bare indbildning, for jeg fandt så ud af senere, at de slet ikke var sure over det. Jeg var dog blevet så bange, at jeg gik helt restløs i en god halv time med en halv panik i brystet, inden jeg fik taget mig sammen til at gå udenfor. Den friske luft og mulighed for bevægelse hjalp rigtig meget, men så snart jeg ikke blev distraheret nok til ikke at tænke på det, gik jeg rundt med den her rigtig dårlige samvittighed over ikke at holde nok øje med hende. Jeg havde det RIGTIG skidt med det.
Jeg gik gennem byen igen fra Sendlinger Tor til Karlsplatz og gennem Kaufingerstrasse til Marienplatz, inden jeg tog en Tram rundt i byen.
På Karlsplatz gik jeg igen i Hugendubel for at kigge på 2. etage - hvor jeg så fandt ud af, at der er 3 etager. Anden etage var dog lige sektionen for mig! Der var tegneserier, fiktionsbøger i alle afskygninger og vægkalendere med kunstnere, som jeg er stor fan af (bl.a. Victoria Frances, Anne Stokes og Luis Royo). Jeg fik brugt en god time derinde bare på at kigge bøger.
Dernæst tog jeg en Tram gennem vestbyen for at se den del. Det er svært at finde på, hvor jeg skal tage hen, fordi jeg efterhånden har set alt, jeg gerne vil - nu har jeg også snart taget hver eneste Tram i byen. Så jeg tog bare tilbage igen, hvor jeg fandt en tom lejlighed og mulighed for at slappe af med Ben (han arbejder jo hjemmefra).
Fredag var også den sidste dag, jeg skulle i Nationalteatret. Jeg skulle se balletten Forever Young og ankom til min sektion kl. 19, en halv time før start. Denne gang behøvede jeg ikke engang spørge, hvor jeg skulle hen, fordi jeg havde luret systemet de andre to gange. Jeg var ret stolt af mig selv, da jeg selv fandt frem til 4. etage, 1. dør til venstre. Yay! De lukker dog ikke dørene op før ca. ti minutter før, så jeg fik læst lidt uden for. Jeg havde købt en lidt dyrere billet denne gang til en siddeplads, og jeg blev glædeligt overrasket over, at jeg følte, jeg sad helt midt for scenen, og hvis en vis herre foran mig ikke bukkede sig for langt forover, kunne jeg sidde tilbagelænet og nyde hele forestillingen! Det var virkelig perfekt - og helt afgjort prisen værd!
Før pausen var balletten delt op i to, hvor det første stykke var handlingsløst i mine øjne. En pige og to fyre dansede meget moderne dans, og jeg tænkte flere gange 'hvad fanden har jeg betalt for at se?'. Det var virkelig ikke min smag. Jeg blev også ved med at sammenligne kvinden med Lara Croft - hende i Tomb Raider. Hun havde samme frisure og tøj på bare med løse shorts og bar mave.. og naturligvis ingen våben hehe.

De tre dansere i første stykke

Første stykke

Andet stykke var en rigtig godt - og helt anderledes. Det var klassisk ballet, men det var her to kvinder i lange og store balkjoler, og handlingen var meget klar. Kvinden i hvid og manden i rød er et par, og kvinden i orange er med manden i gul. Det rød/hvide par elsker hinanden, mens det gul/orange par prøvede at skille dem ad. Jeg tænkte altid på ham i det røde som en konge eller sådan noget. Gule prøvede først at overtale Røde til at give slip på Hvide, men Røde nægtede, hvorefter Orange sniger Hvides tørklæde fra hende. Dette giver hun til Gule, som viser det til Røde som et bevis på, at Hvide var utro. Så konfronterer Røde Hvide, men hun nægter, hvorefter han dræber hende i jalousi - og så lægger Røde sig til at dø med hende. Det var i hver fald, hvad jeg fik ud af det. Danserne var rigtig dygtige, og jeg synes egentlig, at det var det bedste i hele balletten.

De to par i andet stykke

Hvides død i andet stykke

Pausen kom godt en time inde i stykket. Her skulle alle igen uden for salen... men jeg kan altså ikke forstå, hvorfor vi ikke må være derinde! I pausen overværede jeg endnu en af de her spøjse samtaler på forskellige sprog (jeg har jo fortalt, hvordan tyskere nægter at snakke andet end tysk, selvom den anden person snakker et andet sprog), da en af de unge kvinder, som fungerer som opsyn og informationskilde/kompas, spurgte en ung gæst, om hun ikke ville have sin vinterjakke i garderoben, og hende her pigen svarede på klingende sydstats-amerikansk - og ingen af dem opførte sig, som om der var noget i vejen med deres samtale. Jeg kan ikke forstå, at folk ikke vil tune sig ind på hinanden, når de snakker sammen. Derudover lagde jeg mærke til det overraskende store antal unge gæster. Langt de fleste på min balkon var øjensynligt mellem 13 og 16 år, og jeg undrede mig over, om det var danseelever eller nogen, som var på udflugt med skolen eller noget.

Efter pausen gik forestillingen ud i ét. Det var også en god del. Der kom først en skærm op, hvor der blev skrevet på den som en gammel skrivemaskine. Vi fik datoen 24. oktober 1933 og stedet London (og et navn på en danseklub). Så begyndte baggrunden at lyse i forskellige farver, hvorefter danserne kom ind. Her var det også klassisk ballet men med mange forskellige dragter og grupperinger. Flot forestilling alt i alt.

I dag lå jeg næsten til kl. 10 og puttede i sengen. Det er sjældent, jeg får muligheden, så jeg udnytter det, når jeg kan. Vi havde en hyggeligt morgen, hvor Ben lavede pandekager til morgenmad. Vi spiste sammen, og så holdt jeg Emmeline, mens de gjorde sig klar. Jeg gjorde mig derefter klar til en gåtur - for vejret var pragtfuldt! Jeg kender ikke temperaturen, men det var lunt nok til, at jeg kunne have shorts på og en af min morfars gamle skjorter ud over t-shirten i stedet for vinterjakken. Solen skinnede, og himlen var blå. Det er ligesom om det gør noget ved humøret. På vej mod Westpark parken mærkede jeg en dyb, glædelig fryd sprede sig i brystet ved tanken om at jeg kan fungere som en del af et sted som dette. Ikke nok med at det er en af Europas største byer, så er det også udlandet. Og jeg kan fungere her. Det er en rigtig god følelse! Jeg er ikke klar til Chicago (det tror jeg aldrig, jeg bliver), men München er alligevel noget.

Tilbage i lejligheden loggede Ben mig ind på deres lagerenhed, da jeg så en film på nettet, som hæmmede hans arbejde, men han gav mig frit spil med deres film, og jeg kommer nok til at bruge hele natten på at lægge film over på min egen computer. De har flere hundrede film lige fra 1950erne til de nyeste film, som lige er udkommet på dvd. Jeg var så opslugt af at lægge film over, at jeg helt glemte, at jeg skulle til Open Reading på Munich Readery. Eleanor og ungerne kom hjem kvart over 19, hvor det var for sent at tage af sted, og det var hende, der mindede mig om det. Jeg tror end ikke, jeg havde husket det senere, hvis hun ikke havde sagt det. Og gud, hvor jeg ærgrede mig! Jeg havde set frem til denne aften siden sidste Open Reading! Det er typisk at så lille en distrahering som film skulle få mig til at glemme det! Jeg håber bare, at jeg kan finde den slags events i den by, jeg nu engang slår mig ned i for at studere. Jeg fik forresten kontakt til hende pigen, jeg snakkede med sidste gang. Hun sagde dog, at hun havde for travlt til at være sammen med mig, og jeg har heller ikke været sammen med Maria, når hun ikke har været her for Adelaide. Så det er rigtig træls, men nu er der kun 4 dage, inden jeg kommer hjem! Så bor jeg ikke 20 km væk fra de fleste af mine veninder, og jeg vil udnytte det, vil jeg! Hold da helt kæft hvor har jeg savnet bare at kunne smutte over til nogen! Der er ikke lang tid tilbage nu. Trist men jeg glæder mig alligevel.
Eleanor sagde forleden, at de ville tage mig med ud til frokost i morgen (søndag) som for at sige farvel. Det lyder jo rigtig hyggeligt, og jeg kan tage direkte ud bagefter. Jeg regner med at tage på museum - det har jo rabat om søndagen, så jeg må hellere udnytte det også!

God weekend alle sammen!